Til rådighed - for hvad?

Af Jens Wamsler

Det civiliserede samfund kræver disciplin

At være borger i et civiliseret samfund forudsætter, at man accepterer en udbredt arbejdsdeling, at man disciplinerer sig af hensyn til helheden, og at man ikke foretager sig lige, hvad man har lyst til.

Retten til bare at leve som samlere og lavere jægere eksistere ikke i et civiliseret samfund. Man kan ikke dyrke jord, samle bær og frugter og jage dyr, som man har lyst til. Man kan ikke fælde skovens træer uden tilladelse, og man kan ikke drive handel uden næringsbrev.

Jo mere specialiseret samfundet er, jo mere udtalt bliver kravet om, at man disciplinerer sig og kun udfører arbejde inden for de rammer, der er fastlagt af samfundet.

I visse tilfælde yder det moderne samfund nogle borgere penge for at undlade at foretage sig bestemte ting. Landmænd har fået penge for at nedsætte deres mælkeproduktion, og fiskere har fået penge for at lægge deres både op. Men hvorfor kun dem? Hvorfor skal vi, der aldrig har malket køer eller fisket, ikke have noget for at lade være med at begynde på det? Forholdet mellem samfundet og den enkelte kan ikke bare reduceres til et uspecificeret krav om, at man skal yde for at kunne nyde. Samfundet lægger faktisk - af hensyn til almenvellet, som det hedder - ganske mange bånd på, hvad den enkelte må yde.

Ikke desto mindre bygger det eksisterende system af overførselsindkomster på enhver arbejdsduelig borgers pligt til at forsørge sig selv. Har en borger ikke aktuelt mulighed herfor, skal pågældende i det mindste demonstrere sin gode vilje ved at stå til rådighed for et tilbud, der kan føre til selvforsørgelse.

Jeg vil i det følgende se lidt nærmere på, hvad der ligger i begrebet "selvforsørgelse ", og hvad det er, at man skal "stå til rådighed for".

Er vi et samfund af selvforsørgende individer?

Kravet om, at man skal bestræbe sig på at være selvforsørgende, d.v.s. at kunne forsørge sig selv og sin familie, er god gammel bondemoral, som i sig selv forekommer sund. Man skal ikke ligge samfundet unødigt til byrde. Man skal kunne svare enhver sit.

I de gamle bondesamfund forekom det formentlig indlysende, hvad det ville sige at være selvforsørgende. Men hvad vil det sige at være selvforsørgende i et moderne specialiseret industrisamfund? Hvem er reelt selvforsørgende i dagens Danmark?

Knap en million mennesker er på overførselsindkomster, og omtrent lige så mange er ansat og lønnet af det offentlige. Hertil kommer, at en stor del af den såkaldte private sektor har sit eksistensgrundlag som leverandører til den offentlige sektor. Ser vi videre på den "rigtige" private sektor, er de fleste virksomheder i et eller andet omfang afhængige af enten offentlige tilskud eller offentlig beskyttelse af deres territorier i form af patenter, licenser eller andre reguleringer. De private virksomheder er også afhængige af den infrastruktur, som det offentlige har udbygget - og af, at deres ansatte har været igennem offentligt finansierede uddannelser, at de kan sende deres børn i offentlig støttede dagpasningsforanstaltninger, og at de køre til arbejde på de offentligt finansierede veje.

Kort sagt: Vi er alle afhængige af hinanden i det moderne velfærdssamfund - bortset fra en lille gruppe af posedamer, plattenslagere, prostituerede og narkomaner, som er sat uden for, og som er de eneste reelt selvforsørgende i Danmark. Jeg kan ikke tilslutte mig den opfattelse, at samfundet består af et flertal som klarer sig selv, og som herudover må forsørge et mindretal, der ikke kan klare sig selv. Vi er alle afhængige af hinanden. Nogle har blot det privilegium frem for andre, at de har fået sat sig på en af de indkomstgivende funktioner. Spørgsmålet er så, hvad vi stiller op med dem, der ikke har dette privilegium?

Man kunne gøre adgangen til de indkomstgivende funktioner lettere. Det ville imidlertid betyde, at det flertal, der sidder på privilegierne, blev mindre privilegeret, og det er de ikke interesseret i. Man kunne i stedet give de uprivilegerede en sum penge og så lade dem være i fred. Risikoen herved ville være, at de uprivilegerede kunne finde på at organisere sig og gøre sig mindre afhængige af de privilegerede. Det ville så igen betyde, at de privilegerede blev mindre privilegerede.

Så det er de privilegerede heller ikke interesserede i.

Den bekvemme løsning for de privilegerede er at fastholde en vis skyldfølelse hos de uprivilegerede. Bevares - de skal have deres forsørgelsesgrundlag. Men de må ikke glemme, at de bliver forsørget af de privilegerede, og de skal bevare en illusion om, at de en dag selv kan få adgang til privilegierne.

Eller er vi slaver af vækstsamfundet?

Det moderne samfund tillader ikke, at man blot går ud i naturen og skaffer sig føde.

På den anden side får man som udgangspunkt ikke noget af samfundet, hvis man ikke er indstillet på at arbejde. Minimumskravet er, at man skal stille sin arbejdskraft "til rådighed".

Men hvad er det, man skal stille sig til rådighed for?

Der kunne være en vis rimelighed i, hvis man - for at blive forsørget af det offentlige - skulle stille sig til rådighed for at udføre visse former for samfundsnyttigt arbejde, der ellers ikke ville blive udført. Det er imidlertid ikke det, der ligger i rådighedsbegrebet i lovgivningen i dag. Hovedsigtet er, at man skal stå til rådighed for det private arbejdsmarked. Man skal altså stå fil rådighed for et hvilket som helst arbejde, som andre finder ud af, at der kan tjenes penge på.

Der synes indtil nu at have været en generel accept af dette. Det hænger formentlig sammen med, at vækstsamfundet er blevet opfattet som et fællesprojekt, som alle måtte være interesseret i at medvirke til. Den eneste grund til, at nogle kunne vægre sig ved at arbejde, måtte være dovenskab.

Efter min opfattelse er der imidlertid flere forhold, der gør rådighedskravet til et mere kompliceret spørgsmål end blot det, at være doven eller ikke være doven.

Rådighed og selvværd

Ét forhold, der komplicerer rådighedskravet, er, at arbejde i et samfund med svage lokale sociale strukturer i høj grad har noget med identitet og socialt tilhørsforhold at gøre.

Det er utroligt, hvad folk, der er i arbejde, finder sig i for at beholde deres arbejde. De skal fastholde en identitet og et socialt netværk, de har fået i kraft af deres arbejde. Og det er på den anden side utroligt, hvad de, der ikke er i arbejde, kan finde af undskyldninger, når de bliver tilbudt et arbejde. For de skal mange gange bryde med den identitet og det netværk, som de har opbygget for at bevare deres selvværdsfølelse som arbejdsløse. Systemets reaktion herpå er, at man må stramme rådighedsreglerne - for de arbejdsløse gider åbenbart ikke arbejde. En reaktion, der bygger på manglende forståelse for den nære sammenhæng mellem arbejde, identitet og socialt netværk. En sammenhæng, man ikke bør overse, når man vurderer rådighedskravet.

Rådighed og moral

Et andet forhold, der i dag komplicerer rådighedskravet, er, at det vækstsamfund, man skal stå til rådighed for, ikke længere er et indiskutabelt fællesprojekt. Miljøproblemer og etiske spørgsmål er kommet på dagsordenen, og det betyder, at der for flere mennesker kan være et moralsk problem forbundet med at tage i mod visse typer af arbejde.

For 20-25 år siden var det tilladt at tale om meningsfyldt arbejde. Det er det ikke mere. Og det hænger måske sammen med, at nogle dengang opfattede meningsfyldt arbejde, som et arbejde, man havde fornøjelse af. Det er en for snæver definition.

Man kan ikke altid forlange, at et arbejde er behageligt, spændende eller udviklende. Men er det så urimeligt at forlange, at man blot kan se et minimum af formål med det, man arbejder med? Jeg vil mene tværtimod. Jeg mener, det er umoralsk at tage mod et arbejde blot for pengenes skyld. Det må være legitimt at forholde sig til det, man skal medvirke i.

En arbejdsløs kan i dag nægte at medvirke til at fremstille krigsmateriel, men skal i princippet stå til rådighed for alt andet. Efterhånden som vækstræset antager mere og mere groteske former, udvides grænserne for, hvad de arbejdsløse skal stå til rådighed for. Det er formentlig ikke alle arbejdsløse, der finder det moralsk rigtigt, at fremstille gensplejsede roer, at markedsføre Fontex-pillen, at fremstille kemiske sprøjtegifte, at opdrætte forsøgsdyr, at rive huse ned for at give plads til Øresundsforbindelsen eller at distribuere franske vine?

Rådighed og helbred

Et tredje forhold, der komplicerer rådighedskravet, er, at langsigtede helbredsmæssige hensyn ikke begrænser rådighedspligten. Nogle job er i dag lagt an på, at man slider sig selv op i løbet af 20 år. Herefter giver det offentlige med glæde gratis lægebehandling, hjælpemidler og førtidspension. Men hvis man siger nej tak til nedslidende arbejde og sparer det offentlige for udgifter til den efterfølgende behandling, så bliver der lukket for kassen.

At stå til rådighed for arbejdsmarkedet indebærer altså mere end blot det at være villig til at udføre et stykke arbejde. Det indebærer også en pligt til at arbejde for at opretholde det samfundssystem, som formes på det arbejdsmarked, man skal stå til rådighed for. For tiden er det vækstsamfundet i alle dets afskygninger, herunder de skader som nogle måtte mene, at dette system påfører det nære miljø, menneskene og det globale økosystem.

Slip de ledige løs

At tale om, at nogen "klarer sig selv" i det industrialiserede samfund er meningsløst. Vi har alle gjort os dybt afhængige af hinanden. Vi kan vælge at arbejde på systemets præmisser, men vi kan i realiteten ikke vælge at lade være.

Dette blev ikke opfattet som noget problem, så længe der var bred opbakning i befolkningen bag vækstsamfundet. Men når nogle begynder at stille spørgsmålstegn ved forskellige aspekter af velfærdssamfundet, afsløres det, at den frihed for det enkelte menneske, som ofte fremhæves som en af de grundliggende værdier i de vestlige demokratier, i virkeligheden blot er friheden til at leve på vækstsamfundets præmisser.

Vil man tilstræbe en frihed, der også omfatter friheden til at forholde sig kritisk til vækstsamfundets værdier, må man revurdere rådighedskravet i forbindelse med retten til at modtage offentlige

ydelser.

Så skal folk have lov til at sige fra for de ting, som de ikke holdningsmæssigt kan bakke op om. Men de skal på den anden side være indstillet på at betale prisen for at sige fra.

Går man ind for respekt for miljøet og for at kunne stå af vækstræset, kan man ikke samtidig fortsat kræve ret til ydelser på et niveau, der er betinget af en fortsat industriel udvikling, som belaster miljøet.

Forpligtiger vi det offentlige til at finansiere en gavmild dagpengeordning, forpligter vi også det offentlige til at arbejde for at opretholde vækstsamfundet.

Skal vi frigøres af slaveriet, må vi frasige os kravet om, at samfundet skal sikre, at vi kan leve på et højt materielt niveau. Det kunne f.eks. være ved at erstatte dagpenge på et højt niveau med en ubetinget grundydelse på et beskedent niveau. Så kunne de, der ønsker at fortsætte i vækstræset - med de materielle goder, den ufrihed og de menneskelige omkostninger, det indebærer - lave en dagpengeforsikringsordning, som de selv finansierer.

Spørgsmålet er imidlertid, om de privilegerede tør slippe de ledige løs?

Den ivrighed og tilsyneladende brede enighed, som politikerne for tiden lægger for dagen, når det drejer sig om at stramme rådighedsforpligtigelsen og fremme aktiveringen, tyder ikke på, at det er

tilfældet.

Så længe de arbejdsløse fortrinsvis bestod af ufaglærte og ressourcesvage, havde man ikke så travlt med aktivering. Men når der kommer flere uddannede og ressourcestærke unge til, begynder de privilegerede åbenbart at føle sig truet. Hvad kunne de ledige ikke finde på, hvis man lod dem være i fred?

Frygten for orlovsordningerne har måske også noget med en frygt for at slippe ustyrlige kræfter løs at gøre. Det er i hvert fald vanskeligt at forstå de økonomiske og beskæftigelsespolitiske begrundelser for, at de privilegerede pludselig har fået kolde fødder ved at se, hvor populære orlovsordningerne er blevet.