Statsministeren og tilfældet Karen

Af Jens Wamsler

Statsministeren melder ud

I begyndelsen af sidste efterår indtraf en af de sjældne situationer, hvor Statsministeren Poul Nyrup Rasmussen tog ulden ud af munden og tilkendegav, at han er utilfreds.

Statsministerens utilfredshed skyldes amternes administration af sygehusvæsenet. Når regeringen gennem flere år har bevilliget adskillige hundrede millioner kroner ekstra for at få nedbragt ventelisterne, forventer den at se resultater og ikke at få meldinger om fortsat stigende ventelister.

Den holdning til sygdomsbegrebet, som statsministerens udmelding bygger på, kan omtrent sammenfattes således:

Sygdomstilfælde er noget eksakt, som findes i en given mængde i det danske samfund, og det er sundhedssektorens opgave at diagnosticere og helbrede disse

sygdomme. Jo flere sygdomstilfælde, der opspores og behandles, jo færre bliver der tilbage.

Problemet skal angribes ud fra en rationel, industriel tankegang.

Statsministerens tankegang er helt i overensstemmelse med den, der i dag er fremherskende i sundhedssektoren.

Man anvender her det samme begrebsapparat som i den industrielle produktion. Der arbejdes med produktions- og effektivitetsmål. Der optælles sengedage og udskrivninger pr. investeret krone.

Der specialiseres, evalueres og produktudvikles.

Tilfældet Karen

I et læserbrev i Politiken 8/9 1996 beskriver Birgith Jason under overskriften "Tilfældet Karen" de problemer, det specialiserede sundhedsvæsen i et konkret tilfælde har haft med at finde ud af, hvad det skal stille op med en 68-årig dame, som pludselig bliver alvorligt syg, uden at der umiddelbart kan stilles en klar diagnose.

Hele det specialiserede apparat står klar til at hjælpe.

Men på hvilket samlebånd skal Karen placeres?. Problemet bliver ikke mindre af, at Karens sygdom indtræffer lige op til en week-end. Og antal sengedage uden behandling trækker ned i produktions-statistikken. Karen sendes frem og tilbage mellem Sundby hospital og sit hjem 3 gange på 6 dage, konsulteres af 3 vagtlæger, nægtes transport af ambulancefolk, fordi der ikke er tale om et ulykkestilfælde, og kommer omkring skadestuen, inden hun havner på Hvidovre hospital.

Statsministerens opfattelse af sygdomsbegrebet stillet over for tilfældet Karen illustrerer problemstillingen i det moderne sundhedsvæsen. Det mekaniske

menneskesyn stillet over for et konkret menneske, som ikke umiddelbart lader sig rubricere. Et menneske som har en forhistorie, som man må sætte sig ind i, hvis man skal finde ud af, hvad det egentlig er for et problem man står overfor.

Tilfældet Karen er ikke et enestående tilfælde. Lilli Gyldenkilde og Jack Halle kan i interviews med SALT 5/1996 supplere med deres oplevelser som patienter i sundhedsvæsenet.

Reservedelsekspedition eller helhedssyn?

Det kunne være fristende at sige, at statsministeren repræsenterer systemets holdning til sygdom, og brevskriveren, Birgith Jason, repræsenterer folkets holdning. Men så enkelt er det ikke.

Statsministerens holdning til sygdomsbegrebet ligger ikke fjernt fra, hvad mange af os umiddelbart føler. Vi accepterer ikke, at sygdom rammer i flæng. På samme måde, som vi mere generelt ikke i det moderne samfund accepterer, at skæbnen er lunefuld.

Den, mener vi, det offentlige må have styr på, når nu vi betaler så meget i skat.

Derfor slutter mange op bag statsministeren, når han antyder, at sygdom, det er noget, vi kan få styr på, når blot vi griber det tilstrækkeligt rationelt an. Så det gør vi. Vi korrigerer selv mindre uregelmæssigheder i organismen med medicin og operative indgreb.

Men jo mere vi korrigerer på denne måde, jo flere nye uregelmæssigheder synes det nødvendigt af korrigere for.

Begejstringen for de stadigt nye behandlingsmuligheder, der udvikles, blandes med frustrationer over, at nye behandlingsbehov opstår i samme tempo som - eller hurtigere end - nye behandlingsmuligheder udvikles.

Derfor ser vi også en fremvoksende bevægelse mod den opfattelse af sygdomsbegrebet, som statsministeren, det autoriserede sundhedsvæsen og medicinalindustrien har taget patent på. Alternative behandlingsformer i alle afskygninger har stigende søgning. Der dannes patientforeninger af folk, som ikke føler deres interesser godt nok varetaget af det autoriserede system. Og selv inden for lægeverdenen synes der at være en vis forståelse for, at der i det specialiserede reservedelsekspederende behandlingssystem mangler et helhedssyn på mennesket. Det fremgår af de interviews, SALT har haft med Karen Korsgård og Knud Jacobsen.

Kan ressourcerne anvendes bedre?

Sundhedssektoren lider under, at for mange særinteresser skal plejes. Speciallæger plejer hver for sig deres speciale. Ved siden af de specialiserede faglige interesser skal de fagpolitiske interesser også plejes. Læger, sygeplejersker, sygehjælpere, apotekere og andre involverede skal hver for sig forsvare deres territorium. Samtidig poster man enorme summer i forskning og i medicinalindustrien, som spilder mange ressourcer på at konkurrere om at komme først med udvikling og markedsføring af stort set ens præparater.

Tonny Husted, amtsrådsmedlem i Frederiksborg Amt, giver i sin artikel et overblik over de aktuelle prioriteringsproblemer i sundhedsvæsenet.

Måske er de mange spildte ressourcer en uundgåelig følge af den specialisering, som vi efterspørger, fordi vi ikke accepterer, at der er sygdomme, som ikke kan helbredes?

Kan der findes behandling mod alle sygdomme? Kan liv og sygdomme fuldt ud bringes under menneskets kontrol? Hvis vi tror på det, er den overordnede recept klar: Jo mere forskning og jo mere

behandling, jo bedre resultater. Men antager vi, at menneskeheden aldrig vil kunne opnå fuld kontrol med liv og sygdomme, må der være et optimalpunkt for sygdomsbehandling. Når sundhedssektoen overskrider dette optimalpunkt, vil videre vækst i sektoren ikke længere være til gavn for menneskenes helbred, men alene medvirke til at flytte kontrollen med helbredet fra individet til systemet. Spørgsmålet er, om den danske sundhedssektor har overskredet sit optimalpunkt?

Både Birgit Petersson og Søren Ventegodt sætter i deres indlæg spørgsmålstegn ved, om den fortsatte vækst i sundhedssektoren gavner det enkelte menneske.

Sundhedsdebatten har brug for SALT

Valget af indlæg i SALTs tema om sundhed vil sikkert af mange blive opfattet som tendentiøst. Det er det også. Vi har bevidst valgt at bevæge os rundt i de kredse, hvor man er skeptiske over for det

autoriserede sundhedsvæsen. Ikke fordi vi er overbeviste om at skeptikerne har ret. Men fordi vi føler, at sundhedsdebatten generelt er præget af stor autoritetstro.

Vi vil gerne bringes i tvivl. Gør medicineringen mennesket sundere, eller er virkningen heraf i højere grad, at menneskets modstandskraft svækkes? Fører de mange nye operationsmuligheder ikke til,

at vi glemmer, at det optimale er , at vi plejer vort helbred, således at behovet for reservedelsudskiftning minimeres? Optræder sygdomme så rationelt, som sundhedsvæsenet synes at forudsætte? Er styrkelse af det direkte patient-læge forhold ikke vigtigere end, at vi uddanner stadig flere specialister, som ved mere og mere om diverse delfunktioner, men mindre og mindre om, hvordan den organisme, som disse funktioner er en del af, fungerer i sin helhed?