Hvorfor ikke tage udgangspunkt i børnenes behov? Det institutionsløse samfund

af Jens Wamsler

"Så længe man ikke er god nok til at leve sit eget liv, er man heller ikke god nok til at være et eksempel for sine børn...

Børn forguder deres forældre så meget, at man ikke behøver at bekymre sig om den aktive del af børneopdragelsen, som vi selv kan vælge. Den passive del af opdragelsen - alt det, der sker uden at vi har styr på det - dominerer under alle omstændigheder det hele ".

Søren Ventegodt

Børnene og de voksnes verden

Der er mange gode bud på, hvordan vi gør institutions-tilværelsen bedre for vore børn. De fleste forslag går i retning af mere bredde, mere integration og flere individuelle hensyn. Kort sagt en større

tilnærmelse til en børnetilværelse uden institutionalisering og båseopdeling.

Men er det det, der sker i institutionerne, der er problemet, eller er det ikke det institutionaliserede samfund som sådan?

Hvorfor tage udgangspunkt i det institutionaliserede samfund som noget, der ikke kan laves om på?

Hvorfor ikke tage udgangspunkt i børnenes behov?

Eller rettere i forældrene og i det samfund, de har skabt for børnene?

Citatet, jeg har valgt som indledning til dette indlæg, siger noget om, at vi - for børnenes skyld - bør fokusere noget mere på os selv og noget mindre på børnene. For kun ved at skabe optimale rammer om vort eget liv, kan vi skabe optimale rammer om vores børns liv. Vi kan ikke på en troværdig måde give kvaliteter videre til vore børn, som vi ikke selv har erhvervet os.

Vil vi give vore børn en forståelse af, at deres liv er en integreret del af vort liv og af det samfund, de vokser op i, må vi starte med at tage vor egen indretning af tilværelsen op til vurdering. Har vi indrettet os således, at vore børn kan opleve en sammenhæng i tingene, eller har vi opdelt vor tilværelse i adskilte båse? Én bås for arbejde, én for vor egen fritid, én til de gamle, flere til børnene separeret efter aldersklasser og en lille uanseelig bås til samvær mellem os og børnene?

Vi må nok erkende, at det er båseopdelingen, vi har valgt. At børnenes institutionalisering er et resultat af vor egen institutionalisering. Konsekvensen er, at børnene må lære voksenverdenen at kende gennem indlæringsprocesser uden selvoplevelse.

Læring er handling

Men kan den systematiske indlæring i institutioner og især i skoler ikke være mere effektiv end en ustruktureret deltagelse i en mere integreret tilværelse med voksenverdenen, hvor børnene naturligt må tildeles en birolle?

Nej - Ikke set fra et indlæringssynspunkt. En struktureret indlæring adskilt fra, hvor tingene sker, kan aldrig blive andet end et ufuldstændigt substitut for at være der, hvor tingene sker. På samme måde som undervisning aldrig kan blive andet end et ufuldstændigt substitut for arbejde. Det er ikke tilfældigt, at den nyere organisationsteori har genopfundet begreber som "learning by doing" og "just in time".

Lad mig for at belyse dette fremdrage nogle citater fra Svend E. Petersens artikel om børn i SALT nr. 3/1997.

Svend E. Petersen siger bl.a.:

"Du lærer, når du skaber

Du lærer, når du er grænseoverskridende

Du lærer, når du eksperimenterer

Du lærer ved at handle først og tænke dernæst

At lære er at handle

At lære er at gøre ukendte ting

At lære er at opdage

At lære er at forstå

At lære er at turde møde det nye og det ukendte

Læring er handling",

Kan børn være grænseoverskridende, eksperimentere eller møde det ukendte i institutioner, som lægger faste rammer om deres hverdag?

Indlæring og socialisering sker primært gennem handling.

At læse eller passivt at lytte kan kun give udbytte i det omfang, det relaterer sig til handling.

Som Svend E. Petersen citerer Jocobvits for at have sagt for flere hundrede år siden:

"At mennesker kan lære er en ubestridelig kendsgerning. At mennesker kan lære fra sig, er en interessant hypotese - som endnu savner bevis".

Savner denne hypotese ikke stadig bevis?

Det gjorde den i hvert fald for Ivan Illich, da han i 1971 skrev "Det skoleløse samfund" og argumenterede for, at skolen alene medvirker til at disciplinere og sortere børnene. Den egentlige indlæringsproces foregår uden om den organiserede skoleundervisning. Illich henviste bl.a. til brasilianeren Paulo Freire, der konstaterede, at en hvilken som helst voksen person kan lære at læse på 40 timer, hvis de første ord, han lærer at tyde, har en politisk mening for ham.

Målet for en børnepolitik?

Lad os videre se på, hvad der er de formulerede mål for en børnepolitik i Danmark. Regeringen nedsatte for 10 år siden et tværministerielt børneudvalg, som i 1988 formulerede regeringens handlingsplan: "Det skal være godt at være barn i Danmark". Denne handlingsplan opstiller 5 overordnede målsætninger for en børnepolitik:

* Børn skal have en stabil og tæt kontakt til deres forældre

* Børn skal kunne leve som børn

* Børn skal kunne tage del i samfundslivet

* Børn skal også have ansvar

* Børn skal kunne leve et sundt liv.

Tag disse fem målsætninger én for én og vurdér, hvad de passer bedst til: En udbygget institutionalisering eller en afinstitutionalisering til fordel for integrering af børnene i de voksnes verden?

Både eksperters og politikeres mål er altså det bedst mulige substitut for et afinstitutionaliseret samfund.

Mit spørgsmålet hertil er: Hvorfor skal målet blot være det bedst mulige substitut? Hvorfor accepterer vi institutionaliseringen som en uundgåelig konsekvens af en nødvendig udvikling? Hvad forhindrer os i at arbejde for det optimale: Det institutionsløse samfund?

Institutionaliseringens historie

For at besvare dette spørgsmål må vi se på, hvorfor vi har fået institutionaliseringen.

Udviklingen hertil er ganske godt beskrevet i Tørk Haxthausens artikel "Den elendige velfærd" i SALT nr. 2/1997.

De første, der måtte svigte familiens integrerede helhedsliv var mændene. De måtte ud på arbejdsmarkedet for at bidrage til familiens velfærd ved en slavelignende tilværelse som industriarbejdere og senere mere udbredt som funktionærer. Kvinderne blev hjemme og sørgede for en vis helhed i familiens tilværelse.

Da den værste nød var afhjulpet, begyndte man at snakke om ligestilling. Men ligestillingen gik ikke på, at mændene skulle aflastes fra den slavelignende tilværelse på arbejdsmarkedet. Den gik på, at kvinderne også skulle have adgang til denne slavelignende tilværelse. Og det kunne kun lade sig gøre ved at den sidste rest af det integrerede familieliv blev opløst og inkorporeret i en nu fuldstændig

institutionalisering af samfundet.

Den første del af institutionaliseringen, hvor mændene nedprioriterede deres rolle som en integreret del af familien, kan delvis forklares med en nødvendig overlevelsesstrategi. Men kan den anden del af institutionaliseringen det? Eller var den mere et resultat af, at mændene havde gjort nødvendigheden til en dyd. At der var blevet mere prestige i at være lønslave end at være den, der bandt familien sammen? Er der umærkeligt sket et værdiskred, således at de materielle værdier fra at være en forudsætning for familiens eksistens er blevet til målet i sig selv, og familiens eksistens er blevet til en nødvendig forudsætning for en fortsat forøgelse af den materielle velstand?

Samfundets prioritering

Institutionaliseringen øger den materielle produktion på bekostning af børnenes muligheder for at vokse op som en naturlig del af et integreret samfund. På den anden side er et vist minimum af materiel produktion en nødvendig forudsætning for, at børn kan trives. De skal have mad og drikke, klæder på kroppen og tag over hovedet. Vi har altså at gøre med et prioriteringsproblem: Hvor går grænsen mellem produktion af det nødvendige materielle grundlag og produktion af et overflødighedshorn af materielle goder på bekostning af børnenes trivsel?

Tør vi overlade denne prioritering til forældrene, eller skal samfundet blande sig?

Som situationen er i dagens Danmark, blander samfundet sig i prioriteringen - til fordel for den materielle produktion.

Det offentlige leverer et bidrag på ca. 40.000 kr. årligt til forældre, der vil overlade deres barns opvækst til institutionerne for selv at kunne bidrage til at øge den materielle produktion.

Hvad er denne prioritering et udtryk for?

Er den udelukkende foretaget af hensyn til at kunne øge den materielle produktion?

Er den udtryk for et hensyn til børnene, fordi man ikke tror, at forældrene er egnede til at opdrage dem?

Er hensynet primært ligestilling? Og er det i så fald ikke samtidig en markering af, at det er mere værdifuldt at beskæftige sig med den materielle produktion end at beskæftige sig med børns opvækstvilkår.

Er den et udtryk for, at de rige ikke må kunne give deres børn bedre opvækstvilkår end dc fattige? Er dette målet, hvorfor så ikke fremme de fattiges muligheder for at give deres børn bedre opvækstvilkår i stedet for at forringe de riges muligheder for at gøre det.

Lad forældrene vælge

Det har i mange år været god tone blandt venstreorienterede at argumentere for en nedsættelse eller helst afskaffelse af forældrebetaling til daginstitutioner.

Er det fordi venstrefløjen vil opprioritere materiel produktion, eller er det fordi venstrefløjen tror, at de svagest stillede forældre - hvis de bliver fritstillede - vil forfalde til at købe nye biler eller drikke flere bajere i stedet for at sørge for deres børn?

Jeg tør godt vove et eksperiment. Et eksperiment, der går på at se, hvad forældre - godt eller svagt stillede - ville vælge, hvis de fik friheden dertil. Den frihed ville de få, hvis man afskaffede tilskud til institutionsbetaling og benyttede provenuet herfra til at forhøje børnechecken.

Risikoen vil naturligvis være, at nogle forældre ville vælge på en måde, vi ikke bryder os om - discountpasning til fordel for flere materielle goder her og nu. Gevinstmuligheden vil være, at vi får et

samfund, der prioriterer af hensyn til mennesker, børn og fremtiden.

Den umiddelbare indvending mod et sådant eksperiment vil være, at det kun er de rige, der kan tage deres børn ud af institution. Uden at have statistisk belæg herfor, vil jeg hævde, at mine erfaringer taler herimod. I en gennemsnitlig rig familie har begge travlt med at tjene penge. At tage sit barn ud af institution vil normalt føre til, at man mister indkomst og adgang til materielle goder. De mennesker, jeg ser nedprioritere institutionsbenyttelsen, er bevidste om, at de giver afkald på materielle goder ved dette valg, og de hører ikke til samfundets bedst stillede efter en økonomisk målestok.

En anden indvending vil være, at børn, der tages ud af institutioner, vil savne legekammerater, fordi alle andre er i institution. Dette er selvfølgelig et problem, når man vil gå mod strømmen. Men er man nogle familier, der støtter hinanden, kan det lade sig gøre.

Det er dog i denne forbindelse værd at bemærke, at selv om der kan siges meget negativt om institutionaliseringen, så bidrager institutionerne rent faktisk også med noget positivt, bl.a. det: at bringe børn sammen. Når jeg til dette indlæg har valgt overskriften: "Det institutionsløse samfund" skal det opfattes som en provokation inspireret af Ivan Illich's bog: "Det skoleløse samfund". Men løsningen ligger ikke i at forbyde institutioner eller hertil svarende organiserede samlinger af børn. Jeg tror, at vi kan bevæge os mod en løsning, hvis udgangspunktet ændres fra bevidstløs institutionsanbringelse til, at forældrene får lejlighed til selvstændigt at forholde sig til, hvad de vil med deres børn, og hvilken pris de vil betale herfor.

Industrisamfundet har mange svagheder. Men den ubetinget største er efter min opfattelse, at det har adskilt familieliv fra arbejdsliv. Intet samfund vil i det lange løb kunne leve med denne adskillelse. Intet samfund vil i længden kunne leve med, at forholdet mellem forældre og børn ikke gøres til forudsætningen for alt andet i stedet for at være en detalje, der skal bringes på plads for at få samfundsmaskineriet til at fungere.

Forslag om, at samfundet giver flere penge til forældre, der vil prioritere deres børn højere end deres materielle velfærd, løser ikke problemet. For pengene hertil kan kun komme fra den materielle produktion, som i så fald må øges på bekostning af hensynet til børnene, som man så skal have større tilskud til at opprioritere osv., osv. Og så kører den spiral, som vækstsamfundet legitimerer sig selv med.

Det, der er behov for, er at ændre på prioriteringen mellem et nært familieliv og den materielle produktion. En sådan ændring kan kun ske, hvis man flytter mere ansvar over til familien. Det er ikke nok, at flytte rundt på nogle penge. Vi må have organiseret samfundet på en anden måde.