|
Forskning, viden og teknologi betragtes som nyttige redskaber i fremskridtets tjeneste - både af kapitalister og af socialister. Denne fælles tro på fremskridtet har dannet grundlag for de pragmatiske socialisters klassesamarbejde. I stedet for at kaste sig ud i en revolutionær kamp har de ladet kapitalisterne få fred til at dyrke fremskridtet i håb om at der så blev mere til deling, og at de så kunne koncentrere sig om at sikre deres kernevælgere en større del af kagen.
Men fremskridtet har i sidste halvdel af det 20. Århundrede haft sine
omkostninger. Det har skabt utryghed. Naturen har i flere tilfælde reageret på fremskridtet på en uforudsigelig måde. Almindelige mennesker har mistet kontrollen med deres naturlige livsbetingelser. Grønne bevægelser er vokset frem i protest mod "fremskridtet" - eller i hvert til fald mod den måde, kapitalisterne forvalter fremskridtet på.
I modstanden mod kapitalismen har mange af de nye grønne bevægelser og
dele af den traditionelle socialistiske bevægelse, der ikke har accepteret klassesamarbejdet, fundet sammen. Dette har ved indgangen til det 21. Århundrede skabt det nye venstre, der forsøger at forene grønne og socialistiske strømninger i et fælles alternativ til den kapitalistiske udvikling.
Hvordan har dette nye venstre det med fremskridtstroen? Specielt med den variant af fremskridtstroen, som jeg vil kalde videnskabstroen. Troen på, at menneskeheden kan kontrollere sine omgivelser?
Det er det, denne artikel vil handle om. Det er min vurdering, at det nye
venstre har et troværdighedsproblem, fordi det har svært ved at gøre sig fri af videnskabstroen, og fordi de ting, som det vil bekæmpe, materiel vækst, industrialisering, centralisering og globalisering er opstået som en naturlig, ja nærmest uundgåelig følge af videnskabstroen.
Videnskabstroen
Da mennesket opdagede, at jorden ikke var flad og ikke var centrum, fik forestillingen om den af Gud indstiftede verdensorden et knæk og blev
efterhånden mere og mere trængt tilbage af en forestilling om, at verdenen var, hvad menneskene så den som - og intet andet. Så det var bare om at gå i gang. Samle alle informationer, registrere og ordne dem, og finde ud af deres indbyrdes sammenhænge. Så ville man ende med at vide alt. Og når man vidste alt, ville man kunne alt, løse et hvilket som helst problem. Dette er i korte træk, hvad jeg vil kalde videnskabstroen. Jeg ved ikke om denne trosbekendelse er formuleret noget sted. Jeg kan blot konstatere, at det er den, der i dag er styrende for den offentlige debat og for de politiske beslutningstagere.
I de fleste historisk kendte samfund har de "utæmmelige" kræfter været
indarbejdet i samfundets referenceramme i form af forestillinger om overnaturlige, religiøse kræfter som vilkår, mennesket er underlagt. Dette gælder ikke for samfund, der baserer sig på videnskabstroen. Her forkastes enhver antydning af, at der findes kræfter, som ikke kan bringes under menneskets kontrol. Konsekvensen er en ny tro. En tro på, at menneskeheden gennemlever en proces, hvori den successivt gennem forskning og udvikling underlægger sig en større og større del af universet, og hvor endemålet er, at menneskeheden til fuldkommenhed skal komme til at beherske universet.
Troen på videnskaben har samme disciplinerende virkning for et samfund
som en statsreligion. Derfor har en diskussion om viden og tro mere end blot akademisk interesse. I det vidensbaserede samfund bliver alle
beslutninger truffet på et "videnskabeligt grundlag". Og de, som ikke støtter det videnskabeligt baserede fremskridt er kættere. De vil ikke menneskehedens bedste, hvad det så end måtte være.
Grænser for Viden
Troen på videnskaben bygger på en forestilling om, at der er én og kun én
objektiv sand viden. For at nærme sig denne må man til stadighed øge
indsamlingen af informationer og ved hjælp af "den videnskabelige metode" analysere sig frem til sammenhænge mellem de indsamlede informationer.
Kravene til, hvornår en teori kan anerkendes efter den videnskabelige
metode, er ikke klart definerede. Jo mere "fremskridtet" vinder frem, jo mere "elastik" synes der at være for, hvornår man videnskabeligt kan anerkende en teori.
Der er efter min opfattelse to fundamentale problemer ved videnskabstroen. Det ene fundamentale problem er videnskabstroens forestilling om, at der i en fortløbende proces kan indsamles og bearbejdes mere og mere viden, som kan stables sammen, og at de opstillede teorier i en uendelighed kan kædes sammen til en stor sammenhængende, altomfattende viden. Denne forestilling harmonerer dårligt med den komplekse virkelighed, mennesket befinder sig i. Enhver teori er reduktionistisk. Den gælder kun under visse forudsætninger og i visse sammenhænge. Teoriernes reduktionistiske karakter er forståelig. Det er forudsætningen for overhovedet at
kunne opstille teorier. Men det betyder, at når teorier sammenkædes, må
forudsætninger og sammenhænge for alle teorier, der indgår, med. Og dette
lægger ganske snævre grænser for, hvor stor en sammenhængende viden, man
kan operere med. Den totalviden man opbygger, tenderer mod at bliver svagere og svagere videnskabeligt funderet, jo mere man bygger på.
Det andet fundamentale problem ved videnskabstroen er, at den som enhver
anden tro er selvbekræftende. Når man vælger at forklare virkeligheden ud fra en tro, bliver ens virkelighedsopfattelse herefter. Man kan ikke bevise, at menneskene kan styre alt. Men når man tager udgangspunkt i en tro herpå, vil man uvilkårligt afvise det, som menneskene ikke kan styre.
Antag f.eks. at der findes en gud, kosmiske - eller blot ukontrollable
kræfter, som ligger uden for menneskenes styringsmuligheder. For
videnskabeligt at kunne bevise nogle kræfters eksistens, forudsætter det, at disse kræfters virke skal udvise en systematik, der gør forudsigelser mulige, således at opstillede teorier kan be- eller afkræftes. Men i det omfang, der er tale kræfter, menneskene ikke kan kontrollere, kan deres virke ikke forudses. Disse kræfter vil derfor aldrig kunne "godkendes" af en videnskabelig test, men må afvises som noget, man endnu ikke ved nok om. Som noget, der enten må opstilles bedre teorier for, eller
som må afvises som "ikke eksisterende".
Videnskabstroens styrke og svaghed
Den videnskabelige metode viser noget om, hvad nogle mennesker kan styre.
Men den viser ikke noget om, hvad der er sandt eller falskt absolut set. Eller for den sags skyld, hvad der er godt og ondt.
Videnskabstroens styrke ligger på de områder, hvor menneskene faktisk kan
styre temmelig meget. I materielle sammenhænge er der opnået resultater,
som samfund, der baserer sig på religiøse forestillinger, ikke har kunnet nå. Der er konstrueret biler, bygget broer, sendt mennesker til månen etc.
Videnskabstroens svaghed træder især frem på de områder, hvori der indgår liv. Dette hænger sammen med, at den benægter det for mig at se indlysende faktum, at der findes kræfter, som menneskene ikke kan styre.
Det
store problem er videnskabens insisteren på også at beherske sådanne områder. F.eks. miljø¸, sundhed og sociale forhold.
Videnskabstroen har - som andre trosretninger, der har domineret
store samfund - bevæget sig fra et stade, hvor den skaber større indsigt og forståelse for omgivelserne, til et stade, hvor den virker dogmatisk og dermed begrænsende på menneskenes indsigt. Dette viser sig ved den tiltagende udvanding af "den videnskabeligemetode", den tiltagende tendens til uden yderligere argumentation at klamre sig til sin trosbekendelse, og den tiltagende tendens til at manipulere med omgivelserne, så de passer ind i dens verdensbillede.
Politiske konsekvenser af videnskabstroen
Det hævdes, at videnskaben er værdineutral. Det er muligvis rigtigt.
Men troen på videnskaben er det ikke. Den har nogle umiddelbare konsekvenser for samfundets værdinormer.
Først og fremmest må den materielle vækst blive det overordnede mål. Der
findes ingen holdbare argumenter herimod. Hvis mennesket kan styre alt,
hvorfor så fornægte nogen noget?
En anden konsekvens er, at det onde ikke er noget, man må leve med. Når
mennesket kan styre alt, hvorfor så acceptere det onde, som alene må tilskrives uvidenhed.
Troen på videnskaben har videre
betydning for, hvordan samfundet
organiseres.
Magten må centraliseres. Den viden og de styringsmuligheder, som forudsættes at være i stadig vækst, kan ikke rummes af det enkelte menneske eller af små lokale samfund. Der må stadigt større enheder til for at kunne gøre brug af den stigende ekspertviden på alle områder. En stor del
af EU-tilhængernes argumentation tager afsæt i videnskabstroen.
Demokrati som et valg mellem forskellige udviklingsmuligheder bliver meningsløst. For hvordan kan man vælge en udvikling, der går imod den af
videnskaben påviste sande vej. Demokrati reduceres til, at man kan
vælge, hvem der skal administrere fremskridtet. Og de, der bliver valgt, kan i øvrigt ikke gøre andet end at følge eksperternes anvisninger.
Og endelig har videnskabstroen en selvopfyldende effekt, efterhånden som
samfundet indrettes i overensstemmelse hermed. Når man i videnskabstroens navn foretager indgreb over for samfund og natur, virker de selvregulerende kræfter i samfundet og naturen på en sådan måde, at de i videst muligt omfang tilpasser sig de foretagne indgreb, bliver afhængige af dem, og efterfølgende vil have vanskeligere ved at fungere uafhængigt af dem.
Lad mig med nogle eksempler vise, hvordan videnskabstroen sætter den
politiske dagsorden, og hvilke problemer, venstrefløjen har, fordi den
har svært ved at gøre sig fri af videnskabstroen.
|
Miljøpolitik
At miljøsagen er kommet på dagsordenen har sit udspring i 'Almindelige menneskers" reaktion mod, at den fremadskridende industrialisering og teknologisering har synlige virkninger på naturen. En reaktion, der bunder i en frygt for, at der i naturen er kræfter som ikke kan styres, og som på et tidspunkt vil reagere mod de mange indgreb.
Denne folkelige utryghed er blevet annekteret af en intellektuel elite, som har sat sig selv på den umulige opgave at forsvare miljøet på videnskabstroens præmisser. De tror som videnskaben på, at miljøet som alt andet er noget, der kan og skal styres, så det giver størst muligt udbytte for menneskeheden. Derfor forsøger de intellektuelle miljøforkæmpere at kvantificere problemerne, at fremlægge videnskabelig bevisførelse for, at der er miljøproblemer, og at anvise bedre styringsmuligheder. Deres bevisførelse angribes med en vis ret af Lomborg m.fl. For når problemet er, at der i naturen er kræfter, som ikke kan styres, er det lige så umuligt at bevise, at der er miljøproblemer, som at bevise, at der ikke er det.
Miljøforkæmpernes bevisførelse lægger op til en konsensus, hvorefter miljøproblemerne kan indarbejdes i vækstparadigmet. Herved svigter de ånden i den økologiske tankegang, som er, at man skal samarbejde med naturens kræfter, og ikke prøve at betvinge dem.
Genteknologien er en udmærket illustration af de videnskabstro miljøforkæmperes dilemma. Efter at have brugt mange kræfter på at påvise problemer ved anvendelse af kemiske bekæmpelsesmidler i naturen, præsenteres de for en teknologi, som man påstår, kan løse disse problemer. Og hvad så? Så begynder miljøforkæmperne at lede efter mulige afledte skadevirkninger
i form af resistensproblemer etc. i stedet for at forholde sig til problemets kerne: At man ikke samarbejder med, men modarbejder naturens kræfter, og at virkningerne heraf aldrig vil kunne forudses.
At en tomatplante har et gen, der bevirker, at den ikke kan tåle frost, er uhensigtsmæssigt set ud fra en tomatavlers synspunkt. Men er dette gens placering en fejltagelse fra naturens hånd, eller har det en mening i en større ikke umiddelbart gennemskuelig sammenhæng? Det sidste kan ikke bevises. Derfor har tomatavleren de bedste kort på hånden, når afgørelsen skal træffes på videnskabstroens præmisser.
Miljøproblemet er ikke den måde, fremskridtet bliver administreret på.
Miljøproblemet er, at fremskridtet måles ved menneskets evne til at betvinge naturen. Ud fra tesen: Hvad, der er godt for tomatavleren, er godt
for menneskeheden. En tro som i det omfang, den ikke er rigtig, blot fører til, at de mennesker, som administrerer fremskridtet, opnår øget kontrol med de mennesker, som ikke gør det.
Sundhedspolitik
Iflg. videnskabstroen er sygdomme noget, der kan udryddes. Det er blot et
spørgsmål om ved hjælp af den videnskabelige metode at få klarlagt årsager og virkninger.
Men sundhed og sygdom har noget med levende processer at gøre. Og det er,
når liv er involveret, at den rationelt baserede videnskab har vanskeligst ved at få styr på noget som helst. Kravene til bevisførelsen er på sundhedsområdet ufatteligt beskedne. Men alt er tilladt, når blot det sker på grundlag af noget, der har skær af en rationel bevisførelse.
Alternative behandlere, der arbejder ud fra en holistisk synsvinkel og
eksistensen af ikke målelige kræfter, kan i sagens natur ikke leve op til den videnskabelige metode, der forudsætter mekaniske, forudsigelige sammenhænge. Ikke desto mindre ser man alternative behandlere, der gør forsøg på det, fordi de også ligger under for videnskabstroen, og ikke vil være ved, at det ikke er kræfter, de kan styre, men kræfter de kan "lade arbejde", de har med at gøre.
Døden kan ikke udryddes, og døden vil i de fleste tilfælde være forårsaget af en forudgående sygdom. Derfor er markedet for sygdomsbekæmpelse
umætteligt.
Det har det moderne sundhedsvæsen og medicinalindustrien forstået at udnytte. Og de har opnået kontrol over sundheden. Ikke forstået sådan, at de har opnået kontrol over sygdommene. Men de har opnået kontrol over menneskene, som har fået svækket deres naturlige modstandskraft og derfor er blevet gjort afhængige af sundhedsvæsenets tjenesteydelser og medicinalindustriens produkter.
Socialpolitik
Også socialpolitikken styres ud fra videnskabstroens præmisser, Når alt kan styres, kan det ikke accepteres, at nogen ikke har det godt. Bringer aviserne historier om mennesker, der ikke har det godt, følges det op af en leder, der opfordrer de ansvarlige politikere til at "gøre noget".
Og venstrefløjen fører ofte an i koret, der råber op om, at der må bedre regler til, og der må sættes eksperter ind, som kan forklare folk, hvad de skal gøre for at få det godt Den vidensbaserede socialpolitik nøjes ikke med at beskæftige sig med de overordnede rammer for menneskenes sociale liv,
Den forsøger også at styre de nære relationer mellem mennesker. Ligestillingspolitik drejer sig ikke kun om lige løn for lige arbejde. Den ser det også som sin opgave at blande sig i, hvordan mand og kvinde i deres
indbyrdes forhold deler opgaverne mellem sig. Heller ikke forholdet mellem forældre og børn tør man overlade almindelige mennesker, Det bliver i
stadigt stigende omfang underlagt lovmæssig regulering.
En konsekvens af denne socialpolitik er, at familiebegrebet reelt er under opløsning. Det enkelte individs rettigheder og pligter er gjort til et samfundsanliggende. De nære relationer er gjort til et uforpligtigende
hyggeanliggende, som man kan sige fra sig, når man ikke længere synes, det er hyggeligt nok.
Det svækkede familiebegreb er i kapitalens interesse. Det skaber en mere mobil arbejdskraft, og en arbejdskraft, som i højere grad kan være loyal over for
sin arbejdsgiver. Om dette er en tilfældighed, skal jeg lade være usagt.
"Moral er noget, der vokser ud af fornuften" siger Thøger Seidenfaden i
Politiken 23/11 1998 i en kommentar til Biskop Jan Lindblads efterlysning af klarere moralske rammer efter oplysningstidens forkastelse af en
dogmatisk kristen moral.
Og netop en fornuftsbetonet moral er den naturlige konsekvens af videnskabstroen, som sætter lighedstegn mellem det gode og det fornuftige, og
mener at al ondskab skyldes uvidenhed. Hos det enkelte menneske er moralen ufuldkommen - præget af utilstrækkelig viden. Derfor må moralspørgsmål som alt andet i det vidensbaserede samfund centraliseres og gøres til et samfundsanliggende. Der er hertil oprettet Etisk Råd, videnskabsetiske
komitéer, Center for Menneskerettigheder, et professorat i dyreetik etc.
Når videnskabstroen ikke kun vil gøre opfyldelse af de materielle behov,
men også den enkelte organismes funktion, de sociale relationer og den
moralske stillingtagen til et samfundsanliggende, må man spørge sig
selv, hvad der overhovedet bliver tilbage af det individuelle menneske og af de nære sociale relationer? Videnskabstroen trækker det hele med sig mod en uafvendelig centralisering, hvad enten man vil kalde det socialisme eller kapitalisme.
Afslutning
Venstrefløjen må tage stilling til, om den bekender sig til videnskabstroen eller ej. For videnskabstroen har erstattet troen på en gud, der repræsenterer en højere retfærdighed, med troen på, at man kan nå frem til en af mennesker skabt og af mennesker forvaltet højere retfærdighed.
Det centrale spørgsmål for det 21.århundrede bliver et trosspørgsmål. Tror man, at det moderne samfunds problemer i form af voksende ulighed,
stigende miljøproblemer og fremmedgørelse skyldes, at fremskridtet ikke forvaltes godt nok, eller tror man, at det skyldes, at der er noget fundamentalt galt med det grundlag, fremskridtet hviler på, videnskabstroen? Kan menneskeheden styre alt, eller er der grænser?
Anerkender man videnskabstroen, anerkender man, at der findes et entydigt
højere retfærdighedsbegreb. Og man anerkender, at mennesker, der har
forstået dette retfærdighedsbegreb, har ret til at herske over mennesker, der ikke har forstået det. Det kan kun føre til, at man må være super centralist. For ellers kan verden ikke indrettes efter et højere
retfærdighedsbegreb.
Jeg anerkender ikke videnskabstroen og er derfor super decentralist. Efter min opfattelse er videnskabstroen i dag det ideologiske grundlag på hvilket, de stærke tiltager sig ret til at herske over de svage. Derfor bør en overordnet myndighed kun have én opgave: At beskytte de underordnede lokalsamfunds ret til at forvalte sig selv.
Jeg ser ingen mellemvej.
Det er dette valg, venstrefløjen må træffe for at finde sit ståsted i det 21.århundrede.
|