DIALOGEN DER UDEBLEV

Af Jens Wamsler, Grøn fundamentalist

Grøn forandring - fra oven eller fra neden?

Kan det grønne samfund skabes ved fra oven at vedtage de nødvendige politiske indgreb, eller skal det vokse op nedefra?

Man kunne også stille spørgsmålet på en anden måde:

Kan industrisamfundets kultur tilpasses de grønne mål, eller er der brug for at udvikle en hel ny grøn kultur?

Svaret på disse spørgsmål er af central betydning for, hvilken politisk linje De Grønne skal følge.

Er målet at tilpasse industrisamfundet til de grønne krav, må vor politik være at få vedtaget en række reguleringer, der tvinger befolkningen ind i en grøn livsform.

Er målet at udvikle en helt ny grøn kultur, må politikken være mere passiv. I så fald vil det væsentlige ikke være at få vedtaget direktiver, der er tilpasset vore mål. Det væsentlige vil så være at få tilpasset regelsættet, således at der skabes muligheder for, at en folkelig grøn bevægelse kan vokse sig stærk nedefra.

Jeg har i den senere tid ikke lagt skjul på, at det er min opfattelse, at vi skal arbejde for, at en grøn kultur kan vokse op fra neden og med tiden udkonkurrere industrikulturen.

Der er flere grunde hertil.

Fire gode grunde til at lade græsset gro:

* For det første mener jeg ikke, at miljøproblemernes årsag kan reduceres til, at industrisamfundet tager for lidt hensyn til miljøet. Jeg mener, at det er en uundgåelig konsekvens af industrisamfundets struktur, at der opstår miljøproblemer.

På samme måde som det er en uundgåelig konsekvens af industrisamfundets struktur, at der opstår problemer med beskæftigelsen, de sociale netværk, hele sundhedsområdet og meget andet. Industrisamfundet hylder det princip, at det enkelte individ skal have frihed til at dyrke sit forbrug af materielle goder, serviceydelser og kulturelle tilbud ved at overlade ansvaret for miljøet, de sociale forpligtelser og andre omkostninger ved den individuelle livsførelse til "samfundet".

Et opgør med denne skubben alt ansvar fra sig og over til det offentlige, mener jeg må være et væsentligt led i De Grønnes politik. Vi skal ikke kun modarbejde den kapitalistiske produktionsmåde. Vi skal også modarbejde den institutionaliserede offentlige sektor, som for at gøre os til god arbejdskraft og gode forbrugere i det kapitalistiske samfund fratager os ethvert ansvar i miljømæssige og sociale forhold.

* For det andet mener jeg ikke, at vi kan få et grønt samfund, hvis vi ikke har befolkningen med os. Hvorfor er vi så bange for at lægge ansvar ud til befolkningen? Hvis et flertal i befolkningen ikke tænker grønt, vil den alligevel ikke give os mandat til at gøre noget som helst. Kun ved at delegere ansvar ud i stedet for at gennemtvinge forandringer kan man opnå det primære for, at en grøn omstilling kan lykkes, nemlig befolkningens engagement.

Ved at gå den modsatte vej får man, hvad jeg vil betegne som "Krudt-Peter-effekten", d.v.s. at befolkningen vender sig mod miljøpolitikken - ikke fordi, den ikke bekymrer sig om miljøet - men fordi den ikke kan forbinde diktater fra oven med noget, der har med hverdagen at gøre.

* For tredje vil vi i De Grønne ikke adskille os væsentligt fra de traditionelle partier, hvis vi blot står for flere grønne indgreb fra oven og ikke kan samle os om at være en modbevægelse til industrisamfundet i alle dets afskygninger.

I så fald vil de, der kritiserer os for at være et enkeltsagsparti, der ikke er behov for, få ret.

Der er i forvejen mange partier, der - med større faglig baggrund end os - konkurrerer om flest mulige grønne indgreb uden fundamentalt at ville ændre på industrisamfundets struktur. Nogle vil hævde, at yi trods alt har EU-modstanden som varemærke. Jeg vil hertil svare, at hvis vi vil bruge overordnede indgreb som vort væsentligste værktøj, burde vi gå ind for EU. For så kan vi arbejde for indgreb på et højere niveau. Det var en erkendelse af denne naturlige konsekvens af den socialistiske reguleringstankegang, der fik SF til at skifte hest og anbefale et ja til Maastrichttraktaten.

* For det fjerde bliver der for mig ikke meget kød på det grønne alternativ, hvis det reduceres til et spørgsmål om i lovgivningen at indarbejde forbud, påbud og hensigtserklæringer om, hvordan vi mener, folk skal opføre sig. I så fald vil vi blot bidrage til det, der fremkalder politikerlede i befolkningen. Store armbevægelser, fine ord, men ingen praktiske resultater, fordi man ikke kan ændre folks livsstil med et stykke papir.

Den grønne stil må være i alle forhold at bygge på det enkle, det nære og det overskuelige som fundamentet for menneskets tilværelse. Det giver perspektiv. Men det lægger ikke op til, at vi gå ud til befolkningen med slagkraftige løfter om hurtige forandringer i samfundet. Vi kan blot love at ville vende udviklingen med midler som miljøafgifter, forbud mod gift i naturen, borgerløn, deregulering

og decentralisering.

Mit sololøb

På baggrund af min opfattelse af, at grøn politik skal være en modbevægelse til industrisamfundet, som skal vokse op nedefra, har jeg gennem nogen tid i debatindlæg, læserbreve m.v. argumenteret for, hvad nogle vil kalde en liberal politik. Det er den måske også. Ikke den samme politik, som visse borgerlige partier kalder liberal, men som blot er en politik, der støtter kapitalens frigørelse fra statsmagten. Min "liberalisme" er en politik, der skal frigøre mennesket fra såvel kapitalen som den statsmagt, der er opbygget på kapitalens præmisser, og som jeg i mange forhold ser som en ligeså stor barriere for, at en grøn kultur kan vokse sig stærk nedefra, som kapitalmagten.

Jeg har i denne forbindelse peget på betydningen af, at der lægges mere vægt på, at det enkelte menneske selv kan tage et ansvar, fremfor at ansvaret overlades til det statsapparat, hvis virke uundgåeligt i al for høj grad vil være underlagt den herskende elites interesser. Dette synspunkt ligger blandt andet til grund for mit indlæg i Information om deregulering, som er gengivet i Grøn Debat 7/1995.

Jeg vil gerne her understrege, at jeg ikke er superliberalist i den forstand, at jeg ikke mener, der skal være reguleringer overhovedet, eller at jeg ikke mener, man kan handle kollektivt overhovedet. Jeg mener blot, at de, der i den offentlige debat taler miljøets sag, har alt for stor tiltro til reguleringsredskabet og alt for lidt tillid til, at man kan opnå resultater ved at overlade mere ansvar til den enkelte.

Jeg mener, det er helt afgørende, hvis De Grønne skal have en eksistensberettigelse, at vi markedsfører os som et parti, der sætter sagsmålstegn - ikke blot ved det kapitalistiske samfunds skadevirkninger på miljøet - men også ved dette samfunds omklamring og umyndiggørelse af det enkelte menneske.

Som et parti, der blot vil sætte et lidt mere grønt præg på industrisamfundets hverdag, er vi uinteressante.

Andre må repræsentere De Grønne

Reaktionen fra andre grønne på mine diverse indlæg - især på mit seneste indlæg i Information - har givet mig det indtryk, at jeg i min tankegang er ved at fjerne mig mere og mere fra flertallet af

de aktive grønne. Den dialog, som jeg har forsøgt at lægge op til, er stort set udeblevet - i hvert til fald inden for De Grønne.

Her er hovedsynspunktet åbenbart fortsat, at statsmagten skal banke befolkningen på plads.

I konsekvens heraf, føler jeg ikke, jeg kan fortsætte med at markedsføre mine synspunkter som de Grønnes synspunkter.

Jeg har derfor nu frasagt mig mit hverv som pressesekretær og vil i nogen tid holde en lav profil i forhold fil De Grønne.

Så vil der måske være bedre muligheder for, at andre kan komme på banen med deres synspunkter.