Den solidariske forbruger

Af Jens Wamsler

Bodil Wulff har i sit indlæg "Den politiske forbruger igen" i GD 4/96 nogle overvejelser, som jeg vil kommentere.

Jeg kender udmærket den frustration man føler, når man i biler samles til møde i Grønne Familier for at diskutere, hvad man kan spare ved ikke at lade vandet løbe - vel vidende, at de par dråber reelt ikke betyder noget i forhold til de enorme mængder vand, der bruges i produktionen. For ikke at tale om frustrationen ved at vade rundt i et supermarked med sin indkøbsvogn og studere uforståelige varedeklarationer og konstatere mangelfulde oplysninger om varernes oprindelsessted.

På den anden side finder jeg det ganske lærerigt, fordi det giver en udmærket illustration af, hvilken håbløs opgave vi sætter politikerne på ved at forlange, at de skal løse opgaven for os. Vejen mod et grønt samfund er lang og trang. Den kræver at vi vender fuldstændig op og ned på vor hverdag, og det kan vi ikke gøre fra den ene dag til den anden. Når man skal begive sig ud på en lang og trang vej, er det imidlertid rart at vide. hvor man skal starte. Jeg føler cn vis tilfredsstillelse ved at være nået til en erkendelse heraf efter i flere år ikke at være kommet ud af stedet. Nu kan jeg da se lidt lys forude.

Og så lidt om det med solidariteten:

Jeg tror, jeg er vokset op på nogenlunde samme tid som Bodil, Jeg har været fascineret af at se film og læse beretninger om arbejdernes solidariske kampe i begyndelsen af århundrede og har selv

været med i strejker. Så sent som i 1985 oplevede jeg den sære smukke følelse af solidaritet, der er herved. For rigtig at nyde solidaritetsfølelsen måtte jeg dog abstrahere lidt fra, hvad vi strejkede for - nemlig mere i løn til os offentlig ansatte, selv om vi havde det væsentlig bedre end de arbejdsløse, bistandsklienter og pensionister, hvis interesser vi var ansat til at varetage - for slet ikke at tale om befolkningerne i det meste af resten af verdenen.

På en eller anden måde forekom det mig, at der var noget falskt ved den solidaritet, vi erklærede hinanden i 70'erne. Det var en solidaritet mellem os rimeligt godt stillede lønmodtagere. Men hvor

solidariske var vi med de svage?

En ægte solidaritet, der omfatter de svage i samfundet, forudsætter en mere direkte afhængighed af hinanden, end vi kender til i velfærdssamfundet. Vor store fejl ved opbygningen af velfærdssamfundet var, at vi troede, at solidariteten kunne overlades til staten. Staten kan udbetale overførselsindkomster og finansiere behandlingsinstitutioner. Den kan gøre de svage til klienter. men den kan ikke integrere dem i et fællesskab. Hertil kræves en mere jordnær solidaritet. Det er i mangel af denne jordnære solidaritet, at vi ser stadig flere, som udstødes af velfærdssamfundet, der for mig at se mere er kendetegnet ved solidariske ansvarsløshed end ved ansvarlig solidaritet.

Politik i velfærdssamfundet er blevet til en vekslen mellem kamp og kompromisser mellem forskellige interessegrupper, som i et vist omfang er indbyrdes solidariske, men som ikke er særlig solidariske med de svage eller med den øvrige verden. Det ansvar har man meget bekvemt overladt til staten.

En ny solidaritet kan kun opstå, hvis vi i stedet for at være solidariske med vore arbejdskollegaer og fagfæller handler solidarisk i forhold til vore principper og organisere os i overensstemmelse hermed.

Den politiske forbruger kan ikke udrette meget alene. Men i forening udgør de politiske forbrugere et enormt potentiale. Specielt hvis de kan organisere et direkte samarbejde med producenter og herved frigøre sig fra de myndigheder, som jeg ikke kan se, hvordan skal kunne frigøre sig fra traditionelle producentinteresser, hvis ikke der foregår en sådan organisering fra neden.

Min drøm er, at tiden før eller senere bliver moden til, at sådanne forbrugerorganisationer også begynder at blande sig i sociale og sundhedsmæssige anliggender. I så fald kan jeg se spiren til en ny solidaritet nedefra. Derimod tror jeg, at jo mere vi står fast på velfærdssamfundets grundprincipper, jo mere vil vi udhule solidariteten. Et upersonligt monstrum som en stat kan ikke overlades mere solidaritet, end den allerede er overladt. Vil vi videre, må befolkningen involvere sig mere direkte i begivenhederne.