I MARTS 2011 BESLUTTEDE det danske folketing at bidrage med kampfly til en international indsats for at ’beskytte civilbefolkningen’ i Libyen.

Et halvt år efter var missionen fuldført. Oprørsstyrker havde med støtte fra Nato’s flystyrke væltet den libyske regering, myrdet Gaddafi og efterladt landet i totalt kaos.

Det britiske parlaments udenrigspolitiske udvalg foretog i 2016 en grundig undersøgelse af beslutningsgrundlaget for den britiske deltagelse i krigen mod Gaddafi i 2011.

De involverede i beslutningsprocessen blev hørt. Rapporten fra udvalget konkluderede, at den britiske regering ikke havde kunnet verificere, at Gaddafis regime udgjorde en trussel mod civilbefolkningen. Den britiske regering havde fejlet ved ikke at have identificeret militante islamistiske ekstremister i oprøret. Den britiske strategi hvilede således på forkerte antagelser og en ufuldstændig forståelse af bevismaterialet.

Forelagt denne rapport holdt danske politikere som Søren Espersen, Naser Khader og Nick Hækkerup fast ved, at dansk militærindsats var en rigtig beslutning. Indsatsen forhindrede et folkedrab, udtalte de til Politiken 15. september 2016.

De havde åbenbart ikke læst rapporten, som konkluderede, at der ikke var noget belæg for antagelsen om, at der var optræk til folkedrab. Når folkevalgte politikere har stemt for et militært angreb mod et andet land, som resulterer i tusindvis af dræbte, og de efterfølgende får at vide, at beslutningsgrundlaget var forkert, må man forvente, at de gerne vil vide, hvordan det gik til.

DA JEG GERNE VIL gøre mit til, at Danmark ikke en anden gang går i krig på et fejlagtigt grundlag, har jeg undersøgt, hvordan vi kunne få et så misvisende billede af, hvad der foregik i Libyen i 2011.

Først et resumé af begivenhederne i 2011:

Libyen havde i 2010 et pænt overskud på de offentlige budgetter. Overskuddet blev investeret i en sundhedsfond. Gennemsnitsindkomsten var på niveau med visse europæiske lande.

Ifølge FN’s udviklingsrapport fra 2010 var Libyen målt på sundhed, uddannelse og indkomst det mest avancerede land i Afrika. Det var således et unuanceret billede, når Gaddafi i de vestlige medier blev fremstillet som en gal hund, der blot undertrykte sit folk. Men ingen tvivl om, at han var en barsk leder, der brugte metoder, som menneskerettighedsorganisationerne ikke brød sig om.

I februar 2011 forlød det, at det arabiske forår var kommet til Libyen i form af demonstrationer i Libyens næststørste by, Benghazi, og andre byer i det østlige Libyen. De fredelige demonstranter fik hurtigt følge af mere urolige elementer. Våbendepoter blev stormet og politistationer sat i brand.

Volden optrappedes, og efter få dages forløb havde ’demonstranterne’ overtaget kontrollen med Benghazi og store dele af det østlige Libyen.

Der var altså ikke bare tale om demonstrationer som under det arabiske forår i Tunesien og Egypten.

Der var tale om regulær borgerkrig. Radikal islamisme var forud for borgerkrigen udbredt i den østlige del af Libyen, hvor der flere gange havde været sammenstød mellem regeringen og militante grupper som f.eks. Libyan Islamic Fighting Group, der havde været aktive i krigen i Afghanistan.

Gaddafi holdt 22. februar 2011 en tv-transmitteret tale til det libyske folk, hvor han opfordrede til at bekæmpe oprørerne.

Han antydede, at al-Qaeda stod bag. De efterfølgende begivenheder har vist, at det ikke var helt forkert. Gaddafis tale blev af mange i Vesten udlagt som, at nu ville Gaddafi gå til angreb mod sit eget folk. Eftersom oprørerne var libyere (i hvert til fald nogle af dem), er det for så vidt rigtigt. I en borgerkrig kæmper begge parter mod ’deres eget folk’.

I løbet af marts 2011 fik regeringsstyrkerne generobret flere byer i det østlige Libyen, og da de rykkede frem mod Benghazi, fandt en række vestlige lande med Frankrig i spidsen, at nu måtte der gøres noget for at forhindre Gaddafi i at angribe sit eget folk.

Det skal her bemærkes, at i de byer, regeringsstyrkerne havde generobret på vej mod Benghazi, havde der ikke været nogen hævnakter mod civile, og inden fremrykningen mod Benghazi lovede Gaddafi amnesti til de oprørere, der ville overgive sig.

For at kunne stoppe Gaddafi ville en FN-resolution være et godt grundlag – og bedst, hvis initiativet kom fra andre end de vestlige lande.

Det var derfor meget bekvemt for dem, der ville gribe ind, at Den Arabiske Liga anmodede FN om at dekretere en flyveforbudszone for at beskytte den libyske befolkning mod Gaddafi. Beslutningen i Den Arabiske Liga om at sende anmodningen til FN blev presset igennem af Golf-staterne, hvis styreform ligger væsentlig længere fra vestlige kerneværdier som demokrati og frihed end Libyens.

Lidt paradoksalt sendte Golf-staterne samtidig soldater til Bahrain for at hjælpe styret der med at nedkæmpe et demokratisk oprør.

FN vedtog 17. marts 2011 en resolution, der krævede øjeblikkelig våbenhvile, en flyveforbudszone og en våbenembargo. Og så indeholdt resolutionen en bestemmelse om, at der måtte tages alle nødvendige midler i brug for at beskytte civilbefolkningen. En række lande havde undladt at stemme for resolutionen, heriblandt Rusland, Kina og Tyskland.

Men de havde ikke stemt imod. Måske læste de den som et ønske om at beskytte civilbefolkningen og ikke som en krigserklæring? Som begrundelse for ikke at stemme for angav både den russiske og den kinesiske repræsentant, at der var flere uafklarede spørgsmål, herunder hvordan resolutionen skulle udmøntes i praksis.

At de havde ret, viste sig, da den libyske regering dagen efter oplyste, at de som medlem af FN naturligvis ville respektere resolutionen og indgå en våbenhvile, men at de ikke vidste, hvem de skulle tale med i FN’s Sikkerhedsråd for at finde ud af detaljerne. Det var der åbenbart heller ikke andre, der vidste, og da der ikke kom nogen reaktion fra oprørernes side, fortsatte kampene.

En flyveforbudszone lyder meget uskyldigt. Men for at sikre sig, at Gaddafi overholdt dette forbud, besluttede en række lande, herunder Danmark, at man hellere måtte sende fly til området og bombe Gaddafis flybaser, før han begyndte at angribe sin egen befolkning.

Og da flybaserne var bombet, fortsatte man med at bombe Gaddafis landtropper med henvisning til FN-resolutionens opfordring til at beskytte civile.

En tragikomisk episode var, da en engelsk admiral bombede en af oprørernes kampvogne og bagefter ikke ville undskylde, da han ikke havde fået at vide, at oprørerne havde kampvogne. Hans opgave var, udtalte han, at beskytte civile, og kampvogne var blevet benyttet til angreb på civile. Senere samme dag beklagede Nato’s generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, tabet af menneskeliv ved episoden.

FLERE GANGE UNDER borgerkrigen foreslog den libyske regering våbenhvile med konstruktive forslag om ændringer af landets styreform, der kunne imødekomme ønskerne fra den demokratisksindede opposition.

Forslagene blev konsekvent afvist af oprørerne, der ikke ville forhandle, før regeringsstyrkerne havde trukket sig tilbage, og Gaddafi var gået af.

Nato-landene gjorde ikke noget for at få en våbenhvile bragt i stand. I stedet fortsatte de med luftstøtte til oprørerne for at ’beskytte civilbefolkningen’, indtil styret blev væltet og Gaddafi myrdet.

Siden har der hersket totalt kaos i det land, som før borgerkrigen var det rigeste og mest velfungerende land i Afrika.

Hvorfor fik vi i Vesten et så unuanceret billede af, hvad der foregik? Mange i Vesten har sammenlignet protestbevægelserne i Mellemøsten med dem, der var i Østeuropa op til Murens fald i 1989.

Men der er klare forskelle. I Østeuropa var der en bred folkelig opbakning bag ønsket om at ændre samfundet til et demokrati efter vestlig model. I Mellemøsten er det typisk en elite af unge, der har studeret i Vesten, der starter demonstrationer ud fra en forestilling om et demokrati efter vestligt forbillede.

Men når flere kommer til, viser det sig, at den brede befolknings ønsker i Mellemøsten mere går i retning af et samfund, der bygger på traditionelle muslimske værdier. Dette dilemma kom klart frem i et interview med en syrisk student i Politiken 19. december 2016.

Den historie, som medierne gerne ville fortælle om begivenhederne i Libyen i 2011, var, at en demokratisk folkelig bevægelse bredte sig, og at der blev slået hårdt ned på den af Gaddafi, som med sin ofte provokerende optræden havde et tvivlsomt ry i de vestlige medier, og som det derfor var nærliggende at tildele skurkerollen. At radikal islamisme var udbredt i det østlige Libanon, passede ikke rigtig ind i den gode historie.

Ønsket om at fortælle denne historie, sammenholdt med at nyhederne fra Libyen fortrinsvis blev formidlet gennem det arabiske nyhedsorgan Al-Jazeera, som er kontrolleret af Qatar, gav os et forvansket billede af, hvad der skete i Libyen. Qatar er et af de mest reaktionære samfund i Mellemøsten kendt for at støtte islamiske ekstremister. I den libyske borgerkrig forsynede Qatar oprørerne med penge, våben og flystøtte.

FOR AT KUNNE fortælle den historie, de ville, tillagde de vestlige medier og politikere sig en krigsretorik, der næppe overgås af nogen diktaturstat. Der berettes om, at den libyske regering lader fredelige demonstranter i hundredtal meje ned, og at sikkerhedsstyrkerne ikke viger tilbage for at bruge vold mod egen befolkning.

Ordet ’oprørsstyrker’ bliver ikke brugt. I de vestlige mediers terminologi, er det ’demonstranterne’, der får kontrol med stadig flere byer. Regeringshæren kæmper ikke med ’oprørere’, men angriber ’koldblodigt’ demonstranter og civile. Når regeringstropperne tilbageerobrer byer fra oprørerne, sker det ’brutalt’ og ’blodigt’, medens det tilsyneladende hverken er brutalt eller blodigt, når oprørerne ’befrier’ byer.

Helt konsekvent kaldte de vestlige lande oprørerne for civile og Gaddafi-tilhængerne for militære, når de skulle retfærdiggøre deres indgreb.

Det gjaldt også, da de begyndte at overtræde bestemmelsen om våbenembargo i FN-resolutionen og forsynede oprørerne med våben. Frankrigs FN-ambassadør forklarede, at det ikke var brud på våbenembargoen. Det var, for at civilbefolkningen kunne forsvare sig mod Gaddafi-styret.

Krigsretorikken blev suppleret med nogle passende falske nyheder, leveret til Al-Jazeera af ’øjenvidner’.

To ngo-organisationer gjorde under borgerkrigen i Libyen et seriøst forsøg på at finde ud af, hvad der egentlig foregik. Deres rapporter havde ikke de vestlige mediers store interesse. De passede ikke ind i deres historie. Den ene rapport kom i juni 2011 fra den uafhængige organisation International Crisis Group (ICG). Den anden rapport kom i september 2011 fra Amnesty International.

Rapporterne er ikke ukritiske over for Gaddafi. Amnesty, der var i Libyen i den første fase af borgerkrigen, kunne rapportere om flere episoder med skyderi mod ubevæbnede under de første dages uroligheder. Gaddafi opholdt sig i denne fase i Tripoli langt fra Benghazi.

Sønnen Said Gaddafi har senere i et interview oplyst, at hans far per telefon opfordrede til at undgå vold mod civile. Men forholdene var kaotiske, da voldelige oprørere blandede sig med fredelige demonstranter.

De to rapporter afslører falske nyheder, sat i omløb af oprørerne, og redegør for, at der blev begået ugerninger på begge sider. Amnesty beretter, at Gaddafi-tilhængere blev lynchet i den østlige by Al-Baida, og i byen Derna blev andre Gaddafi-tilhængere lukket inde i et fængsel, som blev brændt ned.

En af de falske historier, der blev sat i omløb, var, at der blev skudt fra helikoptere og fly mod demonstranter. ICG kunne afsløre, at det var en fejltolkning af en oplysning om, at der blev fløjet lavt hen over demonstranterne. Ingen af ICG’s kontakter kunne berette om, at der var blevet skudt mod civile fra luften.

En anden udbredt historie var, at Gaddafi brugte sorte lejesoldater, som var hentet udefra. Amnesty kunne afvise denne påstand. De sorte soldater, Amnesty interviewede, kom fra det sydlige Libyen, hvor der lever et sådant mindretal.

Også de mere kuriøse historier kunne Amnesty afvise. Hillary Clinton havde udtalt, at hun var dybt berørt over, at Gaddafis styrker deltog i massevoldtægter. Amnesty fulgte op på de beretninger, der var herom. I ingen af tilfældene holdt dokumentationen, og det var ikke muligt at finde ofre for voldtægt.

Oprørerne havde forsynet de vestlige medier med en video, der viste libyske regeringssoldater, der skulle være blevet skudt af deres egne, fordi de nægtede at skyde mod demonstranter. Her kunne Amnesty afsløre, at en anden video viste de samme soldater som tilfangetagne og under forhør af oprørerne.

Da mainstreammediernes nyhedsdækning af borgerkrigen i Libyen blev til et beslutningsgrundlag for at gå i krig, kunne man godt have ønsket sig, at nogle journalister kritisk havde efterprøvet, om deres historier var tilstrækkelig underbygget af fakta.

Behovet for en kritisk journalistik i mainstreammedierne – også i forhold til nyheder, der underbygger de historier, de gerne vil fortælle – er for mig at se større end behovet for, at der bliver gjort noget ved falske nyheders cirkulation på de sociale medier. Og hvad skal vi gøre ved de politikere, der lader sig rive med af fejlagtige historier og krigsretorik?

Bedst ville det være at få indskrevet i grundloven, at Folketinget ikke kan træffe beslutning om at gå i krig, før sagen har været vurderet af et seriøst fredsforskningsinstitut.

Jens Wamsler