En liberal venstrefløj?

Af Jens Wamsler

Ejvind Larsen har i SALT 1/95 lagt op til en revision af venstrefløjens grundlag.

Han finder, at socialismen - som kapitalismen - er uforenelig med den respekt for naturen, som man ikke længere kan se bort fra.

Ejvind Larsens indlæg har givet en række reaktioner i SALT 2/95. Bl.a. fra Lars K. Christensen, der hævder, at de grønne også må være røde. En konklusion

han når frem til ved at udskille menneskets natur fra naturen i øvrigt. Denne sondring er nødvendig for at holde fast i den socialistiske logik, hvorefter menneskets lykke gøres til samfundets ansvar i stedet for at være et personligt anliggende. Og i denne sondring ligger vanskeligheden ved at få en dialog i gang mellem grønne og inkarnerede socialister. De grønne politiske strømninger handler om andet og mere end grønne træer og blå søer. De handler også om en forståelse for, at alle mennesker fødes, får børn, ældes og dør, og om at mennesket formes gennem medgang og modgang.

Liv kan ikke reduceres til en tilværelse uden sorg og had uden samtidig at blive reduceret til en tilværelse uden glæde og kærlighed.

Disse betragtninger kan synes banale. Men de er nødvendige at hive frem, når man ser på, hvad socialisterne har interesseret sig for, efter at den materielle nød i vor del af verdenen i praksis er afskaffet. Medens kapitalisterne tilbyder folket biler, charterrejser, virtual reality og lykkepiller, tilbyder socialisterne - udover penge - socialrådgivere, psykologer, pædagoger og andre eksperter, der kan sikre en sorgløs tilværelse uden selvstændig stillingtagen og engagement i noget som helst. Tilbage sidder folket og sukker efter et samfund, som de selv er en aktiv del af.

De røde og de grønne kan blive enige om, at kapitalismen skal bekæmpes. Vanskelighederne ved at forene rød og grøn politik ligger i, at grøn politik vil

begrænse statsmagten rolle som storebror og "store mor", medens det synes umuligt at formulere en rød politik uden formynderi.

"De røde" sætter lighedstegn mellem fri markedsøkonomi og kapitalisme. De må derfor bekæmpe kapitalismen ved at bekæmpe friheden - og herved bliver en

stærk centralmagt på et eller andet plan (regionalt, statsligt eller internationalt) den uundgåelige konsekvens.

De Grønne tror på, at mennesker, der kan vælge frit, vil handle økologisk og socialt ansvarligt fremfor at vælge kapitalismens velsignelser. Uden denne tro kan man ikke arbejde for, at en demokratisk baseret politik kan inddæmme kapitalismen.

Grøn politik fokuserer på de begrænsninger, som kapitalismen - støttet af statsmagten - lægger på det frie valg. Målet er bl.a., at en fri markedsøkonomi

skal kunne udfolde sig uden, at et fåtal af kapitalister sætter sig på markedet.

For de røde er liberalisme et uartigt ord. Derfor har de politiske bevægelser, der kalder sig liberale - men hvis liberale horisont alene er en frigørelse fra statsmagten og ikke en frigørelse fra kapitalmagten - helt ufortjent scoret gevinsten af den drøm om frihed, der er en naturlig reaktion på industrisamfundets omklamring. Se blot på partiet Venstres fremgang herhjemme.

Mit mål med dette indlæg er ikke at agitere specielt for De Grønnes politik, men at agitere for, at venstrefløjen må have gjort op med nogle grundliggende vildfarelser, hvis den skal have nogen chance for på ny at komme i offensiven.

Den må indse, at samfundsforandringer nedefra er en umulighed uden en fri markedsøkonomi, og den må indse, at den lovpriste danske velfærdsmodel er en

væsentlig barriere mod at skabe et balanceret og menneskeværdigt samfund.

Venstrefløjens kapitulation

Venstrefløjens strategi er fortsat den, som socialisterne i vesten valgte, da de kapitulerede overfor kapitalismen og besluttede blot at få det bedst mulige ud af det kapitalistiske system.

Strategien blev da at køre på frihjul. En stiltiende accept af, at det kapitalistiske system skulle levere det produkt, der blev stillet krav til, samtidig med at man principielt lagde afstand til dette system, således at man kunne hævde, at alt, hvad der gik galt, var "samfundets skyld". Befolkningen var hermed passiviseret og kunne bekvemt lægge sig på sofaen, nyde den materielle overflod og vente på, at "samfundet" fik løst sine problemer.

Socialdemokraterne indså tidligt, at velfærdssamfundets eksistensgrundlag er kapitalismen, og accepterede en konsensuspolitik. Men partierne længere til venstre er blevet ved med at prøve at presse kapitalismen ud over dens bristepunkt. Det kan selvfølgelig være en rigtig strategi, hvis målet er det totale sammenbrud. Men hvad skal man bruge det til, hvis der ikke er et fundament, hvorpå man kan bygge noget nyt? Vil et ekstremistisk højre så ikke blive den sandsynlige sejrherre?

Frie markedskræfter er neutrale

Socialisterne påstand er, at de frie markedskræfter er kolde og kyniske. "Det er kun pengene, der tæller", "Ingen menneskelige hensyn". Herved retter socialisterne skytset mod budbringeren i stedet for mod afsenderen.

De frie markedskræfter er i sig selv værdineutrale. Deres resultater beror på værdinormer og sociale relationer i de samfund, de virker i. I et samfund, der er baseret på kapitalismens materielle værdier, fordeler de frie markedskræfter det materielle udbytte af det kapitalistiske produkt. Indgreb i denne fordeling skaber blot en masse bureaukrati og frustrationer, fordi indgreb i fordelingsmekanismen ikke ændrer på værdigrundlaget.

De frie markedskræfter giver - når de får lov at virke i fred - faktisk ofte problemer for kapitalen og magthaverne. De får imidlertid sjældent lov at virke i fred. Internationale handelsaftaler har ikke - som det ofte udlægges - til hensigt at sikre den frie handel. Disse aftaler handler mere om beskyttelse af patenter, varemærker, beskyttelse mod efterligninger, mod såkaldt "social dumping". mod "ensidige" miljøbeskyttelses-foranstaltninger o.s.v. Formålet er at sikre. at der ikke etableres lokale produktioner, der kan genere de multinationale virksomheders dominans af det internationale

marked.

Et oplagt eksempel på kapitalisternes forsøg på at dæmme op for de frie markedskræfter er EU's indre marked, som helt misvisende er blevet lanceret som

noget, der skulle kunne bane vejen for de frie markedskræfter. EU-konstruktionen går tværtimod ud på, at man med et hav af centralt fastsatte regler for varestandarder og produktionsmetoder kombineret med en offentlig støttet udbygning af infrastrukturen forsøger at holde små virksomheder ude og begrænse forbrugernes frie valg - alt sammen for at styrke stordriften og dermed kapitalens magtbase.

Et friskt hjemligt eksempel på, hvordan fri markedsøkonomi kan bryde magtmonopoler, er den succes, afsætning af økologiske produkter har haft på det se-

neste. Med en mere styret økonomi ville magteliten - d.v.s. storlandbrugene uanset om samfundet kalder sig kapitalistisk eller socialistisk - ikke have tilladt dette. Men gennem markedsmekanismen har forbrugerne kunnet vise, at de er villige til at betale en merpris for de varer, som små økologiske producenter udbyder på tværs af organisationsinteresserne. Og så må myndigheder og organisationer nødtvungent begynde at give efter.

Et andet hjemligt eksempel på, at den frie markedsøkonomi ikke altid passer kapitalisterne, er den aktuelle debat om grønne afgifter, hvor industriorganisationerne ihærdigt kæmper for noget, der ligner planøkonomiske løsninger, for at undgå en afgiftspolitik, hvor miljøet beskyttes ved, at miljøpåvirkninger indarbejdes i markedsmekanismen, d.v.s. en god liberal løsning. Man forstår kapitalisternes frygt for grønne afgifter. For mere end noget andet, er det industriens ret til - i modsætning til husholdningerne - uhæmmet at bruge af naturens ressourcer, der er grundlaget for kapitalismens

magtposition.

Den materialistiske kapitalismes triumftog skyldes ikke de frie markedskræfter. Disse kræfter har blot været med til at videreformidle det faktum, at materialismen har let spil i et samfund med et svagt og uklart værdigrundlag og med smuldrende sociale netværk. Og det er det - det svage værdigrundlag og manglen på selvstændige uafhængige sociale netværk - der er problemet.

For at løse problemet, er det ikke det frie marked, der skal bekæmpes, men kapitalens dominans af dette marked.

Velfærdssamfundet - den solidariske ansvarsløshed

Velfærdssystemet, som er skabt af socialister og kapitalister i skøn samdrægtighed, er helt og holdent afhængig af det kapitalistiske systems produktion. Velfærdssystemets ydelser kan kun fastholdes, hvis det kapitalistiske produktionsapparat beskyttes, så det stadig kan bidrage med det nødvendige output til finansiering af velfærden.

En af socialisternes store fortjenester i begyndelsen af dette århundrede var gennem den solidariske strategi at opbygge sociale netværk i den undertrykte arbejderklasse.

Det blev begyndelsen til velfærdssamfundet.

Men de "sejrede ad helvede til". Arbejderklassen blev til lønmodtagere, som nu udgør et solidt flertal af befolkningen. Og solidariteten består i dag i, at vi gennem skatten betaler aflad for at kunne fralægge os ansvaret for de nære omgivelser.

Hvorfor hjælpe andre, når det alligevel i sidste ende er samfundets pligt? Hvor stærkt er incitamentet til at tage ansvar for sine børn, familiens gamle og naboerne, når samfundet alligevel er parat til at træde til, hvis man svigter? Det er ikke mærkeligt, at velfærdssamfundet er kommet under pres. Det skyldes ikke, at det er økonomisk presset udefra. Det er det nemlig ikke. Det skyldes, at velfærdssamfundet i kraft af sin grundidé er dømt til at æde sig selv op indefra.

Konstruktionen hviler på en kunstig omfordeling af kapitalens produkt og er derfor konstant under pres fra markedskræfterne. Så længe der stadig er mennesker, som uden at blive betalt herfor tager sig af sine børn og gamle, vil presset mod velfærdssamfundet fortsætte.

Når alle skal være solidarisk med alle, får det karakter af ligegyldighed. Lokale modsætninger afløses af, at alle rejser krav mod "samfundet".

Solidariteten bliver til solidarisk ansvarsløshed.

Reel solidaritet forudsætter et overskueligt socialt netværk.

Opbygningen af velfærdssamfundet har ikke kun svækket det sociale netværk blandt arbejderne. Den har også svækket familien som socialt netværk, og den har svækket, hvad der måtte have været tilbage af landsbyfællesskab, sammenhold i boligområder m.m. Den har efterladt virksomhederne som de eneste bæredygtige sociale netværk og derved gjort fortsat produktion på et højt niveau til en nødvendighed, hvis man vil fastholde en social netværksdannelse, der omfatter hovedparten af befolkningen. Der er ingen naturlige netværk, der samler dem op, der udstødes fra arbejdsmarkedet.

Venstrefløjens opgave

Flere har været inde på, at venstrefløjens opgave må være at søge at erstatte fri markedsøkonomi med "samtale" og frie demokratiske beslutninger. Men overordnede demokratiske beslutninger kan ikke styre folks hverdag direkte. Beslutningerne må implementeres gennem økonomiske transaktioner. Herefter tager markedskræfterne over igen. Og er der ikke ændret på samfundets værdigrundlag og de sociale netværk - så styres samfundet tilbage til det, vi kender i dag.

Men markedskræfterne kunne måske i højere grad formidle sociale og økologiske hensyn - hvis man turde overlade valget til befolkningen. I dag er sociale og økologiske hensyn trukket ud af markedet og forvaltes af det offentlige, d.v.s. magthaverne. "Folkets frie valg" er begrænset til valget mellem de forskellige materielle forbrugsgoder og kommercielle serviceydelser.

Hvordan kan venstrefløjen ændre de grundliggende betingelser for samfundsudviklingen?

Primært må det dreje sig om at begrænse den statslige regulering, som først og fremmest gavner kapitalmagten, at sikre borgerne et uafhængigt eksistens-

grundlag, at indføre brugerbetaling stort set overalt - ikke mindst når det drejer sig om eksterne produktionsomkostninger - at flytte opgaver fra centralmagten ud til lokale sociale netværk samt at bidrage til et nyt værdigrundlag. Det er f.eks. oplagt, at venstrefløjen må tage et opgør med videnskabens og rationalitetens guder, inden disse guder får bortrationaliseret alt det levende.

Lise Drewes Nielsen og John Holten Andersen har i SALT 2/1995 præsenteret skitsen til en brugbar ny social og økologisk udviklingsmodel. Udviklingen er allerede i fuld gang med skovbørnehaver, selvhjælpsgrupper, sort arbejde og "loppemarkedskultur". Venstrefløjen må arbejde for, at denne udvikling understøttes - ikke ved afhængighedsskabende tilskudsordninger - men ved at arbejde for skattefrihed for lokale aktiviteter og ved at arbejde for at offentlige opgaver lægges ud til folket.

Hvis lokalsamfundene får lov at udnytte sine ressourcer, vil kapitalmagten og statsmagten miste sit greb om befolkningen. Men det kræver, at venstrefløjen kan andet og mere end at kalde til kamp mod den frie markedsøkonomi og for den parodi på et socialt netværk, som kaldes velfærdssamfundet.

Bringes også i Salt 3/95