Den grønne vej - Et politisk projekt - eller bare en bevægelse?

Af Jens Wamsler, p.t. passivt medlem af det politiske parti De Grønne, og aktivt medlem af lokalkredsen af Grønne Familier i Sorø

Det økologiske problem

Siden slutningen af 70'erne har man i den offentlige debat peget på nødvendigheden af en politik, der tager udgangspunkt i hensynet til den økologiske balance. De politiske partier har forsøgt at overgå hinanden i løfter om et bedre miljø. Der er vedtaget ambitiøse handlingsplaner og hensigtserklæringer.

De mere håndgribelige resultater af denne politiske indsats har været en kraftig vækst i det administrative og forskningsmæssige bureaukrati omkring miljøspørgsmål. Men ellers kører samfundet videre derudaf som i 60'erne. Trafikintensiteten stiger fortsat, stadig flere menneskelige funktioner automatiseres, naturens produkter afløses fortsat af kunstprodukter, og udpiningen af jorden fortsætter.

Formentlig i konsekvens af denne politiske afmagt har vi i de senere år oplevet, at udviklingen uden for den formelle politiske sfære har taget fart. Folk er begyndt at handle økologisk, at danne grønne familiegrupper, økologiske igangsættergrupper etc. De er blevet trætte af at vente på, at politikerne gør noget ved udviklingen. De er begyndt at handle selv.

Denne udvikling har skabt en vis frustration blandt os, der i årevis har arbejdet på at fremme miljøsagen politisk.

Hvorfor støtter alle disse velmenende mennesker ikke den politiske kamp i stedet for at bilde sig ind, at de kan tage sagen i egen hånd? Hvorfor vil de ikke indordne sig under demokratiets vilkår?

Har det været en misforståelse, når vi er mange, der har opfattet det økologiske problem som hovedsageligt værende et politisk problem? Naturligvis har visse politiske beslutninger betydning for den økologiske balance. F.eks. beslutningen om at bygge en Øresundsbro. Men politikerne kan kun beslutte, at der skal bygges cn Øresundsbro, de kan ikke beslutte. at vi skal køre på den. Alle de

beslutninger, der i det daglige har betydning for miljøet, træffes af almindelige mennesker. Enten direkte ved handling, eller indirekte ved forbrug af produkter, hvis fremstilling har haft betydning for miljøet.

Det demokratiske problem

En del af det økologiske problem kan tilskrives, hvad jeg vil betegne som det demokratiske problem: Det udvandede repræsentative demokrati, som vi har i dag, er karakteriseret ved, at vi sætter et

kryds på valgdagen og herefter fralægger os ethvert ansvar for de kollektive beslutninger. Det enkelte menneske handler ud fra individuelle interesser i forventning om, at samfundet på grundlag af det aflad, man betaler i form af skat - kan styre konsekvenserne. Retten til at producere og forbruge uden hensyn til det økologiske kredsløb er blevet et individuelt gode, medens ansvaret for den økologiske balance er overvæltet på samfundet.

Ved at insistere på en politisk løsning af det økologiske problem, sætter man politikerne på en umulig opgave.

Både det demokratiske og det økologiske problem hænger sammen med, at konsekvenserne af vore handlinger ikke holdes inden for overskuelige kredsløb. Et integreret industrisamfund som det danske er reelt ude af stand til at kontrollere sit økologiske kredsløb. Illusionen om, at det økologiske problem skal løses politisk, er skabt af en forestilling om, at vi lever på præmisser, som amfundet har skabt, og at vi ikke kan andet. Dette er et bekvemt selvbedrag, som fritager os fra at drage konsekvensen af vore holdninger i vor egen hverdag. Det økologiske problem løses ikke, medmindre et betydeligt antal mennesker vedkender sig, at de igennem deres konkrete handlinger har et medansvar for problemet og er villige til at drage konsekvensen heraf.

Hvad forhindrer os i at leve grønt?

Hvis vi hver især prøver at analysere, hvad der forhindrer os i at leve grønt, er de begrænsninger, de samfundsmæssige rammer sætter, ikke den første barriere, vi støder imod.

Den første barriere er vor egen dovenskab. Starter vi med at fokusere på vort forbrug, vil vi opdage, at vore muligheder er ganske store. Alene vort valg af forskellige varer i supermarkedet åbner muligheder, som de færreste af os udnytter fuldt ud. Og hvem siger, at vi skal være begrænset af udvalget i supermarkederne? Hvad forhindrer os i at opsøge økologiske brug i oplandet? Og er

der ikke tilstrækkeligt af sådanne, er der intet, der forhindrer os i at slutte os sammen og danne kundekredse, der kan skabe grundlag for nye økologiske brug. Vi er ikke "henvist til" at handle i

supermarkeder. Vi gør det, fordi vi er for dovne til at organisere os på anden måde.

Den næste barriere, vi støder på, når vi ser på, hvad der forhindrer os i at leve grønt, er vor spildte ungdom. Vi har brugt vore intellektuelle ressourcer på uddannelse og oplæring til et specialiseret

job i stedet for til at sikre os elementær viden om, hvordan man skaffer sig basale fornødenheder, som fødevarer, klæder og tag over hovedet. Hertil kommer, at de fleste af os har fået købt hus, bil og andre forbrugsgoder for lånte penge og derved fået begrænset vort "økologiske råderum" til et minimum.

Vi er ikke født til rollen som forbrugere af stort set alt.

Vi har reduceret os selv at spille denne begrænsede rolle.

Hvis vi selv ville dyrke grønsager og holde et par husdyr, kunne vi begrænse vor rolle som forbrugere af fødevarer.

Hvis vi selv ville bruge mere tid på vore børn, kunne vi begrænse vor rolle som forbrugere af daginstitutioner og skoler. Og hvis vi selv ville bruge mere tid på kreative udfoldelser, kunne vi reducere vor rolle som forbrugere af underholdningsindustriens produkter.

Uanset de mange dumheder, mange af os har begået i vor ungdom, er det min påstand, at de fleste af os i dag har uudnyttede muligheder for - evt. i samarbejdc med andre at finde alternativer til vor rolle som passive forbrugere i stort set alle sammenhænge.

Folk har mange indvendinger, når man gør opmærksomhed på, at de kan leve mere grønt, end de gør.

Den første indvending vil typisk være de økonomiske begrænsninger, d.v.s. at man ikke har "råd til at være økologisk".

At man ikke "har råd til" noget, betyder blot, at man har valgt at prioritere anderledes. Ser man på forbruget af biler, video, udlandsrejser og overflødigt boligareal m.m., har de fleste af os ganske gode muligheder for ved afvikling af moderne bekvemmelighedsgoder at skabe "økonomisk råderum" for en grøn levevis.

En anden indvending mod grøn levevis er, at incitamentet til at handle grønt modarbejdes af skattesystemet, som favoriserer materielt og energitungt forbrug fremfor menneskelig arbejdskraft. Det er korrekt, at skattesystemet virker sådan. Men er det nødvendigt, at vi i alle forhold, skal have staten til at prioritere for os? Naturligvis kan man producere billigere, når man undlader at tage hensyn til miljøet. Det er op til befolkningen at afgøre, om der skal betales en merpris for et godt miljø - hvad enten denne beslutning træffes kollektivt af staten eller individuelt af den enkelte forbruger.

En tredje indvending mod grøn levevis er, at effekten af vore individuelle handlinger er ubetydelige. Hvis et stort flertal fortsat handler uøkologisk, hjælper det alligevel ikke.

Så giver vi affald på materielle goder til ingen nytte.

Denne indvending holder ikke, hvis ens udgangspunkt er en økologisk grundholdning. I så fald "ofrer" man ikke materielle goder. Så har man det godt med at handle ud fra et overordnet økologiske hensyn i stedet for ud fra ensidige materielle hensyn. Der er dog det rigtige i denne tredje indvending, at effekten af at handle økologisk er begrænset, hvis man herved isolerer sig fra omverdenen. Den mest virkningsfulde effekt af at handle økologisk fås, når de individuelle handlinger får karakter af en bevægelse.

Politik eller handling

Personligt er jeg overbevist om, at vi, der i 80'erne har koncentreret vore kræfter om at få gang i en grøn politisk bevægelse, er startet det forkerte sted. Vi har ligget under for illusionen om, at det,

at handle rigtigt, er noget, der skal besluttes demokratisk, og ikke noget, vi bare kan gøre.

Demokratiet forhindrer ikke et mindretal i at handle økologisk, hvis det ønsker det. Og hvordan kan vi, der prioriterer økologi fremfor materielt forbrug, være troværdige, hvis vi foretrækker at køre med i det materielle ræs, så længe der ikke er flertal for at være økologiske. Herved tilkendegiver vi, at vi i virkeligheden foretrækker det materielle forbrug, og at vores snak om økologi alene er teoretisk tankespind.

Hvad er det egentligt, vi har arbejdet på at få gennemført politisk? Der er f.eks. forbud, afgifter, tilskud, stop for bro- og vejprojekter og en holdningsbearbejdelse, der tjener vore mål. Sammenfattende kan man sige, at vi har arbejdet for at påtvinge ikke-økologisk sindede mennesker en mere økologisk opførsel, og for, at den ikke-økologiske del af samfundet skal give tilskud til os, der ønsker at være mere økologiske.

Når vi ikke rigtigt er kommet ud af stedet, hænger der sammen med, at det ikke-økologiske flertal i befolkningen af let forståelige grunde ikke har været begejstrede for at skulle betale regningen for vore ambitioner om at leve økologisk.

Hvad, vi ikke har interesseret os noget særligt for politisk, er retten til at vælge at leve økologisk. Hvis vi ser på, hvad vi kan gøre, hvis vi blot udnytter de muligheder, vi allerede har, må vi erkende, at vi har brugt mange kræfter på et håbløst politisk projekt, hvor vi kunne have fået langt mere effekt ved at bruge disse kræfter til at fremme det økologiske i vor egen hverdag.

De traditionelle partier og den økologiske bevægelse

Er der da slet ikke behov for et politisk parti, der arbejder for et økologisk samfund? Kan vi nøjes med de rammer, som de eksisterende partier udstikker, og arbejde for retten til at leve økologisk inden for disse rammer?

De eksisterende partier er - selv om de for fleres vedkommende er startet på et ideologisk grundlag - endt som rene interessegruppepartier. Det er åbenbart demokratiets vilkår.

Spørgsmålet er så, om der er tilstrækkeligt sammenfald mellem de økologisk interesserede og et eller flere af de eksisterende partiers interessegrupper?

Det mest nærliggende ville være de partier på venstrefløjen, som prioriterer miljøspørgsmål højt, dvs. Enhedslisten, SF og til dels Socialdemokratiet. Disse partiers bagland er arbejdere, dele af

fagbevægelsen, en del offentligt ansatte, intellektuelle og studerende. Det er grupper, som for at få tilgodeset deres interesser har en fælles interesse i en stærk statsmagt til at omfordele midler fra

det private erhvervsliv. Deres interesse for økologien er at gøre den til et offentligt anliggende. Den økologiske bevægelses interesse er små autonome lokalsamfund. Reelt autonomi opnås ikke uden en væsentlig svækkelse af statsmagten. Den socialistiske tradition for en stærk centralmagt og den socialistiske infiltration i det bureaukrati, der er opbygget omkring statsmagten, må - så vidt jeg kan vurdere - uundgåeligt før eller senere komme i konflikt med den økologiske bevægelses interesse for reel selvforvaltning.

Hvad så med de borgerlige partier? Giver Venstres liberalisme ikke et godt rum for den økologiske bevægelse? Venstre er i den senere tid blevet beskyldt for at være for ideologiske. En helt urimelig beskyldning. Hvis den var rimelig, ville Venstre være et for økologer interessant parti. Men Venstre arbejder ikke for det enkelte menneskes frihed. De arbejder for at deres bagland, landbruget, erhvervslivet og det etablerede bedre borgerskab, skal have frihed til at tjene deres egne interesser uden at betale for de omkostninger, som de herved påfører det øvrige samfund. Og den frihed kommer uundgåeligt i konflikt med den frihed, som den økologiske bevægelse ønsker sig.

De Konservatives hægen om traditionelle værdier kan virke tillokkende for økologer. Men de "traditionelle værdier" er her det konservatives baglands - dvs. industrien, finansverdenens og det bedre borgerskabs - værdier. Og de er p.t. ikke udprægede økologiske.

Tilbage er så De Radikale. Baglandet er her en broget samling humanister, hvis fælles interesse er at redde verdenen, blot det sker uden for store indgreb i deres egen hverdag. Denne kombination af et højt ambitionsniveau og "der skal jo regeres" -holdningen, gør De Radikale til en dårlig allieret for dem, der vil skabe rum for forandringer. Det kunne være interessant at vide, hvad De radikale tror, der ville ske, hvis der i nogle år ikke blev regeret?

Konklusioner

Min umiddelbare konklusion er, at den økologiske bevægelse har brug for sit eget politiske parti. Men hvad skal dette parti så arbejde for? For at besvare dette spørgsmål, må vi først finde ud af, hvad den økologiske bevægelse egentlig er.

Jeg betragter den økologiske bevægelse, som mennesker, der i praksis tilstræber en økologisk levevis, og ikke de, som blot arbejder på at øve politisk pression for at nå et bedre miljø. Jeg vil i konsekvens heraf ikke medregne organisationer som f.eks. NOAH, Greenpeace og Naturfredningsforeningen, hvis aktiviteter jeg har stor respekt for, men som jeg vil betegne som lobbyistvirksomhed. det er ikke konkret som handling.

De organisationer jeg vil medregne under den økologiske bevægelse, er organisationer som Landsforeningen for økologisk jordbrug, Foreningen for Praktisk Økologi, Økologiske Igangsættere og Grønne Familier. Taler vi mere bredt om den grønne bevægelse, vil jeg endvidere medtage foreninger som Forældre og Fødsel, Galebevægelsen og måske også diverse patientforeninger, selvhjælpsgrupper og grupperinger omkring det alternative behandlersystem. (Er der en forskel mellem det økologiske og det grønne, må den ligge i, at det grønne klart omfatter en udlægning af ansvaret på det sociale og sundhedsmæssige område, medens jeg er i tvivl om, økologien kan siges at omfatte dette område).

Problemet med den økologiske/grønne bevægelse, som jeg her har afgrænset den, er, at den ikke er særlig stor, at den ikke er særligt sammenhængende, og at den ikke har nogen samlet forestilling

om, hvilke politiske tiltag, den har brug for. Hertil kommer at ægte økologer ikke rigtig har tid til at interessere sig for politik.

Min videre konklusion er derfor, at tiden ikke er moden for, at bevægelsen kan slå igennem som en politisk faktor. Den må først vokse sig større og gøre sig sine politiske målsætninger klarere. Den

skal finde ud af, hvor langt den kan nå inden for de nuværende rammer, før den kan begynde at stille politiske krav til ændringer af de rammer, den har at virke indenfor.

Når bevægelsen når så langt, er det min vurdering, at dens politiske krav vil gå i en noget anden retning end dem, vi ser miljøforkæmpere arbejde for i dag. Bevægelsen vil til den tid ikke så meget

spørge, hvad staten kan gøre for at fremme dens mål, men mere hvad staten kan gøre for ikke at stå i vejen for dens arbejde for at nå sine mål.

Er det kun staten, der kan stå i vejen for den økologiske bevægelse? Hvad med de multinationale selskaber? De multinationale selskaber vil miste en stor del af deres magtbase, efterhånden som den økologiske bevægelse vinder frem, og antallet af "passive" forbrugere svinder ind. Men naturligvis vil en del af den økologiske bevægelses politiske krav blive, at privilegier, som multinationale selskaber har fået tildelt, afvikles.

Den væsentligste hindring for en økologisk udvikling er hverken kapitalen eller politikerne. Det er befolkningen. Det var den negative udlægning af situationen. Den positive udlægning lyder sådan: Den væsentligste hindring for en økologisk udvikling er det demokratiske dilemma: Nemlig at befolkningen tror, at den kan fralægge sig ansvaret for udviklingen, fordi den har valgt nogle politikere hertil. Men ansvaret er og bliver befolkningens. Hvis den har valgt nogle politikere, der ikke magter opgaven, har den to muligheder: At vælge nogle andre politikere eller selv at foretage sig det fornødne. Demokratiet giver ikke nogen ret til at fralægge sig ansvaret. Det ansvar, man ikke kan få overordnede myndigheder til at påtage sig, må man selv stå ved.