Fælles miljøregler i EU - for miljøets eller for industriens skyld?

Af Jens Wamsler

'Det er umuligt at fastsætte fælles miljøregler for et så stort og uensartet område som EU. Et godt miljø forudsætter, at et utal af faktorer spiller sammen på den rigtige måde. Dette samspil varierer fra område til område og kan ikke bare indpasses i så faste formler, som et ensartet regelsæt forudsætter’

Det antages almindeligvis - såvel af EU-tilhængere som langt ind i modstanderkredse - at jo flere fælles miljøregler, man kan blive enige om, jo bedre

må det alt andet lige være for miljøet i EU.

Denne antagelse bygger på en misforstået opfattelse af, hvad miljø er. Jeg har gjort nærmere rede herfor i en længere artikel, der vil blive bragt i tidsskriftet SALT nr. 3/1998. Dette indlæg bygger på uddrag fra denne artikel.

Hovedlinjen i EU's miljøpolitik

Drivkraften i EU's udvikling har været den økonomisk integration gennem opbygningen af et fælles indre marked. En konsekvent gennemførelse af det indre

marked forudsætter fælles regler - også for miljøet.

Hovedlinjen i EU's miljøpolitik er at formulere fælles spilleregler. Det tilstræbes at fastsætte grænseværdier og normer som er gældende for hele området. Hvad der er godt for miljøet i Danmark antages også at være godt for miljøet i Andalusien og for den sags skyld også for miljøet i den øvrige verden.

Det er min opfattelse, at det er umuligt at fastsætte fælles miljøregler for et så stort og uensartet område som EU. Et godt miljø forudsætter, at et utal af faktorer spiller sammen på den rigtige måde. Dette samspil varierer fra område til område og kan ikke bare indpasses i så faste formler, som et ensartet regelsæt forudsætter. Et ensartet regelsæt er derfor ikke i miljøets interesse. Det er imidlertid oplagt, at industrien har fordel af et ensar-

tet regelsæt. Med et sådant regelsæt kan produktionen tilrettelægges, så de samme varer kan sælges over hele EU-området i stedet for, at produktionen skal differentieres efter, hvor i EU varerne skal sælges.

I de følgende afsnit vil jeg fremhæve to aspekter af, hvordan det at benytte EU som platform for en miljøpolitik virker for

industrien, men mod miljøets interesser.

Gennemsnitsbetragtninger er meningsløse på miljøområdet.

Min hovedkritik går på, at fælles normer og grænseværdier for et større, ikke-ensartet område nødvendigvis må basere sig på et gennemsnit, og at gennemsnitsbetragtninger er meningsløse på miljøområdet. Dette er allerede et problem, når man vil fastsætte fællesregler på nationalt niveau. Men problemet bliver større, jo større og mere uensartet område, man vil fastsætte fælles reglcr for.

Lad mig prøve at eksemplificere problemstillingcn:

I forbindelse med problemerne med Mariager fjord sidste sommer kom det frem, at eu har anbefalet en norm på 170 kg. nitrat pr. hektar landbrugsjord

Hvad en given landbrugsjord kan optage af nitrat uden at have uønskede virkninger for omgivelserne vil imidlertid afhænge af mange faktorer, f.eks. jordens beskaffenhed, hvilke afgrøder, der dyrkes på jorden og på dc omkringliggende jorde, og hvilken afstand, der er til potentielt vandområder. Vurderet i forhold til et konkret lokalt miljø vil det være et rent slumptræf, hvis cn fællesnorm på 170 kg.nitrat pr. ha er optimal. I de fleste tilfælde vil normen enten være for høj eller for lav i forhold til, hvad hensynet til det lokale

miljø tilsiger. Begge situationer vil skabe frustrationer og medvirke til, at lokalbefolkningen frasiger sig ansvaret for det lokale miljø, fordi de er blevet frataget de redskaber, der er nødvendige for, at de kan leve op til et sådant ansvar.

Lad os tage et andet (tænkt) eksempel:

Er der problemer med grundvandet på Fyn, analyserer man, hvilke produkter, der indeholder de stoffer, som siver ned til grundvandet, og forsøger at skyde sig ind på, hvor stort et indhold af disse stoffer, der må indgå i forskellige produkter. Efter forhandling med erhvervsorganisationer og andre interessenter, når man frem til, hvilke standarder man fra dansk side vil anbefale. Herefter går EU-bureaukratiet og de dertil knyttede lobbyistorganisationer i gang, og det hele ender med nogle fælles EU-regler, som - hvis de danske forhandlere har gjort et godt stykke arbejde - i bedste fald løser problemet med grundvandet på Fyn. Men hvilken relevans har disse fællesregler for grundvandet andre steder i EU? Måske er de helt utilstrækkelige til at beskytte grundvandet i Vestsjælland. Og måske er de komplet overflødige i Andalusien, hvor stofkredsløbet og grundvandsforholdene

Kan være helt anderledes.

Fællesregler - for sterilitet og mod lokal biodiversitet

Miljøhensyn har ofte en hel anden karakter, når det gælder lokal produktion til

lokalt forbrug, end når det gælder produktion til eksport.

Bakteriekulturen varierer fra område til område. Menneskene tilpasser sig i et vist omfang til den lokale bakteriekultur, men kan få problemer, hvis de konfronteres med bakterier, deres organisme ikke har tilpasset sig. Mange os har oplevet dette i form af maveproblemer, når vi er på ferie sydpå.

Bakterier, som lokalt kan være uskadelige, ja måske gavnlige, fordi de har en

positiv funktion i det lokale kredsløb, kan volde store problemer, hvis de spredes til områder, hvor bakterien ikke er "kendt af miljøet".

Fælles miljøregler har to uheldige effekter i forhold til denne problemstilling.

Den ene er, at fællesregler må tage udgangspunkt i de skadevirkninger, der kan være, når bakterien spredes, og ikke i de gavnlige virkninger, bakterien kan have lokalt.

Resultatet heraf er allerede kendt som en konsekvens af globaliseringstendensen. Naturens lokale mangfoldighed indskrænkes på bekostning af et sterilt

"eksportvenlig" miljø.

Den anden uheldige effekt er, at de sikkerhedskrav, der stilles af hensyn til eksporten, kun kan honoreres af store virksomheder. Sådanne sikkerhedskrav

fører derfor til lukning af mange små lokale fødevarevirksomheder, selv om der ikke er behov for de samme sikkerhedskrav, hvis man blot holder sig til at producere til det lokale marked.

Afsluttende bemærkninger

Hele idéen bag Det Indre Marked er grundliggende uforenelig med lokale miljøhensyn. At kunne sprede så mange mulige varer så hurtigt som muligt over et

så stort område som muligt forudsætter ensartede regler på alle områder. Ensartede miljøregler forudsætter en ensartet natur uden for meget biodiversitet. Biodiversitet og forskelle i landskaber, flora og fauna er for multinationale virksomheder "tekniske handelshindringer". De begrænser de stordriftsfordele, som er globaliseringens drivkraft.

Den eneste fornuftige miljøpolitik er en miljøpolitik, der tager udgangspunkt i at beskytte lokale kredsløb mod flere påvirkninger udefra, end de er i stand til at styre.

Dette vil i sagens natur altid være en opgave, der må løses lokalt.

Hvad EU kan gøre af godt i denne sammenhæng er alene at anerkende de enkelte lokalområder og nationalstaters ret til at tage ansvaret for deres eget miljø.

Anerkendes en sådan ret, og vedstår lokalområderne sig deres ansvar, vil man automatisk også få løst problemerne med den grænseoverskridende forurening. For disse problemer kan kun løses ved, at stofudvekslingen mellem de forskellige lokalområder reduceres.

Miljøspørgsmålet kan med andre ord koges ned til et spørgsmål om, hvordan man får bremset eller i det mindste reduceret handelen over landegrænserne.

Dette er et synspunkt, som det vil være svært at vinde gehør for i disse globaliseringstider. Men det bør fremføres alligevel.