Et grønt syn på staten

Af Jens Wamsler

Statsmagten - et nødvendigt onde?

Den grønne bevægelse bryder sig ikke om statsmagten.

Nu skal man være forsigtig med at udtale sig om, hvad den grønne bevægelse bryder sig om og ikke bryder sig om. Grønne partier og bevægelser er i de seneste 10-15 år vokset frem uafængigt af hinanden, og selv om der har været visse forsøg på at koordinere nogle synspunkter, kan man ikke tale om "den grønne bevægelse" som en klart afgrænset enhed med et fælles program. Man kan derfor heller ikke tale om den grønne bevægelses på dette og hint. I konsekvens heraf har jeg ikke villet give dette indlæg overskriften "Det grønne syn på staten". De synspunkter på staten, som jeg fremsætter her, og som jeg personligt finder må være en naturlig konsekvens af det grønne grundsyn, deles ikke af alle, der kalder sig grønne.

Trods dette forbehold for manglende entydighed i, hvad den grønne bevægelse står for, tør jeg alligevel godt stå ved min indledende påstand: At grønne ikke bryder sig om statsmagt. Stort set alle grønne programerklæringer hylder små selvforsynende lokalsamfund og tager afstand fra det bureaukrati og den centralisering og umyndiggørelse, der er forbundet med en stærk statsmagt.

Dilemmaet for de grønne bevægelser er, at når de skal til at konkretisere deres politik, kommer de uvægerlig til at formulere krav, som ikke umiddelbart lader sig gennemføre uden en stærk statsmagt. Grønne bevægelser kan typisk stille krav som: Effektiv kontrol med udledninger i luft, vand og jord, levnedsmidler skal leve op til høje normer, undervisningen i skolerne skal radikalt omlægges, der skal ske en omfordeling af indkomsterne, og det sociale sikkerhedsnet skal udbygges, helst med en borgerløn. For at gennemtrumfe sådanne krav er det bekvemt at have et apparat, der kan sætte magt bag. Men hvordan gøre dette uden det bureaukrati og den centralisering, som man også vil af med?

Det samme dilemma kendes hos socialister. Den utopiske socialisme ønskede ikke en stærk statsmagt, men den praktiske socialisme opstillede krav, som kun lod sig realisere gennem en stærk statsmagt.

Nationalstaten - Industrialismens fødselshjælper

De Grønne tror som socialisterne dybest set på, at menneskene uden indblanding af højere magter kan realisere nogle idealer - hvis de fik lov. Men problemet er, at der er noget/nogle, der har skudt sig ind mellem menneskene og idealerne. Dette noget/nogle er det, socialisterne kalder kapitalen. Som grøn foretrækker jeg at kalde det industrialismen, fordi jeg mener, at det er selve organiseringen af et masseproducerende samfund - uanset hvem der styrer det - der står i vejen for realisering af de grønne idealer. Industrialismens organisationsform skaber for stor afstand mellem den enkeltes handlinger og konsekvenser heraf. Ansvarsfordelingen bliver uklar. Industrialismen principper styrer ikke alene den materielle varefremstilling, men også servicesektoren, informationssektoren og det offentliges velfærdsydelser.

Det er i håbet om at etablere en modmagt mod kapitalismen/industrialismen/, at folket - repræsenteret ved socialister og grønne - i praksis ofte kommer til at stå som forsvarere for en stærk statsmagt, selv om en stærk statsmagt ikke er disse bevægelsers egentlige mål. Som verden har set ud i mange år, har det været statsmagten som organisation, der har været kamppladsen. I de nationale parlamenter har man haft mulighed for at vedtage omfordelinger af de indkomster, der skabes i industrien, at sætte rammer for arbejdsforhold, social sikring og omsorg og i et vist omfang regulere industriens materielle samspil med omgivelserne.

Og hvorfor har de nationale parlamenter så fået denne rolle? Nationalstatens opståen som betydende faktor for det enkelte menneskes hverdag falder nogenlunde sammen med industrialismens gennembrud. Den fremvoksende industri havde brug for en stærk statsmagt for at sikre sine markeder både indadtil og udadtil, for at få opbygget en infrastruktur, der gjorde det muligt at udnytte masseproduktionens muligheder, og for under en etableringsfase at beskytte sig mod generende konkurrence udefra, Det er min påstand, at det er industrialismen, der har skabt nationalstaterne i den form, vi har kendt dem i de sidste hundrede til tohundrede år. Før den tid var nationalstaternes funktioner stort set begrænsede til at beskytte borgerne mod fremmede magter og skaffe fyrsterne rigdom og prestige, men uden nogen markant indflydelse på de sociale forhold og på produktionsforholdene, hvis disse ikke direkte havde betydning for fyrsternes indtægter.

Hvem vil bevare nationalstaterne?

Når nationalstaternes betydning i dag er aftagende, hænger det sammen med, at de i den vestlige verden har gjort deres arbejde som fødselshjælpere for industrialismen færdigt.

Efter industrialismen har trådt sine barnesko under nationalstaternes beskyttende vinger, har den nu vokset sig stærk nok til at klare sig uden. De store industrivirksomheders marked - både på udbuds- og efterspørgselssiden har bredt sig ud over de grænser, som nationalstaterne tidligere repræsenterede. Det er det, man kalder internationalisering.

Internationaliseringen har bragt den politiske opposition i de industrialiserede lande i panik. For det står nu klarere end nogen sinde, at nationalstaten kun har været noget i kraft af den industri, som den var en paraplyorganisation for, og at nationalstaten alene har kunnet løse sociale, miljømæssige og kulturelle opgaver på industriens nåde. Stiller den politiske opposition i dag krav til staten, som dennes sponsor, industrien, ikke vil honorere, flytter industrien blot til et andet land.

Under internationaliseringsprocessen oplever man det paradoksale, at nationalstaternes tidligere herskende klasse, borgerskabet, er dem der har mest travlt med at få afviklet nationalstaten, medens de, der altid har været i opposition til nationalstaten, socialisterne, De Grønne og højreekstremisterne i en uhellig alliance kæmper imod internationaliseringen og for bevarelse af nationalstaten. Når socialister og grønne kæmper for nationalstatens bevarelse, er det ikke så meget fordi, de elsker Gud, konge og fædreland, men mere fordi, de har brug for et styringsredskab for at få realiseret deres politiske krav.

Gør man resultatet op, er der faktisk ikke rigtigt nogle, der inderst inde er for nationalstatens bevarelse - måske bortset fra visse højreekstremistiske grupper. Industrien har ikke længere brug for nationalstaten. For den virker den nu mere som en omkostningskrævende hæmsko end som en støtte. Og socialister og grønne har faktisk aldrig ønsket sig en nationalstat. De har blot nødtvungent accepteret, at det var i dette regi, kampen måtte kæmpes. Så en ting tror jeg, man kan være nogenlunde sikker på: At nationalstaterne, som vi har kendt dem i det meste af dette århundrede, vil miste deres betydning.

Spørgsmålet bliver så, hvad man skal sætte i stedet for?

Det socialistiske og grønne dilemma

Det socialistiske dilemma illustreres glimrende ved en gennemlæsning af artiklerne i SALT nr. 5/1996 om socialdemokratiet og velfærdssamfundet.

I flere indlæg peges på ØMUens konvergenskrav som den væsentligste hindring for, at nationalstaterne kan føre en selvstændig fordelingspolitik. Så er skylden meget bekvemt placeret hos EU. Men det er for let. I EUs konvergenskrav ligger intet krav om begrænsning af den offentlige sektors størrelse. Der ligger alene, at man ikke må underbudgettere og lade staten stifte gæld ud over et vist niveau. Og det er krav, som enhver nationalstat alligevel før eller siden må stille til sig selv, hvis den vil bevare sin handlefrihed på længere sigt. En gældfri stat inden for ØMUen vil reelt have større selvstændighed end en gældbunden stat uden for ØMUen. Konvergenskravene er ikke en trussel mod nationalstaternes magt, men en trussel mod den illusion, at nationalstaterne har mere magt, end industrien overlader dem.

På samme måde forholder det sig med illusionen om staten som den institution, der kan styre kapitalbevægelserne. Mange på venstrefløjen begræder liberaliseringen af kapitalbevægelserne. Men nationalstater, der fastholder kontrollen med kapitalbevægelserne, vil blot opdage, at de holder fast på død kapital, medens ny industri vokser frem i andre dele af verdenen. Det er ikke den ophobede kapital, der skaber arbejdspladser og velfærd. Det er markedets fremtidige afsætningsmuligheder. De vestlige velfærdsstaters reelle problem er, at de ikke i længden kan fastholde et patent" på den industrielle produktionsmåde. Ud fra et globalt fordelingsmæssigt socialistisk synspunkt er dette en positiv udvikling, men set ud fra en snæver national socialistisk synsvinkel er det et problem.

Socialister er delte i deres holdning til internationaliseringen. Derfor er de også delte i deres holdning til EU. De socialister, der er imod EU, er det primært ud fra det synspunkt, at drømmen om at kunne styre markedet lettere lader sig realisere i et nationalstatsligt parlament end på EU-niveau. Dette er med det nuværende stade i den internationalseringsproces, som har været en logisk følge af industrialiseringen, en illusion. Markedet kan ikke længere styres nationalt. Derfor er det forståeligt, at mange realpolitiske socialister går ind for EU. Dels fordi det må være på dette niveau, man skal agere, hvis markedet skal kunne styres, og dels fordi en national begrænsning harmonerer dårligt med det socialistiske ideals internationale dimension: "Arbejdere i alle lande forener Eder".

Det samme dilemma findes i de grønne bevægelser. For de grønne bevægelser står den industrielle internationalisering og EU for en negativ udvikling. Men drømmen om at styre denne udvikling taler for, at man anerkender overnationale institutioner. Hetil kommer, at den grønne bevægelse som den socialistiske bevægelse har en international dimension. Miljøproblemerne er på mange måder grænseoverskridende og grønne vil gerne rette op på den skæve globale ressourcefordeling.

Nationalstaten, markedet og internationaliseringen

Illusionen om nationalstaten sogn en magtfaktor beror på den misforståelse, at produktionsapparatet kan kontrolleres, selv om man ikke har kontrol med markedet. Der tales om, at man skal tilstræbe en anden fordeling mellem indflydelse fra de fre faktorer: Marked, stat og civilsamfund. Som om det var tre uafhængige ingredienser, som man efter ønske kan variere doseringen af.

Det er det ikke. Stat og civilsamfund er intet uden markedet. Det er på markedet, det overskud frembringes, som stat og civilsamfund lever af. Vil man ændre på samfundet, er der kun en vej at gå: Man må ændre sin måde at agere på i forhold til markedet.

Når markedet har denne centrale placering, er det fordi markedet afspejler, hvad menneskene vil. Forsøger man at se bort fra det, får man en stat og et civilsamfund, der undermineres af et ”skyggemarked" udtrykt ved sort økonomi, nepotisme etc. En udvikling, som man typisk ser i lande, der forsøger at begrænse markedsstyringen.

Er der da ingen holdbar vej uden om at lade det frie marked bestemme? Ikke efter min vurdering. Vil det sige, at vi skal acceptere et ekstremt liberalt samfund? Det kommer an på, hvad man opfatter som liberalt. Man skal i den forbindelse være opmærksom på, at vi ikke i dag har og heller ikke er i nærheden af at have et ekstremt liberalt samfund. Vi har et samfund, hvor det inden for alle væsentlige produktområder er ganske få store virksomheder, der har delt markedet mellem sig. Det er oligopol (fåmandsdominans) og ikke fri konkurrence (liberalisme). Denne tilstand er i høj grad

skabt af staten, som med udbygning af infrastrukturen har gjort det muligt for de store virksomheder at brede sig på små produktionsenheders bekostning, og som ved at stille stadig større krav om sundhed og sikkerhed har gjort livet surt for alle mindre produktionsenheder. Krav som forekommer rimelige i forhold til de risici, som masseproduktionen frembringer for omgivelserne, har ikke altid samme relevans for små virksomheder, der producerer til et lokalområde og i langt højere grad kan kontrolleres direkte af forbrugerne.

I takt med, at industrien er blevet internationaliseret, virker de nationalt fastsatte krav til sundhed og sikkerhed snærende for store virksomheder. Men tag ikke fejl. Storindustrien ønsker fortsat reguleringer, så de små kan holdes ude. Reguleringen skal blot ske på et niveau, der passer til udstrækningen af de store virksomheders marked, d.v.s. hele Europa (EU) eller hele verdenen (WTO).

Internationaliseringen har løftet nationalstatsproblematikken op på et højere plan. Men problemstillingen er den samme. Også på et højere niveau vil en institutionel styring være dikteret af, at de, der styrer - eller tror de styrer - er afhængige af "markedet".

Uden et marked, der skaber en ophobning af kapital, er der ikke noget at styre for institutionerne. Internationale institutioner vil derfor som nationalstaterne være nødt til at "forkæle" industrien, hvis de vil være i stand til at styre noget som helst.

Socialisterne, De Grønne og staten

Det socialistiske og det grønne grundlag ligner på mange måder hinanden. Der er imidlertid en væsentlig forskel. Socialister anerkender normalt industrialismen som en nødvendig velstandsskabende faktor. Det gør De Grønne ikke. Anerkender man industrialismen, er man nødt til enten at anerkende de store industrivirksomheders ubegrænsede magtposition og/eller en stærk statsmagt eller en international magt, der kan holde den i ave. Derfor ender socialister - der vil have industrialismen, men holde den i ave - i det dilemma, at de må styre den kraft, som mister sin kraft, hvis den holdes i

for stramme tøjler. Anerkender man ikke industrialismen, har man ikke brug for denne kraft. Så står man friere. Man har fortsat brug for en statsmagt eller en international magt til at tæmme industrien. Men hvor socialisterne har brug for en aktiv magt, fordi industrien skal holdes i gang, har De Grønne blot brug for en passiv magt, der hindrer, at industrien tiltager sig urimelig magt.

Min grønne påstand er, at man bedst bekæmper kapitalismen ved at svække statsmagten. Borgerligt-liberale partier hævder, at man bedst styrker kapitalismen ved at svække statsmagten. Hvordan hænger det sammen? Det gør det ved, at borgerligt liberale partier er varme tilhængere af, at EU eller en anden overnational instans regulerer den internationale handel. Det er De Grønne ikke.

Der, hvor vandene skiller mellem socialister og grønne, er ved, hvad man tror på, at mennesker kan styre. Konsekvente socialister må - som jeg ser det - ende med en konklusion, hvor de tror på, at verden kan styres af mennesker i fællesskab i en form for specialiseret institutionaliseret verdenssamfund. Det grønne er respekt for naturens egne kræfter. Dette indebærer i sin fulde konsekvens, at menneskeheden meget tidligt i en specialiseringsproces må antages at miste kontrollen med styringen.

Det grønne alternativ - en ny selvstændighedskultur?

Har dette primitive grønne grundsynspunkt nogen chance mod den i dag altdominerende industrialisme?

Som jeg ser det, har den altdominerende industrialisme fået for let spil, fordi den er blevet defineret som en altdominerende kapitalisme. Herved er ansvaret alene placeret hos den private produktion og ikke hos den institutionelle sektor, som underbygger denne private produktions uselvstændighedsgørelse af det enkelte menneske.

Det er imidlertid denne institutionaliserede velfærdsoverbygning, som nationalstatskonstruktionen har været garant for, der har sløret det enkelte menneskes erkendelse af, hvor uselvstændigt det er gjort i industrisamfundet. Mennesket i industrisamfundet har følt sig frit, fordi mange materielle bekymringer er taget fra det. Men denne frihed er illusorisk, fordi den alene eksisterer på det industrialiserede samfunds præmisser.

Nationalstaternes svækkelse kan blive grundlaget for en forandring. Det forudsætter imidlertid, at der opstår en ny kultur, som bunder i mennesket frihedstrang. Med fare for at blive misforstået kunne man kalde det en selvstændighedskultur.

En forandring starter næppe omkring miljøspørgsmålet. Det er for abstrakt til, at den enkelte kan forholde sig til det. Jeg tror oprøret vil starte et andet sted. Ved at det går op for folk, at den ”materielle frihed" kun eksisterer i kraft af, at de er umyndiggjort på så vitale identitetsskabende områder som ansvaret for deres eget helbred, deres børns opvækst, deres primære fødevareforsyning, og til dels deres bolig og bevægelsesfrihed.

Vil folket genetablere kontrollen med disse grundliggende eksistensbetingelser, vil det opdage, at grunden til, at det har måttet overlade kontrollen hermed til offentlige institutioner, er, at det - for at tjene den private industrialisme - har stillet sin arbejdskraft til rådighed i et sådant omfang, at det ikke samtidig har kunnet påtage sig ansvaret for sine egne grundliggende eksistensbetingelser.

Dette kunne blive grundlaget for, at der som modvægt mod industrialismen kunne dannes eller styrkes selvbærende lokalsamfund, som tilstræber at gøre sig uafhængige af såvel de offentlige institutioner som den private industrialisme.

Sådanne lokalsamfund vil naturligvis have brug for institutionelle rammer, hvad enten det måtte være på nationalstatsniveau eller på et højere niveau. Den grønne synsvinkel indebærer, at der må blive tale om beskyttende institutionelle rammer og ikke styrende institutionelle rammer.