Folkeskole eller folkets skole?

Af Jens Wamsler

Hvorfor sender vi vores børn i skole?

For at de skal lære noget, vil de fleste umiddelbart svare - og det ville jeg også indtil for nylig.

Men nu, da min datter nærmer sig skolestarten, og jeg er begyndt at tænke nærmere over det, kan jeg godt se, at det ikke er hele sandheden.

Den væsentlig grund til, at vi sender vore børn i skole, er, at det forventer samfundet af os. Så er de lidt af vejen, så vi bedre kan passe vort arbejde og vore andre daglige gøremål, og samtidig kan samfundet sikre sig, at børnene stifter bekendtskab med de normer, der er gældende i samfundet.

Vi sender altså børnene i skole for samfundets og for vor egen skyld. For at samfundet kan fungere på de præmisser, som vi har indrettet det på. Men ikke

primært for børnenes skyld. Det er blot vores bekvemme indbildning, at det skulle forholde sig sådan.

Lærer børnene da ikke noget i skolen?

Joh - de lærer meget. Børn lærer noget uanset, hvor de er.

I skolen lærer de disciplin, at omgås andre voksne og børn og meget andet. Det kan de ikke lære ved at gå hjemme. Så som samfundet er indrettet, skal vi

naturligvis sende vore børn i skole. De fleste af os har ikke noget fornuftigt alternativ hertil.

Det er derfor ikke skolen som sådan, jeg her vil argumentere imod. Det, jeg vil argumentere imod, er den primitive opfattelse af, at børnenes indlæring er et produkt af, hvor mange facts, de får banket ind i hovedet i skolen.

Tag f.eks. den aktuelle debat om, i hvilken alder danske skolebørn kan læse på samme niveau som børn i andre lande. Her anvendes samme målestok, som når

man fremstiller industriprodukter. Man måler input og output. Man antager, at børnenes læsefærdigheder er en funktion af, hvor mange dansktimer de får, og hvilken uddannelse dansklærerne har. Indlæringsprocessen reduceres til noget, der kan "måles og vejes".

Dette er en urimelig forenkling. Man overser herved de vigtigste forudsætninger for en god indlæring: At børnene har det godt, og at de er motiverede for at lære. Det, der sker i frikvartererne, i hjemmene og i børnenes hverdag i øvrigt, har langt større betydning for indlæringen end det, der sker i de skoletimer, hvor de tørre facts indterpes. Hvem husker ikke fra sin egen skoletid, hvordan man i sådanne timer lod "tankerne flyve" og mentalt befandt sig et helt andet sted end i klasselokalet.

Al teori og forskning omkring indlæring peger i samme retning: Det, der med et amerikansk slogan udtrykkes ved "Learning by doing". Man lærer bedst ved

at opleve og udforske tingene og ikke ved at få indterpet tørre facts. Som Jocobvits sagde for flere hundrede år siden: "At mennesker kan lære, er en ubestridelig kendsgerning. At mennesker kan lære fra sig, er en interessant hypotese, som endnu savner bevis".

- så vidt jeg

Denne hypotese savner – så vidt jeg kan se - stadig at blive verificeret.

Lad mig vende tilbage til, hvad jeg indledte denne artikel med: Den primære årsag til, at vi sender vore børn i skole, er ikke, at de skal lære noget, men at vi kan få fred til at passe vort arbejde. For mig er der ingen tvivl om, at det ideelle ville være, at børn lærte ved at følge med i deres forældres dagligdag. Men det forudsætter, at vi som forældre har en fornuftig varieret dagligdag. I det moderne samfund har vi specialiseret os så meget, at dette ikke er tilfældet. Det er f.eks. begrænset, hvad min datter kan lære ved at følge mig på mit daglige arbejde i Socialministeriet. Jeg tror, de

fleste andre forældre har et lignende problem. Derfor er vi nødt til at sende vore børn i skole. Vi kan ikke tilbyde dem det ideelle alternativ, som er at følge os.

Men det mindste, vi kan gøre for vore børn, er vel at tilbyde dem det næstbedste alternativ. D.v.s. en skole, hvor de er aktivt deltagende i stedet for passivt modtagende.

For at realisere dette, kan jeg ikke se andet end, at vi er nødt til at bryde radikalt med den vante opfattelse af, hvordan en skoles kvalitet måles. Den

skal ikke måles på, hvor mange facts, børnene får indterpet, men på, om børnene er motiveret for det, de beskæftiger sig med i skolen, og på, om de kan lide at gå i skole. At børnene skal have det godt i skolen betyder ikke, at de ikke skal lære noget. Det er ikke en skole uden disciplin og mål, der er brug for. Tværtimod. Børn har det ikke godt, hvis de ikke lærer noget. Men hvis ikke børnenes motivation og nysgerrighed er drivkraften, lærer de højst det, der er nødvendigt for at kunne besvare spørgsmål til eksaminerne.

En god skole forudsætter, at indlæring af færdighederne - i stedet for at ske ved terperi - tager udgangspunkt i konkrete projekter og børnenes oplevelser herved.

En god skole forudsætter lærere, der arbejder ud fra den enkelte elevs individuelle stade og ikke ud fra en "statistisk gennemsnits” elevs stade.

Men en god skole forudsætter først og fremmest forældre, der erkender, at de ikke kan fralægge sig ansvaret for deres børns udvikling den dag, de afleverer dem ved skoleporten.

En god skole kræver altså forældrenes aktive medvirken.

Kan den danske folkeskole leve op hertil?

Næppe som den er opbygget i dag.

Trods mange rosværdige forsøg på øget forældreindflydelse, synes samfundet ikke indstillet på at overgive den væsentligste del af kontrollen med, hvad

der sker i folkeskolen, til forældrene - og mange forældre synes heller ikke indstillet på at tage det ansvar, der følger med mere indflydelse.

Forældrenes engagement er imidlertid en uundgåelig nødvendighed for at skabe en god skole.

I et sundt demokratisk samfund, er det uheldigt, hvis der dannes eliteskoler ved siden af folkeskolen. Målet må derfor være, at folkeskolen bliver til folkets skole i stedet for som nu at være samfundets skole. Men for at nå dette mål, kan jeg ikke se andet end, at de forældre, som vil vedkende sig det fulde ansvar for deres børns udvikling, må gå foran og danne friskoler, hvor børnene er aktivt deltagende i stedet for passivt modtagende. Så tror jeg, andre vil følge med, og folkeskolen vil med tiden kunne blive til folkets skole, d.v.s. en skole, der tager udgangspunkt i, at børnenes opdragelse er forældrenes ansvar og ikke samfundets ansvar.