DEREGULER OG GØR DET FULDT UD

Af Jens Wamsler, Pressesekretær for De Grønne

EU & De Grønne

Jørgen Steen Nielsen har i Informations leder 26/6 1995 fat i det væsentligste problem i vort forhold til EU: Hvad er det, der reguleres, og til gavn for hvem?

Alle er interesseret i regulering, når biot de kan bevare illusionen om, at reguleringen tjener netop deres interesser.

EU's strategi har været først at vinde kapitalisterne for deres sag gennem dannelse af det indre marked og derefter at få socialisterne med ved at introducere den politiske overbygning, der kan holde liv i den pragmatiske socialismes illusion om, at kapitalen kan styres via reguleringer.

Først hoppede Socialdemokraterne på vognen. Derefter SF. Enhedslisten er i sin grundholdning for flere reguleringer end både Socialdemokratiet og SF - og helst på internationalt plan. Deres problem er bare, at de har for få allierede i det øvrige Europa til at kunne håbe på gennemslagskraft på EU-niveau.

Hvordan forholder grønne sig til EU? Det er noget forskelligt. Desværre er en del grønne bevægelser i Europa også faldet for reguleringsillusionen, bl.a. fordi de har ladet sig overbevise om, at det er et uafvendeligt faktum, at forurening er grænseoverskridende.

Min påstand er, at ethvert krav om, at en højere magt skal foretage en regulering, er et udtryk for, at man skubber ansvaret fra sig for at undgå at træffe et ubehageligt valg.

Opprioritering af et bedre miljø forudsætter, at man nedprioriterer materielt forbrug. Det gælder såvel for det enkelte menneske som for den enkelte nation og for EU.

Af bekvemmelighedshensyn køber de fleste af os varer, der er produceret under fremmede himmelstrøg og under for os ukendte forhold. Hvis vi for at have styr på de miljømæssige konsekvenser af vore handlinger ville undlade dette, måtte vi give afkald på nogle materielle goder, som vor nabo har. Til alle, der gider høre på det, fortæller vi, at vi da godt vil give afkald på materielle goder af hensyn til miljøet - hvis blot vi kan være sikre på, at vor nabo også gør det. Og det samme siger vor nabo. Følgelig beder vi staten om at regulere vor adfærd, så den kan træffe det ubehagelige valg, som vi hver for sig ikke ønsker at træffe. Og hvilken demokratisk valgt regering har mod til at træffe en beslutning, som dens vælgere ikke hver for sig har mod til at træffe?

Hvad gør en demokratisk valgt regering så? Den melder ud, at den da meget gerne vil gøre noget for miljøet - blot andre lande vil gøre det samme - for ellers skader det vor konkurrenceevne! Dens argumentation er altså: Gør vi mere ved miljøet end andre, kan vi ikke sælge lige så meget til udlandet som ellers - og så kan vi ikke fastholde vort høje materielle forbrug.

I andre lande er argumentationen den samme. Altså ender sorteper hos EU, som man bilder sig ind vil træffe det ubehagelige prioriteringsvalg, som først den enkelte forbruger og derefter det enkelte land har skudt fra sig. Naturligvis gør EU ikke det. I et uoverskueligt system som EU's overtager lobbyisterne magten. Når vi på denne måde har fralagt os ansvaret, kan vi skrive harmdirrende læserbreve om magthavernes manglende ansvarlighed - i tryg forvisning om, at ingen vil tage vore materielle goder fra os.

Mit bud på reguleringsspørgsmålet er: Dereguler. Så meget som muligt. Men gør det fuldt ud. D.v.s. ikke kun ved at overlade ansvaret til virksomhederne eller det enkelte land, men ved at overlade ansvaret til den enkelte borger. Hverken EU eller staten skal tage ansvaret for, at den enkelte borger handler miljørigtigt. Men de skal på den anden side heller ikke forhindre den enkelte borger i at prioritere miljøhensyn i forhold til sit materielle forbrug.

Først når det står lysende klart for det enkelte menneske, at det er dets eget ansvar, hvis der skal gøres noget ved miljøet, kan vi vende udviklingen. Er vi tilstækkeligt mange, der gør noget ved det, vil det kunne få en effekt, som vi aldrig vil kunne opnå ved at give ansvaret videre til højere magter.

Den væsentligste årsag til miljøproblemerne er, at vi hver især har fralagt os det personlige ansvar herfor. Hvad der gøres til kollektivt ansvar bliver til ingens ansvar. Derfor er forureningen blevet

grænseoverskridende.

Med al respekt for Sven Auken og Ritt Bjerregaard kan den største trussel for miljøet i de kommende år vise sig at være, at disse dygtige politikere er gjort til hhv. miljøminister og miljøkommissær. For det bestyrker mange mennesker i den bekvemme falske illusion om, at løsningen af miljøproblemerne er noget, der kan overlades til andre.

Nøglen til løsning af miljøproblemet ligger imidlertid i en erkendelse af, at hvis ikke vi hver især i vort dagligliv er i stand til at foretage den ubehagelige prioritering mellem et rent miljø og et højt materielt forbrug, så er der ingen andre, der kan gøre det for os.