Velfærdssamfundet og det myndige menneske

- af Jens Wamsler

Mange på venstrefløjen sætter i dag spørgsmålstegn ved det ensidige mål om flere materielle goder. De ønsker større fokus på miljøet, på det nære samfund, på basale menneskelige værdier og på solidaritet, ansvar og myndighed. Denne bevægelse i de værdier, der fokuseres på, bør føre til en mere kritisk holdning til velfærdssamfundskonstruktionen, som i al for høj grad er bygget op om at sikre økonomiske vækst, og som til støtte herfor overfører myndighed fra borgerne til statsmagten. Velfærdssamfundet - fra nødvendighed til dyd Når jeg hører nogle lovprise velfærdssamfundet og argumentere for mere velfærd, er der et bestemt billede i en Asterixhistorie, jeg ofte kommer til at tænke på: En slave beder slavefogeden om flere pisk, fordi han føler sig lidt doven. Slaverne har fået en trylledrik, der giver dem uanede kræfter. Men i stedet for at udnytte disse kræfter til at gøre sig fri af slaveriet, bruger de kræfterne på at forlange mere af slavefogederne. Det kan måske give dem nogle kortsigtede gevinster, men på længere sigt fører det til et forstærket afhængighedsforhold af slavetilværelsen. På samme måde bruger vi den materielle og tryghedsmæssige fremgang, vi har fået i efterkrigstiden, til at stille krav om flere materielle goder og flere tryghedsgarantier i stedet for at bruge den som et springbræt til friheden. Og jo flere krav vi stiller, jo mere afhængige bliver vi af det multinationale industrikompleks, som er det, der levere varen - finansieringen af velfærdssamfundet. Med velfærdssamfundet har man gjort en dyd af nødvendigheden. Man har glemt, at mennesket - når den værste nød er afhjulpet -faktisk er i stand til at tage vare på sig selv og sine nærmeste. Og hvad mere er, at det er et fundamentalt behov for et menneske at kunne gøre det. Det er med til at give det sit selvværd og sin styrke. At gøre det myndigt. Man har i stedet forudsat, at mennesket i bund og grund er et asocialt væsen, som vil gå i hundene, hvis det bliver overladt til sig selv. Og at vi derfor har brug for en lovgivning og et professionelt system af hjælpere til at klare det, som vi selv burde klare. Det at handle socialt må efter min opfattelse være et personligt anliggende. Det er noget af det, der er med til at gøre et menneske myndigt. Kan man overlade det sociale til en højere instans ved at betale aflad i form af skat, og derved sikre retten til at handle egoistisk i det nære? Kan en instans i form af noget upersonligt som en stat handle socialt? Mange af principperne i velfærdsmodellen har jeg sympati for. Det gælder sikringen af et eksistensgrundlag for alle, indkomstudjævningen, og princippet om, at de bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder. Det problematiske ved den danske velfærdskonstruktion - det, der udhuler borgernes myndighed - er hvor det offentlige gratis eller til nedsat pris stiller en række goder til rådighed for borgerne. Og det er for mig uforståeligt, at det netop er servicedelen, som man ofte ser venstrefløjspartier kæmpe for at forsvare, ved at kæmpe mod serviceforringelser og brugerbetaling. 'Brugerbetaling rammer de svage. De rige skal nok klare sig' er argumentet. Det holder ikke. For den samme økonomiske udligning, der ligger i at stille serviceydelser gratis til rådighed, vil altid kunne gennemføres ved en generel omfordelingspolitik, der ikke som gratisydelserne tager valgmulighederne fra de svage og fremmer umyndiggørelsen. De problemer, det giver for den danske velfærdsmodel, at servicedelen har fået en så fremtrædende plads, kan opsummeres i følgende: l) De understøtter den materielle økonomiske vækst. 2) Den flytter det moralske ansvar fra den enkelte over på samfundet. 3) Den skaber en klasse, hvis levebrød er, at andre har problemer. 4) Den rykker ikke på magtforholdene, og bliver derved mere til gavn for middelklassen end for de svage. Velfærdskonstruktionen og den økonomiske vækst 1 1991 skrev en læge, Steffen Hahnemann i en artikel i "Ugeskrift for læger": "Den sociale bistandslov er dybest set ikke en social lov, men en lov om administration af sociale omkostninger ved økonomisk vækst.” Hvad er en social lov, og hvad er en lov om administration af sociale omkostninger? Man kan spørge selv, om det er muligt at lave en social lov? Skulle man lave noget, der kan kaldes en social lov, må det være en lov, der beskytter og respekterer individets ret til at påtage sig den myndighed, der er forbundet med at kunne tage et socialt ansvar. Men det er enkelt at lave en lov, der tildeler en vis kompensation til dem, der af den ene eller anden grund ikke bæres oppe af et socialt netværk. Det var det, man i gamle dage kaldte fattighjælp, og som Steffen Hahnemann kalder en lov om administration af sociale omkostninger. Ordet "omkostninger" indicerer, at det sociale er en biting i forhold til noget andet - aktuelt i forhold til den økonomisk vækst. Velfærdsamfundet er ikke indrettet primært med henblik på at støtte de svage, men med henblik på at få fremmet den økonomiske vækst uden for meget uro på bagsædet. Det primære mål er at optimere produktionen. Og velfærdsforanstaltningerne er afpasset herefter. De sociale omsorgsopgaver er sat i system, så de mindst muligt belaster produktionen, og de, der ikke kan følge med, får en passende kompensation, så de kan puttes af vejen, uden at det giver for megen uro. I den måde, vi har indrettet velfærdssamfundet på, ligger en klar prioritering af værdier. Optimering af materielle goder prioriteres højere end optimering af de menneskelige relationer. Tilskud til daginstitutionspasning er en god illustration heraf. Når samfundet yder en klækkelig belønning til dem, der går ud og arbejder og lader børnene blive passet i institution, så har samfundet meldt ud, at det er bedre at være med til at øge produktionen end selv at tage sig af sine børn. Gratisprincippet og det moralske ansvar Når samfundet vælger at stille nogle goder gratis til rådighed for borgerne, må samfundet have foretaget en vurdering af, hvad der er godt, og som derfor skal være gratis, og hvad der er mindre godt, og som folk derfor selv må betale for. Vurderingen – og dermed myndigheden - er blevet løftet fra den enkelte og op på samfundsplan. Et godt eksempel herpå er den debat, Folketinget for et par år siden havde om hjælp mod barnløshed. Når man vedtager, at sundhedsvæsenet skal kunne tilbyde gratis hjælp mod barnløshed, lægger man et moralsk ansvar fra det enkelte menneske og over til "systemet". Nu er det "systemet", der skal træffe afgørelse om, hvem der er værdige til at få børn. Kan lesbiske være forældre? Kan enlige? Kan kvinder over 45 år? Og hvor gammel bør manden være? Skal der ikke være en nedre aldersgrænse? hvor mange børn, skal det enkelte par have lov til at få? Skal man kunne vælge køn? Alt dette kunne man have undgået, hvis man – hvad jeg synes havde været naturligt – havde ladet området styres af brugerbetaling. Hvorfor skulle et par - eller en enlig ikke kunne vælge at bruge penge på at få et barn i stedet for en ny bil. Der er ikke noget, der er gratis. Politikerne elsker at føre sig frem på, at nu vil de gøre noget for nogle. F.eks. for børnene og for de ældre. Det ligger ligesom i luften, at hvis politikerne ikke gør noget for disse grupper, så er der ingen, der gør det. Man forudsætter, at befolkningen er komplet uansvarlig. Men politikerne kan ikke gøre noget for borgerne uden at kradse penge ind til det hos borgerne. Så på en måde er et udsagn som "at vi i parti x vil gøre noget for børnefamilierne og de gamle" blot en underkendelse af borgernes evne til selv at afgøre, hvad de bør gøre. Det er en underkendelse af evnen til at handle myndigt. Man taler om en større individuel frihed i det moderne samfund. Den frihed består i en frihed fra at tage ansvar for vore nære og frihed fra at have moralske skrupler i den anledning. Vi behøver ikke i det daglige kere os om vore børn og gamle. Det tager samfundet sig af. Friheden består i, at vi - når samfundet har taget sit til omsorgsbehov m.m. - frit kan vælge at bruge den resterende del af vore penge til biler, bajere eller til at rejse ud cg se verden for.

Der er for mig noget ynkværdig ved at høre middelklassedanskere protestere over nedskæringer i daginstitutioner, over at skolen ikke opdrager vores børn godt nok og over, at det offentlige ikke tager sig godt af deres gamle forældre. Sådanne krav kan umiddelbart synes rimelige nok. Det er nogle helt fundamentale menneskelige værdier, som der stilles krav om, bliver tilgodeset. Men netop derfor, må det give stof til eftertanke, at vi har fralagt os det personlige ansvar for disse væsentlige områder. Og ved ukritisk at forsvare velfærdsmodellen, gør vi ikke noget for at genvinde kontrol med de helt fundamentale menneskelige værdier. For at genvinde vor myndighed. Der vil altid være et reelt valg mellem medmenneskelighed og flere materielle goder, og forudsætningen for det myndige menneske er, at ansvaret for dette valg ligger hos den enkelte borger. Til gavn for de svage? Ethvert forsigtigt forslag om at flytte noget af det medmenneskelige ansvar fra det offentlige til borgerne imødegås straks med det argument, at middelklassen nok skal kunne klare sig men det vil gå ud over de svage. Lige adgang til velfærdsgoderne for alle uanset indkomst er det danske velfærdssystems varemærke. Det sikrer samme niveau for rig som for fattig. Hvis det var sådan, var der et forsonende træk ved velfærdsmodellen. Men er det sådan? For mig at se har velfærdssamfundet på mange måder udviklet sig til et ta-selv-bord, hvor dem, der kan formulere sig, kan gennemskue reglerne og har forbindelserne i orden, bliver vinderne. Og det har bl.a. noget at gøre med, at man har en klasse af mennesker, som lever af at sælge velfærdsgoder De ansatte i det offentlige system har deres karriere at pleje. De har brug for at se resultater, Der giver prestige eller blot almindelig tilfredshed i jobbet. Og det giver ikke mange resultater at bruge megen tid på de svage. Tager man i den offentlige indsats fat i den svage del af klientellet, er resultaterne beskedne. Men får man fat i rimeligt velfungerende mennesker, er succesen hurtigt hjemme. Resultaterne fortæller sjældent, hvor mange af de syge, man helbreder, som ville være kommet sig uden behandling, og hvor mange af dem, man skaffer i arbejde, som selv ville have fundet arbejde, etc. Det er dette forhold, der sammenholdt med bedrestilledes evne til at klare sig og sætte sig ind i reglerne, der - som jeg ser det - fører til, at den offentlige serviceindsats først og fremmest er til gavn for middelklassen og ikke for svage. Det er ikke virkeligt svage, der evner at få medierne til at tage deres sag op og herved få lagt pres på myndighederne og lovgiverne. Når ressourcerne er knappe, må man vælge. Og valget bliver erfaringsmæssigt at bruge ressourcerne, hvor de synlige resultater er bedst. Der er flere stemmer at hente ved at forbedre serviceniveauet for middelklassens borgere, end ved at bruge mange penge på overførselsindkomster og på "tunge" sociale sager. Derfor bliver de svage taberne i det velfærdssystem, der skulle behandle alle ens. Alternativer til den danske velfærdskonstruktion. Til sidst lidt om, hvad man kunne sætte i stedet for velfærdssystemet i sin nuværende form, og som kunne give bedre muligheder for, at borgerne kan handle myndigt. Borgerløn Der har i De Grønne i flere år været en debat om perspektivet i en skattefri borgerløn til alle, finansieret over en ensartet skat eller miljøafgifter. Det er en enkel neutral omfordelingsmodel, der har mange gode egenskaber (svarer i princippet til børnecheckens virkning). Der er ingen grund til at forarges over, at den også gives til rige. For de vil betale meget mere til ordningen, end de får tilbage. Den stiller os frit i forhold til at vælge, hvordan vi vil prioritere vort liv. Den er ikke, som der påstås, passiviserende - i hvert til fald ikke i sammenligning med de overførselsindkomster, vi har i dag. For borgerlønnen er uafhængig af indkomst. D.v.s. at i modsætning til arbejdsløshedsunderstøttelse, bistandshjælp m.m. ikke nedsættes, når man tjener penge. Og der er intet, der forhindrer at man stadig kan give beskæftigelsesfremmende og aktiverende tilbud til folk, selv om de får borgerløn. Men borgerlønnen har to svagheder. Den ene er, at den som velfærdssystemet i øvrigt, er afhængig af, at det multinationale industrikompleks kan finansiere den. Det er ikke det store problem i dag, hvor vi har denne finansieringskilde. Men det vil det blive, hvis vi får en struktur med mindre og mere selvforsynende lokalsamfund. En udvikling, som vil være en sandsynlig og ønskelig konsekvens af at indføre borgerløn. Den anden svaghed er frygten for, at borgerlønnen vil blive en for stor succes. Umiddelbart kan man konstruere en overgang til borgerløn, der ikke rykker noget særligt ved indkomstfordelingen i samfundet. Så egentlig kunne alle fortsætte som hidtil. De, der vil tjene penge og have et materielt forbrug, kan gøre det. Og de, der ikke vil, kan lade være. Men frygten vil være, at for mange finder ud af, at de har det udmærket med en materielt fattigere, men mere selvstændig tilværelse. Illusionen om, at alt det, vi går og laver, er betydningsfuldt, vil begynde at smuldre. Og det vil give en kolossal omvæltning i samfundet. Det eksperiment tvivler jeg på, der nogen sinde vil kunne skabes politisk flertal for. Lokalsamfundsmodellen Et mere realistisk alternativ til den nuværende velfærdsmodel, tror jeg, vil være en reel decentralisering. Man kunne starte med at lægge ansvaret for den sociale (og anden offentlig) service ud til små lokale enheder og samtidig give aktiveringsforanstaltningerne en drejning, så de i højere grad målrettes mod at styrke de lokale ressourcer. Men som med borgerløn vil det også her være et problem, at der skal penge udefra til at finansiere udvik1ing af det lokale sociale netværk. Derfor kommer man ikke uden om også at se på produktionen. Man må sikre muligheder for, at en lokal produktion til lokale formål kan udvikle sig. Hvordan gør man det? Man kunne f.eks. fritage den produktion, der fremstilles og forbruges lokalt, for statsskat. En anden ting man kunne tage fat i, er de mange regler fra veterinærmyndighederne m. fl. De fleste af disse regler er lavet for at give forbrugerne den sikkerhed, som de ikke selv kan opnå for varer, der kommer langvejs fra, og er produceret under for dem ukendte forhold Men disse regler har den kedelige bivirkning, at de ofte umuliggør lokal produktion i små virksomheder, fordi de kræver meget kapital og ekspertise at opfylde reglerne. Og reglerne har ikke samme relevans, når varerne ikke skal eksporteres til fjerne områder, men forbruges lokalt, hvor man har bedre mulighed for at følge med i, hvorledes produktionen foregår. Det afgørende for udvikling af bedre rammer for det myndige menneske er, at vi får genskabt samfund, hvor produktion, forbrug, kultur og sociale forhold hænger sammen. En bevægelse herimod er det eneste, jeg kan få øje på som modtræk mod en fortsat global liberalisering, der vil udstøde stadig større grupper. Den nuværende velfærdsmodel vil ikke kunne udbygges i takt med en stigende globalisering, fordi den solidaritetsfølelse, som betinger, at man føler og handler ud fra et socialt ansvar i forhold til hinanden – som betinger at borgerne kan optræde som myndige mennesker – forudsætter en vis grad af overskuelighed. Og den grad af overskuelighed, som er nødvendig for, at velfærdsmodellen kan have tilstrækkelig opbakning i befolkningen, har vi – så vidt jeg kan se – allerede overskredet i den danske velfærdsmodel. Derfor er der behov for en ny model, som udstyrer den enkelte borger med større myndighed.