Afskolingens revolutionære potentiale

I 1970 fik Ivan Illich udgivet sin bog "Deschooling society". I 1972 udkom den på dansk under titlen "Det skoleløse samfund". Bogen vakte ved sin

udgivelse en del opsigt. Mange over hele verden har siden læst den med interesse. Men bogens anbefalinger er ikke blevet fulgt i noget land. Dertil

var de for revolutionerende - for langt forud for sin tid? Ivan Illich kritik af skolen har imidlertid ikke mistet sin berettigelse. Tværtimod. Derfor denne nye anmeldelse.

Af Jens Wamsler

1. Indledning

For mange år siden indså jeg, at der på de fleste politikområder ikke er nogle vægtige argumenter mod decentralisering. Kun på to områder, fandt jeg

dengang, at hovedansvaret måtte ligge centralt, sundhed og den grundlæggende skoleundervisning. På disse områder var min autoritetstro endnu i behold. De hvide kitler og skolelærerne havde jeg en indgroet respekt for.

Jeg kom i tvivl om det offentlige sundhedsvæsens autoritet, da jeg for nogle år siden læste en artikel, hvor en professor fra Rigshospitalet lovpriste de

netop markedsførte lykkepiller. Det gik op for mig, at den udbredte opfattelse af, at det centrale sundhedsvæsen med sin accelererende forskning gør menneskene sundere, er yderst diskutabel Og denne skepsis blev ikke mindre ved læsning af Ivan Illich's bog: "Grænser for lægevidenskab".

Dette gorde mig interesseret i Ivan Illich's forfatterskab. bl. a. bogen "Det skoleløse samfund', som har sat den sidste rest af min autoritetstro - troen på skolens uundværlighed – under pres.

Illich budskab i "Det skoleløse samfund" er ikke, at skolen skal reformeres. Den skal simpelt hen afskaffes, fordi den er grundlaget for det institutionaliserede vækstsamfund, hvis uundgåelige konsekvenser bl.a. er fysisk forurening, større sociale forskelle og impotens.

2. Hovedpunkter i Illich's kritik af skolen

2.1. Det meste af det, vi kan, har vi lært uden for skolen

Skoling opfattes i almindelighed som en produktionsproces. Jo mere input i form af skoletimer, jo mere output i form af viden hos eleverne. Er danske

børns læsefærdigheder ikke tilfredsstillende ved international sammenligninger, må antallet af dansktimer øges.

For mere input giver mere output.

Heroverfor hævder Illich, at vi alle har lært det meste af det, vi kan, udenfor skolen. Vi lærer at tale, at tænke, at føle og at arbejde, uden at nogen lærer blander sig i det. Skolen er bygget op på en forestilling om, at uddannelse er et resultat af undervisning. Denne forestilling accepteres fortsat, selv om der ifølge Illich findes overvældende beviser for det modsatte.

2.2 - Skolen underbygger de sociale uligheder

At det meste af læringen foregår uden for skolerne, gør det til en illusion at tro, at fattige og rige får samme muligheder ved at gå i samme skole. Tværtimod - de fattige sakker agterud, fordi de ikke uden for skolen får samme inputs som rige. Og gennem de eksamensbeviser eller udtalelser, som

skolen udstyrer eleverne med, sker den klassificering, som underbygger de sociale uligheder i samfundet. Overalt får børn at vide, at de har fået en chance, selv om det reelt ikke er nogen lige chance. Derved lærer de fattige at acceptere deres fattigdom som selvforskyldt. Selv i lande, hvor almen skolegang ikke er udbredt, bevirker selve skolens eksistens; at de fattige diskrimineres.

2.3 I skolen kvantificeres alt

Den grundlæggende holdning, som er fælles for alle skoler, er, at en enkelt persons skøn skal afgøre, i hvad og hvornår en anden person skal undervi-

ses. De fleste mennesker lærer bedst, når de 'er midt i det', men skolen får dem til at identificere deres personlige udvikling med detailleret planlægning, tilrettelagt af andre.

Den uddannelse, som Illich tillægger værdi, er den umålelige skabelse af noget nyt. Men alle de værdier, som skolen opstiller, er kvantitative. Mennesker, der har været gennem skoling, lader erfaringer, som andre ikke allerede har 'målt' for dem, glide fra sig. Det, der ikke kan måles og vejes, bliver noget sekundært, noget truende. Når først folk har fået indpodet denne tankegang, accepterer de alle former for klassificering. I et skolet samfund bliver vejen til lykke belagt med tal.

2.4. Skolen indoktrinerer vækstsamfundets ritualer

At eleverne ikke lærer noget særligt gennem den direkte undervisning betyder ikke, at de ikke lærer noget ved at gå i skole. De lærer ganske meget.

Gennem skolens ritualer lærer eleverne at indordne sig i det forbrugsorienterede vækstsamfund. De lærer at opfatte viden som en handelsvare, der produceres og forbruges.

Skolen forbereder voksenlivets fremmedgørende institutionalisering ved at undervise eleverne i nødvendigheden af at blive undervist. Den lover belønning til dem, der underkaster sig en voksende planlægning til gavn for producenternes verden. Når først denne lektie sidder virkelig fast, mister folk incitamentet til at handle selvstændigt.

Så længe vi ikke erkender den rituelle karakter ved den proces, som skaber vores verdensbillede, kan vi ikke bryde fortryllelsen og skabe et nyt verdensbillede. Så længe vi er uvidende om det ritual, som gennem skolen former os som progressive forbrugere, kan vi ikke hæve fortryllelsen og ændre ved dette.

3. Illich's alternativ til skolen

For at opnå en menneskeværdig fremtid må vi bevidst vælge et liv viet til handling i stedet for forbrug. En livsstil, hvor vi kan være spontane, uafhængige og dog knyttet til hinanden.

Udviklingen er ifølge Illich langt mere afhængig af vores valg af institutioner end af nye ideologier og teknologier.

Illich inddeler institutioner efter en højre-venstre skala. Til højre de manipulerende institutioner og til venstre institutioner, som han kalder "enga-

gerende", og som han betragter som de institutioner, en ønskværdig fremtid må bygge på. Serviceinstitutioner findes i begge ender af spektret. Til højre er servicen påtvungen. Klienten er offer for reklame og indoktrinering. Disse institutioner er dyre, og de fleste udgifter bruges til at overbevise klienterne om, at de ikke kan leve uden det produkt eller den behandling, som institutionen tilbyder. Til venstre i spektret åbner servicen nye muligheder for klienten. Institutionerne fungerer her som netværker, der fremmer brugerstyret kommunikation og samarbejde. Alle institutioner har brug for regulering. Men institutionerne til venstre reguleres med henblik på at blive brugt og ikke for at producere.

På denne skala ser Illich skolen placeret langt til højre. Hans alternativ er at oprette åbne institutioner i venstre ende af skalaen, der tilbyder uddannelse ved at formidle kontakter.

Jeg vil ikke her i detailler gengive hans forslag til, hvordan sådanne institutioner kan fungere. Hovedidéen er, at der på frivillig basis skabes mulighed for kontakt mellem dem, der har interesse i at lære det samme. (Dele af Illich's beskrivelse heraf kan virke som en forudsigelse af inernettet. Der skal også være mulighed for at trække på fagfolk inden for de områder, man ønsker at lære noget om, og der skal stilles redskaber til rådighed. Undervisningshjælpemidler, som i skolen kun må bruges, når de passer ind i skemaet, skal være tilgængelige i en undervisning, der tilrettelægges af

eleven selv. I stedet for de penge, der postes i det nuværende skolesystem, kan eleverne udstyres med et kontokort, som benyttes som betaling for serviceydelser i det nye system.

I forbindelse med afskolingen, har Illich forskellige ønsker til det omgivende samfund. Industriel formgivning modvirker indsigt i tingenes natur, og

skolerne udelukker eleven fra tingenes verden ved ikke at præsenterer ting i en meningsfuld sammenhæng. Adgangen til at følge, hvad der sker i private

virksomheder, må lettes. Der bør fremstilles varer, som kan repareres af almindelige mennesker, i stedet for specialiserede produkter uden mulighed for reparation. Færdslen i byerne må begrænses, så de fysiske omgivelser gøres mere tilgængelige.

For at udvikle afskolingens revolutionære potentiale, skal der altså mere til end blot det at afskaffe skolerne.

4. Diskussion af Illich's synspunkter.

Illich analyse af skolen virker umiddelbart besnærende. Han præsenterer os for nye tanker, som helt klart rører ved noget, der har central betydning for,

hvordan samfundet fungerer. Han provokerer. Men Illich ærinde er ikke blot at provokere. Han mener oprigtigt, at skolen bør afskaffes - jo før, jo bedre.

Når jeg og andre kan have lidt svært ved at følge Illich ud i den yderste konsekvens, hænger det måske sammen med, at vi selv har været gennem en skolingsproces med alt, hvad dette indebærer. Vi er - som Illich udtrykker det: "Overbevist på en næsten overtroisk måde om, at god uddannelse kan og bør produceres ind i os - og at vi kan producere den ind i andre".

Det er lettest at følge Illich i, at vi har fået en overdreven forestilling om, at læring sker gennem instruktion. Ser vi på egne og andres erfaringer, kan vi se, at læring først og fremmest opnås gennem oplevelser og handling, og at den afgørende faktor er motivationen.

Den hjemlige diskussion om flere dansktimer i skolen sættes i relief, når Illich nævner, at den brasilianske underviser Paulo Freire i sit virke i latinamerikanske landsbyer har gjort den erfaring at en hvilken som helst voksen person kan lære at læse på 40 timer, hvis de første ord, der læres, har

en politisk mening.

Meget af det Illich foreslår om elevers eget valg af uddannelse på det tidspunkt, hvor de er motiveret for det, kan vi måske nok forestille os, når vi

tænker på studerende, men vi har svært ved at tro på, at børn ned til 7-års-alderen kan administrere så megen frihed.

Illich har tillid til børn. Eller skal vi sige til mennesker mellem 7 og 17 år. Begrebet "børn" er nemlig ifølge Illich en moderne konstruktion. Først med industrialiseringen er masseproduktionen af 'barndommen" blevet mulig. Hvis der ikke fandtes en aldersbestemt og obligatorisk undervisningsinstitution, ville 'barndommen" simpelt hen gå ud af produktion. Kun ved at udskille menneskelige væsener i barndomskategorien kan man få dem til at underkaste sig skolens autoritet. At vokse op gennem den således konstruerede barndom betyder ifølge Illich, at man kommer i en umenneskelig konflikt mellem en bevidsthed om sig selv som person og den rolle, samfundet påtvinger én.

Hvad vil der ske, hvis vi slap børnene løs? Befriede dem for "det destruktive element, der ligger i barndommen", som Illich udtrykker det. Jeg ved ikke

helt, hvad jeg selv skal mene om det. Det vil i hvert til fald være nødvendigt, at der skabes et bedre rum for deres udfoldelsesmuligheder end det, der er i dag.

Der, hvor Illich er mest overrumplende, er, når han tillægger skolen en altafgørende betydning for vor virkelighedsopfattelse. At selve eksistensen af skolerne skaber et behov for "skoling”, og at alle vore handlinger, når vi først er blevet oplært til at føle behov for skolen, antager form af et klientforhold til andre institutioner.

Illich er inde på forskellen mellem håb og forventning. Håb betyder, at man tror på det gode i naturen. Forventning betyder at stole på de resultater, der er planlagt og kontrolleret af mennesket. Det klassiske menneske skabte en civiliseret ramme om menneskets muligheder. Det blev klar over, at det

kunne trodse de skæbne- og naturbestemte omgivelser, hvis det turde tage ansvaret for det. Det moderne menneske er gået videre. Det forsøger at skabe verden i sit eget billede, at bygge et helt menneskeskabt miljø og opdager så, at det kun kan lade sig gøre, hvis det hele tiden laver om på sig selv, så det passer ind i det. Mennesket er blevet fanget i sin egen fælde med den kendsgerningernes uafvendelighed og skæbnesvangerhed, der var karakteristisk for de primitive tider.

Illich er ikke teknologifjendsk i den forstand, at han ønsker menneskeheden tilbage til naturstadiet. Det, han ønsker os tilbage til - eller frem til? -

er et samfund, hvor teknologi og institutioner er redskaber for menneskene, i stedet for at menneskene er redskaber for teknologien og institutionerne. Heri er jeg enig med ham. At skolen skulle have den helt afgørende destruktive betydning i denne forbindelse, er jeg ikke blevet helt overbevist om. Men det er en tanke, der er svær at slippe, når man først er blevet præsenteret for den.

Intet samfund har endnu turdet afskaffe skolen. Så hvad der ligger i "afskolingens revolutionære potentiale", som er overskriften til et af bogens kapitler, er endnu ikke blevet afprøvet. Men mon ikke der ligger et enormt potentiale her? Hvem bliver de første, som tør afprøve det?

Ivan Illich: "Det skoleløse samfund" er udgivet på Hans Reitzelsforlag, 1972.

Oversat efter "Deschooling society " af Nina Gross.