Fremskridtets ideologi - eller mangel på samme?

Af Jens Wamsler

På baggrund af diverse avisartikler i foråret var jeg ikke i tvivl om, at min sommerferielæsning i år måtte være "Myten om fremskridtet" (l), som skulle være den finske filosof Georg Henrik von Wrights opgør med vækstsamfundet ud fra et fagfilosofisk synspunkt.

Bogen består af en samling af essays fra de senere år, hvoraf de fleste med forskellige indfaldsvinkler giver filosofiske analyser af grundlaget for vækstsamfundet.

Græsk filosofi og kristen dogmatik

En af de hovedproblemstillinger, bogen behandler, er modsætningsforholdet i den vestlige kultur mellem den rationelle græske filosofi, hvor mennesket er altings målestok, og middelalderens kristne filosofi, hvor "Ordet" er altings målestok.

Oplysningstidens konflikt mellem disse to filosofier endte med et historisk kompromis, hvor kirken måtte afstå fra sin autoritet i "rationelle" spørgsmål, mod at videnskaben afstod fra værdidomme og lod kirken om at afgøre, hvad der var godt og ondt. Denne adskillelse mellem "er" og "bør", som herved opstod, eksisterede hverken i den traditionelle græske eller i den dogmatiske kristne filosofi. Den græske filosofis udgangspunkt var naturens orden, hvor balancen styres ved at hybris hævnes af nemesis. De gamle kristne samfund sikrede balancen ved at gøre viden til en forbuden frugt. Det var på dette grundlag bibelen kunne opfordre menneskene til at beherske jorden og underlægge sig den.

Da Kirken frigav frugterne fra kundskabens træ, afgav den til videnskaben - uden at sætte grænser - sin autoritet i spørgsmålet om, hvad sandheden er. Hermed var grundlaget lagt for det værdivakuum, som er kilden til den forvirring og usikkerhed, der præger nutidens kulturelle atmosfære. Von Wrigths kommentar hertil er et citat fra troldmandens lærling:

"Herre, nøden er stor, de ånder, jeg manede frem, kan jeg nu ikke slippe fri for".

Teknokrati og demokrati

Et andet modsætningsforhold, bogen behandler, er forholdet mellem begreberne teknokrati og demokrati, som begge har rødder i fremskridtstanken. Teknokratiet er et resultat af menneskets frigørelse som erkendelsessøgende subjekt fra Ordets autoritet. Myten er, at fremskridt i viden og teknologi fører til samfundsmæssige fremskridt i form af øget menneskelig behovstilfredsstillelse, trivsel og tryghed.

Demokratiet er resultat af menneskets frigørelse fra religionens formynderskab som handlende væsen. Fremskridtsmyten er her, at alle samfundsmedlemmer skal have lige ret til at arbejde på at skabe og opretholde en samfundsorden, der skal gælde for alle.

Demokratiet er sædvanligvis organiseret i nationalstater eller på lavere niveau, medens teknokratiet har en indbygget drift mod at blive verdensomspændende. Dette er grundlag for modsætningsforholdet. Det politiske system bliver stillet over for realiteter, hvis tilblivelse det har haft liden eller ingen del i, og der skabes en tillidskløft mellem folket og dets valgte repræsentanter. For at skræve over kløften synes det politiske system at tendere mod at blive grænseoverskridende, jævnfør dannelsen af EU. Realiteten er imidlertid, at begrundelsen for EU er økonomisk og ikke politisk. Målet har været at nedbryde grænser for teknokratiets udbredelse. Men teknosystemet har brug for demokratiet som en facade for sin magtudøvelse.

Internationalisering og privatisering

Von Wrigth kommer med udgangspunkt i foranstående problemstilling også ind på begreberne internationalisering og privatisering. Han hævder, at brugen af ordet internationalisering er vildledende. Der er ikke tale om fænomener, hvor nationalstaterne er de agerende, men om begivenheder, der udspiller sig hen over hovedet på nationalstaterne, styret af det autonome teknokratiske system.

Teknokratiet kræver standardisering. Det kunne være spiren til en global kultur. I første omgang er virkningen imidlertid, at de traditionelle kulturmønstre bryder sammen, og den nationale identitetsfølelse sygner hen, hvilket for det enkelte individ opleves som et værdimæssigt tomrum. Konsekvensen er opløsning af moral og medmenneskelig solidaritet. Privatisering ser von Wright som en naturlig følge af det ændrede styrkeforhold mellem teknosystemet og det politiske system. Kenneth Galbraiths har peget på, at dannelsen af velfærdssamfundet reddede den kapitalistiske og industrielle produktionsform fra den krise og endelige undergang, som Marx havde forudsagt. Hvordan vil det gå, hvis udviklingen - som von Wrigth anser for sandsynligt - i stadig højere grad vil blive

styret af et autonomt teknosystem? Hvordan kan et sådant system f.eks. forholde sig til de grænser, naturen sætter?

Andre emner

I de udvalgte essays kommer von Wrigth omkring flere andre problemstillinger, som f.eks. Wittgensteins arbejde med at påvise, at religionens metafysik i middelalderens sprog er afløst af en videnskabernes metafysik i det moderne sprog. Et andet essay omhandler Golfkrigen. Kan den halve løsning i denne krig, hvor man smed Saddam Hussein ud af Kuwait, men lod ham beholde Irak, have noget at gøre med, at "videnskabernes og industriens verdensorden" er bedst tjent med, at der fortsat hersker en tilstand af undertrykkelse og indbyrdes splittelse i Mellemøsten?

Også den økologiske krise tages under behandling - dog uden at der bidrages med synsvinkler, der ikke allerede er kendte.

Von Wright anviser ikke løsninger, men slutter af med et essay, han kalder "En provokatorisk pessimisme”, hvori han påpeger, at hans pessimistiske syn er et bedre grundlag for at handle end den "afmægtige optimisme”, regeringerne i dag er sunket ned i.

Afslutning

Efter at have læst bogen sad jeg tilbage med en fornemmelse af noget ufuldendt. Det totale "hudfletning" af det moderne samfunds mangel på en sammenhængende ideologi, som jeg havde forventet, bogen ville give - og som den da også i visse passager lægger op til - bliver ikke rigtig til mere end en relativ mild skepsis.

Det vil imidlertid ikke være rimeligt at bebrejde von Wright, at jeg havde andre forventninger til hans bog end dens faktiske indhold. Von Wright er en traditionel "aristokratisk" filosof. Hans stil er den forsigtige kritiske, hvor man hellere stiller spørgsmål end drager konklusioner. Der er ikke antydninger af noget, som kan minde om en moderne journalistisk, provokatorisk indfaldsvinkel til problemstillingerne.

Efter anden gennemlæsning af bogen er jeg tilbøjelig til at mene, at netop den forsigtige stil er bogens styrke. Den sikrer, at der ikke drages konklusioner, som ikke er holdbare, samtidig med at den giver nogle begrebsmæssige afklaringer, der kan arbejdes videre med. Hertil kommer, at von Wrigth skriver i et præcist og smukt sprog, og at teksterne bygger på en solid filosofisk og historisk indsigt.

(l) Georg Henrik von Wright: Myten om Fremskridtet, Tanker 1987-92 med en intellektuel selvbiografi.