Et liv er forbi: Nu er det, som det er

Jens Wamslers politiske vækkelse kom sent. Da 1970’erne var forbi, og årtiets stærke ideologiske strømninger var ved at ebbe ud, så han det klare, grønne lys

Egentlig skulle Jens Wamsler holde vagt foran kasernen i Rønne på Bornholm. Men det var midt om vinteren, og han var bare værnepligtig. Desuden kom russerne nok ikke lige foreløbig. Gennem ruden til den lune opholdsstue kunne han se sine kammerater samle sig om fjernsynet for at overvære aftenens eneste rigtige kamp mellem Danmark og Sovjetunionen: VM-semifinalen i håndbold.
Det var en nem beslutning. Jens Wamsler holdt meget af sport og meget lidt af ideen om, at mennesker skulle indordne sig under alle mulige rigide systemer. Det skulle nok gå.
En halv time senere, da inspektøren kom forbi, sad Jens Wamsler sammen med de andre foran skærmen. Danmark vandt kampen og røg i finalen ved håndbold-VM i 1967. Jens Wamsler brugte de to sidste uger af sin værnepligt i militærfængsel.
Se det i øjnene
Jens Wamsler voksede op i Søborg nord for København. Ud over sin tvilling Anders havde han to søstre og tre brødre. Efter nogle år som håndværker havde deres far læst videre på universitetet og tjente derefter pænt som inspektør på maskinmesterskolen. Men Jens Wamsler kunne ikke altid få nye fodboldstøvler, når de gamle var slidt.
»Husk nu, at vi skal kunne gange prisen med syv, før vi siger ja til noget,« sagde hans far.
Jens Wamsler var ikke bange for noget. I de små klasser udfordrede han sine kammerater til at se, hvem der turde bevæge sig flest meter ud på isen over Gentofte Sø eller stå længst tid på skinnerne, inden toget passerede forbi.
Han var et år yngre end de fleste af sine klassekammerater, da han startede på Gammel Hellerup Gymnasium. Om aftenen spurgte hans mor, hvordan den første skoledag var gået. ’Fint’, svarede han. Pigerne var vilde med hans krøller. Hvordan han vidste det? Han kunne bare se det i øjnene på dem.
Jens Wamsler troede mere på gode mennesker end gode systemer, sagde han tit. Svaret på menneskers problemer var ikke bare at indrette sig i samfundet efter en bestemt struktur. Man skulle sætte mennesket i centrum.
Hans politiske vækkelse kom først et godt stykke inde i voksenlivet, da de ideologiske 1970’ere var forbi. På gymnasiet blev han aldrig en del af gruppen af radikale, politisk aktive elever med blandt andre Informations senere chefredaktør Erik Meier Carlsen.
Modsat mange af sine medstuderende på økonomistudiet på Københavns Universitet gik han aldrig i socialistisk læsegruppe. Revolutionen var næppe lige om hjørnet. Han brugte sine studieår på græsbanerne i Tingbjerg, hvor han spillede for ‘Hvepsene’ i Brønshøj Boldklub og trænede de tiårige drenge.
Er som det er
I starten af 1980’erne skete der to afgørende ting. Jens Wamsler mødte sin kone Marianne, og han engagerede sig i det nye parti De Grønne. Ud over miljøet var De Grønnes mærkesag nærdemokrati. Han og Marianne flyttede i landkollektiv i Nordsjælland for at udleve idealerne om ‘mindre system og mere menneske’.
Der var frisk luft og hamp i forhaven. Jens Wamsler beholdt sit job som fuldmægtig i Socialministeriet, mens Marianne passede markerne og de fire køer på fuld tid. Efter nogle år fik de deres eget sted i Sorø. De havde svært ved at få børn og blev weekendforældre for fire plejebørn. Jens Wamsler fik en mere central rolle i partiet, og stillede, uden held, op til kommunalvalget.
Da Marianne var begyndt at planlægge sin 40-års fødselsdag i 1991, opdagede hun, at hun faktisk var blevet gravid og skulle have datteren Loa Sofie. Desværre var Loa ikke særlig gammel, da Marianne lige så pludseligt fik konstateret akut lungekræft. Det var i september, og allerede i december var hun død.
»Nu er det, som det er.«
Det var Jens Wamslers mantra.
Han insisterede på, at det nok skulle gå. Han gik på deltid, så han kunne få mere tid til Loa Sofie. Gennem hendes skovbørnehave mødte han nogle år senere Inger, som også var enke, og de fik sønnen Simon. Mange år efter, da Jens Wamsler var 70 år, blev de gift. På det tidspunkt spillede han stadig fodbold og kæmpede sin sidste, store politiske kamp for den enkeltes myndighed: borgerløn.
En sen decemberaften, kort tid efter han havde været i Litauen og holde sit sidste oplæg om borgerløn, forlod Jens Wamsler sin varme stue for at trække noget frisk luft. Han gled og landede uheldigt. To måneder senere, den 22. februar 2019, døde

Jens Wamsler