SMÅT ER GODT - GRØN LOKAL SAMFUNDSPOLITIK

Af Jens Wamsler — Indlæg ved De Grønnes landsmøde 16/10 1993

Jeg kører daglig tog frem og tilbage mellem Sorø og København. Det er en lang tur og betyder bl.a., at jeg ind i mellem får lejlighed til at læse DSB—magasinet 'Ud at se'.

I et af de seneste numre læste jeg et interview med Jacob Holdt i anledning af hans seneste amerikanske billeder.

Her sammenligner han det amerikanske samfund i dag med det, han oplevede i begyndelsen af 70'erne og siger:

"Dengang var vi lige kommet ud af borgerrettighedskampen i 60'erne, så alle troede vi var på rette kurs. Men så kom 80'erne og alting begyndte at gå baglæns igen. Dengang var der langt mere integration i samfundet end i dag. Alt er blevet værre, og volden er fordoblet. Fattigdommen ser ikke lige sådan ud i dag, men apatien og selvundertrykkelsen er blevet langt værre end dengang. "

Det kan synes mærkeligt at starte dette indlæg med at tale om, hvordan det ser ud i USA. Men for mig at se, er det karakteristisk for den generelle udvikling i verden siden slutningen af 60'erne.

Lad mig nævne en anden oplevelse.

For et par uger siden, var vi nogle stykker, der var med til den gigantiske landsdækkende opstart af den nye folkelige bevægelse: "Forum for demokratisk fornyelse", hvor 100 — 150 mennesker var

mødt op på Grundtvigs Højskole i Hillerød. På vejen hjem fulgtes vi med en gammel Venstresocialist, som mindedes dengang, de startede Venstresocialisterne op. Dengang var det en smal sag at samle 1.000 mennesker — og det blot til et lokalmøde i København.

Se hvor mange, der er her. Eller hvor mange, man i fjernsynet kunne se, der var mødt frem ved stiftelsen af 'Solidarisk alternativ".

Alle kan se, at der er noget galt. Men det er utroligt svært at få nogle til at tro på og samles om at ændre på udviklingen.

Der har ligesom bredt sig en opgivende stemning. For det massive flertal forekommer det håbløst at prøve at vende udviklingen.

Hvad ændret sig?

Men hvad er det egentlig, der har ændret sig fra slutningen af 60'erne, hvor man troede på fremtiden, og til i dag, hvor man stort set har givet op?

Er der indtruffet nogle udefra kommende naturkatastrofer?

Næh — de eneste problemer, naturen giver, er dem menneskene selv har skabt.

Har vi været generet af en ydre fjendtlig magt?

Næh — tværtimod. De samfund, som vi havde defineret som vore fjender er brudt sammen.

Er vi blevet materielt fattigere?

Næh — men man kan måske godt sige, at den materielle vækst er taget lidt af. Men det har ikke på noget tidspunkt gået den anden vej.

Er de sociale ydelser fra det offentlige blevet skåret ned?

Det er jo et populært synspunkt blandt mange.

Men det holder ikke, når man ser på de nøgne tal.

Udgifterne til social bistand og boligsikring stiger støt år for år.

Flere børn end nogensinde bliver i dag passet i offentlige .

Flere gamle end nogensinde får i dag hjemmehjælp fra det offentlige.

Alligevel stiger utilfredsheden.

Befolkningen synes ikke at være tilfreds før det sidste barn og den sidste af vore gamle forældre er overdraget til det offentliges varetægt. Og selv da vil man ikke være tilfreds. For kvaliteten kan altid blive bedre.

Velfærdssamfundets svaghed – den solidariske ansvarsløshed

Mange samfundsdebattører har fremhævet solidariteten i det danske velfærdssamfund.

Hvad består denne solidaritet egentlig i?

* Den består i, at vi kan gøre karriere uden at bekymre os for om, at vore børn får en tryg opvækst. Det ansvar overlader vi til det offentlige.

* Den består i, at vi ikke behøver at bekymre os om vore gamle slægtninges velbefindende. De har deres egne regelsæt og lobbyorganisationer, så de kan gøre krav gældende over for det offentlige, og vi kan blive forarget, hvis de ikke bliver tilgodeset.

* Den består i, at vi ikke behøver at have dårlig samvittighed, fordi vor nabo går i hundene. Vi kan slå os til tåls med, at det er det bureaukratiske sociale system, der igen har svigtet, selv om vi har betalt vores skat — som vi i øvrigt kan finde masser af andre undskyldninger for, at vi synes er for høje, således at vi med god samvittighed benytter enhver lejlighed til at unddrage os, hvad vi kan komme af sted med, af vort bidrag til solidariteten, som skatten jo er.

Velfærdssystemets solidaritet består kort sagt i, at vi ved at betale aflad over skatterne frasiger os ethvert ansvar over for vore nære omgivelser.

Jeg vil mene, at betegnelsen "solidarisk ansvarsløshed" er bedre dækkende for velfærdssamfundet end ordet "solidaritet".

I det hele taget kan man vel stille sig spørgsmålet:

Er industrisamfundets velfærdsmodel overhovedet opbygget ud fra de primære hensyn, at den skal danne grundlag for en regulering af de sociale relationer i samfundet?

En læge har på et tidspunkt udtalt: ”Den sociale bistandslov er dybest set ikke en sociallov, men en lov om hvorledes man administrerer de sociale omkostninger ved økonomisk vækst".

Er dette rigtigt, hvad jeg ikke er utilbøjelig til at mene, er det i og for sig ganske naturligt, at velfærdssamfundets sociale system kommer i krise, når den økonomiske vækst tager af.

Noget af den samme tendens til at skubbe problemerne fra sig gælder på miljøområdet.

Her slår man sig til tåls med at alt er i orden, hvis man stemmer på et parti, der siger de vil gøre noget for miljøet, at de vil sætte miljøet i højsædet. Man betaler sin skat i forventning om, at nogle

så vil bruge ens bidrag til at bringe orden i miljøet.

Hovedproblemet er imidlertid, at der er en proces - et kredsløb, der ikke hænger sammen. Og det problem Iøses ikke ved at rette op på her—og—nu—situationen.

Man kan lægge mere effektive forbrændingsmotorer i bilerne og bedre røgrensningsfiltre i fabriksskorstenene. Herved nedsættes den forurening som produktion på et givet niveau medfører. Men det ændrer ikke ved det grundlæggende problem: at vi har et system, som kræver fortsat forøgelse af produktionen for at kunne hænge sammen. Måske tværtimod.

En nedsættelse af forureningen pr. produceret enhed kan give en falsk tryghedsfølelse. Når væksten fortsætter betyder det jo blot, at det endelige sammenbrud udskydes nogle år.

En tilsvarende falsk tryghedsfornemmelse kan det give at tro, at et problem løses, fordi der afsættes en sum penge til at løse det.

Et udtryk som "Mere miljø for pengene" finder jeg fuldstændig absurd. Det er bekvemt for det etablerede system at bilde os ind, at miljø koster penge. Så kan enhver jo indse, at vi er nød til at holde gang i den kapitalistiske produktion for at skaffe pengene til miljøindsatsen, og at vi er nød til at have en stærk offentlig sektor, der kan opkræve og videreformidle pengene, så de kommer miljøet til gode. (Molboerne og storken).

Det med at afsætte en sum penge gør sig også gældende på andre områder. F.eks kultur, løsning af særlige gruppers problemer, eks. hjemløse, sindslidende o.s.v.

At prøve at løse et problem ved at afsætte en sum penge — det der kaldes at foretage den overordnede prioritering — er udtryk for såvel vælgernes som politikernes afmagt over for det pågældende problem. I stedet for, at problemet bliver løst, bliver resultatet, at der opbygges et bureaukrati, som det senere bliver svært at slippe af med, fordi man har fået placeret nogle mennesker i det bureaukratiske system, hvis levebrød er blevet det pågældende problem. For dem er det af interesse at holde liv i interessen omkring problemets løsning — og gerne påvise, at

problemet i virkeligheden er større, end man i første omgang havde troet. Men endelig ikke, at problemet bliver løst. Så ville de jo miste deres levebrød.

Den centraliserede nationalstat er passé

Når det ikke er nogle faktorer udefra, der har skabt stemningsskiftet fra optimisme og håb i 60’erne til frustration og opgivenhed i 90'erne, må problemerne altså komme indefra.

Der er et eller andet ved industrisamfundets velfærdsmodel, der ikke er holdbart.

Hvad det er, forsøger samfundsforskerne for tiden at finde ud af — og vi andre filosoferer vel også over det ind i mellem.

I et indlæg i tidsskriftet SALT siger Johannes Andersen fra Ålborg Universitet herom:

"Endnu er disse tendensers endelig konsekvens ikke til at overse, men en ting står fast: Den centraliserede nationalstat er færdig med at være det centrale politiske omdrejningspunkt for reguleringen af samfundet".

Det burde ikke være et problem for menneskene i et rigt samfund som vores, at den økonomiske vækst tager af. Men det er et problem for en institutionel struktur, som er baseret på økonomisk vækst. Derfor må man, når man er et politisk parti, der undsiger nødvendigheden af materiel vækst, også beskæftige sig med, hvilken betydning dette har for samfundets struktur.

Tror man på synspunktet: "at den centraliserede nationalstat er færdig med at være det centrale politiske omdrejningspunkt for reguleringen af samfundet", kan det være med til at forklare mange af de ting, der sker omkring os for tiden.

Apatien og det manglende politiske engagement hænger sammen med, at man ikke rigtig ved, hvilke redskaber man skal bruge, når statsmagten ikke længere er effektiv.

For SF og Venstresocialisterne gjaldt det for 20 år siden blot om at formulere sine krav. Ingen var i tvivl om, at, hvis man kunne samle stemmer nok, havde man redskabet til at gennemføre disse krav i form af statsmagten.

For os, der vil ændre udviklingen i dag, er det ikke nok at formulere kravene. Det er også nødvendigt — og faktisk vigtigere — at anvise redskaberne.

Mange samfundskritikere, f. eks. Jørgen Knudsen, Ebbe Reich og Niels I Meyer, har glimrende analyser af det moderne samfunds svagheder. Vi er mange, der kan give dem ret, men vi kan ikke rigtig bruge det til noget. For de opstiller blot kravene.

De beskæftiger sig ikke med redskaberne, eller de går underforstået ud fra, at statsmagten med dens smuldrende institutionelle struktur er redskabet.

Heri ligger også svagheden i det nye parti "Solidarisk alternativ". De vil på mange måder det samme som De Grønne, men de vil benytte, ja endog styrke den statsmagt, som er ved at æde sig selv op indefra.

Man kan godt af og til have lidt medlidenhed med Poul Nyrup.

Han har alle de egenskaber, der skal til for at blive en rigtig landsfader. Men han står altså med et statsapparat, ingen rigtig tror på mere. Derved kommer hans ideologi på en eller anden måde til at virke utroværdig. Typer som Poul Schlütter og Uffe Ellemann har det lettere. De har ingen ideologi og kommer derfor ikke på samme måde til at virke utroværdige.

Hvad ville der ske, hvis vi tog konsekvensen og gik ind for at minimere staten?

Venstre og Fremskridtspartiet har allerede gjort det.

Hvad deres minimalstatsmodel vil føre til, kan vi få et indtryk af ved at se på Japan, USA, England.

Multinationale virksomheder, står klar til at tage over.

Resultatet heraf bliver:

1) kun sikring af de, der kommer ind i varmen

2) Samfundets sociale net bliver gjort afhængighed af, om det går de multinationale virksomheder godt. Den sociale sikkerhed bliver gjort afhængig af salg af coca—colaer, biler, B&O—højtalere, Hof,

Tuborg, gensplejsede roer o.s.v.

Jeg mener ikke desto mindre, at vi skal gå ind for at minimere staten. Jeg tror nemlig, det sker helt af sig selv, uanset om vi går ind for det eller ej.

Der vil så opstå et tomrum. Kapitalismens supermarked ('betonliberalismen') vil tage over, hvis der ikke opbygges et alternativ hertil.

Socialdemokraternes og andre socialisters rolle som modspillere hertil er udtømte i og med, at deres redskab, den centraliserede statsmagt er ved at have udtømt sin rolle.

Derfor ligger der en stor opgave for os.

Der er brug for et grønt grundlag.

Vi må begynde at interessere os for det sociale netværk, som industrisamfundet reelt aldrig rigtig har interesseret sig for.

Her er det så lokalsamfundet kommer ind i billedet.

Lokalsamfund som alternativ

Lokalsamfund — er det ikke noget pladderromantik?

Muligt, mange opfatter det sådan, men hertil er blot at sige — hvad ellers, hvis ikke det hele skal ende i total ligegyldig—

hed?

En central statsmagts sociale netværk kan kun holde, hvis der en stærk politimagt eller en betydningsfuld ydre opgave, der kan banke folk. Er der ikke det — og det er der ikke i dag — smuldrer statsmagtens sociale netværk.

Hvordan laver man lokalsamfund?

Det gør man ved at trække nogle passende streger på et landkort.

Det er ikke så svært — men hvordan får man dem til i højere grad at virke som en enhed?

Der skal to ting til.

Der skal være nogle fælles opgaver at løse, og der skal være nogle ressourcer til at løse dem.

Forpligtigende opgaver til lokalsamfundet

For at gøre naboskab til noget mere end vejfest en gang om året er det nødvendigt at forpligtige det enkelte menneske i forhold til det lokale fællesskab.

Det gør man ved at lægge opgaver ud til lokalsamfundet og fjerne nogle af de sikkerhedsnet, der i dag gør, at man i lokalsamfundet kan skubbe ansvaret fra sig.

Mest oplagt er hele det sociale serviceområde.

Hvorfor skal der være centralt fastsatte regler om børnepasning og om omsorg for ældre? Og hvorfor skal de socialt udstødte samles op på forsorgshjem i

stedet for i lokalsamfundet?

Hvorfor skal disse opgaver ud fra et detailleret regelsæt løses i rådhuse og på amtsgårde og ikke ude i mindre afgrænsede lokalsamfund?

Det eneste, der behøver at være, er en overordnet pligt for lokalsamfundet til at disse opgaver. Måden at gøre det på skulle man sagtens — og formentlig bedre — kunne finde ud af, jo tættere man er på problemerne.

Dog bør sikring af eksistensgrundlaget stadig være en central opgave. I det specialiserede samfund, vi har i dag, kan man ikke pålægge de enkelte lokalsamfund ansvaret for at sikre dets medlem—

Mers eksistensgrundlag. Resultatet heraf ville blive betonliberalisme.

Lokalsamfundets ressourcer

Er der ressourcer i lokalsamfundet til, at man kan forpligtige det til at løse opgaver? Ja — alle lokalsamfund har i dag en betydelig 'arbejdskraftreserve" - og med stigende arbejdsløshed, bliver der stadig flere ressourcer, der blot venter på at få opgaver for at blive brugt.

Hertil kommer, at der jo i dag fra centralt hold er afsat ressourcer til disse opgaver. Med udflytning af opgaver vil disse ressourcer naturligvis kunne følge med.

Når vi taler om ressourcer til at løse opgaver lokalt, skal man også være opmærksom på skattesystemets roIIe.

Hver gang man udfører en formaliseret opgave uden for hjemmets fire vægge, skal man i form af skat aflevere en afgift til stat, amt og kommune.

For at fremme lokalsamfundets handlemuligheder kunne man flytte hjemmets fire vægge ud af. Hvorfor skulle staten have en afgift, når serviceydelser udveksles i et lukket kredsløb inden for et

lokalsamfunds rammer?

Vi foreslår derfor i De Grønnes program, at lokalsamfundsaktiviteter fritages for statsskat.

Men vil det ikke underminere skattegrundlaget?

Nej - for i vidt omfang er der jo tale om bevægelser begge veje. Samtidig med at der betales statsskat af lokale aktiviteter, overfører staten gennem bloktilskud og refusionsordninger midler til den lokale service. Den væsentligste virkning af alle disse transaktioner er, at staten bevarer kontrollen over lokalsamfundets aktiviteter.

Det ser vi ingen grund til at videreføre.

I en nyligt offentliggjort rapport fra regeringen om byområdernes problemer hedder det:

"Regeringen vil skabe aktiviteter og nyt liv i de belastede boligområder"

Hvorfor skal regeringen det?

Hvorfor ikke lade beboerne gøre det?

Hidtil har den statslige støtte alene gjaldt for det offentlige serviceområde. Men i de senere år er der taget skridt til omfattende støtteordninger for privat lokalservice, f.eks. til håndværkerudgifter og nu også til andre servicebetonede ydelser til private husholdninger. Man ville nå det samme resultat — mindre bureaukratisk og til fordel for lokalsamfundenes selvstændige virke — ved i stedet at fritage disse aktiviteter for statsskat.

En anden hindring for at fremme lokal aktivitet er overenskomstmæssige bindinger og forskellige former for 'erhvervsprivilegier'. Disse er primært privat reguleret, men dog i et vist omfang understøttet af lovgivningen.

Her er altså også et område, der kan tages fat på.

Strategi for styrkelse af lokalsamfund

Vi lægger i De Grønne op til omfattende lovændringer for at styrke lokalsamfundstanken:

Overførsel af opgaver (ansvar) til lokalområderne, borgerløn (alt. mindre bindinger for overførselsindkomstmodtagere), fritagelse for statsskat på lokale aktiviteter og en nøje gennemgang af den lovgivning, der støtter overenskomstmæssige bindinger og 'erhvervsprivilegier'.

Men også inden for den nuværende lovgivnings rammer mener vi, at man i kommunerne kan gøre en hel del for at fremme lokalsamfundstanken. Beskæftigelsesprojekter kan bruges til meget — og man kan oprette lokale råd og give disse råd indstillingsret i en lang række sager.

En styrkelse af lokalsamfundstanken kan naturligt starte med en af udlægning af opgaver på det sociale serviceområde og vedr. det lokale miljø.

Kommer man godt i gang på disse områder, er der ikke langt til at kunne forpligtige lokalsamfundet til at tilbyde beskæftigelse (eller aktivitet) til alle ledige (denne forpligtigelse kommer faktisk

allerede til at ligge hos kommunerne fra næste år — blot med et skær af tvang over sig, som vi mener vil blive helt overflødigt, hvis man flytter forpligtigelsen til at give tilbud ud i mindre lokalområder.

Man kan fortsætte udlægningen af aktiviteter (ansvar) til lokalområderne med områder som skole, sundhed og kultur.

En stadig øget lokal aktivitet vil skabe øget arbejdsløshed i traditionel forstand.

Det betyder imidlertid blot at flere ressourcer frigøres til at styrke lokalsamfundet.

Lokalsamfundet kan så efterhånden arbejde sig ind på det private område — i første omgang servicesektoren, reparation. Men efterhånden også en vis fremstillingsvirksomhed.

Følges dette op af en fornuftig skatteomlægning, er det ikke urealistisk, at man i lokalområderne på et tidspunkt igen vil kunne se 'den lille købmand' og små virksomheder, der foretager reparation af de forbrugsgoder, vi i dag kasserer, fordi det er for dyrt at få dem repareret.

Efterhånden vil man få en omfattende selvforsyning.

Herved vil det centralt baserede borgerlønsgrundlag falde.

Men det gør ikke så meget – for det vil behovet herfor også.

Et sådant samfund baseret på små lokale enheder vil givetvis ikke kunne præstere de samme mængder af materielle goder, som det nuværende samfund kan. Til gengæld vil det kunne præstere ydelser af større kvalitet for så vidt som man i begrebet kvalitet lægger, at såvel producenten som forbrugeren har et personligt forhold til ydelserne.

Men ønsker folk en ændring i retning af et sådant samfund?

Jeg ved det ikke. Men jeg er overbevist om, at det samfund, vi har nu, ikke kan holde. Det mangler det lim, der skal holde det sammen, i form af tilstrækkeligt stærke sociale netværk.

Og denne mangel bliver mere udtalt.

Derfor må vi vende udviklingen, hvis vi ønsker et levedygtigt samfund for fremtiden.

Den eksakte fordeling mellem centralt og lokalt løste opgaver i en ny samfundsstruktur er vanskelig at forudse. Det må komme an på en prøve. Det væsentlige er, at vi får skabt en struktur, hvor man

kan vælge, om opgaver skal løses lokalt eller centralt. Herved vil der blive et reelt valg mellem en lavere produktion med et personligt engagement og en fortsat høj produktion uden et personligt engagement