Kalki Bhagavan

I det herrens år 2006 var jeg og mange andre optaget af en indisk hindu-udløber.
Én af mange varianter, hvor energierne fra indiske religiøse bevægelser - anført af mere eller mindre selv-i-scene-sættende guruer - møder den vestlige kultur.
Der er tilsyneladende fin grobund for sådanne energier i Indien, og når vesterlændinge støder på dem, får de let den tanke, at de er halvvejs i himmerige.
Det skete i 70'erne med Maharaj Ji, først i firserne med Osho og senere med Sai Baba.
Som første gang, du drikker spiritus eller ryger hash.
Kroppen, sindet og forholdet til omverdenen befinder sig i en helt ny tilstand.
Du føler, at du må gribe chancen, udnytte situationen.
Men du ved ikke rigtigt til hvad.

 

Dét som vi dengang var optaget af, var deeksha-bevægelsen og 'oneness'-konceptet.

Baghavan's energi blev overført fra person til person gennem berøringer (deeksha), normalt ved at lægge en hånd oven på den andens hovede.
Hånden skulle helst tilhøre en 'oplyst', og oplyst blev man ved at gennemgå et 21-dages kursus (proces) i Indien.
Mange danskere, jeg mødte, rejste derned eller var kommet tilbage derfra som oplyste.
I Den Grå Hal på Christiania var jeg til stormøde med Freddie Nielsen, en svensker som i en årrække koordinerede arbejdet for udbredelse af Deeksha i Europa, og Madeleine, der bistod ham. Derudover var der 10-20 oplyste dansker, der just var vendt tilbage fra 21-dages kurset og nu var parat til overføre deeksha-energi til alle os andre.

Jeg var også på retræte hos Cecil og Bruhn på Samsø.
De var også blevet oplyst på rejser til Indien og var nu med til at udbrede deekshaen. Sammen med en gruppe på cirka 20 mennesker.

I denne gruppe vandt man virkelig prestige, når man antydede planer om at tage til 21-dages kurset i Indien.

Der var penge i det indiske foretagende, og man var i gang med at bygge et stort universitet på stedet, et universitet, som nu er i brug: http://onenessuniversity.org/

Men det var for meget, for stort og for vildt.

Energier er jo ikke nødvendigvis fyldt med kærlighed.

Hvis man selv er fyldt med kærlighed - eller i det mindste har en lille smule godt i sig - så vil man sikkert forsøge at få mest muligt ud af det, når man befinder sig i en ny tilstand, og ser nye muligheder.
Det gælder jo som før nævnt også ved indtagelse af diverse rusmidler, hvor det har ført til megen ulykkelig afhængighed. Bevidsthedsudvidende stoffer kaldte man det sidst i tresserne, og jeg red selv ganske let med på bølgen.

En ny tilstand indeholder imidlertid også et faretruende element af mangel på kontrol over ens energier.

 

Freddie brød med Oneness-centeret i 2006, bl.a. på grund af den manglende hjælp til Madeleine, da hun 'kørte træt'.
Men også af mange andre grunde.
Han konstaterde, at Bhagawan talte nedladende om andre religiøse ledere, og også om folk, han havde kontroverser med i ashrammen. Hertil kom, at han var maget fokuseret på penge. Det uddybes her:

http://deekshadanger.weebly.com/freddy-speaks-out.html

Det var kort før min retræte på Samsø.
Året efter frasagde Cecil og Bruhn sig også forbindelsen til Bhagavan.

 

Lad os gå lidt tilbage i tiden.

En gang hed Bhagawan faktisk Vijay Kumar. Hans far var en ateistisk jernbanefunktionær i Madras i Indien.
Til forældrenes fortrydelse udviklede han et messias-kompleks.
Ellers levede han normalt, fik en matematikeksamen fra DG Vaishnav College og arbejdede nogle år i et livsforsikringsselskab.
I 1980 blev han så kontaktet af en gammel skolekammerat, Sankara, en atomfysiker som var blevet spirituelt inspireret af Vijay.
Sankara fik Vijay med på et kollegie, der blev drevet af en Krisnamurtifundats. Her faldt Vijay snart fra, da han troede så meget på sig selv, at han ikke deltog i den daglige morgenbøn.
Sankara forlod også kollegiet, og startede på egen hånd en skole af den slags, de sammen havde snakket om, som skulle kunne vække intelligensen og spiritualiteten hos studenterne.
Vijay sluttede sig til ham 3 år senere, og kort efter rapporterede studenter om mystiske oplevelser og begyndte at se noget guddommeligt i Vijay, som nu blev kaldt Kalki Bhagawan.
Bhagawan kom snart i forgrunden, og Sankara trak sig lidt tilbage.
I løbet af 10 år var skolen omdannet til en ashram og flere studenter forblev som diciple på stedet efter deres studier og fortsatte som munke, der ville sprede Bhagawans lære rundt i verden.
Det var nu en selvstændig bevægelse fra midten af 90'erne. De mystiske oplevelser rapporteredes så stærke, at man kunne føle sig ekstatisk og velsignet i flere uger, endogså måneder.
Sankara synes ikke, at de euforiske erfaringer havde ret megen værdi og valgte i stedet forståelsens vej.
Men Kalki Bhagavan og Amma, som han i mellemtiden var blevet gift med, havde meget høje spirituelle ambitioner,
Hvis 64.000 var blevet oplyst inden 21/12 2012, så ville tingene vende, vi skulle se en ny og bedre verden, en gylden tid.

Der strømmede penge ind til Kalki Bhagavan og hans organisation. Så mange, at man gik i gang med at bygge et imponerende tempel, der kunne rumme 8.000 mennesker på en gang, mediterende.

Templet blev også kaldt Oneness universitetet (se billedet). Det blev indviet i 2008, hvor tilhængerne strømmede til. Der var kaos ved indvielsen, hvor 5 blev dræbt og over 100 såret.
Tiden gik, tilhængerne kom og gik, året 2012 oprandt, og bevægelsen påstod at der da var 71.000 oplyste.
Målet var nået, men den store virkning udeblev imidlertid.
Ingen "Golden Age".
Det fik flere af tilhængerne til at miste noget af gejsten.
Men det var stadig et imponerende sted og der var mange penge involveret.

Efter de påståede 71.000 oplyste i 2012, anså Bhagavan og Amma deres mission for fuldført.
Bhagavan blev syg. Første gang i 2012-13, hvor han fik en hjerteoperation.
Igen uroligt hjerte i 2016 og en hjeteanfald i 2019.
I oktober 2019 stormede det indiske politi universitetet og 39 andre ejendomme, som bevægelsen også rådede over, og der blev beslaglagt en hel masse penge og guld, som Bhagavan og Amma var skyldige i skat.

Der er nu stadig penge nok i familien.
Bhagawan og Amma har trukket sig lidt tilbage, og nu er det sønnen Krisnaji og svigerdatteren Preetha der har taget over. Sammen med Bhagavan har de skabt et verdenomspændende forretningsimperium, White Lotus Conglomerat. Investeringselskabet, der har hovedsæde i Dubai, ejer bl.a. Redick Tower i Nebraska, og er ved at bygge Pinnacle Tower i Nairobi, som bliver Afrikas højeste tårn.

Krisnaji og Preetha driver Onenessuniversitetet som et spirutuelt udviklingscenter og kalder Missionen for Ekam.
Her kører de begge selvstændige kurser.
Preetha har kurser om mystik og om '5 awakenings', mens Krisnaji er opsat på at nå op på 74.000 oplyste, som skulle være 0,001% af verdens befolkning.
Dette mål fra 2021 hænger faktisk dårligt sammen med hans fars påstand om 71.000 oplyste i 2012.
Så skulle der i hvert fald også være slukket en del lys i de mellemliggende 9 år.

til indholdsfortegnelsen

Osho

Osho blev ind til få år før sin død kaldt Rajneesh, et kælenavn fra barndommen, så her omtaler vi ham også som Rajneesh.
Han blev født i 1931, var den ældste af 11 søskende, og boede de første 7 år hos morforældrene, indtil morfaren døde, hvorefter han vendte hjem til forældrene.
Som barn og ung læste han meget, og diskuterede også.
På et højt plan!
Han var fanget af Marx og Engel, og havde kommunistiske sympatier, i perioder måske nærmere anarkistiske. Han var ved at blive smidt ud af skolen, da han på et tidspunkt dannede en kommunistisk gruppe, der var imod alle former for religion. Han var også omkring socialistiske og nationalistiske partier, men blev ingen steder ret længe, da det var mod hans natur at indordne sig under et givet system.

Spirituelt oplyst blev han 21.marts 1953, mens han sad under et træ i en offenlig park i Jalmampur.
Det var i forbindelse med en mystisk oplevelse.
I 1957 tog han eksamen i filosofi ved universitetet i Sagar, og han begyndte straks efter at undervise på Raipur Sanskrit Kollegie, Her blev han dog hurtigt sat på porten, da man vurderede ham som en trussel mod studenternes moral og religion.
I stedet kom han til universitetet i Jalapur, hvor han blev professor i 1960.
Parallelt til hans universitetsjob rejste han også rundt i Indien og holdt provokerende taler.
Han rejste så meget at han kunne have svært ved at sove i en stillestående seng, da han havde vænnet sig til togets rumlen.
De taler han holdt var provokerende på alle måder. Han var kritisk over for socialismen, der var den yderste konsekvens af kapitalisme. Gandhi, mente han, fokuserede overdrevent på fattigdom, mens Indien havde brug for udvikling.
De traditionelle indiske religioner beskrev han som døde, med tomme ritualer, mens de slog sig op på trusler om forbandelser og løfter om velsignelser.
Men de provokerende synspunkter skaffede ham også tilhængere.
Velhavende forretningsmænd lyttede til ham, og købte sig til konsultationer og rådgivninger hos ham.

Fra 1962 begyndte han ogå at holde 3-dages og 10-dages meditationslejre.
Der dukkede flere steder op, hvor man kunne lytte til ham.
Det blev til en bevægelse, som kaldtes "Life Awakening Movement".
Efter at han i en foredragsrække i 1968 med titlen "From sex to superconciousness" agiterede for fri sex, blev han i pressen omtalt som sex-guruen.
Hans provokerende synspunkter kunne ikke forenes med jobbet som professor på universitetet, og han kunne faktisk også klare sig uden.
I 1969 holdt han en tale ved en Hindu verdenskonference, hvor han blandt andet sagde:
" Enhver religion, som finder livet meningsløst og fuld af smerte og prædiker had til livet, det er ikke en sand religion. Religion skal være en kunst i at værdsætte livet.". Samtidig beskyldte han også brahminerne for at være selvoptagne.

I 1970 introducered Rajneesh en ny meditationsform, dynamisk meditation, med hurtig vejrtrækning, dans og musik.
Han flyttede til Mumbai, og i 1970 indviede han de første diciple, sannyasins, der skulle bære orange klæder og en brosche med et billede af ham.
Han skulle ikke tilbedes, men være katalysator, som solen, der får blomsterne til at folde sig ud. Han gav dem væren, ikke viden.
I 1971 Fik han en sekretær, Ma Yoga Laxmi. Hun styrede økonomien, der blomstrede, så han ikke længere behøvede at rejse rundt og holde foredrag.
Nu kom folk til ham, så han havde ikke nødigt at komme til dem.
Ashrammen voksede hurtigt, og vestlige diciple strømmede også til.
Den fugtige luft i Mumbai var ikke god for Rajneesh's helbred.
Han udviklede diabetes, astma og forskellige allergier.
I 1974 kunne man - blandt andet med hjælp fra en græsk kvinde, en skibsrederarving, købe en 2,5 ha stort område i Pune, hvor Ashrammen så blev ført videre, og som den i dag stadig er center for Osho-kulten.

Det blev i løbet af 70'erne et tilløbsstykke.
Dagene startede kl.6 med dynamisk meditation. Kl. 8 en improviseret tale fra Rajneesh på en times tid. Senere vildt liv og terapigrupper af forskellig slags, alt sammen præget af den intensive spirituelle udstråling fra Rajneesh.
Hvis man havde mediteret et par år og også i den tid deltaget i terapigrupper af en vis standardr, så kunne man få lov til at blive på stedet som discipel og arbejde på ashrammen eller i området.
Mange forskellige subkulturer udvikledes på denne måde, og nogen tjente til livet ophold ved at handle med stoffer eller ved prostitution.

Økonomien voksede i takt med dette. Man nåede op på et årligt antal besøgende omkring 30.000.
De fleste var vesterlændinge og mange donerede store summer.
Hen mod slutningen af 70'erne måtte man kigge man efter et nyt og større sted.
Spændingerne til det omgivende samfund og til den lokale regering intensiveredes, og der blev ikke længere udstedt visa til rejsende, der havde denne ashramm som mål.
Ydermere fratog man bevægelsen skattefrihed med tilbagevirkende kraft, hvilket resulterede i en opkrævning på 30 millioner kr.
I 1980 forsøgte en hindu-fundamentalist at myrde guruen.
Rajneesh besluttede 10. april 1981 at stoppe med offentlige taler, som han indtil da havde givet dagligt i 15 år.
Han havde fået en ny sekretær, Ma Anand Sheela, og det var så hende, han kommunikerede med. Om organiseringen af ashrammen, om økonomien og om fremtidsplanerne.
Sheela havde fået den idé, at hele samfundet skulle flytte til USA.
Rajneesh var skeptisk i starten, men i maj 1981 bifaldt han projektet, og i juni købte de et 260 km2 stort område i Oregon i USA for 35 millioner kr.

Hele opholdet i USA er en underholdende fortælling, historisk interessant på mange måder, men spirituelt mindre interessant. Dog giver fortællingen et indtryk af den enorme virkning, hans udstråling kombineret med hans idéer og hans lære havde haft intil da.
De blev bestemt ikke modtaget med åbne arme i Amerika.
Allerede i 1982 bekendtgjorde Oregons guvenør, at han ville have dem ud af Oregon, da delstatens øvrige indbyggere ikke kunne lide dem.
Det førte til bitre kampe, både mellem de 'oprindelige' indbyggere og sannyasins, men også indbyrdes mellem sannyasins (tilhængerne). Terrorhandlinger og mordforsøg hører med til historien.
Man kan underholde sig med dramaet i dokumentarserien "Wild. Wild Country".
Den store samling af Rolls Roycer efterlader én med et lidt blandet indtryk af guruen.
De må vel på en eller anden måde hænge sammen med, at han foretrak liv og glade dage i stedet for askese. Og så kunne tegnet på rigdom måske også opfattes som et symbol på budskabet værdi.

Rajneesh vendte tilbage til Indien i 1985, og fik en heltemodtagelse fra tilhængerne, medens andre så til med betænkelige miner.
I først omgang rejste han derfor en hel del rundt i verden for at finde et nyt sted at slå sig ned.
Men han og hans tilhængere var ikke velkomne nogen steder, så han endte tilbage i sin gamle ashram i Pune.
Her holdt han igen taler hver dag, kun afbrudt af helbredsproblemer, og han introducerede også nye meditationsteknikker.
Livet i ashrammen var nu mere normalt, som i andre ashrams.
Terapierne var en slags forberedelse til meditationerne.
Han talte meget om zen, kritiserede kapitalismen og forestillede sig sannayasins i Rusland.
Kommunisme kunne udvikle sig til spiritualitet, og spiritualitet til anarkisme.

I februar 1989 tog han navneforandring til Osho.
I april samme år stoppede hans foredrag på grund af svigtende helbred.
Nu snakkede han kun for mindre grupper.
Han insinuerede, at nogle tilhørere til hans senere foredrag påvirkede ham med ond magi.
Ingen skyldige kunne findes.
Han og hans læger forbandt det svigtende helbred med medikamenter, der var blevet givet ham under hans arrestation i USA.
Han døde 19.januar 1990.

Selvom Oshos eftermæle er blandet, så stiger respekten for hans tanker og analyser.
Ikke mindst i hjemlandet.
En indisk avis rubricerede ham for nylig sammen med bl.a Buddha og Gandhi blandt de 10 personer, der har haft størst betydning for Indiens udvikling.
Den amerikanske forfatter Tom Robbins (ikke en sannyasin) omtaler ham som det 20'tende århundredes største spirituelle lærer.
I 2006 var der i Nepal 60 Rajneesh-centre og næsten 45.000 disciple.
Osho International Foundation leverer stress-strategier med en omsætning på omkring 200 millioner kr.

Det er tankevækkende, at han døde allerede som 58-årig.
Måske kunne det hænge sammen med, at mange af de fremtidsscenarier han skitserede, var ret uvirkelige, I det hele taget kunne det virkelige liv komme lidt i vejen for hans filosofi.

Hans gravskrift lyder:
"Aldrig født - Aldrig død.
Blot besøgt denne planet mellem 11.december 1931 og 19.januar 1990"

til indholdsfortegnelsen

Sai Baba

Sai Baba blev født i 1926 som nr 4 af 5 børn og fik navnet Sathya.

I 1940 skete der noget mærkeligt med ham efter at han var blevet bidt af en skorpion.
Han var bevidstløs i flere timer, og de næste dage undergik han store forandringer.
Han skiftevts grinte, græd, foredrog og var stille. Han sang også nogle vers på sanskrit, et sprog som han aldrig havde lært.
Det skete 8.marts.
Han fik diagnosen 'hysterisk', og der blev blev efterfølgende sat mange ting i værk for at 'helbrede' ham.
Læger, præster og exorcister forsøgte, men lige meget hjalp det.
Den 23.maj 1940 materialiserede han noget sukker ude i køkkenet. Nu blev far'en vred da han ikke forstod hvad der foregik.
Med en stok truede han drengen med slag, hvis han ikke ville forklare, hvad der foregik.
"Jeg er Sai Baba fra Shirdi" sagde Sathya.
Sai Baba fra Shirdi var en hellig mand fra Maharashta, som var død 8 år forinden.
Nu beydte man så at lytte til ham.

I 1944 blev det første mindre tempel (mandir) bygget, så Sai Baba kunne tage imod diciple dér.
I 1948 startede byggeriet af Prashanti Nilayam, der nu er hovedtemplet. Det stod færdigt i 1950.
Disciple og tilhængere strømmede til.
I 1963 fik Sai Baba en hjerneblødning og 4 hjerteanfald, hvilket medførte et han var delvis lam i højre side.
Tusinder af tilhængere var samlet og bad for ham ved et arrangemeent i hans Ashram,
Ved denne lejlighed kunne de overvære at han helbredte sig selv.
Det var også ved denne lejlighed, at han forudsagde sin død som 96-årig, og at han ville blive genfødt 8 år senere,

Sai Baba og bevægelsen omkring ham etablerede flere templer/ashrams (mandir).
I 1968 i Mumbai, i 1973 i Hyderabad og i 1981 i Chennai.
Der findes næppe statistikker over antallet af disciple og tilhængere, men der er ingen tvivl om, at tallene voksede eksplosivt.
I dag svinger vurderingerne over antallet af følgere fra 6 millioner til omkring 100 millioner.
Mere end 1200 centre er fordelt over 126 lande.
Dertil kommer masser af hospitaler, skoler og højere læreanstalter.
Tingene blev sat i system og koordineret ved hjælp af Satya Sai Organisation, som Sai Baba grundlagde midt i 60'erne for, som han sagde "at give medlemmerne mulighed for at udvikle sig spirituelt ved at engagere sig i hjælpearbejde"
Organisationen vurderes i dag til at være god for næsten 100 billioner kr.
I marts 1995 igangsatte Sai Baba et projekt der gik ud på at skaffe drikkevand til 1,2 millioner mennesker i Rayalaseema regionen, der var ramt af tørke.

Som illustration af bevægelsens udvikling kan vi følge hospitalerne.
I 1954 begyndte man at bygge det første hospital med midler fra gaver, der blev givet af taknemmelige disciple.
Det var i nærheden af Ashrammen i Prashanti Nayam og kunne indvies i 1956.
Det var gratis og beregnet på fattige, som ellers ikke havde mulighed for at blive behandlet. Et lille hospital med blot 12 senge, men sandsynligvis mange behandlinger på en slags skadestue.
Det næste hospital blev indviet i 1976 i Whitefield ved Bangalore, et nyt i Puttapardi i 1991 og så i Whitefield, Bangalore ét mere, som var specialiseret til hjertesygdomme og nerologi.
På specialhospitalet behandles 500 patienter om dagen, 15 operationer udføres dagligt og 35 er indlagt.
Hospitalet i Puttapardi havde i perioden fra 1991 til 2014 behandlet 215.971 mennesker.
I 2006 blev der ydermere oprettet et Mobil-hospital.

Umiddelbart er det Sai Babas udstråling og varme, der tiltrækker tilhængere og disciple.
Dertil kommer de mirakuløse helbredelser og materilisationerne.

Nogle af helbredelser bygger tilsyneladende mest på hengivelse og tro.
Ved andre ser Sai Babas nærværelse ud til at have haft betydning.
Der kan naturligvis sættes spørgsmålstegn ved alle helbredelserne, hvis man er skeptisk.
Ingen har rakt ud efter videnskabelige beviser. Ligeså med de døde, der er genopstået.
Som troende eller hengiven discipel har man ikke brug for sådanne bekræftelser.
Det skulle lige være for at tilbagevise skeptikere.

Materilisationerne syntes også generelt ægte, selvom nogen kan mistænkes for gemene trylletricks.
Det kan det første med sukkeret, da han var 14 år, næppe. Hvorfor skulle en 14-årig dreng pludselig få lyst til at forvirre omgivelserne på denne måde?
Jeg er overbevist om, at flere af de tidligere materilisationer er ægte. Senere kan der være blandet lidt fusk ind, men jeg tvivler.
Lidt fusk kan undskyldes med et højere formål:
Kærlighed, kærlighed, kærlighed, og hjælp til dem, der mest har brug for det.
Man kan undre sig over, hvorfor han deler alle de ure og halskæder ud. Og at man efter hans død fandt oceaner af ure og smykker i hans private residens.

Lad mig krydre denne snak om materilisationer med en lille historie fra en søgende fra Sydafrika:
"Efter at have snakket lidt med Sai Baba, spurgte denne den lidt skeptiske sydafrikaner, hvad han ønskede sig. Sydafrikaneren ønskede sig et ur, og straks materialiserede Sai Baba et ur. For yderligere at teste guruen, bad manden også om en kvittering. Baba svingede sin hånd et par gange i luften og fremviste en kvittering.
Til mandens store forundring (endnu større!) var kvitteringen fra en butik i hans hjemby, 15.000 km fra dette sted i Indien., hvor de befandt sig.
Ved hjemkomsten til Sydafrika gik han straks hen til guldsmedeforretningen for at kigge efter kopien til kvitteringen, han havde fået.
Og ganske rigtigt, den var ægte nok!
Indehaveren af forretningen fortalte, at der var kommet en lille krølhåret mand i en rød kjortel ind for at købe et ur. Manden kiggede længe på urene før han valgte et, betalte straks og forlod så hurtigt forretningen. Kort efter kom han tilbage for at bede om en kvittering. "en meget tiltalende mand" tilføjede indehaveren."
Vi lader den lige stå et øjeblik!
Mon denne historie er opfundet eller 'virkelig'?
Der skal virkelig opfindsomhed til at opfinde sådan en historie.
Og hvis man virkelig var så opfindsom, skulle man så ikke bruge den evne mere konstruktivt?

Der har været beskyldninger mod Sai Baba for sexsuelt misbrug af drenge/unge mænd.
Det har ikke afstedkommet nogen nærmere undersøgelser eller retsager.
Man kan blive beskyldt for hvad som helst. og i dette tilfælde er beskyldningerne næsten forsvundet i den enorme mængde af begejstrede beretninger fra hengivne tilhængere.
Så tæt som mange har fulgt Sai Baba, så er det også svært at forestille sig.
Især hvis der skulle være fulgt en nøje planlagt vej med misbruget som mål.
Det bør dog nævnes at der er adskillige tilfælde af mere eller mindre spirituelle mænd, der har måttet forholde sig til, at de befinder sig i en krop, ladet blandt andet med naturlige drifter.
Ikke mindst et fænomen hos katolske præster, men også observeret i ISKCON, i teosofien og i kosmologien.

I 2003 faldt en student, stående på en stol af jern, ned på Sai Baba, som herved brækkede hoften.
Det gjorde det svært for ham efterfølgende at gå, og fra 2004 transporterede han sig mest rundt i en kørestol og viste sig mindre offentligt.
Sidst i marts 2011 blev Sai Baba indlagt på et af sine hospitaler med vejrtrækningsproblemer. Han tilstand forværredes efterhånden, og den 24.april døde han.
Han lå i 'Lit de parade' i 2 dage og fik en ærefuld begravelse den 27.april.
Det anslås at cirka 500.000 mennesker deltog, deriblandt Premiereminister Manmoha Singh og præsident Sonia Gandhi.

Den 17.juni 2011 fik repræsentanter fra Sri Sathya Sai Central Trust - sammen med repræsentanter fra regeringen, banken og skattedepardementet adgang til flere af Sai Babas private rum.
Her fandt man i første omgang 98 kg guld-ornamenter, 307 kg sølv-ornamenter og 18 millioner kr i kontanter. Det hele til en værdi af cirka 50 millioner kr.
I juli fandt distriktsansatte i 4 nye rum yderligere 1 million kroner i kontanter.
I andre ashrammer blev der i juli fundet mere guld og sølv, tusindvis af siketørklæder, 500 par sko masser af parfume, diamanter, ure og halskæder, 750 saffroner og hvide kjoler af den slags som Sai Baba brugte.
Alt sammen formentlig gaver fra diciple og hengivne tilhængere.

til indholdsfortegnelsen

Srila Prabhupada

Det kan måske diskuteres hvor guddommelig denne 'fjerdemand' er.
Han blev ikke tilbedt i perioder i samme stil som Bhagavan, Osho og Sai Baba.
Men han var karismatisk og i den grad arbejdssom og meget dedikeret til det job, han skulle udføre.

Srila Prabhupada blev født i Calcutta i 1896, og levede i lang tid som en almindelig inder fra det bedre borgerskab.
Fik en universitetsuddannelse i engelsk, filosofi og økonomi og blev ansat i et mindre medicinalfirma.
Som 22-årig indgik han i et arrangeret ægteskab med en 11-årig pige, og 3 år senere fik de en søn.

Omkring denne tid, i 1922, mødte han sin guru, Bhaktisiddhanta Sarasvati, som på et tidligt tidspunkt gav ham den opgave, at oversætte hellige indiske skrifter til engelsk.
I 1933 blev han indviet som discipel af Bhaktisiddhanta.
I 1944 grundlagde han et månedligt tidsskrift "Back to Godhead".
Det redigerede han og han leverede også selv en stor del af materialet til det.
I 1950 trak han sig fra familielivet for helt at hellige sig sit spirituelle kald.
I 15 år fortsatte hans skriverier, blandt andet en fuldstændig oversættelse af Bhagavad Gita til engelsk, og han skrev også selv flere læseværdige bøger.
I alt 60 bind udgav han før han som 69-årig tog vest på.

I 1965 ankom han med en fragtbåd til UA med 40 indiske rupees på lommen.
I stedet for at henvende sig til New Yorks elite med budskaberne henvendte han sig til den tids spirituelle modkultur, messede Krisnahymnen og talte til de unge i parkerne.
Mange tilhængere sluttede sig herved til Hare Krisna bevægelsen.

I 1966 i New York grundlagde Prahupada organisationen ISKCON, the International Society for Krishna CONsciousness.
Herfra rejste han med sine tilhængere rundt i landet og iscenesatte bevægelsen ved sang og dans.
I 1967 slog han sig ned i Los Angeles og bevægelsen var nu blevet rigtig stor. Den bredte sig også til England, hvor Georg Harrison bakkede op, både med donationer, og med sange som "My Sweet Lord" og "Living in the material world".

Bevægelsensen karakteristka udad til er glad dans, sang og musik i gaderne, som det tit opleves i København.
Disciplene messer også Hare-Krisna hymnen i timevis, lidt ligesom Rosenkransen bruges i katolicismen. Prabhupada anbefalede 16 runder om dagen, og da en runde består af 108 gange Hare- Krisna, bliver det i alt 1728 gange, hvilket tager omkring 2 timer.
En anden praksis i Hare Krisna bevægelsen er 'ararti', hvor man samler vand, røgelse, tænder en olielampe og lægger blomster ved en statue af Krisna, for på den måde at få et tættere forhold til guden.
4 leveregler bliver foreskrevet: Vegetarisme, ingen drugs (herunder regnes alkohol, cigaretter, kaffe og the), ingen gambling og ingen sex uden for ægteskabet.

I 1968 forsøgte man i West Virginias bakker for første gang at etablere et vedisk samfund, der skulle dyrke jorden og være selvforsynende.
New Vrindavana kaldtes dette nye samfund, og primus motor i projektet var Keith Ham (Kirtanananda). En amerikaner med en blakket fortid.
Det blev en stor succes og snart gentaget mange steder i USA og andre steder i verden.
Nu findes der over 800 centre (heraf 135 i Rusland!) og millioner af tilhængere.
Et vigtigt middel til bevægelsens store udbredelse er Srila Prabhupadas mange bøger.
De udgives af The Baktividande Book Trust, som han selv grundlagde i 1972.
Her findes bøgerne udgivet på op til op 85 forskellige sprog.

I 1970 fik ISKCON på foranledning af Prabhupada en ledelse, GBC, Governing Bording Commission.
Den bestod i første omgang af 12 personer, som ikke var disciple.
Ledelsen skulle forbedre standarden i tempellivet, udbrede Krishna-bevidsthed, organisere distributionen af bøger, oprette nye centre og uddanne kommende disciple.
Kort efter etableringen henstillede Prabhupada at GBC-medlemmerne alligevel blev disciple, for at deres beslutninger ikke skulle risikere at blive præget af finansielle interesser.
GBC's autoritét blev ikke desto mindre sat på prøve efter Prabhupadas død.
En del af kontroverserne involverede griske GBC-medlemmer.
Det værste eksempel var Kirtanananda, der udråbte sig selv som efterfølger til Prabhupada.
Han blev anklaget for flere kriminelle forhold, heriblandt dokumentfalsk, pædofili og mordforsøg. Han blev dømt, senere frigivet og så dømt igen.
Til sidst blev han i 1987 helt ekskluderet. I GBC, der nu var udvidet til 16 medlemmer, stemte 13 for eksklusion, 1 imod og 2 undlod at stemme.

Men han var stadig leder af New Vrindavana, som havde 13 sattelit-samfund rundt i USA og Canada.
Alle disse samfund forlod ISKCON sammen med Kirtanananda.
Imidlertid fortsatte anklagerne og retsagerne mod Kirtanananda, og da han gjorde sig uheldig bemærket igen med unge-misbrug ville mange i New Vrindavana også gerne af med ham.
Det endte med at han slog sig ned i et tempel i New York sammen med en lille skare tilhængere, og New Vrindavana blev i 1998 igen en del af ISKCON.
Inden da havde Kirtanananda fået en fængselsdom på 20 år, men han blev i 2004 løsladt grundet svigtende helbred.
Han døde i Indien i 2011, grundet nyresvigt.

Nu vi er ved kontroverserne, så kommer vi ikke uden om dette:
I 1998 fremlagde ISKCON en rapport om misbrug af børn, fysisk og psykisk vold og seksuelle krænkelser.
Man undskyldte med, at munkene og deres unge hjælpere ikke havde nogen træning i pædagogik.
Undersøgelsen og rapporten kom på baggrund af en lang række anklager, der var rejst mod skolerne og organisationen.

Flere af skolerne måtte lukke, da de ikke kunne udrede de erstatninger, de blev dømt til betale.

En afdeling for Child Protektion blev oprettet. Den har fra 2005 haft ansvsret for at uddanne dem, der skal have med børn at gøre inden for Hare Krishna, ligesom de skal modtage rapporter og udstede retningslinier med henblik på at beskytte børnene.

Kvindens rolle i samfundet er der delte meninger om i ISKCON. Der er konservative kræfter, der mener at kvinder skal holde sig til de tradtionelle kvinderoller.
De er ogå bange for en uønsket indflydelse af sekulær feminisme inden for organisationen.
Men Prahupada har fra starten opmuntret til kvinders fuldstændige ligeberettigelse i overensstemmelse med Krisnas klare budskab i Bhagavad Gita:
"Sjælen har ikke noget køn, og alle er lige i forhold til den spirituelle frigørelse".

Ledergruppen GBC blev i halvfemserne udvidet til 48 medlemmer, og besluningerne skulle nu her tages ved content (fælles samtykke).
Malati Devi Dasi (på billedet) blev i 1998 den første kvinde i GBC og Dina Sharana fulgte efter i 2009.

Generelt om Hinduisme

Af de her beskrevne guddommelige mænd, er det Prahubada's lære der kommer nærmest den generelle hinduisme, der jo har mange ansigter, når mere ned 1 milliard mennesker bruger denne religion.
Mere eller mindre.
Vedaerne er de gamle skrifter, hvis visdom man bygger på.
Det er meget forskelligt, hvor meget autoritet, der lægges i disse, men i flere hinduistiske retningere kan deres betydning sidestilles med Biblens indenfor Kristendommen, eller med Koranens betydning indenfor Islam.
Vedaerne blev nedskrevet for cirka 5000 år siden.

Før da, og siden verdens begyndelse var denne oprindelige viden blevet videregivet fra guru til discipel, som senere blev guru, o.s.v.. Med eller uden guru, så forsøger en hindu at leve et godt liv i samklang med sine medmennesker.
Målet er for de fleste er, at komme ud af reinkarnationscyklussen, og blive optaget i Brahman, en slags altomfattende urkraft.

Er man nået langt ad denne vej, vil man naturligt søge discipelskab hos en guru, og man begynder formodentlig at meditere.
Når man mediterer er det vigtigt, at man har en god vejleder og et godt formål.
Hvis man bare tømmer sindet for de tanker, som for øjeblikket rumsterer derinde, så kan det gå så galt som i Jesus lignelse, hvor de 7 onde ånder finder 'huset' fejet og pyntet.
Jeg har hørt om flere vesterlændinge, der har haft dårlige oplevelser med at meditere.
Kundalini er et eksempel på en kraft, som kan vækkes, og som er udenfor de flestes kontrol.

Normalt har meditation overvejende positive virkninger.
Ro i sindet, harmoni, og i bedste tilfælde løftes man til højere tilstande af væren, en oplysthed hvor man er i stand til at dele ud af sin kærlighed, hvis man ikke drukner i selvoptagethed.

Der er mange forskellige veje, men som jeg ser det generelt, må trinet mellem oplysning og optagelse i Brahman, være en (gurus) tilstand, hvor man videregiver indsigt og visdom til andre (diciple).

til indholdsfortegnelsen

5. Amma

Amma blev født i 1953 i Kerala, en lille fiskerby i det sydlige Indien. Hendes far var fisker og hun havde 7 søskende.
Alle søskende græd, da de blev født, men Amma kom ind i denne verden iklædt et stort smil.
Selv har hun formuleret det således:
"Amma havde ingen følelse af fremmedhed, da hun kom til verden. Alt var så genkendeligt for hende, og når man ved alt om verden, kan man jo bare smile. Når man ser hele universet som en legeplads for bevidstheder, kan man så andet end at smile?

Hun blev givet navnet Sudhamani.
I en alder af 6 måneder kunne hun gå og snakke. Som 3-årig sang hun hele dagen.
Da hun var 5 komponerede hun dybsindige hymner til Krisna.
Sudharmani charmerede og glædede alle omkring sig, men med tiden begyndte hendes guddommelige fremtoning, som bl.a. bestod i mange meditative perioder, sang og ekstatisk dans på stranden, at irritere familien.
Allerede som 5-årig blev hun ofte skældt ud for dette.

Da Sudharmani var 9 år, blev hendes mor syg, og Sudharmani måtte blive hjemme fra skolen for at passe hele familjen.
Det var et hårdt arbejde fra tidlig morgen til sen aften.
De syv søskende skulle have mad og tøj, og dyrene skulle også passes. For at skaffe mad til dyrene måtte hun vandre rundt på egnen og til nabobyerne for at samle græs, grøntsagsskralder og rester fra risretter.
På sine ture rundt i nabolaget så hun mange ting, der bekymrede hende.
Nogle familier sultede og andre familier havde mere end nok. Hun så mennesker, der led, og ikke havde mulighed for nogen smertelindring.
Hun så gamle, som familierne ikke tog sig af.
Hun havde så meget empati, at hun slet ikke kunne bære al den elendighed.
Trods hendes unge alder overvejede hun, hvad grunden kunne være til, at nogen skulle lide.
Så stærkt følte hun Guds nærvær, at hun ville række ud og hjælpe alle, hvis skæbne var ringere end hendes.
På en måde var det her, Ammas mission begyndte.
Hun gav mad til de sultende og hun gav bad og tøj til de gamle, som ingen tog sig af.
Familien straffede hende for at give deres ting væk, men Sudhamani ville ikke holde op med at hjælpe de trængende.
Om natten trak hun sig tilbage i ensomhed, brugte timer på at meditere og bede brændende til Herren Krishna.
Om dagen bar hun hans foto i bluselommen, og hele tiden sang hun hans navn.

I hendes sidste teenageår oplevede hun en indre velsignelse, og som 22-årig i 1972 blev hun helt overvældet af indre glæde og forening med Lord Krisna.
Herefter kom hun tit på stranden ved Krisna Bhavas (højtider for tilbedelse af Krishna), og folk strømmede til for at møde hende.
men på egnen var der også rationalister der generede hende, hvilket fik hendes far til at ombygge familjens kostald til et passende sted, hvor hun kunne mødes med folk.
Én dag, har Amma fortalt, følte jeg meget stærkt iveren efter at blive absorberet i det højeste væsen uden at vende tilbage.
Men så hørte jeg en stemme inde i mig, der sagde "Tusinder og atter tusinder af mennesker i verden er i stor nød.
Jeg har så meget, du skal gøre, du, som er ét med mig."

Foreningen med Krishna var ikke kulminationen af Sudhamis spirituelle udvikling.
En dag kort efter 'advent for Krishna Bhava' fik hun en uforglemmelig vision af den guddommelige moder (Adi Parashakti). Visionen var så stærk, at Sudhamarni med hele sit væsen ønskede at blive ét med den guddommelige moder.
Før denne vision havde Sudhamani været i stand til at fortsætte sit arbejde der hjemme mellem Krishna Bhavas.
Nu kunne hun ikke engang tag vare på sig selv. Ofte glemte hun at tage bad eller at spise. Faktisk fandt hun disse daglige nødvendigheder som spild af tid. Hun ville helst bruge hvert øjeblik på at tænke på den guddommelige moder.
Hendes ældre bror forstod hende ikke, og endte med at smide hende ud af hjemmet.
Nu levede hun i stedet med dyrene, der bedre forstod hende.
Til sidst bemærkede hun ikke længere om solen skinnede eller det regnede, om det var nat eller dag. Hun lå på jorden i en tilstand af dyb meditation.

Endelig kom så foreningen med den guddommelige moder, der opfordrede hende til at bede menneskene om at fuldende fødslen her på jorden,
"oh menneske, foren dig med dig selv".
Efter denne oplevelse var det universelle moderskab vækket i Sudhamana, hvilket fik hende til spontant at omfavne enhver som var det hendes eget barn.
Hundredevis af mennesker kom nu dagligt for at tilbringe et øjeblik i hendes arme. Amma lyttede til deres sorger og trøstede dem.
Hun begyndte også at lære dem om det virkelige formål med livet.

Landsbyens unge generede hende imidlertid mere og mere, men hendes forældre, der nu havde forståelse for, at hendes liv havde et meget specielt formål, passede godt på hende.
I 1979 kom de første disciple for at blive hos Amma. De kaldte hende Mata Amritanandamayi (moderen til den udødelige velsignelse).
Efterhånden som flere og flere unge følte sig inspireret af Ammas uselviske medfølelse og begyndte at komme for åndelig vejledning, så måtte en Ashram etableres.
Det begyndte med at blive familiens kostald, der blev ombygget til tempel, og en lille hytte blev bygget ved siden af.
De første mandlige disciple sov under åben himmel, og hytten blev brugt som køkken om dagen og soveplads for Amma og de kvindelige disciple om natten.
Senere blev der også bygget en hytte til mændene og en beskeden lille hytte, som Amma kunne være alene i.
Den bruger hun stadig!.

Som der kom flere til, var der brug for en større ashram.
Den blev påbegyndt i 1988 og stod færdig i 1992. Stadig var der jo knapt med penge.
Der kom imidlertid flere og flere til, og efter år 2000 måtte der bygges et meget større tempel.
Der blev også bygget masser af boliger, hytterne blev erstatte af værelser i etageejendomme, således at den lille landsby nu har 3000 indbyggere,

Organisationen omkring Amma er nu kæmpestor. Måske kan det bedst illustreres med nogle tal fra hjælpearbejdet.
Man udvikler sig spirituelt ved at hjælpe andre, siger hun.

100.000 boliger er bygget og givet til hjemløse.
100.000 børn er blevet sendt i skole, og derudover er der oprettet skoler for hørehæmmede børn og for psykisk handikappede børn.
10 millioner sultende får mad hvert år.
Og det siges, at hun har givet 37.000.000 omfavnelser.
Det er mere end 2000 om dagen efter mine beregninger. !!

fortsæt til Buddhisme

til indholdsfortegnelsen

6. Buddhisme

Dét - at søge en løsning på evighedens gåde - er vist i sin substans en vestlig tankegang, bundet i et dualistisk tankesæt.
Fjernt fra en zenbuddhistisk virkelighed.

Nede i Sydfrankrig - i Plum Village - holdt en vietnamesisk munk, Thich Nhat Hanh, til hver sommer i en længere årrække. Her kunne man indtil for få år siden opleve hans form for (zen-)buddhisme, som jeg nærmest vil beskrive som mindfullness i sin reneste form. Og så suppleret med denne mands bemærkelsesværdige niveau af visdom og indsigt.
Det var en stor oplevelse for mig, da jeg var dernede i sommeren 2005.

Desværre blev Thay, som han kaldes, ramt af en hjerneblødning i november 2014, hvorefter han lå cirka 1½ måned i coma.
Han vendte tilbage til Plum Village i januar 2016, men stærkt svækket.
Han fyldte 90 år den 11.oktober 2016, og flyttede tilbage til Vietnam, hvor han døde 22.januar 2022.

På websiden for Plum Village tages der en smuk afsked med den store lille mand.
Da jeg var der i 2005, oplevede jeg bl.a. en time med spørgsmål og svar foran et stort publikum, og hovedsageligt - men ikke udelukkende - spørgere af vestlig herkomst.
Her fik jeg en god fornemmelse af hans måde at møde 'problemerne' på. Jeg har optagelser af dette på en DVD, som jeg ser med mellemrum for at få hans aspekt ind i mit liv. Det har jeg næppe tilladelse til at lægge ud på nettet, men se i stedet et lignende svar på et yderst interessant spørgsmål her. https://www.youtube.com/watch?v=QGbVPsc2jIo

Forstod du svaret?
Ellers lyt til denne forklaring i en 'dharma-talk' fra én af hans diciple http://plumvillage.org/news/advent-the-mystics-and-mother-earth/
Interessant på mange måder! blandt andet i forhold til kristendommen, som jeg nok skal komme nærmere ind på senere.
Diciplen var Brother Phap De, som tidliger har været en dedikeret katolsk præst i Minnesota.

Thich Nhat Hahns version af den vietnamesiske gren af buddhismen er naturligvis kun et lille udsnit af denne verdenomspændende religion af indisk oprindelse.
Til forskel fra den almindelige hinduisme er buddhismen frigjort fra rødderne til det indiske samfund og kastesystemet.
Den er så rundt omkring, hvor den har bredt sig, blevet blandet en del op med stedernes traditionelle religion og kultur. Som i Vietnam, også i Japan og i Tibet. Der findes ikke nogen oprindeligt nedskrevet buddhistisk litteratur. I lighed med Jesus, blev der også i tiden efter Buddhas død nedskrevet en hel del af, hvad han havde sagt og hvad hans lærdom gik ud på. Der har dog aldrig været tale om en form for kanonisk udvælgelse blandt disse skrifter, det har bare været et 'tag-selv-bord'.

Buddha omtales også som "den oplyste", og ligesom for hinduister, er det endelig mål for buddhister nirvana.
'Oplyste' skal tilsyneladende undervise og videregive noget af deres visdom før, de takker af. Det gælder for eksempel de tibetanske lamaer.
Eller det gjaldt vist nok en gang! Siden er lama-begrebet øjensynligt blevet lidt udvandet.
Jeg har lidt svært ved at placere Ole Nydahl i denne kontekst, men han (og Hannah) har i hvert fald gjort et formidabelt stykke arbejde med at udbrede diamantvejsbuddhismen her i landet. 11 velbesøgte centre findes der nu i Danmark.
I denne form for buddhisme er lamaen, som en lærer - den fjerde juvel, føjet til det sædvanlige buddhistiske koncept med tre juveler:
'buddha' (målet), 'dharma' (vejen) og 'sangha' (sammenholdet).
Målet er erkendelse af sindets sande natur.
Denne erkendelse består ikke af en længere ph.d-lignende afhandling, men ved en direkte indsigt, opnået gennem utallige meditationer.
Buddha-tilstanden må nødvendigvis være ubeskrivelig, en individuel erkendelse, og måske opleves den forskelligt af dem, der når der til.
Det kan umuligt afgøres ved vores tilgængelige planetariske erkendelsesmetoder.

Det må være en eller anden indre tænding, en fornemmelse eller et momentant klarsyn, der sætter så mange mennesker i gang med at meditere, og den første belønning må også for de flestes vedkommende komme rimeligt hurtigt. Ellers ville de næppe fortsætte i årevis.
For mit eget vedkommende skete det tilfældigt på en ø-lejr ved en guidet naturmeditation, hvor jeg pludselig følte mig ét med træstammerne.
I første omgang drejer det sig jo basalt om at kunne se igennem alle de lidelser, begær, bekymringer og begejstringer, der dagligt rumsterer i sindet, og se videre ind i en dybere virkelighed.
Når man forsøger at beskrive det, må man lade ordene danse lidt omkring, før forståelsen bryder igennem forstanden.
Hvis man - som mange buddhister gør - holder fast ved, at vejen er ligeså vigtig som målet, så tror jeg, at man kan befinde sig på denne vej i ophøjet ro liv gennem liv, uden at nå til målet før man erkender, at man har været der længe.
Blandt begær, man vil frigøre sig fra, må vel også være begæret efter at nå den oplyste tilstand, hvis ikke denne sindstilstand gemmer sig blandt længslerne.
Under alle omstændigheder forventes man at være fri af følelsen i den oplyste tilstand.

Det mest markante - og for mig det mest inspirerende - aspekt ved buddhisterne er deres insisteren på at undgå den dualistiske tankegang.
De bruger ikke energi på at skelne mellem rigtigt og forkert, indbildt og ægte, tilsyneladende og virkeligt, ja sågar skelnen mellem godt og ondt ofrer man ikke tid på. Svaret giver jo også næsten sig selv, når man stille og roligt styrer mod en oplyst tilstand hvor kærligheden er altoverskyggende.
Ikke mirakler, men den ottefoldige vej er vigtigst at holde opmærksomhed på.
Hvis du er i tvivl om, hvad jeg mener med ikke-dualisme, så gå tilbage til ovenstående link til Thays svar på spørgsmålet om et liv efter døden. Eller prøv at søge på nettet efter, hvordan buddhisternes forholder sig til nærdødsoplevelser.

7. Mindfulness

Ligesom i buddhismen, er der i visse nyere hinduistiske retninger en tendens henimod ikke-dualistisk tænkning. Herved åbnes de østlige religioners døre også for vestens førhen søgende, men nu gudsforladte individer.
I tråd med den ikke-dualistiske tænkning behøver man ikke engang at tage stilling til spørgsmålet "religiøs eller ikke religiøs", så selv overbeviste ateister kan forsigtigt begynde at meditere.
På denne måde er mindfulness her i det 21. århundrede blevet et magisk ord, der får mange til at kigge indad. De fleste, der holder ved her, vil dog normalt være åndeligt søgende, men de er - alt efter temperement - frit stillet, så de behøver ikke en guru eller et sæt faste retningslinjer. Idéen er jo, at de skal finde sig selv langt derinde bag alle facaderne.

Det var Eckhart Tolle der med sin bog "Nuets kraft" virkelig satte gang i mindfulness-bevægelserne.
I første omgang var her ikke så meget tale om meditation, det gjaldt bare om at være i nuet og lukke af for sindets støj. Tankerne om fortiden og forestillingerne om fremtiden skulle man ignorere, bare være her og nu. Så er det man opdager og oplever sin egen indre sandhed, der altid har været der, men gemt bag sindets støj og tankernes larm. Tolle mener at der ikke er forskel på religionernes essens, som er "den ene tidløse åndelige lære".

Men det er jo sin sag sådan bare lige med ét at holde op med at tænke!
Eckhart Tolle og andre beskriver glimrende den smukke stilhed, der herefter vil blotlægges via en følelse af genkendelse, der kommer dybt inde fra, men Tolles og de andres ord må man også slippe, før man kan mærke nuets kraft.
Efterhånden er meditation blevet den bedste vej væk fra sindets forstyrrelser.

Der er en - blandt andet hertil knyttet - metode, der i disse tider vinder indpas i mange spirituelle sammenhænge. Den kan bruges, når det samme billede gang på gang dukker op i dit sind og insisterer på din opmærksomhed.
Så skal du acceptere dette billede. Også selvom du sikkert ikke bryder dig om det. Det kan være en smerte, en lidelse, et nederlag - noget du ikke bryder dig om at tænke på. Kig på det, og bliv ved med det - indtil du kan gøre det ubesværet.
Træk vejret i det. Desværre er mange ikke rigtigt i stand til det, når billederne er skrappe. Men det er jo derfor, at du ikke kan få fred for dem.
Konfrontationen, som kan kræve en overvindelse, er nødvendig og forhåbentlig befriende. Mange bruger denne viden i forbindelse med meditationer, katolikkerne bekender deres synder ved skriftestolen, I Scientology kaldes det at "as-is'e", at se tingene præcist som de er.
I denne populære video med Eckhart Tolle: https://www.youtube.com/watch?v=L4os0IxmGv8&t=329

fortæller han, hvordan man på denne måde kan slippe af med en insisterende følelse af frygt.

Med al denne viden in mente skulle man tro, at vores del af verden var fyldt med glade, frelste og oplyste individer! Men er den det?
For mig at se findes der et imaginært rum af himmelsk lykke og guddommelig indsigt lige omkring os. Mange har rendt ind i det eller set glimt af det uden en påviselig grund.
De har her dvælet i nydelsen for en tid, men har igen - stadig af uvisse årsager - måtte slippe den igen, og herefter med vekslende held prøvet at finde vejen tilbage.
Det er de færreste der bevidst kan opsøge den, og disse kan tilsyneladende kun videreformidle deres viden om vejen til visdom for få udvalgte.
Vel at mærke ikke udvalgt af vejviserne!

Et spændende eksempel på én, der gentagne gange har været på besøg i dette rum, er den danske forfatter

J Anker Larsen .
Han har beskrevet sine oplevelser direkte i bogen "For åben Dør", men lignende oplevelser beskriver han også indirekte gennem fiktive personer i flere af hans romaner og noveller.
For eksempel "De Vises Sten", som vandt nordisk litteraturpris i 1923, og også i "Martha og Maria" (1925) og i "Sognet, der voksede ind i Himlen"
Her er et uddrag fra "Martha og Maria".

"Arbejdet går videre, men julen har været, og det hænder for en, der går over gården, at han uden rigtigt at vide af det, bøjer sig ned mod den hvide sne, laver en snebold og kaster den efter en, som netop går over i stalden.
Der kan være den sælsomste varighed i en sådan snebold. Dens hvide bue gennem luften bliver dage igennem ved med at følge den, som kastede den, det bløde bums bliver ved med at mærkes på ryggen af den, der ramtes, og smilet, det spøgefuldt driske, det lykkelige, det næsten taknemligt tilgivende går ind i begges sind og bliver der, men bytter somme tider gårde, så den enes bliver den andens, og man ligefrem må huske efter, hvem der kastede bolden forat vide, hvem der smilede drilsk og hvem der tog mod drilleriet med et smil.
Inden man ser sig om er alt sneen smeltet, den smelter vel sagtens for smilet; måske er det solen, men solen kommer af smilet, i al fald er den et smil, og så er det sommer.. Man går i sit arbejde, og hver gang man ser op, møder man smil fra himmel og jord; man kildres af kornaks, bryder dem af og ler og får lyst til at kildre en anden med dem. Man gør det naturligvis ikke, men når man møder den anden, husker man, hvad man ville og prøver at skjule et smil, som fanges af den anden, og begge står stille midt i den klodsede latter, som klinger frem af den dybeste glæde, og ingen ved et eneste ord at sige.
Lykken kan være så ensartet stærk overalt i ens jeg, at man er selve lykken, men ikke ved om den. Skubbes den bort fra en del af ens væsen, får man den at vide - til glæde eller sorg. "

8.Krishnamurti

Fra Hinduisme over Teosofi til en helt egen form for Mindfulness

I slutningen af 60'erne havde jeg sluppet Kristendommen, og var søgende i forhold til alle livets aspekter, også de dengang såkaldte "bevidsthedsudvidende" stoffer.
Jeg havde også venner, der kiggede ind i eller blev opslugt af disse nye apekter af livet.
Krishnamurtis tanker blev fremhævet i den forbindelse som en vej til et nyt syn på livet, så jeg gav mig i kast med "Den eneste 'Frihed".
Et kort resumé af min konklusion dengang var, at man skulle holde op med at dvæle ved fortiden, og man skulle heller ikke bekymre sig om fremtiden. Fremtidens scenarier måtte naturligvis være udtænkt ud fra kendskab til fortidens oplevelser, men tilværelsen kan jo ikke reproducere sig selv.
Uden opmærksomhed på fortiden og fremtiden befinder man sig pludselig midt i nutiden.
Og så møder man kærligheden.
Men hvor blev den af i vores virkelighed?
Og hvad er det egentlig for en kærlighed, der er tale om?
En dag spurgte jeg en kammerat om hans forklaring på den kærlighed, som Krishnamurti talte om. Han indrømmede at han ikke forstod den. Kammeraten eksperimenterde med at spise kaktus, blev psykisk syg, og tog vist nok til sidst sit eget liv. I øvrigt den selvsamme kammerat, som jeg overhørte have en højrøstet samtale med Bule-Hansen i bussen lige efter mit første møde med Scientology (se "Min Historie").
Det var mange år siden, og når jeg nu igen kigger på Krishnamurtis budskaber, så bliver jeg glad for et andet af hans budskaber:
"The land of truth is pathless", ingen stier i sandhedens land.
Det hænger så fint sammen med noget af det jeg skrev i indledningen.
Vi skal hver for sig finde vores sandhed. "Kun dine egne svar vil bringe dig videre". Krishnamurti fortsætter: Lad dig ikke forføres af en religon eller en guru hen til et fremmed sted, som du så må klamre dig til.

Lad os tage et kig på baggrunden for Krishnamurti liv og hans mission.
Den hænger sammen med Teosofien, som jeg efterfølgende vil gå i dybden med.

De første teosoffer var opsat på at indarbejde grundtræk fra Hinduismen og andre åndelige retninger fra østen i en overordnet fælles verdensanskuelse, der skulle anerkende alle verdens religioner.
Derfor oprettede de et center i Adyar ved Madras i Indien.
C.W. Leadbeater, en af de ledende og særdeles clairvoyante teosoffer, gik en dag en tur på stranden uden for centret, og fik øje på en lille indisk dreng med en hel unik spirituel udstråling.
Drengen hed Jiddu Krishnamurti.
Leadbeater og Annie Besant, præsidenten for Teosofisk samfund på det tidspunkt, blev hurtigt grebet af muligheden for, at Krishnamurti kunne være den kommende Messias og verdenslærer.

Krishnamurti var dengang 14 år. Han blev født i 1895 som nr.8 ud af 11 børn. I en svag og skrøbelig familie. Kun halvdelen af børnene overlevede barndommen, og moderen døde, da han var 10 år.
Familien var troende brahminer, men faderen havde også været teosof i en del år, og var nyligt blevet ansat som bogholder på teosofisk center.
Sammen med lillebroderen, Nitya, blev Krishnamurti med faderens accept adopteret af Annie Besant.
Leadbeater tog sig af drengenes opdragelse og udvikling. Krisknamurti blev indviet i mystikken, og kom i kontakt med mesteren Khutumi, som på (virkelig) mystisk vis er en vigtig figur i Teosofien. Om kontakten var fysisk eller ej er der delte meninger om. Krishnamurti skulle - ifølge et referat fra en samtale med ham - have talt med Khutumi flere gange, når denne viste sig for ham under tidlige morgenmeditationer.
Men da han på et tidspunkt gik hen til mesteren for at røre ved ham, gik han lige igennem ham.
I 1911 blev ordenen "The Order of a Star in East" (OSE) grundlagt af Teosofisk samfund.
Den var åben for alle, som forventede en ny verdenslærer, og det var meningen at Krishnamurti (nu 16 år) med tiden skulle lede organisationen.
Samme år tog Annie Besant brødrene Krishnamurti og Nitya med til England.
Krishnamurti holdt sin første tale her og begyndte også så småt at skrive små artikler til teosofiske tidsskrifter.
I årene efter rejste brødrene rundt i flere europæiske lande, men var mest i England. En rig engelsk kvinde støttede dem fra 1913, så de kunne være nogenlunde økonomisk uafhængige.
Efter første verdenskrig holdt Krishnamurti foredrag, møder og diskussioner rundt omkring i verden. I begyndelsen var han lidt nervøs, tøvende og gentog ofte sig selv, men med årene blev hans fremtoning mere overbevisende.
Det handlede om ordenen OSE, som han nu stod i spidsen for og som Nitya var sekretær for.
Fra 1922 tog de fast ophold i Ojai Valley, Californien.
Stedet var valgt af hensyn til Nityas fordi det var tørt.
Nitaya havde fåret diagnostiseret tuberkulose.
Krishnamurti var bekymret for Nityas svingende helbred, men de befandt sig godt her, og en gruppe af tilhængere dannede en fond, der kunne købe stedet, som nu blev deres faste opholdsted.
I eftersommeren 1922 fik Krishnamurti nogle mærkelige spirituelle oplevelser, der fik stor indvirkning på resten af hans liv.
Det begyndte med en spirituel oplevelse, beskrevet som en stærk følelse af forbundethed, og nogle dage efter begyndte dét, der siden er blevet kaldt processen. Den startede med kraftige smerter i nakken, og intensiveredes dagen efter med endnu kraftigere smerter, kvalme, rystelser og perioder med tilsyneladende bevidstløshed. Efterfølgende har Krishnamurti dog sagt, at han i de perioder klart opfattede omgivelserne.
Processen sluttede med en enorm følelse af fred.
Noget af processen gentog sig næsten hver nat i den følgende måned. Og resten af livet vendte processen eller dele af den med mellemrum tilbage.
Disse processer blev efterfulgt af en stærk og velsignet følelse, der vist næppe kan beskrives. I hvert fald er den svær at forstå ud fra de foreliggende beskrivelser.
Det engelske ord 'otherness' bliver brugt, og mere end det:
"som fra en anden verden, bagved tankerne, med forhøjet intensitet i følelserne, ikke bare af skønhed, men også af andre ting. Følelsen kan komme helt uventet, med en enorm kraft eller sitrende i baggrunden, eller krybende stille og fredeligt".
Følelsen af 'otherness' var mere eller mindre til stede hos Krishnamurti i resten af hans liv, og han følte det som et slags værn, en beskyttelse.

Disse oplevelser var som sagt skelsættende, både for Krishnamurti og for det teosofiske samfund.
Efter at have fulgt den af Leadbeater planlagte uddannelse og udvikling hele vejen, kom nye perspektiver ind, som var helt Krishnamurtis egne.
I det teosofiske samfund var Leadbeater lidt forvirret.
Det lå jo ikke i uddannelsesvejledningen!
Men i hele det teosofiske samfund bredte der sig nu en spænding og en forventning om, at noget stort var i vente.
Det passede så godt med det nært forestående konvent i 1925, hvor samfundets 50-års fødselsdag skulle fejres.
Krishnamurti havde blandede følelser i forhold til denne forventning.
Da tiden for afrejsen til konventet i Indien nærmede sig, havde Nitya fået lungebetændelse oven i turbekulosen, så hans tilstand var meget alvorlig.
Krishnamurti tog tøvende afsted til konventet, da han var blevet lovet gennem 'meddelere' fra de højere magter, at Nitya nok skulle "klare det".
Det gjorde han ikke.
10 dage efter afrejsen kom der melding til Krishnamurti om Nityas død den 13.november 1925.
Krishnamurti var helt slået ud i de kommende 12 dage, men derefter udstrålede han en umådelig ro, og var ikke længere tynget af sorg eller af anden følelsesmæssig reaktion.
Han holdt en tale ved konventet, der bekræftede Leadbetter og Annie Besant i deres tro på, at han var den kommende verdenslærer.

Men lad os lige kikke nærmere på, hvad der menes med "de højere magter" i denne sammenhæng.
Flere af de oprindelige fremtrædende teosoffer var claivoyante. Grundlæggeren Madame Blavatsky skrev sit hovedeværk 'Den Hemmelige Lære' efter diktat fra to såkaldte mestre, Khutumi og Morya, som på det tidspunkt (vist nok) opholdt sig fysisk i fjerne bjergegne i Tibet. Som tidliger nævnt fik Krishnamurti ved Leadbeaters mellemkomst også kontakt med mesteren Khutumi.
Clairvoyante ser mange ting, og normalt hver for sig.
De kan så viderebringe deres oplevelser og eventuelle kommunikationer til andre, der kan tage dem for gode varer, være skeptiske eller helt afvise dem.
Jeg er i almindelighed tilbøjelig til at tro på de clairvoyantes oplevelser, men er rimelig skeptisk overfor deres fortolkninger af disse oplevelser.
Mit tredie arbejdsapekt, budskabsaspektet, er aktuelt i denne sammenhæng.
I hvor høj grad og med hvilket formål skal ydre eksistenser blande sig i menneskelige forhold?
I lyset af Leadbeaters autoritet og koordinering af de clairvoyante kommunikationer forlød det, at flere forskellige fremtrædende medlemmer af teosofisk samfund i disse år havde kontakt med mestrene.
Foruden Leadbeater, Besant og Krishnamurti kommunikerede også to påståede nyligt indviede medlemmer, Arundale og Wedgwood også med mestrene.
Kigger man nærmere på Wedgwoods liv virker det meget lidt sandsynligt, at han skulle have haft kontakt til mestrene. De må jo formodes i en vis grad at være 'menneskekendere'!

Denne forvirrende indblanding af skjulte kræfter tog Krishnamurti på et tidspunkt afstand fra. Både hans indre oplevelser med processen og løftebruddet i forbindelse med Nitayas død kan have været medvirkende hertil.
I perioden efter det teosofiske jubilæun i 1925 skete der trinvise forandringer i Krishnamurtis taler. Han brugte i mindre grad teosofisk sprogbrug. Nye begreber dukkede op samtidigt med, at han udviklede sit nye udsyn og sin nye klarhed.
Den 3.august 1929 tog han skridtet fuldt ud og opløste ordenen OSE, Order for the Star in East.
I hans begrundelse sagde han blandt andet:
Jeg fastholder, at sandheden er landet uden stier, og at man ikke kan nærme sig den ved at følge nogen som helst vej, hverken via nogen religion, eller nogen sekt.
Opløsningen af OSE blev naturligvis ikke vel modtaget af mange af de fremtrædende medlemmer af Teosofisk Samfund, som hidtil havde støttet ham og arbejdet for, at han i fremtiden kunne blive verdenslærer.
Med C,W, Leadbeaters ord: "Genkomsten gik galt".
Et brud med Teosofisk Samfund fulgte naturligt i kølvandet herpå. Men han vedblev at have et hjerteligt forhold til flere medlemmer og tidligere medlemmer af samfundet.
Krishnamurtis fordømte hele lærer-tilhænger forholdet og lovede i stedet at arbejde for at sætte folk "absolut, ubetinget fri".

Foreningen "Star Publishing Trust" (SPT) blev grundlagt sammen med Rajagopal, en nær ven og medarbejder fra OSE. Basen var stadig Ojai, og i perioden fra 1930 til 1944 rejste Krishnamurti rundt og holdt foredrag og udgav skrifter, mens Rajagopal tog sig af det praktiske, finansielle og organisatoriske i SPT.
I England mødt han Aldous Huxley. De blev nære venner, og delte bekymringen for konflikten op til anden verdenskrig, som de så som resultat af den voksende nationalisme.
Under krigen fra 1940-1944 holdt han pause, og levede og arbejdede på Arya Vihara, en ejendomm i Ojai, som var en stort set bæredygtig gård, hvor overskuddet fra produktionen gik til nødlidende i Europa.
En kort periode blev han overvåget af FBI på grund af sin pacifistiske holdning.

Her, og også op gennem trediverne, havde han en kærlighedsaffære med Rosalind, som før havde været gift med vennen Rajagopal, med hvem hun også havde en datter.
Hvordan de tre kunne finde ud af det sammen i Arya Vihara ved jeg ikke, men man kan læse om det i datterens, Radha Sloss, bog "The dark Side of Krishnamurti", der som titlen antyder, ikke er udelukkende positiv overfor Krishnamurti.
Hun havde dog glæde af ham som en nærværende stedfar.
Den mørke side dukkede op, da Krishnamurti sagsøgte hendes rigtige far, Rajagpol, for at insistere på rettighederne til doneret ejendomme og copyright på dennes værker.

I 1944 fortsatte Krishnamurti arbejdet med en foredragsrække i Ojai
Efter krigen skrev han igen mange bøger og rejste rundt i verden og mødte mange kendte mennesker.
Han førte dybe samtaler med to indiske præsidenter, både Nehru og Indira Ghandi.
Han talte med flere fra New Age bevægelsen, med psykiatere og med videnskabsfolk som Robert Sheldrake, Frithiof Capra og ikke mindst David Bohm.
Krishnamurti og Bohm havde mange lange samtaler, og udgav sammen bogen "Tiderne ender".
Det kan være svært at give en kort opsummering af deres fælles ideer, men jeg prøver:
Vi skal ind omkring det umulige i at adskille den observerende fra det, der observeres. Herfra når de til at kunne enes om et pessimistisk syn på fremtiden, så længe menneskene generelt ikke evner at se udover konstant at fylde hjernen med viden.
Når man ikke ser virkeligheden bag ved, bliver man fanget i denne stadige påfyldning af viden.
Altså viden om hvordan man frigør sig for denne konstant voksende overflod af viden, materialiseret som teknologi.

Krishnamurti havde ogå ideer om, hvordan børn gennem skolen kan ledes mod en større indre frihed.
"Skolen er et sted, hvor man lærer om livet som en sammenhængende helhed.
Boglig viden er absolut nødvendig, men skolen skal rumme meget mere end dette.
Det er et sted, hvor både læreren, og eleven udforsker, ikke bare den ydre verden og viden, men også sin egen tænkning, sine reaktionsmønstre.
Her fra kan de så indse, hvordan de indordner sig og hvordan dette forstyrrer deres tænkning,
Denne indordning er selvet, som bliver tillagt så enorm vigtighed.
Friheden fra en sådan konditionering og dens ulykker begynder med opmærksomhed og årvågenhed.
Det er kun i en sådan frihed, at sand indlæring kan finde sted.
I sådan en skole er det lærens ansvar at understøtte eleven i en omhyggelig udforskning af konsekvenserne af indordning og således stoppe den."
Der er oprettet otte Krishnamurti skoler efter disse principper. Seks i Indien, en i Ojai, USA, og en i Hampshire, England.

Det kunne se ud som om Krishmanurti ved bruddet med Teosofisk Samfund helt frasagde sig kontakten med 'Mestrene' og i det hele taget tilknytningen til den spirituelle verden.
Det gjorde han faktisk ikke.
Hvad han gjorde var derimod - gang på gang - at understrege, at den kontakt ingen betydning havde for hans budskab, hans ihærdige arbejde på at sætte folk absolut fri.
En hel masse snak om mestre og clairvoyance ville bare flytte tilhørernes opmærksomhed hen imod at fylde sindet op med viden i stedet for den eneste frihed.
Viden om mestrene fremmer ikke den nødvendige transformation. Tværtimod er det en forstyrelse, som kommer bekvemt for mange, men som udskyder transformationen.
I private samtaler har han derimod fortalt at processen faktisk er et enestående eksperiment fra mestrene. Selv folk, der stod ham nær var overrasket over denne udtalelse, for som én spurgte: "Men hvorfor er mestrene så ikke omkring os mere".
Til dette skulle Krishnamurti have svaret: "Det er unødvendigt nu, hvor læreren er her".

Den 7.februar 1986 sagde Krishnamurti noget, som han bad om at skulle blive optaget på bånd.
Han sagde:"Denne krop har blot været et instrument.
I 70 år har en enorm mængde energi været igennem den, og nu er den ved at være brugt op.
Ingen, heller ikke dem tæt på mig, kan forestille sig, hvad der er foregået."
Den 17 februar 1986 døde Krishnamurti, 90 år gammel.

til indholdsfortegnelsen

Tre Kvinder tegnede Udviklingen fra 1875 til 1949

Med 3 toneangivende kvinder som de faste holdepunkter i fortællingen udvikledes i løbet af 75 år det første forsøg på en sammenhængende spirituel forklaring på tilværelsen, der skulle kunne rumme alle hidtige dogmefaste religoner.

Det hele startede med Helena Petrovna Blavatsky, en russisk kvinde, der - fra hun var 17 år i 1848 - rejste rundt i verden, først for at samle viden, siden hen for at dele ud af den, og endelig for at fastholde den ved i 1875 at grundlægge et samfund for okkult orienterede mennesker, det Teosofiske Samfund
Hendes primære kilde til viden var de såkaldte mestre, som opholdt sig på et fjernt og for andre ukendt sted i Tibet.
I USA mødte hun Henry V. Olcott, og det var sammen med ham og William Q Judge, at hun grundlagde det Teosofiske Samfund.
Olcott og Blavatsky flyttede til Adyar i Indien, hvor hovedsædet for organisationen kom til at ligge - og stadig ligger.
Hun videregav sin (og mestrenes) viden ved at skrive en række bøger, hvoraf "Den Hemmelige Lære", et digert værk på 1300 sider, er hovedværket.
Helena Blavatsky døde i 1891

Annie Besant var englænder, født i 1847.
Begavet og frembusende gik hun foran i mange sociale sammenhænge: for fri abort, i arbejderstrejker, for kvindefrigørelse og for skolegang til fattige børn.
Hun var også ateist, men fik på et tidspunkt af et kulturmagasin til opgave at anmelde Blavatskys hovedværk "Den hemmelige lære".
Studiet af dette værk vendte op og ned på hendes livsanskuelse, og hun opsøgte straks Madam Blavatsky.
Hurtigt blev hun et anset medlem af det Teosofiske Samfund, og fra 1908 til sin død var hun præsident for samfundet, alt imens hun også engagerede sig i den indiske uafhængighedsbevægelse og blev indvalgt i den indiske nationalkongres i 1917.
Endelig grundlagde hun Banaras Hindu University med henblik på at uddanne fattige indere.
Annie Besant døde i 1933.

Alice A Bailey blev født i 1880.
Hun var også englænder, og blev af mesteren Kuthumi udset til at skulle skrive en række esotoriske bøger, dikteret af en anden mester, Djawal Kuhl, også kaldet "tibetaneren".
Efter en hård skæbne i et kristent liv, hvor hun som 37-årig efter en skilsmisse i USA fra en voldelig præst blev alene med sine 3 piger, mødte Bailey nogle engelske kvinder, der introducerede hende til Teosofisk Samfund.
Hun tog det ivrigt til sig med det samme, og nogle år senere, i 1919, blev hun opsøgt af tibetaneren, der overtalte hende til at skrive nogle bøger efter hans diktat. Samme år blev hun repræsenteret for hendes senere mand, Foster Bailey.
Dele af hendes bøger blev trykt i det teosofiske tidsskrift, men det stoppede og ved konventet i 1920 trak det op til en splittelse.
Alice og Foster Bailey var frustrede over den autoritære organisation, som Teosofisk Samfund havde udviklet til under Annie Besant ledelse.
De forsøgte forgæves at ændre på dette, men blev i stedet til sidst fyret fra teosofi-organisatonen i Kroton, Califonien.
Efter en invitation fra en uafhængig teosofisk organisation i New York flyttede parret dér til, hvor Alice A Bailey grundlagde organisationen "Lucis Trust" og senere "The Arcane School".
Hun døde i 1949

Når man går Teosofiens historie igennem, bliver man virkelig udfordret med hensyn hvilke beretninger, man kan have tillid til. Jeg bliver efterladt med mange forskellige indtryk af de mange informationer, indtryk der spænder vidt, lige fra troværdighed, uklarheder og fordrejninger til rent opspind.
Udfordringerne kommer især fra "mesterfortællingerne", men også lidt i forbindelse med clairvoyante konklusioner.

Lad os nu først forsøge at finde frem til en fælles forståelse af de begreber, der er subjektive af natur, men som mange gerne vil gøre objektive.

Når Nogen kan se mere end Andre.
Det Astrale

Da Darwin i 1853 udgav sit banebrydende værk "Arternes Oprindelse" med den revolutionerende evolutiosteori, efterlod han rigtig mange søgende mennesker i et næsten uudholdeligt tomrum mellem deres barnetro, kristendommen, og den lige nu mere logiske ateisme.
To alternativer til et helhedssyn på tilværelsen, hvor mange ikke befandt sig godt nogen af stederne.

Derfor var det oplagt, at Spiritismen nu bragede frem i verden.
Når nogen fik øje på det usynlige, stod forklaringer i kø og ping-pong'ede med bortforklaringer.
Folk samledes i mørke rum og søgte kontakt med afdøde eller vildfarne ånder.
Ofte uden helt at prøve at forstå eller gennemtænke, hvad en ånd egentlig var.
Umiddelbart opfattedes en sådan vist bare som en helt almindelig bevidsthed, der ikke var i forbindelse med en fysisk krop.
Udgangspunktet var naturligvis, at visse personer rapporteredes eller selv fortalte, om deres kontakt med ånder, formentlig fra afdøde.
I første omgang var der ingen logisk grund til at opfatte sådanne historier som rent opspind og produkt af personernes fantasi, kombineret med en impuls til at gøre sig interessante.
På samme måde som clairvoyance i vore dage er delvist anerkendt.
I hvert fald som fænomen. Når først fænomenet eksisterer, vil det med stor sandsynlighed blive misbrugt af svindlere, og når ærlige clairvoyante søger at tjene penge på deres begavelse, kan de også let havne i situationer, hvor deres fantasi må afhjælpe manglende åbenbaringer, når økonomien skal balancere.
Men holder vi fast i troen på, at nogen ser eller hører noget, som andre ikke opfatter, så må der være et rum, et område, en sfære, hvor ting opfattes på en anden måde. Af nogen med særlige modtagerevner. Der må være en mulighed for at kommunikere med eksistenser, der ikke er fysisk kontaktbare.
Ser vi bort fra de stadigt mange ateister, der fortsat stædigt fornægter alt, der ikke er umiddelbart forståeligt, så er det efterhånden en udbredt opfattelse, at alle kan opfatte i sådanne rum, hvis de ønsker det og arbejder ihærdigt på det.
Men hvorfor skulle man det, når tilværelsen kan være kompliceret nok foruden?

Det rum eller område, de omtalte kommunikationer kan forekomme i, kaldes blandt teosoffer for den astrale verden.
Den mere præcise definition på en sådan verden varierer en del, ligesom definitionen på det astrale legeme.
Nogen ville kunne stille sig tilfreds med, at det er en betegnelse for rum og ting, som ikke er synlige i dét, vi vælger at kalde "den virkelige verden", men som kan opfattes - i hvert fald af nogen - hvis det er nødvendigt eller på anden måde givende.
Men det vil vi ikke her, hvor vi prøver at finde hoved og hale i de teosofiske sandheder. Ikke kun i teorien, men også i visse praktiske sammenhænge.

De fleste definitioner på ord og beskrivelser af begreber indenfor teosofien kan tilskrives Madame Blavatsky.
Hun er, og var lige fra starten, den store autoritet i Teosofisk Samfund.
Så her er hendes forklaring:
Astrallegemet er det, der forbinder sindet med kroppen. Det er meget finere end det fysiske legeme, men samme grundform og dertil en slags udstråling, auraen, så astrallegemet næsten bliver æggeformet.
Normalt følger astrallegemet det fysiske legeme, men det kan frigøres fra det, f.eks, ved søvn eller i trance. Med astrallegemet kan man så, hvis man har denne evne, bevæge sig ud af kroppen, ud i den astrale verden.
Den astrale verden kan ikke komme i karambolage med den fysiske, da de har helt forskellige vibrations- eller energiniveau.
Faktisk er den astrale verden mere en tilstand end et sted.
Hvis man i forvejen er et menneske på et højt spirituelt niveau i forhold til sanser/
opfattelser, så kan man arbejde sig henimod en evne til at færdes og opfatte i den astrale verden.
Alle oplevelser, som jeg får refereret fra den astrale verden, er jeg åben for at acceptere - så længe det er subjektive beretninger, jeg-fortællinger.
Men en vi-fortælling fra den astrale verden, der skal forestille at være objektiv, det vil jeg ikke kunne få plads til i en sammenhæng, hvis den skal give os en fælles referenceramme, der skal indeholde elementer fra den astrale verden.
Ikke så længe kun et begrænset antal mennesker i vor verden kan deltage bevidst i den astrale verden.
Så snart ordet objektiv er i brug, må vi respektere den gængse videnskab, der må ses som et system af fortolkning, der adresserer den naturlige verden.
Når ordet "åndsvidenskab" bruges, har det kun berettigelse, hvis videnskabsbegrebet udvides til at omfatte den viden, der bygger på tillid til andres iagttagelser. Overensstemmelse mellem flere menneskers iagttagelser giver en mere "sikker" viden. Men helt sikker bliver den aldrig, den må altid indeholde et element af tro. Mere eller mindre!
Vores fælles virkelighed må begrænses til det, der kan erkendes via fem sanser og sund fornuft. Det, som de fleste ikke kan opfatte, det kan ikke være en del af vor fælles virkelighed.
Fællesskabet må nøjes med at acceptere, hvad "de blinde ikke kan se" og hvad "de døve ikke kan høre".
Videnskabens grundlag må kunne forstås og accepteres af langt de fleste.
Jeg vender senere tilbage til nogle eksempler, der illustrerer det problematiske i en generel accept af sådanne historier.

Den gamle Dame, der 'døde' to Gange

Det kan være svært at placere spiritismens ånder i forhold til den astrale verden.
Madame Blavatsky havde også sine problemer med det, ville helst bortforklare dem, men det holdt ikke helt i længden.
Blavatskys indvending mod spiritisterne var, at de uforklarlige fænomener i mange tilfælde ikke var afdøde, der vendte tilbage for at få sagt dét, de ikke fik sagt i levende live. Der var meget andet i luften.
En pudsig oplevelses-serie fra hendes barndom, fra hun var 9 år til hun var knapt 15, har været med til at forvirre hende, eller sagt på en anden måde: at søge efter en mere overordnet sandhed omkring forstyrrende ånder.

En gammel dames ånd opsøgte hver aften til Helena for at skrive igennem hende. Faderen, fasteren og flere andre fulgte med i disse skriverier.
Damen så Gud, Jomfru Maria og en skare af engle og viste et par af dem for familien, som lovede at passe på Helena.
Hun fortalte, at hun var født i Reval, om hendes giftermål og detaljerede fortællinger om alle sine børn, bl.a.om en søn, der havde taget sit eget liv og hvilke lidelser han som selvmorder havde måttet gennemgå.
Damen fortalte også om sin egen død, og opgav navnet på den præst, der begravede hende.
Hun gav også en detaljeret redegørelse for et bønskrift, hun havde skrevet til Zar Nikolaj, og det blev nedskrevet med den nøjagtige ordlyd af Helena Petrovna Hahns barnehånd.
Kontakten forekom gennem næsten 6 år.
Nu kalder man det spiritisme, den gang kaldte man det besættelse.
En af hendes onkler kom senere til Reval og fik her konstateret, at denne dame virkelig havde eksisteret, og at alle hendes oplysning var helt korrekte.
På grund af sønnens udsvævelser var hun blevet ruineret og rejst bort til nogle fjerne slægtninge i Norge.
Onklen hørte også, at sønnen skulle have begået selvmord i en lille norsk by.
De eneste, han ikke umiddelbart kunne få verificeret, var bønskriftet til kejseren.
Men han havde gode forbindelser til folk i indenrigsministeriet, og da han kendte datoen for brevet kunne han få det opsporet, og konstaterede herefter, at det ordret stemte overens med det, Helena havde skrevet ned.
Så alt var altså helt korrekt og ville straks være blevet godkendt af enhver spiritist.

fortsæt

side 2

Nu kommer en bekendt imidlertid ind i billedet. En officer i faderens regiment og en god bekendt af familien.
Helena var kommet i hans hjem, da hun var 5 år, og blandt andet moret sig over et miniature portræt af hans gamle tante med kappe, grønt sjal og hvide krøller.
Siden besøgte vennen tit Hahnfamilien, og da Helena var 14 år inviterede han hende og hendes søskende til at besøge ham i lejren. Fasteren fulgte med dem.
Da de nu besøgte ham, genså Helena billedet af den gamle tante og måtte straks udbryde:
"Det er jo hende, jeg har haft besøg af hver aften gennem mange år, Deres afdøde tante kommer og skriver igennem mig."
"Afdøde" lo manden, "hun er da slet ikke død".
Fasteren fortalte ham så historien, og han blev naturligvis meget forbavset, for alt var korrekt, lige ind til rejsen til Norge.
Her boede hun stadig og levede i bedste velgående. Sønnen havde ganske rigtigt forsøgt selvmord, men uden held, og var nu ansat på et kontor i Berlin.

Det er historier som denne, der fik Helena til at søge efter en dybere forklaring af strejfende eller opsøgende ånders natur.
Senere har hun udlagt hændelsesforløbet ved, at forestillingen om mødet med den ældre dame kom via hendes eget sind fra noget, hun som 5-årig havde opfattet gennem astrallyset, da de besøgte officeren den gang.
Hendes "medfødte evner til en sådan overnormal brug af tankesindet, kombineret med hendes for løselige forbindelse mellem stof og ånd, som på abnorm måde var blevet udviklet før tiden" førte så til den omtalte reproduktion af damens historie, krydret med fejl omkring dødsfaldene - formentlig for at sammenhængen umiddelbart skulle give mening.
Måske bliver der lejlighed til at vende denne problemstilling senere, men i første omgang kan henvises til Anders Blomquist Korshøj Nielsens artikel "H. P. Blavatsky og moderne spiritisme - dekonstruktion og rekonstruktion." i Pan-Sophia, vol 2, 2019, en publikation fra Københavns Universitet.

De Vise Mestre fra Tibet

De skrifter, som Teosofien bygger på, er for en stor dels vedkommende skrevet efter inspiration eller direkte citeret fra de såkaldte mestre eller 'Mahatmas'.
Disse mestre er individer, der er nået længere i deres udvikling end vi 'almindelige' mennesker. De inkarnerer ind imellem her på planeten, og kan eventuelt være her i længere tid end et normalt livsforløb.
De vil gerne hjælpe menneskeheden fremad i deres åndelige udvikling.
Men de kan åbenbart ikke sådan lige ud fortælle os, hvad vi skal gøre.
Det er for let!!

I stedet udvælges særligt egnede mennesker til at viderebringe deres viden, så mange mennesker kan forstå og samles om en udvikling, der kan bringe os i den rigtige retning.
De kan, når de er inkarneret her på jorden, i fysisk form henvende sig direkte til de udvalgte.
De har derudover tilsyneladende kommunikeret telepatisk til visse mennesker.
Ligeledes foreligger der beretninger om kommunikation med mestrene på det atrale plan. Det kræver så, at modtageren tydeligt kan opfatte ting i den astrale verden. Tilsyneladende har mestrene også været i stand til at materialisere sig et andet sted i verden, end hvor deres fysiske krop befandt sig.
Det svarer lidt til Sai Babas optræden i historien med uret, og omkring Pater Pio verserer der også historier om såkaldt "bilokation".

De to mestre, som Madame Blavatsky kommunikerede med, omtales som Khutumi (billedet til venstre) og Morya (billedet ovenfor).
I sin frygtløse færden rundt i verden blev Blavatsky et par gange reddet på mystisk vis af en Hindu, som kom ud af ingenting.
Da hun var 20 år mødte hun så denne Hindu i fysisk skikkelse i London, hvor de fik en snak i Hyde Park, og Morya - som det var - fortalte hende, at hun var blevet udset til at udføre nogle vigtige opgaver for mestrene.
Nogen tid efter fandt hun frem til (eller blev ledt til) deres bosted i Tibet, Himalaya, hvor hun opholdt sig i en årrække.

Helena Petrovna Blavatskys store værker, "Isis Unveiled" og "The Secret Doctrin" skrev hun i Europa efter telepatisk vejledning eller diktat fra mestrene.
Citater og henvisninger i disse værker var af en helt anden størrelsesorden end hvad hun umiddelbart havde til rådighed af litteratur. Bortset fra det, så var hendes egen indsigt og visdom ikke så ringe endda.
Henry Olcott, som hun arbejdede tæt sammen med, fik en sen aften i 1877 besøg af Morya, der opfordrede ham til samarbejde og forklarede situationen. Da besøget var slut, ønskede Olcott sig et synligt bevis på Moryas tilstedeværelse, og mesteren efterlod sin turban, som nu kan ses på museet i Adyar i Indien.

De mest synlige og interssante spor, som kontakten med mestrene har sat, er en lang række breve, som de har skrevet til forskellige mennesker.

Det første brev fra en mester modtog Helena Blavatskys faster i Rusland på et tidspunkt, da familien var bekymret for hende og ikke havde hørt fra hende i flere år.
Brevet blev overrakt af en orientalskt udseende mand, som forsvandt for øjnene af hende ("from my very eyes") umiddelbart efter, at han havde overrakt hende brevet.
I brevet stod der, at Helena havde det godt, og snart ville vende tilbage fra hendes opholdssted øst på.
I forbindelse med samarbejdet med Madame Blavatsky modtog Olcott en række breve fra en mester Serapis fra det Ægyptiske broderskab.
Disse breve instruerede ham om, hvordan han kunne støtte Madame Blavatsky med at udbrede den okkulte viden, blandt andet ved at grundlægge Theosofisk Samfund og Esoterisk Samfund (ES).
Ialt kender man til et sted mellem150 og 200 breve fra mestrene. Flest fra de nævnte mestre, Khutumi og Morya. Nogle af brevene fra Khutumi var også adresseret til Olcott, enkelte til William Judge, men langt de fleste til englænderne A.P Sinnet og A O Hume.
Sinnet boede i Indien, og redigerede tidsskriften "The Pioneer", og Hume var en berømt ornitolog, og grundlagde senere den indiske nationalkongres. Han boede ikke så langt fra Sinnett.
Da Madame Blavatsky og Henry Olcott flyttede til Indien, inviterede Sinnet dem op til hans hjem i Simla, en dagsrejse fra Bombay. Her kunne Madam Blavatsky demonstrere eksempler på sine psykiske evner i den grad, at det overbeviste Sinnett, så han blev særdeles nysgerrig på hendes tætte omgang med mestrene, og øjnede en mulighed for igennem Blavatasky at kunne stille mestrene spørgsmål, der kunne øge hans forståelse af deres intentioner og deres eksistens.
"Det er da en mulighed, men jeg kan ikke love noget" var Helena Blavatskys svar, da han forelagde hende denne mulighed.
Sinnett skrev et brev til mestrene, hvori han foreslog at åbenbare til hele verden et simpelt bevis for det overnaturliges eksistens.
Beviset skulle bestå i et eksemplar af London News fremvist på udgivelsesdatoen i Selma, og omvendt et eksemplar af "The Pioneer" fremvist i London, også på udgivelsesdatoen.
Et Svar fra Khutomi kom i løbet af et par dage. Det lå simpelt hen på Sinnets skrivebord, en aften efter at selskabet havde siddet og snakket, en snak hvor alle var til stede.
Hele brevet skal ikke gengives her, men af indholdet kan nævnes, at mesteren ikke kunne se en fantastisk idé i, at fremvise et sådant mirakel for verdenssamfundet.
Korrespodencen mellem Mestrene og Sinnett og Hume blev omfattende, næsten 150 breve fra mestrene, og lige så mange den anden vej.

Eksistensen af disse breve er i vide kredse mere eller mindre anerkendt som et faktum. Det er der 3 gode grunde til:
For det første. Synkroniseringen:
Eksempel: På en sejltur fra Brindisi i det sydige Italien til London, modtog Henry Olcott et brev fra mesteren KH om, at han ikke skulle modarbejde Blavatskys planer om at oprette et Esoterisk Samfund.
Vi er i slutningen af 1800-tallet, så kommunikation over lange afstande måtte tage mange dage. Hvordan skulle Blavatsky fra London kunne have arrangeret. at brevet kom til Brindisi, og vidste hun overhovedet, at han var imod hendes planer?
For det andet, så var der typografien.
Disse mestre skrev ikke med en almindelig pen. De havde en evne og en teknik til at afbilde et sindbillede på et papir. Dette kunne også mere eller mindre telepatisk sendes videre til en 'chela' (lærling). som så kunne få det ned på et papir.
Som tidligere nævnt opbevares mange af disse breve nu på Britsh Museum.
De er naturligvis blevet nøje undersøgt, og man har kunnet konstatere, at det ikke er skrevet med en almindelig pen.
Ligeså er det bemærkelsesværdigt, at skriften ikke er falmet trods 130 års opbevaring.
For det tredie må man se på indholdet.
Det er visdom af høj klasse. Forstået på den måde, at det er logisk sammenhængende.
Som en lærer til sin elev. Sinnett og Hume bliver ikke overdænget med viden og påstande. Kun antydninger og anvisninger til, hvordan de kan blive klogere og fortsætte på visdommens vej. En del synes så uklart, at det kan fortolkes forskelligt og give anledning til overvejelser og skænderier blandt dem, der ikke vil leve uden for gådens væsen.

Alle brevene fra mestrene opbevares nu på British Library i London, og er et nærmere studie værd.

De mystiske måder brevene ankom til modtagerne på, og deres til tider ret særegne skriftsfremstilling, er som nævnt indikationer på brevenes ægthed.
I et af brevene pointeres det imidlertid, at ydre tegn ikke må tages som bevis, på om et brev er ægte eller et falsum. I stedet skal man lade indholdet være afgørende.
Og det hænger jo netop sammen med, hvor man befinder sig på indsigtens vej.

Her troede man så lige, at man havde fundet en vej til sandheden, men som Krishnamurti konkluderede en del år senere, så skal sandheden findes i et land uden stier.
Tilsyneladende fik mestrene efterhånden travlt med at skrive breve, der blev leveret med almindelig post, eller på mystisk vis via personer, der materialiserede sig selv og efterfølgende dematerialiserede sig. Eller også materialiseredes bare brevene.
Det gik lettest, hvis Madame Blavatsky var i nærheden.
Der er også eksempler på, at mestrene telepatisk skulle have dikteret til udvalgte brevskrivere.
Værre blev det, når mestrene også viste sig her og der, i astrale udgaver.
Mestrenes indblanding var gode argumenter, når man ville overbevise andre. Eneste modargumentet måtte så være den eksistentielle tvivl.

På et tidspunkt begyndte det da også at gå galt.
Faktisk kort efter Madam Blavatskys død.

Men lad mig fortælle en mere detaljeret historie om de tre kvinder hver for sig, suppleret med sideløbende fortællinger om de mænd, der var indblandet.
Mærkværdige mænd!
Og også flere kvinder.

Det kan godt blive en lang historie.
Med Madame Blavatsky som den absolutte hovedperson.

til indholdsfortegnelsen

side 3

Fænomenet Madame Blavatsky

Det hele startede med Helena Petrovna Blavatsky, normalt omtalt som Madame Blavatsky.

Kilderne til at beskrive hendes begivenhedsrige liv før hun i 1873 slog sig ned i New York er meget spredte og ofte ikke helt troværdige, hvis man skal tage dem bogstaveligt.
Kilderne er følgende:
1) Hendes egne erindringer, især fortalt til A. P. Sinnett, som efterspurgte dem og til sidst samlede dem i udgivelsen "Episoder i Madam Blavatskys liv".
2) Flere af hendes erindringer, løbende fortalt til Henry S. Olcott, som kan læses i "Old diary leaves"
3) Erindinger om oplevelser fra andre, som har mødt Helena Blavatsky.
4) Blavaskys breve til hendes familie.
5) Lillesøsteren Vera Zhelihovskya's fortælling om storesøster.
6) Erindringer fra Sergei Wittes, en kusines søn, senere russisk minister.

Hele puslespillet omkring fortællingen om hendes liv, har ingen kunnet samle.
Løse ender og gætterier må uvægerligt tilføjes for at få det til at hænge sammen.
Fortielser og modstridende oplysninger hører også med til puslespillet. som således - til forskel fra et normalt puslespil - kan falde på plads på flere forskellige måder.
Let får man den mistanke, at hendes biografi aldrig måtte blive en lang række dokomenterbare sandheder.
En seriøst sandhedssøgende havner i flere dilemmaer, hvor den valgte beretning må være den, der giver mest logisk sammenhæng for fortælleren.
De markant forskellige veje, man kan vælge, er med eller uden kærlighed og moderskab, og med eller uden et langt ophold i Tibet.

Her er min udgave af hendes historie:
En sprælsk lille pige voksede i 1830'erne op i Ukraine, som den gang var en russisk provins.
Allerede som barn demonstrerede hun imponernede psykiske (oversanselige) evner, høj intelligens og en fin sans for humor.
Ingen kunne styre hende, og med tiden skulle hun vise sig at blive verdens hidtil mest betydningsfulde kvinde på det spirituelle område.

Hendes far, Peter von Hahn, var oberst i zarens hær, og moderen, Jelena Fadejev var forfatterinde og døde af tuberkulose, da Helena, som pigen hed, kun var 11 år.
Herefter kom Helena i en periode til at bo hos bedsteforældrene i Tiflis. (Nu Tbilisi, Georgiens hovedstad.)
Det fortælles herfra, at det f.eks kunne ske, at hun forsvandt om natten for så næste dag at blive fundet sovende i et rum, der var låst udefra.
Der skete mange andre mystiske ting omkring hende. Hun havde allerede dengang kontakt med de mestre, som blev omtalt i forrige afsnit.
I hvert fald var der indicer på, at de beskyttede hende, og en høj indisk mand med turban viste sig for hende i kritiske øjeblikke.

Ægteskab, Flugt og første Møde med Morya

Hun blev forlovet som 17-årig med Nikifor Blavatsky, som var 39, og de blev gift kort efter, i 1847. Efter sigende som svar på en provokation overfor Helena, men også for at hun kunne frigøre sig fra de umiddelbare familiære bånd hos bedsteforældrene. Næppe af kærlighed fra Helenas side.
Tre måneder efter giftemålet flygtede hun først fra sin mand tilbage til bedsteforældrene i Tiflis. Efter et familieråd blev det nu arrangeret, at hendes far rejste fra St. Petersburg til Odessa, hvor han skulle mødes med hende og tale hende til fornuft.
Helena blev derfor med et følge af tjenere sendt fra Tiflis til Odessa. Men undervejs dér til lykkedes det hende at slippe fri af de medrejsende tjenere, og ved god betaling overtalte hun en engelsk kaptajnen på skibet "Commodore" til at tage hende med til Konstantinopel.
Imidlertid ville den engelske kaptajn ikke lade hende slippe i land, før hun - på anden måde end med rubler - havde vist ham sin taknemmelighed. Heldigvis (for hende) fik hun fat i en hæderlig hovmester, som alene for rubler kunne hjælpe hende i land i Tyrkiet.
I Konstantinopel kom hun i kontakt med en gruppe russere, fortrinsvis velhavende ældre kvinder, som for nogen tid havde slået sig ned i denne internationale by.
Mest knyttede hun sig her til grevinde Kisselev, som hun senere fulgtes med til Grækenland, og videre til Ægypten. De fulgtes et par måneder, indtil Helena Blavatsky i Alexandria mødte en gammel kopter, som var begavet med store magiske evner. Hun var en form for elev hos ham i cirka 3 måneder.
Herefter rejste hun tilbage til Europa, delvis alene og delvis med en russisk veninde.
I Paris mødte hun en mesmerist, som forsøgt at få hende under sin kontrol, hvorfor hum hovedkuls rejste videre til London.
I første halvdel af 1851 rejste hun lidt frem og tilbage mellem Paris og London, indtil mødet med Mester Morya i juli måned. På et tidspunkt hvor hun allerede havde besluttet sig for at tage over Atlanten til Amerika.
Mødet med Morya i London kom i stand i forbindelse med et optog gennem Londons gader med indiske prinser til hest, der fulgte en berømt prinsesse. Mellem de indiske prinser var en høj mand med turban, som hun øjeblikkelig genkendte som hendes beskytter.
Da Helena fik øje på sin beskytter mellem prinserne i optoget, var hun tæt på at løbe hen til ham, men et tegn fra ham, fik hende til at holde sig på afstand.
Den næste dag vendte hun tilbage til parken, Hyde Park, satte sig på en bænk og funderede over hændelsen dagen før.
Og så lige pludselig så hun ham komme gående henimod hende.
Han satte sig ved siden af hende og fortalte, at han sammen med andre arbejdede på en vigtig opgave for menneskehedens udvikling, og de ville bede om hendes hjælp til dette.
Helena var ikke særligt optaget af hele menneskehedens vel på dette tidspunkt, men hun var parat til at gøre hvad som helst, som den høje hinduprins bad hende om.
Han advarede hende om, at hendes opgave ville blive langt fra nem, og han gav hende en idé om hvilke vanskeligheder, hun ville løbe ind i, så hun skulle tænke sig rigtig godt om, før hun besluttede sig.
I mellemtiden ville han hjælpe hende, når det blev nødvendigt.
Hvis hun indvilgede i at gå fuldt ind i missionen, måtte hun regne med at skulle tilbringe noget tid i Tibet, for at blive forberedt til sin rolle.

Videre på Opdagelser

Kort efter dette møde sejlede hun til Canada for at lære noget af indianerne.
I Quebec mødtes hun med en gruppe for at høre om deres medicinmænd og disses mystiske evner.
Da indianerne forlod hende, forsvandt imidlertid også en del af hendes personlige ejendele, og hun mistede på denne måde lidt af respekten for disse noble 'vilde'.
Fra Quebec tog hun videre syd på for at møde mormonerne, men de var rejst mod vest med Brigham Young.
Næste stop for Blavatsky blev i stedet New Orleans, hvor woodoomagien skulle udforskes.
Hun var imidlertid endnu ikke i stand til at skelne hvid magi fra sort magi, så hendes beskytter måtte bryde ind og i en vision advare hende mod at involvere sig med onde kræfter, som hun helst skulle gå langt uden om.
Derfor rejste hun videre til Texas, Mexico og Sydamerika.
Hendes far sendte hende penge til disse rundrejser, og hendes beskytter var med på sidelinjen.

På de vestindiske øer stødte hun på en englænder, som hun også havde mødt tidligere, og som ligesom hende søgte efter mysterier og magi.
Sammen med ham og en ordinær hindu besluttede hun sig for Indien som deres næste mål.
Turen gik neden om Ceylon og der fra op til Bombay. Her skiltes de tre eventyrer.
Helena Blavatsky ville til Tibet for at møde sin Mester, men tiden var ikke moden til dette, så hun blev ikke hjulpet derhen denne gang.
I stedet tog hun syd på og over Singapore tilbage til England.

I sommeren 1854 havde hun fundet tilbage til New York. Denne gang fortsatte hun til Chicago og videre vest på i en diligence til Salt Lake City i Utah, hvor det denne gang lykkedes hende at finde mormonerne og hun var gæst hos en af de senere ledende skikkelser indenfor De Sidste Dages Hellige, Emmeline Blanche Wells (billedet til venstre), syvende hustru til Daniel Wells og samtidig en stærk forkæmper for kvindernes rettigheder.
Til en af Emmelines børnebørn har hun engang berettet om mødet med Helena Blavatsky, som bar "heavy men's shoes".
Fra Utah til Californien, og så igen til Mexico og Sydamerika.

Engang i 1855 sejlede hun over Stillehavet til Japan, hvor hun opsøgte medlemmer af den japansk-buddhistiske orden Yamabushi Brotherhood.
Herefter til Indien, hvor hun mødte nye okkult søgende rejsefæller. Tre tyskere, hvoraf den ene Kühlwein havde relation til familien Von Hahn, og faktisk søgte efter Madame Blavatsky på anmodning fra hendes far, Peter Von Hahn, der gerne ville sikre sig at hans datter havde det godt.
Denne gruppe forsøgte - sammen med en Tatar og Shaman at komme ind i Tibet. Meldingerne om hvor og hvordan er lidt modstridende, men meget tyder på, at Kühlwein slet ikke kom ind og de to andre tyskere blev lempeligt gelejdet ud efter at være kommet cirka 20 km ind i landet.
Til gengæld nåede Helena Blavatsky et godt stykke ind i landet, ligeså Shamanen, som havde opnået høj færdighed indenfor magien og fulgte hende på afstand. Til sidst blev hun redet ud af den affære, hun havde rodet sig ind i, af en flok på 25 ryttere.
Så heller ikke denne gang var det meningen, at hun skulle i lære hos mestrene.

De næste 2 år rejste hun rundt i Indien.
"Som i en drøm" beskriver hun det selv. Jævnligt modtog hun penge, vidste ikke rigtigt fra hvem, fulgte rejsevejledninger og fik med mellemrum breve fra sin hindu-beskytter, som også holdt hånden over hende, når der var overhængende fare. Hun kunne ind i mellem finde på at rejse i mandetøj.
Fra denne tur sendte hun historier til et Moskva-tidsskrift. Historierne var et mix af fakta og fiction. Senere er disse historier blevet samlet i en bog med titlen "Caves and Jungles of Hindustan".
Kort før Sepoyoprøret i 1857 blev hun bedt af Hinduen om at tage til Java på en mission, og derefter til Europa.
I hele 1858 rejste hun rundt i Europa, mest England og Frankrig, og mod slutningen af året fik hun en stærk indskydelse til at besøge sit hjemland og sin familie.

Hjemme for en Tid

Julenat 1858 ankom hun til Familiens hus i Pskov.
Det var midt i en bryllupsfest for søsteren Veras svigerinde.
Forloveren skulle netop til at skåle for brudeparret, da dørklokken ringede.
Før hun dukkede op i Pskov havde hun også haft kontakt med bedsteforældrene i Tiflis.
Hr Blavatsky var også informeret men han var på det tidspunkt helst fri for at forholde sig til hendes eventuelle tilstedeværelse.
Madame Blavatsky vendte ifølge familiemedlemmerne hjem endnu mere hjemsøgt end da hun 9 år tidligere flygtede hjemmefra.
Fænomener som bankelyde og møbler, der flyttede sig, fulgte med hvor end hun befandt sig.
Rygtet om et medie i Pskov trak folk fra omegnen til og ofte ringede fremmede på af nysgerrighed. Helena Petrovna kunne styre disse ting til en vis grad, men langt fra det hele.
Det generede hende ofte meget, og hun vidste med sig selv, at hun måtte nå til fuldstændig at kunne styre disse psykiske fænomener, ellers måtte de uddrives.
Hun optrådte adskillige gange med sine spirituelle/magiske evner.
Hendes bror, Leonid, og faderen, Peter von Hahn, var særdeles skeptiske, men blev overbevist.

side 4

Leonid gav højlydt udtryk for sin mistro, da hun ved en komsammen hævdede, at det med magiske kræfter var muligt at ændre vægten på en genstand.
Hun udvalgte derfor et tilsyneladende let skakbord i værelset og bad en ung mand i selskabet om at løfte det. Det kunne han umuligt.
Så prøvede Leonid, og han kunne heller ikke, og kunne slet ikke forstå, hvorfor det ikke kunne lade sig gøre.
Lidt efter, mens han stadig var et stort spørgsmålstegn, bad hun ham igen om at løfte skakbordet. Han trak i det alt hvad han kunne, og faldt bagover med bordet, for nu var det pludselig superlet igen.

Faderen spillede kort med nogle venner, som gik en del op i uforklarlige hændelser, indsigter og evner. Von Hahn affejede spekulationerne som overtro, men de overtalte ham til at være med i et eksperiment. Han gik ind i et tilstødende værelse, og skrev noget ned på et papir, som så skulle afkodes.
En af dem gik i gang med at gentage alfabetet igen og igen mange gange, og når et bogstav kunne bruges, blev det angivet ved en bankelyd, og Vera noterede det.
Da han fik svaret "Zaitchik" fra Vera, blev han overbevist.
Det, han havde skrevet på papiret, var en beskrivelse af den hest, som han red på hans første tur til Tyrkiet.
Denne hest hed netop Zaitchik.

Helena blev nogle år i sit hjemland, En del af tiden tilbragte hun i Tiflis hos bedsteforældrene, og da 2 år var gået tog hun på opdagelse i Kaukasien.
Nu er vi vel omkring 1861-62.
Her blev hun - vist nok i 1864 - ramt af en mærkelig sygdom, som hun selv har fortalt om.
Hun fik lidt feber og lå slapt hen.
Her følte hun sig splittet i to personer med hver sit jeg, mens hun lå livløs hen i lange perioder. Lægen, der tilså hende, blev mødt af så mange fænomemer, at han ikke igen ville være alene med denne patient.
Hendes sygdom var så alvorligt. at hun næppe ville overleve, hvis hun blev i Ozurgety. Hun måtte videre til Kutais og blive behandlet, men transportvejene var besværlige, så bedste mulighed var at sejle hende i en primitiv båd langs den smalle flod Rioni.
Vejen her fra til Kutais ville kunne gøres på 4 døgn.
Fire af de indfødte fulgte hende, da båden langsom gled ned langs floden.
De overværede - sværgede de på - hver nat hendes krop bevæge sig langsomt hen over flodens vand og ind i skoven samtidig med at hun også lå næsten livløs i bunden af båden
De var parate til at hoppe af båden ved først givne lejlighed, men den ældste af dem var trofast, holdt stand og fik dem til at blive. Selvom han også var tæt på at give op, da 2 spøgelser viste sig på båden den sidste nat, stadig mens hun lå bevidstløs nede i båden.
I Kutais var der bekendte, der kunne bringe den syge kvinde videre til familien i Tiflis, hvor hun kom sig hos tanten Nadyezhda.
Dette sygdomsforløb var enden på flere kampe og sygdomsforløb, hun havde været igennem mens hun havde været tilbage i Rusland. Det resulterde nu i, at hun var kommet fri af den forbandede uønskede medietilstand. Som hun selv formulerde det, så var hun nu en magiker og hun kunne kontrollere psykiske fænomener omkring hende.

Det er stort set den eneste konkrete oplevelse, der foreligger om Madame Blavatsky fra årene 1861-67. Lige her er hendes biografi svær at fange ud fra meget modstridende kilder.
Hvad der ellers skete i denne periode, det må man gætte sig til:

En uvis Periode omkring et Barn og en Ven

Et barn, drengen Yuri, kom til at spille en central rolle i Helena Blavatskys liv i de år.
Det skulle også være rimeligt sikkert at Madam Blavatsky blev genforenet med Nikifor Blavatsky, og at de boede sammen et års tid i den lille by Yerivan sammen med Yuri.
I august 1862 blev der udstedt et pas til Yuri.
Heri bliv han anført som adoptivbarn til hr og fru Blavatsky.
Nikifor flyttede fra Yerivan tilbage til Erivan og Helena rejste rundt i Kaukasus med drengen, mens Nikifor jævnligt sendte dem penge, ligesom hun også blev støttet økonomisk af familien, som på det tidspunkt ikke vidste noget om barnet og derfor undrede sig over, at hun skulle bruge så mange penge.
Helena havde ham altid med sig og kaldte ham sin søn overfor verden.
Hun udtrykte sine følelser for drengen med et citat fra Hamlet (hun var åbenbart også velbevandret i Shakespeare), der udtrykte sin kærlighed til Ophelia som "større end den, hvormed fyrretusinde fædre og brødre ville elske deres børn og søstre".

Men hvem var Yuris ritige forældre?
Mange ting kunne tyde på, at Madame Blavatsky var mor.
Så skulle det være sammen med Baron Meyendorf, som så en del til hende omkring 1860, eller Metrovich (billedet), en operasanger, revolutionær og nær ven til Helena lige siden deres første møde i Istanbul i 1848.
Metrovich var gift med Terisina på det tidspunkt, men havde også en sideaffære med den berømte tyske sopran Sophie Cruvelli.
I 1860-61 så Metrovich igen en del til Helena Petrovna og hendes familje, men her var hans kone Teresina med.

Imidlertid har Madame Blavatsky lægens ord og underskrift på, at hun grundet en fysisk defekt slet ikke har været i stand til at få børn. Drengen Yuri havde hun efter eget udsagn taget til sig for at redde en venindes ære. Veninden havde fået ham med Baron Meyendorf.
Et bud, på hvem denne veninde kunne være, er Nikifors søster Natalie, hvilket jo også til dels kunne forklare Nikifors engagement i barnet.
Drengen var vanskabt, pukkelrygget og led også af andre alvorlige uspecificerede sygdomme.
I 1867 rejste Madame Blavatsky til Italien med drengen for at finde frem til en kendt læge, der muligvis kunne hjælpe ham.
Her mødte hun igen Metrowich, som gjorde alt hvad han kunne for Helena, "mere end en broder" som hun har udtrykt det.
Det lykkedes ikke at redde barnet, så de tog til Rusland og begravede ham under navnet Yuri Metrovich, da Helena helst ikke ville have sit navn kastet i favnen på rygtesmede.
Den russisk-ortodokse Gud døde for Helena Blavatsky, da Yuri døde.

Madame Blavatsky rodede sig efterfølgende ind i Garibaldis oprør. Muligvis via Metrovitch og hans revolutionære tilbøjeligheder.
Klædt ud som mand og med rød skjorte, blev hun hårdt såret i slaget mod pavens tropper ved Mentana 3.november 1867.

Hun blev et stykke tid i Italien, hvor hun senere skulle have studeret med en heks, hvorefter hun kom til Libanon og dansede med muslimske frivillige tiggere (dervish).

Hos Mestrene i Tibet og en Lærestreg i Kairo

En dag i 1868 fik hun et brev fra hendes mester Morya om, at hun skulle tage til Balkan bjergene og afvente besked på, hvornår hun kunne møde ham i Konstantinopel, så de sammen kunne rejse til Tibet.
Endelig kom hun denne gang rigtigt til Tibet.
I nærheden af Shigatze på et sted ukendt af offentligheden, i Khuthumis bolig med Morya som hendes guru eller lærermester.

Hun havde efter eget udsagn en spændende tid her, hvor hun skulle forbedre sit engesk, og desuden lære sproget Senzar.
De gamle stanzaer var nemlig skrevet på dette sprog, og hun skulle - lidt med mestrenes hjælp - oversætte disse stanzaer til et sprog, som flere forstod.
På et tidpunkt under hendes ophold lagde Khuthumi to fingre på hendes pande. Hun følte en let smerte og en lettere kuldegysning, men fra da af kunne han på denne måde undervise hende telepatilsk.
Forstå det hvem der kan !!
Khutumi gik ofte rundt i ridedragt. Morya var der tilsyneladene ikke til 'hverdag', men han kom ind imellem forbi og tog hende blandt andet med til lamaistiske klostre, for at hun skulle lære af deres metoder.
Helena kunne bl.a. slappe af sammen med Khutumis søster og dennes datter.
Begge var til stede sammen med en hel del chelaer (elever) ved afskedens time fra Khutumis hjem nær Shigatze.

Fra Tibet kom hun til Grækenland, og skulle sejle fra Piræus til Ægypten.
Denne sejltur og det efterfølgende ophold i Ægypten har også flere modstridende overleveringer, hvoraf den mindst dramatiske nok er den mest sandsynlige:
Sejlturen gik i første omgang galt, da skibet, som bl.a. transporterede en hel del krudt, sprang i luften: de fleste af passagererne omkom, men Blavatsky bled reddet og fik en erstatningssejlads og lidt penge af den græske stat.
I Kairo startede hun et spiritistselskab med udgangspunkt i Allan Kardecs teorier på dette område. Hun allierede sig med en engelsk kvinde, Emma Cutting, der nyligt havde mistet sin bror og håbede at hun via Madame Blavatsky kunne opnå kontakt til hans ånd.
Hun lagde derfor lidt penge i projektet. Det var Emma Cuttings, der senere som Emma Coulomb fik en skæbnesvanger betydning for teosofiens udvikling.
Det gik helt galt med forsøget på et spiritistisk selskab her, bl.a. fordi nogle af de medier, Madame Blavatsky havde fået fat i, nogle franske kvinder, ikke var ærlige og blev gennemskuet. Hun lukkede biksen, men var lige ved selv at blive myrdet af en gal græker, der havde deltaget i en af de få offentlige seancer og var blevet besat af en ond ånd.

Familien i Tiflis var igen blevet bekymret for hende og havde bedt Metrovich om at opsøge hende. Han kom til Ægypten og fandt hende, men endte selv sit liv her.
Muligvis blev han forgiftet af nogle gejstlige fjender. Eller også døde han af Tyfus.
Madame Blavatsky begravede ham under et træ, da ingen kirke dér ville lade ham blive begravet på hellig jord.

Til Amerika efter Besked fra Mesteren

Vi er nu i 1872, og Helena Blavatsky er tilbage i Rusland og tilbringer nogen tid hos familien i Odessa.
I marts1873 tog hun til Paris, hvor hun delte lejlighed med fætteren Nicolas Hahn og boede der, indtil hun i forsommeren fik besked fra mesteren om at tage til New York.

Hun brugte næsten hele sin resterende formue på at købe en førsteklasses billet til New York.
På kajen så hun imidlertid en grædende kvinde med sit barn. På Madame Blavatskys forespørgsel fortalte kvinden, at hendes mand, der var i Amerika nu, havde sendt hende penge til at købe en billet for hende og barnet, så de kunne følge manden.
Nu viste det sig imidlertid at en svindler havde solgt hende en falsk billet.
Blavatsky tog dem med over til billetkontoret, og fik hendes førsteklasses billet ombyttet til tre dækpladsbilletter, en til hende, en til moderen og en til barnet.

Den 7.juli 1873 gik hun i land i New York, og her fra begynder den næsten dokumemterbare del af hendes begivenhedsrige liv.
Hun var nu blevet 42 år.

til indholdsfortegnelsen

side 5

Alene og fattig i New York

Ankommet til New York havde Madame Blavatsky næsten ingen penge.
Hun havde skrevet til sin far efter penge inden hun sejlede fra Frankrig, men måtte klare sig længe i New York før de eventuelt ville ankomme.
På Manhattans nedre østside fandt hun et bofællesskab med cirka 40 arbejdende kvinder, der ikke havde råd til de høje værelseslejer, man ellers skulle betale i New York.
Hun bosattte sig således i første omgang på 222 Madison Street, hvor hun kunne betale opholdet med det, hun kunne tjene ved at lave små brugsgenstande for en venlig jødisk skomager.
Hun fandt sig også andre småjobs, f.eks. at lave adviseringkort for mindre forretninger.
En uvant situation for en kvinde med adelige rødder.
Hendes tryllebindende personlighed gjorde hende hurtigt til en domminerende skikkelse i den gruppe af kvinder, hun delte bolig med.
De kom til hende for at få råd og hjælp.
Hun berettede om mange af sine spændende rejser og åbnede også op for sin adgang til okkulte kræfter.
En kvinde bad hende om at få kontakt til sin mor, som døde for et par år siden.
Hertil svarede Blavatsky imidlertid, at det kunne hun ikke, for hendes mor var nu i gang med meget vigtigere ting og udenfor 'rækkevidde'.
I oktober 1874, da hun var flyttet til et nyt bofællesskab på Elizabeth Street tæt ved Bowery, fik hun efter fornyet henvendelse til posthuset besked om, at hendes far var død og at hendes andel af arven var undervejs.
Det viste sig at være et pænt beløb, der gav hende lidt overskud til at engagere sig i nogle af de verserende spirituelle tiltag i New York
.
Hun havde et ambivalent forhold til spiritismen, der var meget populær lige på den tid,
Det begyndte med særlige oplevelser hos familjen Fox, spredte sig hurtigt, og toppede med Allan Kardecs bog: "The Spirits Book".
Spiritismen var for Madame Blavatsky værd at give opmærksomhed, fordi det åndelige så kom i fokus i stedet for det materielle.
Men et central element i spiritismen, kontakten til de døde var efter Madame Blavatskys opfattelse en fejltagelse.
Som i eksemplet med moderen fra Madison Street.
Der var i stedet tale om nogle 'tankeformer', som var reminicenser fra de dødes tanker, blandet op med seancelederens og de pårørendes sindspåvirkning.

Chittenden og Brødrene Eddy

Chittenden var en farm i Vermont, der lå tæt på New York.
Her skete meget mærkelige ting ved Eddy-familiens landsted.
Det var brødrene Horatio og William Eddy, der kunne tiltrække mærkelige spøgelseslignende væsener og få dem til at optræde for et forbavset publikum aften efter aften.
Madame Blavatsky var blevet opmærksom på det gennem en beskrivelse i avisen "New York Sun", og derpå jævnlige artikler i 'Daily Graphic'
Artiklerne var forfattet af Henry Steel Olcott.
Helena Petrovna Blavatsky (HPB) tog til Chittenden sammen med en veninde for at overvære nogle af disse spøglesesaftener.
Som udgangspunkt var hun ret skeptisk. Ikke overfor fænomenernes ægthed, men overfor idéen om at afdøde menneskers sjæle skulle være til stede. Hun mente som før nævnt at det var efterladte reminicenser af nogle af de oplevelser, der havde præget de afdødes sind, og som fik nyt liv ved mødet med pårørende og med en modtagelighed for usynlige energier blandt de tilstedeværende.
HPB's tilstedeværelse bevirkede tilsynekomsten af 9 forskellig skikkelser, som blandt de tilstedværende kun relaterede sig til hende.
Vist nok på en eller anden måde frembragt af hende.
Et indslag i aftenens seance kom dog bag på Madame Blavatsky.
Fra en skikkelse, der præsenterede sig som George Dix, fik hun overrakt et spænde fra en æresmedalje, som hendes far var blevet begravet med.
Selv har hun betragtet det som en hilsen fra sin Mester.

Samme mester (eller mestre) var i øvrigt ret indblandet i disse hændelser.
Det var jo også dem, der havde sendt hende til New York.
Et vigtigt element i denne plan var mødet med Henry Steel Olcott.
Derfor her en nærmere præsentation af ham:

Henry Steel Olcott, en betroet Samarbejdspartner

Henry Steel Olcott blev født i 1832 i New Jersie som den ældste af 6 børn.
Som ung interesserede han sig en del for den spiritiske bevægelse, og tilsyneladende havde han også visse healingsevner.
I 1860 giftede han sig med Mary Morgan og de opfostrede sammen to drenge.
Under borgerkrigen blev Olcott til Colonel Olcott, og opbyggede et godt renomé, ikke mindst på det organisatoriske område.
Siden uddannede Olcott sig til sagfører, og var én af de tre, der blev udpeget til at efterforske mordet på Abraham Lincoln.
Ægteskabet med Mary holdt ikke, og Henry Olcott flyttede til New York, hvor han også blev journalist og kombinerede dette med hans interesse for det okkulte.
På det tidspunkt har han været i begyndelsen af fyrrene.

Madame Blavatsky og Henry Olcott blev rigtig gode venner i de 14 dage de sammen opholdt sig i Chittenden.
Det fortsatte da de var vendt tilbage til New York, hvor de blandede sig en del i de spiritiske kredse og afslørede bl.a. Katie Holmes i falske frembringelser.
HPB var også blevet bedt om at oversætte nogle af Olcotts artikler til russisk, og Olcott hjalp HPB med at skrive artikler til amerikanske aviser, da hun jo langt fra var perfekt til det engelske sprog og til den engelske grammatik.

Deres samarbejde var så tæt, at de også delte bolig i en længere årrække.
Men tilsyneladende var der slet ikke tale om noget seksuelt mellem dem - trods jævnaldrene mand og kvinde.
En georgier ved navn Michael Betanelly opsøgte via Olcott Madame Blavatsky, og blev så betaget af hende, at han ville giftes med hende uden at forvente 'noget' til gengæld, blot bistå hende i daglidagen. Han truede.med selvmord, hvis hun ikke sagde ja.
Det gjorde hun så, og de blev gift, men skilt kort efter. Vist nok fordi Betanelly alligevel forventede noget til gengæld.
Hvorvidt Madame Blavatsky overhovedet havde et seksualliv, det står hen i det uvisse.
Hun fremstillede sig selv som totalt uinteresseret i nogen form for seksuel kontakt.
Alligevel indvilgede hun i to ægteskaber!! Uden tilsyneladende at have noget at byde ind med.
Hjerteløst og beregnende af et menneske, der ville gøre verden bedre??

Olcott blev præsident for Teosofisk Samfund (se næste afsnit) og vedblev at være det indtil sin død i 1907.
Men det fortsatte arbejde med teosofien overlod han til andre, medens han selv gjorde en kæmpe indsats for at genoplive de gamle religioner i østen.
Budhisterne i Sri Lanka er meget taknemmelige for hans givende arbejde her. Blandt andet i Colombo, hvor der er der rejst en stor statue af ham på pladsen foran hovedbanegården.
På en rundtur i Japan besøgte ha 33 byer, og mere end 100.000 japanere lyttede til ham.
Han hjalp ligeledes hinduerne med at oprette hinduskolerforskellige steder i Indien, og også hans interesse for at genoplive den gamle Zarathustrisme bar frugt.
På en sejltur fra USA til Italien for en ny foredragsturné, faldt han på båden og kom slemt til skade, Så slemt at han aldrig rigtig kom sig over ulykken.
Han døde i Adyar året efter, 17.februar 1907. i en alder af 74 år.

til indholdsfortegnelsen

Teosofisk Samfund grundlægges

I denne periode begyndte Olcott også at modtage breve med mystiske afsendere fra mesterne, mest Hillarion og Serapis Bey.
Iindholdet drejede hovedsageligt om, at han skulle bakke HPB op i hendes bestræbelser på at viderebringe viden og indsigter til menneskeheden.
Det samme ærinde havde Morya ved hans besøg hos Olcott, som er beskrevet i et tidligere afsnit om mestrene.
Madame Blavatsky samlede ofte nysgerrige og okkult interesserede mennesker omkring sig i sin lejlighed, og her var Olcott normalt også med.
HPB var flyttede til en større lejlighed i 46 Irving Place, og her var 17 mennesker samlet den 7.september 1875 til et foredrag af George Felt om pyramiderne, som skulle være bygget af adepter, mennesker med særlig indsigt i naturens mysterier.
Under dette foredrag fik Olcott den idé at danne en lille forening med det formål at samles for at søge ny viden om okkulte emner. Han noterede idéen ned på en lille lap papir og rakte det til William Q Judge, en 24-årig nytilkommen amerikaner af irsk afstamning. Han var straks med på idéen, og det samme var naturligvis Blavatsky og resten af forsamlingen.
Efter foredraget snakkede man om de formelle detaljer.
Judge foreslog Olcott som formand, og Olcott gav tilbage ved at foreslå Judge som sekretær.
HPB blev korresponderende sekretær, og selvfølgeligt et centralt medlem i foreningen.
Der var en hel del skriverier i foreningen, artikler og debatindlæg.

William Quan Judge - den 3. Grundlægger

Og hvordan kom mon William Quan Judge ind i billedet? Godt og vel halvt så gammel som de to andre grundlæggere.
Her er hans fortælling:
Han blev født i Irland i 1851 Hans mor døde kort efter i forbindelse med hendes syvende fødsel. William blev som 7-årig så hårdt ramt af en dødelig sygdom, at lægen erklærede ham for død.
Men midt i den store sorg over tabet af den 7-årige dreng opdagede man, at han var genoplivet. Den genoplivede William lignede den tidligere William af udseende, men markante ændringer kunne efterhånden observeres i hans væsen. Før kunne han ikke læse, men som som 8-årig fordybede han sig i okkult litteratur, mesmerisme, frenologi karaktérbeskrivelse, religion, mystik og i den egentlige mening med Johannes åbenbaring.
I hans fortsatte opvækst er han beskrevet som en bleg, men ukuelig og udholdende dreng.
Da han var 13 år, flyttede faren til Amerika med børnene.
William Q Judge studerede jura, og efter sit statsborgerskab i 1872, kunne han arbejde som advokat, på et tidspunkt som kollega til Henry Steel Olcott.
I 1874 blev han gift med Ella Smith, som var metodist, og aldrig helt affandt sig med Williams arbejde med Teosofisk Samfund. Hun meldte sig dog ind i samfundet for at støtte ham under de angreb, han blev udsat for i 1894.

Da Judge i 1875 læste Olcotts artikler i Graphic World fra Eddy'ernes farm i Chittenden, skrev han til Olcott og bad om at blive introduceret til Madame Blavatsky.
Om sit første møde med Blavatsky har Judge senere skrevet. "Det var hendes øjne, der tiltrak mig, et blik fra én, jeg måtte have kendt i et meget tidligere liv. Hun så på mig som en gammel bekendt, og det blik ændrede sig aldrig.
Blavatsky gav også ved flere lejligheder udtryk for, at hun følte sig tæt forbundet med Judge. Bl.a. vidste hun, at Judge korresponderede med mestrene. Kommunikationer som Olcott aldrig blev indviet i.
Judge førte sager for Blavatsky, både i forbindelse med skilsmissen fra Betanelly i 1875, og senere førte han i 1990 også en retsag for hende mod avisen New York Sun, for falske rygter, der var blevet viderebragt om hendes fortid. Avisen måtte komme med en undskyldning og en berigtigelse i 1892 - desværre efter Blavatskys død.
I 1879-1881 rejste Judge på forretningsrejser i Venzuela og Mexico. Her blev han via insektstik smittet med Chagas sygdom, en uhelbredelig sygdom som Judge led under resten af sit liv, som derfor også allerede sluttede i 1896, hvor han var 45 år.
Han var hele livet meget afholdt og respekteret. Blandt andet skrev Claude Bragdon, arkitekt og teosof, om ham: Der var til overflod indicier - bortset fra det bedste bevis, frugterne af hans arbejde - på, at han var under direkte vejledning fra mestrene.

Isis Unveiled

Senere flyttede Helena Blavatsky og Henry S Olcott sammen i 302 West 47th Street, også kaldet The Lamasery (billedet til højre).
Her gik Madame Blavtsky i gang med et større værk, dét der endte med at blive til Isis Unveiled, en 1300 sider tyk bog.
Skrivprocessen var i sig selv et mysterie og ligeså resultatet.
Olcott var meget omkring hende, når hun skrev, og han gennemlæste også løbende det skrevne og korrigerede sproget.
William Q Judge hjalp også ofte til med at redigere og holde rede på skriverierne.
Hun havde ikke mange bøger fysisk til sin rådighed, men brugte en masse henvisninger med sidetal og bogtitel. Nogen gange måtte hjælperne til et bibliotek eller andre bogsamlingerne for at få sidetallene bekræftet. De var altid rigtige på nær nogle få gange, hvor tallene var blevet spejlvendt. Det lignede diktat eller automatskrift, og nogle gange var det som om hendes person var delt i to.
I tidsskriftet "The Path", som William Judge udgav og redigerede i 1890.erne , efter Madame Blavatskys død, havde man fået oversat nogle af de breve, som HPB sendte til familien, bl.a. om skriveprocessen til "Isis Unveiled".
I et af brevene til tanten Madame Fadeyev, skriver hun:
"Hvordan er det gået til, at jeg, hvis viden var så mangelfuld lige til 40-årsalderen, pludselige er blevet til et fænomen af lærdom i de menneskers øje, som virkelig er lærde? - Dette forhold er et uudgrundeligt naturmysterium, Jeg - et psykologisk problem og en gåde for kommende slægter, en sfinks. Tænk dig, at jeg, der aldrig har haft den fjerneste anelse om fysik, kemi, zoologi eller noget som helst andet, nu pludselig er blevet i stand til at skrive hele afhandlinger om disse emner. Jeg indlader mig i diskussioner og disputter med videnskabsmænd og går ofte af med sejren." og videre: "Det er ikke mig, der taler og skriver; det er nogen inde i mig, mit højere, lysende selv, der tænker og skriver for mig. Spørg mig ikke, min ven, hvad det er jeg oplever, for jeg ville ikke kunne forklare dig det tydeligt. Jeg kender ikke mig selv!"
Den første del af bogen gennemgik okkult filoofi, bl,a, elementarvæsner og psykiske fænomener. Den anden del sammenlignede religionerne, Kristendom, Buddhisme, Hinduisme og ældre religioner
Bogen blev trykt i 1000 eksemplarer og udgivet den 29.september 1877. Den blev udsolgt i løbet af en uge, og 1000 nye eksemplarer blev trykt og forsvandt næsten ligeså hurtigt.
Anmeldelserne i aviserne var meget positive, men den positive omtale gav sig ikke udslag i tilsvarende vækst i medlemstallet til Det Teosofisk Samfund, som foreningen var kommet til at hedde.
Et opmuntring var det, at Thomas Edison meldte sig ind i april 1878.

Indien kalder

Overvejelser om at flytte samfundet mod øst trængte sig på, og Henry Olcott havde fået kontakt til en indisk hinduorganisation Arya Samaj, som sagtens kunne se slægtskabet, og gerne ville slutte sig sammen med dem i Indien. Det viste sig imidlerttid ved nærmere gennemlæsning af deres program, at hinduorganisationen var en tilbagevenden til gammel vedisk religion og i principperne for langt fra de ideer, som lå til grund for Teosofisk Samfund.
Alligevel kunne kontakten med dem bruges som en anledning til at rejse til Indien, som HPB var blevet bedt om af sine mestre.
De rejste først til Europa, og efter et 14-dages travlt ophold i London videre til havnen i Liverpool, hvor skibet S Speke Hall skulle sejle dem til Indien
Formandskabet til Samfundet i London blev i deres fravær overladt til Doubleday, og William Q Judge tog sig af den amerikanske afdeling.

Den 18.januar 1879 forlod de Europa og 16 februar 1879 ankom de til Bombay i Indien.

til indholdsfortegnelsen

side7

Samfundet blomstrer i Indien

I Indien fik Madame Blavatsky og Henry Olcott en begejstret modtagelse.
Ved en velkomstreception dagen efter deres ankomst var 300 mennesker samlet i en lille sal. Blomsterguirlander blev hængt om deres hals, også på en irlænder, de havde mødt på båden, og som HPB havde overtalt til at blive medlem af samfundet.
Mange indere meldte sig ind i Teosofisk Samfund på trods af, at de fleste kun havde sporadisk kendskab til principperne.
At vesterlændinge nu søgte Indien for at lære af deres religionskultur og deres traditioner, det gjorde inderne glade og stolte, I århundrede havde de jo været koloniseret af englænderne og skullet lære af deres kultur, religion og traditioner - hvad enten de ønskede det eller ej.
Snart flyttede vennerne fra det første bosted til et mere komfortabelt hus på Girguam Road i Bombay.

En af de første dage i Bombay fik Madame Blavatsky sin chauffør, Moolji, til at køre en lang og snørklet vej gennem byens gader intil de nåede til en bungalow i udkanten af byen.
Her stod hun ud og gik hen imod huset med strenge formaninger til Moolji om ikke at følge hende. Moolji var nygerrig og spurgte gartnerne, der gik omkring huset, hvem der boede i det, men fik ikke noget svar.
Omsider kom en høj hvid inder ud af huset sammen med Madame Blavatsky. En af gartnerne gav inderen en buket hvide blomster, som han gav videre til HPB, der tog dem med i bilen og gav dem til Olcott da de var vendt tilbage. Hun fortalte ham, at hun havde besøgt Morya i den bungalow, som mestrene brugte når de havde ærinder i Bombay.
Senere besøgte mestrene også vennerne på Girgaum Road.
Her kunne Olcott så hilse på Morya, denne gang 'i kød og blod', ikke astralt.

Første nummer af tidsskriften The Theosophist udkommer med 400 eksemplarer i Bombay den 1.oktober 1879. I januar 1880 oprettes en lokal afdeling af Teosofisk Selskab (TS) i Bombay.
I sommeren 1880 rejser vennerne til hovedstaden Colombo på Ceylon (nu Sri Lanka). Her bliver de indviet som esoteriske buddhister og opretter en lokalafdeling af TS.
Emma Coulomb, der før hed Emma Cutting og mødte HPB i Kairo i 1871, var nu med sin mand, Alex Coulomb, havnet på Ceylon og kommet i økonomiske vanskeligheder.
Da hun genså Madame Blavatsky i Ceylon bad hun hende om at hjælpe dem til Bombay og få et arbejde dér.
Det endte med at ægteparret blev ansat som praktiske medhjælpere hos HPB og Olcott.

En Korrespodence med Mestrene starter

På et tidspunkt blev Olcott og Blavatsky kontaktet af englænderen Alfred Sinnet, redaktøren af The Pioneer, et engelsksproget tidsskrift, der den gang udkom i Indien og iøvrigt stadig gør det.
De blev inviteret til et længere ophold i byen Simla, takkede ja til tilbuddet, og besøgte Alfred og Patience Sinnet i Nordindien i efteråret 1880.
Her udfoldede Madame Blavatsky på mange måder sine magiske evner.
På en skovtur sluttede en bekendt sig til gruppen kort efter at de var taget afsted, så når de senere skulle fordele kopperne ville der komme til at mangle én. Man jokede lidt frem og tilbage om hvordan, man kunne løse dette problem, indtil én spurgte Madame Blavatsky om hun ikke kunne fremskaffe en ekstra kop. Det lovede hun at sørge for.
Da de kom frem til picnicpladsen foreslog hun at man begyndte at grave i jorden et bestemt sted lidt derfra. Efter nogen tids gravning dukkede koppen - til selskabets store overraskelse - op. Nu manglede der bare en underkop. "Grav videre" kommanderede Blavatsky, og lidt efter dukkede også underkoppen op.

Alfred Sinnett var meget fascineret af Blavatsky occulte evner, og af hendes fortællinger om mestrene. En dag overvejede han at kontakte mestrene ved at skrive et brev til dem med nogle spørgsmål. "Du kan jo prøve" var Blavatskys reaktion på hans overvejelser.
Det gjorde han så, hun leverede det videre, og der kom et svar tilbage på mystisk vis.
Denne brevveksling er der gjort rede for under den tidligere omtale af mestrene på side 2.

Buddhistisk Mission i Ceylon

I 1881 bliver Olcott optaget af Buddhismen og Ceylon igen, og ville gerne arbejde noget mere med det. Madame Blavatsky var ikke glad for tanken. Hun gav udtryk for at mestrene ikke brød sig om den idé.
Olcott insisterede og startede en buddhistisk uddannelsesfond.
Han blev snart forbavset over så lidt singhaleserne faktisk vidste om buddhismen, og han besluttede derfor til at skrive en buddhistisk katekismus til dem.
Bogen blev oversat til singalesisk og til flere andre sprog. Den blev en bestseller og Olcott blev en lokal helt.
Han rejste selv til Ceylon i sommeren 1881 for at videreføre kampagnen, og her fik han samtidig genopfrisket sine healingsevner, da han ønskede at hjælpe en mand, der havde doneret til kampagnen, men var lam i den ene side af kroppen.
Manden blev hjulpet og da hjælpen virkede, spredtes rygtet sig hurtigt.
I løbet af et år healede han 8000 mennesker, og han stoppede kun fordi Mestrene rådede ham til det for at skåne hans eget helbred.

I 1882 køber de i Adyar i nærheden af Madras en større ejendom, som var tænkt som et fremtidigt hovedkvarter for Teosofisk Samfund i Indien.

Svigtende Helbred og Europa kalder

Madame Blavatskys helbred var dårligt. Hun havde store problemer med mandlerne. Derfor rejste hun nordpå til Shigastse og Sikkhim, hvor hun mødte mestrene et par dage og fik det meget bedre.
De bad hende om at opholde sig i nærheden af Darjeeling i to måneder for at komme sig helt.
Hun vendte tilbage til Adyar, og 1883 forløb stille og roligt. Henry Steel Olcott rejste en del rundt i indien for at holde taler og ordne andre ring. Også endnu en tur til Ceylon.
Madame Blavatsky fik skrevet en masse til de Teosofiske tidsskrifter og begyndte også at forberede et nyt større værk.
Alfred Sinnet blev opsagt fra jobbet som redaktør af The Pioneer, fordi han flirtede for meget med Teosofien.
Blandt andet efter pres fra de kristne missionærer, som i det hele taget ikke var glade for Teosofiens fremmarch i Indien og på Ceylon.
Også på Ceylon var de kristne missonærer gået til kamp imod den teosofisk-buddhistiske mission. Det håbede Olcott at han kunne få stoppet ved at rejse til England og snakke med kolonimyndighederne og den engelske kirke.
Madame Blavatsky ville også gerne tilbage til Europa. Af helbredsmæssige årsager.
De besluttede sig derfor for at vende tilbage til Europa, i hvert fald for nogen tid.
Men at de så ville rejse fra en lurende fare, det var de ikke klar over.
Var mestrene mon det?
Den lurende fare var en kombination af ægteparret Coulombs økonomiske vanskeligheder og de skotske kristne missionærers iver for at overvinde en af deres missions største barrierer.

Gensyn med Paris og London

Madame Blavatsky og Olcott rejser fra Indien 20.februar 1884 og ankommer til Marseille 12. marts. I Paris får de en flot modtagelse blandt teosofiske venner.
Her dukker W Q Judge også op på vej til Indien. Judge får en snak med HPB om den revidering af Isis Unveiled, de er i gang med for at arbejde sig henimod en senere udgivelse af Secret Doctrine (Den Hemmelige Lære).
Vennerne fortsætter herfra til London, hvor de er blevet bedt om at overvære og bistå valget af ny formand for London-afdelingen
På vejen til London dumper et brev ned til Olcott i hans togkopé.
Heri advarer mestrene om, at et bagholdsangreb er på vej hjemme i Adyar.
Olcott, der har meget andet at tage sig af lige nu, tager oplysningerne ad notam.
Valget i London blev ogå overværet af F.W.H. Myers, et vigtigt medlem af SPR, Society for Psychical Research. Myers kontaktede efterfølgende Olcot med en invitation til at spise frokost sammen med Myers og andre fra selskabet.
Blavatsky var ikke glad for dette selskab, hvor flere var kritiske overfor hende, da hun advokerede for, at spiritistiske fænomener uden occult filosofi var farlige og vildledende.
Olcott syntes imidlertid, at Myers var en flink fyr, og frokosten blev arrangeret.
Snart var en undersøgelse af Madame Blavatsky og brevene med indtrykt skrift på selskabets agenda.
I første omgang var selskabet imødekommende. Efter et møde mellem Blavatsky og Professor Henry Sidgewick, formanden for selskabet, blev hun i hans optegnelser omtalt som et oprigtigt menneske og en gave til menneskeheden.
På trods af, at hun efterlod et askebæger overfyldt med cigaretskod!

til indholdsfortegnelsen

Bagholdsangrebet fra Emma og Alex Coulomb

Hjemme i Adyar havde Olcott og Blavatsky inden deres afrejse udpeget Franz Hartmann, en tysk-amerikansk Teosof, og inderen Subba Row til at lede den lokale organisation under deres fravær.
Det huede ikke Emma og Alex Coulomb, og slet ikke at den nye ledelse reviderede regnskaberne og fandt ud af, at Emma havde fiflet med tallene.
Tvisten mundede ud i, at Coulomb'erne blev bedt om at forsvinde. Det nægtede de og truede med at fortælle offentligheden, at brevene fra mestrene og alle Madame Blavatskys uforklarlige fænomener var forfalskede og snyd.
Først da HPB telegraferede og beklagede miseren og ønskede Coulomb'erne held og lykke fremover, indvilgede de i at forlade centret.
Nu bad de så om 10.000 rupees for ikke at afsløre Blavatsky og brevene. Med til det, de ville afsløre var opfundne breve, som HPB skulle have sendt til Emma, og også et apparat i et hemmeligt rum, der sammen med et hul ind til et det hemmeligt rum skulle kunne hjælpe Blavatsky med at fremtrylle ting. Ligeså en skydelåge i væggen bag på et såkaldt helligt skab.
Disse anretninger var nylig lavet af Alex Coulomb efter aftale med Christian College, som betalte ham for det.
Det kunne Judge konstatere, da han ankom til Adyar i august 1884 og han fik med det samme konstruktionen destrueret.
Coulomb'erne gjorde alvor af deres trusler, og september- og oktober-nummenret af det kristne tidskrift, The Madras Christian College Magazine, bragte artikler med overskriften "Koot Homis kollaps" med en afsløring af Madame Blavatsky og kopier af de forfalskede breve fra HPB til Emma Coulomb.
Der blev også senere publiceret en pamflet med overskriften "Nogle Beretninger om Mit Samkvem med Madame Blavatsky, fra 1872-1884", skrevet af Emma Coulomb.

En korrespondent fra Londonavisen the Times fik fat i historien og telegraferede den til London.
Da Madame Blavatsky så den, var hun i Elberfeldt i Tyskland og arbejde på The Secret Doctrine, men afbrød sit arbejde og skrev straks til The Times og dementerede det hele.
Hun tog det næste tog fra Tyskland til London, og fortalte journalister her, at hun var på vej til Indien for at sagsøge The Madras Christian College Magazine og få renset sit navn.
Sammen med Olcott og C W Leadbetter gjorde hun ophold undervejs i Kairo, for at søge oplysninger om Emma Coulombs tid i Ægypten. Det viste sig, at Coulomb'erne ligeledes havde et blakket ry her.
Så på vej tilbage til Adyar følte Madame Blavatsky sig sikker i sit foretagende.

Angrebet fulgt op af SPR

Men i Adyar ventede der hende endnu en ubehagelig overraskelse.
Hodgson fra SPR var ankommet til stedet med henblik på at lave en rapport over en undersøgelse af Madame Blavatsky og Mahatmabrevene.
Han var ankommet to dage før, og Damodar, en ung entusiastisk indisk teosof, ville ikke lukke ham ind i HPB' private rum, når hun ikke var der.
Hodgson blev nu lukket ind sammen med Blavatsky, da hun var ankommet, og der var stadig et hul dér, hvor Judge havde fjernet Alex Coulombs apparat.
Det omtalte hellige skab, som Hodgson spurgte efter, det havde Hartmann sørget for at få brændt.
I den efterfølgende samtale kunne Madame Blavatsky fornemme en fjendtlig attitude fra Hodgson,
Det blev bekræftet af den 200 sider lange rapport, der blev offentliggjort et års tid efter.
Her blev hun omtalt som en gennemført svindler og sandsynligvis også en russisk spion.

Madame Blavatsky var som tidligere nævnt parat til at slå tilbage, og trække Tidsskrifterne og Coulomb'erne i retten, men hun blev ikke bakket op af Teosofisk Samfund (TS).
Her mente man at sådan en omtale og italesættelse af tvivl kun ville forværre samfundets omdømme.
Rådet fra HPB's læger var også, ikke at hidse sig op, men forsøge at føre et roligt liv.
Den 29.marts 1885 opsagde hun sin position som korresponderende sekretær for Teosofisk Samfund på grund af omstændighederne.
Den 31.marts gik hun meget syg ombord på et skib, der skulle sejle hende til Europa.
Her ankom hun til Napoli 23.april.

Det sidste og det største Værk skal gennemføres

Nu gjaldt det om at færdiggøre hendes andet store værk, Secret Doctrine.
I dette arbejde var Grevinde Constance Wachmeister en uvurderlig hjælp.
Wachtmeister meldte sig ind i TS i 1880 efter at have læst Isis Unveiled, og hun mødte første gang Madame Blavatsky i 1884 i London i Familien Sinnets hjem, og var snart parat til at støtte hende fuldt og helt.
I 1886 bosatte HPB og Constance Wachmeister sig i Ostende i Belgien, hvor HPB arbejdede videre med Secret Doctrine og Wachmeister passede på hende og hjalp hende.
HPB fik også tid til at redigere et nyt teosofisk tidsskrift "Lucifer".

Helbredet blev imidlertid dårligere og dårligere.
I marts 1887, lige før hun skulle flytte til England, sad hun en aften bevidstløs i sin stol. En læge blev tilkaldt og kunne konstatere nyresvigt. Hun kom til bevidsthed, men var meget svag, og blev bedt om et sidste ønske.
Ønsket var, at Grevinden skulle have "det hele".
Imidlertid var "det hele" næppe nok til at dække begravelsen.
Grevinde Wachtmeister fornemmede en duft af død i stuen den nat.
Selv sagde Madame Blavatsky at "Mester omsider ville sætte hende fri".

Men hendes mester havde faktisk andre planer.
Næste morgen, da Wachtmeister vågnede, sad Madame Blavatsky op i sin seng og bad om morgenmad, tilsyneladende helt rask nu.
Mesteren havde givet hende valget mellem at gå bort nu eller på trods af store fysiske lidelser blive her for at færdiggøre Secret Doctrine og få den udgivet. Hun valgte det sidste.
"Hun skulle jo være død nu", var det eneste lægen kunne sige, da han ankom.
Madame Blavatsky bad om kaffe og cigaretter.

Archibald og Bertram Keightley hjalp Blavatsky med at flytte til England og fortsætte sit arbejde der. Mange tilhængere kom til London for at besøge hende og hjælpe hende.
20.oktober 1888 blev første del af "Den Hemmelige Lære" udgivet.
Anden del kom i december 1888. Samlet et digert værk på 1500 sider.
Det blev som Isis Unveiled vel taget imod, selvom det var noget tungere læsestof og måtte tages i små bidder.
De først 500 eksemplarer var forudbestilt før trykningen, og ligeså med de næste 500.
Anni Besant, der på det tidspunkt var ateist, blev af sin redaktør opfordret til at anmelde værket for tidskriftet "Pall Mall Gazette".
Hun læste den (i et stræk?), blev vildt betaget, og meldte sig straks ind i Teosofisk Samfund.
Kort efter opsøgte hun Madame Blavatsky i hendes hjem på Landsdown Road.
De fik en god snak, og da Annie Besant var på vej ud af døren, sagde Blavatsky til hende "Åh Besant, bare de ville være en del af os".
Det var de rette ord på det rette tidspunkt.
Besant smeltede, og blev så meget iblandt dem, en del af dem, at hun endte med at blive formand for det Teosofiske samfund.
Hun blandede sig hurtigt i mange ting, og blev medredaktør af tidsskriftet Lucifer.

Esoterisk Sektion og Hemmeligheder

Et sidste organistorisk tiltag som Madame Blavatsky iscenesatte var ES, Esoterical Section i efteråret 1889. En form for loge, hvori man skulle optages.
Man skulle her hellige sig det dybere studie af esoterisk filosofi.
Vejledningen og ledelsen var lagt helt i hænderne på HPB.
Der var en udvælgelsesproces, og kun seriøse ansøgere kom i betragtning. Ifølge en af medlemmerne var et besøg af en mester på det indre plan en af de test, man skulle igennem. Blavatsky forklarede at grunden til, at hun - opmuntret af W Q Judge - lancerede ES, var, at der var meget vigtig viden, som ikke egnede sig til at blive kommunikeret, hverken gennem tidsskriftet Lucifer eller gennem bogværket Secret Doctrine.
Hvis bare et halvt dusin kunne komme igennem optagelsesprøven, så ville hun dø lykkelig. Målet med ES var at forberede og tilpasse eleven til studiet af den praktiske okkultisme eller Raj Yoga.
Det betyder ikke at man skal lære at producere fænomener eller udvikle magiske evner. På nær under særlige omstændigheder, så var dette forbudt.
Det, man skulle opnå, var viden om selvet og om den psyko-fysiologiske proces, der på det occulte plan finder sted i kroppen, og som kræver kontrol over de lavere lidenskaber og over jeg'et.
HPB fortalte at hun kun var talerør for lederen af sektionen, som var en af adepterne.
Det vigtigste var, at alt arbejde blev udført ud fra de occulte love, hvilket garanterede at man blev oplyst når man var klar til det. Det afhang af den studerendes evne til at assimilere kundskaberne og gøre dem til en del af livet og af deres uegennyttige arbejde for menneskeheden og det universelle broderskab. Intet af det med tanke for personlig vinding.
Arbejdet med Esoterisk Section skiller sig ud fra Madame Blavatskys øvrige arbejde, som det eneste tilfælde, hvor hun har beskæftiget sig med hemmelig viden.
T Subba Row, der havde et kort, men intenst samarbejde med hende, brød i 1888 med Teosofisk Samfund grundet hans uenigheder med HPB.
Han bebrejdede hende, at hun havde åbenbaret hinduistisk visdom, som burde have forblevet skjult for de uindviede.

Stilhedens Røst og den endelige Stilhed

I 1889 skrev Madame Blavatsky "Nøglen til Teosofien", der var opstillet i spørgsmål-svar form. Den blev udgivet i juli måned. Hun rejste så til Fontainebleau i Frankrig for at hvile sig og skrive sin sidste bog "Stilhedens Røst". Den blev udgivet senere på året til "de få", som ønskede at gøre teosofien til "en levende kraft i deres liv".

8 maj 1891 kl. 14.25 døde Madam Blavatsky. Ramt af influenza fra en epedemi, der hærgede i London det år. Flere venner var omkring hende, da hun tog sine sidste åndedrag.
Det er blevet anslået, at hun på dette tidspunkt havde omkring 100.000 tilhængere, spredt ud over hele verden.

til indholdsfortegnelsen

side 9

En ny Kvinde mellem to Mænd.
En Treenighed?

Annie Besant havde hurtigt gjort sig særdeles betydningsfuld i den teosofiske kreds omkring Madame Blavatsky.
Hun var 41 år da hun første gang mødte HPB. Et par år før dennes død.
I de par år, hvor hun arbejdede tæt sammen med HPB, nåede hun, foruden at blive medredaktør af det teosofiske tidsskrift "Lucifer", også at blive præsident for "The Blavatsky Lodge", en teosofisk loge, stiftet i 1887, hvor Madame Blavatsky deltog i møderne hver torsdag.
Annie Besant var også toneangivende i andre teosofiske sammenhænge, i ES, den Esoteriske Sektion, og i "Inner Group" med 12 medlemmer, 6 mænd og 6 kvinder, der mødtes med HPB i et specielt rum.
Det værelse hvor "Inner Group" mødtes var syvkantet og forbundet til Blavatskys soveværelse i Annie Besant's hus på 19 Avaenue Road, som i 1990 var blevet stillet til rådighed for Madame Blavatsky som det nye hovedkvarter for Teosofisk Samfund.
Ved indvielsen den 3.juli var knap 500 (alt for mange) mennesker, heriblandt konen til Ærkebiskoppen af Canteburry, samlet i husets største rum.
Alfred Sinnett og Annie Besant holdt taler i forbindelse med denne indvielsesceremoni.

Besant overtog således naturligt den organisatoriske ledelsen af Teosofisk Samfunds europæiske afdeling efter Madame Blavatskys død 8.maj 1891.
Henry S Olcott opholdt sig mest i Adyar i Indien, eller på Ceylon.
Han var præsident for det Teosofiske Samfund, og umiddelbart var der ingen grund til, at han ikke skulle fortsætte som sådan.
William Q Judge, vicepræsidenten, havde ved et solidt arbejde og med en engageret energi oparbejdet en meget betydningsfuld amerikansk afdeling af Teosofisk Samfund, som blev oprettet i 1886, samtidig med at Judge begyndte at redigere og udgive det teosofiske tidsskrift "The Path".
På det tidspunkt var der oprettet 8 lokalafdelinger i Amerika, i 1889 var der 26 og i 1892 nåede man op på 69 lokalafdelinger.

Efter H P Blavatskys bortgang argumenterede Anni Besant i taler og artikler for fuld loyalitet til den lære, Blavatsky efterlod.
Blavatsky havde haft kontakten til mestrene, de havde udvalgt hende, så ingen teosofisk lærdom fremover måtte være i uoverensstemmelse med, hvad HPB havde sagt eller skrevet.
"Ingen af os har ret til at fremlægge egne udlægninger af hvad teosofi er, hvis de ikke stemmer overens med hendes, for alt hvad vi ved om teosofi kommer fra hende."
(Æret være hendes minde!)

Det var nu en sandhed med modifikationer, mente imidlertid både Judge og Olcott, de to medstiftere af Teosofisk Samfund.
Efter at Olcott var vendt tilbage til Adyar og sundet sig lidt, skriver han i en artikel i "The Theosophist" bl.a.:
"Som medstifter af TS protesterer jeg imod, at man ved først givne lejlighed forsøger at opløfte nogen til en guddommelig status, og imod at man opfatter deres lærestykker som ufejlbarlige".
Judge supplerer i en artikel i "The Path", juni 1891:
"Den teosofiske bevægelse er ikke grundlagt for at glorificere én person, men for at hjælpe hele menneskeheden fremad."

Olcott træder tilbage og frem igen

Colonel Olcott kiggede nu fremad, og var opmuntret af den positive modtagelse han blev mødt med overalt ved de seneste rejser frem og tilbage fra Europa.
Under sit ophold i London var han som en knap 60-årig moden genoplivet herre gæst hos Miss Henrietta Müller, en excentrisk, uafhængig og fri kvinde.
Her mødte han også Anni Besant, og inviterede hende til Adyar, så de sammen kunne planlægge fremtiden og hun kunne samtidig holde nogle foredrag i Indien.
Det havde hun sagt ja til.

Men pludselig blev planerne ændret.
Angiveligt fordi Besant var blevet ramt af stress, så lægen havde anbefalet hende en længere sejltur i stedet. Imidlertid viste det sig, at sejlturen gik til Amerika, hvor hun både havde overskud til at holde 4 foredag og desuden til at mødes med William Q Judge.
Årsagen var nemlig slet ikke stress, men noget helt andet. Besant var i et brev fra en anden teosof, Herbert Burrows, blevet gjort bekendt med anklager om "alvorlig umoralsk opførsel" (krænkelser ville det vel blive kaldt i dag) fra Olcott's side i forbindelse med besøget hos Miss Henrietta Müller.
Det var dokumentationen for denne anklage, hun ville forelægge Judge og og på den baggrund diskutere eventuelle konsekvenser med ham.
Forelagt indicierne ville William Q Judge skrive et brev til Olcott som en ven og kollega og spørge, om der var hold i anklagerne. Hvis ja, så ville han opfordre Olcott til at træde tilbage.
Et sådan brev var imidlertid unødvendigt, for Besant havde allerede sendt bud til Adyar med en lignende forespørgsel og anmodning.
Olcott afviste anklagerne, men valgte alligevel at trække sig for at undgå en offentlig rettergang. Den officielle forklaring på retræten blev så af helbredsmæssige årsager.
Dét blev nu meldt ud, og Annie Besant rundsendte en skrivelse til Teosoffer, hvori hun indstillede at Judge skulle være deres nye præsident.
Det skulle der så stemmes om ved konventet i sommeren 1892, men inden da blev det behandlet ved den amerikanske afdelings konvent i april 1892. Her blev der efter Judge's oplæg vedtaget, at William Q Judge kunne efterfølge Henry S Olcott som præsident, men samtidig hermed vedtog man enstemmigt en længere takke-erklæring til Olcott, der mundede ud i en opfordring til denne om at genoverveje sin tilbagetrædelse.
Dette blev telegraferet til Olcott, som svarede at han nu allerede havde fået det bedre ved at færdes i bjergene nord for Madras, men at han måtte holde fast i sin beslutning, i hvert fald indtil videre.
Ved konventet i London var holdningen ikke ulig den i USA. Judge skulle efterfølge Olcott - men ikke nødvendigvis lige med det samme.
Enden på affæren blev, at Olcott tilbagekaldte sin opsigelse og fortsatte som præsident for Teosofisk Samfund indtil sin død i 1908.
Faren for en eventuel anklage om umoralsk opførsel fra Olcotts side blev der slet ikke talt mere om, siden Besant fremførte den og startede alt hurlumhejet.

Judge's Kommunikation med Mestrene

Umiddelbart var Anni Besant ikke skarp til selvstændigt at forholde sig til spirituel praksis.
Når hun ikke kunne støtte sig til Blavatsky, ville hun gerne have andre kapaciteter på dette område at rådføre sig med.
Valget faldt i første omgang på Chakravarti, en brahmin, matematiker og medlem af Teosofisk Samfund i Indien. Nogen mente, at han på et tidspunkt fik så stærk indflydelse på hende, at han nærmest kunne kontrollere hende.
Judge var en af dem. der var bekymret ved denne forbindelse.
Ligesom Madame Blavatsky, så havde William Q Judge i hele Tosofisk Samfunds levetid haft kontakt med mestrene, Det var hovedsageligt foregået via breve, mest fra Mester Morya og også en del fra Mester Hillarion. Han modtog også breve, som han skulle sende videre til andre. Flere af brevene var fremkommet ved samme imprægneringsteknik, som blev brugt i brevene til Sinnett og Hume.
Da Chakravati blev opmærksom på denne brevveksling, var han sikker på, at brevene måtte være uægte, altså forfalskede.
Besant tog i 1893 på foranledning af Chakravatis overbevisning straks affære og fik Olcott med til at anklage Judge for at forfalske meddelelser så, det så ud som om, de kom fra mestrene.
Et ultimatum til Judge i stil med det til Olcott i en tidligere sag blev fremsat:
trak brevene tilbage, eller der bliver rejst en sag mod dig.
Judge ville på ingen måde frasige sig værdien af disse breve, som havde fulgt ham lige siden han var med til at starte Teosofisk Samfund.
Retsagen, forhøret og voteringen gik sin gang, og det endte med et forlig med henvisning til teosofiens ikke-ortodokse grundlag. Enhver, der tror på sandheden i en ting, har ret til at stå fast ved denne tro.

Og så sluttede sagen alligevel ikke her, for en af deltagerne i sagsbehandlingen var så utilfreds med afgørelsen, at han gik til aviserne med sagen.
Når sagen nu kom i offentlighedens søgelys, så mente Besant og Olcott at de alligevel ikke bare kunne lade den ligge, så de tog den op igen.
Det var for meget for Judge og hele den amerikanske sektion, så de meldte sig ud af fællesskabet, og dannede deres eget Teosofiske Selskab i Amerika. Mange europæiske organisationer sluttede sig faktisk ogå til dem, og få amerikanske orgensationer gik den anden vej.
Det var den første opsplitning af Teosofisk Samfund. Mange flere fulgte.
Olcott og Besant har senere - hver for sig - fortrudt at de genoptog denne sag, og udtrykt stor respekt for deres gode ven og samarbejdspartner, Judge.
William Q Judge døde i 1896 og blev kun 44 år.

Clairvoyance i Overflod!

Charles W Leadbeater mødte Annie Besant i 1894, og han fik en mindst lige så stærk indflydelse på den erkendelsesmæssigt følsomme kvinde, som brahminen Chakravati havde haft. Og til forskel fra Chakravati's en meget langvarig indflydelse.
Besant var som sagt ikke spirituelt begavet. I hvert fald ikke på dette tidspunkt.
Men hun var højt begavet på mange andre områder. Bare det på kort tid at kunne gennemlæse "Den Hemmelige Lære", forstå den og begejstres af den, det er der ikke mange der kan.
Hun fattede så meget af mestrenes og af Blavatskys lære, at hun kunne videreformidle det på inspirerende vis både på skrift og i foredrag.
Herudover havde hun et fantastisk organisationstalent og kunne udtænke og iværksætte nye projekter.

Charles Leadbetter har fortalt, at han i 1885 af mesteren Koot Hoomi (Khutumi) lærte at arbejde med kundalina-energien.
Efter 6 ugers koncentreret og utrætteligt arbejde kom han herved i besiddelse af et astralt syn.
Herefter modtog han i et helt år intensiv træning i clairvoyance fra flere forskellige mestre.
Annie Besant lærte at bruge sit astrale syn af Leadbetter ved et 5-dages ferieophold på Box Hill i Surrey i august 1895.
Det var på denne baggrund de indledte et samarbejde med henblik på clairvoyant forskning.

til indholdsfortegnelsen

Leadbeater og Sindets Struktur

For at forstå udviklingen i det Teosofiske Samfund i Adyar og Europa i årene fra 1893 til 1929, må man forsøge at analysere den mærkværdige og meget indflydelsesrige person Charles Webster Leadbeater.
En sådan analyse vil uundgåeligt komme til at hænge sammen med betragtninger om sindets struktur, hvad der foregår i den enkeltes bevidsthed, og hvordan bevidstheder kan kommunikere med og påvirke hinanden på andre måder end via de fysiske sanser.
Disse betragtninger vil jeg kun dvæle ganske lidt ved her, men behandle nærmere i anden sammenhæng.
Men enhver kan jo gøre sig sine egne overvejelser ud fra de fremlagte fakta!

Lad os først kigge på lidt mere af Leadbeaters fortælling fra 1930 om sin egen åndelige oplæring.
På et tidspunkt var han en del af T Subba Rows esoteriske gruppe, men det store gennembrud for ham var resultatet af et intenst og langvarigt samarbejde med Djawal Kuhl - uden at mesteren var fysisk nærværende.
Leadbeater fortæller videre:
"Jeg var naturligvis Djarwal Kuhl meget taknemmelig for dette, som jeg mente kunne hænge sammen med vores samarbejde i et tidligere liv omkring den Pythagoræiske skole, som jeg endda havde den ære at fortsætte efter Djawal Kuhls fysiske død.
Den intensive okkulte træning i clairvoyance varede et år, og det var det hårdeste arbejdsår, jeg har oplevet. Arbejde foregik dag efter dag i Adyar i det ottekantede rum ved flodbredden, hvor jeg kunne arbejde uforstyrret bortset fra afbrydelserne ved de daglige måltider.
Djarwal Kuhl skabte livgivende tankeformer og spugte mig "Hvad ser du", og når jeg fortalte, hvad jeg så, var svaret igen og igen "nej, nej, det er ikke det du ser, du ser mere, grav dybere, brug dit astale syn og dit mentale syn, nå lidt længere, pres på".
Der blev også arbejdet på mange andre måder.
Ind imellem kom T Subba Row fysisk på besøg for at instruere og hjælpe mig videre frem.
Da arbejdet først var fuldført, var der ingen ende på de udfoldelsesmuligheder jeg havde erhvervet mig. Det er ingen overdrivelse at sige at i de 45 år, der siden er gået, er der ikke én dag hvor jeg ikke har lært noget nyt. og jeg bevæger mig stadig højere og højer op mod en guddommelig visdom."

En ulige Samarbejdskonstellation

Efter Besants korte introduktion til et clairvoyant syn i 1895 samarbejdede hun og Leadbeater om okkult forskning, ligesom de sammen skrev en lang række bøger.
Bøgerne er blevet købt og læst gennem de hundrede år, der er gået siden, og de genoptrykkes stadig, både dem, de skrev sammen og dem de skrev hver for sig.
Deres forskning i okkult kemi har vundet stor anderkendelse udenfor teosofiske kredse. Opdagelserne var forud for deres tid, og har facineret og inspireret flere kemikere.
Deres forskning i okkult Kemi har vundet stor anderkendelse udenfor teosofiske kredse. Opdagelserne var forud for deres tid og har facineret og inspireret flere kemikere.
Senest er deres resultater omtalt i fagtidsskriftet Chemestryworld fra marts 2015.

Man kan med rette undre sig over, hvordan Besant med 5 dages lettere instruktion kunne bidrage positivt til Leadbetter's indsigt efter hans årelange koncentreret oplæring og studier, efterfulgt af 10 års praktisk erfaring.
Noget af forklaringen skal måske søges i Leadbeaters definition på det engelske ord Glamour: "At skabe et klart, stærkt mentalt billede, og så projektere det over i en andens sind", og opfatte målet for 'glamour'  som det  "mesmeriserede   subjekt"  som "tror på hvad som helst, som magnetisøren vil have dem til at tro".
Altså en slags hypnose, suggestetion eller tankeoverføring.
Det kan også være en forklaring på 15-årige Krishnamurtis kontakt med Khutomi og hans første indvielse.
Senere, kort før Krishnamurti opløste Order of the Star, kom han med nogle tankevækkende udtalelse omkring møder med mestre:
"Som barn af en mor, der troede på Krishna, begyndte jeg også at have visioner af ham. Senere begyndte jeg at se Mester Kuthumi – igen i den form, der blev præsenteret for mig, så var det Lord Maitreya, og senest Buddha som jeg ser, og føler glæde og lykke ved at være forenet med."
Som om han levendegør tankeformer, der er blevet givet til ham.
Krishnamurtis udtalelser var fra 1926, og kan ses i lyset af dét, der skete året før i Huitzen i Holland, og som er beskrevet nedenfor.

Her løber det løbsk

Nu tilbage til Leadbetter og Besants bøger og forskning.
Mest til Leadbeater.
En høj, bredskuldret mand med skinnende blå øjne, den type der dominerer ethvert rum han træder ind i.
Fuld af selvtillid og stensikker i sine udtalelse. Der var ikke plads til undren eller genovervejelse i hans visioner.
Han ville aldrig forsvare sig mod kritik, og heller ikke kritisere andre.
Han stod op hver morgen kl.6, fik en smule kaffe og en banan, og begyndte så straks at arbejde med korrespodence, breve eller skrive på en bog. Han fortsatte indtil kl.17, hvor han tog et bad i floden, fik lidt suppe, og - efter en times meditation - igen arbejde indtil omkring midnat.
Han nedskrev dét han så clairvoyant som en videnskabelig iagttager, kort og klart ingen måske'er eller 'som det ser ud for mig'. Han så 'das ding an sich'.
En del af det han så, alene eller sammen med Annie Besant, lød så utroligt at de færreste troede på det, og det gør de fleste heller ikke i dag, men det tales der ikke så meget om, kun af kritikerne.
Tag f.eks, denne historie:

 >> Begge var involveret i en tidligere inkarnation på månen, hvor Besant,  Krishnamurti og Leadbeater var aber, der fungerede som husdyr hos månemanden Mester Morya, hans kone Koot Hoomi og hans barn Maitreya Buddha. Månefamilien blev angrebet af vilde mennesker med nogle krokodillelignende dyr. 
I en nærkamp redder Leadbeater barnet Maitreya, medens Besant kaster sig ind foran hendes mester Morya overfor en af de vilde og rammes af det slag, der var beregnet på Morya, så hun dør med hovedet i Moryas hænder. Som gengæld for hendes ubetingede opofrelse, får Besant tilladelse til at tage et karmisk spring og blive menneske i det næste liv.<<

Lord Maitreya inkarnerede som Christus 105 år før (vores) Kristi fødsel, og tidligere har han inkarneret som Hinduguden Krishna. Nu inkarnerer han så i Krishnamurti, "The Coming Christ", men den historie har vi jo været inde på i et tidligere afsnit.

Et problematisk Arbejde med halvvoksne Drenge

En kvindelig livsledsager til Leadbeater var aldrig på tale.
Han arbejdede meget med at uddanne halvvoksne drenge til spirituelle mennesker.
I slutningen af 1880'erne tog han og Olcott til Ceylon og grundlagde en buddhistskole, English Buddhist Academi, som Leadbetter blev forstander for.
Her opdagede Leadbeater bl.a. en 13-årig dreng C. Jinarajadasa, som han så muligheder i. Det siges at han mente, at drengen var en inkarnation af sin egen bror, der døde som barn.
I 1889 kom der bud til Ceylon fra A.P. Sinnett, der gerne ville have Leadbeater til at opdrage hans søn sammen med George Arundale, hvis tante Franciska Arundale var en engageret Teosof.
Det tilbud tog Leadbeater imod, og han tog Jinarajadasa med til England, og på trods af en anstrengt økonomi kunne han sende både Jinarajadasa og Arundale på Cambridge Universitet.
Begge drengene blev senere præsidenter for det Teosofiske Samfund i Adyar.
I år 1900 blev Leadbeater inviteret til Amerika for at holde foredrag med alle udgifter betalt. Rygterne gik, han blev en meget populær formidler af teosofien, og rejste verden rundt med sine foredrag.
Først i 1906 vendte han tilbage til Adyar for at arbejde tæt sammen med Besant.
Hun modtog imidlertid samme år et brev fra Mrs Dennis med en klage over Leadbetters umoralske opfordringer til hendes dreng, som havde været i leadbetters varetægt.
Kilderne fortæller ikke rigtig hvornår; men der indløb flere klager af lignende art.
Mere præcist gik de ud på, at Leadbeater opfordrede drengene til at onanere.
Han ikke bare opfordrede dem til det, han instruerede dem også i det.

Der blev nu holdt en større rettergang i London med 13 deltagere, heriblandt Olcott og Sinnett. Olcott ledede mødet. Leadbeater erkendte at have instrueret drenge i onani, fordi han fandt dette nødvendigt for at ikke seksuelle tanker og fornemmelser skulle stå i vejen for drengenes arbejde med åndelig udvikling.
Leadbeater mente ikke at have gjort noget galt, men da alle andre teosoffer, også Besant, der ikke deltog i mødet, var af en anden opfattelse, tilbød han at udtræde af Teosofisk Samfund, og han lovede også aldrig mere at give den slags rådgivning og instruktion.

I 1907 døde Olcott og Annie Besant blev nu præsident for Teosofisk Samfund.
Hun var hurtig til at tilgive Leadbeater, så han kunne vende tilbage til sit arbejde i hovedkvarteret i Adyar.
Mod at han naturligvis lovede at undlade opfordringerne til onani.
Det var så et par år efter, i 1909, at Leadbeater opdagede Krishnamurti, den nye Verdenslærer.
Men den historie er jo fortalt i et andet afsnit.

Besant's og Leadbeater's senere Bedrifter

I 1916 tager Leadbeater til Australien, hvor han i Sidney sammen med James Ingalls Westwood grundlagde den Liberale Katolske Kirke på et kristen og teosofisk grundlag.
Det nedskrevne grundlag var især "Science of the Sacraments", som var skrevet på grundlag af længere tids forskning, hvori Besant også havde deltaget.
Kirken består endnu og har afdelinger i 50 lande.
Westwood havde en meget stærk religøs trang og stræben, men desværre var den kombineret med en måske lige så stærk trang til homoseksualitet.
Det var nok medvirkende til at kirken i de første år løb ind i store problemer, da han og andre præster i kirken blev efterforsket for seksuelle aktiviteter, som involverede drenge.
Westwood måtte forlade kirken og tog til Paris for at opnå en doktorgrad på Sorbonne.
Her gik det så endnu mere galt, da han røg ud i kokainmisbrug.
Helt nede og løbet tør for penge henvendte han sig i 1924 til Annie Besant, og hun tog sig kærligt af ham, og gav ham endda ansvaret for at lede den teosofiske lejr i Huizen i Holland.

I 1925 ankom George Arundale, der også var blevet præst i den liberale katolske kirke til denne teosofiske lejr i Huitzen.
Arundale mente ligesom Leadbeater, at han stod i tæt kontakt med mestrene, og desuden var han overbevist om, at han og Wedgwood også var i kontakt med den mystiske Mahachohan, som var på et højere niveau end mestrene.
Gentagne indvielser blev annonceret af Arundale og Besant støttede op om ham.
Leadbetter var derimod lidt loren ved noget af det, der foregik her.
På et tidspunkt kunne Besant annoncere at bl.a. hun, Leadbeater, Krishnamurti, Arundale og Wedgwood havde taget 5.indvielse, et ret højt niveau, som jeg ikke skal komme nærmere ind på her.
Charles W Leadbeater døde 1.marts 1934.

Samtidig med at Leadbeater grundlagde den nye kirke i Australien, var Annie Besant stærkt involveret i den indiske uafhængighedsbevægelse.
I 1916 stiftede hun sammen med en inder frihedspartiet 'All Indian Home Rule Leauge' Ved en demonstration i juni 1917 blev hun arresteret og først frigivet igen september samme år.

Efter Krishnamurtis brud med Order of the Star i 1929, forsøgte hun at følge Krishnamurti med hans nye budskaber, men hun havde lidt svært ved helt at begribe dem.
Hun blev syg i Indien i 1931 og døde 85 år gammel 20 september 1935 i Adyar.
Efter hendes død byggede Krishnamurti, Aldous Huxley og flere med dem, The Happy Valley School i Californien, som senere blev omdøbt til Besant Hill School of Happy Valley.

til indholdsfortegnelsen

Alice A Bailey

Alice Bailey blev født i 1880 og voksede op i et velhavende engelsk middelklassemiljø.
Hendes forældre døde begge af tuberkulose da Alice kun var 8 år, så hun og hendes søster måtte vokse op hos noget familie, der var aktive i den engelske kirke.
En tryg, men trist barndom.
Hun vidste ikke rigtig, hvad hun skulle stille op med sig selv, og var ofte sur og gnaven.
En dag, da hun var 15 år og sad alene i en havestue, mens resten af familjen var i kirke, fik hun et mærkeligt besøg af en høj mand med en Turban på hovedet.
Han fortalte hende, at hun måtte udvikle noget mere selvtillid og positiv tilgang til livet, for en stor opgave ventede på hende.
Han forsvandt straks efter at have givet sin besked.

Da Alice var 22 år tog hun, som traditionen bød, ud i verden på en kirkelig mission.
Det blev hos kolonihæren i Indien, og her udviklede hun så meget selvsikkerhed, at hun kunne holde prædikener for soldaterne, og når de lå for døden, holdt hun dem i hånden.
En nat kunne hun ikke sove, følte sig meget alene og gik ud på verandaen og ind igen. Pludselig kom der en lyskegle igennem stuen, og hun kunne høre den samme stemme som da hun fik besøg af den høje mand med turbanen som 15-årig.
"Tingene er planlagt" sagde stemmen "Din livsopgave, som vi har snakket om før, vil blive givet til dig, uvist for dig hvornår".

I indien mødte hun en amerikansk præst, Walter Evans, som hun giftede sig med, og de bosatte sig i Californien.
Ægteskabet holdt ikke længe, Walter Evans temperament var for voldsomt.
Men hun nåede dog at føde 3 piger før, de blev skilt.
Efter skilsmissen skulle han betale børnebidrag til hende, men de penge udeblev, så for at kunne klare dagligdagen med de 3 piger måtte hun tage arbejde på en sardinfabrik.
Det var et trist liv og en forfærdelig situation, hun her var havnet i, selvom hun havde villet så meget andet.
Tilsyneladende uforskyldt.
En dag gik hun fortvivlet ud i skoven og bad til Gud, om han ikke ville give hende et mere meningsfuldt liv.
Absolut ingen respons!

Og dog?
For kort efter mødte hun to andre engelske kvinder, der introducerede hende til Teosofien. Det blev lidt af et vendepunkt i hendes liv.
"Den hemmelige lære" og også de mindre teosofiske skrifter gav rigtig meget mening for hende, så hun begyndte at komme i centeret, selvom dagligdagen så blev endnu hårdere:
Op kl.4 om morgenen til de første gøremål, pigerne i skole, afsted til arbejdet og pakke sardiner, hjem igen for at spise og hygge med pigerne og så, når pigerne var faldet i søvn, tøjet vasket og brødet sat til hævning, skynde sig i seng og læse, sluge hvert et ord i bøgerne.
Hun læste indtil midnat, så det blev kun til 4 timers søvn.
Hun lærte at læse mens hun strøg, læse mens hun skrællede kartofler og mens hun bælgede ærter og bønner.
I Slutningen af 1917 fik Walter Evans arbejde i Frankrig, og der blev igen jævnligt sendt børnepenge til Alice. Herved kunne hun kvitte jobbet på sardinfabrikken og koncentrere sig om at arbejde i det teosofiske center i Krotona.
Hun arbejdede i kantinen, hjalp med at redigere bladet 'The Messenger' og holdt foredrag.
I 1919 havde hun været med i Teosofisk samfund i 2 år, og kunne nu blive optaget i den Esoteriske Sektion.
Hun blev derfor ført ind i de hellige lokaler. På væggen hang billeder af alle mestrene, og da hun ser Koot Hoomi får hun et chok, Det er jo lige præcis den mand, der besøgte hende i bedsteforældrenes hjem da hun var 15 år.
Det gav hun højlydt udtryk for, og det faldt ikke i god jord. "Er du da discipel spurgte en af de ældre". Det skulle forstås på den måde, at det var alt for tidligt til, at hun burde kunne kalde sig det.

En novemberdag i 1919, efter at Alice havde sendt pigerne i skole, gik hun lidt ud i bakkerne bag ved huset for at slappe af. Pludselig hørte hun noget musik fra himlen og ind i ørene efterfulgt af en stemme, der sagde, at der var nogle bøger der skulle skrives, om hun ville gøre det?
Hun svarede straks nej, men "kloge mennesker svarer ikke straks" fortsatte stemmen, og gav hende 3 uger til at tænke sig om, før hun kom med det endelige svar.
Det blev igen et nej, men så under pres et betinget ja, idet de aftalte en prøvetid på 5 måneder.
Alice Bailey begyndte på skriveriet, efter anvisning og diktat af Djwhal Kuhl, oftest omtalt som DK eller tibetaneren.
Det var ikke automatskrift, altså med ført hånd. Telepatisk fik hun dikteret, hvad hun skulle skrive. Om hun så selv også var med til at udtænke noget er uklart for andre, og det har det måske også været for hende selv.
I hvert fald blev hun meget engageret i idéerne, tog næsten medejerskab af dem.
Samarbejdet fortsatte, og det blev til 23 bøger i alt, hvoraf 4 var helt hendes egne.
Kapitler fra de første bøger gav hun til Wadia, den indiske redaktør af bladet 'The Theosophist'. Han blev straks meget begejstret for disse skriverier og sagde, at han videre ville bringe hvad som helst, der kom fra denne kilde.
Imidlertid blev artiklerne mødt af jalousi, og desuden viste det sig, at Waidaa havde sine egne mål nemlig at ville føre al teosofien tilbage til det oprindelige fra Blavatsky.

Det var også i år 1919, at hun blev præsenteret for Foster Bailey, som skulle blive hendes partner resten af livet. I første omgang arbejdede de tæt sammen om en omorganisering af det Teosofiske Samfund, som de fandt alt for topstyret, med Annie Besant som den øverste myndighed.
Dette førte til en kamp mod det etablerede system. De oplevede internt nogle, der tilsyneladende gerne ville samarbejde med dem, men i virkeligheden havde hver deres egen agenda og arbejdede for deres detaljerede opfattelse af teosofien, ved først at gøre karriere indenfor systemet, så de kunne blive hørt.
For Alice og Foster Bailey endte deres arbejde i denne afdeling af samfundet med, at de blev fyret og pludselig stod uden indtægt, de havde altså ikke til de basale livsnødvendigheder.
Men så kom redningen fra New York, og for at forså motivet herfra må vi lige kigge på, hvordan det Teosofiske samfund udviklede sig i Amereika efter Blavatskys død.

Fra én teosofisk Gren til en anden

Som tidligere omtalt blev samfundet splittet i 1895, da den amerikanske sektion med William Q Judge i spidsen trak sig og dannede deres egen organisation.
En del af de amerikanske afdelinger af samfundet holdt imidlertid fast ved moderorganisationen, styret af Annie Besant.
Blandt disse var organisationen i Krotona, som Bailey'erne senere havde forsøgt at dreje i en mere demokratisk retning.
Da Judge døde året efter i 1896, skulle der findes en efterfølger.
Her stod Katherine Tingley på spring, En enorm foretagsom og spirituel kvinde, der hurtigt fik mange med på sine projekter. Hun bespiste de fattige og iværksætte flere hjælpeprojekter, finansieret af samfundets mere velstillede tilhængere.
Af Judge's efterladte noter fremgik det, at han havde udset Kathrne Tingley som sin efterfølger.
Hun overtog ledelsen i 1897, og foretog en del omorganiseringer. Blandt andet gjorde hun det amerikanske Teosofiske Samfund til en del af 'The Universal Brotherhood of Theosophical Societies´, hvor hun som leder og officielt overhovede havde fuld kontrol over udviklingen
I 1900 grundlagde hun minisamfundet Point Loma lidt nord for San Diego i Californien.
Katehrine Tingleys dominerende facon blev efterhånden for meget for flere, bl.a. Ernest Temple Hartgrove, Judge's sekretær gennem dennes seneste år.
Han og cirka 200 andre brød ud og dannede i 1899 deres eget 'Theosopical Society in America', som fik hovedkvarter i New York.
En af deres afdelinger i New York blev stiftet af Dr J. H. Salisbury, Donald Nicholson, og Harold Percival.
I 1920 blev Ernest Salisbury Suffern præsident for denne afdeling. Han var efterkommer af rigmanden John Suffern.

Det var Ernst Suffern, der sendte bud til Foster Bailey og tilbød ham en vellønnet stilling som sekretær for afdelingen i New York.
Foster pakkede straks sine sager og rejste tværs over Amerika til New York.
Ernst Suffern må have fulgt med i skærmydslerne i Krotona, som i øvrigt også blev stillet til skue ved en konference i Chicago.
Ikke alene tilbød han Foster dette job som sekretær, han købte også et hus som Foster Bailey kunne bo i med sin familie, som han i øvrigt endnu ikke havde etableret.
I slutningen af 1920 sendte Foster Bailey bud efter Alice, der rejste til New York og overlod pasningen af pigerne til en god veninde.
I New York installerede Alice sig i en lejlighed og gik straks i gang med arbejdet på det teosofiske center.
I marts 1921 blev Foster Bailey og Alice Evans, som hun hed indtil denne dag, gift på rådhuset ved middagstid, hvorpå de vendte tilbage til arbejdet samme eftermiddag.
Ægteparret Bailey indrettede nu huset i Ridgefield Park til en hel famile.
Det meste af interiøret blev financieret af Suffern.
Foster tog nu vest på og hentede pigerne, Ellinor, Mildred og Dorothy med til New York.

Lucie Trust, Arcane Skolen og andre Tiltag

Nu var alle forudsætninger på plads for at Alice Bailey kunne skrive sine bøger og realisere idéerne herfra, så vel som etablere nye institutioner med basis i det teosofiske center i New York.
Arbejdet fortsatte og i 1922 grundlagde de Lucis Trust i New Jersey.
Først kaldte de den Lucifers Trust, Lucifer for lysets engel, men da mange kristne forbandt lucifer med satan, ændredes navnet til Lucis Trust.
Den kom til at omfatte en publikationsafdeling, fortrinsvis beregnet på Alices bøger og Arcane skolen, hvor der skulle undervises i den nye viden, bl.a. med meditation.
Målet var, at de studerende skulle skabe en ny og spirituel verdensorden.
Her blev også oprettet grupper som 'Men of Goodwill' og der blev dannet 'triangler', hvor 3 mennesker skulle arbejde med at løfte hinandens tanker hver eneste dag og meditere på ideelle menneskelige relationer.
Der blev arbejdet mod en ny viden og med at lade lys og kærlighed strømme ud i menneskers hjerter.

På et tidspunkt blev tibetaneren aktiv i det rent organisatoriske. Det var i begyndelsen af 1930'erne efter den store depression, da det træk op til anden verdenskrig.
I 1931 modtog Alice meddelelser fra tibetaneren om, at han ønskede en ny gruppe, omtalt som New Group of World Servers (NGWS).
Den skulle dannes ud af 10 ni-personers grupper.
Deres ansvar ville være at ændre verden til det bedre. De skulle forpligtige sig til uophørligt at arbejde for at fremme international forståelse, økonomisk deling og religiøs sammenhæng.
Den første af de 9 grupper skulle bestå af telepatiske kommunikatorer, der modtog indtryk fra mestrene,
den anden gruppe var clairvoyante observatører, der så klart gennem alle hændelser,
den tredie gruppe var magnetiske healere, den fjerde gruppe undervisere i den ny tid,
den femte gruppe politiske organisatorer, den sjette gruppe arbejdede med tro og religion,
den syvende gruppe arbejdede ud fra en videnskabelig tilgang, ottende gruppe var psykologer,
den niende gruppe økonomer og den tiende gruppe udøvende kunstnere.
Alice Bailey skulle finde frem til disse 90 personer. Kun halvdelen af de inviterede tog imod indbydelsen/udfordringen, så det blev kun til 4 fulde grupper + en delvis.
Alle modtog - gennem Alice - personlige meddelelser fra tibetaneren indeholdende råd om meditation, trin i discipelskab og udvikling af gruppebevidsthed. Mange af de givne råd indikerede et dybere personligt kendskab til de pågældende personer end det, Alice måtte have.

Eksperimentet blev ikke gennemført, grupperne opløstes i 1939, men med 24 af de tilbageværende dannede tibetaneren en lovende New Seed Goup til et eksperiment i gruppeindvielse.
Disse modtog med mellemrum breve fra tibetaneren med råd, anvisninger og opfordringer. Meget personlige breve, der gik tæt på, og nogle af de implicerede faldt fra og mistænkte Alice for at fejle ved modtagelsen af tibetanerens ord, eller for selv at opfinde dem.
Eksperimentet fortsatte i 18 år, og Alice Bailey videregav de sidste meddelelser en uge før hun døde
Nye grupper af verdenstjenere blev også sat i gang og inspireret af tibetaneren.

til indholdsfortegnelsen

Efter Alice Bailey - et Strejf af New Age

Da Alice Bailey døde 15.december 1949 efterlod hun sig en organisation i vildrede.
Mange ting omkring videreførelsen af hendes ideer og initiativer var ikke faldet på plads, selvom hendes bortgang efter længere tids sygdom ikke kom som nogen overraskelse.
Autoriteten og lederskabet førtes naturligt videre, hovedsageligt af Foster Bailey, og i begyndelsen også lidt af en af døtrene, Mildred Bailey, som dog gled noget i baggrunden i løbet af nogle år. Der var nogle gnidninger mellem hende og Foster selvom de holdt meget af hinanden. Foster var også på nippet til at gå ned med stress, da han måtte tage sig af mange flere ting end, han egentlig havde lyst til, fordi der endnu ikke var fundet afløsere til flere af opgaverne.
En vigtig ting, der ikke var faldet på plads, var, hvem der skulle videreføre Arcane-skolen.
Marian Walter ville meget gerne, men Alice og tibetaneren havde tydeligt givet udtryk for, at hun ikke var den rette til denne opgave. Efter en del kontroverser forlod Walter - og en gruppe med hende - etablissementet sammen med en stor del af det vigtigste materiale.
Det endte med at blive Mary Turner der tog ansvar for Arcaneskolens videreførsel. Hun var en dygtig og loyal medarbejder og blev senere gift med Foster.
Trods alle kontroverserne fandt de forskellige grupper efterhånden ud af at samarbejde hen imod New Age bevægelsen.

Luci Trust fortsatte med at være en produktiv og indflydelsesrig organisation. Takket være en lille gruppe på 5-10 mennesker, der utrættelig fortsatte med at holde den kørende.
Og så var der en del kendte personligheder, der tjente menneskeheden på anden vis, men havde værer omkring Arcaneskolen.
Her skal omtales tre.
Roberto Assagioli (på billederne som ung og lidt ældre), Robert Müeller og David Spangler.
Roberto Assagioli var psykiater og førende inden for diciplinen Transpersonal Psykologi. Han skrev en del bøger om det, og korresponderede med Freud, men følte sig meget mere på linie med Jung i sine idéer.
Han sammenblandede aldrig sit faglige arbejde med sit spirituelle arbejde.

Robert Müeller vandt i 1948 som 25-årig et praktikophold i FN for et essay om hvordan verden kunne regeres.
Fra da af helligede han sig at arbejde med FN's udvikling indenfor for organisationens rammer. Han udarbejdede blandt andet en læreplan til, hvordan man kunne blive uddannet til at være verdensborger. Den første 'Robert Müeller- skole' blev grundlagt i Arlington, Texas, og er nu et skoleeksempel på, hvordan denne lærerplan kan gennemføres. Han har skrevet en del artikler til Luci Trust afdelingens tidsskrift "The Beaconer", og det samme har i øvrigt den daværende leder af FN, U Thant.

I 1967 havde Eileen Caddy en vision om, at en mand på 25 år ville komme for at leve og arbejde på Findhorn. Eileen Caddy var én af de 3 personer, der grundlagde Findhorn.
I 1970 ankom så David Spangler til Findhorn og satte hurtigt sit præg på hele udviklingen her og stedet har siden båret præg af hans indflydelse. Han var fra barns ben af temmelig clairvoyant, og stiftede allerede som 14-årig bekendtskab med Alice Baileys bøger.
Han blev i Findhorn i 3 år, og styrede det i den periode sammen med Peter Caddy.
Derefter var han med til at grundlægge Lindisfarne Association, hvori blandt andet deltog økologen Gregory Bateson, økonomen Ernst Schumacher og miljøfilosoffen James Lovelock.
Lovelock introducerede Gaiaideen om jorden som et levende væsen.
Schumacher udviklede en økonomisk teori baseret på at alle skulle have nok, ikke overflod, og han brugte ofte vendingen "småt er godt".

Ifølge DK's og Alice Baleys lære skulle en discipel forpligtige sig til tre ting:

• At tjene menneskeheden.
• At samarbejde hen imod den store plan som de forstår den.
• At udvikle sjælens evner til at højne bevidstheden mod det højere selv og til at møde kravene til det højere selv gennem tjeneste.

Arbejdet med at tjene menneskeheden har - som det fremgår af ovenstående - båret rigtig megen frugt, mens det med at udvikle sjælens evner mod det højere selv må være en personlig sag.
Det med at forstå den store plan har derimod ikke været nogen enkel sag, og har tilsyneladende ført til mange vildledninger, misforståelser og stor forvirring.

Andre kommunikerede også med Mestrene

Flere samtidige med Alice Bailey blev også kontaktet af mestre med meddelelser og vejledninger som vandt mange tilhængere.

Agni Yoga blev grundlagt af russerne Nicolai og Helena Roerich, og blev udviklet på grundlag af meddelelser fra Mester Morya, som Helena modtog. En syntese af alle yogaretninger blev det blandt andet lanceret som,
Roerish'erne og Bailey'erne bevægede sig i de samme cirkler, og i begyndelsen af deres bekendtskab var der spæde forsøg på at etablere en vis form for samarbejde. Men snart kom der fra begge kvinderne, eller måske nærmere fra deres mestre, tibetaneren og Morya kritiske bemærkninger om 'modpartens' arbejde. Især fra Helena Roerich's side.
Hun gav blandt andet udtryk fra en vis kontinuitet efter Madame Blavatskys død, hvorefter teosoffen Francia la Due modtog meddelelser fra mesteren Hillarion, og da Francia døde i 1923, fortsatte belæringerne, nu fra Morya og gennem Helena Roerich.
Der var ikke rigtig plads til Alice Bailey og DK i dette billede.
Agni Yoga Society eksisterer stadig og har afdelinger i 9 lande. Organisationen efter Francia la Due, Temple of The People, eksisterer også stadigvæk.

En anden bevægelse, der havde udspring i kommunikationer fra en mester til en lytter, var "I AM" bevægelsen, der byggede på de af Guy Ballard modtagne budskaber fra mesteren Saints Germaine, som han havde mødt på Mount Shasta.
Guy Ballard døde ret pludseligt, og herefter overtog hans kone modtagerrollen til budskaberne. Med hendes bortgang: ikke flere budskaber fra den kant.
Formentlig måtte bevægelsen så uddø. Men nej, nu er der fuld gang i den.
Saint Germain Foundation har 300 afdelinger over hele verden, med hovedkvarter i Schaumburg, Illinois, og et 'reading room' på Mount Shasta.

Når man læser om tibetanerens 7 stråler, bemærker man, at 2.stråle lukker visdommen op.
Her fra udgår de såkaldte lysbærere. Blandt disse er især 3 navne blevet kendt i vide kredse, men på helt egne præmisser og ikke som en del af Luci Trust eller andre bevægelser udsprunget af Alice Baileys bøger.

Elizabeth Clare Prophet mødte i 1961 sin senere mand Mark Prophet da han i organisationen "Summit Light House" holdt en tale om opstegne mestre. Her fik Elizabeth en vision, og siden har hun modtaget meddelelser fra opstegne mestre, mest fra Morya og Khutumi. Så mange, at Mark og Elizabeth har udgivet tunge bøger baseret på disse meddelelser. Som andre medier følte hun sig tilsyneladende lidt hævet over sine samtidige 'konkurrenter', og citerede Khutumi for at vurdere Alice Bailey og Krishnamurti som uegnede til at arbejde for mestrene.
Organisationen eksisterer stadig og er virksom, bl.a. med afdelinger i København og Århus. På verdensplan skønnes det, at den tilhørende kirke Church Universal and Triumphant har mellem 10.000 og 50.000 medlemmer.

"A Course in Miracles" blev skrevet i årene fra 1965 til 1972 af Helen Schucman. Eller det var vel snarere sådan, at hun kommunikerede med og senere kanaliserede meddeleser fra Jesus.
William Thetford, som hun arbejdede sammen med på Colombia Universitets psykologiske institut, skrev dem ned.
Udspringet var et meget dårligt samarbejde mellem Helen Schucman og Thetford, så dårligt at de begge var dødtrætte af deres daglige møder. Helen sagde gang på gang til sig selv, at det kan ikke være rigtigt, at det ikke kan blive bedre. Det udløste, mente hun, en serie af indre oplevelser, drømme eller visioner, og en stemme, som hun senerer identificerede som tilhørende Jesus, der sagde: "Dette er et kursus i mirakler, tag noter". Det gjorde hun så, men følte sig ikke godt tilpas med den skriveproces. Næste dag fortalte hun Thetford om oplevelserne og til hendes store overraskelser, tog han udfordringen op, og foreslog hende, at han skulle nedskrive de visioner, der blev videregivet til hende. Senere kom Kenneth Wapnich til, og de samarbejdede om at redigere alle noterne til en udgivelse i 1976.
Et 3-binds værk, først 669 sider tekst, så 488 siders arbejdsbog, en lektion for hver af årets 365 dage, for studerende, og endelig en 92 siders håndbog for undervisere.
Bogen er blevet meget populær og er oversat til 27 sprog, og Wapnich har siden stiftet 'the Foundation of A course of Miracles' , og her dannet skole og uddannet lærere til at undervise i bogens budskaber.
Han pointerer at det ikke er en religion, og det er heller ikke en del af New Age, og således heller ingen direkte forbindelse til Alice Bailey og Lucis Trust.
Indholdet bruger meget samme terminologyi som bibelen, men mange af begreberne får her en anden betydning. Den bærende idé er: at erstatte frygt og bekymring i det enkelte menneske med kærlighed. Der undervises ikke i kærlighed. Det kan man ikke. Men der gøres plads til den. Ved at være i nuet, at abstrahere fra betydning i tingene omkring dig.
En hel del i stil med Eckart Tolle, som også har bakket op om bogens budskaber.

Den sidste lysbærer, der her skal nævnes, er af en hel anden kaliber.
Skotten Benjamin Creme, der både havde studeret Blavatsky og Bailey.
Han troede helhjertet på Christi genkomst, og baseret på de mange beskeder fra mestrene, som han modtog, holdt han foredrag for millioner af mennesker verden over.
I 1974 dannede han en meditationsgruppe, hvis medlemmer i de følgende år modtog mange meddelelser fra mestrene.
I foråret 1982 indrykkede Creme store annoncer i aviser verden rundt, der bekendtgjorde Christi genkomst. I løbet af de næste måneder - forlød det - ville Christi, også kaldet Maitreya, begynde at optræde i tv-udsendelser verden over.
Den 12. maj 1982 indkaldte han så til et pressemøde, hvor 90 journalister var mødt op. Her kunne han oplyse, at Maitreya boede i et asiatisk samfund i Brick Lane området i London. Hvis medierne seriøst ville begynde at lede efter ham, så ville han åbenbare sig. Den udfordring levede medierne desværre ikke op til. Senere fulgte mange forudsigelser og annonceringer omkring Maitreyas genkomst.
Benjamin Creme samarbejdede også med en teosofisk baseret UFO-organisation, og mente at de UFO'er, der ind i mellem besøgte vores planet, kom fra Mars og Venus. De var konstrueret på Mars ved en proces, hvor ting kunne materialiseres ved tankens kraft. Han mente også, at individer fra Mars og Venus, som kun kan iagttages på det æteriske plan, i lang tid havde hjulpet til her på jorden, bl.a. med at afhjælpe forureningen.
Creme blev 93 år og døde i 2016. Organisationen er stadig aktiv, og udgiver bladet Share International .

Hele dette store afsnit om teosofi må afsluttes med grundige overvejelser om brugbarheden, nødvendigheden og ægtheden i de utallige kommunikationer og meddelelser fra mestrene, som danner grundlag for hele teosofien.
Hvis man orienterer sig rundt blandt de mange spirituelle bevægelser, der arbejder seriøst med den menneskelige udvikling, både individuelt og som gruppe eller art. så bliver man hurtigt overvældet af de utallige meddelelser og kanaliseringer, som folk i vid udstrækning tager til sig, selvom de ved nærmere eftertanke kan komme i tvivl om, hvad de skal bruges dem til.
Hvis man ukritisk godtager det hele, render man uundgåeligt ind i modsigelser.
På den anden side virker det også alt for unuanceret bare at forkaste det hele som rent opspind.
De fleste folk, der kanaliserer eller på andenmåde modtager meddelelser, må have haft en eller anden oplevelser, som rykker ved deres grundliggende livsforståelse. Den vil de forståeligt nok bearbejde grundigt, og vi andre kan høre på den, og måske bistå dem i deres søgen efter rimelige forklaringer.

fortsæt

til indholdsfortegnelsen

Madame Blavatsky forkastes og genopstår i troværdighed

Efter den på side 8 omtalte 200 sider lange kritiske rapport fra Hodgson har beskrivelsen af Madame Blavatsky udenfor teosofiske kredse fortrinsvis været en fortælling om en svindler og en charlatan.
Tag til eksempel disse citater fra Salmonsens Leksikon:
"Som barn var hun overladt til omsorg af uvidende og overtroiske tjenestefolk, der ophidsede hendes fantasi ved folkesagn og indpodede hende den tro, at hun som "søndagsbarn" var i stand til at se og omgås ånder."
Og senere:
"Beretningerne om hendes højere fys. indsigt antog en sådan karakter, at SPR i London i 1884 udsendte en af sine mest fremragende medlemmer, Mr. Hodgson. Dennes rapport godtgjorde uimodsigeligt, at miraklerne simpelthen var taskenspillerkunstner, bedragerier udført ved forsk. hjælperes medvirken."
Den fatale rapport blev som nævnt udsendt på foranledning af SPR, the Society of Psychical Research, men mere end 100 år senere, i 1986 foretog Verner Harrison fra samme selskab en gennemgribende revidering af denne rapport, og konkluderede at der overhovedet ikke var beviser for nogen af Hodgsons angrebspunkter.

Indenfor teosofiske kredse har Madame Blavatsky imidlertid hele vejen igennen været fuldt ud respekteret og brugt som forbillede.
Hele konceptet hvor på tesofien blev grundlagt var, som omtalt tidligere, at nogle mestre havde kontaktet Madame Blavatsky for at få hende til at viderebringe informationer, indsigter og logiske sammenhænge, der kunne bringe menneskeheden på en bedre kurs.
Disse mestre var mennesker som dig og mig, der levede her på jorden.
Dog ikke helt som dig og mig, for de var lidt længere "fremme i skoene", hvilket skal forstås på den måde, at de gennem mange liv havde udviklet sig, så de havde opnået betydelig større forståelse af livets dybere mening - sammenholdt med, at de var i stand til at opleve ting, der foregår omkring os, både det vi også oplever men også fænomener langt ud over, hvad der kan opfattes med de 5 givne sanser.
Mestrene mestrede ligeledes en kontrolleret form for magi. De kunne tilsyneladende også materialisere sig et helt andet sted i verden end, hvor de i samme nu befandt sig. Om de så samtidig dematerialiserede sig på det oprindelige sted fremgår ikke klart af beskrivelserne, men en form for bilokation er nok mere sandsynlig,
Man kan undre sig over den måde, hvorpå mestrene forsøger at blande sig i menneskehedes udvikling. En umiddelbar menneskelig logik ville tilsige mestrene bare at fylde en masse bøger med deres viden og instruktioner, og så få et trykkeri til at udgive dem i et stort oplag. Eventuelt kunne der følges op med nogle foredragsturnéer eller noget kursusvirksomhed. Det sidste hører selvfølgelig en senere tid til, men så måtte de på anden måde sikre sig, at den kundgjorte viden blev forsået og videregivet i "den rette ånd".
Men det må tilsyneladende i stedet bygge på en mere naturlig menneskelig kommunikation. Så meget, at de mennesker, der viderebringer esoterisk viden, selv forstår og fornemmer denne viden og virkelig føler den som sand. Formidlingen skulle helst være via en bevidsthed, der befinder sig på et plan ikke for langt fra modtagerens bevidsthed.

Når man vil forstå de oprindelige og de stadigt levende teosofiske ideer og begreber, så må udgangspuntet altid være Helena Petrovna Blavatsky.
Der findes næppe én teosof, der modsiger hende.
Som det fremgår af teosofiens historie, er den fyldt med indbyrdes stridigheder, splittelse og teoretiske eller filosofiske angreb på hinanden. Men aldrig på Helena Petrovna Blavatsky. Selvom hun sagde og skrev rigtigt meget. Ofte kunne hun være uklar og finde på at modsige sig selv. Temperamentet kunne også slå gnistre.
Men hendes ord var og er lov inden for teosofien.

Hvem andre end os vedkommer Livet her på Planeten?

Lad os tage udgangspunkt i, at vores essens eksisterer både før og efter livet her på jorden.
Så må vi, når vi ikke er her, have en vis interesse i, hvordan tingene udvikler sig på jorden.
Mest vil vi sikkert have opmærksomhed på udviklingen dér, hvor vi nu opholder os, men hvis vi skal her til igen, eller hvis vi det andet sted skal genforenes med nogle fra denne planet, kan vi vel heller ikke være helt uinteresseret i planetens udvikling.
Man kan så videre stille sig spørgsmålet om, hvem og hvordan essenser uden for vores sfære er i stand til at kommunikerer til os. Og hvilke essenser drejer det sig om?
Svaret på disse spørgsmål kan være meget fantasifulde gætterier, men mon ikke vi kommer tættest på denne form for virkelighed ved at vurdere de mange erfaringer, der er blevet fremlagt af andre, og derefter prøve at samle nogle fælles træk blandt disse, som så forsøgsvis logisk indtænkes i forklaringen på denne form for kommunikationer.

Der er tilsyneladende nogle essenser, der meget gerne vil gøre menneskeheden klogere, hvorfor de vælger en kanal, et menneske, til at videregive viden og indsigt igennem. Indsigt der vil kunne hjælpe mennesken til større forståelse af deres nuværende situation her på planeten, og også kan anvise dem veje til at udvikle mere givtige relationer, menneskene imellem.
Helena Petrovna Blavatsky og Alice Bailey er tilsyneladende de eneste, der - efter eget udsagn - er blevet udvalgt og kontaktet.
Hvorfor lige netop disse to er blevet udvalgt står ikke helt klart.
For Blavatskys vedkommende kunne det hænge sammen med hendes medfødte clairvoyante og magiske evner, karakteriseret ved at hun opfattede åndelige kommunikationer, som andre ikke opfattede, og at hun selv kunne frembringe helt unikke åndelige manifestationer.
Det var så slet ikke tilfældet med Alice Bailey, der kun reagerede på direkte henvendeler.
Indholdet af kommunikationerne gennem Blavatsky var gennemgående konkret viden. mens der gennem Bailey også var følelser og kærlighed iblandet. Det var der jo også i høj grad i kommunikationerne gennem Helen Schuckmann (a course in miracles), en tredie ret målrettet kommuniktion gennem et jordisk individ.

Hvorfor vil nogen mon gerne bringe disse kundskaber og indsigter til planeten her og nu?
Tjah, lad os kigge på nogle tilfælde og dvæle lidt ved kildernes troværdighed.

Jeg kan næppe forestille mig at Madame Blavatsky har opdigtet sine historier, for at gøre sig interessant. Hun har delvist opdigtet andre historier, samlet i "From the caves and jungles of the Hindostan", men historierne om hendes forbindelser med mestrene kan højst være fordrejet, krydret med antydninger grundet et ønske om hemmeligholdelse af mestrenes præcise opholdssted, men ren opspind er usandsynligt.
Dertil har hendes bøger i for høj grad dannet et fundament for den grundlæggende teosofis måde at tænke på. De er jo ikke bare en sludder for en sladder.
De er logisk sammenhængende, indholdet er konsistent, kilderne korrekte og alene hendes 2 største værker fyldte tilsammen knap 3000 sider. Ingen kritikere har læst disse værker igennem og fundet oplagte usandheder eller modsigelser. Ligeså med 'The Mahatma Letters', der også indeholder konsekvente, logiske og inspirerende synspunkter.
Den viden, der blev introduceret gennem H P Blavatsky, var konkret, historisk, filosofisk-aksiomatisk og okkult fænomenologisk. Der var ikke så mange anvisninger og vejledninger i, hvordan man aktuelt kan bruge denne viden, disse nye facts.

Det er bemærkelsesværdigt, at Madame Blavatsky tilsyneladende er den eneste, der har haft fysisk kontakt med de såkaldte mestre.
Dette faktum kan bringe én i tvivl om hendes pålidelighed.
Det skal måske ses i lyset af, at flere grupper af mestre har samarbejdet her på jorden i 1800-tallet.
Der må på det tidspunkt have været adskillige mestre, der kunne føre et 'normalt' liv på denne planet. Det har været lettere at være anonym i sine fysiske omgivelser på den tid.
Vi må opfatte mestrene som eksistenser, der har haft mulighed for at bringe nogle af sine guddommelige indsigter, viden og kunnen med sig her i livet.
I anden halvdel af 1800-tallet levede ifølge Helena Blavatsky - foruden Khutumi og Morya's gruppe i Tibet - også en gruppe mestre i Ægypten, bl.a. Serapis Bay.
Og så var der grækeren Hillarion, der rejste lidt rundt.
Der skulle vist også have levet en gruppe mestre i Sydamerika, men de var ikke indblandet i teosofiens grundlæggelse.
Foruden enkelte fysiske møder har mestrenes kommunikeret til almindelige mennesker ved breve. På denne måde kunne deres budskaber deles og bevares. Havde kommunikationen i stedet været mundtlig, ville det have været op til modtagerne, at viderebringe budskabet korrekt. Nu kunne alle læse de samme ord, det samme budskab.
Mester-grupperne må have kommunikeret sammen, og haft en plan om at give den spirituelle udvikling her på planeten et skub fremad ved at åbne op for et mere individuelt og mindre ortodokst syn på den spirituelle virkelighed.

Ikke mindre usandsynligt må det være, at Alice Bailey først skulle opfinde en historie om besøg og stemmer fra Morya (som hun ved første kontakt ikke kendte eller nogensinde havde hørt om), og så følge det op med 23 bøger, gennemarbejdede, nytænkninger og sammenhængende logiske indtil mindste detalje.
For ydermere så herefter at danne skole, følge op på og forsøge at gennemføre mesteren Djwhal Kuhls idéer om at danne grupper, der kunne arbejde på at påvirke samfundsudviklingen i en mere positiv retning.
De idéer, der blev introduceret gennem Alice Bailey, er mere koncentreret om anvendelse af viden, herunder megen af den viden, der stammer fra Madame Blavatskys arbejde.
Her sammenholdes udviklinger med følelser og opmærksomheden på resultater af formidling og fokusering på nytænkning.

De vægtigste indvendinger i form af alternative forklaringer, der kan rettes imod Blavatskys og Baileys inspiration fra mestrene, er forskellige former for hallucinationer, personlighedsspaltninger eller drømmeoplevelser. Men det virker uoverskueligt og usandsynligt, at skulle godtage sådanne forvekslinger og afsporinger som forklaringen på den enorme gennemførte og begavede litterære produktion, 'mester-møderne' resulterede i.
Efter omstændighederne ville det være mere nærliggende, at rette sådanne skyts mod Helen Schucman og "A Course of Miracles".
Men igen er det mængden og sammenhængen, og her ikke mindst effekten af det nedskrevne, der gør en total afvisning for en særdeles ensporet og mekanisk modtænkning.
Ideerne, tankerne og følelserne, der kom til verden gennem Helen Schucman var kærlighed, og en måde at nå frem hertil ved at bevæge sig væk fra frygten og i stedet være i nuet.

til indholdsfortegnelsen

Efterfølgende kommunikation med mestrene

De tre her omtalte medier, Helena Blavatsky, Alice Bailey og Helen Schucman modtog tilsyneladende beskeder, som afsenderne håbede kunne være værdifulde for udviklingen af det spirituelle liv her på planeten.
I kølvandet på Teosofiens grundlæggelse fulgte så en række fortællinger om kommunikationer med mestrene, som per definition var eksistenser, der havde nået et højere udviklingtrin, men alligevel kommunikerede med repræsentanter for menneskeheden, da de gerne ville hjælpe andre fremad også.
Indimellem inkarnerede de på jorden, men for mig synes det lidt uklart, hvad de skulle bruge sådanne inkarnationer til, da den langt overvejende del af deres kommunikation var telepatisk funderet.
Faktisk var det vist kun Madame Blavatsky, der i udbredt grad omgik nogle mestre fysisk - og tilsyneladende kun for at lære bedre engelsk samt at lære det glemte sprog Sanzar.

Den første gruppe af kommunikationer i kølvandet på teosofiens grundlæggelse var centreret omkring Charles W. Leadbetter.
Her finder man - så vidt jeg ved - de eneste beretninger om kommunikation med mestrene, hvor flere levende personer har været indblandet samtidig.
En helt præcis beskrivelse af hvordan disse møder er foregået kan jeg intet sted opspore.
Kun at de har fundet sted, og hvad de har resulteret i, det være sig oplysninger, viden, forståelse eller indvielser.
Denne type kommunikationer er omtalt på side 1 i afsnittet om Krishnamurti, hvor Leadbetter vejleder Krishnamurti, og på side 10 i afsnittet om teosofi, hvor en gruppe under Westwood's og Arundale's ledelse opnår gentagne højere indvielser.
Jeg tror ikke, at mestrene overhovedet har været indblandet i disse foreteelser. Mestrene, eller forestillingen om mestrene, må have forvirret og afledt en fælles erkendelse i disse grupper.
Noget af forklaringen skal måske som nævnt søges i Leadbeaters definition på det engelske ord Glamour: "At skabe et klart, stærkt mentalt billede, og så projektere dette over i en andens sind", og opfatte målet for 'glamour'  som det  "mesmeriserede   subjekt"  som "tror på hvad som helst, som magnetisøren vil have dem til at tro".
Altså en slags hypnose, suggestion eller tankeoverføring.

Den næste gruppe af kommunikationer bestod i mere eller mindre tilfældige møder mellem jordiske individer og én eller flere 'derudefra' .
Blandt de jordiske individer kan nævnes Guy Ballard, Helene Roerish, Elizabeth Prophet og Benjamin Creme.
Når jeg kigger nærmere på disse kommunikationer, får jeg igen det indtryk, at den jordiske modtagers egne fornemmelser og drømme kan forstyrre de rene budskaber.
De rene budskaber bringer ellers en del fælles visdom med sig, en visdom hvis grundtema jeg vil forsøge at analysere nærmere om lidt.
Helt grundliggende aner jeg en generel reservation udefra med henblik på opsigtsvækkende informationer. Lidt i stil med den respons, jeg får, hver gang jeg søger svar, som er "det er faktisk din opgave at finde svarene, og i den proces vil du måske komme til at forstå deres dybde og ders bidrag til en helhedsforståelse".
Som jeg ser det, er der et grundliggende problem i det enkelte nulevende individ, når det gælder evnen til at skelne mellem telepatisk modtagne tanker og idéer og ens egne originale tanker og idéer. Og de førstnævnte iblandes utrolig let egne ønsker og forestillinger. På den måde når man frem til viden og tilstande, der ikke er koordineret af dybere ukendte betingelserne for vores tilværelse her på planeten.

Den tredie og sidste gruppe af kommunikationer er kun delvist knyttet til teosofien.
Det er den udbredte strøm af kanaliseringer, der præger mange spirituelle bevægelser i dag.
Det er ikke længere kun mestre, der kontakter mennesker på jorden - eller omvendt. det er også andre individer eller eksistenser.
Blandt de mest kendte er Kryon, som mest er kanaliseret gennem Lee Caroll, men også gennem andre, f.eks. danskerne Merethe Bonnesen og Debbie Christensen.
Kryon er på en eller anden måde forbundet med Plejaderne, og det samme er Aicon, der har kanaliseret gennem Louise Kay. Imidlertid lærte hun af ham, at det er bedst at være helt og holdent i nuet, så hun stoppede med at gå ind i disse kanaliseringer, og arbejder nu med en form for meditation og væren i nuet.
Grev Sct. Germaine kanaliseres også gennem rigtig mange mennesker i disse dage.
Alle disse kanaliseringer virker ægte, forstået på den måde at medierne, dem der kanaliseres igennem, ikke selv opfinder svarene.
Deres budskaber er ofte noget med en ny tid, vi er på vej ind i, med store omvæltninger og henimod mere spiritualitet. Alle, der tænker lidt spirituelt og gider lytte til disse budskaber, bliver selvfølgelig henrykte for at få bekræftet, at de rider med på fremtidens bølge.
Nogle af medierne synes i bogstaveligste forstand entusiastiske, i stil med folk der føler sig oplyste eller har modtaget helligånden. og andre, der lytter til de modtagne meddelelser kan også opleve en individuel form for ophøjelse.
Igen er mit ræsonnement: Hvorfor skulle de gøre dette, hvis det ikke var ærligt oplevet?
Faren ved det - hvis man kan tale om en sådan - er, at det måske i længden kan være svært at skelne modtagne budskaber fra egne fornemmelser og intuitioner. Især hvis det gøres til en mindre forretning, og mediet kan risikere at skulle leve op til nogle forventninger.
Et kritikpunkt til de visioner, der kanaliseres, er da også, at verdens fremgang og lyspunkter ofte ses i et meget begrænset perspektiv omfattende det bedre amerikanske borgerskab.
Der er eksempler på spørgsmål-svar sekvenser ved kanaliseringer. Svarene viser gennemgående en vis logik og indsigt, men vel også hvad en del dybt tænkende frie jordiske eksistenser også kunne have formuleret.
Man kan opleve en del af disse kanaliseringer som videoer, bl.a. på You Tube.

Råd og Vink, baseret på højere Indsigter

Og nu - efter at have dvælet lidt ved kildernes troværdighed - tilbage til et svar på spørgsmålet om, hvorfor nogen vil bringe kundskaber og indsigter til planeten her og nu.
Måske bliver jeg lidt læseren svar skyldig, men lad mig forsøge med et svar, der bygger lidt på mine egne intuitive fornemmelser for de højere sammenhænge.
I et større univers, der blandt andre omfatter vores planet, findes flere mindre universer, hvor hver sin fortælling udspiller sig, sikkert på grundlag af en form for liv der er skabt i en højere sfære, men ikke kan genskabes i det mindre univers, kun bevares og udvikles.
En gensidig opmærksomhed mellem de forskellige universer må være baseret på et ønske om en samlet udvikling henimod en højere form for skabelse.
Hver enkelt enhed må udvikle sig indenfor egne betingelser, potentialer og selvstændige indsatser.
Det er her, at nogen eller noget forestiller sig, at gode råd og vink vil fremme denne udvikling, eller måske vil de gøre opmærksom på de katastrofetegn, man udefra kan ane.
Det synes lidt tilfældigt, hvor meget indflydelse disse indblandinger har haft på livets udvikling her på jorden. Langt de fleste indblandinger synes tilfældige og uden nævneværdig virkning.
Så er der nogen få, hvor virkningen har være kolosal, og måske ikke altid lige tilsigtet. Jo sandsynligvis fra starten, men næppe i den følgende udvikling, eller de følgende udviklinger, der - formentlig på grundlag af universet højere logik - er gået i mange retninger, mest afretninger og vildveje.
Tænk f.eks. på Koranen og Mormons bog.

For måske at kunne forstå dette bedre, må vi kigge nærmere på mulighederne og begrænsningerne i forhold til kommunikation mellem jordiske væsener og ikke-jordiske væsner.

Kan man ikke bare snakke løs på tværs af eksistentielle grænser??

Jeg gentager lige et tidligere spørgsmål:
Hvorfor kunne mestrene ikke bare nedskrive al den viden, de gerne ville videregive til menneskeheden, eller dikterer denne viden til chelaer, og så få nedskrevet og trykt den viden, der er indeholdt i "The Secrete Doctrin" ?
Og hvorfor denne komplicerede brevveksling mellem Sinnett, Hume og mestrene?
Kunne de ikke bare have sat sig omkring et bord og få snakket tingene igennem?
Måske flere møder, så svarene efterhånden kunne bearbejdes, og der kunne findes nye spørgsmål.
Tilsyneladende er det for let!
Og hvorfor må det mon ikke være for let?
I forhold til al anden kommunikation med mestrene, skiller Madame Blavatskys sig ud, ved at (hendes) mestre er i live her på planeten.
Hvis det havde været i dag, ville man med alskens tekniske hjælpemidler hurtigt have opsporet deres værested, og her fra ville interesserede og nysgerrige næppe lade dem være i fred.

Pointen må være, at vi i fællesskab her på jorden skal udvikle vores egen forståelse af ekstistensen og universet, og således være en del af dette mentale forestillingsprojekt.
Lad os en gang forestille os, at mestrene selv havde skrevet 'Den Hemmelige Lære'!
Kunne de så ganske enkelt henvende sig til et forlag eller trykkeri, og bede om at få bogen trykt i 500 eksemplarer? ?
Ikke umiddelbart. De måtte først have opbygget noget publicity, så de havde fået et navn i samfundet, som folk lagde mærke til.
Og selvom det var lykkedes for dem, så tror jeg de ville have overtrådt nogle universelle regler med hensyn til at viderebringe viden - eller snarere, så ville de bare slet ikke være blevet forstået.

Ligesom til det indledende spørgsmål i dette afsnit, så må svarene ses i lyset af anderledes kommunikations- og sanseformer.
Når vi her på planeten forsøger at forstå noget mere overordnet i dette univers, så må vi frigøre os for vores vante forestillinger.
Livet, eksistensen og vores opmærksomhed er lige nu fanget i kroppen, men når den frigøres her fra, så må der være nogle erkendelsesgrænser, der vakler.
Beretninger peger klart imod, at vi i alternative sammenhænge kan se uden gennem øjnene, og vi kan høre uden gennem ørene. Og at vi kan sanse, fornemme andres tanker og følelser på en helt anden måde, end det normalt er tilfældet.

Tilværelsen skal altså forstås ud fra to verdener, to universer, hvor vores mindre på sin egen måder skal udvikle sig mod noget 'højere'.
Indblanding udefra må ske under meget strenge restriktioner.

til indholdsfortegnelsen

11. Antroposofi & Rudolf Steiner

Rudolf Steiner en tysk - eller måske snarere østrigsk - filosof og 'tænker', anvendte en helt anden måde at videregive sine spirituelle indsigter på. Han gjode det gennem bøger og foredrag. Han fremlagde det som en slags oversættelse af hans indsigter. Præcist kunne han ikke beskrive det, da han bevægede sig på kanten af en begrebsverden, som vi ikke havde forudsætninger for at forstå. Alligevel dannede han den (af ham) såkaldte antropsofiske skole, fordi mange fandt svar ud fra hans idé-verden, og disse svar gav ny mening i deres verden. Det virkede godt, og flere følte sig tiltrukket af denne begrebsverden. Den virkede i landbrugssammenhæng (biodynamisk), i undervisningssammenhæng (Waldorf), i sociale sammenhænge (3-deling af samfundet), og den bibragte også Kristendommen et nyt aspekt.

Se f.eks. nærmere på http://www.antroposofi.dk/

Selv fortæller Rudolf Steiner, at har har nået til sine resultater gennem okkulte og åndsvidenskabelige studier. Der er forskellige definitioner på ordet åndsvidenskab. De fleste hæfter sig umiddelbart ved videnskabs-betegnelsen, og prøver at vurdere åndsvidenskabelige udsagn ud fra naturvidenskabelige principper. Det kan man i sagens natur ikke. I det hele taget forstås videnskab i vores kultur, som noget, der er uafhængigt af 'ånden', uafhængigt af det liv, der observerer det. Et eksempel på dette er denne sønderlemmende kritik af antropsofien: http://www.janesmann.com/Articles/Steiner.html

Man må medgive forfatteren så langt, at det må forblive en trossag om man accepterer antroposofiens påstande, og også så langt, at antroposofiens indhold alene er én mands værk. Vel og mærke på det tidspunkt kritikken blev til, d.v.s. i 1995.

Rudolf Steiner gav nøje anvisninger til, hvordan man når til erkendelse af de højere verdener. Og når man til en sådan erkendelse, vil man se det samme, som han selv har set. Han mente, at vores iboende evne til rationel tænkning må tillade det enkelte menneske at gennemføre spirituel forskning uden fare for afhængighed af en autoritet. Deraf følger også hans retfædiggørelse af at bruge vendingen "åndsvidenskab" og "åndsvidenskabelig forskning". Men i al den antroposofiske littereatur, jeg har stødt på fra det forrige århundrede, kan jeg ikke få øje på nogle innovative konstateringer eller betragtninger, som ikke direkte kan føres tilbage til Steiner. Dér hvor der opstår uenighed, er Steiner hver gang den autoritative kilde.

I 2004 bringer Judith von Halle imidlertid spændende nyt ind i den antroposofiske verden. Hun er født i Berlin i 1972, uddannet og beskæftiget arkitekt, men arbejdede ved siden af delvist indenfor det tyske antroposofiske selskab - bl.a.. ved at holde foredrag - indtil 2005. I påsken 2004 blev hun stigmatiseret. Siden da har hun ikke indtaget fast føde, og hun kan sanse på tværs af tid og rum.

Billedet til højre er fra en forelæsning i november 2016. Læg mærke til bandagerne, der skal dække sårene efter stigmatiseringen på hendes håndflader.

Efter påsken 2004 har hun udgivet en række bøger, baseret på hendes spirituelle indsigter.

Imidlertid ville den officielle ledelse af det tyske antroposofiske samfund i 2005 ikke anerkende hendes stigmatisering, og i hvert fald slet ikke hendes deraf følgende spirituelle indsigter. Heller ikke efter at en undersøgelseskomite to år senere havde anbefalet en accept. Argumenterne for denne afvisning - og faktisk også en del af argumenterne imod - drukner i henvisninger til de nedskrevne notater fra Rudolf Steiners (autoritetens) foredrag. Resultatet er blevet en splittelse af de tyske antroposoffer. En forening af 'frie' antroposoffer er dannet omkring Judith von Halle, og ud over de 18 bøger, hun nu har stået bag, er hun også en meget populær foredragsholder.

I det hele taget er rigtig mange spirituelle retninger baseret på en enkelt persons tanker, visioner og skrifter.

Det almindelige menneske vil jo meget gerne have svar på eksistentielle spørgsmål, og tager derfor gladeligt imod séernes syner i den grad, de ikke fornemmer, at de selv kan nå frem til svar, der giver en ny sammenhængende forståelse af nogle af livets mærkværdige manifestationer. Det er også tilfældet i større religioner, der ikke er enmandsværker. Her er det så præster, imamer eller guruer, man lytter til. Det er fint for ens egen udvikling, hvis man overvejer noget seriøst før man tror på det, men ens udvikling står nærmest i stampe, så længe man betragter disse mennesker som uimodsigelige autoriteter. Man kommer uvægerligt ud for reelle modsigelser, hvis man tager alle disse seeres påstande for sande. I visse tilfælde kan der være tale om direkte bedrag, men mere almindeligt er det nok fordi, der er sket kommunikationsfejl eller misforståelser på vejen fra visionen til seeren, eller fra seererne til diverse fortolkere.

Lad os dvæle et øjeblik ved forholdet mellem bedrag og sandhed. Det er usandsynligt, at en gennemført bedrager kan lægge kimen til en verdensomspændende religion. Folk som Rudolf Steiner og L Ron Hubbard må selv have følt sig overbevist om rigtigheden af deres påstande, teorier og forklaringer. Langt hen ad vejen. Og de har jo hver i sær haft mange højt begavede proselyttere. På et tidspunkt er de sikkert blevet fristet af tilhængernes iver efter flere udtømmende forklaringer til at komme med mere usikre teorier og forklaringer. Det skete efter min overbevisning tydeligt for Ron Hubbard, og Jan Esmann antyder i førnævnte link, at det også må være sket for Rudolf Steiner. En udbredt forekomst af bevidste vildledninger og løgne tror jeg ikke på. Her er min lakmusprøve at forestille mig de oprindelige motiver. Ingen af de to nævnte har vel taget udgangspunkt i et ønske om at bilde verden en hel masse ind, bare for at gøre sig bemærket eller for at tjene penge. Sådanne bedrag måtte være genialt udtænkt for ikke ret hurtigt at blive afsløret. Og tænk på, hvordan det ville være, hvis man gennem et langt liv skulle opretholde en falsk facade! Ville man sove godt om natten og ville man føle, at man levede et værdigt liv?

Steiner og Hubbards teorier har også været anvendt i praktiske sammenhænge med succes flere gange. Rigtig galt er det først gået, når de lavere menneskelige instinkter florerer indenfor de grupper af tilhængere, der skal anvende teorierne.

til indholdsfortegnelsen

12. Martinus

Meget direkte var danskeren Martinus (Thomsen) med sine budskaber, ikke mindst i forhold til sin kilde. Han satte sig - efter en anvisning fra en bog - ned med bind for øjnene og mediterede på Gud, som han omtalte som "Forsynet". Herved kom han ud for en overvældende lysoplevelse, som også er beskrevet af andre; i sådanne tilfælde fornemmer man hurtigt, at "ingen ord helt slår til".
Matinus' oplevelse må dog have været helt enestående, for han oplevede efterfølgende til sin egen forbløffelse, at hver gang han for sig selv fik formuleret et spørgsmål af eksistentiel karakter, så havde han svaret med det samme.
Det skete for cirka 100 år siden.
Langsomt men sikkert, måtte andre nødvendigvis involveres i denne nye viden, der strømmede gennem ham efter oplevelsen. Foredragsvirksomhed lå ikke umiddelbart for ham. Første gang, han skulle holde et foredrag, var han ret nervøs, og ville støtte sig til nogle notater, men der gik ikke mange minutter før, han lagde papirerne fra sig, talte frit og holdt tilhørerne bundet i 2 timer.

Martinus levede i 90 år, indtil 1981, og han har fået mange tilhængere over det meste af verden. Jeg kan stærkt anbefale at læse hans erindringer, hvori det også nøje fremgår, hvordan han kom i gang med at udbrede sin visdom: http://martinus-webcenter.dk/andre-boger.html.
Jeg havde fornøjelsen af at hilse på ham i 1974 efter at have hørt hans åbningsforedrag på Klint. Dette foredrag indeholdt bl.a. en spændende forklaring, hvorfor vi er nødt til at inkarnere her for at lære visse ting. Det kan downloades fra denne hjemmeside: http://www.martinus-webcenter.dk/foredrag/.
Hele hans væsen, hans venlighed og hans overbevisende fremtoning var vidunderlig.
Nu strides tilhængerne om ophavsretten til hans mange bøger, grundet en uenighed om, hvorvidt man må omskrive nogle af hans tekster for at gøre sproget mere nutidigt.

Ingen har betvivlet Martinus' oplevelser, og det er også svært at finde kritik af hans teorier, som han kalder kosmiske analyser. Men naturligvis må det i vores terminologi forblive en trossag, selv om argumentationen og gentagelserne er gennemført forbilledligt, grænsende til det kedsommelige.
Der er vist ingen umiddelbare anvendelser af hans teori, kun den at man kan forøge sine indsigter ved at gennemgå hans analyser.

For mig er han en fin bekræftelse på det guddommeliges eksistens.

 

13. Islam, Kristendom og Jødedom

De religioner, jeg indtil nu har været omkring, er karakteriseret ved, at de for mange mennesker i vores del af verden fremstår som tilvalgsreligioner. Man kan tilslutte sig dem, uden samtidig at lade sige opsluge af en kultur der har udviklet sig gennem utallige generationer. Der er mange flere af disse ikke kulturelt involverende religioner, og jeg tror de vil præge den spirituelle del af vores kultur i en ny tid. Ofte er de udsprunget af en ældre religion, men krydret med nye perspektiver og indsigter.

Det har til alle tider været et alment menneskeligt træk, at tillægge skæbnen en eller flere personligheder. Hvor der er flere forskellige skæbnedannere (guder) i spil, har man naturligt søgt efter et hieraki blandt disse. Hvis dette er faldet helt på plads indenfor en mindre eller større gruppe af mennesker, søger de at indordne sig under et overordnet guddommeligt væsen. Følgelig opleves fremgang, blomstring, stabilitet og sammenhold. Ikke mindst når et sådant samfund har koncensus omkring kontakten til dette guddommelige væsen, til deres Gud.

De gamle kulturreligioners vil kun kunne overleve via en udbredt usagt accept af symbolikken indenfor både den fysiske og den åndelige del af deres religiøse kultur. En tro på noget større giver styrke, ihvertfald hvis man kan sætte navn på en sådan følelse af ophøjethed. Der er statistisk belæg for, at man kan få mere kontrol over sine følelser ved at navngive dem. (psykological science, 2007, vol. 18, nr, 5). Én sand Gud er et fælles karakteristika for alle religionerne i mellemøsten for 2000 år siden. Men de har jo også en hel del historie til fælles, ikke mindst når man ser tilbage på tiden før Jesus fødsel.

 

Disse 3 religioner, der jo i høj grad har præget Europa og Mellemøsten her i vores tidsalder, har alle deres dybere lag. Kabbalaen hos jøderne, Sufismen hos Islam og mystikerne indenfor kristendommen. Måske vender jeg tilbage til de 2 første senere, og Kristendommen bliver helt sikkert yderligere behandlet, både den historiske udvikling og de mystiske aspekter.

I denne globaliserede verden, præget af digital kommunikation, har mange mennesker alle disse tre sammenhængende forestillinger om meningen med livet og en opskrift på, hvad vej vi skal gå, tæt inde på livet. Nogle føler sig tvunget til at vælge, andre finder valgsituationen absurd. Den evige frelse kan da umuligt afhænge af, om man ud fra uklare præmisser har truffet det rigtige valg.

Der tegner sig altså efterhånden et billede af 3 veje, som alle tilsyneladende må være farbare. Det konsekvente menneske må derfor afvise alle vejene, blive ateist - eller rumme dem alle, som det er en del teosofiens ideelle essens at gøre.

Så lad os følge de konsekvenser, som det konsekvenste menneske bliver konnfronteret med.

til indholdsfortegnelsen

Guadalupe, Mexico, 1531

"Syngende Ørn" betød ordet Cuauhtlatohuac, som var navnet på den ydmyge og fattige aztekiske bonde, der som en af de første i det nuværende Mexico, omvendte sig og blev kristen.
Der var kun en mindre gruppe, som fulgte den berømte aztekiske prinsesse Papantzin, som i 1525 lod sig døbe af de første franciskanermunke, der missionerede i Mexico.
Det skete med en uhyggelig baggrund mellem to grusomme foretagender. På den ene side de udbredte menneskeofringer, der var tradition for blandt Aztekerne, og på den anden side den spanske kolonimagt, ledet af Guzmann, der voldtog, torturerede og dræbte aztekerne.
Så meget, så den spanske konge, Charles 1, indså, at aztekerne skulle mødes på en anden måde. Derfor sendte han biskoppen Zumárraga derover for, at han kunne starte en mission, bygge kirker og samtidig arbejde for social velfærd.
Arbejdsbetingelserne lettede yderligere for Zumárraga, da Guzmann i 1530 blev erstattet af den mere menneskelige guvenør, Fuenlelal.

"Syngende Ørn" kom efter sin omvendelse til at hedde Juan Diego.
Han var gift men havde ingen børn, og hans kone døde i 1526, hvorefter hans eneste familjemedlem var en onkel, der efter sin omvendelse kaldte sig Juan Bernardino.
Juan Diego gik den 9.december 1531 de 24 km fra hans hjemby til missionsstedet Tlalteldio, hvor han kunne modtage nadveren i en lille kirke.
På vejen hertil kom han forbi Tepeyac, en lille høj fra hvis top han kunne høre lyde som fuglestemmmer, men også en kalden.
Han kravlede de 40 meter op ad højen og mødte her mellem buskene en smuk kvinde, som talte til ham på Aztekernes sprog. Hun præsenterede sig som Jomfru Maria og fremsatte et ønske om, at der her på højen blev bygget et tempel gennem hvilket, hun kunne lytte til de grædende og sørgende og trøste dem som en medfølende moder til alle i dette land, ja til alle på jorden, der elskede hende.
Hun bad Juan Diego om at gå til biskoppen og viderebringe dette ønske.

Inde i Mexico City havde biskop Zumárraga temmelig travlt og lod Juan Diego vente i flere timer, da han ønskede foretræde. Diego gav imidlertid ikke op og fik omsider lejlighed til at fremsætte Jomfruens ønske for biskoppen, der dog hurtigt returnerede et afslag på anmodningen.
Tilbage på højen hos Jomfru Maria måtte Juan Diego meddele hende det sørgelig afslag, og foreslog samtidig Maria i stedet at bede en person af højere rang end ham til at fremsætte ønsket for biskoppen.
Maria svarede, at missionen kun kunne gennemføres via ham. Juan Diego indvilgede i at prøve igen.
Andet forsøg hos biskoppen resulterede også i et afslag, men denne gang bad biskoppen trods alt om et tegn fra Maria.
Tilbage til Tepeyac-højen, svarede Marias ham denne gang, at hun nok skulle udstyre ham med et tegn, når han næste dag vendte tilbage.

Imidlertid fandt Diego hjemme i landsbyen onklen Juan Bernadino alvorligt syg af pestilens.
Han søgte derfor en doktor til sin onkel i stedet for at vende tilbage til Maria næste dag.
Hurtigt blev det klart, at onklen måtte dø, så Bernadino bad Diego om at hente en præst ved missionsstedet i Tlalteldio. Diego begav sig straks, kl.4 om morgenen en kold decembernat, afsted til Tlalteldio. For ikke at blive forsinket af endnu et møde med Maria sneg han sig bag om højen Tepeyac.
Men han slap ikke forbi. Hun steg ned fra højen og spærrede vejen for ham.
Der stod hun så smilende og spurgte hvad der nu var i vejen. Juan fortalte det, og Maria kunne oplyse ham om, at onklen var helbredt, så i stedet for at bekymre sig om ham, skulle han nu kravle op på højen og plukke alle de blomster, han kunne finde.
Til hans store overraskelse var der på denne kolde decembermorgen på højen mange forskellige blomster, duftende og med perlende dugdråber på. Der var så mange, at han måtte samle dem i sin tilma (kappe).
Jomfruen, som her ønskede at blive kaldt "Jomfruen af Guadalupe", arrangerede dem kunstfærdigt i tilmaen, pakkede den sammen i en kurv, og pålagde Juan Diego ikke at omarrangere blomsterne eller pakke tilmaen ud før det blev gjort foran biskoppen.

Juan Diego fik tilbage i storbyen hurtigt foretræde for biskoppen, selvom denne havde mange fine gæster på det tidspunkt, her i blandt den nye guvernør Fuenleal.
Der gik et gys igennem forsamlingen efterfulgt af begejstring, da tildaen blev pakket ud.
Blomsterne dannede en figur, som Juan Diego straks kunne genkende som en nøjagtig gengivelse af den Jomfru af Guadalupe, som han havde mødt.
Blandt blomsterne konne spaniolerne især forundres over Castilliarosen, som ellers endnu ikke var importeret fra Spanien til Mexico.
Tilmaen blev hængt op i Zumárragas private kapel, hvor den kunne hænge indtil templet på Tereyachøjet var klar til indvielse.
Tilmaen var lavet af noget kaktusstof, som normalt ville smuldre bort efter 20-30 år.
Imidlertid har den nu holdt sig helt intakt i snart 500 år.

I 1539 havde 8 millioner aztekere omvendt sig til den katolske tro - som en direkte konsekvens af det hellige billede på tilmaen.
Mange mirakuløse helbredelser er tilskrevet Jomfruen af Guadalupe, og omkring 20 millioner mennesker besøger nu årligt basilikaen i Guadalupe for at se det smukke og uforklarlige billede af jomfruen i fuld størrelse.

Las Rajas, Columbia, 1754

En dag i 1754 i Columbia, da Maria Musées de Quiñonias var på vej langs Guaitara River fra Potosi til Ipiales med sin døvstumme datter Rosa, blev de overrasket af en voldsom stormbyge og måtte søge tilflugt i en grotte, som Maria ikke brød sig om, da rygter havde fortalt, at den var hjemsøgt.
Mens Maria nu inde i grotten bad rosenkransen, mærkede hun pludselig en berøring på ryggen. Hun skyndte sig straks skrækslagen ud af grotten tilbage i stormen med Rosa trykket tæt ind til sig under kappen.
Nogle dage senere gik hun den samme tur bærende på Rosa. Den førnævnte grotte lå dybt i en dal, lige efter Las Lajas (klipperne), som var besværlige at forcere. Da Maria havde forceret dem på denne tur, var hun træt og måtte sætte sig lidt ned, mens Rosa løb omkring for at ville leje. Uden at have ænset datteren i nogen tid, hørte Maria hende pludselig råbe:
"Mor, der er en dame her med en dreng i sine arme."
Aldrig før havde Rosa brugt ord!
Uden at have lyst til at se de figurer, datteren omtalte, skyndte Maria sig væk med pigen.
I Ipiales tog ingen i begyndelsen hendes fortælling alvorlig, men rygtet spredtes hurtigt, og nogle begyndte at overveje, om det virkelig kunne passe.
I hvert fald måtte man erkende, at Rosa havde modtaget talens gave.

Få dage efter forsvandt Rosa fra hjemmet. Maria fik så den tanke, at hun måtte være gået hen til klipperne. Rosa sagde ofte, at damen kaldte på hende.
Ved grotten fandt hun ganske rigtigt datteren på knæ for foden af en lysende kvinde, hvor hun legede med en lille lys dreng, der var kravlet ned fra sin mors arm så pigen kunne fornemme hans guddommelige mildhed.
Maria Musees faldt på knæ i beundring for dette vidunderlige syn.
Nu vidste hun, at det var Jomfru Maria og det lille Jesusbarn.
Af frygt for at blive latterliggjort fortalte hun ikke andre om oplevelsen.
Det var hendes og Rosas hemmelighed. De gik tit hen til hulen, lagde vilde blomster foran den og satte lys på klippefremspringene.
Månederne gik og mor og datter værnede om deres fælles hemmelighed.

Efter nogen tid blev Rosa imidlertid alvorligt syg og døde.
Fortvivlet gik Maria Musees hen med det døde barn til grotten for at bede den hellige jomfru om at genoplive hende.
Under indtryk af Marias store sorg og hendes ydmyge bøn fik den hellige jomfru hendes søn til at bringe livet tilbage til Marias datter.
Ovenud lykkelig vendte Maria tilbage til til Ipiales med den fuldstændig raske Rosa, og alle, der havde set den døde pige tidligere samme dagen, blev naturligvis overvældet ved at observere dette mirakel, og midt om natten blev præsten vækket for at modtage den store nyhed
Næste dag begav en stor skare med præsten i spidsen sig hen til klipperne (Las Rajas) ved grotten,
Her blev deres øjne og hjerter mødt af et blændende lys, så de ikke var i tvivl om den hellige Jomfrus tilstedeværelse.
På grottens væg kunne de se et imponerende maleri af den Hellige Jomfru med jesusbarnet, og forneden i maleriet Frans af Assissi og Dominiqe, munken der videregav rosenkrans (bønnen) fra Jomfru Maria til de kristne.
Dette maleri var også nyt for Maria Musees, hun mindes ikke at have set det før.

Senere videnskabelige undersøgelser af dette hulemaleri viste ingen spor af farvestoffer på klippevæggen bag, men stenene i sig selv bar disse farver og gjorde maleriet til en vidunderlig helhed.
Allerede i 1754 påbegyndte man byggeriet af en kirke på stedet. I første omgang blot ved hjælp af strå og træ. Senere mange ombygninger og fornyelse indtil man i perioden fra 1916 til 1949 fik bygget den flotte gotiske basilika, der nu troner over kløften ved Las Rajas.

til indholdsfortegnelsen

Paris, Frankrig, 1830

Catherine Labouré blev født den 2.maj 1806 i en lille by tæt ved Dijon.
Hun var den næstyngste af de 10 børn, som levede udover spædbørnsalderen.
Forældrene var rimeligt veluddannede. Faderen var præst, men han foretrak at være landmand, da han afskyede religiøse institutioner og pavedømmet.
Catherine var ikke højt begavet.
Hendes mor døde tidligt, og Catherine overtog herefter en stor del af husholdningen derhjemme.
Hun plagede tidligt sin far om at blive nonne, hvilket han pure afviste.

Alligevel lykkedes det på en eller anden måde for hende at blive optaget som postulant (i nonnelære) hos "Sisters of charity" i Chantillon, hvorfra hun blev sendt videre til et læressted på rue de Bach i Paris.
Her fik hun lov til at deltage i en procession, der skulle bringe St, Vincent de Pauls jordiske rester fra Notre Dame til Lazarites, og fortalte i den forbindelse nogle af hendes medsøstre, at hun havde set St. Pauls hjerte som glødende lys ved lærestedet (seminariet) over en udstilling med nogle af hans relikvier.
For denne åbenmundethed blev hun kaldt til samtale med hendes vejleder, Fader Aladel.
Alligevel og på trods af denne samtale lagde hun ikke skjul på, at hun frygtelig gerne ville se Jomfru Maria, og hun bad åbent om denne nåde.

18.juli, 3 måneder efter hendes ankomst til seminariet, vågnede hun kl.23.30 ved, at der 3 gange blev kaldt på hende. I rummet så hun et lille barn, en dreng på 4-5 år med skinnende gyldent hår og klædt helt i hvidt.
"Stå op" sagde barnet "min søster, min søster, kom hurtig med til kapellet, den hellige jomfru venter dig".
Hun fulgte efter barnet gennem korridorerne. Stearinlysene tændtes til hendes forbavselse, når de passerede, og døren for enden af gangene åbnede af sig selv til et fuldt oplyst kapel. Som ved en midnatsmesse.
De nåede til sakristiet ved siden af abbedens stol, hvor de ventede.
Ved midnat hørte Catherine en lyd som knitren af en kjole, og en dame satte sig i abbedens stol. Hun lignede mere en fin dame end en helgen. "Dette er den hellige jomfru" sagde barnet, men sådan genkendte Caterine hende ikke. Det mærkede barnet, og bekræftede nu derfor med en voksen stemme, at dette var "den Hellige Jomfru".
Nu begyndte Jomfru Maria at tale:
"Mit barn, Gud ønsker at bruge dig til en mission. det vil blive hårdt for dig, men tænk på at du herved gør Gud en ære. Du vil blive plaget indtil du fortæller, hvem der har ansvaret for at lede dig. Du vil blive modsagt, men frygt ikke, stol på nåden. Fortæl med tillid hvad der sker med dig og omkring dig. Hold det simpelt. Vær ikke bange.
Kom her hen til alterets fod, nåde vil blive givet til alle, som helhjertet ønsker det."

Herefter kom Jomfru Maria med dystre forudsigelser:
"Sorg vil ramme Frankrig, tronen vil igen blive væltet, hele verden vil snart være i en forfærdelig tilstand.
Store farer truer seminariet og andre religiøse instutioner i landet. På et tidspunkt hvor faren er op over, vil alle være sikre på, at alt vil blive tabt.
Du vil blive mindet om mit besøg og seminariet vil være beskyttet af Gud. Men det vil ikke være det samme for andre institutioner."
Tårer viste sig i kvindens øjne.
"Der vil blive ofre blandt kirkens folk i Paris, her i blandt ærkebiskoppen. Korset vil blive behandlet respektløst, smidt på jorden og trampet på.
Blodet vil flyde. Tøjet vil blive revet af ærkebiskoppen."
Catherine var lidt usikker på, om forudsigelserne gjaldt lige nu, eller om "cirka 40 år".

Revolutionen indtraf en uges tid senere, 26.-28. juli, og alle forudsigelserne holdt stik.
Faktisk også cirka 40 år senere, i 1870.
Næste morgen fortalte Catherine, at Jomfru Maria havde åbenbaret sig for hende i nattens løb.
Der er lidt uklart, hvem hun fortalte det til, men hun blev beordret til ikke at fortælle mere om det, og det indvilgede hun i.
Hun blev ikke på nogen måde straffet eller pålagt bod.
Det hjalp helt klart på hendes situation, at jomfruens forudsigelser holdt stik.
Men den mission, som Maria havde sankket om, den havde hun endnu intet hørt om.
Det skete først 4 månder senere.

Den 27.november 1830 sidst på eftermiddagen ved ½6 tiden hørte Catherine en lyd som en knitren fra en silkekjole. Den kom fra en platform lige under billedet af St, Joseph.
Hun var sikker på, at Jomfru Maria igen var på spil og ganske rigtigt, da hun kiggede i den retning, så hun den Hellige Jomfru,
Af middelhøjde og klædt helt i hvidt. Hendes ansigt var usigeligt smukt og hendes fod hvilede på en halv globe, hvor der også var en grøn slange med gule pletter. En nærmest oval ramme var formet omkring hende. Inden i var der med guldbogstaver skrevet: "Oh Maria, undfanget uden synd, bed for os, som har hengivet os til dig".
I hånden bar hun en gylden kugle med et lille gyldent kors, der "repræsenterede verden. Specielt Frankrig" fortalte en stemme, "og hvert enkelt menneske".
Strålerne er symboler på den nåde, jeg sender til jer, der beder om dem.
De perler, der ikke udgår stråler fra, er de nåder, som sjæle glemmer at bede for".
Billederne begyndte til sidst at tone ud , og stemmen sagde:
"Lav en medaljon efter denne model. Enhver der bærer den vil modtage stor nåde.
Bær den omkring halsen. Nåde i overflod vil blive givet til dem, der bærer den i tillid."

Den eneste, som Catharine fortalte om sin vision, var hendes foresatte i klosteret, fader John Aladel.
Efter to års tøven og overvejelser, diskuterede Aladel visionen med ærkebiskoppen i Paris, som endte med at give sin tilladelse til at medaljen bliver lavet.
De første 2000 medaljer var klar 30.juni 1832.
Hurtigt spredtes rygtet om medaljerne og brugen af dem.
Pave Pius VIII havde en medalge liggen foran crusifixet på sit skrivebord.
Mere end ½ million var produceret i efteråret 1833.
2 millioner i 1836 og 1 billion var solgt ved Catherines død i 1876.

Der er mange historier, der indikerere, at medaljen har haft magisk virkning.
Det nok mest omtalte eksempel er Alphonse Ratisbonnes omvendelse.
Ratisbonne var en velhavende jødisk bankmand, som nærede et indædt had til den katolske kirke, hviket ikke var blevet mindre af, at hans bror, Theodore, var konverteret til katolocismen.
Kort før den 27-årige Alphonse skulle giftes med en 16-årig niece, ville han på en rejse til Malta. Imidlertid nåede han aldrig dertil, da omstændighederne først bragte ham til Rom.
Her blev han venner med Baron de Bussières, fordi denne var ekspert i Konstantinopel, som Alphonse meget gerne ville vide mere om.
Bussiéres på sin side, så det som en opgave at omvende alle ikke-troende han stødte på.
Alphonses hånlige attitude overfor katolicismen irriterede Bussiéres, hvorfor han stillede denne overfor en udfordring:
Han skulle i en periode bære medaljen og bede Memorare-bønnen hver morgen. Efter lidt tøven tog Alphonce Ratisbonne imod udfordringen med ordene "Det kan vel aldrig skade".
Han tillod derfor at Buisséres datter hang medaljen om halsen på ham.
Baronen opfordrede også nogle af hans venner om at bede for Alphonses omvendelse, heriblandt den dødsyge Grev Laferronays, der døde dagen efter.
Alphonce skulle nu rejse videre og opsøgte Buissére for at aflevere medaljen. Buissére bad ham følges med ham til St. Andrea kirken, hvor baronen skulle forberede grevens begravelse.
Mens Buissére ordnede sine sager, vandrede Alphonse rundt og beundrede statuerne og det flotte interiør i kirken, men blev pludselig helt overvældet af et vidunderligt syn, hvor Jomfru Maria viste sig for ham.
Alphonse Ratisbonne knælede foran den Hellige Jomfru.
Lyset fra hendes ansigst var for stærkt, så han nøjes med at se på hendes hænder. Men heri så han også "hele hemmeligheden om guddomelig tilgivelse". Hun sagde intet, men han forstod det hele.
Senere blev Alphonse Ratisbonne katolsk missionær, specielt med henblik på at omvende jøder til den kristne tro. Han etablerede flere klostre i udkanten af Jerusalem, senest det store Ratisbonne monastry, som nu er et studiecenter for katolsk teologi, Studium Theologicum Salesianum (STS)

På trods af forordningerne om hemmeligholdelse af oplysningerne og om forudsætningerne for medaljen, vidste alle alt om den - undtagen måske, hvem der havde modtaget åbenbaringere.
Catherine arbejdede de følgende 30-40 år på et hospice tilknyttet klostret for 'Sisters of Charity', Som mange andre helgener oplevede hun en lang periode med "spirituel tørke". Hun fornemmede ikke Guds nærvær i sit liv og måtte nøjes med at hvile i sin faste tro.
Hun døde i stilhed - forholdvis anonymt i 1876.
Hurtigt blev omgivelserne dog opmærsomme på hvilken betydningsfuld person, der nu skulle lægges i graven.
I 1933 gravede man hendes afsjælede legeme op og konstaterede, at det var ufordærvet altså ikke begyndt at gå i opløsning, og øjnene var stadig blå.
Liget blev herefter flyttet til seminariet på rue de Bac, hvor det kunne beses bag glas.
Nu er det flyttet og skjult under et alter, bygget i kapellet dér, hvor Jomfru Maria første gang viste sig for Catherine.
Her besøges det dagligt gennemsnitligt af mere end tusinde mennesker.

til indholdsfortegnelsen

La Salette, Frankrig, 1846

De fattige Børn og Åbenbaringen

La Salette er en samling små bosteder lidt oppe i Alperne, mellem Grenoble og grænsen til Italien.
Her var to børn, Maximin Giraud på 11 år og Melanie Calvat på 14 år, sat til at passe nogle køer, der gik og græssede på bjergsiden ved bostedet Ablandin.
De kendte ikke hinanden før de blev hyret til denne opgave, selvom de begge boede i byen Corps, ikke så langt derfra.
Maximins far var hjulmager, og hans mor døde, da Maximin kun var 1½ år. Stedmoren bekymrede sig slet ikke om ham, så han strejfede omkring på gaderne og blev lidt af et problembarn. Indimellem tiggede han.
Melanie var nummer 4 af 10 børn, med en far som stenhugger, eller hvad han ellers kunne tjene penge ved for at skaffe mad til hans kone og de 10 børn. Som barn kunne Melenie også risikere at blive sendt ud for at tigge,
Begge var analfabeter, forstod meget lidt fransk og talte selv kun den lokale dialekt Patois.

På vej hjem fra køerne om eftermiddagen den 19. september 1846 så de et svagt lys ved den hule, hvor de tidligere på dagen havde spist lidt frokost.
Lyset blev stærkere og formede sig til en strålende cirkel. Børnene blev bange og var parat til at løbe, men blev alligevel stående, da cirklen åbnede sig, og en siddende, grædende kvindeskikkelse tonede frem.

Kvinden, som de ikke umiddelbart identificerede som
Jomfru Maria, begyndte at tale til dem.
Først på fransk, men da det gik op for hende, at børnene kun forstod patois, den lokale dialekt, slog hun over i denne dialekt. Da de stadig havde lidt problemer med at forstå hende, overførte hun også mentale billeder til deres sind som opfølgning til meddelelerne.

Den hellige jomfru havde gode nyheder, hvis egnens befolkning ville omvende sig, men hvis ikke, kunne hun ikke længere garantere for konsekvenserne af hendes søns frustrationer.
Nu - beklagede hun - undlod næsten alle at holde søndagen fri, og de bandede og misbrugte Jesu navn.
Kun få gik i kirke, og flere hånede religionen.
Maria kunne ikke blive ved med at beskytte befolkningen. De var blevet advaret.. Høsten havde allerede været dårlig dette år, og den ville blive værre det kommende år med tørke og sult. Og før dette ville børn under 7 år blive grebet af en krampelignende sygdom og dø.
Kun mange omvendelse kunne ændre dette.

Efter præsentationen af disse dystre - men også håbefulde - perspektiver for fremtiden, begyndte Den hellige Jomfru at give hver af børnene hemmelige meddelelser, som den anden så ikke hørte. Først meddelelserne til Maximin. Melanie kunne se, at Maria bevægede munden ligesom før, men nu kunne hun ikke høre noget fra jomfruens mund. Bagefter var det så Melanie, der kunne lytte, mens Maximin blot kunne iagttage Maias mundbevægelser.
De hemmelige meddelelser blev givet på fransk.
Herefter fulgte en snak mellem Maria og begge børnene omkring deres fromhed eller mangel på samme. Hvis de omvendte sig, ville de stenede områder blive til frugtbare hvedemarker, og kartoflerne ville brede sig ved selvsåning.
" Har I aldrig set, hvordan hvedehøsten kan fejle?" spurgte Maria dem, og de rystede på hovedet. Så kunne hun minde Maximin om, hvordan han ved et besøg med sin far på en nabogård, havde fået vist hvede, der dryssede væk som støv. Ja, det huskede Maximin nu.
Til slut bad Den Hellige Jomfru på fransk børnene om at videregive hendes budskab til alle, der ville knytte sig til hende. På fransk måske fordi, børnene herfra lettere kunne videregive budskaberne ufiltrerede - i og med, at de knap forstod sproget.

Budskaberne bringes videre

Da børnene vendte tilbage til husene sidst på eftermiddagen, fortalte Maximin til den utålmodigt ventende Pierre Selme, som havde hyret Maximin, at han og Melanie havde set en smuk kvinde, der havde snakket til dem.
Han blev rigtig ivrig, mens han fortalte om mødet, og kunne ikke forstå, at ingen andre havde kunnet se lyset.
Nu måtte hele familien Pra, der havde sendt Melanie afsted, også høre historien.
Melanie kunne bekræfte synet, og husets bedstemoder, der hørte på, hvad børnene fortalte, begyndte hurtigt at græde og udbrød "Den smukke kvinde må have været Jomfru Maria."
Det blev snart besluttet, at denne historie måtte rapporteres til kirken, så næste morgen blev børnene fulgt hen til fader Jacques Perrin.
Husholdersken ville ikke lade dem forstyrre præsten, der var i gang med at skrive sin prædiken.
I stedet begyndte de så at fortælle hende om mødet med den smukke kvinde. Præsten hørte det imidlertid fra rummet ved siden af og kom grædende ud til dem idet han sagde:
"hvilken lykke at I tilhører mit sogn. Den smukke kvinde må have været Jomfru Maria".

Herefter spredtes rygtet hurtigt og folk strømmede til Salette. På det sted, hvor Jomfru Maria havde åbenbaret sig, udsprang en kilde, og en meget syg kvinde blev helbredt ved at drikke af vandet her fra.
Der kom også skeptikere, som ikke troede på dem, kaldte dem løgnere og svindlere og truede dem med fængsel og udstødelse.
Børnene blev grundigt forhørt af flere gejstelige kommissioner.
Marias første forudsigelser viste sig at holde stik, og allerede i 1847 blev der rapporteret om 23 helbredelser. I slutningen af 1847 var åbenbaringen en stor nyhed i hele landet, og nyheden var også nået til Vatikanet.
Det var Melanies version af budskabet, der blev nedskrevet, og Maximin kunne bekræfte det. Melanie kunne også i detaljer beskrive Jumfru Marias udseende og hendes fortryllende fremtoning.

I årene efter åbenbaringen lærte børnene at læse og skrive, og de blev af gejsteligheden presset til at afsløre deres hemmeligheder i et lukket forum.
Der blev derfor planlagt en seance, hvor begge skulle nedskrive deres hemmeligheder, og det nedskrevne skulle så straks kommes i en kuvert og sendes til paven i Rom.
Nedskrivningen foregik i en sal i biskoppaladset i Grenoble, hvor Melanie og Maximin var placeret ved hvert sit bord, med så stor afstand imellem dem, at de ikke kunne se himandens skriverier.
Der var fire vidner til stede i lokalet. Melanie, der var 19 år på det tidspunkt, spurgte et af vidnerne, hvordan man stavede til "infaillibliment", og Maximin, der nu var 15 år, efterspurgte stavemåden til "Pontiff", et ord der dækkede paveembedet.
Andre kilder fortæller imidlertid, at Melanie nedskrev sin hemmelighed i klosteret i Corenz, og at hun dagen efter fik lov til at rette i det omkring, hvornår ødelæggelsen af de to store byer, Paris og Marseille skulle finde sted.
Bortset herfra vidste (vist nok!) ingen, hvad de havde skrevet.
Brevene blev forseglet og sendt til paven, hvor de blev arkiveret og først genlæst i 1999.

Ved genlæsningen var man overrasket over, så korte disse hemmeligheder var.
Flere forudsigelser, der havde været i spil, var ikke med i dokumenterne i Vatikanet.
Ikke desto mindre indeholdt begge hemmeligheder passager, hvor forudsigelserne var meget svære, for ikke at sige umulige, at få til at stemme med virkelighedens begivenheder.
I Maximins hemmelighed ville et protestantisk land mod nord vende tilbage til den katolske tro, hvorved troen i andre katolske lande blev styrket.
I Melanies hemmelighed ville Paris og Marseile blive helt ødelagt.
Begge forudsigelse. skulle indtræffe indenfor en tidsramme af 100 år, som jo forlængst er overskredet.

Fem år efter åbenbaringen, i 1851, erklærede biskoppen i Grenoble, Philibert de Bruillard åbenbaringen for autenttisk, men den officielle godkendelse blev først annonceret på 100-året for åbenbaringen, 19 september 1946.
25. maj 1852 blev den første sten lagt til den basilika, der skulle rejses på stedet for åbenbaringen.

Ingen af børnene fik noget harmonisk livsforløb ovenpå denne åbenbaring.
Hellighed søgte de, men samtidig havde de svært ved forholde sig til deres rolle, som en udvalgt kommunikationskanal mellem det jordiske og det himmelske.

Maximin Girauds videre skæbne

Maximin begyndte i 1850 på et præsteseminar i Grenoble, men stoppede i 1852, da han ikke følte sig rigtig kaldet til en præstegerning.
I de næste 10-15 år rejste han meget rundt. Han var naturligt omgivet af en hel del nysgerrighed, og også goodwill. Flere gav ham penge, hvis de havde, så de kunne undvære.
Rygterne fortalte, at han let ødslede pengene væk, bl.a. til spiritus, og ligeledes at han ofte satte sig i gæld.
I 1859, som 24-årig, påbegyndte han et medicinstudie ved akademiet i Tonnere, og da han ikke kunne blive indstillet til eksamen her, tog han i stedet arbejde på et apotek.
I 1862 slog han sig ned i Paris og i 1865 kom han med økonomisk hjælp fra Marquis de Pignerolle til Rom og var en del af Pavens forsvarshær (Papal Zoaves) i 6 måneder, hvorefter han vendte tilbage til Paris.
Et angreb i 1866 i avisen "La Vie Parisienne" på troværdigheden af åbenbaringen i Salette provokerede Maximin til at sagsøge dem, og avisen måtte efterfølgende bringe en berigtigelse samtidig med, at Maximin fik udgivet et skrift med titlen "Mit vidneudsagn om tilsynekomsten af ​​Madonna ved Salette".
Som 34-årig vendte han i 1869 tilbage til Corps og blev partner med en forretningsmand, der ville udnytte hans og Salettes navn til at markedsføre en likør. Det var ingen succes, og han blev efter sigende snydt af forretningsmanden.
I 1870 blev han indrulleret i den kejserlige hær på et Fort i Grenoble i forbindelse med den fransk-tyske krig.
Da krigen var slut, vendte han tilbage til Corps, hvor ægteparret Jordain, som også tidligere havde forsøgt at hjælpe ham, tog ham til sig som en slags adoptivsøn og hjalp ham af med al sin gæld, så alle 3 nu måtte klare sig med støtte fra 'La Salettes missionærer', som biskop Philibert de Bruillard havde stiftet i 1852.
I 1874 besøgte Maximin Giraud Salette og fortalte et bevæget publikum om åbenbaringen.
Den 2. februar 1875 var han sidste gang i den lokale kirke i Corps, alvorligt syg af ødem.
Den 1.marts modtog han nadveren i sit hjem og drak vand fra den hellige kilde, der var udsprunget på åbenbaringshøjen;
fem minutter efter overgav han sin sjæl til Gud.
Han blev 39 år gammel.

Henri le Chauff, som var kollega til Maximin i Papal Zoaves, fortalte følgende om Maximin:
"I en almindelig konversation var han ofte famlende, men havde dog sine meninger.
Men når han talte om åbenbaringen, havde han en helt anden fremtoning.
Han måtte virkelig være inspireret af Jomfru Maria, for ced disse lejligheder var han usædvanlig klar og logisk. De bedst formulerede indvendinger var en udfordring for ham, og han tilbageviste dem med samme lethed, som et barn kunne vælte et korthus."

Melanie Calvat's videre skæbne

I 1851 fik Melanie i Corenc lov til at bære nonnedragten med navnet "Søster Maria af korset", men i de følgende år blev hun gentagne gange angrebet af djævelen og så syner, der i perioder gjorde hende både blind, døv og desperat.
Da tiden for hendes aflæggelse af nonneløftet i 1854 nærmede sig, mente biskop de Bruillards efterfølger, biskop Ginoulhiac, derfor, at det var bedst at udsætte denne ceremoni. Melanie ville ikke acceptere denne beslutning.
Inden det kom til en konfrontation forespurgte biskop Newsham fra Nord-England, om han måtte tage hende med til Hexham, Det tilbud accepterede både biskop Ginoulhiac og Melanie med lettelse, så hun endte på karmelitterklosteret Darlington, hvor hun blev fint modtaget i 1855.
Her blev det imidlertid også hurtigt problematisk, da hun ikke ville aflægge nonneløftet - med den begrundelse, at hun havde en opgave at udføre for Jomfru Maria.
Efter en langvarig strid i England vendte Melanie tilbage til Frankrig, hvor Jesuitterpræsten Calval tog hende under sine vinger for noget tid.
Igen opstod der kontroverser, når hun skulle indordne sig i en religiøs orden. I dette tilfælde insisterede hun på at bære en dragt, som Jomfru Maria skulle have vist hende. Hun kunne heller ikke blive optaget i Karmelitterklostret her, og i medlidenhedsordenen fejlede hun i ikke - som aftalt - at hemmeligholde sin identitet.
I 1867 vendte hun for en kort stund tilbage til Corps og Salette, men en italiensk biskop fra Petagna tæt ved Napoli, som havde mødt hende i Marseille, fattede interesse for hende og skaffede hende 1867 ophold i Palazzo Ruffo.
I den følgende tid var hun meget frem og tilbage mellem Frankrig og Italien.
I 1873 nedskrev Melanie igen sit personlige hemmelige budskab fra Jomfru Maria, og fik Sforza, ærkebiskoppen i Napoli til at trykke det.
Samtidig var man i Salette i gang med at udvikle religiøse ordener på grundlag af åbenbenbaringen, hvilket Melanie opponerede imod, da hun hævdede, at Jomfru Maria havde autoriseret hende til at navngive disse ordener.
I 1878 fik hun biskoppen i Lecce til at udgive en brochure med budskabet, som var blevet offentliggjort i 1873. Budskabet indeholdt blandt andet en forudsigelse om, at Rom ville miste troen og blive udgangspunkt for 'Antikrist'.
Dette skrift blev forbudt af pavedømmet ligesom flere andre skrifter, der udgik fra hende eller fra nogle af hendes tilhængere.
Biskop Ginoulhiac følte sig på et tidspunkt nødsaget til at slå fast, at kirken anerkendte åbenbaringerne, som de blev fortalt i 1946, men ikke alle de efterfølgende tilføjelser.

Mange kontroverser fulgte, men indimellem også frugtbare samarbejdsrelationer.
Den hellige Hannibal Maria di Francia (1851-1927) mødte og samarbejdede med Mélanie Calvat, mystikeren fra La Salette, som inspirerede ham til i 1887 at grundlægge kvindeordenen «Døtrene af den guddommelige energi», og ti år senere, i 1897 de såkalte rogationister. Disse to bevægelser er nu udbredt over hele verden. Hannibal blev helligkåret den 16. maj 2004 af pave Johannes Paul II (1978-2005).

Melanie Calvat besøgte Helligdommen ved La Salette sidste gang 18–19 September 1902.
De sidste måneder af hendes liv tilbragte hun i Altamura i Italien, hvor ingen vidste, hvem hun var. For de lokale var hun blot en ældre fransk dame, som hver dag gik til messe i Altamural katedralen.
Hendes identitet blev først afsløret efter at hun blev fundet død i sit hjem 14.december 1904.

La Salette idag

La Salettes missionærsammenslutning har igennem årene gjort et stort arbejde for at udbrede kristendomme via åbenbaringen fra 1846.
Der er bygget et stort kompleks omkring basilikaen, så man kan bo og spise der i længere tid.
Mere end 100.000 mennesker besøger stedet hvert år, og der er oprettet missionsstationer spredt rundt omkring i verden, i Asien, Europa, Amerika og Afrika.

 

 

 

fortsæt

til indholdsfortegnelsen

Lourdes, Frankrig, 1858

I 1844, 2½ år før åbenbaringen i La Salette, blev Bernadette Soubirous født i Lourdes, sydvest for Toulouse ved foden af Pyrenæerne. Forældrene Louise og Francois prøvede uden succes at drive en mølle, men måtte i stedet leve af forefaldende arbejde og havde ofte svært ved at brødføde sig selv og de fire børn, hvoraf Bernadette var den ældste.
Bernadette led af astma, og forældrene dragede derfor særlig omsorg for hende, hvilket somme tider kunne irritere lillesøsteren Toinette.

Den 1. Åbenbaring

En kold februardag i 1858 lå fader Francoise på sengen og frøs. Der var lidt ild i kaminen, men ikke mere brænde. Det som Loise og Toinette samlede dagen før, havde Louise solgt for at familien kunne få lidt at spise. Så nu måtte Louise ud efter noget mere.
Imidlertid kom Toinettes veninde, Jeanne, på besøg, og hun ville gerne ud og samle brænde sammen med Toinette. Bernadette ville også meget gerne med, og det fik hun lov til, selvom moder Louise var ret bekymret for hendes astma. Hun fandt den lille hvide hue frem og gav Bernadette den på.
Pigerne løb først hen til møllen og samlede små træstykker, men blev jaget væk af møllerens kone. Så fortsatte de langs et vandløb ned til floden Gave. Her var en høj klippe og en grotte, der var 8 meter lang og 3,5 meter høj. Massabielle, den gamle klippe, blev den kaldt i folkemunde. Der var meget at finde på den anden side af vandløbet, så Toinette og Jeanne krydsede det kolde vandløb på bare tæer, mens Bernadette blev tilbage.
Hun gik frem og tilbage foran grotten og besluttede sig endelig til også at krydse vandløbet, men da hun begyndte at tage den første sko af, hørte hun en svag puslen i grotten. Da hun ikke kunne se noget, fortsatte hun med den anden, men nu tonede en hel kvindeskikkelse frem, en smuk hvid kvinde, smilende og imødekommende. Bernadette ville gribe efter sin rosenkrans for at gøre korsets tegn, men opdagede at hun slet ikke kunne bevæge armen. Nu gjorde den hvide kvinde korsets tegn og straks kunne Bernadette også gøre det. Øjeblikkelig følte hun da en stor indre usigelig glæde. Hun bad rosenkransen, og så at kvinden også havde en rosenkrans og ville have Bernadette til at komme nærmere, men det turde hun ikke.
Bernadette ventede utålmodigt til de andre kom tilbage. Hun spurgte om de havde set noget. Det havde de ikke, og hun ville så helst heller ikke fortælle om, hvad hun havde set.
Toinette og Jeanne havde samlet brænde og klunserting. Jeanne gik straks videre med klunsertingene, mens Bernadette, der nu havde fået flere kræfter, og Toniette samlede brændet sammen og gik hjem med det. På hjemvejen fik Toinette overtalt Bernadette til at fortælle, hvad hun havde set mod at love, at bevare det som en hemmelighed.
Da de kom hjem, fortalte Toinette det alligevel videre til forældrene.
Forældrenes reaktion var i første omgang frygt og usikkerhed, fulgt op af formaningen: Vend ikke tilbage til dette sted.
Alligevel også lidt undren: kunne det være en afdød slægtning?
Jeanne vendte snart tilbage med brød, som hun havde købt for de penge, en klunser havde betalt for klunset, og den gode stemning var tilbage, glemt var alt om Massabielle og den hvide kvinde, Aquero, som Bernadette omtalte hende.

Den 2. Åbenbaring

Bernadette følte en uforklarlig trang til at vende tilbage til åbenbaringsstedet, og de andre piger var nysgerrige. Toinette havde fortalt Jeanne og tre andre piger om synet. De plagede Louise om bare at gå derned én gang til søndag den 14.februar, tre dage efter den første åbenbaring. Louise lod det være op til Francois, der var på arbejde hos Cazenave. I første omgang sagde Francois nej, men efter Cazenave's undren, gav han sig alligevel.
På vejen ned mod grotten sluttede flere piger sig til dem, så de var omring 12, der ankom til grotten sammen med Bernadette.
Der gik ikke længe før, Bernadette sagde "Der er hun" og smilede saligt. En af de andre piger gav hende noget helligt vand, som hun stænkede på den hvide kvinde, der bare smilede mere og mere. mens Bernadette bad hende om at blive, hvis hun var fra Gud, og hvis ikke: at gå bort.
Nu gik Bernadette helt i trance og blev ligbleg i ansigtet, og forblev sådan så længe, at de andre piger blev bange og tilkaldte hjælp. Mølleren kom og bar hende op til møllen. Han havde aldrig set et lignende ansigtsudtryk. Bernadette smilede og udstrålede blidhed som en engel. Hun blev lagt på møllerens sofa, fik farven tilbage i ansigtet og kom til sig selv. Her kunne hun blot fortælle, at hun så en smuk hvid pige (kvinde) med en rosenkrans i hænderne.
Rygtet gik nu over hele Loudes, og mange kom til møllerens hus før Bernadette blev hentet hjem af Louise, der var fuld af bekymring, og udtrykte det ved at skælde Bernadette ud. På ny forbød forældrene hende at gå ned til grotten igen.
Snart havde hele egnen hørt om synet og de fleste havde ikke meget til overs for fortællingen, men hånede eller drillede Bernadette i stedet.
Dog var der også nogen, der ikke umiddelbart afviste underet. Heriblandt en velhavende kvinde, Madame Milhet, der anede at det måske kunne være hendes afdøde guddatter.
Hun inviterede Bernadette hjem og gav hende godt at spise, som der ikke var råd til derhjemme.
Til sidst fik hun overtalt Louise til at hun måtte tage Bernadette med til grotten endnu en gang.

Den 3. Åbenbaring og de Efterfølgende

Så gik turen på ny til Massabielle og grotten. Aftalen var, at kun Madame Milhet og hendes syerske skulle følge Bernadette denne gang, men mange andre fulgte alligevel også med - i stilhed og medbringende en rosenkrans.
Bernadette var blevet udstyret med papir og pen, så hun kunne bede den hvide kvinde nedskrive sit navn. Det kunne kvinden ikke se nogen grund til, men hun bad Bernadette om at komme til grotten hver dag i 15 dage, og hun fortalte også, at hun ikke kunne love at gøre Bernadette lykkelig i denne verden, men i den næste.
Herefter gik Bernadette ned til grotten hver dag, og flere og flere fulgte hende.
Tidligt om morgenen. Når hun ankom kunne der allerede sidde flere hundrede og vente.
Mange bar rosenkranse og tændte lys.
Enkelte dage dukkede Aquero slet ikke op, men normalt kom hun, og Bernadette kom i ekstase. Hendes strålende og engleagtigt blide ansigt overbeviste mange om hendes særlige oplevelser, mens andre vedblev med at være skeptiske og afvisende. Den velkendte angst for det ukendte åbenbarede sin egen form for logik: det, man ikke forstår, skal man ikke kunne lide.

Den store folkevandring hver morgen bekymrede ordensmagten. Efter den sjette åbenbaring greb de ind. Da skolen sluttede stod en gruppe betjente og ventede på Bernadette. Der var ingen politistation i byen, så hun måtte følge med politichefen Jacomet til et forhør i hans private hjem. Her kunne hun naturligvis ikke gøre andet end at fortælle tingene, som hun oplevede dem.
Hun var helt rolig og fattet gennem hele forhøret. modsat politichefen, der mistede besindelsen, sendte bud efter hendes far, og sammen forbød de hende at gå ned til grotten igen.
Hun ignorerede forbuddet og fortsatte indtil den niende åbenbaring, der var skelsættende.

Den 9. Åbenbaring og Kilden

Ved den niende åbenbaring skete der noget mærkeligt.
På et tidspunkt mens Bernadette var i ekstase, rejste hun sig og gik lidt modsat den retning, hun ellers kiggede mod i åbenbaringen. Her bøjede hun sig ned og skrabede med fingrene nogle gange i jorden indtil der kom lidt mudder og vand frem, Det drak hun af, og fik mudder smurt ud i ansigtet.
Reaktionen hos de mange mennesker, der kiggede på, var mestendels negativ. "Nu er hun da blevet helt skør" tænkte eller sagde mange.
Bernadette blev bagefter eskorteret op til et hus i byen, og først da hun sad her, forklarede hun sine handlinger. Aquero havde bedt hende om at drikke af jordens vand og spise af græsset. Som bod for synderne, som bod for at folk vendte sig bort fra Gud.
Nu måtte hun gennem et nyt forhør, denne gang hos den offentlige anklager Dutour. Hun blev hentet i familiens hjem og Loise fulgte med, Francois var på arbejde, så onklen gik i stedet med til forhøret. Han fik dog ikke lov til at komme med ind i forhørslokalet.
Forhøret mindede om det tidligere politiforhør, og resulterede i en falsk og fordrejet rapport.
Imens larmede en vred folkemængde uden for huset.
Også denne gang fik hun forbud mod at gå ned til grotten igen, men kunne ikke adlyde dette forbud, da hun jo havde lovet Aquero at komme i 15 dage.

Dér, hvor Bernadette havde gravet i jorden med hænderne, var der udsprunget en kilde, som hurtigt viste sig at være helbredende.
Catherine Latapie var den første, hvis helbredelse fra kilden blev godkendt af kirken. Hun kunne ikke bruge to af sine fingre, der var lammet og hævet til dobbelt størrelse efter et fald for et par år siden. Hun følte, da hun hørte om kilden, straks en impuls til at gå mod grotten. Hun ankom højgravid tidligt om morgenen den 1.marts, sammen med sine 2 børn, Her mødte hun Bernadette og lagde sig på knæ for at bede. Derefter holdt hun hånden hen til vandet og fik hurtigt følelsen tilbage i fingrene samtidig med at hævelsen aftog, så fingrene fik normal størrelse igen.
Senere er der registreret knap 70 anerkendte mirakuløse helbredelser og 7000 uforklarlige helbredelser ved kilden i Lourdes.

Næste dag sad Bernadette derhjemme og overvejede, om hun skulle overtræde forbuddet mod at gå til grotten. Louise græd og tryglede hende om at blive hjemme, men Bernarde, den ældste moster, sagde, at hun ville gå til grotten, hvis hun var i niecens sted, og det endte da også med, at Bernadette tog sin hvide hue på og gik derned.
Der var cirka 600 mennesker samlet, og Bernadette knælede, tændte lys og bad Rosenkransen, men Aquero var der ikke denne dag og kom ikke.
Det gjorde hun derimod de følgende dage, hvor man oplevede den 10., 11., og 12. åbenbaring.

Den 13. Åbenbaring

Den trettende åbenbaring fandt sted den 2 marts.
Allerede ved midnatstid dagen før begyndte folk at stille sig op ved Massabielle, klippen ved grotten. Tidligt om morgene ankom Bernadette til grotten, og på det tidspunkt var allerede knap 2000 mennesker samlet ved grotten.
Det var svært for Bernadette at komme til at kysse jorden og drikke af vandet for de mange mennesker, der stod så tæt omkring. Men hun udførte det sædvanlige rituale, knælede, bad Rosenkransen og kom i ekstase. Det var tydelig for de nærmeste at hun havde kontakt med et højere væsen.
Hun bevægende munden uden at man kun høre at hun snakkede, Hun kunne i korte øjeblikke se trist ud, men var mest smilende og udstrålede en engleagtig glæde. Da hun var kommet ud af ekstasen gik hun direkte op til præstegåden.
Aquero havde nemlig bedt hende om at fortælle præsterne, at hun ville have bygget et kirke på stedet, og at de gejstlige skulle gå i procession derned.

Præsten i byen hed Peyramale, og han havde det ikke godt med disse åbenbaringer.
Det var lettest for ham at være totalt afvisende og vred over dem. Men rygterne om helbredelser gjorde ham alligevel lidt i tvivl.
Bernadette var godt klar over risikoen for en totalt afvisende og negativ modtagelse hos Peyramale. Derfor bad hun to af sine mostre, Bernarde og Basile, om at gå med.
Umiddelbart anså præsten ikke dette trekløver som værdige til at fremføre ønsker til kirken.
Han havde tidligere eksamineret Bernadette på skolen og konstateret, at hun ikke havde noget begreb om 'den hellige treenighed'. Og begge mostrene havde han bortvist fra 'Children of Mary' skolen fordi, de var blevet gravide før de blev gift. Alligevel var han nødt til at tage imod delegationen, da et følge på 2000 mennesker havde fulgt dem til dørs.
Peyramales vrede påvirkede Bernadette så meget, at hun ikke rigtigt fik fremført Aqueros ønsker før, audiensen var forbi. Men Dominique Czenave, Francois' arbejdsgivers hustru, var medhjælper i kirken, så ved hendes mellemkomst kunne Bernadette igen komme til at tale med Fader Peyramale. Nu lyttede han faktisk så meget, at han forlangte at kende navnet på kvinden før, han kunne overveje at imødekomme hendes forespørgsel. Hvis han kunne få navnet, og hvis rosenbusken ved grottens indgang begyndte at blomstre, så ville han være positivt indstillet overfor anmodningen.
Aquero viste sig ikke for Bernadette ved grotten næste morgen, hvor der var i tusindevis af mennesker samlet. Men senere på dagen vendte hun tilbage og her fik hun sin 14.åbenbaring, dog uden at få spurgt efter navnet.
Dagen efter, den 4.marts, var politiet mødt talstærkt op for at forhindre kaos ved Massabielle. Da de ankom kl.6 om morgenen var der allerede 8000 mennesker ved grotten. Bernadette ankom kl.7 og gik ind i grotten, knælede, tændte lys, begyndte på Rosenkrandsen og kom i ekstase. Denne gang huskede hun at spørge efter kvindens navn, og hun bad også om, at rosenbusken skulle blomstre.
Kvinden smilede bare, og gentog at hun ønskede sig en kirke bygget på stedet.

Nu stilnede det hele lidt af, og i de følgende tre uger var der ingen åbenbaringer.

fortsæt

Den 16. Åbenbaring

Om morgenen den 25.marts, Maria's Bebudelsesdag, vågnede Bernadette tidligt om morgenen med en stærk indre glæde. "Jeg er nødt til at gå til grotten nu" sagde hun. Louise fulgte med hende og flere folk kom til. Bernadette bad Rosenkransen og så Aquero nærme sig inde fra grotten.
Hun blev fyldt med glæde og huskede denne gang at spørge om kvindens navn. Mange gange.
De første tre gange smilede Aquero bare uden at svare, men den fjerde gang vendte hun sin rosenkrans i hænderne, så op mod himlen og sagde " Jeg er den ubesmittede undfangelse ".
Kort efter ophørte visionen.
Bernadette rejste sig straks og stilede op mod præsteboligen. Hun svarede ikke på folks spørgsmål undervejs, og man kunne se, at hun bevægede munden uden dog at sige noget.
Ved præsteboligen henvendte hun sig direkte til Fader Peyramale med de samme ord: "Jeg er den ubesmittede undfangelse". Han blev chokeret, og svarede i første omgang, at sådan noget kunne man da ikke hedde.
Vidste Bernadette mon overhovedet, hvad det betød?
Det gjorde hun ikke, og hun var også ked af, at Aquero ikke - som hun havde håbet - var Jomfru Maria,
Fordi hun ikke forstod ordene, gentog hun dem igen og igen for sig selv - hele vejen fra grotten og op til præsteboligen. Så hun ikke glemte navnet eller gengav et forkert navn.
Peyramale var - da sammenhængen gik op for ham - på grådens rand, prøvede at lade være med at græde, men kunne ikke holde tårerne tilbage.
Han sendte Bernadette væk, for nu havde han brug for at være alene.
Bernadette gik uforstående derfra, men med bevidstheden om, at hun nu havde gjort hvad hun skulle. Hun kunne ikke forstå meningen med ordene, og hun kunne heller ikke forstå, hvorfor Peyramale græd.
Senere på dagen snakkede hun med nogle voksne bekendte, der forklarede ordenes betydning og at det faktisk var Jomfru Maria, der havde åbenbaret sig for hende. Det blev Bernadette lykkelig for at erfare, men hun forstod ikke forklaringen på ordenes betydning, som hun opfattede som lige så underlig som dét der med treenigheden.

Åbenbaringerne bekræftes og en Kirke bygges

Fader Peyramale skrev nu til biskoppen i Tarbes for at sætte et arbejde i gang hen imod en anerkendelse af åbenbaringerne. Han var nu blevet overbevist om, at det ikke var noget, Bernadette Soubious havde fundet på.
Hun forstod ikke ordene, og endnu mindre vidste hun, at man ved et konvent i Rom for 4 år siden havde vedtaget et dogme om, at Jomfru Maria var en ubesmittet undfangelse.

Omkring grotten og Massabielle var der kampe mellem de troende, kultisterne, og ordensmagten, der søgte at forhindre, at området blev overrendt og ødelagt.
Lokale håndværkere havde etableret en tank til at opsamle og aftappe kildevand i, og de havde opsat hylder til lys og lysestager.
Men myndighederne var nervøse for hygiegnen - især en ny udbredelse af kolerasmitten - med så mange mennesker samlet på ét sted. Der blev derfor sat barrikader op, så man ikke længere kunne komme ind i grotten. Dem måtte Bernadette også forcere ved den sidste åbenbaring i juli. Kultisterne rev barrikaderne ned, men de blev bygget op igen.
Mere end 50 kultister påstod, at de havde set den Hellige Jomfru.
Amtmanden fra Tarbes truede i begyndelsen af maj med at fængsle alle, der hævdede at have oplevet visioner.

En særlig hændelse fik imidlertid myndighederne til at opgive at kontrollere tilbedelsen.
I midten af august var Kejser Napoleon og familie på sommeresidens i Biarritz nær Lourdes. Kejserens søn på to år havde fået et alvorligt hedeslag, og der var fare for, at det skulle udvikle sig til meningitis. Kejserinden bad sin guvernante om at tage til Lourdes med drengen. Her mødtes hun med Peyramale og med Bernadette, og gik så til grotten og fik en masse vand fra kilden hældt på drengen, som straks blev rask.
I taknemmelighed beordrede Kejseren myndighederne til at fjerne alle barikaderne fra grotten.
I november nedsatte biskoppen en komité til at vurderer om åbenbaringerne var sandfærdige. Komitéen var dybt imponeret af Bernadettes ligefremme oprigtighed ved forhørene. Hertil kan lægges kejseren resolutte indblanding, anseelige pengegaver og stigende salg af hellige billeder, så det var ikke overraskende, at komiteen afsluttede de 4 års undersøgelser med at godkende miraklerne, samtidig med at de besluttede at bygge en helligdom og danne et valfatsted ved Massabielle.

Peyramale og Laurence, biskoppen i Tarbes, fik råderet over grotten og dens omgivelser i 1861, og begyndte straks at planlægge indretningen og bygge den første af kirkerne, The Basilica of the Immaculate Conception. Den blev indviet i 1876.
Siden er to flere kirker bygget i det store bygningskompleks, der er opført mellem 1866 og 1901 i direkte forbindelse med Massabielle-grotten. De tre kirker i komplekset er forbundet med hinanden med trapper og ramper.
Området omkring grotten ligger separat fra byen og administreres af den katolske kirke. Det er et areal på 51 hektar med over tyve kirker, logier for syge og deres hjælpere, samt forskellige kirkelige kontorer.
Stedet besøges årligt af cirka 6 millioner pilgrimme.

Bernadette Soubirous videre Skæbne

Den 17.åbenbaring oplevede Bernadette 7.april og herefter havde hun brug for en pause fra al offentlighed, så hun boede et par måneder hos en kusine i en nærliggende by.
Den 16.juli vendte hun tilbage og oplevede her den sidste åbenbaring.

Mens biskoppens komission arbejdede på den kirkelige autorisation af åbenbaringerne, overtalte Peyramale og borgmesteren i Lourdes lederen af skolen og hospitalet under ordenen 'Kærlighedens Søstre i Nevers" til i 1860 at optage Bernadette som kostelev.
Det var svært for hende at være væk fra familien, men det var på den anden side alt for trættende der hjemme hver eneste dag at blive opsøgt af mennesker, der ville se hende, tale med hende eller bede hende om hjælp. Som kostelev i Lourdes kunne hun alligevel se sine forældre så tit hun ville.
Hun fik valget mellem at gå i skole med de betalende børn, eller med de fattige børn, som hun hidtil havde gået i klasse med. Hun valgte det sidste, og glædede sig til et helt år, hvor hun kunne koncentrere sig om endelig at lære at læse og skrive.

Søstrene på skolen lærte nu Bernadette et kende fra flere sider, og de var ikke ubetinget begejstret for dem alle. Hun kunne være stædig, og med udpræget retfærdighedsans og var hurtig til at forsvare kammerater overfor de fejlopfattelser, som de overordnede kunne have af dem.
Små gavtyvestreger var hende heller ikke fremmed.
Men alle anerkendte hendes respekt for Gud, og den intensitet og alvor, der var i hendes bøn.
Bernadette bragte glæde og humør dér, hvor hun var. Nogle af ordensøstrene mente, at hun bragte for meget munterhed med sig. Hun elskede at gøre andre glade og muntre.

Når folk ville tale med hende om visionerne, sagde hun: "Lad mig være.”
Bernadette opfattede visionerne som en gave, ikke som en egenskab, der kunne tilskrives hende selv.
Hun ville faktisk hellere udholde sine voldsomme astmaanfald end at modtage besøg som den helgen, hun ikke var.
Astmaanfaldene kunne nu være meget slemme, selvom hun fik mad nok, var lunt klædt på og levede komfortabelt.

Bernadette ville være nonne, så derfor skulle hun til klosteret i Nevers, langt fra hjemmet. Hendes anmodning blev accepteret i november 1864, og hun gennemførte sin prøveperiode på et år i Lourdes, og rejste derefter til Nevers i juli 1866.
Hun ankom i det samme tøj, som hun havde på ved grotten, også den hvide hue. Her fortalte hun første dag om sine visioner, hvorefter hun lagde den hvide hue væk og skiftede til novicedragten og et helt andet fokus med sit liv.
Det var første gang hun var væk fra Lourdes og sin familie. Det var hårdt for hende, brevene hjemmefra læste hun kun, når hun var alene, for de fik hende hver gang til at græde af hjemlængsel.
Hun skulle arbejde som sygehjælper i klosteret, men blev efterhånden selv så syg af astma, at det var hende, der måtte plejes. Hun kastede ofte blod op, og kunne næsten ikke få vejret.
Den 25.oktober troede man, at hun skulle dø.
Lægen, der var tilkaldt mente ikke, hun kunne leve natten over, så om aftenen fik hun lov til at aflægge nonneløftet. Hun var for svag til selv at udtale ordene, så det gjorde biskoppen for hende, og hun skulle blot sige Amen.
Mens alle sad og ventede på, at døden indtraf, rejste Bernadette sig pludselig op i sengen og sagde "Jeg skal ikke dø i nat".
Priorinden blev lidt vred over, at hun så havde fået biskoppen hidkaldt midt om natten.
Bernadette fortalte senere veninden søster Emilie, at hun ved himlens port havde fået at vide, at det ikke var hendes tid endnu.

Den 8.december døde hendes mor som 41-årig efter et hårdt liv med 9 fødsler, hvoraf kum fire af børnene fik lov at leve. Det var en meget hård tid for Bernadette, og først den 2.februar 1867 kom hun tilbage til klosteret.
Den 30.oktober gentog hun sit nonneløfte, og blev nu kaldt Søster Marie-Bernard.
Den 4.marts 1871 døde hendes far og hun græd igen meget og så frem til at møde forældrene senere i himlen.

Livet på klostret i Nevers fortsatte. Bernadette passede de syge med indlevelse.
Til Julie Garros, som Bernadette var tutor for, havde hun ifølge denne sagt: "Husk altid, at se Herren i den syge og fattige. Jo mere elendig, det fattige menneske er, jo mere skal man elske ham eller hende,”
På den ene og anden måde var hun stadig generet af sin fortid.
Priorinden og de overordnede i klosteret behandlede hende ikke godt. Det kunne delvis skyldes, at de forventede mere af hende, da hun var 'udvalgt' - og måske kunne der også ligge lidt jalousi bag?
Der var også fortsat megen offentlig opmærksomhed på hende, folk kom for at ville se hende, og sågar også for at røre ved hende.
Undersøgelser og forhør ville tilsyneladende heller ingen ende tage.
På baggrund af udtalelser om hendes mentale tilstand, blev psykiateren Robert Saint-Cyr i september 1872 sendt til Nevers for at iagttage hende mens hun arbejdede.
Tilbagemeldingen var bl.a. at hun kunne udvise stor autoritet, og at han havde fuld tillid til hende.
Fra 1875 og frem blev hendes helbred ringere og ringere. Fra den 11.december 1878 var hun nærmest bundet til sengen.
Ikke desto mindre pressede Jesuitten Cros, der var igang med en videnskabelig afhandling om åbenbaringerne, så meget på, at han til sidst fik pavens tilladelse til et interview med Bernadette - selv om nonnerne på klosteret gjorde alt, hvad de kunne, for at forhindre det.
Det blev til 3 interviews, 12.januar , 30.januar og 3.marts , altså i de sidste 3 måneder af hendes liv. Bernadette kunne naturligvis ikke huske alle detaljer fra den gang, og havde slet ikke lyst til i den grad at blive udfrittet på sygesengen.
Langt værre var det imidlertid for hende de seneste år at opleve et åndeligt mørke, hvor det føltes som om Gud havde forladt hende. Dét, der i den mystiske litteratur kaldes 'sjælens mørke nat'. Ligesom Catherine Labouré havde oplevet 'spirituel tørke'

Jomfru Maria, den Ubesmittede Undfangelse, kunne ikke love at gøre Bernadette lykkelig i denne verden, men i den næste.
Bernadette Soubirous døde 16.april 1879.

Da man i 1909 første gang gravede hendes lig op viste det sig, at det slet ikke var gået i forrådnelse, så man kunne påbegynde en forskønnelsesproces. Heller ikke i 1919 var legemet gået i forrådnelse, på nær en smule misfarvninger i ansigtet, som blev udbedret med et lille lag voks.
Måske skyldes misfarvningerne, at nonnerne vaskede ansigtet i 1909.
Nogle mener, at det skulle have været urørt fra 1909.
I 1925 gav man også ansigtet lidt mere farve. Herefter blev liget lagt i en glasmontre, og kan nu beses i klosterkirken i Nevers.

I 1933 blev Bernadette kanoniseret som St. Bernadette.

fortsæt

til indholdsfortegnelsen

Pontmain, Frankrig, 1871

Her er så historien om, hvorledes Jomfru Maria under den fransk-prøjsiske krig brød ind og stoppede den prøjsiske hærs erobring af Frankrig i 1871. Eller mere forsigtigt og præcist udtrykt, så åbenbarede hun sig i Pontmain samtidig med, at den prøjsiske hær stoppede sin fremmarch lidt udenfor byen Laval, tæt på Pontmain.

Otteogtredive mænd fra den lille by, Pontmain, var indkaldt til den franske hær.
Blandt dem August Friteau, hvis stedfar, Cesar Bernadette og hans yngre halvbrødre, der var henholdsvis 10 og 12 år, gik og arbejdede i familiens lade sidst på eftermiddagen den 17.januar 1871.
Janette Detais, en kvinde fra byen, havde fået melding om, at August var i god behold, og denne glædelige nyhed ville hun overbringe stedfaren, hvorfor hun opsøgte Cesar og drengene i laden og fortalte dem de gode nyheder
Mens Janette og Cesar stod og snakkede, gik den ældste af brødrene, Eugene, lidt ud i den friske luft, hvor mørket sænkede sig og stjernene begyndte at blive synlige. På ét sted blev stjernerne dog ikke synlige, hvilket Eugen undrede sig over - indtil han så en høj smuk kvinde, klædt i blåt, tone frem dér på himlen.

Han kaldte straks på de andre, som kom ud for at se med, men kun hans lillebror, Joseph, kunne se Kvinden. Såvel Janette som Cesar kunne ikke se andet, end tre stjerner, der dannede en trekant.(siger alle rapporterne, men vil tre stjerne ikke altid danne en trekant, med mindre de er på linje?).
Drengene beskrev for hinanden hvad de så, men Cesar pointerede overfor drengene, at der umuligt kunne være nogen smuk kvinde på himlen, for så ville han og Janette jo have kunnet se hende.
Victoria, drengenes mor, blev afbrudt i sin forberedelse af aftensmaden for at hun også skulle kigge på himlen, Hun kunne heller ikke se noget, og bad først drengene om at fremsige Ave Maria fem gange, og derefter kommanderede hele familjen med ind for at spise aftensmad.

Efter maden ville drengene hurtigt ud igen, og de observerede til deres begejstring, at den smukke dame stadig var på himlen. Hun var på størrelse med Søster Vitaline, fortalte de.
Søster Vitaline fra den nærliggende katolske skole blev så tilkaldt, men hun kunne heller ingen kvinde se på himlen. På vej tilbage til skolen bad Victoria Søster Vitaline om ikke at bringe optrinet videre for, at familien ikke skulle risikere at blive stillet i miskredit.
Tilbage på skolen igen fik Søsteren imidlertid den indskydelse at bede to af pigerne om at følge med hen til familien Barbadettes ejendom.
Disse piger var Francoise Richer på 11 år og Jeanne-Marie Lebosse på 9 år, og de fik ingen begrundelse for, hvorfor de skulle følge med.
Da de ankom til laden, så de to piger straks åbenbaringen på himlen og beskrev kvinden i en smuk blå kjole med forgyldte stjerner på.
Nu ankom en anden nonne, Søster Marie-Eduoard, også til stedet og hun kunne heller ikke se noget, men formodede at ingen voksne kunne se åbenbaringen, men alle børn kunne og fik hurtigt fat i andre børn, der tilsyneladene også 'så noget'.
Men de var alle småbørn og bliver normalt ikke medregnet som seere.

Efterhånden var der samlet onkring 50 mennesker ved Barbadettes lade. Søster Marie-Edouard tog et slags lederskab for tilskuernes oplevelse af børnenes visioner, Der kom stadig flere til, og Marie-Edouard fik også trukket den gamle svagelige præst derhen, hvorefter hun begyndte at bede en særlig udgave af rosenkransen.
På dette tidspunkt gik åbenbaringen ifølge børnene ind i en anden fase.
Her sås et rødt kors ved Kvindens hjerte og en blå oval med fire utændte lys indhyldede Kvinden, mens stjernerne samtidig blev omarrangeret.
En mand blandt tilskuerne råbte, at prøjserne nu var ved Laval, og derfor opfordrede han alle til at bede.
Nonnerne Søster Marie-Edouard og Søster Vitaline sang for på Maria-hymner som "Inviolata" og "Magnificant", og de fremmødte sang med.
Tredie fase af åbenbaringen indtraf nu. Kvinden på himlen løftede hænder til skulderhøjde, vendt ud mod forsamlingen, og et stort hvidt område, et slags skriveunderlag, viste sig under hende. Hymnen "Magnificant" blev afbrudt, da børnene opremsede de gyldne bogstaver, der viste sig i det store hvide område på himlen. Først et M, så et a o.s.v. indtil den første sætning var formet: "Men bed, mine børn".
Nu gik åbenbaringen ind i fjerde fase, hvor det røde kors blev større, og Kvinden flyttede det ind foran brystet. En ny sætning blev nu bygget op: "Gud vil snart opfylde jeres bønner". Det forstod de fleste på den måde, at det drejede sig om krigens gang, og glædesudbrud bredte sig blandt de forsamlede.
Børnene grinte også og fortalte at Kvinden lo med.
I femte fase rakte Kvinden hænderne frem, det røde kors forsvandt mens to hvide kors viste sig på Kvindens skuldre, en stjerne bevægede sig rundt i den blå oval og tændte lysene, hvorefter den blev fikseret over Kvindens hoved.
I den sætning, der her blev dannet, "Min søn tillader sig at blive berørt" blev det implicit fastslået, at Kvinden måtte være Jomfru Maria.
Herefter ophørte åbenbaringen langsomt.
Den havde da varet i 3 timer.

Dagene efter Åbenbaringen

Samme aften, altså 17.januar, indstillede den prøjsiske hær af uforklarlige årsager deres fremmarch. 
General von Schmidt, kommandanten for den Prøjsiske hær, som var på vej til at indtage byen Laval, modtog ordre fra sin overordnede om ikke at gå ind i byen.
General Schmidt er citeret for om morgenen den 18.januar at skulle have sagt: "Vi kan ikke bevæge os længere i den retning, der er en usynlig Madonna, der har stillet sig i vejen."
Den pludselige stoppen op af de Prøjsiske tropper, da de kunne se Laval, og deres tilbagetrækning den følgende morgen, holdt sammen med befrielsen af Bretagne, betød et vendepunkt og i praksis en afslutning på krigen.

Allerede dagen efter ankom flygtninge fra Laval og fra de nærliggende egne til Pontmain for at bede udenfor Barbadettes hus eller i laden.
Den 23 Januar 1871 blev en våbenhvile aftalt.
Den 10.maj i 1871 blev en fredstraktat underskrevet.
Kort herefter vendte alle 38 indkaldte mænd og drenge uskadte tilbage til Pontmain.

Året efter måtte den lokale kirke, Barbadettes lade og huset overfor vige pladsen for fundamentet til en ny prangende Basilika til ære for Håbets Kvinde (Notre-Dame de l'Espérance).

Det ligesom lå i luften, at denne åbenbaring i den grad måtte være troværdig.
Det kunne da unuligt være noget, som børnene fandt på!
Naturligvis holdt man alligevel de traditionelle forhør af børnene, hvor de skulle gentage deres oplevelser.
Alle der forhørte børnene var imponeret over deres oprigtighed og åbenhed.

fortsæt

Det konstateredes også med tilfredshed, at i modsætning til de analfabeter, der oplevede den Hellige Jomfru i La Salette og i Lourdes, så var specielt Barbadettebrødrene fortrolige med det bibelske budskab, og - til forskel fra Bernadette Soubirous fra Lourdes - så var de også velbevandret i nadverteksten (The Holy Communion)
Et år senere, 2.februar 1872, kunne Lavals biskop, Wicart, fastslå:
"Vi tror på, at den ubesmittede Maria, Guds moder den 17.janar 1871 har vist sig for Eugene Barbadette, Joseph Barbadette, Francoise Richer og Jeanne-Marie Lebosse i landsbyen Pontmain.
I al ydmyghed og underdanighed for en endelig dom fra den pavelige domstol, center for enheden og for ufejlbarlig sande vidnesbyrd for hele kirken."

Basilikaen blev færdig og indviet i år 1900, og besøges nu årligt af cirka 300.000 pilgrimme.

Den videre Skæbne for 3 af Seerne

Eugene Barbadette blev ordineret som 25-årig og var præst forskellige steder i bispedømmet omkring Pontmain. Han døde som 69-årig og efterlod sig et omdømme som en retskaffen, ivrig og kompromisløs prædikant.
Joseph sluttede sig til "Sammenslutningen af oblater (børn med klosteropdragelse), der tjener Maria, den ubesmittede", og blev her ordineret som præst som 24-årig.
På opfordring af sine foresatte nedskrev han en udførlig beskrivelse af åbenbaringen ved Pontmain. Han døde som 70-årig og blev begravet på kirkegården i Pontmain.
Francoise Richer var først tjener, men uddannede sig snart til lærer og underviste på forskellige små skoler, indtil hun i år 1900 mødte Eugene Barbadette igen.
På det tidspunkt var Eugene abbed, og Francoise blev husholderske for ham. Det kunne tænkes, at de levede i et slags partnerforhold, men ikke ægteskab, da katolske præster jo skulle leve i cølibat.
Hele livet igennem var hun en god kristen og passede de daglige gøremål tl ære for den gode Gud og for den gode Jomfru. Hun døde i 1915 som 53-årig og blev begravet på kirkegården i Châtillon-sur-Colmont, hvor Eugen også senere blev begravet.

Historien om Seeren, der ikke så

Jeanne-Marie Lebosse blev født den 12.september 1861 i Gosné tæt ved Pontmain.
Hendes mor blev lam i 1868, og da faderen ikke kunne tage sig af hende, blev det i stedet hendes tante, Søster Timothée, der tog vare på hendes opvækst.
Som navnet indikerer, vat Søster Timothée nonne, og hun var også forstander på skolen i Pontmain, hvor Jeanne-Marie så naturligt nok blev elev.
Den lille pige var fast besluttet på selv at blive nonne.
Som det fremgår af ovenstående og af alle overleveringer om åbenbaringen ved Pontmain, så så hun også Den Hellige Jomfru uden for Barbadettes lade. Det var jo hende og Francoise Richer, der blev hentet fra nonneskolen af Søster Vitaline, og som straks bekræftede Barbadettebrødrenes syn, selvom de ikke havde hørt drengenes beskrivelse.

Men Jeanne-Marie så ikke andet på himlen om aftenen den 17.januar 1871 end de tre stjerner, der dannede en trekant.
Hun gentog udenfor Barbadettes lade i begyndelsen blot, hvad den to år ældre, Francoise, sagde, og hurtigt blev Jeanne-Marie overvældet af stemningen, og ville ikke skuffe forsamlingen ved at indrømme, at hun ikke så den smukke Kvinde. Eller også havde hun bare ikke mod til at gøre det.
Man kan forestille sig hvilke følelser en lille 9-årig pige rammes af, når hun bliver centrum for en himmelvendt forsamlings opmærksomhed.
Hun fortsatte således med de 'hvide' løgne og følte at hun trods alt var en del af noget større.
Ved de efterfølgende afhøringer var hun altid den sidste af de fire, der blev udspurgt, så her gentog hun også bare, hvad de andre havde sagt. Det er i hvert fald, hvad hun senere har fortalt.
Hun er faktisk blevet tillagt et kvikt svar under en af 'spørgerunderne', hvor en overordnet nonne havde indvendt, at man da ikke kunne starte en sætning med "men", som i "men bed, mine børn". Hertil skulle Jeanne-Marie havde svaret, at læreren i skolen, når der havde været forstyrrelser i klassen, kunne sige "men nu må i genoptage læsningen".

Som dagene gik og åbenbaringen blev noget alle talte om, brød hun sig ikke om at tale mere om den. På nysgerrige spørgsmål om hendes oplevelser svarede hun, at det var hende forbudt at tale mere derom, at det var et stort privilegium at se den Hellige Jomfru og at hun var meget smuk.
Da Jeanne-Marie Lebosse blev færdig på den katolske skole og skulle fortsætte sin nonne-uddannelse, ønskede hun sig langt væk fra Pontmaine, så hun kom til et nonnekloster i Bordeaux
Her opsøgte hun straks sin skriftefader og fortalte ham sandheden om dét, hun ikke så.

Dokumenterne fra forhørene af børnene i 1871 blev forsvarligt gemt i et skab i den gamle kirke, og under byggeriet af den nye Basilika blev dette skab flyttet lidt rundt. En dristig konstruktion i forbindelse med det nye byggeri resulterede imidlertid i et kollaps af den bygning, som skabet med dokumenterne var placeret i, så alle dokumenter angående åbenbaringen gik tabt.
Da Vatikanet i 1919 bad om den fornødne dokumentation for at kunne anerkende åbenbaringerne, da så man ingen anden udvej end at gentage forhørerne. Francoise Richer levede ikke mere, så det var kun brødrene Barbadette og Jeanne-Marie Lebosse, som nu kunne aflægge nye vidnesbyrd.
Brødrene, der i 1919 var omkring 60 år gamle, gentog deres forklaringer på en levende og overbevisende måde, men Jeanne-Marie Lebosse mødte ikke op til bispeindkaldelsen i Laval. I stedet kom hendes præst fra Bordeaux og overbragte en fortrolig meddelelse, der kun angik Jeanne-Marie Lebosse.
Biskop Grelliere meddelte herefter den 2.april 1919 kommissionen brødrenes gentagne bekræftelser, samt at han ikke kunne give nogen forklaring på, hvorfor Jeanne-Marie Lebosse ikke dukkede op.
Dét var så, hvad man sendte videre til Vatikanet, der i 1932 kanoniserede åbenbaringen.
Den 19.december 1919 ankom Jeanne-Marie Lebosse i al hemmelighed til bispekontoret i Laval og forelagde sin tilbagetrækning af sine tidligere udtalelser:
" Jeg er nødt til at erklære, at jeg ikke har set den hellige jomfru, som dukkede op i Pontmain den 17. januar 1871. Denne hemmelighed har altid vejet tungt på mig. Jeg fortalte det ikke til nogen før jeg i 1880 ankom til novisiatet i Royaumont, men her fortalte jeg det straks til min skriftefader".
Ved mødet på Lavals bispekontor fortalte Jeanne-Marie også, at hun havde fuld tillid til de tre andre seeres beretninger, og at de heller ikke indbyrdes havde søgt at koordinere deres fortællinger.
Jeanne-Marie Lebosses tilbagetrækning blev hemmeligholdt for offentligheden i 50 år, og der gås stadig stille med dørene.
I 1881 blev Jeanne-Marie Lebosse optaget som nonne i klosteret i Bordeaux, og tilbragte det meste af sin tid her. Efter et kort ophold i Belgien, vendte hun tilbage til Royaumont og blev forstander for plejehjemmet.
I Bordeaux huskes hun for sin simple ydmyghed, diskrete og hengivne omsorg, sit charmernde smil og en umiddelbar udstråling.
De sidste 10 år af sit liv var hun lam.
Hun døde den 12 december 1933.

I hendes fødeby, Gosné, er de stolte af hende, og i 2015 blev byens dominerende privatskole opkaldt efter hende.

fortsæt

til indholdsfortegnelsen

Fatima, Portugal, 1917

Nu skal vi til Portugal, næsten midt i landet mellem Porto i nord og Lissabon mod syd; lidt sydøst for Leiria, i højlandet, cirka 1000 m over havets overflade.
I den lille by Fatima i Ouremprovinsen boede i begyndelsen af det 20. århundrede få familier.
En af disse familier var Antonio og Maria Rosa des Santos med deres 6 børn, hvoraf Lucia var den yngste, født i 1907.

Lucia Santos var som lille pige opvakt og særdeles populær. Hun var 5 år yngre end Carolina, den næstyngste af børnene. De 4 større søstre var meget glade for hende. Ved byfester gav de hende en fin kjole på og lod hende synge og danse på en scene til stort bifald fra alle.
Somme tider kunne de større søskende kappes om, hvem der skulle tage sig af hende.
Hun var også meget lærenem, lærte tidligt sin katekismus, og som 6-årig modtog hun sin første nadver.
Da hun senere skulle 'skrifte' for første gang, glemte hun at lukke døren og snakkede så højt, at alle kunne høre hendes bekendelser og lo ad hende.
Da hun som 7-årig blev sat til at passe familiens får, ville mange af byens andre hyrdebørn følges med hende, så hun måtte i første omgang - for at de ikke skulle blive for mange - udvælge 3 andre piger, som hun ville passe får sammen med.
Disse 4 piger så i 1915 en mystisk figur på himlen, "som en statue i sne", vist nok en kvindeskikkelse. Lucia havde besluttet, at de ikke skulle fortælle noget om denne åbenbaring til de voksne, men det gjorde hendes veninder alligevel.
Så måtte moderen også forhøre Lucia om dette syn, og hendes kommentar til Lucias forklaring var "barnlig snak". Denne åbenbaring gentog sig et par gange det år.
Folk i byen troede ikke på historierne og pigerne blev genstand for latter og drillerier.
Lucia blev efterhånden på en måde en todelt person. Den ene: den meget åbne og glade pige - og lidt som reaktion her på - den anden: den mere alvorlige og tillukkede pige.
Drillerierne efter synet i 1915 og efter hendes højrøstede første bekendelser satte sig sine spor.

Portugal befandt sig på dette tidspunkt i en brydningstid. Ved oktoberrevolutionen i 1910 var kongen blevet afsat, monarkiet afskaffet og den første republik gennemført.
Religionen og den katolske kirke havde en hård tid under den første republik, da de i monarkiets tid disponerede over store formuer, som den nye regering havde meget brug for til at rette op på den skrantende økonomi. Indflydelse havde kirken også haft, men ved at stække den, kunne det verdslige styre også blande sig i kirkens finasielle anliggender.
Landets økonomiske tilbagegang fik alvorlige følger for familien Santos. En ny præst var kommet til byen, og han prædikede imod dans, som han betegnede som en hedensk skik. Da moderen, Maria Rosa, hørte dette, forbød hun straks sine døtre at danse. De to ældste søstre var blevet gift og flyttet hjemme fra, og de to mellemste døtre sendte moderen ud at tjene for at skaffe penge til familien.
Faderen, Antonio, fandt trøst på de lokale værtshuse, hvor han gamblede og drak måske lidt rigeligt.
Ofte græd moderen over familiens ulykke og Lucia og broderen, Manuel, græd med. Moderen blev syg, og den ene af døtrene måtte påtage sig hendes opgaver i hjemmet, broderen Manuel måtte passe markerne og Lucia fårene.

Lucia, Francisco og Jacinta møder Fredens Engel

I Fatima boede også Antonios søster Olimpia med familie. Sammen med Manuel Pedro Mento havde hun 9 børn - og dertil kom to børn fra Olimpias tidligere ægteskab.
De to yngste børn i Mento-familien var Francisco, født i 1908, og Jacinta, født i 1910.
Begge familier havde får, der skulle passes i højlandet, og når børnene var gamle nok, blev de sat til at passe får. De yngre overtog efterhånden fra de ældre.
Allerede i 1915, blev Lucia som nævnt sat til at passe får, og fætteren Francisco og kusinen Jacinta ville meget gerne passe får sammen med Lucia, så det blev arrangeret, at de to familiers får græssede på de samme marker.
Mento familien var mere modstandsdygtige i forhold til landets økonomiske tilbagegang, og ved hårdt arbejde kunne de opretholde et trygt familieliv.
Alle tre børn var underdanige overfor de kirkelige instanser og bad Rosenkransen flere gange om dagen.
I !916 viste en engel sig for dem, angiveligt en dreng på cirka 14 år. Han præsenterede sig som fredens engel, beroligede dem og lærte dem en ny bøn.
En lignende åbenbaring oplevede børnene to gange senere på sommeren, og ved den sidste gav englen dem nadver og forberedte dem på senere åbenbaringer.

På en eller anden måde var disse åbenbaringer tunge at bære for de små.
Francisco så kun englen, han hørte ikke hvad der blev sagt, Derfor spurgte han først Lucia og så Jacinto efter ordene. Ingen af dem havde lyst til at gengive dem umiddelbart efter åbenbaringen. Francisco kunne næste ikke sove den følgende nat på grund af nysgerrighed, så straks næste dag bad han igen Lucia om teksten. Hun gengav den, men Francisco forstod det ikke helt, forstod ikke hvordan Jesus og Marias hjerter var modtagelige overfor børnenes ydmyge forespørgsler. Lucias forsigtige svar gav anledning til nye spørgsmål, og Lucia havde ikke det fornødne overskud til yderligere forklaringer.
I dagene efter den sidste engel-åbenbaring var børnenes liv stille og afdæmpet.
Jacinta udtrykte det således: "jeg har ikke kræfter til at tale, synge eller lege mere.
Francisco supplerede: "Heller ikke jeg, jeg orker næppe at gå. Men englen var smukkere end alt dette. Lad os tænke på ham".
Lucia bad de to andre om ikke at fortælle andre om disse oplevelser, og det gjorde de så heller ikke. Først 20 år efter blev det offentligt ifølge en af Lucia nedskrevne erindringer.

Åbenbaringen den 13. maj 1917

De tre børn, 10-årige Lucia, og hendes fætter og kusine, 9-årige Francisco og 7-årige Jacinta, var den 13.maj 1917 på vej hjem fra marken.
Kort forinden havde de været i gang med en leg, der gik ud på at bygge en borg af sten. Francisco var arkitekt og murer, mens Lucia og Jacinta samlede sten.
Pludselig så de imidlertid et lynglimt fra en ellers klar himmel. De formodede, at det måtte være et tegn på, at torden og regn var på vej, og beluttede derfor at begive sig hjemad.

På vej ned fra Cova da Iria viste der sig en lysende skikkelse over en stenegetræ.
Det var en kvinde klædt i hvidt, som holdt en rosenkrans i hænderne.
Hun udstrålede et klart, kraftigt lys, og hun talte til børnene med en mild, men høj stemme.
Hun fortalte, at hun kom fra himlen, og hun bad børnene vende tilbage til træet hver den 13. i de næste fem måneder.
Lucia spurgte, om de ville komme i himlen.
"Du og Jacinta, ja, men Fransisco må bede mange Rosenkranse."
Heller ikke denne gang kunne Francisco høre, hvad der blev sagt, men da han fik det refereret sagde han straks, at han nok skulle bede mange flere Rosenkranse.
Alle tre, men især Jacinta, var stærkt påvirket af mødet,"Så smuk hun dog var", gentog hun flere gange. Lucia bad hende og Francisco om ikke at fortælle andre om denne åbenbaring.
Da de var kommet hjem, og Olimpia kom hjem fra markedet løb Jacinta hende i møde og fortalte, at hun havde set "Vor Frue". Da Olimpia bare træk på skuldrene, insisterede Jacinta og fortalte, at de havde set en smuk kvinde omgivet af et blændende lys. Under aftensmaden måtte hun gentage beretningen og Francisco kunne bekræfte det.
Rygtet gik hurtigt rundt på egnen, og næste morgen konfronterede en af Lucias gifte søstre hende med det, der blev fortalt. Først var Lucia tavs, men så fortalte hun, at hun ikke ønskede, at de skulle fortælle andre om det, da hun ikke var sikker på, at det var Jomfru Maria, de havde set. Nu kunne Lucia tilføje, at kvinden bad dem komme igen én gang om måneden i 6 måneder, hvor hun så ville vise sig og til sidst fortælle hvad hun ønskede. Lucia, der ifølge søsteren syntes meget trist, havde også spurgt kvinden, hvor hun kom fra. "Jeg kommer fra himlen" var svaret.

Den 13. juni 1917

Den 13.juni var St. Antonios festdag, og moderen og søstrene spurgte drillende til Lucia, om hun virkelig ville gå til Cova da Iria og snakke med 'fruen' denne dag i stedet for at deltage i festen.
Det gjorde lidt ondt inde i Lucia, og mere stresset følte hun sig, da det viste sig, at folk tidligt om morgenen kom fra nærliggende byer for at se, hvad der ville ske. Da hun var på vej til messe kom hendes bror og sagde, at nogle fremmede ville følge hende til åbenbaringsstedet. Hun opfordrede dem til at følge med til messen kl.10 og derefter til Cova da Iria kl.11.
På vej til bakken fulgte mange de tre børn og overdængede dem med spørgsmål, som de ikke kunne svare på.
Det var en stille og rolig dag og i ventetiden legede de andre børn og andre nysgerrige spiste deres frokostpakker. Et sted imellem 50 og hundrede mennesker var samlet. Nogle begyndte at fremsige Rosenkransen. Maria da Capalinha, der havde været den første på stedet i en tidlig morgentime, spurgte Lucia om det endnu varede længe, og Lucia svarede, at der snart skete noget
En pige, der havde læst op fra en bønnebog, ville starte på en liturgi, men Lucia afbrød og sagde, at der ikke var tid til det, og i stedet kaldte hun på Jacinta, da hun kunne se lys.
De tre børn løb nu op til stenegen, hvor Jomfruen havde viste sig den første gang.
En tordenrumlen kunne høres. De tre børn så i samme retning. Andre kunne kun se en lille hvid sky svæve over egetræet.
Lucia sagde "Du har bedt mig om at komme, hvad ønsker du? Kvindeskikkelsen sagde, at de skulle bede Rosenkransen hver dag, og hun bad dem om at komme igen hver den 13. i måneden.
"Vil du tage os med i himlen?" spurgte Lucia.
"Ja", blev der svaret, "Jeg vil snart hente Francisco og Jacinta, men du må vente, Jesus har opgaver til dig i dette liv. Og du skal lære at læse og skrive".
Efter lidt tid sagde Lucia "Der forsvinder hun", og børnene konstaterede kort efter, at nu kunne de ikke se hende mere, og samtidig forsvandt også den hvide sky østpå.
Som ved hele denne serie af åbenbaringer var det kun Lucia, der kommunikerede med Jomfru Maria.
Alle tre så hende, men kun Lucia og Jacinta kunne høre hende.

Efter denne åbenbaring måtte den lokale præst, Father Ferrerira, have en alvorlig snak med børnene. Lucias mor, Maria Rosa, som var sikker på, at Lucia løj, fortalte hende at præsten måtte bruge alle midler, sågar også at slå hende, for at få hende til at tale sandt.
Lucias søstre bakkede moderen op og forestillede hende ubehagelige oplevelser ved mødet med Ferrerira.
Hendes fætter og kusine prøvede at berolige hende.

Præsten modtog dem imidlertid blidt og venligt, men undrede sig over, at Lucia var så tilbageholdende med at tale om åbenbaringerne. Ved en guddommelig åbenbaring, skulle man tro, at Gud bad séerne om at overbringe beskederne til de kirkelige autoriteter. Så måske var det djævlens værk?
Denne tanke gav Lucia mareridt om natten, og bragte hende stærkt i tvivl om åbenbaringerne ophav.
Faktisk havde hun beslutte sig til ikke at møde op til juliåbenbaringen, men blot bede Jacinta og Fransisco om alene at kommunikere med den hellige Jomfru.
Men Francisco og Jacinta ville føle sig hjælpeløse uden Lucia ved åbenbaringen.
"Hvorfor tænker du nu sådan?" spurgte Francisco. "Kan du ikke forstå, at det ikke kan være djævlen? Gud er allerede trist nok på grund af så mange syndere, og hvis du nu ikke går med næste gang, så bliver han endnu mere trist. Sig nu, at du kommer med!"
“Jeg har allerede fortalt jer, at jeg ikke kommer med" svarede Lucia, og gik straks hjem til sig selv.
Nogle dage senere fortalt Francisco hende, at han slet ikke havde sovet hele natten. "Jeg har grædt og bedt, tigget den Hellige Jomfru om, at at lade dig gå med."
Imidlertid følte Lucia på dagen, den 13,juli, en stærk tilskyndelse til at gå til Cova da Iria, så hun kom alligevel.

Den 13. juli 1917

Omkring 4000 mennesker havde samlet sig på Cova da Iria den 13.juli.
Blandt dem var Manuel Pedro Mento, Fransisco og Jacintas far, der kort blev kaldt 'Ti'
Ti var den eneste fra de to familier, der bakkede op om børnenes fortællinger. Lucias far accepterde dem vist også, men ikke så optaget af det, da han - som tidligere nævnt - var lidt på afveje.
Ti havde svært ved at skaffe sig plads i mængden, og observerede, at to store mænd sørgede for, at hans to børn ikke blev mast. Lidt der fra kunne han se Lucia knæle og føre an i en Rosenkrans-bøn.
Herefter gentog mønsteret fra de tidligere åbenbaringer sig, der hørtes et tordenskrald og en lille sky sås over stenegen, mens Lucia pegede og sagde "der er hun".
Alle tre børn knælede nu, og så i samme retning.
"Hvad vil du mig?" spurgte Lucia, og Jomfru Maria gentog påbuddet om, at de skulle bede Rosenkransen hver dag, og komme igen hver den 13. i de næste måneder. Denne gang lovede hun også, at vise et mirakel den 13.oktober, så mange ville tro på børnenes åbenbaringer.
Lucia fremførte ønsker om helbredelser fra flere, som havde bedt hende om det. Jomfru Maria svarede, at nogen ville blive helbredt, andre ikke, for de skulle forbedre sig, bede om tilgivelse og huske Rosenkransen.

Herefter begyndte den Hellige Jomfru at komme med profetier, dystre forudsigelser, der dog som oftest, når sådanne ting var iblandet en åbenbaring, åbnede op for en bedre fremtid, hvis mange ville omvende sig.
I alt tre skræmmebilleder stillede hun til skue, og de er siden i historier om Fatima blevet omtalt som de tre hemmeligheder og de bev ikke fortalt videre før, Lucia afslørede to af hemmelighederne i 1941, altså 24 år senere.
Den første af hemmelighederne var et kig ned i helvede, hvor syndere der ikke omvendte sig, ville ende. Dette syn gjorde særligt stort indtryk på børnene fra Mentofamilien. Begge, men især Jacinta, var parate til at gennemgå mange lidelser for at frelse synderne, så de ikke endte i helvede.
Vi analyserer disse hemmeligheder og deres betydning lidt senere, omkring deres offentliggørelse.
Altså tre hemmeligheder, fortalte børnene, som var deres hemmeligheder fra Jomfru Maria.

Nyheden om hemmelighederne skabte uvægerligt en blanding af nysgerrighed og mistro blandt de mange tilskuere. Og også i oplandet og rundt omkring i Portugal.
Hemmeligheder kan have deres egen styrke og tiltrækning.
Om det i virkeligheden var hemmeligheder, kan overvejes. Det må være svært for børn i den alder at forstå og gengive alt, hvad der bliver sagt i en sådan åbenbaring, hvor de selv måske er i en slags ekstase.
Det var klart anstrengende og udmattende for børnene gang på gang at blive udfrittet for at berette, hvad den Hellige Jomfru havde fortalt dem. Næsten for meget for en lille pige på 10 år, for slet ikke at tale om Jacinta på 7 år, der dog helst lod Lucia snakke.
Lucia foreslog på et andet tidspunkt, at de skulle fortælle så lidt som muligt. I stedet skulle de blot svare, at det var hemmeligheder, der blev fortalt dem. På den måde risikerede de ikke at fejlcitere Jomfru Maria, og de kunne også neddæmpe andres tørsten efter nye informationer og fortolkninger fra den hellige jomfru.
Efter juli-åbenbaringen var børnne endnu mere ivrige for at få fred til at bede deres bønner og bringe deres oftre for den Hellige Jomfru. Men så snart de blev set på vejen, stimlede mennesker sammen omkring dem for at stille alle mulige spørgsmål angående åbenbaringerne. Få at undgå de nysgerrige måtte de finde deres egne veje fåreengene gennem bagveje og ukendte stier. Det var så magtpåliggende for dem at behage den Hellige Jomfru, at intet andet talte, hverken sang eller dans, ikke engang Franciscos fløjtespil.

fortsæt

"Jeg er så ked af, at mange sjæle skal sendes til helvede...dér er folk jo levende og brænder som træstykker i ilden...Lucia, hvorfor er det, at den Hellige Jomfru ikke viser synderne, hvordan der er i Helvede? Hvis de så det, så ville de ikke begå flere synder - og så ender de ikke i helvede"
Hvorfor bad du ikke den Hellige jomfru om at vise helvede til synderne?", spurgte hun Lucia.
"Jeg glemte det, sagde Lucia"
Jacinta knælede og bad, og Lucia og Francisco bad med.
"Lucia, hvad har alle disse mennesker gjort for at komme i helvede?"
"Jeg ved det ikke, måske har de syndet ved ikke at gå til messe om søndagen. Måske har de sagt grimme ord, stjålet eller sværget"
"Kan bare ét ord sende dem i helvede?"
"Hvis der er en stor synd"
"Åh, det ville være så let for dem, bare ar tie stille og gå i kirke. Hvor er det synd for dem! Hvis bare jeg kunne vise dem helvede!"

Åbenbaringen, der udeblev 13. august 1917

Efter åbenbaringerne i juli, følte borgmesteren, Arturo de Oliveira Santos, i Ourém, at der måtte tages affære.
Først forlangte han børnene til afhøring i Ourém, 14 km fra Fatima.
Familien Santos troede ikke på Lucia, men Antonio (faderen) var dog ikke helt afvisende, og fulgtes i hvert fald med Lucia til Ourém.
Ti Mento faderen til Francisco og Jacinta, troede på børnene, og ville ikke udsætte sine børn for den lange gåtur og forhøret, så han gik alene til borgmesteren.
Jacinto og Francisco frygtede, at Lucia vil blive slået ihjel. Med Jacintos ord: "Hvis de slår dig ihjel, så sig, at vi er ligesom dig, og vi også ønsker at dø".
Så da Lucia gik med fædrene til Ourém, gik Fransisco og Jacinta hen til brønden nær hjemmet og bad for deres kusines liv.

Det er lidt svært at gennemskue, hvad borgmesteren præcist ville i forbindelse med de påståede åbenbaringer. Han var kendt for en skeptisk holdning til det religiøse i det hele taget.
Umiddelbart ville han helst have børnene til at indrømme, at det hele var noget, de fandt på; men alternativt ville han have dem til at røbe hemmelighederne.
I Ourém blev Lucia udfrittet om hemmeligheden og svarede borgmesteren, at hun kun kunne fortælle den, hvis hun fik tilladelse af Jomfru Maria.
Til sidst måtte Arturo Santos opgive sit forhavende, men han sluttede med, at fortælle Lucia at han nok skulle vinde til sidst - om det så skulle koste hende livet.

Lucia og fædrene vendte tilbage til Fatima og børnene var glade.
Et øjeblik syntes alt godt og parat til åbenbaringen den 13.august.
Men sådan skulle det ikke gå, for Arturo Santos havde andre planer.
Om formiddagen på denne dag holdt han med en hestevogn foran familien Santos hjem under påskud af at ville bringe børnene til Cova da Iria, åbenbaringsstedet.
Men i stedet blev børnene kørt til hans hjem i Ourém, hvor de igen belv forhørt, nu alle tre.
Borgmesteren kunne stadig ikke få nogen hemmeligheder ud af dem, så han beholdt dem i sit hjem natten over.
Hans kone, der gik stille overfor Arturo med sine religiøse sympatier, tog sig kærligt af dem.
Næste dag blev de overført til det lokale fængsel, og igen truet med at blive kogt i olie, hvis de ikke røbede hemmelighederne. Sådan fortælles det i hvert fald, men jeg kan ikke forestille mig, at det kunne have været alvorligt ment.
Især den lille Jacinta var fortvivlet, da hun følte sig svigtet af sin familie.
"Måske ville hun slet ikke se sin mor igen, før hun døde", græd hun, mens hun blev behørigt trøstet af Lucia og Francisco.
De andre fanger i fængslet forstod ikke, hvorfor de ikke bare røbede hemmelighederne. "Det måtte Jomfru Maria vel kunne leve med."
"Nej, så vil jeg hellere dø" var Jacintas reaktion.
For at finde mere ro begyndte børnene at fremsige Rosenkransen. De andre fanger forsøgte solidarisk at følge med - selvom de var usikre på teksten. I det mindste knælede de. En enkelte af dem tog ikke sin hue af før, Francisco venligt gjorde ham opmærksom på, at han skulle det.
Efter bønnen brød Jacinta igen grædende sammen og klagede over savnet af sin mor.
En af fangerne havde en concertina (lille harmonika), som han begyndte at spille på for at muntre hende op. Det virkede, Jacinta elskede at danse og snart var alle indsatte aktiveret, Fangen, der dansede med Jacinta, blev træt af hele tiden at bøje sig ned til hende, så han tog hende op og dansede med hende i sine arme.

Tre dage efter, den 15.august blev børnene løsladt og kørt tilbage til Fatima, hvor de blev sat af på trappen til den lokale kirke. En større menneskermængde var samlet ved trappen, da rygtet var gået forud før børnenes hjemkomst.
Den vrede folkemasse var parat til at kaste sig over den lokale præst, Fader Ferreia, da de mente han havde været delagtig i bortførelsen af børnene. Imidletid lagde Ti Marto, Franciscos og Jacintas far, sig imellem, bedyrede præstens uskyld og beroligede den ophidsede forsamling med, at Gud sikkert havde sine gode grunde til at have ladet dette ske.
Ingen fra Lucias familje var mødt op ved modtagelsen, og da hun kom tilbage til sit hjem, blev hun straks sendt ud for at passe fårene.
Francisco og Jacintas forældre ville være sammen med deres børn oven på denne oplevelse, så de holdt dem hjemme og sendte storebror John ud med fårene.

Men Jomfru Maria holder sine Aftaler

På selve dagen hvor den bebudede næste åbenbaring skulle finde sted var cirka 15000 mennesker samlet ved Cova da Iria. Ved middagstid hørte de - som ved de tidligere åbenbaringer - et tordenrumlen og så et lysglimt. Solen blegnede og et farvepanorama blev sendt ud på himlen et sted fra.
Lidt pludselig forsvandt farverne og solen vendte tilbage til sin lokale kulør.
Børnene, som Jomfru Maria skulle henvende sig til, manglede på stedet.

Nogle dage senere, den 19.august, da Lucia gik og passede får sammen med John og Francisco Marto, kunne de mærke, at noget overnaturligt var på vej, så hurtigt måtte de overtale John til at hente Jacinta.
Lucia og Francisco så et lysglimt før Jacinta nåede frem, og da Jacinta kom, viste Jomfru Maria sig over steneegen.
"Hvad ønsker du af mig" spugte Lucia, som hun plejede.
"Jeg ønsker at I fortsat kommer på Cova da Iria den 13. i hver måned."
Jomfruen gentog også løftet om et mirakel den 13.oktober. Dog lidt mindre nu, på grund af myndighederne ondskabsfulde fremfærd!
En lidt mærkelig konsekvens set herfra! Her er næppe tale om traditionel pædagogik på højt niveau.
På forespørgsler om hjælp til de syge og om mirakuløse helbredelser svarede den Hellige Jomfru også som de tidligere gange: "Ja, nogle vil blive helbredt, andre ikke".
Til slut blev Jomfru Marias ansigtsudtryk meget trist, og hun opfordrede dem om at bede for syndernes omvendelse, og også til at ofre på flere måder for at redde synderne fra at ende i helvede,
Herefter forsvandt hun med skyen over Stenegen.

Al den opmærksomhed, som snakken om åbenbaringerne forårsagede, kunne ikke undgå at få store konsekvenser for Fatima, især for de involverede steder og familier.
At samle 15.000 mennesker på en lille bakke eller i en lille landsby må i den grad kunne mærkes.
Værst gik det ud over Santosfamilien. Det var jo på deres jorde, åbenbaringerne indtraf, og Lucia var den ældste af de tre børne-seerne og også i de fleste tilfælde deres talerør.
Foruden at holde får og dyrke oliventræer på Cova da Iria levede familien også af at dyrke grønsager i de frugtbare enge i dalen omkring deres hus, majs, ærter, salater og ander grønt.
Men alt, hvad de dyrkede blev nu trådt ned af de mange nysgerrige.
Mange besøgende red på heste, der spiste alle planterne og ødelagde jorden på hele Cova da Iria.
Familien fik efterhånden svært ved at skaffe mad nok, og moderen kunne finde på at sige til Lucia: "Når du vil have noget at spise, så bed den Hellige Jomfru om det.
En søster bakkede moderen op: "Ja, du må leve af det, der vokser på Cova da Iria".
De mange mennesker strømmede til, enten fordi de ville opleve, når de påståede åbenbaringer indtraf, eller fordi de ville have kontakt med børnene, som måske kunne gå i forbøn til Jomfru Maria for dem med deres små og store problemer.

Den 13.september var 25.000 - 30.000 samlet på Cova da Iria.
Børnene, Lucia, Francisco og Jacinta, gik derop ved middagstid, men kunne næsten ikke komme frem.
Alle ønskede at se dem og at tale til dem, Alle maste på, ingen tog hensyn til de andre.
Så snart de så de tre børn, faldt de på knæ og bedte om alt muligt. "Bed den Hellige Jomfru om at helbrede min søn, der er krøbling" sagde én, og en anden: "helbred min søn, der er døv"... "bring min mand og min søn hjem fra krigen"... "bed om forladelse af mine syndere" ... "Gør mig rask, fri mig for tuberkulosen", og så videre.
Nogen klatrede op i træerne eller på murene for at se dem, og de råbte til dem.
Børnene hilste på nogen og gav andre hånden for at hjælpe dem op fra støvet.
De bevægede sig langsomt fremad, men kun fordi nogle velvillige mænd banede vejen for dem
Til sidst nåede de op på Cova da Iria, hvor de knælede og påbegyndte Rosenkransen sammen med flere af tilskuerne.
Kort efter så de tre seere et lysglimt, og den hellige jomfru kom til syne oven over Stenegen og sagde: "Fortsæt med at bede Rosenkransen hver dag for at slutte krigen. Til oktober vil Vores Frelser også vise sig, ligeså Jomfruen fra Mount Carmel, Sorgernes Moder, Sct. Joseph og det lille Jesusbarn, som vil velsigne verden"
"Jeg er blevet bedt om at spørge, om du ville helbrede mange syge?" sagde Lucia.
"Jeg vil hjælpe nogen, men ikke andre" svarede den hellige jomfru.
"Til oktober vil et mirakel åbenbares, så alle kan blive overbevist."

Åbenbaringen den 13.oktober og Sol-Miraklet

Nyhederne om åbenbaringerne havde spredt sig over hele Portugal, og forventningerne var store til den 13.oktober. Både fra modstandere, skeptikere, nygerrige, troende og de berørte familier.
Der var ikke længere spor af tvivl hos de tre børn.
Allerede om aftenen den 12. oktober var mange mødt op, parate til at overnatte i nærheden af Cova da Iria for at kunne få en plads med udsigt til scenariet, hvad end der nu skulle foregå den 13.oktober.
Fra morgenstunden var tusindvis af mennesker samlet på Cova da Iria.
Nogen græd, andre sang eller fremsagde bønner.
Af Stenegen var der efterhånden kun stammen tilbage, og den var i dagens anledning blevet dekoreret med blomster og silkesnore.
I løbet af natten begyndte det at regne, og om formiddagen tog regnen til, så alle, der havde taget opstilling, blev gennemblødte.
Kun dem, der var blevet i bilerne, havde sit på det tørre.

Forældrene til seerne fulgte denne dag med til højen, Cova da Iria.
Maria Rosa havde hele tiden beskyldt Lucia for at lyve, og havde gentagne gange bogstavelig talt forsøgt at banke fortællingerne ud af hende i et forsøg på at få hende til at indrømme, at hun løj.
Men nu frygtede hun for datternes liv hvis eller når, der ikke ville ske noget på dagen.
Både hende og Antonio forsøgte at følge Lucia gennem menneskemængden, men de kunne ikke holde sammen. Lucia tabte forældrene af syne, sidst Antonio kort før åbenbaringen.
Ti Marto var - i modsætning til Ilimpia - ikke spor nervøs, da han fuldt og helt troede på børnene og stolede på, at den Hellige Jomfru nok skulle beskytte dem.
Som ved de forrige åbenbaringer ville alle se de tre børn eller snakke med dem og bede dem viderebringe vigtige anmodninger og ønsker. Mange knælede ned i mudderet for at underbygge vigtigheden af deres ærinde. "Lad være med det" sagde Ti, der ikke brød som om, at mange opfattede hans børn som helgener.
Mens han forsøgte at føre Jacinta frem til højen, mistede han først Ilimpia af syne i menneskevrimlen og lidt efter også Maria Rosa. Da de efterhånden slet ikke kom nogle vegne, løftede en stor chauffør Jacinta op i sine arme, bar hende og råbte "Gør plads for børnene, der har set den Hellige Jomfru".
Jacinta græd, da hun så sin far komme i klemme i mængden, og igen da da hun endelig blev sat ned foran Stenegen.
Lucia og Francisco trøstede hende, da alle tre seere var samlet under Stenegen.

"Slå jeres paraplyer ned" råbte Lucia ud overmenneskemængden "Og fremsig Rosenkransen".
Nu knælede seerne foran træet og begyndte også at bede Rosenkransen.
Der hørtes et skrald og en lille sky viste sig over træet.
Børnene så den Hellige Jomfru, og Lucia kunne spørge hende: "Hvad ønsker du af mig" .
"Jeg ønsker en kirke bygget her på stedet til min ære.
Jeg er Rosenkransens Jomfru.
Fortsæt med at bede Rosenkransen hver dag.
Krigen vil slutte, og soldaterne vender snart hjem."
"Mange ønsker syge helbredte" sagde Lucia, og hertil svarede den Hellige Jomfru: "Nogle vil blive helbredt, andre ikke. De må forbedre sig og bede om tilgivelse for deres synder."
Og Jomfru Maria sluttede med en meget sørgmodig mine og stemme, der sagde: "I må ikke skuffe Vor Herre mere, han er meget trist nu over så mange skuffelser".
Herefter steg den Hellige Jomfru til vejrs, og Lucia råbte "Hun forsvinder, hun forsvinder", men på vej op vendte jomfruen sine håndflader udad, og lys reflekteredes mellem disse hænder og solen.

"Se på solen,Se solen" råbte Lucia.
Nu kunne næsten alle de omkring 70.000 tilstedeværende se mystiske fænomemer omkring solen. Den udsendte stråler i skiftende farver, så hele scenarier, træer, bakker, mennesker og dyr, antog disse farver. Man kunne se direkte på solen uden at blive blandet. På et tidspunkt så mange det som om den slap fri af himlen, dansede og bevægede sig rundt som en skive, der snart tog form af et brændende hjul, så der gik panik i mange, der råbte "Vi dør alle, vi bliver slået ihjel".
Nogle begyndte at bede om syndsforladelse og en kvinde tilstod sine syndere højlydt.
Efter cirka 10 minutter faldt solen til ro, og alle åndede lettet op.
De var stadig i live, og miraklet var sket.
Regnen holdt op, da fænomenerne startede, og meget pludseligt var alt tørt.

Seerne så ikke solen danse, men fik i stedet tre visioner.
Først den hellige familie, Jomfru Maria og det lille Jesusbarn hos St. Joseph, som velsignede verden ved at gøre korsets tegn.
Derpå en vision med Sorgernes Jomfru. Her optrådte Vor Herre Jesus også på vej til Golgata, hvor han velsignede verden og gjorde korsets tegn.
Endelig den tredie vision som lovet med Jomfruen af Mount Carmel.
Faktisk var det kun Lucia, der så alle tre visioner. Francisco og Jacinta så kun den første.

Lige da Sol-Miraklet ophørte og åbenbaringerne var slut, kom Carlos Mendez, der før havde opsøgt Lucia, hen til hende, løftede hende op på sine skuldre og bar hende væk, mens hun råbte ud over menneskemængden "Gør bod og omvend jer, så vil krigen slutte"

fortsæt

til historiens start

Efter Åbenbaringen 13.oktober

Resten af dagen tilbragte børnene sammen, og de følte sig som udstillede dyr eller meget specielle væsener, som alle ville se på, snakke med eller forhøre.
Ved aftenstid var de rigtig udmattet af alle disse konfrontationer, spørgsmål, anmodninger og kommentarer.
Især Lucia, som hele tiden var i centrum. Selvom mørket faldt på, holdt de ikke op. Nogen forsøgte endda at spørge hende ud om natten, men overvældet af træthed faldt hun i søvn derhjemme på gulvet.
De følgende dage fortsatte nysgerrigheden og forespørgslerne.
Næsten hver dag fra da af.
Folk tog til Cova da Iria for at bede om beskyttelse af den Hellige Jomfru.
Alle ville se seerne, stille spørgsmål til dem og recitere Rosenkransen med dem.
Efterhånden var Lucia rigtig træt af at sige det samme igen og igen, og også af at bede, så hun ledte efter alle mulige påskud for at undskylde sig selv og finde udveje.
Men de stakkels mennesker var så insisterende, at hun måtte gøre en ikke ringe indsats for at tilfredsstille dem.
Hun gentog gang på gang sin sædvanlige bøn dybt fra hjertet: ”O min Gud, denne bøn er af kærlighed til dig, som erstatning for de begåede synder mod Marias ubesmittede hjerte og for syndernes omvendelse!"

Der var også mange samtaler med - somme tider en form for afhøringer - af flere kirkelige instanser.
Blandt andet om aftenen den 13.oktober havde de en længere samtale med Canon Formigao, en præst fra egnen, som fra september af og fremover var seernes spirituelle rådgivere og mødtes med dem en gang om måneden.
Fader Ferreia, den lokale præst, forhørte dem den 16.oktober og fader Lacerda den 19.oktober. Af begge samtaler fremgik det, at den Hellige Jomfrus vigtigste ønske var, at menneskene ikke måtte skuffe Vor Herre.
Under den sidste samtale med Fader Ferreia beklagede han sig over, at alle de tilrejsende gav så mange penge til Jomfru Marias ønskede kirke på Cova da Iria, når den lokale kirke trængte så meget til at blive renoveret.

Solmiraklet var ganske vist.
Ingen kunne betvivle det, når der var over 50.000 vidner. Nogle få påstod, at de ingenting havde set, men den helt overvældende del af de tilstedeværende, heriblandt mange ikke-troende og skeptikere, der alene kom for at fryde sig, når ingenting skete, så det, og soldansen gjorde stærkt indtryk på dem.
Det gjaldt f.eks. den anerkendte journalist og frimurer, Avelino de Almeida, fra det liberale, landsdækkende blad O Seculo, der ellers var berygtet for sine antikirkelige holdninger.
Han oplevede soldansen, og skrev blandt andet:
"Den 13.oktober var omkring 50.000 mennesker samlet på Fatimas hede - ifølge et overslag fra neutrale observatører.
Ved de tidligere møder blandt de troende skortede det ikke på folk, der havde set astronomiske eller atmosfæriske meget specielle fænomener.
Jeg kan ikke forestille mig, at jeg nogen sinde vil se noget mere fascinerende end denne larmende men fredfyldte flok på Fatimas hede, besjælet af en fælles besættende idé og påvirket af den samme stærke længsel, som jeg fortsat opfattede som meget underlig.
Regnen holdt op på det annocerede tidspunkt for åbenbaringen, de mørke skyer spredte sig og kongestjernen, en glaceret sølvskive, viste sig højt oppe i luften og begyndte at danse en voldsom og krampagtig ballet, som et stort antal af de tilstedeværende opfattede som en slangedans. mens smukke, skinnende, skiftende farver oplyste solskiven.
Et mirakel, som mange råbte? Et naturfænomen ville de kloge måske sige?
Jeg vil ikke afgøre det her, men nøjes med at fortælle jer, hvad jeg så."

Richard Dawkins, næsten en guru for ateisterne, havde også svært ved at forholde sig til hændelserne i Fatima den 13.oktober. I sin bog "Illusionen om Gud", skriver han:
"Nogen fastslår, at det var en massehalucination.
Det er ikke let at forklare, hvordan 70.000 kunne deles om den samme hallucination."
Alligevel fremsætter han hypotesen, at alle må være blevet ramt af en kollektiv hallucination, og det begrunder han med, at det er endnu vanskeligere at acceptere, at det rapporterede virkelig skete, når verden udenfor Fatimas nærhed ikke så det.
"Og på Cova da Iria ikke bare så de det, de følte det et øjeblik som en katastrofal ødelæggelse af vores solsystem. Men det er ikke videnskabeligt - endsige fornuftigt - bare at ignorere viden om de fakta, som næsten 70.000 mennesker alle kan skrive under på, og lade som om de alle bare må være blevet forført og bedraget."

Lucias mor, Maria Rosa, der stædigt havde holdt fast i afvisningen af det guddommelige, kommenterede soldansen således:
"Nu er det umuligt ikke at tro, for intet menneske kan rykke ved solen."

Solfænomenet kunne også opleves fra afstande mere end 20 km fra Cova da Iria,
Inácio Lourenço, som senere blev præst, var et skolebarn på 9 år, da han oplevede miraklet fra en landsby ca. 19 km fra Fatima. Han beskrev, hvordan børnene og deres lærer blev tiltrukket af en sammenstimlen lige foran skolen, hvor mange ville se solens mirakel.
“Jeg stirrede lige på solen, som syntes svag og ikke generede øjnene.
Den så ud som en snebold, der roterede om sig selv og pludselig nærmede sig jorden på en truende måde i en zig.zag bevægelse.
Opskræmt flygtede jeg sammen med de andre, som græd og afventede Jordens undergang."
Herefter de sædvanlige beretninger om lyset, der vekslede mellem alle regnbuens farver".
"Da disse mærkelige fænomener stoppede efter 10 minutter, og folk opdagede at faren var drevet over, var der en eksplosion af glæde, hvor alle deltog i en taksigelse til den Hellige Jomfru."

Var Alle nu overbevist? også Maria Rosa?

Man skulle tro at efter solmiraklet den 13.oktober, hvor den Hellige Jomfru ifølge børnene havde lovet et synligt mirakel, så måtte alle være overbevist om, at de tre små séere rent faktisk havde set den Hellige Jomfru, og viderebragt hendes budskaber.
Sådan forholdt det sig imidlertid ikke!
Det kan der tænkes flere grunde til.
En grund kan være, at alle kunne iagttage Sol-Miraklet, men ingen ud over børnene, kunne se Jomfru Maria. Her må således være tale om et dobbeltbrud med de flestes indgroede virkelighedsopfattelse.
Hertil kommer så at der var svipsere i det, som børnene viderefortalte i hurlumhejet efter solmiraklet den 13.oktober:
De fortalte, at krigen ville stoppe samme dag, og det gjorde den jo ikke! Om de virkelig sagde det, og om de helt havde forstået, hvad den Hellige Jomfru sagde, det må stå hen i det uvisse. Måske blev Lucia og Jacinta misforstået?
Ifølge Lucias senere referat, sagde Jomfruen blot i forbindelse med opfordringen til Rosenkransbønner, at krigen ville slutte og soldaterne så ville vende hjem. Der blev ikke sat nogen slutdato på krigen.
Et andet holdepunkt for skeptikerne var, at børnene så den hellige familie på forskellige måder.
Lucia så jesusbarnet sidde hos Josef, mens Francisco og Jacinta så Jesusbarnet stå ved siden af Josef.

Rosa Maria bestemte det følgende år, at Lucia ikke behøvede at forberede sig til endnu en årlig højtidelig nadver hos den lokale præst. I stedet kunne hun hjælpe mere til derhjemme og lære at hækle og strikke.
Men præsten insisterede på hendes deltagelse, og det førte til flere konflikter mellem præsten og Lucias familie.
Kort efter disse konflikter forlod den afholdte præst sognet og blev erstattet af en anden.
Flere mente, at dette var på grund af Lucia, og nogle af de hellige kvinder i byen puffede eller tjattede til hende, når de mødte hende på vejen.
Når Jacinta og Francisco så, hvor skidt Lucia blev behandlet kunne de finde på at græde.
En dag sagde Jacinta: "Jeg ville ønske vores forældre var som dine, og når så nogen slog mig kunne jeg bruge det som endnu et offer for Vor Herre Jesus."

Selvom Maria Rosa accepterede solmiraklet, kunne hun stadig ikke entydigt acceptere Lucia's åbenbaringer. Tvivlen i hende var stadig fremherskende, samtidig med at familielivet var plaget af alle de mennesker, der kom til huset for at tale med eller bede med den yngste datter.
Disse dilemmaer i moderens hjerte kan meget vel have været medvirkende til, at hun i foråret 1918 blev så alvorlig syg, at familien var parat til at tage afsked med hende.
Ved den formodede afsked med Lucia omfavnede moderen hende fra sygesengen og sagde "Min stakkels datter, hvad skal der blive af dig uden din mor? Jeg dør med et hjerte nedbrudt på grund af dig" hvorefter hun græd bitterligt.
Den ældste søster trak Lucia væk fra moderen med ordene "Mor dør af sorg over de trængsler, du har påført hende", og Lucia gik ind ved siden af og knælede fortvivlet.
Nu henvendte de to andre søstre sig imidlertid til hende og sagde: "Lucia, hvis det er sandt at du så den Hellige Jomfru, så gå til Cova da Iria og bed hende om at helbrede vores mor. Lov hende hvad som helst til gengæld, og vi vil gøre det. Og så vil vi tro på dig".
Lucia skyndte sig afsted og fremførte sit ærinde på højen. Allerede da hun kom tilbage til huset, var moderen i bedring, og tre dage senere kunne hun genoptage sit arbejde i hjemmet.
Lucia havde lovet Jomfru Maria at hun og søstrene ni dage i træk vil gå på knæ fra hovedvejen og op til Cova da Iria mens de fremsagde Rosenkransen, og på den niende dag skulle de medbringe ni fattige børn, som de efterølgende gav et måltid mad.
Det gjorde de så, og moderen fulgte dem. Herefter sagde Maria Rosa "Mærkeligt! den Hellige Jomfru kurerede mig, og alligevel tror jeg faktisk ikke på det. Jeg forstår ikke hvorfor"

At moderen stadig ikke var overbevist, viser følgende historie fra december 1918:
Myndighederne brød sig ikke om, at så mange mennesker søgte til Cova da Iria - af nysgerrighed, men mest for at bede, og planerne om at bygge den kirke her, som den Hellige Jomfru havde ønsket, var også ved at tage form.
En dag sendte myndighederne derfor en flok mænd til højen for at fjerne de pæle, hvori der var ophængt lanterner, omkring åbenbaringstedet, samtidig med, at de skulle fælde Stenegen.
Missionen fejlede, da de fandt frem til et forkert træ, der så måtte lade livet.
Den 13,maj 1919 sendte regeringen et helt kavaleri ud for at stoppe løjerne. Mange frygtede at Lucia skulle anholdes eller dræbes. Selv var hun helt rolig, i hvert fald i fremtoningen.
Rygter fortalte, at kavaleriet forgæves forsøgte at holde folk væk fra Cova da Iria.
Lucia gav sig derfor frygtløs der henad, og på vejen fik hun følgeskab af en gruppe kvinder, der var kommet langvejs fra.
Tæt ved højen blev de mødt af et par soldater til hest. Kvinderne flygtede skræmt væk, så pludselig var Lucia alene med soldaterne. De kommandere hende til at gå midt på vejen, mellem hestene, og følget bevægede sig ned mod Fatima.
En del, de kom forbi, gjorde nar af Lucia, men de fleste begræd hendes skæbne.
Da de kom forbi en grøft, overvejde soldaterne at halshugge hende og smide hende i grøften, men i mangel af en autorisation bad de hende i stedet om at gå mod hendes hjem. Da de nåede hjemmet, var ingen af forældrene hjemme. Soldaterne var mistroiske, og den ene stod af hesten og undersøgte huset for eventuelle gemmesteder.
Men de var der ikke, så i stedet blev Lucia beordret til at blive hjemme resten af dagen.
Sidst på eftermiddagen forlod kavaleriet området, og ved solnedgang gik Lucia op til Cova da Iria og bad Rosenkransen sammen med hundredevis af andre.
Da man tidligere på dagen fortalte Maria Rosa om henders datters arrestation, var hendes kommentar: "Hvis hendes åbenbaringshistorie er sand, så vil den Hellige Jomfru beskytte hende, og hvis ikke, så er det løn som fortjent", og herefter var hun ligeså rolig som før.
Dette kan måske også tolkes som en indikation på, at hun fuld tillid til hendes datter?

Det var ikke kun Lucia, Francisco og Jacinta, der havde visioner og Mariaåbenbaringer
I tiden efter de 6 åbenbaringer i 1917, var der et utal af tilhængere, der fortalte, at de også havde åbenbaringer, så mange at præsterne og offentligheden blev overvældet, og ikke orkede at få alt dette verificeret. Og op igennem århundredet har man også høret om mange åbenbaringer, der synes stærkt inspireret af Fatimahistorien.
En visionær har bevidnet at have set Jacinta og Francisco i selskab med den Hellige Jomfru.
I mange senere visioner har Jomfru Maria fortalt, at hun er vendt tilbage fordi hendes budskaber fra Fatma er blevet glemt eller negliceret. En fraktion af Mariaåbenbarings-studerende har valgt at acceptere åbenbaringer efter anden verdenskrig, hvis de kan opfattes som udvidelser af Lourde-, La Salette- eller Fatima-åbenbaringerne, som jo er godkendt på højere sted.

Offervillighed som en hellig Diciplin

En af de ting fra åbenbaringerne, der gjorde størst indtryk på Francisco og især Jacinta, var vigtigheden af at bringe ofre.
Den Hellige Jomfru spurgtedem jo ved hendes første besøg, om de var klar til det:
"Er I parate til at ofre jer selv til Gud ved at bære alle de lidelser, han sender til jer, så i på denne måde kan råde bod på de svigt, han er så skuffet over, ligesom i også kan bidrage til syndernes omvendelse.?"
Især efter at de i åbenbaringen fra juli havde fået et kig ind i helvedet, lå det dem stærkt på sinde at redde så mange som muligt fra at komme til at ende i det helvede, de havde set.

Ofte kunne de finde på at undlade ting, de kunne lide, som et offer for at trøste Herren eller for syndernes omvendelse. Det kunne være at spise, drikke, lege, danse eller synge.

En dag, da de lejede ved brønden, plukkede Ilimpia nogle vindrueklaser til dem.
Men med tanke på syndernes mulige skæbne sagde Jacinta: "Vi vil undlade at spise dem, som et offer for syndernes forladelse".
Hun gik derpå hen og tilbød dem til nogle andre børn, der legede længere nede ad vejen, og vendte tilbage med et ansigt, der strålede af tilfredshed.
Efterhånden blev det også en rutine for dem at give dere madpakker til de fattige børn, og så selv sulte og somme tider også tørste - for på den måde at bringe ofre.
Da de plukkede forskellige planter, og klemte dem i hånden for at høre efter lyde, fik Jacinta fat i en brændeælde. "Se her" sagde hun "her er en anden måde, hvorpå vi kan plage os selv. Herefter gik de ofte barbenede mellem brændeælder for at bringe ofre til syndernes forladelse.

En anden gang, da de passerede Lucias gudmors hus, inviterede hun dem ind og gav dem et glas mjød hver. Det første glas rakte hun til Francisco, som hurtigt gav det videre til Jacinta, vendte ryggen til, løb væk og kom ikke igen.
Som de havde gættet fandt de ham senere ved brønden og undrede sig over hvorfor, han ikke ville have sit mjød.
"Da jeg tog glasset" forklarede han "huskede jeg Vor Herres sørgmodige øjne, så jeg ville hellere bringe et offer for at trøste ham".

Lucia gudfar var gift med en ældre kvinde, og de var så velhavende, at de ikke behøvede at arbejde. Den ældre kvinde elskede at forkæle Lucia og andre børn i landsbyen, så hun kunne få dem til at synge og danse for hende.
Efter åbenbaringerne var det imidlertid ikke sket, da de gamle ikke troede på åbenbaringerne.

fortsæt

Men da de en søndag eftermiddag kom forbi, inviterede damen dem alligevel ind, og da andre børn i nærheden hørte deres glade stemmer der, stødte også til, som de havde gjort før.
Der blev arrangeret en sangleg, "Kongratulationer uden illusioner", og alle morede sig. Naboerne hørte det, og de ville også have børnene til at synge for dem.
Men nu kom Francisco hen til Lucia og sagde "Lad os ikke synge den sang igen. Vor Herre bryder sig ikke om, at vi synger den slags".
Det forstod pigerne, og de tre séere stak derfor af fra de andre, hen til deres yndlingssted ved brønden. Kort tid efter var det karnevalstid, og her plejede børnene under 14 år at have deres egen fest. Dette år kom mange af Lucias venner, også flere fra nærliggende landsbyer, som alle ville hjælpe hende med at arrangere denne fest, som hun plejede.
Først afslog hun det gentagne gange, men de plagede og tiggede hende om at organisere festen, og til sidst invilgede hun.
Da hun vendte hjem, var hun i festligt humør udadtil, men med samvittigheden heftigt protesterende indadtil.
"Men har du allerede glemt, at vi lovede hinanden aldrig at danse og lege på denne måde igen?" spurgte Francisco, da han hørte , hvad hun havde gået med til.
Lucia undskyldte sig: "Jeg kan da ikke lige pludselig svigte dem, de ved jo ikke hvordan de skal more sig uden mit selskab. Jeg kan næppe få dem til at forstå, at jeg må holde mig fra sådanne selskaber for fremtiden"
"jeg har en idé til, hvad du kan sige til dem" sagde Francisco. "Alle ved jo, at vi har haft disse åbenbaringer. Så fortæl dem, at du har lovet den Hellige Jomfru aldrig at danse igen. Derfor kan du ikke være med. Og så kan vi på sådane dage løbe væk, og gemme os i hulen ved Cabeco. Dér vil ingen finde os".
Da Lucia sagde fra, blev der ingen fest, da ingen andre kunne overskue at arrangere det.
"Gud velsignede os" skrev Lucia i sine erindringer.
" De venner, der før havde moret sig sammen med mig, kom nu hen til mig hver søndag eftermiddag, hvor vi så sammen gik til Cova da Iria og bad Rosenkransen".

Fra Fårehyrder til Skolebørn

Olimpia og Ti, Jacinta og Franciscos forældre, blev trætte af gang på gange at sende bud efter deres mindste børn, når nysgerrige kom for at ville tale med dem. De gik derfor over til at holde dem hjemme, og i stedet lade storebror John passe fårene. Men disse gentagne forhør var trættende for Francisco og Jacinta, så de gemte sig i en hule ved Cabeco og en nærliggende vindmølle.
Lucias mor var også træt af igen og igen at sende Carolina ud for at passe får i stedet for Lucia, når fremmede kom for at ville snakke med Lucia.
Maria Rosa og Ilimpia besluttede derfor sammen at stoppe fåreholdet og sende børnene i skole.



Francisco kunne finde på at gå i kirke i stedet for i skole. Når de på vej til skolen kom forbi kirken, sagde han så til Lucia: "Gå du bare i skole, jeg vil blive her i kirken tæt ved det skjulte Jesusbarn. Der ingen grund til at jeg lærer at læse, når meget snart skal i himlen.". Så blev han der, og de samlede ham op, når de kom hjem.
Efter skoletid elskede Jacinta at besøge alteret i kirken, men her kunne hun ikke være i fred.
"Det ser ud til, at de lurer os" sagde hun en dag "Ikke så snart er vi kommet ind i kirken, før en stor flok er med os, og stiller os spørgsmål. Jeg ville så gerne være alene med det skjulte jesusbarn og snakke med ham. Men det får jeg ikke lov til".

En dag da børnene var på vej til Fatima og nærmede sig hovedgaden, så de en flok søgende fremmede. De var ikke i tvivl om, at det var dem, de søgte. Ganske rigtigt spurgte to af damerne, om de kendte de små fårehyrder, der havde set den Hellige Jomfru. Det gjorde de, kunne børnene bekræfte. "Ved I hvor de bor?" spurgte kvinderne. De fik så omhyggeligt beskrevet vejen dertil, og begav sig på vej, mens børnene gemte sig mellem nogle brombær.
Her morede de sig, og Jacinta sagde: "Sådan må vi gøre hver gang, nogen ikke genkender os".

De to små var meget bevidste og tilfredse med deres viden om, at de snart skulle dø og op til Vor Herre Jesus og Jomfru Maria i himlen. Det fik de jo at vide ved åbenbaringen 13.juni.
Jacinta hørte det, og Francisco så den Hellige Jomfru have et hjerte i hånden, hvorfra hun sendte lys ud over verden. Lucia var med Jomfruen i det lys, der var på vej til jorden, mens Jacinta og Francisco var i dét lys, der steg op mod himlen.
"Det er fordi du og Jacinta snart skal til himlen", forklarede Lucia ham, "mens jeg sammen med Marias ubesmittede hjerte skal blive længere på jorden".
Rent faktisk glædede de sig til at komme i himlen, og beklagede overfor Lucia, at hun skulle vente så længe.

En dag kom to præster på besøg i Lucias hjem. Maria Rosa lukkede dem ind og gik så ud for at lede efter Lucia. Men pigen havde gemt sig på et loftkammer, da hun var så træt af alle disse samtaler og forhør.
Her fra kunne hun overhøre de to præsters snak om Francisko og Jacinta.
"Hvad der gjorde mest indtryk på mig" sagde den ene præst, "Det var uskyldigheden og oprigtigheden hos Jacinta og hendes bror. Det er svært at forklare, hvad jeg følte i deres nærvær".
"Det er som om man føler noget overnaturligt omkring dem" tilføjede den anden, "Det føltes godt i sjælen at tale med dem".
Det var ikke første gang, Lucia havde hørt andre omtale dem på denne måde. Nogen havde sågar bedt hende om at forklare, hvorfor det føltes sådan at tale med dem. Lucia kunne bare trække på skuldrene, for hun vidste det jo ikke.

I oktober 1918 blev både Jacinta og Francisco smittet med den spansk syge.

Franciscos og hans sidste Tid på Jorden

Francisco var i høj grad en enspænder, men tænkte ikke på sig selv først.
Det var vigtigt for ham, at passede får sammen med Lucia, for så blev hans lillesøster glad.
Når de før åbenbaringerne gik og vogtede får, gik han ofte højere op, og spillede på sin fløjte, mens Jacinta legede med Lucia. Hvis de ville have ham med i deres leg og spil, tog han gerne del, deltog han gerne uden entusiasme, og med ord som: "ja, men jeg taber nok". Kortspil, især bisca, kunne han godt lide.
Efter den første åbenbaring, hvor den Hellige Jomfru havde sagt, at hun skulle bede flere Rosenkranse, blev han ivrig efter at bede, og i modsætning til de andre ville han helst gøre det alene.
En dag viste han glad en flok børn fra vejen et lommetørklæde med Jomfru Maria på. Lommetørklædet havde han fået af nogen, der kom fra stranden, og det gik fra hånd til hånd blandt børnene, indtil det pludselig var væk. Man fandt det snart efter i en anden drengs lomme, men denne dreng ville ikke indrømme, at havde stjålet det, da han blev beordret til at give det tilbage til Francisco. Men denne sage "Lad ham bare beholde det, hvad betyder et lommetørklæde for mig."
Da englen i den tidlige åbenbaring havde haft dem til altergang, følte Francisco bagefter, at Gud var inden i ham, uden at kunne forklare hvordan.
Når Lucia var ked af alle beskyldningerne og drillerierne, som de blev udsat for, efter at deres åbenbaringer var blevet kendt i byen, så var Franciscos reaktion:
"Tag dig ikke af det.
Sagde den Hellige Jomfru ikke, at vi skulle lide meget for Vor Herre og den Hellige Jomfru, for at rette op på de syndere, der er begået imod dem?
De er så forfærdelig kede af det!
Hvor glade må vi ikke være, hvis vi kan trøste dem med disse lidelser."
Jesus' meget triste øjne gjorde et uudsletteligt indtryk på Francisco. Direkte adspurgt svarede han, at det, når han bragte ofre, var vigtigere for ham at trøste Jesus end at frelse synderne.
En dag, da Lucia ville besøge Francisco og Jacinta på vej hjem fra skole, fulgtes hun med en flok skolekammerater, som hun sagde farvel til foran Marto-hjemmet.
"Du skal ikke følges med dem", sagde Francisco, "dèr kan du måske lære at synde. Når du går fra skole, så gå alene hen et sted, hvor du kan være tæt på det skjulte Jesusbarn, og gå derefter alene hjem."

En dag, da de skulle afsted til skole, bemærkede Lucia, at Francisco gik langsomt.
"Hvad er der i vejen" spurgte hun “har du svært ved at gå”
“Jeg har en forfærdelig hovedpine, og jeg er svimmel" svarede Francisco.
“Så skal du da blive hjemme"
“Det vil jeg ikke, jeg vil hellere blive i kirken med det skjulte Jesusbarn, mens I går i skole",
Teresa, en af Lucias gifte søstre fulgtes en dag med dem på vej til skole, fordi hun ville bede Lucia om at gå i forbøn for sønnen til en kvinde, hun kendte i byen. Sønnen var anklaget for en forbrydelse og måtte i fængsel eller forvises, hvis han ikke kunne bevise sin uskyld.
Da Francisco hørte dette, sagde han:
"Hør her, medens I går skole, vil jeg være hos den skjulte Jesus og bede ham om denne nåde."
Da Lucia kom fra skole, spurgte hun, om Francisco havde bedt for sønnen.
"Ja, sagde Francisco, du kan fortælle din Teresa, at sønnen vil komme hjem i løbet af få dage."
Det gjorde han, og lidt senere kom sønnen og hele hans familie for at takke den Hellige Jomfru for denne nåde.

Mens Francisco lå i sygesengen rendte de andre børn ud og ind af hans værelse, eller de spurgte ham gennem vinduet, om han havde det bedre. Når han blev spurgt, om nogen af børnene skulle blive og holde ham med selskab, var svaret, at han foretrak at være alene.
Nogen gange kunne han også sige, at han bare ville have Jacinta og Lucia hos sig.
Hele Martofamilien pånær faderen blev ramt af den spanske syge, så faderen havde en hård tid med et passe hele familien, som var mere eller mindre syge.
Han følte at Gud hjalp med at udføre sine pligter selvom fire af børnene døde i forbindelse med epedemien.

Billedet viser forældrene og (vist nok) de fem overlevende børn.
Franciscos mor har fortalt, at han fik meget medicin, der smagte afskyeligt, men han tog det uden vrøvl, Gav de ham mælk eller æg, drak og spiste han det også. Det gav familien en lille smule håb, men han gentog ofte, at håbet var nytteløst, for den Hellige Jomfru ville snart komme og hente ham. Han vidste, hvad der ventede ham.
Mens han endnu kunne gå lidt, stavrede han så godt han kunne op på Cova da Iria og bad Rosenkransen, hvorefter han nød at kigge på den blå himmel og tænke på, at Den Hellige Jomfru ventede på den anden side af det blå loft.
Det gav ham et lille forventningsfuldt glimt i øjet, som hans far kunne se, når han vendte hjem, så faren sagde straks:"Jeg kan se, at du er ved at komme dig. Du skal nok vokse op og blive en fin stor mand"
"Nej far" sagde Francisco, "Den Hellige Jomfru vil snart hente mig op i himlen"
Faderen, der var meget træt efter at have passet hele familien og våget over dem dag og nat, kunne bare græde og sige "Guds vilje ske!".

En dag, da Lucia og Jacinta sad ved Franciscos seng, kom hans søster Teresa løbende for at advare om, at en stor flok mennesker var på vej hen til dem. Pigerne skyndte sig og stikke af, og Francisco blev alene med de søgende. Blandt dem var der en kvinde fra Alqueidão, der ønskede en syg helbredt og en synder omvendt.
"Jeg har bedt for kvinden, så må I bede for de andre, der var så mange", sagde Francisco til pigerne, da de kom frem fra skjulestedet.
Kort efter hans død vendte denne kvinde tilbage og spurgte om vejen til hans grav, hvor hun ville takke for begge hendes ønskers nåde.

Voksne, der kom og besøgte ham, naboer eller fremmede, kunne ofte sidde længe i rummet, og én bemærkede " Jeg ved ikke, hvad det er med Francisco, men det føles godt at være her"
"For mig føles det som at gå ind i en kirke, at gå ind i Franciscos værelse" sagde en af naboerne, Romana, der i øvrigt havde givet udtryk for, at hun ikke troede på åbenbaringerne.

Lucia blev vækket en morgen af Teresa Marto, der fortalte at Francisco havde det rigtig skidt, og gerne ville tale med hende. Hun klædte sig hurtigt på og skyndte sig hen til Franciscos værelse, Da hun ankom, bad Francisco sin mor og sine søskende om at forlade værelset, så han han kunne være alene med Lucia.
Nu fortalte han så Lucia, at han ville bekende alle sine syndere, så han ville høre, om hun kunne huske nogle syndere, han havde begået.
Hun kunne huske, at han adskillige gange ikke havde adlydt sin mor og blevet hjemme, men i stedet gået for at være sammen med Lucia, eller for at gemme sig.
Det takkede Francisco for, og bad Lucia om at forhøre Jacinta om flere syndere, han kunne have begået. Jacinta kunne tilføje at han havde stjålet en mønt fra sin far for at købe en spilledåse af en kammerat. og da drengene fra Aljustrel kastede sten mod dem fra Boleiross, havde han også kastet nogle.
De syndere havde Francisco allerede i sit synderegister, så nu bad han om syndsforladelse, og han bad Lucia om også at bede Jesus om at tilgive ham.
Måske kunne det gøre Vor Herre mindre trist.
Det skulle Lucia nok, hun var alligvel på vej til messe og skulle nok bede til den sjulte Jesus for Francisco.
"Så vær god også at bede ham om, at præsten må give mig nadveren." sagde Francisco.
Francisco var ked af, at han ikke før havde modtaget nadveren ligesom Lucia og Jacinta.
Men for at kunne modtage den, skulle man normalt have bestået sin katekismus-prøve, og Francisco dumpede til denne prøve.

Francisco fik sin nadver-velsignelse, og næste dag, da Lucia og Jacinta var hos ham, sagde han til Jacinta:
"Jeg er lykkeligere end du nu, for jeg har den skjulte Jesus i mit hjerte:
Jeg skal op i himlen, og jeg vil bede rigtig meget til Vor Herre og til den Hellige Jomfru, for at I begge to snart kan komme dér også."
Jacinta og Lucia tilbragte det meste af denne dag hos Francisco.
Da han ikke længere havde kræfter til at bede, bad han pigerne om at recitere Rosenkransen for ham.
Om aftenen var hans mor alene hos ham. Det var mørkt i bakkerne omkring Fatima, og det var mørkt i Marco-hjemmet. Pludselig sagde Franciesco
"Se mor, et vidunderligt lys ved døren" samtidig med, at der sås nyt liv i hans vidt åbne øjne. "Nu er det væk, jeg kan ikke se det mere".
Den næste formiddag kl.10 skinnede solen i Fatima og lyste Franciskos værelse op.
Med et engleagtigt udtryk træk Francisco vejret for sidste gang.
Han døde tilsyneladende smertefrit og fredfyldt. Den 4.april 1919, 10 år gammel.

fortsæt

til historiens start

Jacinta og hendes sidste Tid på Jorden

Vi bør være opmærksomme på, at Jacinta blot var en lille pige under hele forløbet.
Hun var fyldt 7 år blot 2 måneder før den Hellige Jomfru viste sig for dem første gang, og hun var kun 6 år, da Fredens Engel henvendte sig til dem.
Hun døde et par måneder før sin 10-års fødselsdag.

Før alle åbenbaringerne var hun en sjov lille pige, der søgte adspredelser.
Men hun kunne også være besværlig at lege med på grund af hendes følsomme temperament. Når hun blev sur, var hun ikke til at blødgøre igen. Kæleri eller blid overtalelse virkede ikke på hende som på andre børn.
Hun skulle selv have lov til at vælge spil og medspillere for at blive ´god' igen.
Alligevel havde hun oftest hjertet på det rette sted og var imødekommende og charmerende.
Blandt de spil hun elskede, var "pebbles", en slags brætspil med rullesten, og knappespil.
I den sidste slags kunne hendes besiddertrang være svær at tackle. Når hun havde vundet knapper fra Lucia, ville hun ikke give dem tilbage før hun blev truet med 'ikke flere spil'.
Når Lucia, Jacinta og Francisco passede får sammen, havde de så travlt med at lege, at de fandt en måde, hvorpå de hurtigt kunne komme igennem Rosenkransen, som de skulle bede hver dag. Det nøjedes med at lade fingrene bevæge sig hen over rosenkransen, mens de bare sagde 'ave Maria', 'ave Maria', 'ave Maria' ved hvert led, og når et mysterie var gennemført, 'Fader vor' på et øjeblik, hvorefter der var god tid til at lege, synge og danse.
Jacinta, tynd som hun var, havde et særligt talent for at danse, og så snart de hørte andre fårehyrder spille på et instrument, så var de i gang.

Jacinta holdt meget af at være sammen med kusinen Lucia, som var så god til at fortælle historier. Bare hun havde hørt dem én gang kunne hun genfortælle dem - og gøre dem levende.
Især holdt Jacinta af at høre Lucia fortælle Jesus´ lidelseshistorie.
Når hun hørte den, kunne hun græde og sige
"Åh, kære Jesus, jeg vil aldrig synde igen! Jeg ønsker ikke, at Vor Herre skal lide mere".
En gang havde Jacinta fået lov til at gå med som en engel i et Corpus Christi optog.
Hun var klædt i en fin hvid dragt og gik ved siden af præstens karet med en kurv med blomster, som skulde drysses ud foran Jesus.
Hun dryssede ikke - som de andre engle - blomster ud, og da hun bagefter blev spurgt om hvorfor ikke, sagde hun "Fordi jeg ikke kunne se Jesus."
Kunne du da se Jesusbarnet?" spurgte hun Lucia.
"Naturligvis ikke, Jesusbarnet er jo gemt i alterbrødet og kan ikke ses, Vi modtager ham ved altergangen"
"Taler du så med ham der?" spurgte Jacinta.
"Ja", svarede Lucia.
"Men hvorfor kan du så ikke se ham?".
"Fordi han er skjult".

Da åbenbaringerne begyndte, ville Jacinta naturligvis gerne forstå det hele, og hun havde derfor mange spørgsmål til Lucia:
"Den Hellige Jomfru siger, at mange kommer i helvede, Hvad er helvede?".
“Det er en dyb grav med vilde dyr og kæmpe bål, dér hvor mennesker kommer hen, hvis de har syndet, og ikke bekendt deres syndere.
Så vil de bænde dér for evigt".
“Og de kommer aldrig ud derfra igen?“ “Nej!”
“Heller ikke efter mange år?”
“Nej! Helvede ophører aldrig!”
“Og Himlen slutter heller aldrig?”
“Enhver der kommer i himlen, forlader den ikke igen!”
“Og enhver, der kommer i helvedet, kommer heller ikke derfra igen?”
Nej, det er for al evighed, forstår du det? Det slutter aldrig”
Det var første gang, de mediterede over himmel og helvede.
Størst indtryk på Jacinta, gjorde idéen om uendelighed.
Selv midt i en leg, kunne hun stoppe og spørge;
“Men hør nu! Slutter helvede ikke efter mange, mange år?", og videre "De mennesker, der brænder i helvede, dør de aldrig? Bliver de ikke til aske? Og hvis andre beder rigtig meget for synderne, vil Jesus så ikke få dem ud derfra? Heller ikke hvis de også selv bringer ofre? Stakkels syndere. Vi må bede meget og bringe mange ofre for dem”.
"Så god, den hellige Jomfru er, hun har allerede lovet, at vi kommer i himlen"

José Alvez, en ven fra bydelen Moita havde inviteret de tre seere til at besøge dem en eftermiddag. Jacinta var så træt, at hendes hovede faldt lidt på skrå, mens de sad ved bordet, så der blev sørget for, at hun kunne komme ovenpå og få en lur.
Flere af naboerne kom forbi for at se dem, også Jacinta, der stadig lå og sov.
Hun havde et smil på læben, hænderne foldede og vendt op imod himlen.
Rummet blev fyldt med nysgerrige mennesker, der ville se hende og blev hængende, så der var trængsel.
"Hun må være en engel" sagde José Alvez, hans kone og hans niecer.
Til sidst måtte Lucia og Francisco vække hende, så de kunne nå til Cova da Iria og bede Rosenkransen inden det blev aften.

En soldat opsøgte dem.
Han græd som et barn, fordi han var indkaldt til fronten, selvom hans kone lå syg og de havde tre små børn. Han bad inderligt for, at enten hans kone kunne blive helbredt, eller også at indkaldelse kunne blive annuleret.
Jacinta inviterede ham til at bede Rosenkransen sammen med hende, og bagefter sagde hun til ham: "Græd ikke, vor Hellige Jomfru er så god! Hun vil sikkert opfylde dine ønsker".
Hun glemte ikke sin soldat. Efter hver Rosenkrans tilføjede hun et Ave Maria for ham.
Nogle måneder senere dukkede han op med sin kone og de tre børn for at takke den Hellige Jomfru for hendes nåde. Han havde fået høj feber på dagen, hvor han skulle til fronten, og blev frisat, mens han kone, fortalte han, var blevet mirakuløst helbredt.

En dag efter at Jacinta var blevet syg, sagde hun til Lucia:
"Jeg vil så gerne fortælle Jesus, at jeg elsker ham!
Ofte, når jeg siger det til ham, synes det som om en ild brænder i mit hjerte - uden at jeg bliver brændt".
En anden gang sagde hun "Jeg elsker vor Herre og vor Hellige Jomfru så meget, at jeg aldrig bliver træt af at fortælle dem, at jeg elsker dem".
Når Lucia kom for at besøge hende, kunne hun fra sengen finde på at sige;
"Gå hen og besøg Francisco. Jeg bringer i stedet et offer ved at ligge her alene".
Hendes mor kom en dag med et glas mælk til hende, som hun ikke ville drikke.
Da moderen var gået, fortvivlet over at hendes pige hverken ville spise eller drikke noget, spurgte Lucia, hvorfor hun ikke ville bringe det offer, at drikke et glas mælk hun blev budt.
Det fik Jacinta til at græde, hvorpå hun kaldte på sin mor, bad om tilgivelse og tilføjede, at hun fremover nok skulle tage imod, hvad moderen troede hun ville have godt af.
Hun fik mælken, drak den, og sagde bagefter til Lucia: "Du skulle vide, hvor hårdt det var at drikke den mælk.
Men jeg gør det af kærlighed til Vor Herre og til Marias ubesmittede Hjerte".
På et spørgsmål om hun havde fået det bedre, svarede hun:
"Nej, jeg har rigtig mange smerter i brystet.
Men jeg beklager mig ikke, jeg lider for syndernes omvendelse."

På et tidspunkt fik hun det trods alt lidt bedre og kunne tilbringe mange timer med at sidde ved Franciscos seng de sidste dage i hans liv.
De fik igen besøg af den Hellige Jomfru, vist nok begge to, i hvert fald Jacinta, der fik at vide 'at Francisco meget snart skulle dø, mens hun selv skulle på et hospital i en anden by.
Hendes mor ville følge hende derhen, men herefter skulle hun være der alene i lang tid'.
Jacintas influenza forværredes igen, og et sår dannede sig på hendes bryst.
Hun led meget, og det var hårdt for Ilimpia at se på, men Jacinta forsøgte at trøste moderen:
"Du skal ikke bekymre dig, mor, jeg kommer op i himlen, og jeg skal bede meget for dig dér. Græd ikke, jeg er o.k."
Jacinta lod aldrig en offermulighed gå fra sig.
En voldsom smerte som offer var mere værd end alverdens guld.
En læge kom og tilså Jacinta, og fastslog at hun måtte behandles på et hospital.
Hun var villig til at tage afsted for at adlyde Jomfruen, men det fordrede al hendes mod at være alene på et fremmed hospital uden hendes forældre og søskende, og ikke mindst uden Lucia
Sådan måtte det være, og i begyndelsen af juni 1919 løftede hendes far den svage krop ud af sengen, satte den forsigtigt op på det lille æsel og fugte hende til Ourem.
Den samme tur, som Lucia måtte ud på, da hun skulle forhøres efter den tredie åbenbaring.
Jacinta var på hospitalet i to måneder, og fik kun besøg én enkelt gang hjemmefra. Hendes mor, Ilimpia, og Lucia var der, og blev i byen til næste dag.
Hun fik en intensiv behandling på hospitalet, men det hjalp ikke. Såret på brystet mertede rigtig meget, og omsider indså lægerne, at det var nytteløst at beholde hende på hospitalet, så hun kom hjem igen til familien.

Hjemme ved sin sygeseng betroede hun Lucia, at når hun stod ud af sengen for at bede, så kunne hun ikke bøje sit hoved mod jorden uden at falde, så hun måtte bede englens bøn på knæene.
Lucia talte med præsten om det, og hans besked var, at hun kunne blive i sengen og bede.
"Men vil Vor Herre synes om det?" spurgte Jacinta tvivlende.
"Ja han vil. Vor herre ønsker, at vi skal følge præstens ord".
"Hun er kun skind og ben", konstaterede Fader Formigao, da han besøgte familien.
En tilstødende lungebetændelse og tuberkulose gjorde hende stadig svagere.
Ikke desto mindre lykkede det hende på en eller anden måde at nå op til Cova da Iria, men da vinteren nærmede sig, ville forældrene ikke længere høre tale om det.
I stedet fik hun overtalt dem til at lade hende gå til messe.
"Du skulle hellere blive hjemme", sagde Lucia "Det er jo ikke engang søndag"
"Det er lige meget. Jeg vil gå der istedet for synderne. De kommer der ikke engang om søndagen. Vor herre er allerede så ked af det, og de tager sig ikke af det, men bliver bare ved med at begå de samme syndere."
Når hun måtte blive hjemme, og Lucia kom forbi efter at have været til messe, sagde Jacinta "Kom helt hen til mig, for du har jesus i dit hjerte. Jeg ved ikke hvordan det sker, men jeg føler at jeg har Jesus i mig, og kan forstå hvad han siger, selvom jeg hverken kan høre ham eller se ham. Det er så godt at være sammen med ham".
Den hellige Jomfru aflagde Jacinta endnu et besøg for at forttælle hende, at hun skulle til Lissabon.
Jacinta fortalte det til Lucia: "Jeg skal til et andet hospital dér. Så vil jeg ikke se dig igen, heller ikke mine forældre, og efter at have lidt meget vil jeg dø alene.
Men jeg skal ikke være bange, for den Hellige Jomfru vil selv komme og hente mig til himlen."

En dag midt i Januar kom en læge, Eurike Lisboa fra Lissabon, sammen med sin kone til Fatima for at høre nærmere om åbenbaringerne her. De mødtes med Fader Formigao, som ledte dem til Cova da Iria, hvor de sammen bad Rosenkransen.
På hjemvejen ville de forbi familien Martos ejendom for at hilse på Jacinta.
Da doktoren så hvilken forfatning, hun var i, blev han chokeret. Bleg og tynd og kunne knapt nok gå. Lisboa bebrejdede forældrene, at de bare ventede på, at den Hellige Jomfru skulle komme og hente hende; i stedet skulle de sørge for at få hende i behandling. De undskyldte sig med, at det ingen nytte var til, hun havde jo allerede været på hospitalet i Ourem i to måneder.
Doktoren insisterede alligevel på, at de skulle sende hende til Lissabon, hvor landets dygtigste læger arbejdede.
Forældrene kom i tvivl, og bad Fader Formigao om råd. Han bakkede doktoren op, så det blev så resultatet.
Jacinta bad sin mor om at komme en tur på Cova da Iria inden, hun skulle til Lissabon. Moderen og en veninde hjalp hende op på et æsel, som bragte hende til stedet, hvor hun blev hjulpet af æslet og lagde sig på knæ.
Sammen bad de Rosenkransen. Bagefter bad hun alene en af sine andre bønner og kravlede rundt for at plukke nogle hvide blomster, der skulle pynte ved den lille nye kirke dér.
Jacinta så her fra ud over dalen, og sagde: "Da den hellige Jomfru trak sig tilbage, passerede hun hen over de der træer og ind i himlen med en sådan fart, at hende sko kunne være blevet klems fast i dørsprækken"
Nede igen måtte Jacinta tage endelig afsked med Lucia. Det blev et langvarigt og meget ømt kram, hvor begge græd, for nu skulle de jo aldrig være sammen mere i dette liv.

Den 21,januar satte Jacinta og hendes mor sig i et tog, der kørte dem til Lissabon.
Her skulle de først finde et sted, hvor Jacinta kunne være indtil, der blev plads på hospitalet.
Det var svært, men det lykkedes på børnehjemmet "Den Hellige Jomfru for Mirakler", hvor forstanderinden, Maria Godinho, med glæde ville tage sig af den lille pige, der havde set Jomfru Maria.
I forhallen til børnehjemmet kontaktede en velhavende kvinde Jacinta, fordi hun havde problemer med sine øjne. Hun lagde en todollar-seddel i Jacintas hånd, og ville have hende til at bede for de syge øjne.
Da Jacinta ingenting sagde, gik kvinden skuffet bort, mens Jacinta gav pengesedlen til Maria Godinho.
På spørgsmålet fra forstanderinden om, hvorfor hun ikke sagde noget, svarede Jacinta:
"Hør her, min kære mor. Jeg bad rigtig meget for kvinden, men sagde ikke noget, da jeg var bange for glemme bønnerne på grund af mine stærke smerter"
Moderen blev ved børnehjemmet et par dage for at sikre sig, at hendes lille pige var i gode hænder. Det var hun i høj grad, for forstanderinden var en rigtig mor og tog sig godt af Jacinta, der også følte sig tilpas hjemme blandt de andre børn.
Men dét, der gjorde hende allermest glad for stedet, var, at bygningen også indeholdt et kirkerum, så hun skulle leve i det samme hus som Jesus.
Lige så snart Jacinta var optaget på børnehjemmet, ville hun ind i kirkerummet. Hver morgen var hun til alters. Enten bar moderen hende derned, eller også gjorde forstanderinden.
Hun holdt også af bare at sidde på en bænk i kirken med øjnene fæstnet på alteret.
Nogen gange kom der imidlertid folk ind i kirken fra gaden, flere som ikke havde tilstrækkelig respekt for det hellige rum. Jacinta bad Maria Godinho om at påtale det, og når det ikke helt lykkedes beklagede forstanderinden det for Jacinta, som beroligede hende:
"Tålmodighed", pointerede hun med et sørgmodigt udtryk, "den Hellige Jomfru er tilfreds med dig. Hun ønsker ingen snak, men stilhed i kirkerummet".
Inden moderen tog til bage til Fatima, foreslog Maria Godinho hende, at Jacintas to ældre søstre, Florinda og Theresa blev nonner. "Vor Herre bevares" sukkede Ilimpia, der sørgede over at have mistet Francisco, og nu nok også snart Jacinta.
Jacinta hørte ikke moderens svar, men da Mor Godinho senere kom ind på hendes værelse, sagde hun "Den Hellige Jomfru ville meget gerne have set mine søstre som nonner, men mor ønsker det ikke, og Jomfru Maria vil snart hente dem".
Faktisk døde de to piger kort efter.

Jacinta faldt godt ind i børneflokken på omkring 25 børn, selvom hun ikke snakkede så meget med dem.
En bestemt pige på hendes egen alder prædike hun dog ofte for: "Du må aldrig fortælle en løgn, eller være doven, men vær lydhør og adlyd. Gør alt vel og med tålmodighed i kærlighed til Vor Herre, hvis du ønsker at komme i himlen".
Hun snakkede ifølge Mor Godinho med en overraskende autoritet, selvom hun var et lille barn.
Den Hellige Jomfru lod hende slet ikke passe sig selv i dagene på børnehjemmet.
Jomfru Maria kom ofte og snakkede til hende, gav hende nye indsigter og somme tider også en form for budskaber, Efter sådanne besøg kunne Jacinta tale med indsigt og vidom langt over hendes alder, uddannelse og erfaring.
"Hvem har dog lært dig alt dette", spurgte forstanderinden hende en dag.
"Vor Hellige Jomfru har lært mig meget, men noget tænker jeg mig også selv frem til. Jeg holder meget af at tænke."
Mor Godinho skrev alt hvad Jacinta sagd ned, en del dog frit efter hukommelsen
Her er lidt udpluk:
"Krige er bare straf for verdens synder, bod er nødvendigt",
"Hvis menneskene forbedrer sig, vil Gud hjælpe dem",
"Mange ægteskaber er ikke gode, da Gud ikke er involveret",
"Følg ikke moden, løb væk frs rigdom, elsk hellig fattigdom og stilhed højt".
Hun beklagede de mange besøgende, når det var borgerskabet, der stod linet op.
Kvinder klædt i modedragt, endog nogle med nedringede kjoler.
"Hvad skal det til for? hvis de bare vidste, hvad evighed er!"
En dag overhørte hun nogen besøgende snakke engageret om fejlene ved en præst, der var sat fra bestillingen. Jacinta græd over denne snak. De skal ikke snakke om, men bede for præsten.

Tiden, da Jacinta skulle overføres til hospitalet, nærmede sig.
En ny trist afsked i vente.
Hun elskede Mor Godinho, og værre var sagnet af at være nær ved Jesus.
Der var intet kirkerum på hospitalet, ingen steder hvor man kunne finde trøst.
På hospitalet var alle søde og velmenende, men hun observerede læger på afveje.
Mange læger kom og undersøgte hende, men de beskæftigede sig kun med videnskab og medicin. De så helt bort fra den indflydelse, Gud kunne have på patientens tilstand.
Den lille pige tøvede ikke med at gå lige til sagen, og pointerede årsagen til deres mange fejltagelser. "Stakkels læger, de har ingen idé om, hvad der venter dem. Lægerne ved ikke, hvordan de succesfuldt skal hjælpe deres patienter, for de har ingen kærlighed til Gud".
Én meget glædelig oplevelse fik Jacinta på hospitalet: Hendes far kom på besøg. Desværre kunne han ikke blive der længe, da han skulle hjem og passe de andre syge børn. Det var hjerteskærende for ham, at opleve Jacinta alene her på hospitalet og at så hurtigt skulle forlade hende igen.
Han havde dog fuld fortrøstning til, at den Hellige Jomfru tog sig af hende.

Jacinta blev diagnosticeret med dobbeltsidet lungehindebetændelse, et åbent sår i vestre side og stærk betændelse i 7. og 8. ribben.
Da lægerne først nævnte en operation for Jacinta, forvarslede hun dem: "Det er nytteløst, den Hellige Jomfru har fortalt mig, at jeg snart vil dø"
Men lægerne insisterede, og da hun lå på operationsbordet, vurderedes kroppen for svag til en bedøvelse med gas, og anæstesiteknologien var ikke særlig effektiv på det tidspunkt, så den kunne langt fra tage pigens smerter.
Lægerne fjernede de to ribben og var håbefulde, men det åbne sår i brystet var så stort som en knytnæve, og det måtte ofte vaskes og renses. Det var meget smertefuldt og Jainto nøjedes med at stønne "Åh, Hellige Jomfru, Åh, Hellige Jomfru, så meget vi må lide for at komme i himlen".
Trods de mange smerter klagede hun ikke, men accepterede med glæde, da hun forstod, at det ville hjælpe mange sjæle fri fra helvedes ild.
Den hellige Jomfru besøgte hende igen 4 dage før hendes død, befriede hende for smerter og ville snart kom og hente hende.
Doktor Lisboa kunne bevidne, at hendes smerter fuldstændig var forsvundet.
Hun var klar til at lege, og hyggede sig med at kigge på religiøse billeder.

Den 20.februar kokken 6 om aftenen sagde Jacinto, at hun følte sig skidt tilpas og gerne vile modtage de sidste kirkelige handlinger.
En præst kom senere på aftenen, så hun fik afleveret sine bekendelser, og han lovede at hun fik altervelsinelse næste morgen, Hun bad om at få den med det samme, men det så præsten ingen grund til, selvom hun fastholdt at hun snart ville dø.
Det gjorde hun så klokken halv elleve om aftenen, fredfyldt uden at have fået opfyldt dette ønske.
En ung sygeplejerske, som hed  Aurora Gomez, var den eneste person hos Jacinta på dødstidspunktet. De to holdt meget af hinanden og Jacinta kaldte hende "Aurorinha". Sygeplejersken blev ved barnets afsjælede legeme hele natten.
Om morgenen klædte hun liget på med en hvid alterkjole og et blåt sjal, som Jacinta havde bedt om, for det var den Hellige Jomfrues farver.

Rygtet om Jacinta død spredtes hurtigt over hele byen, og folk strømmede til for at se hendes krop, Flere ville røre den med en rosenkrans eller en statuette, men det ville præsten ikke have, da hun ikke måtte æres som en helgen.
Graveren kom derfor liget under lås og slå i en kiste, som blev stillet i et særligt rum, hvor folk kunne komme forbi og se det. De blev lukket ind i smågrupper.
Siden har graveren berettet, at han aldrig før eller siden har oplevet et tilfælde som Jacintas.
"Jeg kan stadig se den lille engel for mig. Liggende der i kisten syntes hun stadig at være i live med hele hendes skønhed, rosa kinder og læber.
Så mange lig har jeg set via mit job, men aldrig noget ligenede.
Selv den aroma, der udgik fra hendes krop, kan ikke forklares.
Den mest konsekvente ikke-troende måtte undres over dette.
På trods af, at hun havde været død i tre dage, var duften fra liget som fra en blomsterbuket.

Den 24.februar blev liget placeret i en sølvgrå kiste og forseglet i overværelse af repræsentanter fra kirken og fra byens administration.
Kisten blev her fra transporteret til familiens gravplads af en varmhjertet herre fra Ourém.
Mor Godinho fulgte kisten hele vejen, og fik således mulighed for at besøge Fatima, som Jacinta havde lovet hende.
Ti Marto var på stationen og tog imod kisten. Han var helt overvældet af alle de mennesker der fulgte kisten, det var så rørende at han græd som et lille barn, så meget som han aldrig før i sit liv havde grædt.

Da liget blev gravet op i 1935 for at blive flyttet, fandt man det inkorrupt, altså slet ikke gået i forrådnelse.
Ligeså i 1950.

fortsæt

Lucia's Samspil med den katolske Kirke

Det var en - man fristes til at sige urimelig - hård tid for Lucia, den centrale person i hele Fatima-eventyret.
En stakkels pige i førpuberteten, 10 år mens Mariaåbenbaringerne fandt sted, og tre år senere havde hun mistet sine to bedste venner og sin far,
Hendes far døde meget pludseligt den 31.juli 1919. Han var sjældent syg, efter eget udsagn havde han aldrig haft en hovedpine. Men pludselig fik han høj feber, en dobbeltsidet lungebetændelse, og døde i løbet af 24 timer. I Lucia's hjem var han den eneste, der altid forsvarede hende, når der var utilfredshed og kvaler på grund af hende.

Hjemmet var overrendt af folk, der ville se hende og tale med hende. Nogen opfattede hende mere eller mindre som en helgen og mange ville gerne bede med hende. Det sidste kunne måske være meget godt, men det trættede hende i længden samtidig med at hun også skulle holde modet oppe hos sine syge venner.
En del af de besøgende kunne se, at hun ikke havde det godt, og inviterede hende til at besøge dem lidt uden for byen, da hun øjensynligt trængte til luftforandring.
Det kunne hendes mor godt forstå, så hun gav sit samtykke og Lucia var adskillige steder et par dage.
Væk hjemmefra mødte hun ikke kun agtelse og velvilje.
Vel var der nogen, der beundrede hende, men andre var efter hende, kaldte hende en bedrager, en synsk og en heks. Hun prøvede at se det som forsynets måde, at lære hende ydmyghed på.
Hun blev ttrods alt hjulpet gennem ilden uden at blive brændt.

Som tidligere omtalt var hun begyndt at gå i skole, og havde lært at læse og skrive.
Derhjemme lærte hun at strikke og hækle.
Så snart hun kom hjem fra skole, blev hun opsøgt af tilrejsende nysgerrige, der ville se hende og høre alt om åbenbaringerne. Det var lettere at leve med, da hun kunne dele det med Francisco og Jacinta, og de sammen kunne gemme sig for de besøgende.
Til Lucia's store glæde tog hendes mor den 7.juli 1920 hende med til Lissabon for at se på en kostskole, som hun måske kunne blive optaget i. Langt fra hjemmet.
Moderen havde nyre- og rygproblemer og var derfor nødt til at tage hurtigt hjem igen. Men Fader Formigao kendte en god dame, som Lucia kunne bo hos midlertidigt, og som også ville betale hendes skoleophold.
Da alt var klart til, at hun kunne begynde i skolen 6.august, fik hun imidlertid at vide, at regeringen havde fundet ud af, at hun var i byen, og at de ville anholde hende, når de fandt hende.
Hun blev derfor hentet til Fader Formigaos hjem i Santarem, hvor hun måtte gemme sig i flere dage - uden at kunne gå til messe.

Vatikanet havde beslutte at genoprette et biskopstift med hovedsæde i Leiria. ikke så langt fra Fatima. Joseph Correia da Silva blev indsat som den første biskop her 5.august 1920, og han skulle i det lange løb vise sig at være en gevinst for hele Fatimaprojektet.
Hans første samtale med Lucia fandt sted den 13.juni 1921.
Her foreslog han hende og hendes mor, at hun skulle optages på en klosterskole ved Porto, Vilar do Porto. Den ide blev godtaget, og Lucia skulle forlade Fatima allerede den 17.juni, så hun havde lige 4 dage til at sige farvel til alle de kendte steder.
Ikke til menneskene, for ingen måtte vide det, lige pånær selvfølgelig hendes mor og søskende.
Hun var nu 14 år, og havde brug for nu at være et sted, hvor hun var anonym, hvor ingen vidste, at hun var én af de tre seere i Fatima.
Togafgangen var kl. 2 om natten, hvor de tog afsted til Leiria Her sagde Lucia farvel til hendes mor og goddag til Dona Filomena Miranda, som skulle følge hende til Porto.

Hun startede på Sct Dorothy Søstrenes skole, hvor ingen kendte hendes 'sande' identitet. Hun fik navnet Maria das Dores og blev, ligesom i Fatima, hurtigt en samlende figur, som mange gerne ville være sammen med. Hun snakkede naturligvis ikke om Fatima, men ærefuldt om den Hellige Jomfru, hvor god og kærlig hun var, og inspirerede på den måde til stor kærlighed til Jomfru Maria.
Da hun var færdig på skolen, ønskede hun at blive nonne i Sct. Dorothy ordenen.
Hun kom derfor den 25.oktober 1925 i nonnelære (postulat) i Pontevedra i Spanien, lige på den anden side af landegrænsen.
Den 20 juli 1926 flyttede hun til klosteret i Tuy og begyndte som nonne.
Hun havde besøg af den Hellige Jomfru i december 1925 i Pontevedra og igen 13.juni 1929 i Tuy. Disse besøg, hvor Jesus også skulle være involveret, og håndteringen af de såkaldte hemmeligheder vender vi tilbage til om lidt.
Lucia blev i klostrene under Sct, Dorothy ordenen indtil 1946, mest i Tuy men også en treårig periode i Pontevedra.
I 1946 vendte hun tilbage til Portugal. Først genså hun sin fødeby og Cova da Iria højen.
Herefter boede hun et par år i nærheden af Porto, indtil hun med pavens godkendelse kunne indtræde i carmelitterordenen og blev nonne i Santa Teresa klosteret i Coimbra, hvor hun blev resten af sit lange liv.
Fire gange i denne periode var hun i Fatima i forbindelse med pavebesøg.
Det var i 1967, 1982, 1991 og 2000.
Hun døde i 2005, 97 år gammel, blind og døv.

Lucia og Hemmelighederne

Mere interesse, end om de tre børns fascinerende livsforløb, åbenbarings-underet og Jomfru Marias ubeskrivelige skønhed, har der været omkring de tre hemmeligheder.
Det er nu engang hemmeligheders natur. Eller måske rettere sagt, menneskets natur.
Lad os engang kikke nærmere på, hvor hemmelige hemmelighederne var, og hvorfor budskaberne skulle være hemmelige.
Mon ikke livet havde været lettere for de tre børn, hvis det hele var én stor hemmelighed?
Det havde da i hvert fald været et noget anderledes liv, de så ville have haft,
Ved den første af de seks Mariaåbenbaringer bad Lucia udtrykkeligt de to andre om ikke at sige det videre. Jacinta kunne ikke lade være, og har grædt og beklaget det flere gange senere, ligesom hun demonstrativt har holdt sin mund siden.
Det var svært, for mange var meget nysgerrige.
Ellers havde man jo ingen andre oplysninger fra de højere magter end biblen, og så måske præstens ord.
Men kunne det være rigtigt, at der derudover skulle bringes informationer via små analfabeter? hørte de budskaberne korrekt og fik de dem gengivet korrekt?
Eksemplet med budskabet omkring krigens ophør fra åbenbaringerne i forbindelse med Sol-Miraklet, viser, at manglende ord og misforståelser hurtigt kommer til at fordreje oplysningerne, når hundredevis af voksne flokkes om 2-3 mindre børn.

Lad os kigge nærmere på Lucias refleksioner over hemmeligheder.
Først en snak med de andre seere:
"Jeg ved ikke om det er forkert, at vi ikke fortæller alt, når de spørger. om den Hellige Jomfru fortalte os andet" sagde Lucia "hvis vi bare siger, at hun fortalte os en hemmelighed, ved jeg ikke om vi lyver eller ej ved ikke at fortælle dem mere"
"Det er op til dig" svarede Jacinta," Det er dig, der ikke vil fortælle noget"
"Selvfølgelig ikke, tænk hvis de begynder at spørge os om, hvad slags ydmygelse eller afkald vi praktiserer! Det vil være dråben, der får det til at løbe over.
Hvis bare du ikke havde talt over dig, så ville ingen nu vide, at vi har set den Hellige Jomfru".
Jacinta græd, og Lucia måtte trøste hende.
På det samme spørgsmålet om, hvad de skulle svare, når de blev spurgt, om Jomfruen sagde mere, svarede en præst:
"Det er rigtigt gjort, mine små, at beholde sjælens hemmeligheder mellem Gud og jer selv.
Når man spørger jer sådan, så svar bare: 'Ja, hun sagde mere, men det er en hemmelighed'
Hvis de spørger mere ind til det, så betænk hemmelighederne, som jomfruen har gjort jer bekendt med, og sig: 'Vores Jomfru bad os om ikke at sige noget til nogen', så derfor siger vi ikke noget'.
På den måde kan I dække jer bag den Hellige Jomfru".
En anden præst, der forgæves havde vredet Lucia for yderligere oplysninger, udtrykte sig således: "Du gør det rigtige, mit barn. Kongens datters hemmelighed bør forblive gemt i hendes hjertes dyb."
Det var lidt på samme måde, at Francisco brugte respekten for den Hellige Jomfru, da han foreslog Lucia, at hun skulle fortælle kammeraterme, at hun havde lover den Hellige jomfru aldrig at danse igen.

Det forlød, at Jomfru Maria skulle give sin tilladelse før, hemmelighederne kunne blive afsløret.
Da Lucia afslørede de to første hemmeligheder, vist nok i 1941, må det have været ud fra sin hukommelse, hvori hun havde opbevaret dem i 24 år. Og i den mellemliggende tid havde hun oplevet flere åbenbaringer, budskaber og samtaler med himmelske væsner.
Selv skriver hun:
'Jeg mener at jeg nu kan frigive hemmelighederne, da jeg allerede har tilladelse fra himlen til at gøre det. Guds repræsentanter på jorden har i flere omgange godkendt, at jeg gør det'
Som jeg forstår dette, blev tilladelsen til afsløringen altså givet af himlens repræsentanter på jorden, det vil sige katolicismens repræsentanter.
Den tredie hemmelighed måtte også også frigives i 1942, men 'himlens repræsentanter' valgte at udskyde denne frigivelse. Tilsyneladende var det faktisk Lucias valg at vente til 1960 - med det argument, at kommunismens indflydelse sikkert ville toppe på dette tidspunkt.
Dette argument bringer mig lidt ind på hemmelighedernes indhold.
Det kan være svært at se logikken i indholdsrige budskaber bragt til verden gennem børn, og derefter forsøgt bearbejdet af kirkelige autoriteter. Især når børnene oftest er analfabeter uden synderlig religiøs indsigt.
At Gud, vor skaber, vil straffe menneskene fordi de ikke er gode, det må ret beset være en falliterklæring for skaberen. Truslen om helvede og andre pinsler må hænge sammen med begrebet karma, som bare ikke er med i kristendommens vokabularium.
Enkelt sagt, er krig som straf blot en konsekvens af, at mennesker ikke kan finde ud af at tage hensyn til hinanden via gensidige fredelige ofre.
Mon indholdet af den første hemmelighed, der som før nævnt gav et kig ind i helvede, kan tolkes på denne måde?
Den anden hemmelighed var en slags fortsættelse af den første.
Når vi slår hinanden ihjel, kommer vi i helvede, men hvis vi holder op med at slås, så vil krigen stoppe og der vil blive fred. Hvis folk herefter fortsat skuffer Gud, så vil en ny og værre krig bryde ud. Det vil ske under paven Pius XI, hvor et stort og uforklarligt lys på himlen vil være tegnet på, at Gud nu vil straffe verden for dens forbrydelser.
Herpå følger den mærkværdige påstand om, at en velsignelse og omvendelse af Rusland vil kunne hindre krigen. Dette skisma vender jeg tilbage til nedenfor.
Den tredie hemmelighed beskrev en dramatisk scene, der i kortfattet afdæmpet udgave gik ud på, at en hvidklædt mand, en biskop, måske paven, efterfulgt af mange religiøse mennesker gik op af et bjerg med et kors på toppen. De gik gennem byer, der halvt var skudt i ruiner, bad for sjælene fra de lig, de passererde. På toppen blev den hvidklædte hellige mand skudt af nogle soldater. De andre religiøse mennesker blev også dræbt, og to engle under korset samlede martyrernes blod op og stænkede det på sjæle på vej til Gud.

Man kan undre sig over, at Jomfru Maria igen opsøger Lucia i 1925, 18 år efter de tidligere åbenbaringer.
Lucia har i det hele taget været meget modtagelig for åndelige og spirituelle kontakter.
Det samme kan siges om Melanie fra La Salette åbenbaringerne, og her resulterede hendes fortsatte åbenbaringer som bekendt i, at den katolske kirke ikke længere ville acceptere de budskaber, hun påstod at have modtaget.
Det var ikke tilfældet med Lucia, og det kan måske hænge sammen med budskabernes art.

I første omgang kan budskabet gennem Lucia i december 1925 godt give lidt mening.
Jesus var ved Marias side, og hun stillede i udsigt, at hun ville love ved dødsøjeblikket at assistere enhver der gennemførte følgende program om 'De første lørdages reparation':
Den første lørdag i hver af fem på hinanden følgende måneder skulle man bekende, gå til alters, fremsige fem rosenkranse, og med opmærksomhed på den Hellige Jomfru meditere i 15 minutter over de 15 mysterier fra Rosenkransen med et ønske om at forøge troen.

Fortsættelsen af Lucias oplevelser i forbindelse med denne nye åbenbaring, har jeg imidlertid lidt sværere ved at tage seiøst:
Da hun den 15.februar 1926 var på vej ud for at tømme skraldespanden, møder hun en lille dreng i køkkenhaven. Hun genkender ham, da hun et par måneder forinden også havde mødt ham dér, forsøgt at lære ham Ave Maria og opfordret ham til at gå i kirken og bede den Himmelske Moder om at vise ham Jesusbarnet.
Hun spørger nu til, om han til den Himmelske Moder havde spurgt efter Jesusbarnet, og han svarer tilbage med et andet spørgsmål:
"Har du udbredt til verden dét, som den Himmelske Moder har bedt dig om?"
Idet han spurgte, blev han transformeret til en imponerende skikkelse, som Lucia genkendte som Jesus.
Herefter får de to en længere snak i køkkenhaven om 'De første lørdages reparation', vigtigheden af meddelelser, intentioner, forglemmelser og kompetecen til at videregive meddelelser.
Man kan fundere over, hvorfor Jesus bruger så meget tid på så små detaljer, når Guds verden bøvlede med meget større problemer, depressionen, kolonikrige og oprustning.

Den 13.juni 1929 fik Lucia en ny åbenbaring i klosterkirken i Tuy.
Den mørke kirke blev under en meditation fuldt oplyst, og hun fik vist den Hellige Treenighed, hvorefter Jomfru Maria tog ordet.
Hun fortalte, at det nu var tid for den velsignelse af Rusland, som var blevet bebudet i åbenbaringerne fra juli 1917 som en del af den anden hemmelighed.
Ikke mange flere ord her, da beskrivelsen om at paven skulle gøre det, og at aftalen om 'De første lørdages reperation' skulle realiseres, var jo en del af den anden 'hemmelighed'.
Senere hviskede Jesus hende i øret, at de (kirken) ikke ville lytte til denne opfordring.
De ville begå den samme fejl, som den franske konge, Ludvig XIV, Solkongen.
Først i fængslet 100 år senere var Ludvig XVI parat til at følge opfordringen fra Jesus til kongemagten, men da var det for sent.
Nu vil Russerne fremprovokere krig og forfølgelse af kirken. Paven vil gå en svær tid i møde.
Jesus havde ret. I hvert fald skete der ikke noget på det tidspunkt, og den 2. hemmelighed var jo heller ikke afsløret endnu.

Eller måske var velsignelsen af Rusland og 'aftalen om de første lørdage' slet ikke en del af 'hemmeligheden' fra 1917?
Man kunne let få den tanke,at indholdet af åbenbaringerne er blevet blandet sammen i Lucias hukommelse.
Al snakken om Rusland må jo slet have givet mening i det lille barnehovede i 1917.
Siden har kirkelige autoriteter ofte holdt Sovjetunionen op som den store fjende, også i kommunikationer med Lucia, hvor forskellige apokalypser ligeledes må være blevet berørt.
Men at en velsignelse af Rusland skulle kunne have reddet menneskeheden fra anden verdenskrig, det lyder usandsynligt.
Historien fremstiller jo Hitler som den store skurk i denne sammenhæng.
Den katolske kirkes officielle historie fortæller os nu, at velsignelse af Rusland blev gennemført på den korrekte måde i 1984, hvilket jo stemmer godt overens med murens fald i 1989, men at denne velsignelse skulle være årsagen til murens fald, det er ikke umiddelbart indlysende.
I det hele taget synes det problematisk, at altings skaber tager parti i konflikter mellem det skabtes forskellige manifesteringer. Enhver, der tager parti i en konflikt, tager del i udviklingen henimod en taber og en vinder, og er derved med til at opretholde konflikten.
Tilsvarende, ville alle, der inddrager idéen om Gud, Jesus og den Hellige Moder i en konfliktsituation, være med til at forringe effekten af deres kærlighed til menneskeheden.

Jo længere en hemmelighed gemmes for offentligheden, jo mere potentiel energi får den.
Vi har set, hvad der skete med hemmelighederne fra Salette. Mange havde talt med seerne, og flere gange blev dele af indholdet rygtevist spredt, og stikord blev søgt taget til indtægt for synspunkter, som nogen gerne vil have fremmet.
Da hemmelighederne så endelig blev frigivet i år 2000, var de overraskende korte, i bedste fald intetsigende, men snarere modstridende.

Endnu værre er det gået med den tredie hemmelighed fra Fatima. Lucia havde nedskrevet den i 1943, og afleveret den i en forseglet kuvert til biskoppen af Leiria, som i 1957 videresendte den til Vatikanets arkiv, hvor den kunne blive opbevaret mere sikkert.
Nysgerrighed, Nysgerrighed!
På et tidspunkt meldte Lucia ud, at den skulle afsløres i 1960 eller ved hendes død, hvis denne indtraf før.
I 1960 havde paven Johannes XXIII åbnet kuverten, læst den og lagt den tilbage i arkivet med en beslutning om at vente med afsløringen.
I 1965 havde paven Paul VI åbnet kuverten, læst den og lagt den tilbage i arkivet med en beslutning om at vente med afsløringen.
I 1981 efter mordforsøget på paven Johannes Paul II, havde denne åbnet kuverten, læst og lagt den tilbage i arkivet med en beslutning om at vente med afsløringen.
Nysgerrighed, Nysgerrighed! - og rygter om voldsomt indhold.
Den 26,juni 2000 offentliggjorte Vatikanet endelig ordlyden af den tredie hemmelighed.
Siden da har der været meget palaver om indholdet, som er blevet fulgt op af en masse mistro.
Og man må også erkende, at indholdet er ret intetsigende, i hvert fald ubrugeligt.
Så hvad skulle man overhovedet med den Apokalypse??
Mange mente og mener, at det ikke kan være hele hemmeligheden, der er afsløret.
Blandt de rygter der går, er mange konspirationsteorier naturligt indblandet.
Den mest spektakulære og ved første øjekast ret veldokumenteret konspirationsteori går ud på. at der er to udgaver af Søster Lucia, én fra før 1960, og en anden efter 1960.
Hvis man ser en videooptagelse fra ceremonien i forbindelse med Franciscos og Jancintas helgenkåring i 2000, så må man godt nok også undre sig over, at damen på dette tidspunkt skulle være 93 år.
Årsagen til Lucias påståede personskift skulle hænge sammen med en ny drejning, som den officielle katolske tro har taget. Med en knap så vred Gud.
Man har tilsyneladende overvejet den problematik, der også er taget op her i forbindelse med den første 'hemmelighed'.

fortsæt

til historiens start

Fatima som Pilgrimssted

Et nærliggende offer er pengegaver.
Dem begyndte folk at tage med til Cova da Iria, da Åbenbaringerne var begyndt i 1917.
Der lå til eksempel en hel del penge den 13,august 1917, da børnene ikke var til stede, og som følge deraf heller ikke den Hellige Jomfru.

Maria da Capelinha, der boede i nærheden, og havde fulgt alle åbenbaringsscenerne med stor entusiasme, samlede den dag alle disse penge sammen og tog dem med sig.
Først bad hun en af de ældre Martobrødre om at opbevare dem. Det ville han slet ikke.
Så gik hun til Martofamiliens hus og spurgte både Ti og Ilimpia, men begge afslog.
Bagefter spurgte hun p ræsten, der var på besøg, men han ville heller ikke han ville tage ansvar for økonomien.
Til sidst konkluderede hun, at de måtte lægge dem tilbage på højen.
Men så brød præsten ind med et brev fra kardinalen, der henstillede til, at pengene blev opbevaret af en troværdig person, dog ikke fra Martofamilien, da de let ville blive mistænkt for at profitere af åbenbaringerne.
Maria Capelinha blev derfor bedt om at gøre det sammen med sin mand, Manuel Carreira.
Det blev til mange penge efterhånden, da de også solgte andre af offergaverne.
Så mange penge, at man i 1920 gik i gang med at bygge en lille kirke.

Da den lille kirke var færdig, kunne man se, at der ved fortsat pengeindsamling også ville blive råd til en statue i kirken.
Forslaget blev modtaget med begejstring. Statuen blev bestilt og lavet, og man planlagde en procession ved indvielsen i den lokale kirke nede i byen.
Imidlertid vidste de fjendtlige myndigheder jo godt, hvad man havde gang i, hvorfor de lagde planer om at spolere demonstrationen.
Da dagen oprandt ankom først en tordenstorm til Fatima. Herved spredtes regeringens vagter, så det lykkedes - dog uden en procession - at få statuen placeret i Fatimas kirke.
Der stod den så, ærefuldt, velsignet og gemt for eventuelt tyveri.
I den lille kirke på Cova da Iria havde man indrettet en niche med et forhæng for, hvor statuenss endelig placering skulle være .
I løbet af noget tid blev den flyttet der op, på trods af at der var rygter i omløb om, at alt i kirken kunne blive stjålet eller brændt.
For at sikre sig mod hærværk og tyveri, flyttede Maria og Manuel statuen ned i deres hus hver eneste nat.

Frygten viste sig at være berettiget, for to år senere var to bomber blevet anbragt på Cova da Iria, den ene i kirken og den anden ved Stenegen. Kirkens tag blev ødelagt, mens bomben ved Stenegen var en fuser. Biskoppen forbød herefter at man byggede en ny kirke på Civa da Iria, så statuen måtte forblive i Carreirahjemmet.
Hertil kom pilgrimme hver dag og blev der i timevis. Da pilgrimmene følte, at Jomfru Maria hørte på deres bønner blev de opmuntret, og der rejste sig en stemning for at bære statuen op på højen igen. Flyttedatoen blev fastsat til 13.maj 2022.
Der var ingen båre at bære statuen på, så stærke mennesker skiftes til at bære den. mens det store følge sang og bad.
Ødelæggelsen af Kirken på Cova da Iria havde forårsaget en vrede mod regeringen fra de mange tilhængere, så - for at råde bod på ugerningen - besluttede man at holde en stor pilgrimssamling til ære for Jomfru Maria .
Man fastsatte begivenheden til året efter, den 13.maj 2023.
Enkelte fra byens administration overvejede at forhindre demonstrationen, men resignerede da 60.000 pilgrimme samledes denne dag på veenej til Fatima for at hylde 'Deres Dronning'.

Nu, mere end 100 år senere, står den lille gamle kirke der stadig, men den forsvinder næsten blandt de store Basilikaer og helligdomme der er bygget omkring det oprindelige åbenbaringssted.
Årligt besøges helligdommen af mellem 4 og 5 millioner mennesker.
De går til messer, bekendelser, fællessang og mange går den samme lange tur på knæ, som Lucia og hendes familie gjorde i 1918 i taknemmelighed for moderens helbredelse.

I sommeren 2023 da jeg var på vej til La Salette, mødte jeg i Lyon nogle unge piger fra Jomfruøerne, som hjalp mig med at finde vej til stationen. De var på vej til en stor festival for unge kristne i Portugal.
En uge senere lød rapporterne fra Portugal, at Jimena, en spansk pige på 16 år, havde fået sit syn tilbage efter at have bedt til den Hellige Jomfru og have modtaget nadveren i Fatima.
Det siges at mere end million unge skulle have været i Lissabon i ugerne omkring festivalen, og paven var også i Fatima og bede Rosenkransen.
Jacinta of francisco har ikke levt forgæves.
Og heller ikke Lucia.

fortsæt

til indholdsfortegnelsen

,,,,,,

.....

fortsæt

til indholdsfortegnelsen

Garabandal, Spanien, 1961

Langt fra Paris, Rom og Barcelona, på vej op til Cantabrianbjergene i det nordlige Spanien ligger en lille landsby, Garabandal.
Den var svær at komme op til i 1961 og derfor ret isoleret, med 75 boliger, der husede cirka 300 mennesker. Mange af boligerne havde ikke direkte adgang til vand og de fleste ingen elektricitet.
Man måtte klare sig med brændeovne og det store køkkenkomfur for at holde varmen om vinteren.

En dejlig sommerdag i juni 1961, hen mod aften, var fire piger på æblerov i skolelærens have.
Efter at have nydt æblerne gik de en tur ned til 'Calleja', en nedsunket sti mellem klipperne.
Garabandal var en meget religiøs by, og næsten alt hvad pigebørn kunne finde på, var en synd, som Mari Cruz senere udtrykte sig. Drengene kunne slippe afsted med næsten hvad som helst.
Det var således ikke overraskende, at den dårlige samvittighed nu sneg sig ind på dem, de var blevet fristet af djævlen og havde skuffet deres skytsengle.
Som en lille leg for at redde sig ud af dette, begyndte de at kaste sten mod venstre, hvor djævlen traditionelt skulle ligge på lur.
Pludselig ved halv otte tiden hørte de et tordenbrag, men intet tordenvejr var på vej.

Goddag til en Engel

Så kom lyset og en skinnende smuk skikkelse viste sig for dem, en engel som lignede en dreng på omkring 9 år, i et vidunderligt, meget stærkt, men ikke blændende lys.
Straks faldt de fire piger på knæ, blev helt paralyseret og - forstod de senere - oplevede deres første ekstase.
Et ældre ægtepar gik forbi dem, og manden undrede sig meget over deres ubevægelighed, mens konen slog det hen.
Datoen var den 18.juni, og de fire piger var Conchita Gonzales, 12 år, Jacinta Gonzales, 12 år, Mari-loli Mazon, 12 år, og Mari Cruz Gonzales, 10 år. Trods sammenfald i efternavne var der ikke tale om søskende.
I ingen af hjemmene blev deres fortælling om aftenens oplevelse hjerteligt modtaget.
Mari-Loli og Mari Cruz blev truet med smæk for at komme med sådanne historier.
Jacinta mor lod det gå ind ad det ene øre og ud af det andet.
Conchita fik skæld ud for både at komme for sent hjem og så samtidig opfinde en vild historie.

Den næste aften gik de fire piger spændte ned til Calleja igen for måske påny at se englen.
En af Conchitas brødre advarede hende mod at blive til grin, og folk de mødte på vejen smilede også overbærende, når de gik forbi.
De fire piger lagde sig på knæ og bad Rosenkransen på det sted, hvor de dagen før havde set englen. Nogle drenge så til og kastede drillende sten efter dem.
Ingen engel viste sig for dem denne aften, og de gik skuffede hjem.

Men hjemme hørte alle fire hver for sig en stemme, der sagde:
"Ingen grund til bekymring. I vil se mig igen".
Således opmuntret gik de også ned til Calleja og bad de følgende aftener, og englen viste sig igen. Alle andre i landsbyen var mere eller mindre skeptiske.
Præsten, Fader Valentin, tog en snak med dem og var imponeret over deres enslydende sammenhængende beskrivelser og bad Conchita om næste gang at spørge englen, hvem han var.
Den 21.juni om aftenen på Mari Cruz's 11-års fødselsdag, bad pigerne igen, mens en hel del andre fra byen så til, hyggede sig og morede sig lidt.
Men pludselig gik de fire piger i ekstase. Tilskuerne var vidne til deres dramatiske ændring i attitude, og flere undskyldte efterfølgende deres tidligere mistro.
Allerede den 22 juni var der om aftenen samlet så mange mennesker om de knælende piger, at den lokale landbetjent Juan Alvarez Seco måtte træde i aktion for at opretholde lov og orden.
Flere betjent blev bedt om at opholde sig i området for at holde styr på de mange besøgende i den lille flække.
Seco igangsatte også en undersøgelse for at finde ud af, om der var hold i visse rygter,
Var pigerne mon blevet hypnotiseret af en professor, der var på besøg?
Eller var de blevet dopet?
Eller måske kunne Conchita, der var den ældste, kontrollere de andre?
En læge blev også sat til at undersøge dem, og konkluderede, at de måtte lide af epilepsi.

Trods alle disse foranstaltninger fortsatte åbenbaringerne ufortrødent,
Da Jacintas mor ved 8. åbenbaring så sit barn i ekstase, skreg hun i vilden sky. Hendes datter fik jo et helt anderledes udtryk i ansigtet, og det fik moderen til at tro på de mange ting, datteren fortalte at have set i ekstasen.
Englen, St. Michael, viste sig for dem i alt 8 gange.
Først den sidste gang, den 1.juli begyndte han at snakke.
Her fortalte han, at den Hellige Jomfru ville vise sig for dem den følgende aften.
Pigerne spurgte ham om flere ting, blandt andet hvad der stod under hans fødder, hvor de kunne se nogle tegn og bogstaver, som ikke umiddelbart gav mening.
Det ville Jomfru Maria også fortælle dem, sagde han.

Jomfru Maria træder ind på Scenen

Den 2, juli møder pigerne så Jomfru Maria for første gang.
Calleja var proppet med tilskuere. Nogle bad Rosenkransen, andre sang.
Der var blevet lavet en lille indhegning, cuadro'en, der kunne adskille pigerne fra menneskemængden.
Blandt den store flok, der ville overvære åbenbaringen og ekstaserne, kunne man denne dag notere 11 præster og også adskillige læger.
Pludselig skreg pigerne "Jomfruen!". De så hende, men ingen af tilskuerne kunne se hende.
Jomfru Maria var omgivet af to engle, St. Michael og St. Gabriel, og til venstre sås et øje i en trekantet ramme, symbolet for treenigheden.
Jomfruen var klædt i blåt og hvidt og i løbet af åbenbaringen havde hun også Jesusbarnet hos sig.
Som ved Lourdes, Fatima og Pontmain var det kun de 'udvalgte' børn, der kunne høre Jomfru Marias stemme, men her kunne alle høre, hvad pigerne sagde til den Hellige Jomfru.

Séerne beskrev Jomfru Marias stemme som meget speciel.
Historierne fortæller ikke så meget om, hvad Jomfru Maria sagde til dem.
Det var mest pigerne, der fortalte Maria alt muligt forskelligt fra deres dagligdag, mens hun smilede og kunne måske stille uddybende spørgsmål.
Jesusbarnet sagde ingenting, men smilede og grinte af og til
Pigerne spurgte, om de måtte få lov til at holde Jomfru Marias krone.
Det fik de, og tilskuerne kunne se på pigernes bevægelser, at noget usynligt gik fra hånd til hånd.
Jomfru Maria sluttede besøget af med at demonstrere, hvordan de skulle bede Rosenkransen langsomt og korrekt.
Jacinta har senere fortalt, at det først var her, hun rigtig lærte ordene i Rosenkransen.
Hendes far kunne bekræfte, at kun drengene havde lært den ordentligt hjemmefra.

Da Åbenbaringen skulle slutte, tryglede pigerne Maria om at fortsætte, men hun beroligede dem med at hun ville komme igen den følgende dag, og mange flere gange
Ved åbenbaringen den 4.juli fortalte Jomfru Maria, at tegnene under St. Michaels fødder bekendtgjorde, at hun ville bringe et vigtigt budskab den 18.oktober.

Hundredevis af Åbenbaringer følger efter

Nu fulgte masser af åbenbaringer, i perioder næsten dagligt.
Det blev ikke ved med at være til 'aftalte' tidspunkter. I stedet kunne pigerne mærke kaldet indvendigt, en slags kald i tre omgange, og på tredie kald følte de glæden så stærkt, at de skyndte sig ned til åbenbaringsstedet. I begyndelsen oftest samtidigt, alle fire.
De kunne løbe stærkere end alle andre, og alligevel var de overhovedet ikke forpustet når de nåede frem.

Biskoppen i Santander var bekymret for alt dette religiøse ståhej i Garabandal.
Han nedsatte derfor en kommission, der skulle søge at bekræfte eller afkræfte rygterne om Mariaåbenbaringerne. Helst afkræfte!!
For at slå to fluer med ét smæk, indkaldte han Conchita til forhør i Santander i slutningen af Juli. Herved blev hun fysisk skilt fra de tre andre séere, hvorved det samtidig blev checket, om det var hende, der orkestrerede hele visionsbølgen.
Det var det åbenbart ikke. Hun fik blot en enkel åbenbaring Santander, mens de tre andre fortsatte med fælles åbenbaringer i Garabandal.
I Santander blev Conchita indlogeret hos nogle fjerne slægtninge og taget med på strandture, hvor Jomfru Maria ikke ville kontakte hende.
Præster og læger pressede og bearbejdede hende for at hun skulle tilstå, at der var tale om falske ekstaser og visioner.
Ifølge hendes mor, Aniceta, der var med i Santander de første par dage, fik de hende til at underskrive en tilståelse, men selv siger hun, at hun kun havde sagt, at hun (lige) nu ikke fik flere åbenbaringer.
Referaterne fra hendes samtaler med kommisionsmedlemmerne er rodet: Enkelte gange giver hun udtryk for usikkerhed omkring hendes egne visioner, et par gange samtidig med, at hun udtrykker tillid til de andres oplevelser.
Efter en uges tid insisterede familien på at få hende hjem igen.
Jomfru Maria orienterde de andre piger om hender snarlige hjemkomst, og hun blev modtaget med glæde.

Flere og flere undrede sig over, hvad der foregik i Garabandal.
Rygterne spredtes efterhånden til et større område, og mange kom til landsbyen for at overvære åbenbaringerne og pigerne i ekstase.
Mellem 500 og 3000 hver dag, fortælles det. Med tiden kom også en del fra udlandet.
Ofte var åbenbaringerne langvarige. Pigerne hyggede sig med Jomfru Maria. Der fortælles om tilfælde, hvor de legede gemmeleg med hende.
Under visionerne og i ekstaserne, fremviste pigerne på mange måder overnaturlige tilstande.
Tilskuerne og de troende gav dem kors, rosenkranse, smykker og lignende, som Jomfru Maria velsignede ved at kysse. Genstandene blev leveret tilbage til de rette ejere uden at pigerne havde kunnet se, hvor de kom fra. (se billedet nedenfor)
De kunne også til enhver tid udpege præster i menneskemængde, selvom de var klædt i civilt.
Mens séerne var i ekstase blev de undersøgt af mange forskellige læger og andre eksperter. Der var ingen reaktion, når de blev stukket med nåle, eller fik stærkt lys direkte i øjnene, der var vidt åbne. Og så var deres kroppe så tunge, at en stærk mand ikke kunne løfte dem.
De kiggede oftest ved åbenbaringerne lige op i luften og kunne gå sammen både forlæns og baglæns i ekstaserne.
Der var også eksempler på levitationer. (se billedet ovenfor)
Udenfor ekstaserne blev de også undersøgt på kryds og tværs af læger, og tilsyneladende var de helt normale, og passede også deres daglige pligter mellem ekstaserne.
Når man kunne overvære alle disse fænomener på tæt hold, er det svært at forstå, hvordan nogen kunne tvivle på, at pigernes oplevelser var ægte.
Men tvivle kunne naturligvis dem, der ikke så tingene på nært hold. Det var blandt andet dem, der var så skeptiske på forhånd, at de ikke ville gøre sig de store anstrengelser, der skulle til, for at bryde igennem menneskemængden for selv at kunne overvære tingene på nært hold.
Pigerne anmodede Jomfru Maria om et synligt mirakel for at overbevise tvivlere.
Det blev lovet til den 18.juli 1962, hvor den oblat, Cochita ville modtage i en ekstase-nadver, skulle blive synligt for de omkring-stående.
Det skete, da Conchita først på natten (hov, så blev det den 19.juli!) kom i ekstase i sit eget hjem, gik ud på vejen, knælede, tilsyneladende modtog hun her en usynlig nadver, hvor oblaten så alligevel et øjeblik blev synligt for alle og fotograferet af en af tilskuerne.

Åbenbaringsstedet Calleja

fortsæt

Det første Budskab

Ved alle Mariaåbenbaringer kigger man først efter autenciteten, kan det virkelig passe?.
Accepterer man den mulighed, er det næste spørsmål for 'rettroende' katolikker:
Indeholder åbenbaringerne vigtige budskaber?
I Garabandal blev en information om et budskab hurtigt meldt ud.
Under St, Michaels fødder! Den 18.oktober 1961 skulle det være.
Faktisk blev selve budskabet også overbragt til pigerne den dag, informationen om det blev meldt ud. Men de forstod det ikke.
I en åbenbaring den 28.juli fik pigerne så forklaret budskabet, som havde følgende ordlyd:
 "Vi må bringe mange ofre, gøre meget mere bod, og besøge alteret oftere.
Men først må vi føre et godt liv. ellers vil vi blive straffet. Bægeret er allerede fyldt, og straffen kommer når det løber over."
Seerne græd, da de fik budskabet forklaret, og tilskuerne, der overværede det, var bevæget.
Da ekstasen sluttede, snakkede pigerne kort med præsten. Valentin Mancholar, som sagde til forsamlingen: "Jomfruen har givet pigerne et budskab, som de ikke kan fortælle videre nu, hverken til præster, til deres forældre eller til biskoppen."
Næste dag blev det kundgjort, at budskabet ville blive offentliggjort den 18.oktober.
Séerne skulle ved kirkedøren overbringe budskabet til præsten, som efterfølgende skulle oplæse det ved de 9 pinjetræer, der stod tæt på Calleja.

Med afsæt i dette oplæg var afsløringen af det første budskab imødeset med spænding.
Mange ville komme til stedet, rejse langvejs fra for at overvære afsløringen, og formentlig også se pigerne i ekstase.
Men regnen kom denne dag mange i forkøbet, den var kraftig og slog over, først i slud, og så i hagl, næsten så store som hønseæg.
Det var jo ikke asfalterede veje, der førte op til Garabandal, så hovedvejen op til bjergbyen var omdannet til en mudderpøl, som de færreste biler kunne forcere.
De fleste måtte i stedet ud på en tre timers vandretur. Alligevel var cirka 5000 mennesker nået der op denne aften.

Præsten var noget forlegen i forhold til tekstens indhold og løb fra aftalerne, sprang kirkeintermezzoet over og lod pigerne læse budskabet op nede ved pinjerne.
Dér læste de det i kor, men deres stemmer havde svært ved at trænge igennem slud, hagl og menneskemylder, så en tilskuer, en mand med en høj stemme, trådte til og gentog teksten råbende ud over forsamlingen.

Skuffelsen blandt de tusindvis af drivvåde mennesker var ikke til at tage fejl af. Forvirring og vrede.
Forvirret da den enkle og nærmest barnlige tekst stod i kontrast til de spektakulære oplevelserne med ekstaserne.
Vrede da man oven på de store anstrengelser med at nå hertil, nu stod drivvåde og ventede på formentlig noget nær et mirakel.
Det er senere blevet påpeget, at effekten kunne have været anderledes, hvis Jomfru Marias anvisninger var blevet fulgt til punkt og prikke, så teksten var blevet overleveret til præsten af pigerne ved kirkedøren og derpå læst op af Fader Valentin ved pinjerne.
Séerne kunne måske have insisteret, men den Hellige Jomfru havde tidligere mange gange forholdt dem, at de skulle adlyde præster og deres forældre.

Skrigenes Nætter, Advarslen og Miraklet

Nætterne efter den 19.juni og den 23.juni 1962 modtog séerne nogle rystende visioner.
Tilskuerne hørte dem skrige hjerteskærende. Ikke som piger på 12-13 år ellers ville skrige.
Bagefter fortalte de fire piger, at de havde set, om ikke helvede, så i hvert fald scener med forfærdelige menneskelige lidelser.
Disse skulle formodentligt opfattes som et skrækscenarie, der kunne indtræffe hvis ikke mennekene forbedrede sig.
Den første nat varede det 50 minutter, den anden 3 timer, og tilskuerne var så berørte af pigernes reaktioner, at de blev og bad sammen med dem resten af natten.
Sådan beskrives det på flere garabandal-sider på nettet.
Pigerne ville helst ikke tale om det, men Mari-loli og Jacinta skrev nogle stikord ned fra visionen, fordi de udtrykkeligt var blevet bedt derom. Vist nok af englen.
Conchita var ikke med den første nat, da hun havde dårligt knæ, så hendes mor holdt hende hjemme.

Denne vision, der var helt forskellig fra alle de andre, lagde kimen til en længere trilogi omfattende en advarsel, et stort mirakel og en truende straf.
Det kan ærgre, at smukke og interresante Mariaåbenbaringer som disse, så ofte bliver fastholdt og transformeret til meddelelser og trusler direkte fra Gud - for at retfærdiggøre stridbare kristne bevægelser med udspring i eller stærk tilknytning til USA.
Kimet fra visionen blev vandet med profetien om det store mirakel, som først Cochita og dernæst Loli mente at have fået besked om i begyndelsen af september 1962. Faktisk har det vist nok, som antydet i nogle kilder, været omtalt tidligere, hvilket også stemmer bedre med, at alle fire seere mere eller mindre var blevet orienteret.
Ifølge en tilstedeværende ved Cochita´s modtagelse af detaljer i profetien bad hun Jomfru Maria om, at alle 4 kunne få oplysningen samtidig - ikke bare hende.
Men hun fik den alene og Loli modtog den kort efter.
Det var på et kritisk tidspunkt for Jacinta og Mari Cruz, der nu meget sjældent fik åbenbaringer.
Alle blev dog før eller senere informeret om et mirakel, men det var stort set kun Conchita der med tiden samlede viden om næsten alle detaljerne vedrørende dette mirakel.
Forud for miraklet skulle komme en advarsel.
Mari Loli kendte - vist nok som den eneste - tidspunktet for, hvornår advarslen ville finde sted.

Conchita kunne først i september 1965 fortælle, at advarslen kun ville vare i kort tid, hvor nærmest hele verden ville gå i stå.
Den vil ramme alle på den måde, at vi vil kunne se en gennemgang af vores liv med Guds øjne, alle de gode ting, vi har gjort, og alle de dårlige.
Da de fleste har fortrængt de dårlige ting, vil det for dem blive en skrækkelig oplevelse.
Plottet minder om en oplevelse, mange kan berette om fra nærdødsoplevelser.
Miraklet skulle indtræffe klokken halv ni en forårsdag indenfor et år efter advarslen.
Kun Conchita vil på det tidspunkt kende datoen, og hun vil annoncere den en uge forinden.
Miraklet vil ske ved pinjerne i Garabandal, og vil vare cirka et kvarter. Alle i landsbyen og i de omkringliggende bjerge vil kunne se det.
Syge i nærheden vil blive kureret, syndere vil blive omvendt og ikke-troende vil komme til at tro. Et synligt tegn, som overbeviser alle om det guddommelige, vil blive efterladt på stedet
Paven vil se miraklet fra hvor han end må befinde sig, og det samme vil Pater Pio.
Det virker mærkeligt, at miraklet skal være så lokalt.
Hvis man ved en udglattende og transformeret hypotese vil mangfoldiggøre miraklet og sprede det ud over flere tidspunkter og lokaliteter, kan det ligne dødsøjeblikket og med god vilje komme til at hænge sammen med at opfatte de gængse nærdødsoplevelser som advarslen og herved forklare Conchita fejlslagne forudsigelse, som vi vender tilbage til i næste afsnit.

Det kommunistiske spøgelse, som amerikanerne ofte inviterer ind og forpester de guddommelige åbenbaringer med, er overhovedet ikke nævnt i de noter, som Jacinta og Loli nedskrev umiddelbart efter 'skrigenes nætter'. Først 5 år senere, da amerikanere begynder at fortolke åbenbaringerne i Garabandal og udfritte séerne, dukker det op i visse kommentarer. Efter alt at dømme, som svar på særdeles ledende spørgsmål.
Fra de to pigers oprindelige noter er det svært at afgøre, om afstraffelsen vil falde snart og ubetinget eller senere, hvis verden ikke forbedrer sig.
Visse amerikanske missionsorganisationer har tolket det som 'både-og':
En afstraffelse op til advarslen, udført af alverdens kommunister, og så en ny afstraffelse efter miraklet, hvis dette ikke skulle have den forventede effekt i form af en klart bedre verden.
Den første afstraffelse skulle så have været vist til pigerne ved åbenbaringen den 19.juni, og den eventuelle senere afstraffelse/tilintetgørelse ved åbenbaringen den 23.juni.
Mari-Loli og Conshita, der først i halvfjerdserne begge blev gift og stiftede familie i USA, har senere blandet den kommunistiske fare en hel del ind i profetierne.
Måske påvirket af deres amerikanske omgangskreds?
Jacinta, der også senere slog sig ned i USA, har været lidt mere tøvende,
Mari Cruz, der blev i Spanien, har - som vi senere skal se - en noget anden opfattelse af profetierne.

Pater Pio døde i 1968 til forståelig undren for Conchita, da han jo skulle have set Miraklet.
Senere har Conchita berettet, at hun på en tur til Lourdes mødte munken Cennamo, der var omkring Pater Pio, da han døde.
Hun forelagde ved mødet denne munk sin undren, og han kunne fortælle, at Pater Pio faktisk så miraklet lige før han døde. Ifølge Pater Pios egne ord.
Dette kunne måske understøtte nærdøds-hypotesen!

Mari-Loli, den eneste som i første omgang skulle kende datoen for advarslen, døde med sin viden i 2009.

Fader Luis Andreu, Joe Lomangino og Pater Pio

Luis Maria Andreau var en jesuitterpræst, der sammen med sin bror ankom til Garabandal i slutningen af juli 1961 for at undersøge de påståede åbenbaringer. Lidt skeptiske.
Den 8.august var Luis Andreu til stede, da pigerne kom i ekstase og gik ned til pinjetræerne. Fader Luis Andreu fulgte dem tæt, og i ekstasen kunne pigerne også se ham.
De plejede ellers kun at kunne se hinanden og Jomfru Maria.
Jomfru Maria kunne fortælle dem, at han kunne se både hende og 'det store mirakel'.
Der var ikke rigtigt blevet snakket om dette 'store mirakel' før.
Kun at pigerne flere gange havde bedt Jomfru Maria om et mirakel, som kunne overbevise skeptikerne.
Senere er dette 'store mirakel' blevet kædet sammen med miraklet, som omtalt i forrige afsnit.

Samme aften forlod Fader Luis Garabandal og kørte til nabobyen Cosio, hvor han mødtes med byens præst og Fader Valentin. Til de andre præster fortalte han på det tidspunkt, at han troede på pigerne, men at han ville være varsom med at sige det offentligt, da kirken ikke skulle gøre sig klog på den slags.
Om natten kørte han videre med nogle andre mod Reinosa. Han sad og faldt lidt i søvn i bilen, men vågnede pludselig op, og ifølge medpassagerene udstrålede han salig lykke.
Han snakkede om sin taknemmelighed for, hvad Jomfruen havde givet os, sagde "Mirakel, mirakel" og "Dette er den lykkeligste dag i mit liv",
Kort efter sænkede han sit hovede og var død.
Han blev 36 år.
Tre år senere, den 2.august 1964, skrev Conchita til Luis Andreu's bror, at efter miraklet ville man grave Luis lig op og konstatere, at det ikke var gået i forrådnelse.
Men, da man i 1976 måtte grave Luis' lig op for at flytte det på grund af nogle ombygninger, viste det sig, at kun skelettet var tilbage.

Joey Lomangino var en amerikansk forretnigsmand, der ved et uheld var blevet blind og også havde mistet sin lugtesans som 16-årig i 1947.
I 1961 var han med nogle venner på en Europatur, hvor hans onkel havde opfordret ham til at opsøge Pater Pio.
Det gjorde han så - fordi onklen havde sagt det - men uden den store entusiasme.
Til hans store overraskelse kaldte Pateren ham ved navn og udtrykte glæde ved hans tilstedeværelse. Dét til trods for, at den hellige mand umuligt kunne have fået oplyst hans navn fra andetsteds, og Joey havde heller ikke selv præsenteret sig for Pateren.
.
Da Lomangino igen var i Italien to år senere, opsøgte han Pater Pio med et ønske om at skrifte.
Det lod sig gøre, men da han sad foran Pater Pio, kunne han ikke få et ord frem.
"Bekend Joe" sagde Pateren to gange på italiensk, men uden respons.
Så holdt han Joes hånd og begyndte på korrekt engelsk selv at opremse alle Joes syndere, hvornår og hvem det var gået ud over.
Det blev en lang proces, Joey græd og Pater Pio bad Jesus og Maria om at være med Joe og gav ham derpå syndsforladelse.
To dage efter, da han var til messe hos Pater Pio og blev velsignet, mærkede han pludselig en rosenduft og konstaterede til sin glæde, at han nu havde fået sin lugtesans igen. "jeg kan dog ikke give dig dit fysiske syn tilbage, men du kan få et spirituelt syn." sagde Pater Pio til ham.

Hans rejsekammerat havde hørt om Garabandal og foreslog Joey, at de tog dér op bagefter. Joey ville forhøre sig om dette hos Pater Pio.
Han spurgte Pateren om det var sandt, at Jomfru Maria viste sig i Garabandal.
Pater Pio svarede bekræftende, og "ja, hvorfor ikke?" på spørgsmålet, om han skulle tage derop.
Joey blev hurtigt meget begejstret for, hvad der foregik i Garabandal. og fik et personligt venskab med Conchita og hendes familie.
Hjemme i USA, gik han i gang med at udbrede kendskabet til Garabandal og til den Hellige Jomfru. Han foranledigede, at der blev oprettet 40 Garabandalcentre rundt omkring i USA, og han og hans stab har desuden rejst rundt med foredrag og mission i over 20 lande.
Joey har naturligvis været mange gange i Garabandal.
Han var der blandt andet, da det andet officielle budskab blev kundgjort i 1965.
I marts 1964 skrev Conchita et brev til ham, hvori hun bl.a. stillede ham i udsigt, at han ville få sit syn igen ved det store mirakel.
Desværre døde Joey Lomangino i 2014 efter et langt og godt liv, men uden at have fået synet tilbage.

fortsæt

til indholdsfortegnelsen

Små Piger, stort Ansvar

Tidligt i dette åbenbarings-forløb havde Jomfru Maria fortalt pigerne, at de på et tidspunkt ville modsige hinanden, der ville opstå spændinger mellem deres familier og séerne ville benægte, at de overhovedet havde set hende.
Det første års tid, fra sommeren 1961 til sommeren 1962 gik det forrygende med talrige åbenbaringer, ekstaser og sammenhold mellem de fire piger.
Men i sensommeren 1962 ebbede åbenbaringerne langsomt ud, og gnidninger mellem de involverde begyndte.
De fælles ekstaser holdt op, og i stedet kom åbenbaringerne lidt tilfældigt til en eller flere af pigerne.
I begyndelsen af september 1962 var det meget sjældent, at Jacinta og Mari Cruz fik åbenbaringer.
Begge gik til andre helligdomme, en slags pilgrimsfærd for at se om det kunne hjælpe, Jacinta sammen med sin bror, Mari Cruz alene.
Jacinta begyndt igen at få åbenbaringer, medens Mari Cruz trak sig helt ud af det, gik ikke længere ned til Calleja hver morgen for at bede og fik heller ikke flere åbenbaringer.
Den sidste fik hun sammen med Jacinta den 18.september.
De andre prøvede at få hende med igen, men hun ville ikke mere.
I et brev fra begyndelsen af oktober forklarede den tolvårige pige :
“Folk kan ikke lide mig, fordi jeg ser Jomfruen sjældnere, men jeg ønsker, hvad hun ønsker.
Det er 18 dage siden, jeg har set hende, men jeg elsker hende lige så meget, som da jeg så hende".

De andre fik stadig en hel del åbenbaringer, mest Conchita.
Disse forskelle gav hurtigt visse former for misundelse mellem pigerne og mellem deres forældre. Der kunne spores en hvis jalousi grundet Conchitas ledende rolle, ligesom hun også var hovedpersonen i det lille mirakel med oblaten.
Det hjalp langt fra, at hun for sjov forsøgte at bilde de andre ind, at man kunne spise noget creme for lettere at komme til at svæve i luften. Mari-Loli troede på det og spiste så meget, at hun fik dårlig mave. Cremen var nemlig blot tandpasta.
I mangel på spetakulære hændelser begyndte pigerne at tale om et mirakel, som Mari-Loli og Jacinta skulle opleve.
'Onde' tunger antydede, at de selv ville fikse det, noget med at finde en begravet statue.
Det blev aldrig til noget.

Som i andre tilfælde, hvor børn oplever åbenbaringer, må man nøje tage deres alder i betragtning, når man vil prøve at forstå, hvad der foregår i deres små hoveder.
Her har vi at gøre med nogle piger på vej ind i puberteten. I en lille landsby, hvor alles opmærksomhed i halvandet år har været rettet imod dem.
Ikke bare fra byen beboere, men i perioder også fra fremmede i tusindvis. som kom rejsende til byen med forventning om, at underværker kunne ske gennem disse børn.
Var det muligt under disse betingelse at forblive i rollen som uvildige redskaber for noget, de ikke til fulde forstod?
Ikke helt!
Det skete, at en ekstase blev simuleret. For at tilfredsstille nysgerrigheden. Eller for at snyde sig til et frirum, og i værre tilfælde for at manipulere med kendsgerninger.
Pigestreger!
Men indicerne for overnaturlige og uforklarlige hændelse var tungtvejende, dem hverken kunne eller ville de løbe fra.
De kunne ikke iscenesætte det hele, men små fordrejninger var dem ikke fremmede,
I starten af 1963 var opmærksomheden og intensiteten i aftagende, men snakken og forventningerne var der stadig.

Tvivl, Tilbagetrækning og Lokutioner

De trængte virkelig til en pause!
Hvor ville livet være meget mere simpelt, hvis man lod sket være usket!
Den fornægtelse, Jomfrue Maria havde forudset, var nu fristende og snublende nær.
Og I januar 1963 meldte Conchita, Mari-Loli og Jacinta så ud, at de aldrig havde set den Hellige Jomfru og heller ikke englen, men at kaldene og miraklet med oblaten var sande.
Mari Cruz stemte i, og - foruden Conchita - var de også forbeholdne i forhold til oblat-miraklet.
De fortalte det til deres forældre, og præsten måtte pligtskyldigt anmode dem om at gøre bod ved at sige 10 Rosenkranse og 5 gange Fader Vor.
De havde det mærkeligt med denne fornægtelse, da de inderst inde var sikre på, at de havde set hende. Alligevel var der et eller andet sted en snert af tvivl.
Og med det i mente er livet noget lettere efter en afsværgelse.

Men det holdt ikke i længden.
Det var også i januar 1963, at åbenbaringerne ophørte for både Conchita den 20. januar, og lidt før for Mari-Loli og Jacinta.
Det efterlod dem for noget tid i et mentalt tomrum.
Men det førte også til et begyndende forår, hvor pigerne virkede glade og lettede, og hvor man kunne mærke, at de rigtig godt kunne lide hinamden.
De vaklede stadig noget frem og tilbage mellem tvivl og tro:
"Jo, der var virkelig sket noget - nej, det var ikke noget",
Conchita drejede ganske umærkeligt formuleringen til: "Jeg tror ikke på åbenbaringerne, for jeg oplever dem ikke mere"
Men langsomt var de tre af pigerne mere eller mindre helt tilbage i bevidshedentilstanden fra før tilbagetrækningerne.

Tilbage på sporet kom et helt nyt begreb i spil: Locution på engelsk, og på dansk noget i stil med 'en indre stemme, man kommunikerer med', så lad os bare her kalde det en lokution.
En sådan oplevede Conchita sidst i marts 1963 midt i sin tvivl om hvorvidt, det store mirakel ville indtræffe.
En indre stemme sagde til hende:
"Conchita, tvivl ikke på, at min søn vil udføre et stort mirakel".
Hun følte det tydeligere, end hvis det var blevet sagt gennem hendes øre, men uden ord.
Det gav hende en fred og fyldte hende med glæde.
Herefter fik hun nye lokutioner, cirka en gang om måneden, bl.a. en længere snak med Jesus omkring miraklet med mere.
Det viste sig nu, at Mari-Loli også fik lokutioner, mest med Jomfru Maria og generelt mere private.

Helt slut med åbenbaringerne var det imidlertid ikke i Garabandal.
Den 8.december 1963, en iskold decemberdag hen mod mørkets frembrud viste Jomfru Maria sig for Conchita.
Det var efter sigende ikke meget, hun kunne fortælle, men Conchita fik et løfte i stil med Bernadettes i Lourdes: "Du vil ikke blive lykkelig på jorden, men det vil du blive i himlen".

1964 var også et stille og roligt år i Garabandal.
Spredte Lokutioner til Cochita og Mari-Loli.
Stadig en del beøgende udefra, selvom der ikke var noget specielt at opleve, ingen åbenbaringer, ingen piger i ekstase på vej mod pinjerne eller ind i kirken, ingen kaotiske nætter med tætte menneskemængder, blitzlys og læger der prikker og puffer til séerne.
Men året sluttede trods alt med en vigtig begivenhed.
Endnu en gang den 8.december. Nu i 1964.
Ved en lokution til Conchita annoncerede Jomfruen, at et nyt budskab ville blive leveret af St. Michael den 18.juni 1965.
Dette budskab skulle sammen med det første budskab tjene som en indramning af hele Garabandalfortællingen.

Det andet Budskab

1965 startede som alle andre år med datoen 1.januar.
Denne dag så to hyrdedrenge Conchita alene på bjergtoppen bag ved pinjerne, på knæ med ansigtet vendt mod himlen, i dyb ekstase.
Det kunne Conchita senere bekræfte.
Jomfru Maria fortalte hende, at et nyt budskab ville komme, fordi det første nærmest var blevet ignoreret.
Jomfruen uddybede også nogle detaljer, der også kunne rette nogle misforståelser omkring advarslen.
Maximia Gonzales, Conchitas moster kiggede ofte spændt op mod himlem, efter at Conchita havde fortalt hende om advarslen.
Det gjorde Conchita også, især om natten, nærmest frygtsomt, men hun håbede alligevel på noget snart - som et tegn på, at menneskene havde forbedret sig.
Det skulle de ikke længere kigge efter, kunne Conchita forstå på Jomfru Marias mere detaljerede forklaring på advarslens struktur, og den ville heller ikke indtræffe før Vatikan-II kongresserne var gennemført.

Det andet budskab var imødeset med spænding.
Mange planlagde rejser til Garabandal så de kunne overvære modtagelsen af dette budskab. De kom fra hele Spanien, og også fra de andre katolske lande i Europa. Der kom også tilrejsende fra USA, blandt andet ovenfor nævnte Joey Lomangino, og Maria Saraco der også blev en ivrig Garabandal-missionær og nær ven til Mari-Loli.
Det blev hurtigt umuligt at finde flere overnatningssteder i Garabandal den annoncerede dag, så de fleste måtte indstille sig på at overnatte i det fri.
Samtidig var der lokalt stor skepsis i forhold til den forventede åbenbaring. Mange havde mistet troen på, at åbenbaringerne var ægte.
Eksempelvis Coferino, borgmester og far til Mari-Lolis. (billedet til venstre)
Den lokale præst havde også spurgt Conchita om hun nu var sikker.
Måske var det denne mistro der, da tiden nærmede sig, gjorde Conchita nervøs for at skuffe folks store forventninger. Hun skrev bl.a. til en præst, der planlagde at komme, og bad ham om at blive væk, og også at sprede nedtoningen, at der ikke var så meget at komme efter, ingen små eller store mirakler.
Folk skulle hellere vente til miraklet.
Men der var ingen e-mail på den tid, så de fleste var allerede på vej til Garabandal, før sådanne betænkeligheder kom dem for øre.
Bortset fra det var Conchita trods alt sikker på, at englen ville åbenbare sig og give hende budskabet.

Conchita løb ind i en slem gang influenza, og lå med 40 i feber i dagene op til den 18.juni.
Allerede om morgenen den 18.juni vara Garabandal fyldt med tilrejsende, nysgerrige, pilgrimme eller journalister. Både fra Paris, Portugal og Madrid.
I løbet af dagen stod mange forventningsfulde omkring Gonzalesfamiliens hus, hvor Conchita måtte opholde sig.
Hendes mor bad dem om tålmodighed, da datteren jo havde haft 40 i feber for et par dage siden.
Men på dagen havde Conchita det lidt bedre, hen på eftermiddagen kom hun frem i døren, smilede og hilste på mange af de tilrejsende, gav også korte interviews og skrev autografer bag på hellige billeder.
Der blev rakt rosenkranse og religiøse medaljer hen til hende, for at hun skulle velsigne dem.
Hen mod aften trak hun sig tilbage igen.
Ingen vidste hvornår der ville ske noget. På nær måske Conshita.
Der blev sunget og bedt, en gruppe i kor på fransk og en gruppe i kor på spansk.
Mange søgte hen til Calleja. Der var en del mas, nogle blev klemt, eller faldt og blev trådt på. Men der var også hjælpsomhed.
En haltende blev hjulpet over klippestykkerne, og en blind mand blev sat op på en stenmur.
Mørket havde sænket sig for længst, klokken nærmede sig midnat.
Forskellige mystiske lysfænomener på himlen blev set og rapporteret af mange af de tilstedeværende.
Endelig, et kvarter før midnat, kom Conchita ud af sit hus og i hastige skridt mod Calleja.
Hun var omgivet af politiescorte og blev også fulgt af en del præster.

På åbenbaringstedet faldt hun straks på knæ og var i ekstase.
Først lo hun lidt, men derefter græd hun.
Klare langsomme tårer trillede ned over hendes kinder.
Der blev taget masser af billeder, blitzende oplyste konstant Conshitas ansigt, uden at hun overhovedet blinkede med øjnene.
Man kunne høre hende snakke lidt til englen: "Nej, nej.....stadig nej!...pardon, pardon...præster ...biskopper...2.juli!", overrasket og forskrækket over, hvad hun hørte.
Da det hele var slut efter 12-13 minutter, kunne hun blot fortælle, at det var et sørgmodigt budskab, og at det først ville blive gengivet den følgende dag.
Herefter faldt byen hurtigt til ro.
Alle var trætte efter timer eller dages venten, og trængte nu bare til at sove.

Den næste dag, vist nok kl.10 om formiddagen, blev budskabet så læst op af en præst.
Fra det papir, hvorpå Conchita havde nedskrevet det.
Det lød som følger:

fortsæt

" Da mit budskab fra 18.oktober ikke er blevet efterlevet, og heller ikke spredt ud til verden, må dette være den sidste advarsel,
Før blev bægeret fyldt, nu løber det over.
Mange præster, biskopper og kardinaler er på vej til fortabelse, og de tager mange flere sjæle med sig.
Nadveren betragtes ikke længere med samme vigtighed.
I kan selv undgå Guds vrede, hvis I fortryder med et oprigtigt hjerte, så vil han tilgive jer.
Jeg, jeres moder, vil - ved englen Michaels mellemkomst - bede jer om at forbedre jeres levevis. Dette er den sidste varsel.
Jeg elsker jer meget højt og ønsker ikke at fordømmelse jer.
Bed med oprigtighed og vi vil give jer, hvad I beder om.
I burde bringe flere ofre. Lad jeres tanker dvæle ved Jesu's lidelser."

Budskabet blev læst op på spansk, fransk, engelsk og italiensk.
Til forskel fra det første budskab blev dette budskab modtaget med passende alvor og respekt. Af de fleste, men stædige tvivlere lod sig tilsyneladende ikke overbevise.
Blandt disse var Conferino, Maria Cruz og biskoppen i Santander.

Hvorfor ny Viden, når alle Svar findes i Biblen?

Mange af de børne-séere, vi her har beskæftiget os med i forbindelse med Maria-åbenbaringer, har viet sit liv til Gud og kirke.
Dét var de tre ældste af pigerne i Garabandal også interesseret i, men forældrene var forståeligt usikre og nervøse for deres fremtid.
Et større hindring for dette var i virkeligheden de kirkelige autoriteters skeptiske holdning.
Et dilemma, der flere gange har rumsteret i denne åbenbaringsserie.
Pigerne, der handler ud fra åbenbaringer, hvori Jomfru Maria gentagne gange indprenter dem respekt for deres forældre og for de kirkelige autoriteter - overfor forældre og kirkelige myndigheder der ikke anerkender åbenbaringerne og deres betydning.

Biskopperne i Santander afviste gang på gang åbenbaringerne i Garabandal efter undersøgelser og kommissioner, der tydeligt var forudindtaget med en negativ holdning.
Hver gang var dommen herfra noget i stil med "Der er på baggrund af grundige undersøgelser ikke bevis for noget overnaturligt i fænomenerne ved Garabandal".
Således gentoges det endnu en gang i biskoppernes fjerde notits fra juli 1965.
Disse "grundige undersøgelser" omfattede til eksempel ikke samtaler med séerne!
I 1965 ansatte biskoppen en ny præst i Garabandal, som - viste det sig - afviste alle former for åbenbaringer med den begrundelse, at der, efter at Jesus havde været her på jorden, ikke var behov for flere åbenbaringer og afsløringer.
I 1969 bakkede Vatikanet Santanders bispesæde op, og kommenterede at alle fænomenerne i Garabandal havde en naturlig forklaring.
På denne baggrund ville enhver anerkendelse af pigernes åbenbaringer fra indbyggerne side være en slags tilsidesættelse af den kirkelige autoritet.
For eventuelt at gøre religiøs karriere måtte pigerne underlægge sig de gængse autoriteter.
Konsekvensen var, at séernes fortsatte liv ikke blev helliget det hellige.

I 1983 kom der en slags modsat rettet tilbagetrækning.
Séerne havde - som fortalt tidligere - måttet tilbagetrække deres påstande om, hvad de havde fået af åbenbaringer.
Og det fordi en kommission med en anerkendt psykiater som den videnskabelige spydspids var nået frem til, at der ikke var bevis for overnaturlige hændelser.
Denne anerkendte psykiater, Luis Morales Noriega, havde imidlertid endnu en gang gennemarbejdet konklusionerne af sine undersøgelser, nu i lyset af yderligere indtryk og informationer.
Blandt disse angav han pavens positive attitude til Garabandal og hans eget besøg i Guadeloupe i Mexico, hvor et af de mest indlysende indikationer for en mariaåbenbaring befandt sig.
Efter denne gennemgang annullerede han sine vurderinger fra 1960'erne og erkendte, at den Hellige Jomfru måtte have vist sig for pigerne i Garabandal.
Han sidestillede samtidig Garabandal med Lourdes og Guadelupe.

Spillede Djævlen med i Garabandal?

Ekstasetilstanden må jo på en eller anden måde lukke op for en anden verden.
I stedet for at kommunikere med de sædvanlige omgivelser, så åbnes der op for at modtage meddelelser fra en anden verden og via nogle andre sanser.
Et fantastisk smukt syn opfattes umiddelbart som noget uimodsigeligt og guddommeligt, eventuelt personificeret ved en engel, Jomfru Maria eller Jesus.
I hvert fald, hvis man er religiøs, og er man det ikke i forvejen, så bliver man det nok!
Eller vi skulle måske hellere sige: spirituel eller åben overfor kommunikationer og vibrationer på tværs af logisk-fysiske naturvidenskabelige grænser.
Modsat opfattes noget mørkt eller noget grimt som djævelsk, djævlens værk.

Et spørgsmål kan her stilles: Skal alt opfattes som sort eller hvidt, lys eller mørke?
Nej, måske er der én eller mange mellemveje,
For at få svar på dette, så lad os kigge nærmere på nogle af pigernes oplevelser, der ikke let umiddelbart har kunne forbindes med det gode og med Jomfru Maria som medspiller.

1) Skrigenes nætter var en helt anden type åbenbaring end alt, hvad de havde oplevet inden da. Den var ikke annonceret på forhånd. Kun skulle ærkeengelen (vel sagtens Michael?) tidligere på dagen den 19.juni være dukket op og sagt til Loli og Jacinta, da de var i ekstase fra morgenstunden, at de skulle komme igen klokken halv elleve om aftenen.
Det gjorde de så, sammen med Mari Cruz.
Hvad de oplevede her er omtalt andetsteds, og samtidig var Conchita med et dårligt knæ også i ekstase derhjemme og skrev noget ned imens.
Hvad det var, hun skrev ned, er aldrig blevet opklaret.
Heller ikke, hvorvidt Jomfru Maria var indblandet på anden måde end, at hendes navn var blevet brugt i Jacinta og Lolis 'rapport': "Jomfruen fortalte os....o.s.v."
Omstændighederne var lidt de samme omkring den anden nat med skrig, den 23.juni.
Englen skulle på en eller anden måde have indkaldt dem til kl. halv elleve om aftenen, hvor det syn, de fik at se, var endnu værre.
5 år senere skulle en mexicansk præst, Morelos, have fået en uddybende beskrivelse fra Mari-Loli, hvoraf det lyder som om Jomfruen var med til at forklare, hvad de så i åbenbaringen. De havde endda ifølge denne tillægs-beskrivelse kunnet stillet uddybende spørgsmål til hende, hvilket slet ikke fremgår af de samtidige beskrivelser af denne skrigenes nat.
Den uddybende beskrivelse blev lanceret i 1967, altså på et tidspunkt, hvor Mari-Loli officielt skulle havde tilbagetrukket sine påstande, om at have set Jomfru Maria.
Det må ihvertfald fastslås, at disse åbenbaringer var af en helt anden natur end de hidtidige åbenbaringer i Garabandal.

2) En anden ekstaseoplevelse, der faldt lidt udenfor de 'normale' indtraf kort efter gensynet med den afdøde Luis Andreu.
Jomfru Maria fortalte dem den 16,januar 1962, at de den følgende dag ville høre en mærkelig stemme, men at de intet skulle frygte, bare følge stemmen.
Den næste dag viste jomfru Maria sig for dem uden at sige noget. Hun bare smilede i flere minutter. Herefter blev det mørkt, og de hørte en mørk stemme kalde.
"Fortæl os, hvem du er? hvis ikke, så går vi hjem" sagde Mari Cruz. Der var stadig mørkt i lidt tid mens de kunne høre stemmen, men snart blev det lyst og jomfruen vendte tilbage og for første gang kyssede hun dem - en af gangen.
Det kunne tænkes, at Jomfru Maria ville give dem tryghed og kærlighed, men samtidig lade dem forstå, at de havde styrke til at rumme mørke fremmede stemmer fra bjergene.
Thi det skulle vise sig, at stemmen vendte tilbage, og Jomfru Maria holdt sig i baggrunden.
Dagen efter kom Jacinta i ekstase midt på eftermiddagen, et ret usædvanligt tidspunkt.
Hun gik på vejen og stirrede op i luften med sin store dukke i hånden. Loli gik hen til hende, tog hende i armen og gik så også i ekstase. De så ud til at more sig sammen på en mærkelig verdensfjern måde.
Loli grinte på en lidt fremmedgjort vis.
Pludselig ændredes deres udtryk til frygtsomme og de råbte, tilsyneladende til stemmen fra bjergene: "Hvem er du? fortæl os det, hvem?".
De fortsatte med dette i 'en evighed', i hvert fald i flere minutter, hvorefter de vendte tilbage til legen. Ekstasen varede flere timer.
På et tidspunkt kom de op til kirken, hvor Jacinta grinede og sagde til 'visionen' (næppe den Hellige Jomfru) "Jeg tør ikke hoppe over dørtrinnet for at komme ind i kirken". 'Visionen' må have insisteret, så på en elegant måde kravlede hun på knæene over dørtrinnet ind i kirken, hvorpå hun smilede til 'visionen'.
Inde i kirken legede pigerne videre og kravlede op og ned af alteret, til morskab for nogle og til forargelse for andre.
Det var i øvrigt - som følge af en aflagt rapport om dette - grunden til at biskoppen i Santander fremover forbød dem adgang til kirken, når de var i ekstase.

3) Hele efteråret 1962 var som sagt lidt anderledes.
Åbenbaringerne og ekstaserne havde ikke samme styrke. Ofte var det individuelt og til tider var det tvivlsomt om Jomfru Maria og St. Michel overhovedet var indblandet.
Hvis Jomfruen var der, kunne det være på en mærkelig ligegyldig måde, som når man hørte Conchita sige: " Det barn, du har med i dag ligner ikke det barn, du før har haft med" eller hun spørger "Når barnet ikke er med , hvor er han så? i himlen? i en vugge? du kan jo ikke både være her og der" .
Eller når Jacinta spørger: " Ryster du ikke nogen gange af kulde, når det sner som nu? ...men sneen komme oven fra".
Den 2.december gik Conchita i ekstase kl.18.20, da de legede, og da Jacinta og Mari-Loli så hende, gik de også hurtigt i ekstase. De bad ikke Rosenkransen, som de plejede, men gik flere ture rundt i byen, og på et tidspunkt gik de alle tre op på Conchitas værelse, og gjorde tegn til, at ingen skulle følge dem.
Ivrige tilhængere gætter på, at det var for at få nye informationer om miraklet!?.

Gennem den spirituelle historie er der mange eksempler på, at når der bliver åbnet en lem til de usynlige verdener, så vælter det ind med ny viden fra andre universer.
I vore dage oplever clairvoyante det. Efter sigende er de ikke altid lige sikre på afsenderen, og i sagens natur (hvis man kan tale om en sådan!), så er de indkomne informationer også tvetydige.
Hele Madame Blavatskys historie, ikke mindst den del, der handler om kommunikationen med mestrene, handler ligeså om veje til nye indsigter om vores eksistens, men i høj grad også om usikkerheder og vildveje i samme område.
Og det er så ført videre i Teosofien og videre op igennem ¨New Age'.
De store Mariaåbenbaringer bliver også hurtigt fulgt op af supplerende åbenbaringer.
Kig bare på Lourdes og på Fatima.

Vores aktuelle tilfælde, Garabandal, udmærker sig ved, at der kun har været 4 porte, hvorigennem ny viden har kunnet strømme ind i vores univers:
Conchita, Mari-Loli, Jacinta og Mari Cruz.
Det kan betyde, at den store variation, de essentielle spørgsmål og diskussionerne i vores tilfælde må ligge i meddelelsernes ophav.
Det kan være svært at forestille sig at være en eksistens med en vilje og en nysgerrighed et eller andet sted i det indre af det ydre univers.
Udstyrer man sig i denne forestilling herefter med en mulighed for at formidle viden ind i en eller flere af disse fire piger, så må man spejde efter en oplagt chance for at skabe en effekt.
Jo større effekt, jo større frihed.
Men effektens styrke afhænger af hvad, man kan give.

Jomfru Maria har kærlighed at give, Jesus syndernes forladelse, Djævlen har intet at give, kan kun ødelægge.
Man låser sig fast i en cirkulær tankegang, hvis man kun operer med 3-4 viljer, udstyret med personlighed, konkrete mål og strategier.
Man kan løsne lidt op ved at tænke i impulser i stedet for i personlige viljer.
At gå til excesser er en forenkling, der kan fremme en umiddelbar forståelse, men det absolut gode og det absolut onde er uendelige størrelser, der umuligt kan finde fodfæste i dette livs tilgængelige universer.
Her må forventes kontakt med en bred vifte af impulser, der forholder sig til excesserne, fortrinsvis det absolut gode, men en snert af det absolut onde kan anes, når der søges efter effekter.
Jeg ser Mariaimpulsen som ren kærlighed, der lettest trænger igennem hos børn.
Men den skal have et redskab for at arbejde med den menneskelige forestillingevne.
Som et sådant er den katolske tro en mulighed,
Det er så en udfordring, at få mindre børn til at kunne anvende den i kærlighedens øjemed.
Det kræver en livslang læring, som jeg har svært ved at se, at den katolske tro med sit hierarki af skriftkloge har fleksibilitet til.
Men altså måske som det første skridt på vejen, hvor det næste skridt kan være frihed under ansvar for udspringet.

Som verden er lige nu, svinder Mariaåbenbaringernes kærlighedsefffekter, hvis de ingen holdepunkter har i det pulserende liv.
En basilika til Jomfru Marias ære og et beskedent udbud af mirakuløse helbredelser har vist sig at være gode redskaber til dette.
Hemmeligheder er også effektfulde, men desværre for effektfulde - og dertil vildledende.
Der er ingen fornuft i, at nogle få mennesker fra barns ben af og et langt liv igennem skal gemme på nogle hemmeligheder.
Hvorfor skal de stakler kende dem, hvis verden skal holdes uvidende? og bliver flere mennesker frelst og menneskeheden som sådan bedre af, at disse udvalgte barnlige sjæle beder andre mennesker inderligt om yderligere bøn og faste, fordi de alene vide, hvor slemt det ellers vil gå???
Da bønnerne samtidig tilsyneladende nødvendigvis må gå hånd i hånd med en vred Gud, der har hårde straffe som trussel, bliver det hele endnu mere ulogisk, og åbenbaringernes effekt kan aldrig leve op til Maria-åbenbaringernes udgangspunktet i kærlighed.

Et bud på det ægte i visionerne ved Garabandal kan altså være åbenbaringerne og den kommunikerede kærlighed gennem ekstaserne og kommunikation via religiøse genstande, bønner med mere.
Den kærlighed har pigerne holdt fast i og videregivet gennem bøn og hellige ceronomier. Desværre har de ikke alle været i stand til at afvise informationer, der er givet dem kun for effektens skyld.
Gid (eller bed for, om I vil) at de må finde tilbage til deres oprindelige udgangspunkt og holde fast i den 'ubesmittede' kærlighed til det enkle liv, en kærlighed til her og nu.

fortsæt

til indholdsfortegnelsen

Livet for de fire Piger

Conchita Gonzales blev dfødt den 7 februar 1949 som den yngste af 4 søskende, 3 noget ældre brødre ud over hende og moderen Aniceta. Faderen var død nogle år før de første åbenbaringer, og den mellemste bror døde i 1966, 28 år gammel.
Conchita havde ved sine kontakter med Jomfru Maria og Jesus forgæves søgt efter råd for, hvor hendes liv skulle føre hen efter det sidste budskab og de sidste åbenbaringer.
Efter det andet budskab, glædede hun sig meget til at komme til et kloster i Pamplona. Det var også et stærkt ønske hos hendes mor, som dagligt blev afbrudt i sine gøremål af tilrejsende, der ville tale med Conchita.
Afrejsedagen var sat til den 29.september 1965, men hendes mor ville inden da have hende en tur med til Rom og Vatikanet, og det havde de regnet med sagtens at kunne nå.
Men i den udregning havde man ikke taget højde for, at bispesædet i Santander forsøgte at bruge sine forbindelse til at forhindre en sådan tur.
Det lykkedes bispesædet i første omgang, men modstenden blev overvundet, og besøget kunne realiseres i januar 1966.
Den snart 17-årige pige rejste derned sammen med sin mor og en præst. Den første dag havde de en samtale med kardinalen Alfredo Ottaviani, og dagen efter kom hun i audiens hos paven. De havde en fortrolig samtale, der ikke blev meldt noget ud om indholdet af - bortset fra pavens kærlige ord: "Jeg velsigner dig, Conchita, og herved velsigner hele kirken dig."
På rejsen til Italien beøgte de også Pater Pio i San Giovanni Rotondo.

I starten af februar 1966 kune Conchita så begynde på karmeliter-klosterskolen i Pamplona.
Aniceta havde en klar aftale med forstanderinden her om, at ingen her måtte vide, at Conchitas var den jordiske hovedperson i de påståede åbenbaringer i Garabandal.
Efter blot en uge i Pamplona, havde Conchita en locution, hvor Jesus fortalte hende, at han ikke havde forestillet sig, at hun skulle være nonne, men i stedet forblive en del af den store verden. Yderligere fik hun at vide, at hun skulle lide meget før miraklet, da meget få ville tro hende.

Med Santander's bispesædes syn på åbenbaringerne var klosterforberedelsen i Pamplona en udfordring for Conchita. Hendes confessor troede ikke på åbenbaringerne og ville ikke give hende syndsforladelse med mindre, hun offentligt benægtede dem.
Den 30.august var hun indkaldt til et 7 timers langt forhør med biskoppen og flere præster. Mari-Loli besøgte hende også her og fortalte, at hun selv var begyndt at tvivle på , om åbenbaringerne var virkelige. Ligeledes gav den nye præst i Garabandal næring til Conchitas tvivl.
Her fornemmes igen pigernes dilemma: Deres egne oplevelser overfor skeptiske omgivelser og afvisende kirkeautoriteter. Dertil kan lægges, at de også skulle bære rundt på viden om, hvordan mennesker skulle arte sig, og om ting, der ville eller skulle ske i fremtiden.
De andre piger blev efterfølgende interviewet i september og oktober 1966, og de endte alle med at underskrive en erklæring med deres tilbagekaldelser.
Forældrene blev bedt om det samme og gjorde det alle, pånær to.
Jacintas mor, Maria, brugte en smart strategi, da hun kun ville underskrive, hvis datteren ville simulere en ekstase, hvad hun ikke kunne.
Aniceta var også for overbevist til at ville skrive under.
For Conchita holdt tilbagetrækningen en uges tid, men underskriften var jo sat, og en eller anden tvivl lurede stadig langt inde. Hun så frem til miraklet som det endelige bevis.
Efter alle disse tilbagetrækninger måtte vatikanet, som de gjorde i 1969, fornægte alle åbenbaringerne i Garabandal.

Efter at have forladt nonneskolen i Pamplona rejste Conchita en del rundt, meget til USA, hvor der ofte var bud eftet hende. Her havde hendes ene bror, Miguel, også slået sig ned som ansat på en af Joey Lomangino's virksomheder.
På et tidspunkt begyndte Conchita at arbejde som sygeplejerske i New York, og her holdt hun også bønnemøder hver fredag.
Hun havde mødt Patrick Keena fra Long Island i Garabandal flere gange, og de var blevet forelsket.
I 1973 blev hun gift med sin Patrick. De bosatte sig i New Yorrk og fik 4 børn.
Hun blev enke i 2013, og lever nu et stille og tilbagetrukket liv i New York, men har dog af og til givet interviews, senest i 2016.

Mari-Loli Mazon blev født af Julia Mazon den første maj 1949 som nummer 2 af 6 søskende.
Faderen Coferino var byens borgmester, og foruden at dyrke noget jord havde familien også en forretning og en lille café.
Da Mari-Loli kom lidt sent hjem den 18.juni 1961 sammen med sin lillesøster, var moderen gået i seng.
At Loli havde set en engel, gjorde ikke indtryk på hende."En engel! ikke en djævel?. Du burde skamme dig. - Spis jeres mad og gå i seng" var moderens umiddelbare reaktion.
Loli sov normalt i nabohuset hos mormoren. Så hun gik derind. De bad deres aftenbøn sammen, og mormoren bemærkede at Loli's knæ sitrede eller rystede. "Hvad er der med dig" spurgte hun, og Jacinta fortalte at hun havde set en engel, Så insisterende, at mormoren faktisk troede på hende.

Mari-Loli havde mange ekstaser alene derhjemme i efteråret 1962. Alligevel havde forældrene svært ved at forholde sig til åbenbaringen, det var nok mere hendes søskende, der bakkede hende op.
Stemningen i hjemmet var en del præget af faderens mistro. Han kunne finde på at foreslå, at noget djævelsk kunne være indblandet, eller også at det var rent skuespil.
Hans position i lokalsamfundet måtte vel også indebære en høj tærskel for store mentale udskejelser. Den 'sunde' fornuft burde være en ledtråd. Som omtalt under afnittet med det andet budskab, endte han også med at være skarpt afvisende.
Moderen holdt sig helst neutral.

Da det det hele ebbede ud var det bedst for Mari-Loli at få Garabandal lidt på afstand.
Den hjælpsomme præst, Fr. Luis Luna, der var i familie med Conchita, havde sørget for, at Mari-Loli og Jacinta, som nu var 16 år, kunne få et års gratis ophold i Borja på en kostskole ledet af St. Ann's Velgøreheds-søstre, ikke så langt fra Zaragozza.
Afskeden fra Garabandal var et nostalgisk øjeblik. Efter sigende gennemblødte Mari-Loli to håndklæder med sine tårer.
Det kunne måske også hænge sammen med, at åbenbaringerne og lokutionerne nu var slut. I en lokution dagen før deres afrejse havde Jomfru Maria sagt til hende. "Loli, hvis jeg ikke viser mig for dig igen, så er det fordi din tid med lidelser er kommet".
Efter opholdet i Zaragoza læste hun videre i Barcelona.
For hende var det også USA, der trak - og havde brug for hende. Som tidligere omtalt var hun blevet gode venner med Maria Saraco under dennes besøg i Garabandal ved det 2. budskab.
Saraco, der forelæste om Garabandal i Massachuset, inviterede hende dér over.
Her mødte Mari-Loli i Fance af Asssi kirken i 1972 Francis LaFleur, som hun blev gift med i 1974 efter at Francis LaFleur var konverteret til katolik. Sammen fik de tre børn, Frank, Melanie og Maria Rosati.
Mari-Loli har også været i forbindelse med Mother Theresa, som bl.a. anbefalede familien til et besøg hos paven, som fandt sted i 1988.
Desværre blev Mari-Loli i 2002 ramt af en uhelbrdelig lungesygdom, og hun døde 20.april 2009.
To af hendes børn, Frank og Maria Rosati, har på en fin måde bidraget til en af de mange bøger om Garabandal-mysteriet med beskrivelser af deres mor som mor, og deres reflektioner over fortiden og åbenbaringerne i Garabandal.

fortsæt

Jacinta Gonzales blev født den 27.april 1949.
Hendes forældre, Simon og Maria, var meget religiøse, og havde otte børn.
Hver aften gik Maria Gozales rundt i byen med en klokke for at markere, at der var tid for dagens sidste bøn.
Da Jacinta kom hjem efter den første åbenbaring var hun nødt til at tale om det til sin mor og bror, der sad i stuen. De troede ikke på hende og gjorde lidt grin med det. "Måske var det en stor fugl" foreslog broren, og de sagde begge, at hun bare skulle glemme det.
Men da hendes far hørte det, sagde han, at han kendte Jacinta så godt, at der måtte være sket noget særligt for hende, de måtte bare se tiden an,
Så blev der ikke talt mere om det den aften,
Da familien nogle dage senere overværede en af Jacintas ekstaser, så var de imidlertid ikke længere i tvivl.

Jacinta's åbenbaringer ophørte næsten i eftersommeren 1962, men hun fortsatte ufortrødent med at gå ned til Calleja hver morgen kl.6 for at bede Rosenkransen, herefter hjem for at passe sine pligter og sin skole, som - også før åbenbaringerne - var gledet lidt i baggrunden i forhold til pligterne.
Den 8.september tog hun sammen med en af sine brødre på en slags pilgrimstur til en 'Lysets Jomfrus helligdom', der lå 6 timers gang væk.
De stod tidligt op og gik først med lommelygter ned til calleja for at bede Rosenkransen.
Pilgrimsturen gav resultat, da Jacinta dagen efter gik i ekstase sammen med Conchita.
Herefter gik det næsten i stå igen, og først en måned senere fik hun den næste åbenbaring, hvorefter de igen optrådte jævnligt.

Som nævnt i afsnittet om Mari-Loli rejste de to 16-årige piger den 30 september 1965 til Borja, hvor de havde fået plads på St. Ann's Velgørenhedssøstres kostskole.
Senere tog også hun imod gentagne invitationer fra USA.
Her kunne hun lettere lade åbenbaringerne være en del af sin fortid.
I Garabandal kunne det indimellem være uønsket overhovedet at nævne dem, da hverken den lokale præst eller bispesædet i Santander anerkendte dem. Og nu havde Vatikanet også forkastet dem.
I Californien mødtes Jacinta med Jeffrey Moynihan, og de blev gift 1 februar 1976.
Sammen har de datteren, Maria og bor nu i udkanten af Los Angeles.

I 1992 lå Mother Theresa på sit dødsleje i Tijuana, Mexico, og led.
Da Conchita i New York hørte hvor galt det stod til, bad hun Jacinta om at støtte hende.
Fra jacintas hjem i Californien var der cirka 5 timers kørsel til Tijuana.
Jacintas mand kunne ikke køre hende, da han havde travlt med sit arbejde.
I stedet trådte 4-5 frivillige hjælpere til.
I Tijuana var Mother Theresa så svag, at hun ikke kunne modtage besøg.
Jacinta gik i stedet ind i klosterkirken og bad.
Her blev hun efter fem timers bøn kontaktet af en af klosterets nonner, som Jacinta bad om at fortælle Mother Theresa, hvad hun lige nu foretog sig i kirken.
Straks da Mother Theresa hørte dette, stod hun ud af sengen, og Jacinta blev inviteret ind til hende. De knælede, bad sammen og Jacinta velsignede Theresa ved at lægge sit krucifix på hendes pande.
Den næste dag, da Jacinta var kommet hjem, ringede Conchita hende op og fortalte, at Theresa allerede havde fået det meget bedre og var på vej til New York.
Mother Theresa levede herefter 5 år endnu.

Jacinta lever nu et stille, tilbagetrukkent og meget religøst liv.
Hun har givet nogle få interviews, men i alle tilgængelige med levende billeder taler hun kun spansk, og hendes ord bliver oversat til amerikansk, bl.a. af hendes mand.

Mari Cruz blev født den 21.juni 1950.
Forældrene, Escolástico og Pilar var ikke særligt religiøse.
Hun havde kun én søster, en noget yngre lillesøster.
Den 18.juni 1961, da mørket faldt på, var Pilar, Mari's mor, på vej forbi vaskehuset hjem med sin ko, da nogen af de andre kvinder spurgte hende, om det var rigtigt at Mari havde set en engel.
På den videre tur med koen tænkte Pilar på, om Mari Cruz virkelig kunne finde på at sige sådan noget vrøvl.
Så mødte hun datteren sammen med Jacinta.
Mari Cruz svarede ikke modere på dennes mistanke, men Jacinta kunne bekræfte, at de havde set en engel.
"Er du også blandet ind i det?" spurgte Pilar Jacinta og fortsatte "Ak! piger på jeres alder".
Derhjemme fik Mari Cruz en ordentlig omgang skældud.

Som fortalt i et tidligere afsnit var Mari Cruz den første, for hvem åbenbaringerne stoppede. Hendes problem var, at moderen var syg, havde maveproblemer, der tilsyneladende hang sammen med hendes piges uforståelige oplevelser.
Den manglende kontrol og kærligheden til datteren kunne ikke gå i spænd.
Og for Mari Cruz kunne de uforklarlige oplevelser og kærligheden til moderen ikke gå i spænd.
For at berolige moderen holdt Mari Cruz op med gå ned til Calleja og bede Rosenkransen hver morgen. I takt med det fik hun meget færre åbenbaringer. Ligesom Jacinta forsøgte hun sig også med en pilgrimsvandring til en fjern helligdom, men uden held.
En besøgende, dr. Puncernau, betroede hende tre dage før sin afrejse i sensommeren 1962 en ring, som hun skulle bede jomfruen om at kysse. Den tillid var Mari Cruz glad for, men hertil var kravet jo en åbenbaring. Da den udeblev, og hun så de tre andre i ekstase, forsøgte hun at gøre dem følge, men hendes ekstase udeblev stadig, og hun måtte sørgmodigt med beklagelse levere ringen tilbage til Puncernau uden en velsignelse.
Sin sidste åbenbaring fik Mari Cruz midt i september 1962, og herefter trak hun sig fuldstændig som en del 'åbenbarings-holdet'.

Nogle forbipasserende pilgrimme faldt - efter Conchitas åbenbaring ved det andet budskab - i snak med Pilar, Mari Cruz' mor, som gav udtryk for at Conchitas optræden var rent fup.
Det kunne hun også have lyst til også at fortælle biskoppen, fortalte hun endvidere, men desværre havde hun ikke råd til at tage til Santander.
Det fik Pilar åbenbart alligevel, eller også havde andre skeptikere sørget for transporten, for den 24 juni kunne biskoppen fortælle nogle præster på gennemrejse, at Pilar og Mari Cruz havde været hos ham, og som en demonstration for at vise, at alt hvad der var foregået i Garabandal havde været falskt, havde Mari Cruz foregivet en ekstase så 'livagtigt', at biskoppen stoppede hende efter et minut.

Mari Cruz blev gift som 19-årig i maj 1970 med Ignacio Caballero og flyttede til Aviléz i Asturias, en naboprovins til Santander
Sammen fik de 4 børn. Hendes mand var katolik og vist nok også kommunist.
Hans far var aktiv i kommunistpartiet, og blev skudt efter borgerkrigen, da han forblev loyal overfor partiet.
Mari Cruz tager ind i mellem til Garabandal, men vil helst forblive anonym her.
Hun lever et religiøst liv og fortæller. at perioden med åbenbaringerne var den bedste tid i hendes liv.
Hun anerkender åbenbaringernes realitet, selvom hun, ligesom f.eks. Conchita, samtidig åbner op for, at det i stedet kunne have været stærke forestillinger og fantasier.
Denne åbning fornemmes dog mest som en slags forsigtigheds-foranstaltning.

"Det var som at opleve nutiden, fortiden og fremtiden samtidig" har hun sagt.
Mari Cruz mener ikke, at der trues med himmelske advarsler.
Det, Jomfru Maria snakker om, opfatter hun som 'faderlige irettesættelser'. Jomfru Maria kunne aldrig finde på at bringe ondt til verden.
Hun er helt tryg ved fremtiden og tror, at advarslerne og afstraffelserne er overdrevne.
Hendes mor har også på sine gamle dage fortalt om troens betydning og om sin egen tro på åbenbaringerne.

fortsæt

til indholdsfortegnelsen

Medjugorje, Bosnien-Hercegovina, 1981

I 1981 var den lille landsby, Medjugorje, en del af Jugoslavien.
Den ligger cirka 30 km fra Mostar og cirka 300 m over havets overflade.
Beboerne er mest kroatere, der foruden at passe jord og får også i 1981 passede en hel del tobaksmarker. De var katolikker, og religionen spillede her en større rolle end mange andre steder i Jugoslavien - da religion i almindelighed ikke var velset blandt de toneangivende kræfter under kommunismen.

De første Åbenbaringer

Onsdag den 24, juni 1981 om eftermiddagen gik to halvvoksne piger en tur op ad et lille bjerg, eller nærmest en bakke, som kaldes Podbrdo.
Det var Mirjana på 16 år og Ivanka på 15 år.
De havde en båndoptager med, for egentlig var formålet med turen at høre noget rockmusik og ryge nogen cigaretter uden at de voksne så det.

Men det skulle vise sig, at turen gemte på en helt anderledes og skelsættende oplevelse,
På et tidspunkt ser Ivanka nemlig noget tone frem i luften, en kvindeskikkelse, som hun straks opfatter som Gospa, den kroatiske betegnelse for Jomfru Maria.
Det siger hun til Mirjana, som ser den anden vej og ikke tager hende alvorligt.
På vej ned af bakken møder de Milka på 13 år, som spørger om de ikke vil passe får sammen med hende. På vej op ad bakken igen ser de nu alle tre den Hellige Jomfru, hviket de giver højlydt udtryk for.
En fjerde pige, 16-årige Vicka, der lige var stået op fra sin middagslur og var på vej op til dem, forskrækkes ved deres råb om Jomfru Maria og løber derfor lidt ned af bakken igen, hvor hun møder to drenge, Ivan på 16 år og Ivan på 20 år, der har spillet lidt fodbold sammen med andre drenge, og nu på vej hjem for at se en basketboldkamp i TV.
Men nu overtaler Vicka dem til i stedet at følges med hende for at se, hvad der sker på bakken. Her ser de også den Hellige Jomfru.
Om aftenen går det som det plejer ved Mariaåbenbaringer, ingen tror på deres fortællinger - og så alligevel!
I hvert fald intens nysgerrighed, blandet med latterliggørelse og trækken på skuldre.

Dagen efter, den 24.juni, beslutter tre af pigerne, Mirjana, Ivanka og Vicka, sig til igen at gå op ad Podbrdo-bakken. På vej op får de følgeskab af 16-årige Marija, Milkas storesøster, og 10-årige Jakov, som hun passer. Nogle nysgerrige voksne følger også med.
Børnene føler en tiltrækning i hjertet og styrer hen mod det samme sted som dagen før.
Her viser Jomfru Maria sig så for dem igen, og de falder alle på knæ.
Kun de fem børn, de andre ser ikke Jomfruen.
Børnene var forståeligt usikre på hvordan de skulle reagere.
De begyndte at bede. Fader Vor og Ave Maria m. fl., og til deres overraskelse bad Jomfruen med dem, dog ikke ved Ave Maria.
Så sagde hun på flydende kroatisk til dem: "Mine børn, vær ikke bange".
Ivanka spurgte til sin mor, der var død for nylig, og fik at vide, at hun var hos Jomfruen. Børnene bad om et tegn, men Jomfru Maria smilede bare og nikkede til spørgsmålet, om de ville se hende igen.
" Gå med Guds fred". Med disse ord svandt Jomfruen bort.

Den næste dag, fredag, går de samme fem plus Ivan på 16 år op ad Probdro for at møde den Hellige Jomfru.
Det er så disse seks, der fortsætter med visionerne, og bliver omtalt som 'séerne'.
Denne gang faldt de også på knæ, da åbenbaringen startede.
Tilskuerne kunne konstatere, at de var i ekstase, mens de selv følte sig "som i himlen".
Interessen for disse åbenbaringer voksede lynhurtigt.
Ved denne tredie åbenbaring var over 1000 tilskuere samlet, heriblandt fire præster fra Mostar.
Vicka havde - efter råd fra ældre kloge kvinder - taget helligt vand med, som hun kastede mod Jomfruen for at få bekræftet, at hun var fra himlen.
Flere tusinde ankom til Probdro om lørdagen.
Inden åbenbaringen havde politiet forhørt dem, og sendt dem videre til en lægeklinik, for at få undersøgt, om de var normale eller om de måske havde taget stoffer.
Den lokale præst, fader Zovko, der nu var kommet tilbage fra en retræte, forhørte dem om aftenen efter åbenbaringen.
Ved denne fjerde åbenbaring bad de igen om et tegn, så folk ville tro dem,
Men Jomfru Maria svarede: "Velsignet være den, som ikke ser, men tror".
Hun lovede at komme igen den følgende dag.

Om søndagen anslås det, at der var 15.000 tilskuere, og åbenbaringen optages på bånd.
Her kan kun børnenes stemmer høres, men de gengiver også Jomfruens.
Det er Vicka, der fører ordet på séernes vegne, og Jomfru Maria lover at komme igen dagen efter.
Igen forhøres séerne efterfølgende af præster.
Fader Zovko er lydhør, men har svært ved at tro på dem. På et tidspunkt bliver han utålmodig og irriteret, og forsøger at skræmme med en mulighed for Guds straf for at vildlede.

Mandag morgen henter politiet igen børnene og bringer dem til en psykiastrisk afdeling på hospitalet i Mostar. Her erklæres de for raske, men bliver truet med indlæggelse, hvis de fortsat påstår at få åbenbaringer.
Et par af psykiaterne er med ved åbenbaringen samme dag kl.18.
Her kommer også et forældrepar med deres treårige dreng, en spastiker, der hverken kan gå eller tale. Jomfru Maria opfordrer forældrene til at tro fast på, at han vil blive helbredt. Allerede på vej hjem, ved en restaurant, slår drengen sin hånd i bordet og beder om et glas vand.
Året efter blev det konstateret, at han var helbredt, dog med svage spor af lammelsen.

Nye Mødesteder

Fra denne dag synes politiet og myndighederne fast besluttet på at forhindre fortsatte åbenbaringer på Podbrdo.
Tirsdag den 30.juni tilbyder to socialarbejdere at tage børnene med på udflugt for at give dem lidt fred for alle de nysgerrige.
På turen går det efterhånden op for børnene, at man på denne måde vil sørge for, at de ikke kan være på åbenbaringsbakken ved sekstiden om aftenen. hvor der forventes en ny åbenbaring.
Da åbenbaringstidspunktet nærmer sig, får de overtalt socialarbejderne til at stoppe, så de kan modtage deres åbenbaring dér, hvor de nu er.
Det lykkedes, og Jomfru Maria gør det ved denne åbenbaring klart, at hun også kan åbenbare sig andre steder, f.eks. også i kirken.
Da de kommer hjem, vil fader Zovko have dem hen i kirken for at fortælle de mange tilrejsende om deres åbenbaringer, men børnene er trætte og takker nej, fordi de regner med, at det kan tage flere timer at besvare spørgsmål fra en stopfyldt kirke.
Da de imidlertid erfarer, at en af deres trofaste støtter, Marinko, er hentet til afhøring hos politiet i Citluk, så skynder de sig derhen for at forsvare ham.
De er først tilbage i Medjugorje kl.2 om natten.

Onsdag den 1.juli har politiet børnene og deres forældre til møde i landsbyskolen, hvor de bliver advaret om, at de vil blive bortvist fra skolen eller indlagt på en psykiatrisk afdeling, hvis dette fortsætter.
Der sættes også barrikader op ved åbenbaringsstedet
De nærmere omstændigheder omkring åbenbaringerne denne dag er usikre, det er svært at stykke de løsrevne informationer sammen til en helhed.
Da åbenbaringstidspunktet nærmer sig, tilbyder politiet at køre de unge hen i kirken.
Det bliver kun Vicka, Ivanka og Marija. I første omgang søger politiet at køre forbi kirken, men stoppes af séernes protester, og åbenbaringen denne dag foregår i kirken.
Nogle kilder siger i politibilen, men der følte pigerne vist bare kaldet.
Ligeledes rapporteredes det, at Jakov, Mirjana og Ivan skulle have haft åbenbaringer derhjemme, men det er tvivlsomt. Mirjana omtaler det ikke i sine erindringer, her spriger hun helt denne dag over.

Den 2.juli afhøres børnene igen på politistationen i Citluk, og trues med at blive kørt til yderligere afhøring i Sarajevo.
Senere på dagen er de samlet i Vickas hjem, hvor hendes mor, Zlatna, har mistanke til, at politiet vil hente dem igen, så hun beder dem om at løbe hen over markerne til kirken.
I kirken prøver fader Zovko denne dag at få styr på sin Gud og på sin tillid til børnene.
Pludselig mener han tydeligt at kunne høre en stemme, der siger "Gå ud nu og beskyt børnene". Han lukker straks døren op, så børnene kan kommer indenfor i kirken før, politiet henter dem igen.
Denne dag foregår åbenbaringen i sognegården, og børnene, med Jakov som talerør, fortæller menigheden om oplevelsen i kirken.
Fader Zovko har nu fået fuld tillid til séerne, og opfordrer hele menigheden til tre dages faste som tegn på bod og omvendelse.

Den 3.juli foregår åbenbaringen også i sognegården, og bagefter fortæller Vicka i kirken, at Jomfru Maria nu har vist sig for dem for sidste gang.
Det var séerne sikre på, delvis ud fra, hvad Jomfruen havde sagt, og delvis ud fra, hvad de selv kunne regne sig frem til.
Det var imidlertid ikke sidste gang, men åbenbaringerne tog fra denne dag en ny drejning.

De fortsatte Åbenbaringer

I mange beskrivelser af åbenbaringerne i Medjugorje er de første 9 dage udførligt beskrevet, og herefter stort set ikke flere. Den 10. dags åbenbaring, som skulle have været den sidste, er ofte udeladt. Måske fordi den var blevet annonceret som den sidste.
Lidt har Mirjana dog løftet sløret for - i sine erindringer:
Den 4.juli startede som en trist dag for hende og de andre séere, da der jo ikke ville komme flere Maria-åbenbaringer. Mirjana var alene ved sin onkels hus, hvor hun opholdt sig hele sommeren. Ellers boede hun i Sarajevo.
Alene ved onklens hus denne mandag mærkede hun samme fine følelse i hjertet, som de forrige dage var kommet lige før en åbenbaring.
Så hun håbede inderlig på en åbenbaring, og den kom sørme!
Det viste sig, at de andre séere også - hver for sig - havde fået åbenbaringer denne dag.
Man savner rigtig meget nogle beretninger for disse individuelle åbenbaringer, hvordan de andre oplevede det.
Fik de nye, eventuelt forklarende budskaber?
Og hvordan fandt de så sammen igen til fælles åbenbaringer?
Var det på deres eget initiativ, eller på Jomfru Marias initiativ?

I den følgende tid steg politiets og militærets aktivitet på egnen betydeligt.
Rygterne om åbenbaringerne var nået til hovedstaden, Beograd, og regeringen havde erklæret Medjugorje i undtagelsestilstand.
Det førte til nye agressive afhøringer og trusler mod seerne, nu fra nationalpolitiet.
Seerne frygtede imidlertid ikke længere 'ordensmagten'. De var trygge på grund af den store folkelige sympati, de følte. Når man hertil lægger deres alder, så var det usandsynligt at myndighederne ville eksekvere en fængselsdom eller lignende.
For at slippe for politiets overvågninger aftalte séerne forskellige mødesteder dag for dag.
De fik mange åbenbaringer, sammen eller hver for sig, Nogle gang flere på samme dag.
Jomfru Maria sagde, at de skulle bede, faste, bekende deres synder, gå til messe og læse biblen. Denne remse er senere blevet lanceret som de fem grundstene, der styrker troen og dermed kærligheden.
Der findes ingen notater fra de mange åbenbaringer fra 4.juli til 20.juli.
Resten af juli kun fra Vickas dagbog, meget korte budskaber. Af disse notater fremgår det, at hun næsten hver dag åbenbarer sig for alle seks seere samtidigt. Der sker ikke rigtig noget nyt i denne forbindelse, de er bare sammen med hende, beder med hende. spørger eventuelt til syge eller beder om et tegn. Jomfru Maria slutter ofte med sætningen "Gå med Guds fred".

fortsæt

til indholdsfortegnelsen

Så ved vi mere om, hvad der skete i august 1981 og fremefter.
Ind imellem var Jomfru Maria's åbenbaringerne her lidt mere fantasifulde.
Vi tager lige de tre mærkeligste:

1) Et eksempel er fra den 2.august.
Her bad Jomfru Maria dem om at samles ved Grumno, en fugtig lavning i nærheden af deres boliger. Her skulle der ifølge Jomfruen foregå en strid mellem hendes søn og Satan.
Da séerne var samlet dernede med cirka 40 tilskuere lagde de unge sig på knæ og bad, mens moskitoerne flagrede om deres kinder og frøerne kvækkede.
Endelig viste den Hellige Jomfru sig, og tilbød, at 'publikum' ved séernes mellemkomst kunne røre ved hende,
Det var der mange, der gjorde, og nogen kunne føle en behagelig elektrisk fornemmelse.
Det fortsatte, indtil Mirjana og Marija begyndte at græde ved synet af de mange sorte pletter, der dannede sig på Jomfruens kjole.
Pletterne stammede fra synder, der aldrig var blevet bekendt, fortalte den Hellige Jomfru
Der var så mange pletter, at de løb sammen ned ad kjolen og dannede en stor sort plamage.

2) En gang i løbet af 1982 skulle satan have vist sig for Mirjana. Ifølge Mirjana var han så hæslig ved synet, at hun besvimede. I andre gengivelser skulle han være forklædt som Jomfru Maria, men med sit eget ansigt.
Fader Vlasic rapporterer ham som værende i skikkelse af en ung tiltrækkende mand. I alle tilfælde opfordrer han hende til at følge ham, da det er en vej fuld af lidelser at følge Jomfru Maria. Mirjana afslår selvfølgelig.
Herefter forsvandt djævlen i visionen, og Jomfru Maria træder frem og undskylder for synet, men Mirjana burde se ham. Hun fortæller endvidere, at den onde har anmodet Gud om at underkaste sig kirken i en prøveperiode, og Gud tillod han det i dette århundrede, så århundrede er nu under angreb fra djævlen.
"Men" siger hun til Mirjana, "når hemmelighederne, der er dig betroet, indtræffer, vil han miste sin styrke. Beskyt jer ved bøn og faste, og ved at bære hellige genstande".

3) Vicka fortæller: (fra oktober 81)
Jomfru Maria kom ind i stuen, mens Jakovs mor lavede frokost til os ude i køkkenet.
Så tilbød hun at tage os begge to med sig for at besøge Himmelen, Skærsilden og Helvede.
Vi havde vores betænkeligheder, men til sidst accepterede vi, fordi vi kunne se, hvor meget Jomfru Maria ønskede at tage os med sig.
Hun tog Jakov ved sin venstre hånd og mig ved sin højre.
Så åbnede taget sig over os, og så var vi der. En lille åbning, men stor nok til, at vi kunne komme igennem.
Vores kroppe forsvandt ud af huset. Alle ledte efter os. Det varede 20 minutter i alt.
Først viste hun os Himmelen.
Vi gik ind gennem døren og så Sankt Peter stå foran den. Han så ud til at være mellem 60 og 70 år, ikke særlig høj men heller ikke specielt kort, rimelig firskåren.
Han havde let krøllet gråt hår. Jomfru Maria åbnede selv døren uden en nøgle.
Himmelen er et kæmpestort rum, grænseløst. Der er et glødende lys, som ikke eksisterer på jorden. Vi så mange mennesker, og de var alle meget, meget lykkelige.
De sang og dansede og talte med hinanden på en måde, der er ukendt på jorden.
De kender hinanden indefra. De bar lange kapper, og jeg lagde mærke til tre forskellige farver, men farverne her er ikke ligesom dem, vi kender på jorden. De så ud som gul, grå og rød.
Der var også engle sammen med dem.
Efter at Jomfru Maria havde vist os Himmelen, tog hun os med til Skærsilden.
Det er et meget mørkt sted, og vi kunne knapt nok se noget overhovedet, for der var en meget tyk og askegrå røg eller tåge
Vi kunne fornemme, at der var mange menneskers sjæle derinde, men på grund af tågen kunne vi ikke se deres ansigter, men vi kunne høre dem bevæge sig og skrige.
Der var mange, og de led virkelig meget.
Jomfru Maria sagde til os: “Se hvor meget de lider. De venter på jeres bønner for at kunne komme til Himmelen".
Senere fortalte Jomfru Maria os mere om Skærsilden. Jeg var helt forbløffet over at høre, at også personer indviet til Gud, nonner og selv præster, var dér.
Jeg spurgte Jomfru Maria, hvordan de nogensinde kunne havne i Skærsilden.
Hun svarede “Ja, de var indviet til Gud, men der var ingen kærlighed i deres liv. Derfor er de i Skærsilden."
Efter besøget i Skærsilden viste Jomfru Maria os Helvede.
Det er et forfærdeligt sted. Der er en kæmpemæssig ild midt i.
Vi så selv helt almindelige mennesker – helt som dem man ville møde på gaden – der kastede sig selv ind i ilden. Ingen pressede dem til det.
De dykkede ned i flammerne, ned til forskellige dybder. Da de kom ud derfra, så de ud som vilde dyr. De råbte deres had og oprør og blasfemi højt ud.
Da vi så hvor forandret og deformeret, de var, kunne vi knapt nok tro, at de engang havde været mennesker.
Vi så en smuk ung pige kaste sig ind i flammerne. Da hun kom ud, lignede hun et uhyre.
Men Jomfru Marias tilstedeværelse beroligede os.
Så forklarede Jomfru Maria os, at disse mennesker går til Helvede af deres egen frie vilje. Det er deres valg, deres beslutning. Vær ikke bange! Gud har givet frihed til alle.
På jorden kan enhver beslutte sig for eller imod Gud.
Nogle mennesker gør helt bevidst alting imod Gud og hans vilje.
Når de dør, vil dette Helvede fortsætte, forudsat at de ikke har bedt om tilgivelse.
“Jomfru Maria!”, spurgte vi. “Kan de mennesker aldrig komme ud af Helvede igen?”,
"Helvede slutter aldrig", svarede den Hellige Jomfru. " Det var deres egen frie beslutning at være langt fra Gud for altid. Gud kan ikke tvinge nogen til at elske Ham!”.
Her sluttede Vicka og Jakovs ufattelige rejse.
De kom tilbage til Jakovs hus gennem taget, på samme måde, som de også var kommet ud.

Når man skal forstå omgivelserne reaktion på åbenbaringerne, er det vigtigt at vide lidt om de religiøse og nationale spændinger, der i århundreder hr præget denne del af det tidligere Jugoslavien.

Franziskanerne i Bosnien-Hercegovina

Gennem århundreder har franziskanerne været den katolske flanke i store del af det tidligere Jugoslavien, ikke mindst i Bosnien og i Kroatien.
I den tidlige middelalder omkring år1300 var indbyggerne i Bosnien hovedsagelig hedninge eller bogomiler, der godt nok var kristne, men havde et anstrengt forhold til den 'hellige almindelige kirke'.
I 1339 kom fraziskanske missionærer så ind i landet i håb om at etablere kristendommen her med klostre og kirker. De fik hurtigt succes med deres bestræbelser, og i løbet af kort tid havde de omvendt kong Bogomil selv, etableret seksogtredive klostre i hele regionen og vundet stor gunst blandt folket.
Omkring år 1500 havde tyrkerne indvaderet omådet, som blev en del af det osmanniske rige.
I løbet af de følgende århundrede blev Islam den dominerende religion i området, men dér, hvor franziskanerne havde etableret sig, holdt de fast.
I 1846 oprettede Vatikanet et katolsk bispedømme på prøve i Herzegovina, da man ønskede landet som et missionsområde.
De første præster, der i øvrigt selv var franziskanere, ønskede det imidlertid omdannet til et sekulært bispedømme, da katolske menigheder i løbet af årene havde eksisteret fredeligt side om side i Herzegovina..
Ønsket blev efterkommet, og ved den Østrig-Ungarnske magtovertagelse i 1881 blev det omdannet til det sekulære bispedømme Mostar-Duvno. Hvis ønsket ikke var imødekommet, kunne man frygte, at katolikker, der ikke var franciskanere, droppede sit katolske tilhørsforhold ved at tilsklutte sig den ortodokse kirke.
Det sekulære bispedømme var det franziskanske broderskab på det tidspunkt imidlertid meget utilfredse med, da det ville stoppe deres dominerende rolle og tage deres privilegier fra dem. Samtidig var det jo også flere steder, alt efter stedernes traditioner, svært at skaffe præster fra de andre krisne retninger.
Intet tyder på, at der har været tale om grundliggende religiøse overensstemmelser, det ligner nærmere endnu en konfrontation mellem befolkningsgrupper. Som man ser de mange amdre såkaldte religiøse konflikter, hvor det snarere drejer sig om indflydelse, solidaritet og privilegier. For at gøre det hele lidt mere kompliceret, så eksisterer der også "Det franziskanske broderskabs afdeling i Herzegovina", som også ville gøre sin indflydelse gældende i forskellige sammenhænge.
Konflikten på denne baggrund har herefter kørt siden under navnet den 'Den Herzogivanske Affære', og er endnu ikke blevet løst.

Under anden verdenskrig var der en uheldig sammenblanding af franziskanske præster og den nazistisk orienterede kroatisk frihedsbevægelse Ustaše, som begik folkemord på Serberne i årene 1942-44. Franziskanerne har senere undskyldt det med, at soldater fra Ustaše infiltrerede det franciskanske broderskab, men der er også konkrete eksempler på præster, der er gået den anden vej og så senere blevet udstødt af broderskabet.
I slutningen af krigen blev franziskanske præster og munke tilsvarende mejet ned af serberne.
Ved kommunisternes og Tito's magtovertagelse efter krigen søgte man at forene nationaliteterne og religionerne ved at samle dem i en svvtørre statsdannelse, Jugoslavien.
Det lykkedes til en vis grad, og modsætningen mellem det det styrende kommunistiske parti og de religiøse institutioner blev i stedet overordnet tema.

Da Åbenbaringerne i Medjugorje startede, var Pavao Zanic biskop i Mostar. Han var blevet udnævnt året før, samme år som den nye domkirke i Mostar blev indviet. Med denne nye katedral, skulle menigheden deles op, og dem, der blev knyttet til domkirken, skulle så til nadver dér hos sekulære præster. Nogle valgte imidlertid at modtage nadveren fra franziskanerne Ivan Prusina og Ivica Vego i en anden kirke.
På denne baggrund suspenderede biskoppen de nævnte franciskanske præster.
Med hensyn til åbenbaringerne i Medjugorje var biskop Zarnic i starten meget positiv.
Han interviewede børnene, og udtalte sig senere således: "Jeg er helt overbevist om, at intet barn der siger, de har set den Hellige Jomfru, kan have været instrueret om at sige det.
Havde der blot været tale om enkelt barn, kunne man have overvejet det."
Men seks helt almindelige børn ville i løbet af en halv time have tilstået alt, hvis man gik dem på klingen og de havde talt usandt. De holdt imidlertid fast på trods af politiets trusler"
Biskop Zanic var også til afhøring hos politiet i Sarajevo, og han bakkede fader Zovko op, da denne blev truet med fængselsstraf.
Det skulle senere vise sig, at sagen om suspenderigen af de to franziskanske præster skulle udvikle sig på en sådan måde, at biskop Zarnic mistede tilliden til séerne.
Mere om dette lige om lidt!

Den lokale kirke i Medjugorje, St. Jakobs Kirken, var og er drevet af franciskanerordenen.
Med tanke på krigens skygger kan myndighedernes hårde fremfærd mod de påståede åbenbaringer godt forklares. Dermed være ikke sagt, at de derved kan undskyldes.
Den lokale præst, fader Zovko, der jo fra 2.juli helt tog børnecnes parti, blev nu afhørt af politiet flere gange og anklaget for at være medskyldig til oprør, eller i det mindste uorden.
Han holdt en prædiken i kirken den 29.juni, hvor han talte om 40 års fangeskab.
Det drejede sig om kirkens svære betingelser under det kommunistiske styre.
Men indholdet kunne også tolkes i en mere politisk og national retning, nemlig tilværelsen for kroaternes, der havde lidt under en serbisk dominans. På denne baggrund valgte staten at opfatte det som en opildning til kroatisk oprør og et forsøg på genoplivning af Ustaše.
Selvom Medjugorje efter grænsedragningerne i 1993 nu ligger i Bosnien, så er indbygggerne her som før nævnt kroatere af afstamning og af sind.
Konsekvensen blev, at fader Zovko blev arresteret og den 17.august 1981 idømt 3½ års fængsel. I februar 1982 blev han dog løsladt igen, men med forbud mod at vise sig igen i Medjugorje.

fortsæt

til indholdsfortegnelsen

Spirituelle Rådgivere

Tidsperioden fra 4.juli 1981 og frem til 1988 synes ved et tilbageblik at have været problematisk for séerne og for Medjugorje.
Det vrimlede med franziskanske præster i Medjugorje efter åbenbaringerne, og de var alle mere eller mindre involveret i den 'Katolske Karismatiske Fornyelse'.
Det var især Tomislav Vlasic og Slavko Barberic der tog hånd om de unge seeren og vejledte dem, eller nogle vil måske holde på, at de i stedet vildledte dem.

Lad os først se nærmere på Tomislav Vlasic.
Han blev født i 1942 i Herzegovina, blev franziskaner og ordineret som præst i Østrig i 1969.
Herefter var han først præst i Humac, senere blev han præsident for det fraziskanske broderskab i Zagreb og i 1977 begyndte han som præst i Capilja, 15 km fra Medjugorje.
Da Zovko blev fængslet tog Vlasic straks til Medjugorje for at vikariere som præst her.
Det var ikke efter aftale med biskop Zanic, men det blev alligevel godkendt af det 'Det franziskanske broderskabs afdeling i Herzegovina'.
Biskop Zanic godkendte først hans udnævnelse til præst i Medjugorje i juli 1982.
Vlasic var med i gruppen af 'Katolske Karismatiske Fornyere'.
Her havde han på et møde i maj 1981 fået forskellige profetier, der pegede i retning af en involvering i det, der skulle foregå i Medjugorje, så han mødte allerede séerne den 29.juni ved den sjette åbenbaring.

I forbindelse med ansættelsen som præst i St. Jakobs Kirken påtog han sig uopfordret jobbet som seernes spirituelle leder og rådgiver. Han førte også en slags protokol over alle åbenbaringerne og deres budskaber/meddelelser.
I august 1984 blev han mod sin vilje forflyttet til Vitiny.
Det blev han så vred over, at han i et brev til en ven gav udtryk for, at satan arbejdede gennem biskoppen.
Men baggrunden for denne forflyttelse var faktisk en stærk formodning om, at Vlasic i 1977, mens han arbejdede i Zagreb, havde gjort en tysk nonne gravid. Kopier af en brevveksling, der indikerede dette, var sendt til Vatikanet og herfra via kardinal Ratzinger (senere pave Benedict) videre til biskop Zanic.
Vlasic fortsatte alligevel sine aktiviteter i Medjugorje indtil han i 1987 startede et nyt religiøst samfund i Italien.
I 2009 blev Vlasic frataget sin kirkelige autoritet, mens han opholdt sig på et italiensk franziskanerkloster og ikke ville samarbejde med Vatikanet omkring undersøgelser af hans involvering i kætteri, tvivl om doktriner, manipulation af andres samvittighed, fordrejet mysticisme, overtrædelse af det sjette bud m.m..
i 2020 bliver han helt udstødt af den katolske kirke, da han trods sin fratagelse af den kirkelige ordinering i 2008 fortsatte med at udøve kirkelige handlinger, samtidig med at han i den grad bragte nye visioner ind i sit kirkelige arbejde.

Slavko Barberic overtog Tomislav Vlasic's forpligtigelser i 1984.
Barbaric blev født i 1946, og indgik i franciskanerordenen i 1971. Han havde forinden læst teologi og filosofi fra 1966 i Visoko, derefter i Sarajevo og sluttelig i Østrig, hvor han afsluttede sit studie i Schwants i 1971. I september samme år afgav han sit klosterløfte i La Verna i Italien og blev ordineret til præst i Reute i Østrig.
Ved det teologiske fakultet i Graz i Østrig tog han i 1973 en mastergrad i pastoral teologi. Mens han læste pastoral psykologi i Østrig blev han optaget af mysticisme og interesseret i bevægelsen af katolske karimatiske fornyere, som han tilsluttede sig.

Hans første præsteembede var i Capljina i 1973. Her blev han til 1978, hvor han tog til Freiburg i Tyskland for at lave Ph D i religiøs pædagogik og han kunne derfor i 1982 titulere sig som 'psykoterapist'.
Inden da var han 18.august 1981 udnævnt til hjælpepræst i Mostar, hvor hans arbejde mest bestod af at uddanne unge og studerende. Her benyttede han ved mange lejligheder muligheden for studieture til Medjugorje.
Da Tomislav Vlasic blev forflyttet til Vitiny, overtog Slavko Barberic hans job i Medjugorje,
Her overtog han også Vlasics praktik med at videreføre protokollen over åbenbaringerne, og sammen fortsatte de et intenst samarbejde med de unge visionære.
I det arbejde brugte Barberic også sin psykologiske kompetence til at coache seerene og forberede dem på visioner og mirakler.
Hvordan man så gør det ??

Troværdighed

Det er tankevækkende, at der absolut ingen informationer findes om, hvad der skete for seerne og imellem seerne i dagene fra den 4.juli til den 20.juli.
Og derpå meget sporadiske oplysninger om resten af juli måned 1981. Kun nogle få notater fra Vickas dagbog.
Så var der den føromtalte mærkelige åbenbaring den 2.august, hvor Jomfru Marias fine kjole blev snavset, sorte plettet som skyldtes ubekendte syndere.
Ellers kun 3-4 intetsigende budskaber indtil 17.august, den dag fader Jozo blev fængslet og Tomislav Vlasic tog hånd om séerne.
Det kunne ellers som sagt have været interessant at høre, hvad Maria havde sagt til hver enkelt i denne periode. Hvorfor adskilt og så samlet igen?
Politiet passede vist nok på, at der ikke skete en større sammenstimling på Podbrdo, men de unge kunne vel samles i kirken.
Ifølge Vickas dagbog mødte de fra 20.juli vist nok op på Podbrdo hver aften klokken halv syv. En enkelt gang mødtes de i stedet i Vickas hjem.

Når de visionære i dag tager rundt i verden og fortæller om deres møder med Jomfru Maria, så bruger de meget af tiden på detaljerede beskrivelser af den første åbenbaring, og lidt på de efterfølgende ind til 4.juli. Men intet om tiden lige efter de første ti åbenbaringer.
"Den skjulte fase" omtales dagene fra 30.juni til 31.december 1981 i den store oversigt over samtlige åbenbaringer.

For at prøve at forstå udviklingen hos seerne, både individuelt og som gruppe i denne skjulte fase, er vi nødt til at gætte en hel del og bygge på formodninger, der kan få tingene til at hænge fornuftigt sammen.
En logisk sammenhæng må inkludere en forklaring på tilsyneladende fortielser. Fortielser der må bygge på gensidige aftaler og løfter.
Lad os derfor analysere de mest involverede fraziskianerpræster så godt vi kan.
En gennemgående ting, man kan sige om dem alle, er, at de var ulydige i forhold til deres nærmest overordnede indenfor det kirklige hieraki. De var så delvis følgagtige overfor deres sekundært overordnede, det fransiskanske broderskab.
Den præst, der havde mest indflydelse på de unge i starten, fader Vlasic, prioriterede de gode intentioner højere end sandheden på en måde, der er fin på kort sigt, men kan have uheldige konsekvenser på længere sigt.
Denne prioritering kan beskrives ved nogle eksmpler:

1) Til den tyske nonne, han havde gjort gravid, skrev Vlasic:
“Det bedste er at undlade at snakke om barnet. Har du bare sagt det til én, din mor, søster eller veninde, så har du sagt det til alle. Desuden vil det ikke være til nogen hjælp for dig, bare en byrde mere at bære.
Hvis du undlader vil du kunne roses og Gud vil velsigne dig, fordi du holder det for dig selv, for i disse svære tider vil du vil du redde mange søstre, franziskanere og katolikker fra frustrationer. Herved vil du opnå mere ære end ved et liv som nonne".

2) Den 14.januar 1982 besøgte to af seerne biskop Zanic i Mostar for at overbringe ham en besked fra den Hellige Jomfru om, at han havde handlet overilet i forbindelse med forflytningen af de to franziskanske præster, Ivan Prusina og Ivica Vego.
Zanic spurgte séerne, om den Hellige Jomfru havde udtalt sig om disse præster.
Det havde hun ikke, svarede Vicka, der her var sammen med Jakov.
Den 3.april vendte de to séere tilbage til Mostar for at fortælle biskoppen, at de havde løjet i januar, den Hellige Jomfru havde faktisk sagt, at Prusina og Vego var uskyldige, og at biskoppen havde taget fejl.
Fader Vlasic, deres spirituelle rådgiver, pålagde dem i første omgang at ikke sige det til biskoppen - på grund af risikoen for, at denne så ville miste troen på åbenbaringernes autoritét.
Nu bebrejdede Jomfru Maria dem imidlertid - forståeligt nok! - at de ikke havde fortalt biskoppen sandheden i januar.

3) Tomislav Vlasic startede i maj 1983 - angiveligt efter opfordring fra Jomfru Maria gennem Jelena - en bedegruppe med unge tilknyttet kirken. Gennem seeren Marija fik han dette ønske fra Jomfruen bekræftet, og Marija deltog selv i bedegruppen de første par måneder..
Senere, i 1985 følte han også i hjertet, at både Jomfru Maria og Jesus bad ham m at følge deres plan. Planen, at de skulle danne et religiøst bofællesskab, blev meddelt af Jesus til Agnes Heupel, en tysk kvinde, der deltog i bedegruppen.
Det skete7.december 1986 under en gruppemeditation over de glædelige mysterier fra Rosenkransen.
Endun engang bad Vlasic Marija om at efterspørge den Hellige Jomfru's godkendelse af bofællesskabet. "Det er en god plan" blev der svaret den 8.marts 1987.
Bofællesskabet blev etableret i Italien, og Marija Pavolovic var en del af det i et par måneder og fik i denne periode sine daglige åbenbaringer her.
Men i juli 1988 udsendte Marija Pavolovic følgende erklæring:
"Jeg erklærer hermed, at jeg aldrig har bedt Jomfruen om nogen som helst godkendelse af det projekt, som er startet af Tomislav Vlasic og Agnes Heupel". Og videre:
"Angående den tekst, som bærer min signatur, fremår det, at Jomfru Maria lader formode at bofællesskabet og Vlasics og Heupels program er Guds ønske for mig og andre.
Jeg gentager her, at jeg aldrig har modtaget sådan en besked fra Jomfru Maria, og heller ikke videregivet sådanne formuleringer til broder Vlasic eller til nogen anden.
Min første erklæring, der er publiceret både på kroatisk og på italiensk, er ikke i overensstemmelse med sandheden. Personligt har jeg ikke haft noget ønske om at komme med nogen erklæring, men broder Vlasic pressede mig til det og understregede igen og igen, at jeg som séer burde skrive et vidneudsagn, som verden ventede på".

Disse eksempler viser, at Tomislav Vlasic havde nogle visioner af hvordan, den ideelle verden skulle se ud - mest selvskabte, måske med inspireration fra religiøse forbilleder.
Hvis kendsgerninger så skulle stå i vejen for disse visioner, så måtte der handles med disse kendsgerninger.
Fra august 1981 og tre til seks år frem var han seernes vejleder og organisator.
Det forlød, at ingen budskaber måtte publiceres uden hans godkendelse.
Lad os nu i de kommende afsnit prøve at forestille os, hvordan de unge séeres åbenbaringer og guddommelige oplevelser på denne baggrund har været forvaltet.

Karismatisk Inspiration

Selvom politi og militær fra den 4.juli 1981 forbød større folkesamlinger i Medjugorje, og derfor heller ikke tillod seerne at søge åbenbaringer på Podbrdo, så fortsatte tilstrømningen af nysgerrige og pilgrimme til stedet. Den 3.juli var der ihvert fald mere end 10.000 i byen (indbyggertallet var 3500). Alle ville være tæt ved eventuelle mariaåbenbaringer, møde seerne eller eventuelt bare fornemme den hellige stemning.
Hvad kunne kirken byde på til gengæld?
Hvis åbenbaringerne stoppede kunne man forvente, at interessen aftog og til sidst svandt ind til en fortælling om nogle tidligere hændelser på stedet.
Nysgerrigheden blev hurtigt for meget for seerne, så de måtte gemme sig både for politi og for pilgimme.
Men de franziskanske præster - og sådan set også séerne - ville meget gerne give fortsat næring til den religiøse vækkelse, som åbenbaringerne havde sat i gang.
Der var et boblende ønske om at fastholde denne religiøse trend og samtidig stile efter flere mystiske religiøse forekomster.
Hertil var én eller flere karismatiske franziskanske præster lige det, der var brug for.
Således oplagt for Tomislav Vlasic at få dette organiseret
Den karismatiske bevægelse har særlig fokus på åndens gaver, nådegaver, tungetale og visioner.
Tomislav Vlasic mødte som nævnt op i Medjugorje første gang de 29.juni 1981 ved den 6. åbenbaring, hvor han blandt andet skulle have udtrykt et ønske om at få åbenbaringerne ind til kirken i stedet for ude på Podbrdohøjen.
Vlasics næste optræden i Medjugorje var den 16.juli, hvor han afholdt aftenmessen. Her kunne man godt forestille sig, at han har haft et længere møde med séerne, og måske inviterede han dem endda til Capilja hvor han selv var præst.
Tredje og sidste gang han var i Medjugorje inden Zovkos fængsling var 2.august, den dag med den mystiske åbenbaring i Grumno, hvor Jomfru Marias kjole blev plettet.

Da han så den 17 august overtog Jozos job, smykkede han sig så samtidigt med en titel af spirituel vejleder for de unge visionære.
Der findes ingen offentlig tilgængelige informationer om, hvad en sådan vejledning indebar.
Men fundamentet i de karismatiske bevægelser er at åbne sig for helligånden, og i
CRM ( Charismatic Renewal Ministries) henholder man sig til en guddommelig profeti, der siger, at det er tid til at høste, men der er for få troende arbejdere til at modtage helligåndens gaver. Modtageligheden kan styrkes ved bøn, sang, dans eller meditation.
Der er få spredte oplysninger, der kan give os et indtryk af, hvordan franziskanerne i Medjugorje arbejdede med det karismatiske aspekt.
Louis Belanger fortæller i et brev til Rene Laurentin, at Slavko Barberic havde vist ham en video, hvor Ivica Vego arbejder med nogle unge i en by nær Medjugorje med henblik på forestillingen om at se Jomfruen. Der var bl.a. en scene, hvor to børn knæler og beder, mens man hører Vego gentage flere gange "Ser I hende?, ser I Jomfruen?. I en anden scene, ligger et barn helt stille på maven, mens Vego rører ham på armene og benene og derpå putter papir og blyant i hans hænder, så han kan notere en besked fra Gospa.
Efter sin frigivelse blev Fr. Zovko præst i en kirke tæt på Medjugorje, og var igen meget aktiv omkring de visionære.
Han eksperimenterede ifølge E Michael Jones med en 'eksplosiv' blanding af karismatisk bøn og sensitivitetstræning, udviklet ved det eksperimenterende spirituelle institut i Esalen i Californien. Marijan Pehar har deltaget i sådanne møder ledet af Zovko og fortæller, at sidstnævnte var blevet kendt i hele Hercegovina for at afholde dem.

fortsæt

I løbet af dagene, 23, 24, 25 august 1983 blev der under ledelse af fader Emilio Tardif arrangeret et karismatisk forløb i Medjugorje, hvor alle seks séere og et antal nonner og præster modtog "dåben i ånden", hvormed menes en slags ny fødsel eller velsignelse, hvor man modtager nådegaver, ofte i form af tungetalens nådegave, men også f.eks. helbredelsens nådegave eller profetiens nådegave.
Emilio Tardif var en canadidisk præst og karismatiker, der bl.a. beskrev 'dåben i ånden' som en eksperimentel viden, der tillader modtageren at fornemme tilstedeværelsen af en guddommelig person.
Der blev også dannet bedegrupper i dette forløb.
Jelena Vasij og Marijana Vasilj var stødt til Vlasics gruppe, ikke som séere, men de fik lokutioner, indre stemmer fra den Hellige Jomfru og fra Jesus.
De havde som tidligere nævnt allerede dannet en bedegruppe i maj samme år for at forny inspiration til deres bedegruppe.
Det fortælles også, at Jomfru Maria havde dannet én bedegruppe, der blev ledet af Ivan Dragicevic og Marija Pavolvic
Det var tanken, at der skulle oprettes bedegrupper i alle menigheder, med fokus på formidling, støtte og forening.

Færten af åndelige Indstrømninger

For at få en idé om, hvad der kan være sket med séerne i årene fra 1981 til 1988, kan det være nyttigt at rette opmærksomheden på situationer i åbenbaringernes historie, hvor der har været en eller anden form for epidemi af visioner eller kontakter med noget spirituelt.
Når mange mennesker er samlet om bøn, meditation og sang, kan det - hvis der er åbnet op for de åndelige sluser - let resultere i, at flere tilstedeværede falder i trance eller ekstase, og måske også får visioner.
Det skete ved Lourdes, hvor myndighederne var nødt til at sætte barrikader op omkring grotten og springvandet af for, at det ikke skulle tage overhånd. Det samme var tilfældet efter den sjette af Fatima-åbenbaringerne og solmiraklet.
Ved Tilly-sur-Seulles i Nordfrankrig var der i årene fra 1896 til 1900 en lang række af åbenbaringer. Det startede med en Mariaåbenbaring, der blev set af mindst 100 mennesker, mest skolebørn og nonner. Og i dagene og årene hereftet kom masser af mennesker i dette område i ekstase og fik åbenbaringer, ikke bare af Jomfru Maria, men også af forskellige engle, fantomer og djævlelignende væsner. Flere af séerne fik følgere, der prøvede at forstå eventuelle budskaber, der fulgte med visionerne. Mest kendt herfra er Marie Martel, der blev præsenteret for en hel del apokalypser.
Tilbage i historien skulle der vist også tidligere i denne egn have været en lignende epedimi af åndelige impulser i kortere perioder.

Det er således langt fra utænkeligt, at atmosfæren i Medjogorje var ladet med spirituelle vibrationer i tiden efter de første 10 åbenbaringer.
De seks børn og unge havde oplevet flere Maria-åbenbaringerne, og de karismatiske franziskanske præster pressede dem - som i eksemplet med Vego og andre unge i en nærliggende by - til at sætte ord på fornemmelser for fremmmede impulser og budskaber.
Når der ikke findes en eneste beskrivelse af et møde med den Hellige Jomfru i dagene efter den 3.juli, så er det nærliggende at konkludere, at sådanne møder næppe har fundet sted. Ikke mindst ved sammenligning med de udførlige beskrivelser og båndede samtaler, der fandt sted i forbindelse med de første 10 åbenbaringsdage.
Heller ikke de visioner, de skulle have haft i samlet flok, findes der optegnelse om i de kommende tre uger. Der bliver ligeledes aldrig blevet talt om denne tid og disse møder, når séerne har holdt foredrag eller givet interviews senere. Derimod bliver der ofte snakket om de første 10 dage.
Først fra den 23.juli findes der notater om åbenbaringer, og det er kun fra Vickas dagbog.
Heller ingen beretninger om der indbyrdes samtaler angående de individuelle åbenbaringer eller hvornår og hvordan de beslutter sig for at gå efter åbenbaringer i fællesskab.

Det er også uklart, hvor meget præsterne har talt sammen med séerne i denne periode.
Meget kunne tyde på, at Vlasic var en del inden over allerede før 17.august.
Fra 17.august påtog han som nævnt helt formelt at vejlede seerene.
I den grad at alle deres beretninger skulle godkendes af ham.
Foruden det alment religiøse og det karismatiske, så fremgår det af peronbeskrivelsen, at det ophøjede mål for ham helliger midlet, således at man kan omgås letsindigt med sandheden.
Det fremgår også af Marijas erklæring fra juli 1988, at han mente at de 6 unge havde en særlig forpligtigelse til at levere gode budskaber i deres egenskab af séere.
Definitionen på gode budskaber måtte i første omgang være dem, der kunne få mennesker til at omvende sig eller som kunne trække de omvendte nærmere til Gud, eventuelt via Jesus, Jomfru Maria eller andre guddommelige væsener.
Fortællinger om fortsatte åbenbaringer til seerene ville styrke troen hos alle, så derfor var det vigtigt at presse séerne til at "se" mere, hvilket indebar en stor risiko for at forringe de unges evne til at skelne egne forestillinger fra hellige indstrømninger.
Endelig må det ved vurderingen af budskaberne og kommunikationerne mellem Jomfru Maria og séerne i perioden indtil 1985 tages i betragtning, at Tomislav Vlasic selv senere i livet har vist sig ude af stand til skelne ægte budskaber fra de meget fantasifulde og usandsynlige. Sammen med  Stefania Caterina har han - på direkte opfordring fra Gud - dannet den universelle kirke for hele universet. I den forbindelser er der også kommet flere budskaber fra den hellige Jomfru, selvom det i Medjugorje blev annonceret, at åbenbaringerne her var de sidste fra den kant.

Jomfru Marias andet Jeg

I afnittet under Troværdighed har jeg fortalt om Vicka og Jakovs kommunikation med biskop Zanic. Det var efter deres besøg i april 1982, at biskop Zanic - som frygtet af TomislavVlasic - mistede troen på, at åbenbaringerne i Medjugorje var ægte.
Det, der skete, var jo, at den Hellige Jomfru ikke bifaldt, at man fulgte den katolske kirkes hieraki, som var blevet grundlagt af Jesus, der videregav ledelsen til Sct. Peter - hvorefter paverne har taget over.
At Gud, Jesus eller Jomfru Maria skulle blande sig i den daglige drift af kirken uden at være fysisk til stede på Jorden kan jo kun give mening, hvis et jordisk menneske bliver udstyret med et utvetydig mandat til at overbringe sådanne anvisninger.
Men det er jo netop dette mandat, paverne i sin tid fik!
Enhver rettroende katolik vil således i denne situation stå overfor en selvmodsigelse, hvis de skal 'retfærdiggøre' Jomfru Marias indsigelser og samtidig forsvare åbenbaringerne.
Biskop Zanics reaktion var ganske logisk og forståelig i og med, at Jomfru Maria opfattes som én og samme person. Hende, han troede på, da hun åbenbarede sig på Podbrdohøjen, men ikke da hun blandede sig i administrationen.
Spørgsmålet er her, om det er rimeligt at opfatte Jomfru Maria som en jeg-person.

Da Jomfru Maria for et par tusinde år siden befandt sig her på jorden, var hendes væsen samlet i en person. Ligesom du og jeg. Sådan er det også, at vi vil prøve at forstå hende nu. Det er en del af de overordnede kasser, vi gerne vil forstå livet ud fra.
Ligeledes er der en tendens til at personificere Jesus og Gud.
Men det holder i hvert fald ikke med Gud. Opfatter man 'ham' som en person, der kan klø sig i nakken, så vil hans almægtighed uvægerligt forsvinde.
Gud er det skabtes ophav og fra Jomfru Maria udstrømmer de moderlige følelser med uendelig kærlighed til hvert eneste af hendes børn, til hver eneste menneske.
En impuls, der via uigennemskuelige kommunikationskanaler kan artikuleres gennem billeder og lyde og præsenteres for udvalgte mennesker. Gerne børn, her går det renest igennem, men fordrejes til gengæld efterfølgende af emsige voksne.

Der er flere eksempler i Medjugorje fra årene 1981-1988 der indikerer, at en hel anden slags Jomfru Maria har været inde over.
Ikke den den altfavnende Guds Moder, men i stedet flere andre utraditionelle udgaver.
I hvert fald to:
En konkret vurderende Jomfru og en spekulativ hemmelighedsfuld Jomfru.

Lad os først kigge nærmere på den personligt kommunikerende og konkret vurderende Jomfru Maria.
Vi har allerede mødt hende ved Vickas og Jakovs besøg hos biskoppen.
Første gang er da fader Jozo bliver anholdt, 17 august, hvor hun fortæller, at hun er med ham, så det skal nok gå.
På et tidspunkt nogle dage efter kommer hun ikke på det forventede tidspunkt, men i stedet lidt senere, og forklarer forsinkelse med, at hun var hos Jozo.
Hun kan jo ikke være to stedet på én gang! (eller kan hun?)
Generelt kan man sige, at hun bakker de franziskanske præster op i et og alt, mens hun skiftevis trøster og irettesætter séerne.

Opbakningen til præsterne iagttages først ved hendes omsorg for Jozo, der går så vidt, at séerne i en vision den 19.oktober 1981 får lov at se Jozo og han fortæller dem, at de ikke skal være bange, alt er godt nok.
Den 28,februar 1982 siger hun, at de skal takke Tomislav Vlasic for, at han guider dem så godt. Pudsigt nok var det en måned efter, at han havde udøvet en slags cencur på den Hellige Jomfrus budskaber ved at bede Vicky om ikke at fortælle biskop Zanic hele sandheden om Jomfruens frikendelse af Prusina og Vego.
I april 1983 kommenterer hun gennem Jelena Vlasics protestskrivelse om problemer i sognet.
Han opfatter kommentaren som en bekræftelser på hendes fortsatte levering af budskaber.
I forbindelse med Emiliano Tardifs karismatiske instruktioner i august 1983 opfordrede hun ham til at lade Jesus være centum i hans lærestykker. og til at sprede hendes buskaber over hele verden.
Tardif var som nævnt en karismatisk præst, men ikke franziskaner.
Den 3.februar 1985 udtrykte hun et ønske om, at fader Slavko vejledte séerne og samlede alle hendes budskaber til et fuldstændigt billede af begivenhederne i Medjugorje.

Efter sigende skulle alle seerne i det første års tid have daglige åbenbaringer og samtaler med Jomfru Maria. Der foreligger meget sparsomme oplysninger om indholdet af disse samtaler. Opfordringer til bøn, omvendelse og bod gentages igen og igen.
Men disse gentagelser kan vel næppe være den vigtigste grund til fortsatte åbenbaringer. Især ikke, når de sjældent og langt fra alle videreformidles.
Skulle disse fortsatte møder i stedet være for at styre eller hjælpe de unge til et helligt liv, så de fortsat kan fungere som budbringere?
Den 8.oktober 1981 skældte Jomfruen Marija ud for at snakket religion med sine skolekammerater i stede for at gå til messe.
Vlasic opsummerede den 31.oktober 1981 nogle af de mange råd, som Jomfuen havde givet til Mirjana omkring hendes skolegang i Sarajevo. Blandt andet om hvem, hun skulle undgå, hvordan hun skulle omgås dem, der bespottede Gud, En bestem pige skulle hun holde sig fra og hun skulle ikke rode sig ind i lange diskussioner, bare svare stille og roligt på de spørgsmål, hun blev stillet.
Ved en åbenbaring den 14.januar 1982 fik to af séerne en reprimande for deres upassende opførsel. De andre seere hørte ikke reprimanden, som skulle være givet på en kærlig måde.
Den 11.august 1982 blev séerne skældt ud for at have pjattet ved messen, og den 21.april 1983 fortæller Jakov, at han har fået adskillige anvisninger om, hvordan han skal opføre sig.
Sidste irettesættelse, der er noteret er rettet mod Mirjana, og er en advarsel mod at fristes af penge. Ivan har lavet en fejl, ikke stor, hvorfor det er ham tilgivet. Jomfruen håber, at præsterne kan hjælpe séerne til at manøvrere uden om økonomiske incitamenter.

En del flere budskaber fra Jomfru Maria i perioden frem til 1986 giver stof til eftertanke.
Til forskel fra andre åbenbaringer besvarer hun også her spørgsmål om livet og døden m.m..
På et spørgsmål 1.oktober 1981 om alle religioner er gode svarede hun: "Alle religioner er lige for Gud. Gud regerer over dem som en monark over sit kongerige."
Og om Rusland: "Det er blandt disse mennesker, Gud vil blive mest forherliget. De vestlige lande har haft sociale fremskridt, men uden Gud, som var de deres egne skabere."
I Izbicno, en lille by cirka 42 km fra Medjugorje, åbenbarede Jomfru Maria sig også for 18 seere. Det kunne 'Medjugorje-Maria' bekræfte, men hun ønskede ikke at de to séer-gruppe skulle mødes. Da de alligevel gjorde det fik Medjugorje-seerne en reprimande. Det var først i 1982.
Den 15.december 1983 havde Jelena modtaget en katastrofe-profeti, som Jomfru Maria afviste med forklaringen, at en katastrofe ikke kunne fastsættes - uden samtidig at åbne en mulighed for at mange omvendelse kunne forhindre dens realisering.
I oktober 1983 opfordrede den Hellige Jomfru séerne til at lade være med at se TV, drikke alkohol og ryge.
Den 4.december ville hun have menigheden til at bede 4 timer om dagen. Hertil svarede Vlasic (gennem en séer) "Men hvis jeg siger de skal det, så vil de skynde sig væk".
"Selv du forstår det ikke!" svarede Jomfruen "det er kun 1/6 af døgnet".
Den 2,juni anbefalede Jomfru Marie en novena op til pinsen, så alle familier kunne modtage helligånden.
Den 28.marts 1985 fortalte jomfru Maria en lignelse til Jelena.:
En blomst er smuk, alle dele af blomsten er smukke, men på et tidspunkt visner den, så dens frø kan modnes og blive til nye blomster. Vlasic forklarede Jelena meningen med denne lignelse, som blev fortalt dagen før palmesøndag: Man må miste noget af sig selv for at nyt liv kan spire frem.

fortsæt

til indholdsfortegnelsen