Der er ingen fidus ved borgerløn, hvis den kun er til de fattige
Hvis man kun indfører borgerløn til de fattige, vil man gøre det mindre attraktivt at tage et job. Derfor skal vi indføre en borgerløn, som udbetales til alle – rig som fattig
Under overskriften »Borgerløn er en udmærket idé. Men kun hvis den gives til de fattige« skriver Jørgen Lindegaard Pedersen den 20. februar i Information, at han umiddelbart kan identificere tre mål, som tilhængerne gerne vil opnå med indførelsen af borgerløn: frihed for den enkelte borger, større lighed i fordelingen af samfundets goder og øget tryghed i livet.
For at klargøre begreberne skal det indledningsvis bemærkes, at en ydelse, der kun gives til de fattige, ikke er borgerløn, idet borgerløn ifølge Gyldendals Store Danske er defineret som en ydelse, der ubetinget gives til alle.
Målet om mere frihed, lighed og tryghed kan man ganske rigtigt nærme sig ved at indføre borgerløn. Det kan man imidlertid også gøre på mange andre måder – blandt andet med en ydelse, der kun gives til de fattige, som i den model Jørgen Lindegaard Pedersen skitserer i sit indlæg.
Vi i Borgerlønsbevægelsen vil imidlertid gerne nærme os målet om mere frihed, lighed og tryghed, uden at trygheden er betinget af et stadigt pres på for, at der kontinuerligt oprettes nye lønarbejdspladser. Vi er ikke imod, at der skabes de nye lønarbejdspladser, der er behov for. Men vi synes ikke, at der skal skabes nye lønarbejdspladser alene med henblik på at holde beskæftigelsen i den formelle sektor på et højt niveau.
Derudover vil vi gerne nærme os målet på en sådan måde, at det altid vil kunne betale sig at arbejde, også selv om der kun er tale om arbejde af et beskedent omfang. Derfor skal borgerlønnen være universel, så den ikke nedtrappes ved arbejdsindkomst.
I Jørgen Lindegaard Pedersens model kan det ikke betale sig for de fattige at arbejde mere, når de nærmer sig den grænse, hvor de »glider ud af fattigdomsniveauet«.
Fattige får mest ud af det
I en borgerlønsmodel, hvor borgerlønnen ikke reduceres ved arbejdsindkomst, vil indkomstmodtageren altid få en indkomstfremgang, der svarer til den indtjente arbejdsindkomst, der er tilbage, når skatten er betalt. Dette i modsætning til de eksisterende overførselsindkomster, hvor der af en mindre indkomst både vil skulle betales skat og ske en reduktion eller bortfald af den overførselsindkomst, man har modtaget.
En universel ensartet borgerløn, der finansieres over skatten, vil betyde en omfordeling fra de højeste til de laveste indkomster. De høje indkomster vil få samme beløb i borgerløn, som de lave indkomster, men de høje indkomster vil via skatterne komme til at give et større bidrag til finansieringen af borgerløn, end de lave indkomster vil komme til.
I Borgerlønsbevægelsen har vi regnet på virkningen af omlægning til borgerløn for forskellige indkomster. Vi har regnet med en borgerløn på 6.100 kroner pr. måned, en skatteprocent på 57,8 procent uden personfradrag og et årligt ligningsmæssigt fradrag på 3.000 kroner.
En lønmodtager med en årlig indkomst på 200.000 kroner i dag får 142.350 kroner, efter at skatten er betalt. Efter en omlægning til borgerløn vil denne lønmodtager få 73.200 kroner i borgerløn plus 86.134, som er det, der er tilbage, når der er betalt skat af de 200.000 kr. I alt vil en lønmodtager med en årsindtægt på 200.000 kroner i borgerlønssystemet få udbetalt 159.334 kroner altså en årlig nettomerindkomst i forhold til i dag på 16.984 kroner.
En lønmodtager med en årlig indkomst på 400.000 kroner vil i dag få 266.990 kroner, efter at skatten er betalt. Efter en omlægning til borgerløn vil denne lønmodtager få 73.200 kroner i borgerløn plus 170.534, som er det, der er tilbage, når der er betalt skat af de 400.000 kroner. I alt vil en lønmodtager med en årsindtægt på 400.000 kroner i borgerlønssystemet få 243.734 kroner altså en årlig nedgang i nettoindkomst på 23.256 kroner.
Når der bliver tale om en indtægtsnedgang for en lønmodtager med en årsindkomst på 400.000 kroner, skyldes det, at den merskat han skal betale af sin indkomst for at finansiere borgerlønnen, er større en den borgerløn, han får udbetalt.
En universel borgerløn vil uundgåeligt betyde, at flere penge skal ind omkring de offentlige kasser.
Vore eksempler er baseret på en finansiering af borgerløn via indkomstskatterne. Det er det mest overskuelige, når man skal sammenligne med det nuværende system. Vi ser imidlertid meget gerne forslag til andre finansieringsformer.
Som det fremgår af eksemplerne, er der ingen grund til at være forarget over, at de rige også får borgerløn. Det, de får udbetalt i borgerløn og mere til, betaler de over skatterne for at finansiere borgerlønnen. Generelt vil der ved indførelse af borgerløn være tale om en mindre forskydning i de disponible indkomster til fordel for de laveste indkomster.
Jens Wamsler er medlem af bestyrelsen for BIEN Danmark (Borgerlønsbevægelsen).