Grænser for velfærd

Af Jens Wamsler

"Det centrale problem for velfærdssamfundet er, at der tilsyneladende ikke er nogle af dets politikere, som tør røre ved middelklassens privilegier”

De uklare holdninger til velfærdssystemet

Socialforskningsinstituttet har netop afsluttet en undersøgelse af danskernes holdning til velfærdssamfundet.

Danskerne svarer her bl.a. klart ja på følgende spørgsmål:

l) "Velfærdssamfundet er gået over gevind, så alt for mange udnytter de offentlige ydelser, selv om de sagtens kunne klare sig uden hjælp".

2) "Jeg vil hellere klare mig selv fremfor at bede det offentlige om hjælp, selv om jeg har ret til det".

3) "Mange dårligt stillede mennesker får alt for lidt hjælp fra stat og kommune"

4) "Den offentlige sektor bruger alt for mange penge på overførselsindkomster og alt for lidt på offentlige serviceydelser"

Meget typisk for danskernes noget ambivalente forhold til velfærdssamfundet er der her tale om holdninger, som hænger dårligt sammen. Hvis man mener, at de, der kan klare sig selv, bør gøre det, og til med selv er indstillet på at handle i overensstemmelse hermed, hvordan kan man så mene, at der skal bruges flere penge til de serviceydelser, som med rund hånd uddeles til alle, og mindre på overførselsindkomster, der primært går til dem, som ikke kan klare sig selv? (Det skal retfærdigvis bemærkes, at spørgsmål 4) er formuleret, så det lægger op til at svare ja. For alt andet lige er service vel at foretrække frem for passive overførselsindkomster.)

Hos politikerne kommer det uklare forhold til velfærdssamfundet til udtryk i en manglende sammenhæng mellem de generelle betragtninger om velfærdssamfundet og de konkrete ændringsforslag, der kommer på bordet. De generelle betragtninger er, at borgerne i højere grad selv skal tage ansvar

for deres tilværelse, og at hjælpen skal koncentreres om de svageste. Men medens de generelle holdninger således styres af ædle motiver, bærer den konkrete "reformpolitik" præg af, at man ikke tør gøre noget ved de gratis serviceydelser, som i dag fritager de bedrestillede for selv at tage et ansvar for væsentlige sider af deres tilværelse. Man vil i stedet have mere kontrol og disciplin med den underklasse, som er blevet skubbet ud på randen af arbejdsmarkedet, og som man åbenbart føler nasser på systemet.

Jeg vil senere vende tilbage til indholdet af de foreliggende forslag om at forny velfærdssamfundet og deres mangler. Men først vil jeg give min udlægning af, hvordan vi er nået frem til det velfærdssystem, vi har i dag.

Fra hjælp til de svage over middelklassens "tag selv-bord" til velfærdsinstitutionernes markedsføring

Velfærdssamfundet beskrives i dag ofte som et sammenhængende system, der er opbygget for at sikre solidaritet med de svage i samfundet. For mig at se, er der ved sådanne beskrivelser tale om en efterrationalisering af et udviklingsforløb, som ingen har haft styr på.

I industrialiseringens barndom ville ingen anstændige mennesker drømme om frivilligt at overlade pasning og opdragelse af deres børn til et offentligt væsen, at anbringe deres gamle forældre på plejehjem, som dengang gik under betegnelsen fattighuse, eller at ende deres dage på et hospital, som oprindeligt var opsamlingssted for fattige og hjælpeløse syge.

Men i byerne opstod et proletariat, som ikke havde nogle valgmuligheder. Som for at overleve var nødt til at arbejde så meget, at de ikke i ilstrækkeligt omfang havde overskud til at tage sig af deres børn og deres gamle forældre, og som var hjælpeløst fortabte, hvis de blev syge eller mistede deres arbejde.

Det var for denne gruppe, at Socialdemokratiet i første halvdel af dette århundrede fik gennemtrumfet, at det offentlige stillede velfærdsydelser til rådighed.

De færreste havde formentlig fra starten af forestillet sig, at nogle, der ikke havde et udtalt behov herfor, ville gøre brug af de offentlige tilbud. Men succesen blev så stor, at lidt bedre stillede grupper lod sig lokke til at hæve deres materielle levestandard ved at gøre brug af velfærdssystemets tilbud, så de kunne ofre mere tid og kræfter på at tjene penge. Og herefter blev en udvikling sat i gang, som ingen kunne styre. De bedrestillede grupper stillede yderligere krav til det offentlige, og velfærdssystemet blev herved attraktivt for stadig nye grupper, indtil det efterhånden kom til at omfatte hele befolkningen.

Da hele befolkningen var omfattet af systemet, og efterspørgslen efter nye ydelser begyndte at flade ud, tog behandlersystemet teten.

Behandlersystemet er organiseret efter det samme samlebåndsmønster, som karakteriserer den øvrige del af det industrialiserede samfund. Det er delt op i en række specialer, som hver for sig arbejder med deres afgrænsede områder. Som i industrivirksomheder er succeskriteriet for hver enkelt offentlig institution at udvide deres markedsandele, produktudvikle og finde nye afsætningsmuligheder. Det giver status for lederne og fortsatte beskæftigelsesmuligheder for de ansatte.

Udviklingen af nye velfærdsydelser er i dag - i lighed med den materielle produktion - styret af udbyderne, som hele tiden finder nye produkter, de kan markedsføre. Sundhedsvæsenet udvikler en jævn strøm af nye behandlingstilbud. Undervisningssektoren tolker ethvert samfundsproblem som mangel på den relevante uddannelse. Og på det sociale område er det senest udviklede produkt krisehjælp til mennesker, der kommer ud for en ubehagelig oplevelse. I avisernes læserbrevsspalter konkurrere offentligt ansatte psykologer med lægerne om markedet for dette nye produkt. Terapi eller medicinsk behandling?

Man interesserer sig ikke for, hvorfor der er noget galt, men kun for, hvor man kan sætte ind med nye behandlingstilbud. Denne "atomisering" af menneskenes behov har en selvforstærkende effekt. En afgrænset medicinsk behandling, en social foranstaltning, et undervisningsforløb, og hvad det offentlige ellers kan tilbyde, er sjældent nok til at løse et menneskes dybere personlige problemer. Jo flere medmenneskelige problemer, der udskilles fra deres årsagssammenhæng, jo svagere blivere de uformelle sociale netværk, og jo flere nye krav kan

der stilles til det offentlige.

Vi har fået udviklet en "enhver passer sit"-kultur. Får man problemer, går man ikke til familie eller venner. De har jo deres at se til, så hvorfor belaste dem med opgaver, som vi har et offentligt servicesystem til at tage sig af.

Velfærdssystemets svagheder

Velfærdssystemet - som det, det har udviklet sig til i dag - lider efter min opfattelse af to afgørende svagheder.

Den ene svaghed er, at det gør den velfungerende del af befolkningen, som burde være selvstændige ansvarsbevidste borgere, til uselvstændige kværulanter.

Den anden svaghed er, at det isolerer og passiviserer de svage i samfundet.

Middelklassen fralægger sig ansvaret

Der er for mig noget ynkværdigt ved at høre middelklassedanskere protestere over nedskæringer i daginstitutioner, over at skolen ikke opdrager deres børn godt nok, og over, at det offentlige ikke tager sig godt nok af deres gamle forældre. Det er de samme middelklassedanskere, som uden dårlig samvittighed tager overarbejde for at tjene til en ny bil eller rejser på ferie i udlandet i stedet for at tage sig mere af deres børn og gamle forældre.

Velfærdssystemet har skabt en situation, hvor vi på det individuelle plan har fralagt os ansvaret for prioritering mellem det materielle leveniveau og omsorgen for vores nærmeste. I modsætning til proletariatet i industrialiseringens barndom er vi ikke i en nødsituation, der berettiger os til denne

ansvarsforflygtigelse. Vi har et reelt valg mellem medmenneskelighed og materiel komfort, og ansvaret for dette valg bør i sidste instans være vort eget.

De svage bliver taberne

Ethvert forsigtigt forslag om at flytte noget af det medmenneskelige ansvar fra det offentlige til borgerne imødegås straks med det argument, at middelklassen nok skal kunne klare sig, men det vil gå ud over de svage. Lige adgang til velfærdsgoderne for alle uanset indkomst er velfærdssystemets

varemærke. Det sikrer samme niveau for rig som for fattig.

Hvis det var sådan, var der et forsonende træk ved velfærdssamfundet. Men er det sådan?

De ansatte i det offentlige behandlersystem har deres karriere at pleje. De har brug for at se resultater, der giver prestige eller blot almindelig tilfredshed i jobbet. Og det giver ikke mange resultater at bruge megen tid på de svage.

Pleje og lindring af smerte hos håbløst syge giver sjældent synlige resultater. Behandling af mindre syge, forholdsvis velfungerende mennesker giver langt flere synlige resultater.

Succesmålet for revalidering og beskæftigelsesforanstaltninger er, hvor mange der efterfølgende kommer i arbejde. Så det gælder om at få fat i de arbejdsduelige, før de selv finder arbejde.

I skolerne sorteres de tunge elever fra til hjælpeklasser, så de ikke trækker niveauet nedad for de andre.

Effektiv hjælp til alkoholikere, narkomaner og sindslidende forudsætter en behandling, hvor man når helt ind til kernen af deres personlighed som grundlag for, at de kan reorganisere deres tilværelse. Det kræver mange ressourcer. Så derfor spises de fleste udstødte af med en kaffestuesnak.

Tager man i den offentlige indsats fat i den svage del af klientellet, er resultaterne beskedne. Men får man fat i rimeligt velfungerende mennesker, er succesen hurtigt hjemme. Resultaterne fortæller sjældent, hvor mange af de syge, man helbreder, som ville være kommet sig uden behandling, og hvor mange af de arbejdsløse, man skaffer i arbejde, som selv ville have fundet arbejde, etc.

Når ressourcerne er knappe, må man vælge. Og valget bliver erfaringsmæssigt at bruge ressourcerne, hvor de synlige resultater er bedst. Der er flere stemmer at hente ved at forbedre serviceniveauet for middelklassens borgere, end ved at bruge mange penge på overførselsindkomster og på de "tunge" sociale sager. Derfor bliver de svage taberne i det velfærdssystem, der skulle behandle alle ens.

Velfærdssystemets prioriteringsproblem

Vi accepterer ikke, at det offentlige ikke kan leve op til det medmenneskelige ansvar, som vi synes, det bør. Vi accepterer ikke, at det offentlige prioriterer ved åbent at erkende, at nogle syge behandles bedre end andre, at nogle sociale problemer ikke løses etc. Er der et legitimt behov, forventer vi, at det offentlige sørger for, at det opfyldes.

Et sådant velfærdssystem må før eller siden løbe ind i uløselige prioriteringsproblemer.

Politikerne har forsøgt at forhale prioriteringsproblemerne ved at foreslå "effektiviseringer". Effektiviseringer består i praksis i, at man - uden at slække på de formelle krav - dikterer procentvise nedskæringer på alle områder. Det bliver så overladt til administratorer og kommunale politikere at finde ud af, hvordan der skal "effektiviseres".

Denne proces har naturligvis sat velfærdssystemet under yderligere pres. Ventelisterne stiger, medierne kan vise flere eksempler på urimeligheder, og store foretagender, som f.eks. Rigshospitalet løber ind i svære budgetproblemer. Man kan i nogen tid dække over problemerne ved at tale om uhensigtsmæssige organisationsstukturer, ineffektive ledere etc. Men før eller siden vil "effektiviseringsmulighederne" være udtømte, og så er tiden moden for forslag om generel revision af velfærdssystemet.

Sådanne forslag er blomstret frem i det seneste år fra alle sider. Det er imidlertid svært at få øje på noget, der ligner et opgør med de reelle problemer for velfærdssamfundet. Der peges på forhold, som mange kan være enige om er urimelige at støtte, men som økonomisk er uden reel betydning, eks. kosmetiske operationer, undervisning i surfing o.s.v. Og så er der ellers to hovedoverskrifter, der benyttes: "Udliciteringer" og "koncentrer hjælpen om de svage". Lad os se lidt nærmere på dem.

Udliciteringer

Udlicitering har ikke så meget med efterspørgslen efter offentlige ydelser at gøre, men mere med udbuddet. Det udlægges ofte som et spørgsmål om ideologi. Jeg har vanskeligt ved at se det som andet end en rift om at få fingrene i de offentlige kasser. Det ideologiske aspekt er svært at få øje på, så længe det stadig er det offentlige, der skal betale

At udlicitering skulle føre til besparelser, er efter min vurdering en illusion. Det er da muligt, at der på kort sigt kan hentes nogle effektiveringsgevinster hist og her. Men man vil meget hurtigt løbe ind i nogle alvorlige styringsproblemer.

Udlicitering må forudsætte, at den enkeltes rettigheder er klart defineret.

Herved mister det offentlige den styring, der ligger i at udhule ydelserne, når der skal spares, og i at regulere ved at lade ventelisterne vokse. Et indtryk af, hvilke styringsproblemer det offentlige vil få ved mere udlicitering, kan man få ved at se på boligstøtteordningerne. Her har man i mange år haft udliciteringsprincippet i form af, at det offentlige yder støtte uden at have effektiv kontrol med boligbyggeriet eller boligforbruget. Det har givet store budgetmæssige problemer. En lignende udvikling kan forudses, hvis det offentlige afgiver kontrollen med - men beholder betalingsforpligtelsen for - udgiftstunge områder som forbruget af daginstitutionspladser og sygehusoperationer.

Et yderligere problem ved udlicitering er, at det offentlige får svært ved at bevare den indholdsmæssige kontrol med, hvad der ydes støtte til. Et problem, som i dag især kendes inden for undervisningsområdet.

Tvindsagen er et oplagt eksempel herpå.

At koncentrere hjælpen om de svageste

Denne floskel indgår i alle partiers forslag til justering af velfærdssystemet.

Men det kniber med forslag til, hvordan det skal udmøntes.

Og det hænger sammen med, at mulighederne for indkomstgraduering i det danske velfærdssystem allerede er udtømte. Hvis man sammenlægger skatteprocenten med aftrapning af boligsikring og daginstitutionsbetaling, kan man hurtigt se, at yderligere indkomstgraduering vil føre til, at indkomststigninger for lavindkomstgrupper vil resultere i faldende rådighedsbeløb - det, man betegner som "fattigdomsfælden".

At ville koncentrere hjælpen om de svage i et velfærdssystem er som at ville løse cirklens kvadratur. Man kan kun koncentrere hjælpen om de svage, hvis man udskiller "de svage" som en særlig gruppe. Og velfærdssystemets strategi er netop at undgå en sådan sortering.

Hvem tør røre ved middelklassens privilegier?

Det karakteristiske ved den danske velfærdsdebat er, at man kredser rundt om det egentlige problem, uden at nogen tilsyneladende har mod til at sige lige ud, hvad det drejer sig om. Nemlig at middelklassen har sat sig på systemet og har skubbet de svage ud i periferien.

De fleste analyser og reformforslag indledes med smukke ord om, at vi skal tage mere ansvar for vor egen tilværelse og hjælpe dem, der virkelig har behov. Men når der således er blevet lagt op til gennemgribende indgreb i velfærdssystemet, munder det hele ud i nogle småjusteringer, som går på, at de

arbejdsløse må tage et større ansvar for deres arbejdsløshed, medens middelklassen skal have større valgfrihed for at opnå bedst mulig service fra det offentlige.

Selvfølgelig finder der misbrug sted blandt arbejdsløse og bistandsklienter. Det er uundgåeligt, fordi de industrialiserede ydelsessystemer ikke kan skrues sammen, så de præcis rammer den enkeltes behov uden at give utilsigtede frihedsgrader. Men hovedparten af de arbejdsløse og bistandsklientellet er i en lidet misundelsesværdig situation præget af frustrationer og magtesløshed. Så det er meningsløst, at denne gruppe samlet set gøres til syndebukke for velfærdssamfundets problemer, som først og fremmest er skabt af middelklassens uhæmmede træk på det offentlige servicesystem.

Hvorfor tager man f.eks. ikke fat i den offentlige støtte til børnepasning? En støtte, som giver middelklassen mulighed for at tjene flere penge, og som kun vanskeligt kan begrundes med hensynet til de svage i samfundet og da slet ikke med hensynet til børnene.

Man kunne også tage fat i den offentlige støtte til uddannelse. Systemet forsømmer ikke en lejlighed til at pege på behovet for mere uddannelse til de svage. Men i praksis er det middelklassen, der er storforbrugere af de gratis offentlige uddannelsestilbud, medens de svages manglende evne til at gøre

brug heraf, sætter deres svaghed i yderligere relief.

Sundhed og ældreforsorg behandles med en særlig patos. Selv de mest reaktionære partier vil ikke skære ned på hjælpen til syge og gamle. Konsekvensen er, at middelklassen kan koncentrere sig om at tjene flere penge, uden at tage ansvaret for de helbredsmæssige belastninger, de herved påfører sig selv, og i sikker forvisning om, at samfundet tager sig af deres gamle forældre, når de selv svigter dem.

Jeg vil ikke her komme med nogle færdige løsninger på velfærdssamfundets problemer. Jeg har med dette indlæg blot ville give udtryk for min undren over, at nøgleordene, ansvar og valgfrihed, kan manipuleres derhen, hvor det er de svage, der skal vise mere ansvarsfølelse, medens de bedrestillede skal have større valgfrihed. På denne måde opnår man kun at forøge velfærdssamfundets problemer.

Skal man bevare - eller måske rettere genskabe - det solidariske element i samfundet, er det, der er behov for, at de bedrestillede viser større ansvarsfølelse, og de svage får større valgfrihed. Begrebet brugerbetaling var på dagsordenen i 80'erne, men synes nu helt taget af bordet. Mon det skyl-

des en erkendelse af, at mere brugerbetaling vil være en større belastning for de dominerende politiske partiers kernevælgere, middelklassen, end for de svage i samfundet?

Det centrale problem for velfærdssamfundet er, at der tilsyneladende ikke er nogle af dets politikere, som tør røre ved middelklassens privilegier.