Livsvisdom

(sidst opdateret 18/7 2019)

Hvad er det, der sker her på denne planet, i denne tidslomme i et mærkværdigt univers?

Indhold

(hvis jeg følger min disposition, men derhen er jeg endnu ikke nået, så foreløbig er det blot det indhold, jeg nærmer mig til)

1. Ubesvarede spørgsmål , som kalder på et svar fra mig og digspmaal

2. 4 Arbejdsaspekter - grupper, virkeligheder, motiver og budskaber

3. Scientology, studiet af viden, en anvendt religiøs filosofi

4. Hinduisme, som jeg har mødt den - men den er langt større og dybere

5. De vises sten, Hvor begrænset er vores erkendelsesmuligheder?

6. Buddhisme Mange varianter, der alle søger mod indre ro og oplysning

7. Mindfulness Det samme, men her er det religiøse aspekt sat på "stand by"

8. Islam og Jødedom Kulturreligioner, men perspektiveres gennem Sufismen og Kabbalismen

9. Ateisme. når mangel på indre logiske forklaringer må skyldes, at de endnu ikke er fundet

10. Teosofi Nye profeter på scenen, tre kvinder

11. Antroposofi & Rudolf Steiner En jordnær gren af teosofien

12. Martinus En dansker, der har fået nøglen til indsigtens sted

13. New Age Lars Muhl og andre danske og internationale spirituelle pionerer

14. Den oprindelige Kristendom Jesus Kristus eller ej, stærkt må det have været

15. Kristendommens misbrug Et ondskabsfuldt trick er at blande styrke med frygt

16. Kristen Mystik før og nu Før som nu! mystik kalder på forklaringer - og engagement

17. Fri os med Kærligheden En fælles kerne af kærlighed binder os sammen

18. Den uønskede Konklusion Ordet syntese kan bruges frisættende af frelste overfor søgende

19. Primitive Religioner Mønstret kan brydes af uvidende

20. Think for yourself, Vladimir.Anastasia - En vis kvinde fra Sibirien

1. Ubesvarede spørgsmål

Er hele vores eksistens blot en tilfældighed, et sammensurium af tilfældigheder? eller ligger der en tanke bag, en årsag, en styring. Er vi på vej et sted hen?

Hvad er liv, og hvor er min bevidsthed?

Disse spørgsmål vil jeg, der er trænet, uddannet og har undervist i logisk tænkning, gerne have svar på.

Og hvis dette ikke er muligt, så vil jeg finde ud af, hvor meget jeg kan få svar på .... og en forklaring på, hvorfor jeg ikke kan få svar på resten.

At leve med en vished og et formål er så fristende enkelt, at vist alle i virkeligheden gerne vil det.

At leve med et formål må almindeligvis være et tidsbegrænset projekt. Enten når man målet, eller også må man resignere, når man når en vis alder. Med mindre formålet omhandler et andet liv.

At leve med vished indebærer tryghed grænsende til kedsomhed. Visheden er den, der placerer alle livets tildragelser på deres rette hylde. Fravær af vished gør folk usikre, og modtagelige for andres mentale indflydelse på godt og ondt. Men visheden findes desværre - logisk nok - kun i dogmatiske religioner eller i ateismen.

Jeg har også forsøgt at springe over, hvor gærdet er lavest, og bekende mig til tilfældighedsscenariet. En slags halvhjertet ateisme. Det var så let ud fra et sådant grundsyn bare at komme alting i kasser. Men der gik kun et par år, før jeg opdagede, at jeg ikke havde kasser nok!

Ude i horisonten lå en række spørgsmål og kaldte på mine svar. Ingen kasser passede til dem, og jeg kunne ikke blive ved med at overhøre dem.

Mange af disse spørgsmål ligger der stadig, og svarene blæser ikke i vinden. De kommer heller ikke til mig via budbringere. Jeg må selv arbejde mig frem imod dem, og hvert svar, jeg når frem til, et et nyt trin på vej til endnu en indvielse.

Et sådant arbejde tillader jeg mig at kalde spirituel forskning. Lige nu er der en fantastisk grobund for en sådan forskning. Før i tiden mødte vi spiritualiteten gennem en fastlagt religions port. Nu præsenteres vi for en række mere eller mindre sammenhængende og eksistensforklarende religioner og livsholdninger, som alle har glødende og moderate tilhængere - og i princippet flere 'frahængere'.

 

Du er velkommen til at følge mig lidt på vej - ihukommende Voltaires ord "Du skal snarere vurdere et menneske på de spørgsmål, det stiller, end på de svar, det kommer med."

Kommentarer, spørgsmål og gode råd er velkomne på mig@anderswamsler.dk , så kan vi nok med tiden sammen finde frem til svar på livets tunge spørgsmål- I sidste ende er dine betingelser dog som mine: Kun dine egne svar vil bringe dig videre.

Gennem et langt liv akkompagneret af gentagne forsøg på at få dagligdagen til at hænge sammen med spirituelle indsigter, er jeg nået frem til visse brugbare tankemønstre for mig, som jeg her vil præsentere i form af aspekter eller arbejdshypoteser.

 

2. Fire Arbejdsaspekter

Første aspekt vil jeg kalde 'motivaspektet'. Dette er knapt så meget en måde at erkende på, snarere en måde at sortere informationer på. De fleste af os har her i dette jordiske liv ganske få eller - som oftest - ingen markante spirituelle oplevelser. Forståelsen af vores eksistens er naturligt baseret på vores egne oplevelser og på vores medmenneskers fortællinger om deres oplevelser. Min tilgang til andres spirituelle oplevelser er som udgangspunkt naiv. Jeg tror på fortællingerne indtil det modsatte er bevist. Det er svært at forestiller sig, at de involverede har opdigtet historierne, bare for at gøre sig interessante, og så herefter gøre alle mulige krumspring for ikke at blive afsløret. Og når der er flere involveret, skal de samtidig hele tiden sørge for at koordinere deres fantasier for ikke at blive afsløret. Der findes desværre undtagelser, der så også er blevet afsløret. Alligevel tror jeg på, at disse menneskers første spirituelle oplevelser oftest er en realitet. Nogen har så haft svært ved at forstå dem, og endnu sværere ved at videreformidle dem. Andre falder for fristelsen til senere at simulere gentagelser, enten for at tilfredsstille andres nysgerrighed, eller for at nyde andres opmærksomhed omkring ens person - og måske tjene nogle håndører.

 

Andet aspekt er 'symbolaspektet': I en anden virkelighed (hvis en sådan er tænkelig) er det utænkeligt, at vi opfatter og sanser universet på samme måde som nu og her. Bare det, at jeg (min 'sjæl' eller hvad du nu vil kalde mit kropsuafhængige jeg for) eksisterer og opfatter ting uafhængigt af kroppen, det indbebærer nødvendigvis nye sanser og anderledes oplevelsesformer. En følge heraf må være, at enhver fortælling om en anden virkelighed må være af symbolsk natur. Fortælleren må have problemer af samme karakter, som hvis et seende menneske skulle forklare synssansen til en blindfødt. Som eksempel kan vi ikke forestille os at opfatte en ekstra dimension, men vi kan til dels forestille os, hvordan det må være ikke at kunne opfatte den tredie dimension (ellers læs novellen "Flatland"). Ud over sanserne, tror jeg også begreber som tidsoplevelse og logik er anderledes i (d)en anden virkelighed.

 

Tredie aspekt vil jeg kalde 'budskabsaspektet'. Det kunne måske også have heddet 'profetaspektet'. Når åbenbaringer eller andre former for spirituelle kommunikationer berettes at være modtaget fra den åndelige verden, så må sådanne beretninger i første omgang filtreres igennem motivaspektet og det kommunikerede må vurderes via symbolaspektet. Hvis beretningerne så stadig indeholder muligheder for potentiel visdom, så vil jeg kigge på det omvendte motivaspekt. Er der noget man fra et andet univers vil ændre eller forbedre blandt menneskene her på jorden via en sådan kommunikation? Måske vil man bare rette opmærksomheden hos nogen mennesker her på jorden hen imod nye og væsentligere apekter af dette liv. Men hvad så med kilden, hvor skulle denne kommunikation komme fra? Er der en gud eller en anden form for et højeste væsen, der afgør hvilke informationer der skal tilgå Jorden - og hvordan? Umiddelbart vil jeg - med min logiske tilgang til problemstillingerne - slå fast, at der ikke kan foreligge f.eks. 20 beretninger/åbenbaringer, hvoraf de 19 er falske, mens vores jordiske og himmelske skæbne afhænger af, om vi er i stand til at udpege den ene sande blandt de 20. Vi kan registrere, fornemme og overveje sådanne budskaber. De kan være en gevinst for vores egen udvikling, men vi kan ikke bruge dem til at 'slå andre oven i hovedet' med. Og deres indhold kan næppe være afgørende for det enkelte andenhåndsvidnes skæbne.

 

Fjerde aspekt er 'gruppeaspektet', som kan illustreres ved citatet "Der findes retfærdige sager, men ikke retfærdige hære". Jeg kender ikke dette citats ophav, men det passer så godt på mine observationer indenfor både politik og religion. Som medlem af en gruppe (hær) er du begrænset af gruppens filosofi og målsætning- Det er fint så længe målet er konkret, men din egen udvikling indenfor gruppens domæne vil sandsynligvis gå i stå. 'Sammen er vi stærke' så længe målet er konkret, men i det lange løb vil gruppesolidariteten hæmme dig selv og skade det, der er udenfor guppen. Jo mere du identificerer dig med gruppen, jo værre. I den spirituelle sammenhæng: jo mere du identificerer dig med religionen, jo værre. Værst bliver det, hvis gruppen får én eller flere ledere, der forsøger at udnytte din loyalitet til yderligere at styrke gruppen. Engagementet kan erstattes af frygt for svigt.

 

.De følgende betragtninger omkring forskellige spirituelle bevægelser vil naturligt tage udgangspunkt i mine egne oplevelser med disse, og derudover vil jeg forsøge at supplere med nogle mere generelle personlige betragtninger.

Som udgangspunkt for denne rejse gennem mine betragtninger, andres oplevelser og vidensdeling i det hele taget, kan I eventuelt kaste et blik på mine foreløbige bud på nogle grundaksiomer, dr kan ligge til grund for vores eksistens.

3. Scientology

Jeg mødte denne verden gennem kristendommens port, og herefter har jeg normalt forholdt mig stadigt afprøvende og vurderende i forhold til nye spirituelle retninger, som jeg har mødt på min vej. Her fra er der dog én undtagelse. Jeg lod alle parader falde i forhold til Scientology, som jeg mødte, da jeg var 25 år. Det blev mit tredie spirituelle opholdsted, hvor de to første var den kristne barndomslære og ateismen.

Det - at sænke paraderne - ligger faktisk også i tråd med denne scientology-bevægelses essens og - nok så væsentligt - er det et vægtigt bidrag til dens styrke. Tvivlen og kritikken er her oplagte modstandere til gevinsterne. Logisk nok, så længe plottet er ufejlbarligt. Troen kan flytte bjerge - ja, og mistro kan forpurre ethvert fremskridt.

Her kan du læse lidt om min indgang til og mine erfaringer med Scientology: Min Historie . Det er godt nok indtil videre en ufærdig fortælling.

Scientology præsenterer sig selv på denne hjemmeside: http://www.scientology.org/ sc-org

Det ser jo rigtig godt ud, ikke? Og det er da også en metode, der har virket for mig, en spændende vej jeg har gået et langt stykke af (14 år, 'on and of'), men organisationen forstod ikke selv at sætte grænser den gang i 80’erne, hvor jeg forlod den.

Grundlæggende fejltagelser i konstruktionen gør, at den vil forblive en hvileløs drøm for dem indenfor, og en irriterende udfordring for dem udenfor - hvis den altså havde fortsat uforstyrret. Det gjorde den så ikke. Det vil nok føre for vidt her at komme ind på nærmere detaljer omkring disse grundlæggende fejltagelser, og svarene på hvorfor, hvordan og hvornår præcist jeg forlod organisationen, dem vil jeg også gemme til en anden god gang. Lige her vil jeg blot slå fast, at der på organisationens indre linjer forekom en lang række fatale tillidsbrud i perioden fra 1979-1986. Uhyre få af de oprindelige pionerer og ledere fra 50'erne og 60'erne er tilbage i organisationen i dag. Og der sker stadig tillidsbrud, der bevirker at ildsjæle forlader foretagendet. Hvad gik der galt ? hvorfor disse pludseligt mange tillidsbrud i en ellers - indadtil - tillidsfuld organisation ? Man kan søge efter forklaringer på internettet, hvor tidligere medlemmer af Scientology beretter om udviklingen indenfor organisationen og begrunder deres brud med denne. Den bedste indgang til disse informationer får man via http://www.freezone.org/. Robert Dam's hjemmeside er også særdeles interessant. For mig i hvert fald. Gennem den er meget af min spirituelle fortid og af mine oplevelser med Scientology faldet på plads i mit ’sind’: www.robertdam-cos.dk . I 2011 udgav Robert Dam (billedet til højre herunder) en ganske fin og læseværdig bog,RobertDam "Afhopperen" om hans vej ind og ud af Scientology.

Faktisk giver ovenstående links kun svaret på hvornår og hvordan, men ikke på hvorfor! De giver næring til en vis undren over, hvad der dog skete med Ron Hubbards personlighed i 70'erne og 80'erne. Og hvorfor forsvandt han i 80'erne helt fra organisationens aktiver, både fysisk og ideologisk ? Det første svar der dukker op på det sidste spørgsmål er, at han måtte holde sig skjult for ikke at blive offer for urimelige anklager og retssager, der sikkert ville ende i en eller flere fængselsdomme. Men på mig virker denne forklaring som en dårlig undskyldning, der skal dække over den egentlige grund, der hænger sammen med hybris og nemesis. Udtrykt i symbolik: Når man gang på gang i overmod overskrider den guddommelige grænse, så møder man gudernes straf.

Scientologer kunne umuligt blive syge den gang i halvfjerdserne! Og L Ron Hubbard slet ikke!! Jeg husker ved min ansættelsessamtale, at forholdene omkring sygefravær blev meget summarisk berørt, for som 'rekruttterings-officeren' sagde, så blev scientologer jo ikke syge. Det blev de rent faktisk heller ikke! i hvert fald uhyre sjældent, og skete det, så var det (nok) fordi, der var noget galt i personens sind. Det kunne være fordi, de ikke var nået langt nok 'op ad broen', og derfor ikke var i stand til at håndtere visse ting i deres liv. Det er jo fint, at folk kan leve uden sygdomme. Troen - som man ved - er en stærkt medvirkende faktor. Og dertil kommer en god portion entusiasme, determinisme og pionerånd. Jeg mindes stadig, hvordan jeg selv hurtigt nåede til en tilstand, hvor jeg følte, at sygdom og død ikke kunne have noget med mig at gøre. Indtil jeg blev overvældet af en insisterende tandpine. Egentlig ikke overraskende, for jeg havde ikke passet mine tænder særlig godt. Det var lige før jeg skulle i gang med OT.2, et rimeligt højt niveau indenfor Scientology. Som konsekvens heraf måtte jeg udskyde processen et par dage. Ikke det store problem for mig eller for organisationen. Anderledes hvis vores store leder, Ron Hubbard, rendte ind i et lignende problem. Lige meget hvilke tanker, man gør sig om vor eksistens, så er det nu engang primært via kroppen, at vi er til stede i det fysiske univers, hvor vi kan kommunikere indbyrdes gennem en fælles referensramme. Dette redskab - altså kroppen - må man passe og pleje på behørig vis så længe man ønsker at være en del af menneske-samfundet. Kroppen skal behandles ordentligt, og man skal lytte til dens signaler. En hel del er bare - ifølge scientology og andre helbredsfilosofiske retninger - feedback af impulser fra sindet. Men misbrug og dårlig pleje af kroppen over længerer tid, det må den selvregulerende krop nødvendigvis reagere på, og man kan ikke bare ignorere disse reaktioner. I hvert fald ikke her på jorden - selvom man måske befinder sig på et tårnhøjt spirituelt niveau.

"Hvem skabte skaberen?" er et filosofisk spørgsmål, der er blevet stillet. På lignende måde, men i mindre målestok, kunne man spørge: Hvem udviklede og uddannede L Ron Hubbard? Var han selv igennem de processer, som han nøje anviste for andre, for at de skulle nå op til de af ham eksakt beskrevne eftertragtelsesværdige niveauer? Han var jo trods alt født, og havde i den tidligere del af sit liv - før Scientology - været igennem adskillige svære lidelser. Forkrøblet og blind ("crippled and blinded") blev han - ifølge en af Scientologys egne biografier - i 1944 indlagt på hospitalet Oak Knoll. Der foreligger ellers ikke ret mange informationer om Hubbards personlige udvikling før 1978. Den almindelige opfattelse blandt scientologer var, at han helt igennem var selvhjulpen ved at anvende sin viden om sindet. På en eller anden måde blev han vel opfattet som guddommelig.

Søger man nu rundt blandt de mange mere eller mindre udokumenterede - men i høj grad modstridende - informationer på nettet, aner man alligevel et sandsynligt mønster: Hubbard var en ekstrem koleriker, en form for manio-depressiv, hvor det depressive i en lang årrække var gemt væk. I marts 1971 fyldte han 60 år, og omgivelserne forventede, at han havde styr på alt - og mere til! Men højt flyvende ideer, som Ron i mindre lyse stunder uvægerligt må have sat spørgsmålstegn ved, i samklang med et langt usundt liv, fik nu kroppen til at udsende de første nødvendige faresignaler. Og det virkede så også tilbage på sindet, for Ron havde jo altid advokeret for en tæt forbindelse mellem krop og sind. Det var svært pludselig at skulle forholde sig til det uperfekte ved det perfekte menneske. Samtidig voksede presset og kritikken udefra i takt med den stigende succes. oldman

Tingene begyndte tilsyneladende at komme ud af kontrol for personen L Ron Hubbard. Op gennem halvfjerdserne blev han i stigende grad opfarende, hidsig og urimelig i forhold til sine omgivelser. I 1975 fik han sit første slagtilfælde, i 1976 begik en af hans sønner selvmord, og i 1978 fik han et nyt og værre slagtilfælde. Herefter kom han under lægelig behandling og fik også auditing (Scientologys form for åndelig vejledning). Hans nærmeste omgivelser, der før havde forgudet ham, var nu i vildrede. Han var den ubestridte leder, men magten var gået ham til hovedet, han havde troet at have kunnet gennemskue alt og erkendte for sent sine begrænsninger. Nu måtte han hjælpes og beskyttes. Det indså både han og hans nærmeste omgivelser. Men hjælpen kunne ikke foregå for åben dør, for så ville organisationen hurtigt falde fra hinanden. Stadig var han grundlæggeren, og havde copyright på al teknikken.

Efter at være kommet sig over sin sygdom i 1978, udviklede Ron - sammen med forskellige nære medarbejdere - nye teknikker og - værre end det - han ændrede på afgørende vis det tidligere fundament. Der blev lavet gode ting på denne måde, men de overskyggedes af skæbnesvangre direktiver, som aldrig kunne realiseres på passende logisk måde, så den tekniske udførelse heraf kunne blive hver mands eje. Alt for mange vidunderligt velmenende og determinerede mennesker måtte herefter famle i blinde for til sidst at falde i afgrunden og - for de fleste af disses vedkommende - så senere at rejse sig til et værdigt liv udenfor Scientology

Hele organisationsopbygningen og kulturen var ikke skabt til et eventuelt mytteri indenfor Scientology. Ron Hubbard og Scientology var uadskillige størrelser. I stedet måtte nogen tage initiativet til at få Hubbard lempet ud ad bagvejen. Det blev David Miscaviage der omsider tog dette initiativ. Men han gjorde det ikke åbenlyst. Siden den 30.december 1979 kom der ikke flere tekniske bulletiner fra Ron. Det blev sagt, at han måtte skjule sig for alle sine forfølgere, FBI, det amerikanske skattevæsen, den franske regering og mange flere. De kunne nu nok have opsporet ham, hvis de ville. I sit skjul vendte han tilbage til sit science fiction skriveri. Uden den store succes.

L. Ron Hubbard døde i januar 1986.

arvtagerne:

Nogle af de folk, der sidst i halvfjerdserne hjalp Ron med at videreudvikle og/eller omforme teknologien, blev først i firserne sat på porten. En af dem, Bill Robertson, udviklede herefter Rons Org, som stadig eksisterer, men (Captain) Bill døde i 1999 af strubekræft. En anden, David Mayo, skabte Advanced Ability Center, som tilsyneladende blev kørt træt af gentagne opslidende juridiske søgsmål fra moderkirken angående ophavsretten til materialerne.

Scientology-teknologien holdt helt op med at udvikle sig fra omkring 1980. Miscaviages intention var, at bevare og sikre den teknologi, der var udviklet - og samtidig hindre at endnu mere af stringensen blev brudt op. Umiddelbart slet ikke så dumt tænkt, da teknologien jo på flere måder havde vist sig effektfuld. Der var dog to hager ved dette:

For det første kørte teknologien - som jeg ser det - af sporet kort efter OT-1-trinet på broen. Hubbard havde måske fat i noget spændende på de højere OT-niveauer, men det var ikke noget, miscaviage der på naturlig måde kunne standardiseres og anvendes med succes på alle individer. Teori-baggrunden var på et symbolniveau, der lå på linje med myten om Adams og Eva's uddrivelse af paradiset eller med myten om Babelstårnet.

For det andet fortsatte og videreudviklede David Miscaviage Hubbards ubehagelige manerer, når det gjaldt nære menneskelige relationer. I høj grad baseret på 'målet helliger midlet'. I så høj grad at mange, for mange, har forladt butikken. Både nære medarbejdere og familjemedlemmer (hans far t.eks.). Jeg tror, at den eneste af de gamle, der stadig holder ud, er Norman Starkey. Måske også hans bror, Owen, som jeg havde fornøjelsen af at møde i Købenavn for ca. 40 år siden.

Lige nu er Scientology en meget velhavende organisation, der har en smule at byde på, men den gamle entusiasme, en bredere opbakning og den smittende begejstring er forsvundet. De almindelige organisationer, hvor folk fra gaden kom ind og forsøgsvis stiftede bekendtskab med formålet, teknikkerne og deres muligheder, sådanne organisationer findes næppe længere i Danmark. Da jeg startede mit eventyr i 70'erne var der 2-3 af slagsen - plus det europæiske hovedkvarter på Jernbanegade, som ligger der endnu. Der var liv og optimisme og spirende kærlighed. Nu mødes man af robotagtige mennesker, der tilsyneladende er bundet på hænder og fødder.

efterspil:

Der er ingen tvivl om, at der ligger en masse værdifuld viden om menneskelig adfærd gemt i Scientology. Så mange højt begavede mennesker, der har været invoveret i dette projekt kan ikke alle tage så meget fejl.

En nøje sammenhæng mellem nutidige emotioner og tidligere oplevelser blev jo allerede påvist af Freud, og videreudviklet i forskellige former for psykoanalyse. I Scientology er man gået dybere og bredere i arbejdet med at frigøre mennesker fra de negative virkninger af denne sammenhæng, idet man går ud fra at ethvert menneske er hæmmet af den. Her begrænser 'tidligere oplevelser' sig heller ikke til dette liv, og emotionerne suppleres af de såkaldte psykosomatiske sygdomme, som på et tidspunkt i 70'erne indenfor organisatonen tenderede imod at omfatte alle sygdomme! Den anvendte metode til at frigøre mennesker kaldes auditing (eller åndelig vejledning), og består af en lang række fastlagte procedurer. Det er det grundlag, som dianetikken og en stor del af scientologien er bygget op omkring. En auditor spørger og lytter, og så skal det gerne ende med at den, han lytter til, når til en erkendelse om sig selv eller om tilværelsen i det hele taget. Teknikken er effektiv. Det har jeg og mange andre erfaret. Ellers ville vi jo heller ikke være blevet 10, 20 eller 30 år indenfor organisationen på trods af, at vi har papirer på en rimelig høj intelligens.

Det, at arbejde med hele trekanten: krop-oplevelse-emotion brugtes - så vidt jeg ved - aldrig tidligere og bruges stadig uhyre sjældent indenfor det konventionelle behandlersystem. Til gengæld vinder idéen stadig mere indpas i alternative behandlingsformer; naturligt nok dér, hvor ex-scientologer er indblandet, men for eksempel også i andre nye populære behandlingsformer som Rosenmetoden og Tankefeltterapi, som begge tager udgangspunkt i forbindelsen mellem krop og følelser, men når behandlingerne går dybere, kan opmærksomheden også rettes mod tilknyttede oplevelser. I buddhismen og andre spirituelle retninger fra østen, er man også opmærksom på denne trekant. Her går man dog ikke dybere ind i oplevelserne, man konfronteres blot med dem og registrerer dem. Så skulle de gerne forsvinde fra sindet, så man virkelig kan opleve nuet.

Der ligger en guldgrube af viden og metoder gemt i det oprindelige scientology. Men det er svært at finde den præcise streg, som de overskred. Vel sagtens omkring clearing-processerne. Alt det, der ikke virkede som lovet og var ude af proportioner, har så ødelagt renoméet for det værdifulde. Ærgerligt! men det har vist nok sine logiske årsager. Begejstringen over det , der har virket så godt, har tændt håbet og troen på, at man kunne opnå usandsynlige resultater. Annonceringen af disse har løftet entusiasmen, mange har sluttet op, og været enormt dedikerede. Derfor blev det så udbredt, og fik så mange tilhængere. Hvis man ikke var gået over stregen, så havde hele konceptet - også det værdifulde - aldrig nået over atlanterhavet. Det var forblevet i staterne som én blandt mange udmærkede alternative behandlingsformer med et religiøst overtræk, som man ikke behøvede at tage alvorligt.

Men Hubbard udviklede mange andre brugbare og geniale ting. Igen må min argumentation for denne påstand gå på, hvor mange vi var, der tog dem til os og anvendte dem med stort udbytte, eller ihvertfald overvældende tilfredshed. Reelt var det ofte bare en blanding af påstande kombineret med mønstre, hvorigennem man kunne se tilværelsen. Men som sagt accepteret og modtaget med stor entusiasme af mange begavede mennesker. Indenfor uddannelse var teorien om det misforståede ord en fundamental ting, som blev benyttet med konsekvens, og som jeg selv også har benyttet udenfor organisationen. Balancen mellem masse og signifikans var også et gennemgående træk i opbygningen af kurserne. De 8 dynamikker beskrev menneskets samarbejde med omgivelserne på flere niveauer, lige fra vores nærmeste til hele universet. Toneskalaen var et mål for et menneskes humør eller attitude overfor omgivelserne, og den kunne bl.a. bruges til at møde et medmenneske på en bølgelængde, hvor man kan kommunikere med og løfte vedkommende. De flows man opererede med indenfor auditingen var også unikke. Ikke bare flowet fra en anden mod dig, men også fra dig mod en anden, eller fra andre mod andre. En metode, der umiddelbart resulterede i en betydelig mere helhedsorienteret tilgang til menneskelige relationer.

Etikken i Scientology indeholdt ligeledes stærke redskaber. Ikke mindst teorien om 'overts', onde eller forkerte handlinger, og de tilhørende begreber: 'motivators' og 'withholds'. Et svagt punkt i etikken var forholdet til en 'suppressiv' (undertrykkende) person, som kun kunne håndteres ved, at man afbrød forbindelsen med vedkommende. Tilsyneladende ingen mulighed for at nå det gode i et sådant menneske, selvom "mennesket grundliggende set er godt". Dette med at udpege og udelukke sådanne personer gik helt grassat i begyndelsen af firserne, hvor også den virkelige styrke i scientologys etik blev misbrugt i en grad, så det ikke senere har været muligt at genrejse den på de indre linjer. Og vist ikke forsøgt på ydre linjer.

Ligesom Salieri undrede sig over, at Gud havde givet en så plat person som Mozart så fænomenale musiske og kreative evner, så kan vi i dag undre os over, at Gud har givet en så manisk og til tider selvoptaget person som L Ron Hubbard så fænomenale indsigter og kreative evner.

 

__________________________________________________________________________________________________________________________________________________

4. Hinduisme

Fot 10-12 år siden var jeg og mange andre optaget af en indisk hindu-udløber. Set i bakspejlet og set historisk var det vist bare én af mange varianter, hvor energierne fra indiske religiøse bevægelser - anført af mere eller mindre selviscenesættende guruer - møder den vestlige kultur. Der er tilsyneladende fine livsbetingelser for sådanne energier i Indien, og når vesterlændinge støder på dem, får de let den tanke, at de er halvvejs i himmerige. Det skete i 70'erne med Maharaj Ji, kort efter med Osho og senere med Sai Baba. Som første gang, du drikker spiritus eller ryger hash. Kroppen, sindet og forholdet til omverdenen befinder sig i en helt ny tilstand. Du føler at du må gribe chancen, udnytte situationen - men du ved ikke rigtigt til hvad.

 

amma&baghawanDét som jeg dengang (omkring 2006) var optaget af, var deeksha-bevægelsen og 'oneness'-konceptet.

Amma's og (især) Baghavan's energi blev overført fra person til person gennem berøringer (deeksha), normalt ved at lægge en hånd oven på et hovede. Hånden skulle helst tilhøre en 'oplyst', og oplyst blev man ved at gennemgå et 21-dages kursus (proces) i Indien. Mange danskere, jeg mødte, rejste derned eller var kommet tilbage der fra som oplyste. I Den Grå Hal på Christiania var jeg til stormøde med Freddie Nielsen, en dansker som i en årrække koordinerede arbejdet for udbredelse af Deeksha'en i Europa og i det tidligere Sovjet, og svenske Madeleine, der bistod ham. Derudover var der 10-20 oplyste dansker, der just var vendt tilbage fra 21-dages kurset og nu var parat til overføre deeksha-energi til alle os andre..

Jeg var også på retræte hos Cecil og Bruhn på Samsø. De var også blevet oplyst på rejser til Indien og var nu med til at udbrede deekshaen. Sammen med en gruppe på cirka 20 mennesker. I denne gruppe vandt man virkelig prestige, når man antydede planer om at tage til 21-dages kurset i Indien..

 

Der var penge i det indiske foretagende, og man var i gang med at bygge et stort universitet på stedet, et universitet, som nu er i brug:universitetet

http://onenessuniversity.org/

Men det var vist for meget, for stort og for vildt.

Energier er jo ikke nødvendigvis fyldt med kærlighed.

Hvis man selv er fyldt med kærlighed - eller i det mindste har en lille smule godt i sig - så vil man sikkert forsøge at få mest muligt ud af det, når man befinder sig i en ny tilstand, og ser nye muligheder. Det gælder jo som før nævnt også ved indtagelse af diverse rusmidler, hvor det har ført til megen ulykkelig afhængighed. Bevidsthedsudvidende stoffer kaldte man det sidst i tresserne, og jeg red selv ganske let med på bølgen.

En ny tilstand indeholder imidlertid også et faretruende element af mangel på kontrol over ens energier.

Den danske hjemmeside for denne deeksha-bevægelse giver i dag stadig indtryk af en smule entusiasme og aktivitet, men betydelig dæmpet i forhold til for 10 år siden:

http://www.oneness-danmark.dk/

Freddy brød med Oneness-centeret i 2006, bl.a. på grund af den manglende hjælp til Madeleine, da hun 'kørte træt'. Det uddybes her:

http://deekshadanger.weebly.com/freddy-speaks-out.htm

Det var kort før min retræte på Samsø. Året efter frasagde Cecil og Bruhn sig også forbindelsen til Bhagavan.

 

Lad mig skynde mig med at sige, at dette blot er noget, jeg har oplevet indenfor en 'aflægger' af hinduismen. Mere end 1 milliard mennsker(mest indere) har hinduismen - under en eller anden form - som deres religion. Vedaerne er de gamle skrifter, hvis visdom man bygger på. Der er meget forskelligt, hvor meget autoritet, der lægges i disse, men i flere tilfælde kan deres betydning sidestilles med Biblens indenfor Kristendommen, eller med Koranens betydning indenfor Islam. Vedaerne blev nedskrevet for cirka 5000 år siden. Før da, og siden verdens begyndelse var denne oprindelige viden blevet videregivet fra guru til discipel,som senere blev guru, o.s.v.. Med eller uden guru, så forsøger en hindu at leve et godt liv i samklang med sine medmennesker. Målet er for de fleste er, at komme ud af reinkarnationscyklussen, og blive optaget i Brahman, en slags altomfattende urkraft.

Er man nået langt ad denne vej, vil man naturligt søge discipelskab hos en guru, og man begynder formodentlig at meditere. Når man mediterer er det vigtigt, at man har en god vejleder og et godt formål. Hvis man bare tømmer sindet for de tanker, som for øjeblikket rumsterer derind, så kan det gå så galt som i Jesus lignelse, hvor de 7 onde ånder finder 'huset' fejet og pyntet. Jeg har mødt flere vesterlændinge, der har haft dårlige oplevelser med at meditere. Kundalini er et eksempel på en kraft, som kan vækkes, og som er udenfor de flestes kontrol.

Normalt har meditation overvejende positive virkninger. Ro i sindet, harmoni, og i bedste tilfælde løftes man til højere tilstande af væren, en oplysthed hvor man er i stand til at dele ud af sin kærlighed, hvis man ikke drukner i selvoptagethed.

Læs f.eks. Jan Esmans interessante beskrivelse af sin selvuvikling: http://lovebliss.eu/a-journey.html

Der er mange forskellige veje, men som jeg ser det generelt, må trinet mellem oplysning og optagelse i Brahman, være en (gurus) tilstand, hvor man videregiver indsigt og visdom til andre (diciple).

 

Der er desværre adskillige eksempler med overvældende energier på afveje, når guruer fra øst møder søgende vesterlændinge. Deeksha-bevægelsen, som beskrevet ovenfor er et eksempel. Osho-bevægelsens bosætningsprojekt i Oregon er et andet eksempel. Der skete også betænkelige ting omkring Sai Baba. Guru Maharaji bevarede vel sin værdighed, men ikke helt sin ophøjethed, efter bevægelsens klimaks i 1973. Den guddommelige oplyste tilstand hos tilhængerne var tilsyneladende ikke helt så stabil som håbet, og så hjalp det heller ikke på entusiasmen, at dere guru giftede sig med sin sekretær. Guru Maharaj Ji, eller Prem Rawat, som han nu kalder sig, har dog stadig mange tilhængere, og spreder stadig sit kærligheds- eller visdomsbudskab (knowingness). Der lyttes også i disse dage andægtigt til Sai Babas efterladte taler, og nogle af Oshos skrifter er værdifulde for mange.

Andre indiske guruer har haft større succes på lang sigt med udbredelsen af deres visdom. Maharishi Mahesh udbredte teknikken omkring Trancendental Meditationharekrishna

Hinduernes sikre bastion i vesten er Hare Krishna, som blev grundlagt af Srila Prabhupada i 1966. Han var en enstående personlighed, som i en alder af 69 år rejste til USA og startede Hare Krishna-bevægelsen. De efterfølgende 12 år rejste han verden rundt, samtidig med at han fik udgivet over 50 bøger, bl.a. oversatte indiske religiøse skriftet med hans egne kommentarer. I 1922 var han af sin guru, Sarasvati blevet bedt om at udbrede de vediske skrifter på engelsk.

 

5. De Vises Sten

Udviklingen for den verdensomspændende Deeksha-bevægelse kan sammenlignes med Scientologys skæbne.

Umærkeligt sniger konsekvenserne af den opdagelse, at når folk er rigtig glade for at have fået det bedre, så er de ofte villige til at betale -

om end meget store beløb - hvis de bliver stillet i udsigt, at de kan få det endnu bedre

Begge religionsstifterne, både Bhagavan og L Ron Hubbard

fik på denne måde deres selvvurdering sat på prøve.

Var det snedighed eller uovertruffenhed, der var årsag til de store formuer, der strømmede ind i deres organisation?

De mange penge måtte i hvert fald være et synligt bevis på deres tilhængeres hengivenhed.

Da Djævlen fristede Jesus med ordene: "Dig vil jeg give magten over alt dette tillige med dets herlighed, da svarede Jesus ham og sagde "Der står skrevet: Du skal tilbede herren din Gud ´, og tjene ham alene".

Desværre havde begge de ovennævnte herrer glemt alt om begrebet ydmyghed - så de bestod ikke prøven.

Disse to bevægelser/religioner har mang lighedspunkter:

De tilbyder dyre kurser, der markedsføres som vejen opad. På denne måde skovler organisationerne penge til sig, opbygger flotte facader og opretter V.I.P-centre for at få kendte og rige mennesker til at støtte dem rundhåndet i tilgift til en uvurderlig P.R. Målet for det søgende publikum er i første omgang en opreklameret enestående tilstand, som meget svært kan defineres utvetydigt. I Scientology kaldes denne tilstand clear, og hos Baghavan kaldes den oplysthed (enlightment). Det har naturligt gennem årene været svært at afgøre,både for den enkelte, for kursuslederen og for omgivelserne, om en person har opnået denne tilstand. I Scientology er rigtigt mange registreret til at have opnået tilstanden 'clear' (så vidt jeg husker var jeg i 1977 nummer 23466). De fleste af disse vil ikke længere kalde sig scientologer. En del giver udtryk for helt igennem at være blevet bedraget, men flertallet (tror jeg) har haft mere eller mindre udbytte og glæde af deres kurser, dog har få, om nogen, opnået det, de følte de blev lovet. Billedet er lidt det samme for de mange bekræftede oplyste i deeksha-bevægelsen. Lidt værre på den måde, at mange har oplevet, at den formodede oplyste tilstand senere blev efterfulgt af en depression. Lidt bedre på den måde, at flere - efter eget udsagn - har opnået en stabil oplyst tilstand.

 

Måske ligger løsningen på evighedens gåde alligevel ikke lige om hjørnet ?!

Er det i det hele tager her 'nede på jorden' vi skal opdage den, når vi nu kun er her i en afmålt tid? Vi er her nok snarere for at udvikle os, bl.a. ved at søge henimod nogle svar. Den udvikling, der ligger i denne søgning, har som iboende konsekvens, at vi langt fra når hen til alle svarene i dette liv. For så ville vores udvikling jo stoppe her!

Det er afgørende, at de erkendelser, vi når frem til, er vores egne erkendelser. Vi ser med vore egne øjne, både fysisk og spirituelt. Dét, andre fortæller, de har set, kan vi højst blive inspireret af.

Så lad os her 'se' på nogle 'séere' og deres syner. Ellere rettere: Lad mig fortælle om nogle af de séere, som jeg har stiftet bekendtskab med.

 

6. Buddhisme

 

thayDét - at søge en løsning på evighedens gåde - er vist i sin substans en vestlig tankegang, bundet i et dualistisk tankesæt.

Fjernt fra en zenbuddhistisk virkelighed.

Nede i Sydfrankrig - i Plum Village - holder en vietnamesisk munk, Thich Nhat Hanh, til hver sommer. Her kunne man indtil for få år siden opleve hans form for (zen-)buddhisme, som jeg nærmest vil beskrive som mindfullness i sin reneste form. Og så suppleret med denne mands bemærkelsesværdige niveau af visdom og indsigt. Det var en stor oplevelse for mig, da jeg var dernede i sommeren 2005.

Desværre blev Thay, som han kaldes, ramt af en hjerneblødning i november 2014, hvorefter han lå cirka 1½ måned i coma. Han vendte tilbage til Plum Village i januar 2016, men stærkt svækket. (Hvorfor gik han mon ikke hele vejen?) Han fyldte 90 år den 11.oktober 2016. Da jeg var der i 2005, oplevede jeg bl.a. en time med Question&Answer for et stort publikum, og hovedsageligt - men ikke udelukkende - spørgere af vestlig herkomst. Her fik jeg en god fornemmelse af hans måde at møde 'problemerne' på. Jeg har optagelser af dette på en DVD, som jeg ser med mellemrum for at få hans aspekt ind i mit liv. Det har jeg næppe tilladelse til at lægge ud på nettet, men se i stedet et lignende svar på et yderst interessant spørgsmål her.

https://www.youtube.com/watch?v=QGbVPsc2jIo

Forstod du svaret? ellers lyt til denne forklaring i en 'dharma-talk' fra én af hans diciple http://plumvillage.org/news/advent-the-mystics-and-mother-earth/ Interessant på mange måder! blandt andet i forhold til kristendommen, som jeg nok skal komme nærmere ind på senere. Diciplen var Brother Phap De, som tidliger har været en dedikeret katolsk præst i Minnesota.

Her er nærmere information fra det sted, hvor Thay oftest holder til: http://www.plumvillage.org

 

Thich Nhat Hahns version af den vietnamesiske gren af buddhismen er naturligvis kun et lille udsnit af denne verdenomspændende religion af indisk oprindelse. Til forskel fra den almindelige hinduisme er buddhismen frigjort af rødderne til det indiske samfund og af kastesystemet. Den er så rundt omkring, hvor den har bredt sig, blevet blandet en del op med stedets traditionelle religion og kultur. Som i Vietnam, også i Japan og i Tibet. Der findes ikke noget oprindeligt nedskrevet buddhistisk litteratur. I lighed med Jesus, blev der også i tiden efter Buddhas død nedskrevet en hel del af, hvad han havde sagt og hvad hans lærdom gik ud på. Der har dog aldrig været tale om en form for kanonisk udvælgelse blandt disse skrifter, det har bare været et 'tag-selv-bord'.

Buddha omtales også som "den oplyste", og ligesom for hinduister, er det endelig mål for buddhister nirvana. 'Oplyste' skal tilsyneladende undervise og videregive noget af deres visdom før, de takker af. Det gælder for eksempel de tibetanske lamaer. Eller det gjaldt vist nok en gang! Siden er lama-begrebet øjensynligt blevet lidt udvandet. Jeg har lidt svært ved at placere Ole Nydahl i denne kontekst, men han (og Hannah) har i hvert fald gjort et formidabelt stykke arbejde med at udbrede diamantvejsbuddhismen her i landet. 11 velbesøgte centre findes der nu i Danmark. I denne form for buddhisme er lamaen, som en lærer - den fjerde juvel, føjet til det sædvanlige buddhistiske koncept med tre juveler: 'buddha' (målet), 'dharma' (vejen) og 'sangha' (sammenholdet).

Målet er erkendelse af sindets sande natur. Denne erkendelse består ikke af en længere ph.d-lignende afhandling, men ved en direkte indsigt, opnået gennem utallige meditationer. Buddha-tilstanden må nødvendigvis være ubeskrivelig, en individuel erkendelse, og måske opleves den forskelligt af dem, der når der til. Det kan umuligt afgøres ved vores tilgængelige planetariske erkendelsesmetoder.

Det må være en eller anden indre tænding, en fornemmelse eller et momentant klarsyn, der sætter så mange mennesker i gang med at meditere, og den første belønning må også for de flestes vedkommende komme rimeligt hurtigt. Ellers ville de næppe fortsætte i årevis. For mit eget vedkommende skete det tilfældigt på en ø-lejr ved en guidet naturmeditation, hvor jeg pludselig følte mig ét med træstammerne. I første omgang drejer det sig jo basalt om at kunne se igennem alle de lidelser, begær, bekymringer og begejstringer, der dagligt rumsterer i sindet, og se videre ind i en dybere virkelighed. Når man forsøger at beskrive det, må man lade ordene danse lidt omkring, før forståelsen bryder igennem forstanden. Hvis man - som mange buddhister gør - holder fast ved, at vejen er ligeså vigtig som målet, så tror jeg, at man kan befinde sig på denne vej i ophøjet ro liv gennem liv, uden at nå til målet før man erkender, at man har været der længe. Blandt begærene må man jo også kunne finde 'begæret efter at nå den oplyste tilstand', hvis ikke denne sindstilstand gemmer sig blandt længslerne. Under alle omstændigheder forventes man at være fri af følelsen i den oplyste tilstand.

Det mest markante - og for mig det mest inspirerende - aspekt ved buddhisterne er deres insisteren på at undgå den dualistiske tankegang. De bruger ikke energi på at skelne mellem rigtigt og forkert, indbildt og ægte, tilsyneladende og virkeligt, ja sågar skelnen mellem godt og ondt ofrer man ikke tid på. Svaret giver jo også næsten sig selv. når man stille og roligt styrer mod en oplyst tilstand, hvor kærligheden er altoverskyggende. Ikke mirakler, men den ottefoldige vej er vigtigst at holde opmærksomhed på. Hvis du er i tvivl om, hvad jeg mener med ikke-dualisme, så gå tilbage til ovenstående link til Thays svar på spørgsmålet om et liv efter døden. Eller prøv at søge på nettet efter, hvordan buddhisternes forholder sig til nærdødsoplevelser.

7. Mindfulness

Ligesom i buddhismen, er der i visse nyere hinduistiske retninger en tendens henimod ikke-dualistisk tænkning. Herved åbnes de østlige religioners døre også for vestens førhen søgende, men nu gudsforladte individer. I tråd med den ikke-dualistiske tænkning behøver man ikke engang at tage stilling til spørgsmålet "religiøs eller ikke religiøs", så selv overbeviste ateister kan forsigtigt begynde at meditere. På denne måde er mindfulness her i det 21. århundrede blevet et magisk ord, der får mange til at kigge indad. De fleste, der holder ved her, vil dog normalt være åndeligt søgende, men de er - alt efter temperement - frit stillet, så de behøver ikke en guru eller et sæt helt faste retningslinjer. Idéen er jo, at de skal finde sig selv langt derinde bag alle facaderne.

EckhartDet var Eckhart Tolle der med sin bog "Nuets kraft" virkelig satte gang i mindfulness-bevægelserne. I første omgang var her ikke så meget tale om meditation, det gjaldt bare om at være i nuet og lukke af for sindets støj. Tankerne om fortiden og forestillingerne om fremtiden skulle man ignorere, bare være her og nu. Så er det man opdager og oplever sin egen indre sandhed, der altid har været der, men gemt bag sindets støj og tankernes larm. Spirtuel ja, men Tolle mener at der ikke er forskel på religionernes essens, som er "den ene tidløse åndelige lære".

Men det er jo sin sag sådan bare lige med ét at holde op med at tænke! Eckhart Tolle og andre beskriver glimrende den smukke stilhed, der herefter vil blotlægges via en følelse af genkendelse , der kommer dybt inde fra, men Tolles og de andres ord må man også slippe, før man kan mærke nuets kraft. Efterhånden er meditation blevet den bedste vej væk fra sindets forstyrrelser.

Men der er en anden metode, der i disse tider vinder indpas i mange spirituelle sammenhænge. Den kan bruges, når det samme billede gang på gang dukker op i dit sind og insisterer på din opmærksomhed. Så skal du acceptere dette billede. Også selvom du sikkert ikke bryder dig om det. Det kan være en smerte, en lidelse, et nederlag - noget du ikke bryder dig om at tænke på. Kig på det, og bliv ved med det indtil du kan gøre det ubesværet. Træk vejret i det. Desværre er mange ikke rigtigt i stand til det, når billederne er skrappe. Men det er jo derfor, at du ikke kan få fred for dem. Konfrontation, som kan kræve en overvindelse, er nødvendig og forhåbentlig befriende. Mange bruger denne viden i forbindelse med meditationer, katolikkerne bekender deres synder ved skriftestolen, I Scientology kaldes det at "as-is'e", at se tingene præcist som de er. I denne populære video med Eckhart Tolle: https://www.youtube.com/watch?v=L4os0IxmGv8&t=329

fortæller han, hvordan man på denne måde kan slippe af med en insisterende følelse af frygt.

Med al denne viden in mente skulle man tro, at vores del af verden var fyldt med glade, frelste og oplyste individer! Men er den det? For mig at se findes der et imaginært rum af himmelsk lykke og guddommelig indsigt lige omkring os. Mange har rendt ind i det eller set glimt af det uden en påviselig grund. De har her dvælet i nydelsen for en tid, men har igen - stadig af uvisse årsager - måtte slippe den igen, og herefter med vekslende held prøvet at finde vejen tilbage. Det er de færreste der bevidst kan opsøge den, og disse kan tilsyneladende kun videreformidle deres viden om vejen til visdom for få udvalgte. Vel at mærke ikke udvalgt af vejviserne!janker

Et spændende eksempel på én, der gentagne gange har været på besøg i dette rum, er den danske forfatter

J Anker Larsen .

Han har beskrevet sine oplevelser direkte i bogen "For åben Dør", men lignende oplevelser beskriver han også indirekte gennem fiktive personer i flere af hans romaner og noveller. For eksempel "De Vises Sten", som vandt nordisk litteraturpris i 1923, og også i "Maria og Magdalene" og i "Sognet, der voksede ind i Himlen"

8. Islam, Kristendom og Jødedom

De religioner, jeg indtil nu har været omkring, er karakteriseret ved, at de for mange mennesker i vores del af verden fremstår som tilvalgsreligioner. Man kan tilslutte sig dem, uden samtidig at lade sige opsluge af en kultur der har udviklet sig gennem utallige generationer. Der er mange flere af disse ikke kulturelt involverende religioner, og jeg tror de vil præge den spirituelle del af vores kultur i en ny tid. Ofte er de udsprunget af en ældre religion, men krydret med nye perspektiver og indsigter.

Det har til alle tider været et alment menneskeligt træk, at tillægge skæbnen en eller flere personligheder. Hvor der er flere forskellige skæbnedannere (guder) i spil, har man naturligt søgt efter et hieraki blandt disse. Hvis dette er faldet helt på plads indenfor en mindre eller større gruppe af mennesker, søger de at indordne sig under et overordnet guddommeligt væsen. Følgelig opleves fremgang, blomstring, stabilitet og sammenhold. Ikke mindst når et sådant samfund har koncensus omkring kontakten til dette guddommelige væsen, til deres Gud.

De gamle kulturreligioners vil kun kunne overleve via en udbredt usagt accept af symbolikken indenfor både den fysiske og den åndelige del af deres religiøse kultur. En tro på noget større giver styrke, ihvertfald hvis man kan sætte navn på en sådan følelse af ophøjethed. Der er statistisk belæg for, at man kan få mere kontrol over sine følelser ved at navngive dem. (psykological science, 2007, vol. 18, nr, 5). Én sand Gud er et fælles karakteristika for alle religionerne i mellemøsten for 2000 år siden. Men de har jo også en hel del historie til fælles, ikke minst når man ser tilbage på tiden før Jesus fødsel.

 

Disse 3 religioner, der jo i høj grad har præget Europa og Mellemøsten her i vores tidsalder, har jo alle deres dybere lag. Kabbalaen hos jøderne, Sufismen hos Islam og mystikerne indenfor kristendommen. Måske vender jeg tilbage til de 2 første senere, og Kristendommen bliver helt sikkert yderligere behandlet, både den historiske udvikling og de mystiske aspekter.

I denne globaliserede verden, præget af digital kommunikation, har mange mennesker alle disse tre sammenhængende forestillinger om meningen med livet og en opskrift på, hvad vej vi skal gå, tæt inde på livet. Nogle føler sig tvunget til at vælge, andre finder valgsituationen absurd. Den evige frelse kan da umuligt afhænge af, om man ud fra uklare præmisser har truffet det rigtige valg.

Der tegner sig altså efterhånden et billede af 3 veje, som alle må tilsyneladende må være farbare. Det konsekvente menneske må derfor afvise alle vejene, blive ateist - eller rumme dem alle, som det er en del teosofiens essens at gøre.

Så lad os følge de konsekvenser, som det konsekvenste menneske bliver konnfronteret med.

9. Ateisme

Dette er en naturlig stop, for ikke at sige 'hvilested' for det videnskabelige menneske.

10.Teosofi

Med tre toneangivende kvinder som de faste holdepunkter i fortællingen udvikledes - i løbet af 75 år - det første forsøg på en sammenhængende spirituel forklaring på tilværelsen, der kunne rumme alle hidtige dogmefaste religoner

En sprælsk lille pige voksede i 1830'erne op i Ukraine, som den gang var en russisk provins. Allerede som barn demonstrerede hun imponernede psykiske (oversanselige) evner, høj intelligens og fin sans for humor. Ingen kunne styre hende, og med tiden skulle hun vise sig at blive verdens hidtil mest betydningsfulde kvinde på det spirituelle område. Hendes far var en tysk oberst i zarens hær, og moderen var forfatterinde, som døde allerede, da Helena, som pigen hed, var 11 år. Herefter kom hun i en periode til at bo hos bedsteforældrene. Nogen gange var hun forsvundet om natten, og kunne så næste dag blive fundet sovende i et rum, der var låst udefra. Allerede dengang havde hun kontakt med de såkaldte 'mestre', som vi vender tilbage til lige om lidt.

Hun blev forlovet som 17-årig med hr. Blavatsky, som var 39, og de blev gift et par år senere. Vidst nok som svar på en provokation. 3 uger efter giftermålet rejste hun med en ven af familien til Grækenland, Tyrkiet og Ægypten.

 

11. Antroposofi & Rudolf Steiner

steinerRudolf Steiner, en tysk - eller måske snarere østrigsk - filosof og 'tænker', anvendte en helt anden måde at videregive sine spirituelle indsigter på. Han gjode det gennem bøger og foredrag. Han fremlagde det som en slags oversættelse af hans indsigter. Præcist kunne han ikke beskrive det, da han bevægede sig på kanten af en begrebsverden, som vi ikke havde forudsætninger for at forstå. Alligevel dannede han den (af ham) såkaldte antropsofiske skole, fordi mange fandt svar ud fra hans idé-verden, og disse svar gav ny mening i deres verden. Det virkede godt, og flere følte sig tiltrukket af denne begrebsverden. Den virkede i landbrugssammenhæng (biodynamisk), i undervisningssammenhæng (Waldorf), i sociale sammenhænge (3-deling af samfundet), og den bibragte også Kristendommen et nyt aspekt.

Se f.eks. nærmere på http://www.antroposofi.dk/

Selv fortæller Rudolf Steiner, at har har nået til sine resultater gennem okkulte og åndsvidenskabelige studier. Der er forskellige definitioner på ordet åndsvidenskab. De fleste hæfter sig umiddelbart ved videnskabs-betegnelsen, og prøver at vurdere åndsvidenskabelige udsagn ud fra naturvidenskabelige principper. Det kan man i sagens natur ikke. I det hele taget forstås videnskab i vores kultur, som noget, der er uafhængigt af 'ånden', uafhængigt af det liv, der observerer det. Et eksempel på dette er denne sønderlemmende kritik af antropsofien: http://www.janesmann.com/Articles/Steiner.html

Man må medgive forfatteren så langt, at det må forblive en trossag om man accepterer antroposofiens påstande, og også så langt, at antroposofiens indhold alene er én mands værk. Vel og mærke på det tidspunkt kritikken blev til, d.v.s. i 1995.

Rudolf Steiner gav nøje anvisninger til, hvordan man når til erkendelse af de højere verdener. Og når man til en sådan erkandelse, vil man se det samme, som han selv har set. Han mente, at vores iboende evne til rationel tænkning må tillade det enkelte menneske at gennemføre spirituel forskning uden fare for afhængighed af en autoritet. Deraf følger også hans retfædiggørelse af at bruge vendingen "åndsvidenskab" og "åndsvidenskabelig forskning". Men i al den antroposofiske littereatur, jeg har stødt på fra det forrige århundrede, kan jeg ikke få øje på nogle innovative konstateringer eller betragtninger, som ikke direkte kan føres tilbage til Steiner. Dér hvor der opstår uenighed, er Steiner hver gang den autoritative kilde.

I 2004 bringer Judith von Halle imidlertid spændende nyt ind i den antroposofiske verden. Hun er født i Berlin i 1972, uddannet og beskæftiget arkitekt, judithmen arbejdede ved siden af delvist indenfor det tyske antroposofiske selskab - bl.a.. ved at holde foredrag - indtil 2005. I påsken 2004 blev hun stigmatiseret. Siden da har hun ikke indtaget fast føde, og hun kan sanse på tværs af tid og rum.

Billedet til højre er fra en forelæsning i november 2016. Læg mærke til bandagerne, der skal dække sårene efter stigmatiseringen på hendes håndflader.

Efter påsken 2004 har hun udgivet en række bøger, baseret på hendes spirituelle indsigter.

Imidlertid ville den officielle ledelse af det tyske antroposofiske samfund i 2005 ikke anerkende hendes stigmatisering, og i hvert fald slet ikke hendes deraf følgende spirutuelle indsigter. Heller ikke efter at en undersøgelseskomite to år senere havde anbefalet en accept. Argumenterne for denne afvisning - og faktisk også en del af argumenterne imod - drukner i henvisninger til de nedskrevne notater fra Rudolf Steiners (autoritetens) foredrag. Resultatet er blevet en splittelse af de tyske antroposoffer. En forening af 'frie' antroposoffer er dannet omkring Judith von Halle, og ud over de 18 bøger, hun nu har stået bag, er hun også en meget populær foredragsholder.

 

 

I det hele taget er rigtig mange spirituelle retninger baseret på en enkelt persons tanker, visioner og skrifter.

Det almindelige menneske vil jo meget gerne have svar på eksistentielle spørgsmål, og tager derfor gladeligt imod séernes syner i den grad, de ikke fornemmer, at de selv kan nå frem til svar, der giver en ny sammenhængende forståelse af nogle af livets mærkværdige manifestationer. Det er også tilfældet i større religioner, der ikke er enmandsværker. Her er det så præster, imamer eller guruer, man lytter til. Det er fint for ens egen udvikling, hvis man overvejer noget seriøst før man tror på det, men ens udvikling står nærmest i stampe, så længe man betragter disse mennesker som uimodsigelige autoriteter. Man kommer uvægerligt ud for reelle modsigelser, hvis man tager alle disse seeres påstande for sande. I visse tilfælde kan der være tale om direkte bedrag, men mere almindeligt er det nok fordi, der er sket kommunikationsfejl eller misforståelser på vejen fra visionen til seeren, eller fra seererne til diverse fortolkere.

Lad os dvæle et øjeblik ved forholdet mellem bedrag og sandhed. Det er usandsynligt, at en gennemført bedrager kan lægge kimen til en verdensomspændende religion. Folk som Rudolf Steiner og L Ron Hubbard må selv have følt sig overbevist om rigtigheden af deres påstande, teorier og forklaringer. Langt hen ad vejen. Og de har jo hver i sær haft mange højt begavede proselyttere. På et tidspunkt er de sikkert blevet fristet af tilhængernes iver efter flere udtømmende forklaringer til at komme med mere usikre teorier og forklaringer. Det skete efter min overbevisning tydeligt for Ron Hubbard, og Jan Esmann antyder i førnævnte link, at det også må være sket for Rudolf Steiner. En udbredt forekomst af bevidste vildledninger og løgne tror jeg ikke på. Her er min lakmusprøve at forestille mig de oprindelige motiver. Ingen af de to nævnte har vel taget udgangspunkt i et ønske om at bilde verden en hel masse ind, bare for at gøre sig bemærket eller for at tjene penge. Sådanne bedrag måtte være genialt udtænkt for ikke ret hurtigt at blive afsløret. Og tænk på, hvordan det ville være, hvis man gennem et langt liv skulle opretholde en falsk facade! Ville man sove godt om natten og ville man føle, at man levede et værdigt liv?

Steiner og Hubbards teorier har også været anvendt i praktiske sammenhænge med succes flere gange. Rigtig galt er det først gået, når de lavere menneskelige instinkter florerer indenfor de grupper af tilhængere, der skal anvende teorierne.

 

12. Martinus

 

Meget direkte var danskeren Martinus (Thomsen) med sine budskaber, ikke mindst i forhold til sin kilde. Han satte sig - efter en anvisning fra en bog - ned med bind for øjnene og mediterede på Gud, som han omtalte som "Forsynet". Herved kom han ud for en overvældende lysoplevelse, som også er beskrevet af andre; i sådanne fmartilfælde fornemmer man hurtigt, at "ingen ord helt slår til". Matinus' oplevelse må dog have været helt enestående, for han oplevede efterfølgende til sin egen forbløffelse, at hver gang han for sig selv fik formuleret et spørgsmål af eksistentiel karakter, så havde han svaret med det samme. Det skete for cirka 100 år siden. Langsomt men sikkert, måtte andre nødvendigvis involveres i denne nye viden, der strømmede gennem ham efter oplevelsen. Foredragsvirksomhed lå ikke umiddelbart for ham. Første gang, han skulle holde et foredrag, var han ret nervøs, og ville støtte sig til nogle notater, men der gik ikke mange minutter før, han lagde papirerne fra sig, talte frit og holdt tilhørerne bundet i 2 timer.

Martinus levede i 90 år, indtil 1981, og han har fået mange tilhængere over det meste af verden. Jeg kan stærkt anbefale at læse hans erindringer, hvori det også nøje fremgår, hvordan han kom i gang med at udbrede sin visdom: http://martinus-webcenter.dk/andre-boger.html. Jeg havde fornøjelsen af at hilse på ham i 1974 efter at have hørt hans åbningsforedrag på Klint. Dette foredrag indeholdt bl.a. en spændende forklaring, hvorfor vi er nødt til at inkarnere her for at lære visse ting. Det kan downloades fra denne hjemmeside: http://www.martinus-webcenter.dk/foredrag/. Hele hans væsen, hans venlighed og hans overbevisende fremtoning var vidunderlig. Nu strides tilhængerne om ophavsretten til hans mange bøger, grundet en uenighed om, hvorvidt man må omskrive nogle af hans tekster for at gøre sproget mere nutidigt.

Ingen har betvivlet Martinus' oplevelser, og det er også svært at finde kritik af hans teorier, som han kalder kosmiske analyser. Men naturligvis må det i vores terminologi forblive en trossag, selv om argumentationen og gentagelserne er gennemført forbilledligt, grænsende til det kedsommelige.

Der er vist ingen umiddelbare anvendelser af hans teori, kun den at man kan forøge sine indsigter ved at gennemgå hans analyser.

For mig er han en fin bekræftelse på det guddommeliges eksistens.

 

13. Den oprindelige Kristendom

Både hos Martinus og hos Rudolf Steiner fylder kristendommen meget, selvom ingen af disse bevægelser kan kaldes kristne. Man kunne forestille sig, at dette hang sammen med, at både Martinus og Steiner er vokset op i en kristen kultur. Det er jeg også selv, og jeg fornemmer, at når man har gjort sig fri af de snærende bånd, som en strømlinet kristen retning kan holde én fast i, så er man stadig åben for en række kristne impulser. Impulser er det udtryk, som Steiner (eller Steiners oversættere) yndede at bruge. Selv vil jeg formulere det ved, at jeg - med baggrund i min kristne opvækst - tilskyndes til at bruge væsener, begreber og legender her fra som symboler på noget spirituelt uforklarligt. Eller sagt på en anden måde: noget jeg mangler ord til at beskrive.

De første kristne havde en tæt kontakt til de højere åndelige verdener. Så tæt, at de kunne gå syngende ind i døden. Dette smittede naturligvis. Mange følte sig kaldede, få ved en indre glød, samtidig med at mange ikke forstod, hvad der foregik i disse medmenneskers sind, men søgte denne form for tryghed, når de frygtede for deres egen fremtid. Det kunne egensindige kræfter observere og udnytte. Vildfarne sjæle kunne let samles op. Således blev kristne religionshierarkier dannet og den oprindelige kristendom undermineret. Dette skisma har op igennem historien gentaget sig mange gange, når kristne trendsættere har fjernet sig så langt fra det guddommelige, at modige og selvstændigt tænkende individer har sagt fra og gjort oprør. Mange har fulgt dem, ikke alle har forstået dem - og nye religiøse retninger og fraktioner har udviklet sig. Det samme er sikkert også sket indenfor andre religioner.

 

16. Kristen Mystik før og nu

kristusSaoPaoloHvordan ser det så ud med kristendommen i dag?

En tredjedel af verdens befolkning er kristne, men langt de fleste er meget lidt eller slet ikke engageret i deres tro. Sådan er det i hvert fald på vores breddegrader. Og de mere troende i andre søger ofte tryghed og glider så let hen i et afhængighedsforhold til de højere magter. Et afhængighedsforhold der er styret af præster, skriftkyndige eller - i bedste fald - traditionen.

Et tilbagevendende spørgsmål fra 'tvivlende kristne' drejer sig om, hvad Gud kan tillade her på jorden, og hvorfor 'han' ikke (noget oftere) griber ind. Ikke mindst når 'hans egne tjenere', de gejstlige, begår ugerninger. For mig at se hænger det sammen med, at vi alle er her på jorden for at gøre vore egne erfaringer, og nå frem til vores egne erkendelser. Det gælder også præster og paver. Med til disse erfaringer hører desværre også lidelser. "Al udvikling beror på overlevelse" har Martinus engang sagt.

Er der en direkte kommunikation fra Gud, Jesus eller en skytsengel til et menneske, så kommer det ikke os andre ved.

Dog kunne man mistænke visse fænomener til at være bevidste tegn fra den spiritielle verden. Ikke vidtløftige forklaringer, men blot tegn på eksistensen af andre universer.

Tag f.eks. Maria-åbenbaringerne. Her er modtagerne oftest halvstore børn, og meddelelserne er enkle og fulde af kærlighed. De direkte og citerede meddelelser - vel at mærke! Jeg foretrækker at holde mig til disse. Medjugorje er et godt eksempel. Dér er åbenbaringerne fortsat i 35 år, og de store børn er i mellemtiden blevet modne voksne. Her er en åbenbaring fra oktober 2016: https://www.youtube.com/watch?v=T-s8z-eUNvE . mirjana

Seks børn oplevede de første åbenbaringer i Medjugorje i 1981. Tre af dem modtager stadig åbenbaringer. Det er svært at forestille sig disse åbenbaringer som det rene opspind. Så skulle disse seks børn i alderen fra 10 til 17 år have fabrikeret en historie om nogle oplevelser, og under stort pres have holdt tand for tunge i mere end 30 år!

myrnaDer findes også nutidige eksepler på stigmatisering, som efterlader et uudsletteligt indtryk på mig. Ikke mindst Myrna (billedet til venstre) fra Damaskus: https://www.youtube.com/watch?v=KiGxSgWpm-g.

 

Desværre udvikles der let i miljøet omkring sådanne fænomener en vidensdeling, der efter min bedste overbevisning går langt ud over budskabernes reelle indhold. Det er farligt, og det kan have fatale konsekvenser, i forbindelse med sådanne tegn at godtage en viden, der går væsentligt længere end blot kærlighed og indtrængende opfordringer til bøn og hellig opmærksomhed. Det kan ikke være gennem overleveringer og fortællinger, at verden skal finde ud af, hvad der er sandt eller falskt angående den åndelige verden. I forvejen er der alt for mange videregivne meddelelser at forholde sig til. Profetier, advarsler, forklaringer og hemmeligheder hører ikke til her. Sådanne ting må have sneget sig ind via misforståelser eller fordrejninger i kommunikationen mellem seerne (ofte store børn) og de gejstlige, der er tilknyttede deres kirke. Jeg tror næppe, der kan være tale om bevidste løgne, men kan dog ikke afvise det. Der er i hvert fald ikke plads til dem i mit logiske sandhedsunivers. For hvilke kvalificerede forudsætninger har almindelige mennesker ret beset for at afgøre sandheden i - og dermed tage konsekvenser af - disse påstande?

Det kan ikke være knald eller fald, himmel eller helvede, om man vurderer noget sandt som falskt - eller omvendt. Man farer blot vild, og må finde tilbage på en farbar vej. Man er så blevet 'forsinket', men man har sikkert også lært noget af sine fejlslutninger og de forudgående overvejelser. Nogle tror fuldt og fast på Koranen, andre på Biblen, og atter andre på Mormons bog. Mormons bog er jo i sig selv et produkt af en sådan usikkerhed. Joseph Smith gik ud i skoven for at forhøre de højere magter om, hvilken af de eksisterende konkurrerende kristne retninger, han skulle slutte sig til. Svaret var nye åbenbaringer, nye sandheder - og en ny kristen retning!

Set i dette lys har jeg svært ved at rumme forekomsten af hemmeligheder, blandt de budskaber, som seerne i Medjugorje har modtaget. Ærgerligt for mig, for jeg føler mig stadig meget tiltrukket af dette steds spirituelle niveau, og har også besøgt og mærket stedet. Hvorfor dog hemmeligheder, der skal afsløres på et eller andet tidspunkt?? Ved brug af min fantasi kan jeg godt forestille mig muligheder for indholdet af sådanne hemmeligheder. Men ..... mine forestillinger udarter sig meget hurtigt til noget af et fantasifoster. Helvede og skærsilden kan jeg heller ikke forholde mig til. lige som jeg ikke tror på, at vi har forudsætninger for at forstå, endsige forestille os, hvordan der er i 'himlen' eller i andre universer udenfor dette. Dér må vi sikkert sanse, kommunikere og iagttage på en helt anden måde. Når Mirjana (billedet ovenfor til højre) kommunikerer med Jomfru Maria, kan alle andre tilstedeværende ikke observere Maria, og heller ikke høre Mirjanas ord.

På samme måde har jeg det med historien, om hvordan Jomfru Maria tager Vicka og Jakov (fra Medjugorje) med på en tur til skærsilden, helvede og himlen, hvor de blandt andet møder St. Peter!! De blev først løftet op gennem taget i deres hus, og kunne så et øjeblik efter kigge fra himlen ned på jorden. Men på et eller andet tidspunkt må de åbenbart være gledet ind i et andet univers. Det er som om, de præsenteres for en fantasiverden fyldt med symboler, der antyder et univers, som vi hverken kan beskrive eller fatte med de erkendelsesredskaber vi har til rådighed i dette univers. Helvede må være et billede på det, hinduisterne ville kalde dårlig karma, og skærsilden kan illustrere en renselse i form af en mere eller mindre lidelsesfuld vej mod det fuldkomne.

Det er svært at forholde sig til informationer fra en kilde som Medjugorjes børn, når den både giver os (mig) yderst troværdige fortællinger, og på den anden side fortællinger, der for mig at se er helt hen i vejret. Jeg foretrækker at holde mig til de troværdige - og undlader at forholde mig yderligere til de sidste få. Jeg tror, at simple børn bevidst er valgt som modtagere af åbenbaringerne. Umiddelbart måtte man jo forvente sådanne informationer bragt direkte til paven, eller til de indsigtsfulde gejstlige. Men ved at bruge store børn, giver man almindelige mennesker mulighed for seriøst at overveje og fornemme autenciteten. En gejstlig ekspertise vil få mange til blankt at acceptere eller blankt at afvise sådanne fænomener - alt efter ens religiøse ståsted. Der berettes i øvrigt også andet steds om en 'djævlens' masse falske åbenbaringer, men dem vil jeg ikke komme ind på her.

 

17. Fri os med kærligheden

moorjaniI stedet vil jeg slutte med denne lille nærdøds-oplevelses-historie, der i al sin skønhed giver stof til nærmere eftertanke: https://www.youtube.com/watch?v=EU4J_aERtkI . Nøjes i første omgang med den første halve time, der beskriver den tilstand, hun blev bragt i.

Den sidste time er gode råd, der kan bruges her i dette liv.

20. Think for yourself, Vladimir

Vladimir Megre, en russisk forretningsmand midt i 40'erne, forestod i 1994 en ekspedition med 3 store flodbåde og en 65 mand stor besætning. Skibene sejlede i fire måneder op af floden Ob. De lagde til ved små såvel som større havne for at udeksle handelsvarer og kontakter med den lokale befolkning. En dag, hvor ekspeditionen havde lagt til ved en lille landsby, henvendte to ældre mænd sig til lederen,Vladimir Megre, fordi de gerne ville låne 50 mand fra besætningen til at fælde og udskære et 500 år gammelt sibirisk cedertræ. Det var nemlig nu begyndt og ringe. Denne ringen var en bøn om at blive fældet, så det kunne tilbagelevere noget af den kosmiske energi, som det havde opsamlet gennem et langt liv. Ellers ville det selv brænde energien op. En smertefuld proces, der ville vare 27 år. Dette troede forretningsmanden naturligvis ikke på, og de havde heller ikke råd til den forsinkelse, som dette udlån ville afstedkomme.

Efter den lange ekspedition blev Megre syg. Under sygeforløbet fik han tid til at reflektere over den lange ekspedition. Disse reflektioner hang imidlertid konstant fast ved hændelsen med de gamle mænd og det ringene cedertræ. Så meget, at han besluttede at lave en ny ekspediton året efter. Med den skjulte hensigt at finde ud af mere om dette ringende cedertræ langt inde i den siberiske nåleskov ('Taiga' på russisk). Her møder han så et barnebarn, henholdsvis oldebarn til de to gamle mænd, en yngre kvinde, hvis visdom efterhånden vender op og ned på hans livsforståelse, og derefter via hans bøger, på mange andre menneskers livsforståelse - og i mange tilfælde også på deres levevis.

Lad os se nærmere på - og perspektivere, hvad Anastasias indsigt kan bringe videre til os, gennem Vladimir Megres 10 bøger:

Skæbnen ville, at dette afsnit blev for stort til at være en enkelt station på en rundtur blandt spirituelle retninger. Det skyldtes hovedsageligt, at der dukkede en række nye erkendelser op, da jeg skulle gense bøgerne for et checke, at mine opsummeringer af bøgerne var korrekte. Min konklusion var, at jeg måtte placere denne gennemgang af bøgerne på en ny side, som interesserede kan finde ved at følge dette link