Vi har aldrig foreslået, at alle skal have 130.000 kr.

- kommentar af Jens Wamsler, medlem af De Grønne –

"Farvel til borgerløn" hedder det i Det Fri Aktuelt leder den 10/12, efter at Det Økonomiske Sekretariat (DØS) har præsenteret sine borgerlønsberegninger.

Når Marianne Jelved - som også Det Fris lederskribent - mener, at borgerlønsdebatten først og fremmest bør dreje sig om holdninger, er det lidt paradoksalt, at første runde af debatten nu må gå på, om DØS jongleren med tal overhovedet kan bruges til noget som helst.

At beregne udgifterne ved at indføre en borgerløn på x kr. er forholdsvis enkelt. De svarer til udgifterne til at bringe dem, der i dag har en indkomst på under x kr., op på x. kr.

En borgerløn på 130.000 kr., svarende til dagpengeniveau, er, som DØS også kommer frem til, helt urealistisk, da der i dag er ganske mange, der ligger under dette niveau. Der er da heller ingen borgerlønstilhænger, der har foreslået et sådant niveau. Når det, der skal analyseres, er borgerløn og ikke en generel forøget omfordeling af indkomsterne i samfundet, må man tage udgangspunkt i et borgerlønsniveau, der ligner det laveste niveau for indkomstoverførsler i dag.

Et niveau på 50.000 - 60.000 skattefrit årligt er realistisk. Udgiften hertil vil være beskeden, og da 90-95% af befolkningen allerede ligger på dette niveau, kunne man eventuelt starte med en udgiftsneutral omlægning til borgerløn for disse - og så ad åre finde penge til at få de sidste med.

Med en borgerløn på 50.000 kan man teoretisk sikre alle over dette niveau samme indkomst som i dag ved at konstruere en fordelingsmekanisme, der fører til dette resultat.

Da de nuværende overførselsindkomster betyder, at det reelle udbytte ved at arbejde er relativt mindst for de laveste indkomster, måtte man imidlertid indføre en degressiv beskatning for at nå dette resultat. I De Grønnes borgerlønsmodel foreslår vi en ensartet beskatning af alle indkomster udover borgerlønnen på 66,5%. Dette vil give en mild omfordeling til fordel for de lave indkomster. For de højeste indkomster vil tabet blive af størrelsesordenen 1.000 kr. pr måned. Progressionen med borgerløn og en ensartet beskatning vil således blive en smule større end i det nuværende system. Derfor er det da også meningsløst, når DØS forudsætter, at den progressive beskatning skal bibeholdes i et borgerlønssystem.

En generel beskatning, som vi foreslår, på 66,5% giver et nettoudbytte på 33,5% af al arbejdsindtægt. Så er der for få, der gider arbejde, vil nogle hævde. I dag er der imidlertid mange, der gider arbejde, selv om nettoudbyttet - når man modregner værdien af den alternative overførselsindkomst - for ingen er større end 37%, og for de laveste indkomstgrupper er betydeligt mindre. (Prøv at regne på det for dig selv).

Jeg vil ikke benægte, at der er mange problemer forbundet med at indføre borgerløn. Men lad os få en reel diskussion heraf frem for at få afvist tanken med usaglige argumenter om, at samfundet ikke har råd til borgerløn eller, at der vil være et alt for ringe udbytte af at arbejde i et borgerlønssamfund.

Grundlaget for en reel borgerlønsdiskussion må være, at man sætter sig ind i tilhængernes argumenter for borgerløn.

Vort argument er ikke, at flest muligt skal have en chance for at være passive. Det er tværtimod, at de, der ufrivilligt bliver passiviseret i det eksisterende system, skal have mulighed for en aktiv og menneskeværdig tilværelse, uden at de skal stå til rådighed for det arbejde, samfundet alligevel ikke kan tilbyde dem. De, der er modstandere af borgerløn, skylder os andre et bedre bud på, hvordan man løser industrisamfundets beskæftigelsesproblemer, end den perspektivløse beskæftigelsesfremmende politik, som man nu - i forskellige variationer - har forsøgt sig med i 20 år, medens udstødningen fra arbejdsmarkedet støt vokser år for år.