Her i Katmandu er det nu midt på eftermiddagen. Jeg er kommet tilbage til hotellet efter at være blevet introduceret til det arbejde, jeg skal bidrage med. I første omgang skal jeg beskrive projektet for andre (de kalder det en manual). Det er jo ikke så let, når jeg kun har fået det beskrevet på gebrokkent engelsk, men det vil nok hjælpe når jeg kommer på besøg i ´the child club´ på tirsdag og onsdag. Ellers skal jeg nok mest arbejde på deres kontor i Katmandu eller hjemme på hotellet. I den efterfølgende uge håber jeg på at kunne arbejde i marken, i børneklubben, og det kan nok lade sig gøre -især hvis jeg insisterer på det. Lige nu, skal de have oprykningsprøver på søndag, og derefter fordeles i nye klasser. Jeg var ude i området, Jitwan, i går, og deltog lidt i en introduktion sammen med en række unge frivillige, Det var lidt interessant at opleve, 3 fra Spanien, 2 fra Frankrig, én slovak, 2 fra Hongkong og 5 fra Taiwan, Alle mellem 20 og 30 år.		På billedet her kan I se mig og de andre unge. Den ældre mand længst til højre er Bhuprendrah Ghimire, grundlæggeren og lederen af Win-organisationen
	Det var ellers nogen meget spændende mennesker, jeg skulle have været i i Tibet med. Da jeg mødte de fleste af dem i lufthavnen i Istanbul, viste det sig, at 3 andre også havde fået visum-afslag. En italiener, som så er blevet hjemme, og to tyskere, fordi de er for gamle. Man må ikke være mere end 70 år, og de er 75 og 77år. Et pudsigt par, Manden er oprindeligt fra Ghana, og de er begge læger (forhenværende) og hvis man ikke vidste bedre, ville man skyde dem til at være omkring 60 år. Deres to sønner, hvoraf den ene også er læge, skulle også have været med. Lidt ærgerligt for dem, men nu fik jeg så lige her til morgen besked om, at grænsen mellem Tibet og Nepal nu helt er lukket, så de andre kan heller ikke komme afsted! De spørger om jeg vil med på en anden tur, til Mustang, et gammelt genfundet kongerige i det vestlige Nepal. Jeg har sagt måske, men jeg tror nu, at jeg foretrækker at forblive tro mod det projekt, jeg har involveret mig i. I morgen tager jeg på en 3-dages jungle-safari til Chitwan i det sydlige Nepal, en nationalpark, hvor vi bl.a. skal se en masse fugle (på en kanotur), elefanter, aber og - hvis vi er meget heldige - bengalske tigre.

Det er fredag aften her i Katmandu, og jeg har nu været her halvdelen af tiden. I går regnede det meget det meste af dagen, og det har også regnet i dag, dog ikke så stærkt, og heldigvis holdt det op midt på eftermiddagen, da jeg kom tilbage til byen. Jeg er godt nok ved at vende mig til regnen, ligesom de indfødte, men det er alligevel rarere med tørvejr og solskin med måde. Sidste lørdag i Chitwan skulle vi ro i kano om eftermiddagen indtil vi var kommet godt ind i junglen. Om formiddagen havde vi redet på elefanter i bagende solskinsvejr. Kanoturen skulle starte kl. 14.30. Ved 2-tiden begyndte det imidlertid at styrtregne, og tordne. Og det fortsatte det med så jeg regnede bestemt med, at vores kanotur skulle udsættes eller aflyses. Men det var slet ikke på tale, og regnen lettede da også efter en halv times tid, og til sidst holdt det helt op. Drivvåde listede vi os så gennem junglen. Guiden påstod, at han kunne lugte tigerpis. Jeg tvivler på at han kunne. Vi mødte i hvert fald ingen tigre, men nu ved jeg, hvordan man skal opføre sig, hvis man møder en tiger, og gerne vil overleve! Vi var 12 unge menneske; jeg var ikke i stand til at trække gennemsnitsalderen op i nærheden af 30 år. I dag underviste en klasse i matematik. 10’th class, men de var bare 14 år. Det var noget af en tur ud til skolen, først en halv time med en bus på ujævn vej, så jeg ind i mellem var på vej op i loftet. Det skulle jeg giv en krone for; derefter skulle vi gå 40 minutter på en grusvej, som regnen havde forvandlet til en muddervej. I klassen løste vi ligninger, 1., 2. 3. og 4.-gradsligninger. Niveauet var betydeligt højere end for den tilsvarende aldersklasse her i landet. Bagefter spillede jeg bordtennis med nogle af de store drenge. De havde en rigtig bordtennisbold og bat, bordet var en firkantet cementblok, nettet var en smal træstamme, og vi stod i mudder til anklerne. Men alle morede sig. Tilsyneladende går jeg nu en stille uge i møde, hvor jeg bare skal sidde på kontoret og skrive en manual til børnene om hvordan man løser problemer (ud fra min store livserfaring). Det er åbenbart en af de kompetencer, som ligger i ordet ’Lifeskills’. Men lad os nu se, man kan aldrig vide. I morgen kommer min nepalesiske facebook-veninde og henter mig, så skal vi se et imponerende optog i nærheden af abetemplet i anledning af en af deres utallige festivaler. Hun er inspektør på en ’kommune’-skole i Kathmandu og gift med Ganesh, som jeg har købt en trekking-tur af. Han er en ’stor’ mand, også medejer af en af byens restauranter, og personlig ven med den kinesiske ambassadør, så for ham ville det have været ”no problem” at skaffe os visum til Mt. Kailash i Tibet. – hævder han! Jeg blev inviteret hjem til dem i tirsdags. Jeg kørte med hende hjem til dem, siddende bag ved hende på hendes motorcykel. De boede i et dejligt 3-etagers hus, hvor vi kunne sidde på taget og se ud over Kathmandu. Indimellem forsvandt elektriciteten, men det er man vant til i Kathmandu. Han kørte mig de ca. 3 km hjem om aftenen på sin motorcykel: De har også bil, men det er lettere at færdes på motorcykel i Katmandus gader. Fra på næste lørdag tager jeg således på en 4-dages trekkingtur op i bjergene nordøst for Kathmandu. Jeg håber ikke at jeg skal gå i så meget regnvejr, som vi har haft her de sidste par dage – og så at jeg og min mave lige finder ud af, at tage hensyn til hinanden. Nu blev det så lørdag eftermiddag, og der er netforbindelse igen. Det var der ikke, da jeg ville sende mailen i går aftes. En fin solskinsdag igen! Jeg har så været med Birmala oppe og se det hvide tempel på en høj udenfor Katmandu. Det var fantastisk flot, og tilsyneladende helt nyt. Her i østen bygger de flotte nye religiøse samlingssteder. I Europa gjorde man det for mange hundrede år siden, og nu er mange af dem ved at miste betydning. Bagefter var jeg hjemme og spise frokost hos dem. De vil også vise mig noget smukt og festligt i morgen. Det er vist noget med, at en af guderne har fødselsdag. Jeg vil nu også prøve at komme til at se Liverpoolkampen på en café sidst på aftenen. Jeg har fået én udpeget. Nu er min Nepalrejse ved at være slut. Det er fredag formiddag, og jeg sidder på organisationens kontor (hus) og venter på et exit-interview. Det har jeg snart gjort et par timer. Jeg var på forhånd blevet varslet om, at jeg måtte indstille mig på Nepalesernes letsindige omgang med aftaler og tid. Det er synd at sige, at de arbejder effektivt. Det har jeg stadig lidt svært ved at vænne mig til. Nu har jeg en aftale med dem om, at jeg går herfra om en halv time, så hvis de rigtige personer ikke er dukket op inden da, så må vi ordne den del af mit exit på en anden måde. Ved siden af mit hotel ligger en smal restaurant, som to unge nepalesere har startet for to måneder siden. Jeg har snakket en del med dem, og den ene har nu inviteret mig til at se hans hjem. Han bor med sin kone, en søn på 13 år, og hans forældre. Jeg håber at kunne nå det. Det er bl.a. derfor jeg ikke vil sidde her hele dagen. Kl. 5 har Ganesh inviteret mig til én eller anden reception eller party, jeg kan ikke rigtig finde ud af, hvad det er. Vi får se. Jeg tror nok, at jeg har givet VIN-organisationen lidt de tre sidste dage. I hvert fald har jeg haft nogle sjove og spændende oplevelser. Jeg har lavet en lille manual i Power Point om problemer fra dagligdagen, og hvordan man løser dem. Den har jeg så gennemgået på 2 forskellige skoler i 11 klasser, fra 4.klasse og op til 10.klasse. Sessionerne starter med, at jeg fortæller lidt om mig selv, og de problemer jeg har løst i mit liv. Så lidt om problemernes struktur og vigtigheden af at få dem løst. Der er selvfølgelig ikke noget, der hedder projektor her, og faktisk har de heller ikke opfundet et kateder, så min Computer er placeret på én af de forreste borde, med skærmen ud mod eleverne. Hver side af Power-Pointen bliver så læst op af én af eleverne på deres pudsige engelsk, mere eller mindre flydende, alt efter deres klassetrin. Herefter gennemgår vi 5 eksempler fra deres egen hverdag, hvor de først kommer med forslag til løsninger, og derefter ser mit bud. I de mindre klasser må en del af det foregå på nepali ved hjælp af en tolk og en medarbejder, jeg har med. Næste trin er, at de i deres hæfter nedskriver et eller flere af deres egne problemer, og foreslår en løsning, som jeg så normalt godkender, hvis jeg nogenlunde forstår den. Til sidst skal de så hjælpe andre med at løse problemer. Her bliver det så mere træning i logisk tænkning. Kl.20 i aften bliver jeg præsenteret for min private guide de næste 4. dage. I dag er vejret fint, med solskin, og hvis det holder, skulle jeg kunne se Himalaya og Mt. Everest i et fantastisk syn tidligt mandag morgen. Vi får se. Nu er den rigtige person ankommet, så jeg har håb om at få det hele ordnet med organisationen i dag.