Altings årsag
Det er meningsløst at påstå, at generne er den endelige årsag til noget som helst
I Lasse Foghsgaard og Morten Buschs artikelserie i Information om genterapi fremhæves flere gange, at det epokegørende ved genterapien er, at den sætter os i stand til at behandle årsager i stedet for at behandle symptomer. Man kan helbrede en sygdom, hvis man kan erstatte det syge gen (årsagen) med et raskt gen.
Det, at man er nået frem til at kunne identificere de mindste byggestene i organismen, sidestilles altså med, at man har afsløret årsagerne til, at mennesket er, som det er. Perspektivet er, at i det omfang, mennesket bliver i stand til at manipulere med generne, bliver det i stand til at indrette sig selv og andre efter behag.
Det etiske problem stilles op som et spørgsmål om, hvor meget mennesket kan tillade sig at lave om på det, som Gud har skabt. Et ofte fremsat bud er, at man kun kan tillade sig at rette på de oplagte fejl, som Gud har begået, d.v.s. sygdomme, medens man ikke kan tillade sig at ændre på, hvad der betegnes som ’normalegenskaber’.
Men når den etiske diskussion om grænser for genmanipulation gøres til et spørgsmål om, hvor meget af skaberværket vi fortsat tør overlade til Gud, bliver den absurd, fordi man - for at kunne stille dette spørgsmål - må antage, at altings årsag ligger i generne, og denne antagelse i sig selv udelukker eksistensen af en gud, der har betydning for noget som helst.
Mursten og Gener
Lad os i stedet se nærmere på påstanden om, at generne er altings årsag. Denne påstand svarer til, at det er murstene og ikke mureren, der er årsag til eksistensen af en mur. Murstenene er en forudsætning for, at muren kan stå der. Men de giver ikke nogen forklaring på, hvorfor muren står der, og hvem der har bygget den. På samme måde giver identifikation af, at et gen er en forudsætning for en sygdom eller en egenskab ved en organisme, ikke nogen forklaring på, hvorfor denne sygdom/egenskab er der, og hvad der har skabt den.
Det er med andre ord meningsløst at påstå, at generne er den endelige årsag til noget som helst. Genterapi adskiller sig derfor ikke essentielt fra de metoder, der er almindelige i den moderne lægevidenskab. Genterapi er også symptombehandling og ikke årsagsbehandling. Derfor er de etiske problemer ved genterapi de samme som ved den moderne lægevidenskab i øvrigt - blot i en noget større målestok. Disse problemer er:
*Lægevidenskaben ved uendeligt lidt om, hvad den har med at gøre set i en større sammenhæng om liv, død, sygdom og sundhed. Derfor har den ikke meget styr på, hvilke skader den kan påføre de mennesker, der behandles på grundlag af dens hypoteser.
*Den lægevidenskabsbaserede behandling af mennesker sætter dem i et afhængighedsforhold ved at svække organismens naturlige reguleringsevne og legitimerer derved fortsat medicinering og indgreb, der alene er nødvendiggjort af de skader, tidligere behandlinger har påført organismen.
*Det er lykkedes lægevidenskaben og medicinalindustrien at få os alle til over skatten at være med til at betale for, at vore organismer i stigende omfang udsættes for videnskabelige eksperimenter og gøres afhængige af lægevidenskabens og medicinalindustriens muligheder for at reparere skader, de selv påfører os.
Jeg tror ikke, at genterapi, kloning m.v. kan stoppes med forbud, og mener heller ikke, at det er det, der skal til.
Det, vi må kunne forlange, er, at vi, der vil det, kan blive fri for at blive udsat for lægevidenskabens eksperimenter og fri for at betale til dem. Lad os blot få mere brugerbetaling. For det væsentligste etiske problem i det moderne samfund er efter min opfattelse, at moralske spørgsmål bliver henlagt til etiske råd, videnskabsetiske komitéer m.v. i stedet for at være noget, det enkelte menneske kan forholde sig til.