Økofascisme eller økodemokrati

Af Jens Wamsler, De Grønnes politiske koordinationsgruppe

Sune Lægaard nævner i sin replik i Information 10/10, at begrebet økofascisme normalt bruges i forbindelse med holdninger og ideologier, der ved tilskrivning af juridiske rettigheder til naturfænomener muliggør, at mennesket underordnes miljøspørgsmål.

Jeg kan tilslutte mig, at man benytter udtrykket "økofascisme" om sådanne holdninger. Det fascistiske præg kommer af, at juridiske rettigheder ikke administreres af naturen. Det er ikke elgen, spurven og mælkebøtten, der dømmer mennesker for ikke at underordne sig naturen. Det er mennesker, der afsiger dommen over andre mennesker på naturens vegne, på samme måde, som det i inkvisitionens tid var mennesker, der afsagde dommen over andre mennesker på Vorherres vegne.

Det paradoksale er, at hvis man ud fra en erkendelse af, at menneskene er underordnet naturen, vil styre et samfund på naturens vegne, reelt definerer de mennesker, der styrer samfundet, som overordnet naturen.

Erkender man, at mennesket er underordnet naturen, er det unødvendigt at lovgive herom. I så fald vil man vide, at naturen - med eller uden juridiske rettigheder - vil sætte tingene på plads, hvis menneskene forsøger at tiltage sig mere magt, end de faktisk har.

Som modsætning til økofascisme, ser jeg et økodemokrati som et samfund, der beskytter det enkelte menneskes ret til et uspoleret miljø. Dvs., at ethvert menneske må behandle sin egen miljøsfære, som det vil, blot det ikke spolerer andre menneskers miljøsfære.

Denne skelnen mellem økofascisme og økodemokrati kan måske umiddelbart forekomme lidt teoretisk. Men i praksis er den overordentlig nyttig, fordi det herved bliver muligt at gennemskue, hvis interesser man tilgodeser ved miljøreguleringer. Når EU vil indføre standardnormer for, hvilke giftstoffer varer må indeholde, og hvordan varerne skal mærkes, tenderer det mod økofacisme. EU afvejer herved hensynet til miljøet med hensynet til visse gruppers økonomiske interesser og træffer afgørelse om, hvilken miljøbelastning det enkelte menneske må affinde sig med. En økodemokratisk løsning ville være, at standarder fastlægges af de enkelte lokalsamfund, og at det for alle varer er oplyst, hvad de indeholder.

Når nogle vil have EU til at fastsætte fælles C02-afgifter, er det også udtryk for en økofascistisk tankegang. Herved vil lande med lavt C02-udslip være med til at betale for, at andre lande kan fastholde et højt C02-udslip. En økodemokratiske løsning vil være, at EU pålægger hvert land at holde C02-udslippet inden for den grænse, som atmosfæren kan bære, at landet under hensyn til dets størrelse bidrager med.

Økofascistiske indgreb vil aldrig kunne løse miljøproblemerne. De vil uvilkårligt resultere i, at nogle bidrager mere end andre til at løse miljøproblemerne. Herved skabes utilfredshed, og det hele ender i en magtkamp om retten til ressourcerne.

Økodemokratiske indgreb vil ikke nødvendigvis løse miljøproblemerne. Men de kan gøre det - forudsat at tilstrækkeligt mange mennesker vil, og forudsat at det økodemokratiske princip følges tilstrækkeligt konsekvent.

I sin yderste konsekvens vil det økodemokratiske princip være ganske virkningsfuldt. Hvis man f.eks. vil respektere det enkelte menneskes ret til at indånde frisk luft, må man respektere, hvis det ikke vil tillade, at biler kører forbi dets bolig, eller at fabrikker etablerer sig i dets nærmiljø.