Lykkepiller er som alkohol og narkotika

Jens Wamsler, pressesekretær for partiet "De Grønne"

Et forslag om at nedsætte statstilskuddet fra 75 til 50 pct. på Fontex - de såkaldte lykkepiller - har vakt en del debat den senere tid. Den almindelige mening synes at være, at man skal beholde et højt statstilskud og stole på lægers ekspertise til at afgøre, hvem der har brug for lykkepiller, og hvem der ikke har.

Hvorfra skulle læger have denne ekspertise?

Aktuelt kender jeg en ung kvinde, hvis mand pludselig døde. Hun blev deprimeret (Hvem ville ikke gøre det?) og fik ordineret lykkepiller, så hun hurtigere kunne "komme oven på igen". Var det den rigtige løsning? Og hvordan kunne lægen afgøre det?

Depressioner fremkaldes ikke bare af en tilfældig kemisk reaktion i hjernen, men af én eller flere begivenheder i ens tilværelse. Det er noget, man må igennem, og som man kun endeligt kommer over, når man har lært at leve sit liv med verdenen, som den ser ud. Det kan af og til tage tid. Tager man antidepressive midler, går det ikke hurtigere. Man udskyder blot den endelige indre afklaring af ens situation.

Det er lidt uhyggeligt at høre nogle argumentere for brug af lykkepiller med, at "så sparer man i sygedagpenge".

Drejer det hele sig ikke om, at vi har så travlt med at producere, at vi ikke har tid til at leve vort eget liv og støtte vore nærmeste? I stedet gives der støttemedicin, så alle kan være glade på overfladen. Det giver beskæftigelse og fortjeneste i medicinalindustrien, på apoteker og hos læger.

Ingen læger eller medicinske hjælpemidler kan i længden hjælpe én til at få styr på sit liv. Det kan kun én selv, evt. støttet af venner og familie.

Jeg kan godt forstå, at det i praksis kan være svært at modstå fristelsen til at anvende lykkepiller. Det svarer i princippet til at dulme sorgen med alkohol eller narkotika. Sådanne stoffer er ikke lægeordinerede, og der gives ikke statstilskud. Jeg har svært ved at se, hvorfor lykkepiller skal behandles anderledes end alkohol og narkotika.