Far fortællerAlt er glæde og begejstring i dag. Nu ønsker jeg blot at se Ruth og den lille vel hjemme. De havde det i alt fald godt i dag til morgen, men jeg glemte at spørge hvad lillesøster vejer og måler. Jeg skal derop i eftermiddag kl. 14. Jordemoderen sagde at fødslen havde været lidt unormal, den lille var kommet med de korslagte ben først, og det var de unge medhjælpere meget opskræmte over. Jordemoderen tog det meget roligt, hun er 60 – 70 år gammel, og hendes optræden virker som stor opmuntring. Forhåbentlig betyder fødselsmåden ikke noget, fødslen foregik da i alt fald meget hurtigt. Nu skal jeg med Jakob (hvis ”dag” det er i dag) ud at se på det nye hus på Dyssegårdsvej. Vi håber at kunne skrive slutseddel på tirsdag eller onsdag. Jeg løber.I lørdags kom hun efter lægens råd på hospitalet og nu bliver der bragt mælk ud til hende hver dag. Vi savner at have hende her, og tanken om at hun ikke er rask gør stemningen noget trykket, især kniber det for hendes mor, der jo har haft langt mere med hende at gøre og som tænker meget mere på hende end vi andre. Lillesøster har stadig hoste og hun har siden i lørdags fået ilttilførsel hele tiden. Det kan godt lyde foruroligende, at der skal anvendes så kraftige midler, men på hospitalet siger de at det går godt med hende og at der ikke er noget foruroligende på færde med hende. Børnene er meget optaget af hendes fravær de første dage, men det er ikke naturligt for dem at gå rundt i en trist stemning i længere tid. læs hele fars beretning her |
SkolepigenKirsten startede i skolen i 1957. Hun havde en god skoletid og mange, der kunne hjælpe hende. Det var dog sjældent nødvendigt. Kun få korrektioner, som da hun kom hjem og fortalte, at de havde hørt om 'Sumpe' i bibelhistorie. Vi andre havde jo hørt om Moses. Hendes større søskende gav hende både positiv og negativ, men velmenende kritik. En gang havde Torkild fyldt hende med så mange kritikpunkter, at hun grædefærdigt udbrød "jeg er ikke spor bedre end dig". Og den fortalelse kunne vi så alle more os over. Hun havde mange gode veninder i skolen. Sammen med 3 af disse havde hun en strikkeklub, men der blev ikke megen tid til at strikke, når der også skulle klatres i træer. I 1.real skiftede Kirsten til Gl. Hellerup Gymnasium, hvor Jens og jeg det samme skolegård skulle op i 2.g. Der var en snert af kontinuitet og fuldstændiggørelse, når Kirsten bare kom der og tog det hele med. Leif startede på Gammel Hellerup, vist nok i 1951, lige efter at Kirsten var født, og vi var flyttet til Dyssegårdsvej. Leif tog studentereksamen dér i 1958, og på det tidspunkt gik både Jakob og Torkild i mellemskolen. Jakob i en ren drengeklasse og Torkild i den første pigeklasse. Da Kirsten begyndte i 1.real var der mange piger i klassen, og jeg lærte en del af dem at kende - på mere eller mindre tæt hold. |
FerieminderDa Leif havde knyttet tæt forbindelse til en svensk pige, Gun, der boede på Nørregården i Halland, tog vi med op og besøgte den svenske familie. Det viste sig, at Gun havde mindre brødre, der næsten var jævnaldrene med os, og to kusiner på Kirstens alder. Derfor blev det snart en rutine, at vi 3 først tog der op i en uge, hvorefter svenskerne kom med til Danmark, og blev her en uge Ingegerd blev dog hurtig træt og syg af strabadserne, og måtte tage hjem igen. Men Kirsten, Jens og jeg fortsatte til Gøteborg. I 1966, det år hvor Jens og Jeg blev studenter, var vi på bil- og teltferie med far og mor i Sverige og Norge. På én af campingpladserne mødte vi unge nordmænd til dans og fest (med måde). En af de piger, vi mødte, var Jorun, som inviterede os med hjem. Hjemme i hendes have ville hun tage et billede af os. Da hun stod klar med kameraet, opfordede vi hen til at gå lidt baglæns for at få et bedre billede - vel vidende at hun så ville træde ned i det vandbassin, der var i haven. Det gjorde hun så, men tog det pænt og fotograferede os alligevel. Her er billedet.
Senere kom vi til Bergen, en smuk og regnfuld by. Her mødt vi nogle engelse unge mænd (drenge), som lærte os at spille Dirty Lady. |
Studenten og den studerende Kirsten blev student i sommeren 1969. Derfor valgte hun at studere litteraturvidenskab på universitetet. Her beskæftigede hun sig blandt andet med Brechts skuespil om Galilei og de trængsler han måtte gennemleve. Herom havde hun flere gode snakke med far, hvor de kunne udveksle tanker om Galileis vanskeligheder med at holde sig til sandheden og fornuften, uanset hvad autoriteterne sagde. Siden Kirstens død havde far ovenstående billede af hende, hvor hun læser om Galilei, hængene på væggen sammen med et billede af Galilei. Efter at hun havde forladt os, dumpede der også en kuvert ind ad brevkassen med et bevis for, at hun havde bestået filosofikum med UG. |
Som 'kort fortalt' ovenfor, mødte Kirsten tjekken Miloslav Zverina, kaldet Milan, på en tur med skolen til Tyskland, hvor elever fra forskellige skoler i Europa var samlet for at udveksle idéer. Det var mens hun gik i 3.g.
Det var en tid med store omvæltninger i Prag. Russerne var ved at overtage magten i landet for at modvirke tendensen mod "socialisme med et menneskeligt ansigt". Tjekkoslovakkerne måtte stadig gerne rejse til lande i vesten, og Milan kom og besøgte vores familje i huset på Dyssegårdsvej - for at blive og søge flygtningestatus.
Jeg husker at far beklagede sig over, at han havde svært ved at koncentrere sig om sit arbejde, når Milan gik hvileløst rundt på værelset oven over fars arbejdsværelse.
Milan fik hurtigt asyl, og med Kirstens hjælp fik han snart etableret sig i Danmark, lærte sproget og begyndte at læse til ingeniør.
Der var meget kontakt familierne imellem i disse år. Både Jens og senere Torkild og Annie besøgte Milans famile i Prag. Forældrene og to mindre tvillingesøstre.
Kirsten besøgte også familjen i Tjekkoslovakiet, hvor hun også var ude på landet i Slovakiet og besøge bedsteforældrene. Bedstemoderen talte langsomt og tydeligt på slovakisk til Kirsten, for så måtte hun vel kunne forså det - mente bedstemoren.
På billedet her under ses Kirsten sammen med Milans bedstefar.
Kirsten blev student i sommeren 1969.
Når jeg tænker tilbage på hendes skole og studieforløb, kan jeg ikke mindes, at der nogen sinde var tale om faglige problemer. Heller ikke ikke mindes jeg suveræne toppræstationer. Det fungerede bare, mens der foregik så meget andet vigtigt og spændende i hendes liv.
Den eneste af hendes skolepræstationer, som jeg umiddelbart kan komme i tanker om, var hendes 5-tal i mundtlig matematik til studentereksamen. Ikke specielt godt. Jeg var selv på det tidspunkt et par år henne i matematikstudiet på universitetet, og det gav mig i den grad refleksioner over det ligegyldige ved den del af matematikken, der beskæftigede sig med at få bekræftet det umiddelbart indlysende. Hendes ringe karakter beroede på vanskelighederne ved at bevise, at sinusfunktionene var kontinuert. Intet kan være mere ligegyldigt for vores og jordens fremtid end at få vished om, at sinus er kontinuert. Djævlen ligger i detaljen siges det, og det er nok derfor, jeg aldrig siden har haft lyst til at fordybe mig i livets mere inferiøre detaljer.
Mens Kirsten gik i gymnasiet og jeg læste på universitetet, var hendes veninder og venner og mine venner ofte sammen til fester og lignende. Der var lidt flirteri på kryds og på tværs, men aldrig noget, der rigtig brændte igennem. I en periode tog vi på søndagsture med toget til Farum, og gik ud i skoven her fra. Dér havde vi fundet hule, hvor vi ofte satte os og lod hashpiben gå rundt. Jeg husker nu aldrig jeg har oplevet Kirsten beruset, hverken af det ene eller det andet. En søndag morgen, hvor Kirsten havde været til fest lørdag aften, var hun endnu ikke kommet hjem. Jeg kørte med far ud for at hente hende. Da vi skulle afsted, lagde far diskret et tæppe i bilen. Men det blev der heldigvis ikke brug for. Tiden var bare trukket ud i hyggeligt selskab.
Kirsten var optaget af litteratur, og hvordan man herved kunne fokusere på det enkelte menneskes forhold til omverdenen.
Dagene efter var mærkelige. Alt syntes så uvirkeligt, og samtidig også så uforanderligt. Ikke eneste gang i livet, men måske den stærkeste gang i livet, hvor mit sind har skreget efter muligheden for at gå baglæns og skrive om på virkelighedens barske historie.
Den 19.11.1050: Døve hører, blinde ser, og de døde står op. Store ting sker. De sædvanlige love er suspenderet, og alt er muligt.
Lillesøster blev født i aftes kl. 23.
Man sagde forud, at det ville være alt for tidligt, hvis det skulle ske nu, men i går eftermiddags, da lægen var her, sagde han til Ruth, at han ikke anså det for nogen ulykke, om fødslen skulle komme nu. Om aftenen blev smerterne mere voldsomme og vi var ved at komme ind på, at det måtte være veer.
Børnene, med undtagelse af Leif, som er på sin første week-end med spejdertroppen, skulle som sædvanlig være længe oppe, og de fik lidt hurtigere end sædvanligt, optrådt med sange, forklædninger og halvdårlig forberedt optræden af forskellig art. Hen ad kl. 21 erklærede Ruth, der lå på sovesofaen, og søgte at være med i det hele, at nu ville hun gerne, børnene skulle i seng.
Et par minutter efter ringede jeg først til lægen og derefter til jordemoderen. Vi blev enige om at se tiden an en time endnu. Nu fik Doris (den unge pige) travlt med at sy vaskeklude, og jeg førte liste over alt hvad der skulle i kufferten. Ved 22 tiden sagde jeg, at nu måtte vi hellere putte det hele i kufferten, som det var, og se at komme afsted.
Et kvarters tid senere var Ruth afleveret på klinikken og jeg på vej hjem til fods. Jeg forlangte straks efter hjemkomsten en kop stærk kaffe og forberedte mig på at blive oppe, til der kom en endelig besked. Inden jeg blev færdig med kaffen ringede telefonen. Tillykke men en lille datter – moder og barn har det godt. Et kvarters tid senere var jeg på fødeklinikken, fik hilst på Ruth og set den lille datter. Hun var meget lille, men så helt menneskelig ud, havde hår på hovedet, drejede lidt utålmodigt på det lille hoved, gav nu og da en spæd lyd fra sig og åbnede til sidst det ene øje lidt på klemt – et smukt mørkt øje, klart og troskyldigt virkede det.
Ruth var træt og jeg blev sendt hjem igen omtrent med det samme. Jeg aflagde fuld beretning for Doris.
Forinden jeg gik på klinikken havde jeg forsøgt at vække Lotte og fortælle hende nyheden, men jeg kunne ikke få så meget liv i hende, at hun kunne sanse og forstå, hvad jeg fortalte. Jeg anså det for formålsløst at forsøge at vække hende igen. Jeg følte trang til at meddele mig, og kl. 24 ringede jeg til Sorø og traf Aase oppe, hun blev lykkelig. Alle føler, at det er en stor lykke, det var jo netop en lille pige, vi havde ønsket.
Lotte var den første, der kom ned til mig om morgenen, hun savnede sin mor og var meget desorienteret, men da jeg fortalte hende om den lille søster, sprang hun op og klappede i hænderne, det var hendes største ønske, der var blevet opfyldt.
Lotte måtte ind i sengen til mig for at blive varm, hun rystede af kulde. Jeg fortalte hende nu, hvordan en lille prik i moders underliv var vokset lige fra foråret, og nu til sidst fyldte det lille barn så meget, at moder næsten ikke kunne holde det ud. Lotte hørte begejstret efter og forstod, at hun var den store pige, som vidste bedre besked og forstod ting, som de små brødre og kammeraterne ikke rigtig kunne tage del i.
Få minutter senere vidste alle børnene, at de havde fået en lillesøster. Torkild sagde: ”øv, så skal hun have gummibukser og tisse på gulvet, og alt det”. Da jeg barberede mig kom Anders op i badeværelset og besøgte mig. Jeg forklarede ham, at mor var syg, og mor kom snart hjem igen. Anders sagde efter meget besvær: lillepige med”, og lidt senere: ”Anders lillesøster”.
Nu har jeg ringet til dem alle. Hille (moster) græd, hun havde drømt om Ruth om natten. Johanne (faster) ville have, at jeg skulle tale med dem alle. Gustav (farbror) var også hjemme og fik beskeden. Et kvarter senere ringede svigerfar og svigermor. Johanne (faster) havde ringet i mellemtiden. Min mor var stået op af sengen og lod som rask efter månedlangt sengeleje.
Alt er glæde og begejstring i dag. Nu ønsker jeg blot at se Ruth og den lille vel hjemme. De havde det i alt fald godt i dag til morgen, men jeg glemte at spørge hvad lillesøster vejer og måler. Jeg skal derop i eftermiddag kl. 14. Jordemoderen sagde at fødslen havde været lidt unormal, den lille var kommet med de korslagte ben først, og det var de unge medhjælpere meget opskræmte over. Jordemoderen tog det meget roligt, hun er 60 – 70 år gammel, og hendes optræden virker som stor opmuntring. Forhåbentlig betyder fødselsmåden ikke noget, fødslen foregik da i alt fald meget hurtigt.
Nu skal jeg med Jakob (hvis ”dag” det er i dag) ud at se på det nye hus på Dyssegårdsvej. Vi håber at kunne skrive slutseddel på tirsdag eller onsdag.
Jeg løber
Den 02.02.1951 Lillesøster, der fra sin tredje hverdag måtte tilbringe de næste 14 dage på Gentofte Amtssygehus, hvor man på grund af en lettere forkølelse og fordi hun ikke ville tage mad til sig anbragte hende i varmekasse, hun har nu atter måttet på hospitalet.
Hun havde i sidste uge fået en omgang forkølelse, der efterhånden udviklede sig til en besværlig hoste i forbindelse med meget slim i luftvejen. Vi var ofte i vildrede med, hvad
vi skulle gøre, når hun havde besvær med at få vejret. I lørdags kom hun efter lægens råd på hospitalet og nu bliver der bragt mælk ud til hende hver dag. Vi savner at have hende her, og tanken om at hun ikke er rask gør stemningen noget trykket, især kniber det for hendes mor, der jo har haft langt mere med hende at gøre og som tænker meget mere på hende end vi andre. Lillesøster har stadig hoste og hun har siden i lørdags fået ilttilførsel hele tiden. Det kan godt lyde foruroligende, at der skal anvendes så kraftige midler, men på hospitalet siger de at det går godt med hende og at der ikke er noget foruroligende på færde med hende.
Børnene er meget optaget af hendes fravær de første dage, men det er ikke naturligt for dem at gå rundt i en trist stemning i længere tid.
I disse stuer har Kirsten været med til at, skabe liv i de forløbne 20 år. At her i dag ser anderledes ud er ”för tillfället”, Af samme grund var vi i onsdags hos pastor Bjerrum. Da vi havde fortalt løs om Kirsten og nævnt vore mange salmeforslag, mente P.B. ikke, der var meget, for ham at gøre: den højtid må man synge og spille sig igennem. Hans dom var rigtig — ligesom hans salmeudvalg.
Kære Kirsten — På dine søskendes vegne vil jeg gerne have lov at takke dig for, hvad du har været for os.
Det tomrum, din bratte bortgang har skabt, har rørt os alle dybt og vi vil komme til at savne dig meget.
Vi vil huske dig som en meget hjælpsom og opofrende pige, der altid var glad og i godt humør.
Din pludselige død er svær at bære for os, og den har fået os til at tænke på, hvor ofte vi i hverdagen gør små og ubetydelige problemer til store og uoverkommelige.
Du var lykkelig til det sidste Kirsten, og mindet herom vil styrke os, når hverdagen vender tilbage
Tak Kirsten.
Må det med nogen forsinkelse være mig tilladt at udtrykke min dybeste medfølelse med Dem efter tabet af Deres Kirsten.
Jeg har kendt Kirsten, siden hun begyndte på universitetet, eftersom hun gik på mit 1.årshold og også i efterårssemeteret 70, samt i februar
— deltog i mine 2.års øvelser. Jeg lærte hende at kende som en enestående sød pige; det er bestemt ikke for meget sagt, at hun var den mest afholdte person på holdet — på grund af sit humør, sin samarbejds-villighed og sin loyalitet. Desuden var hun fagligt højt kvalificeret og skrev en række opgaver til mig, der vidnede om stor omhu og iderigdom. To af dem havde jeg netop her i januar givet hende hovedværksløsning for.
Jeg snakkede meget med Kirsten "udenfor timerne" og kunne således følge med i, hvordan det gik hende i privatlivet, Sidste juni var hun dukket op som den eneste til sidste time før sommerferien — så vi besluttede at "holde fri' og gik i stedet over på Restaurant Scott for at fejre afslutning. Her fortalte hun mig om sin forlovelse med Milan, om sine sommerferieplaner og om sine tanker om sit fremtidige studium. Jeg gik på det tidspunkt til eksamen, og hun huskede siden altid at spørge om, hvordan det gik.
Sidste gang, jeg havde en længere "uformel" samtale med hende, var i slutningen af januar, hvor vi tilfældigt mødtes foran Munksgårds Boghandel Hun havde jo netop været i Prag og havde en masse at fortælle - hvad der i øvrigt ikke var uden forbindelse med studiet, for hun arbejdede samtidig på en opgave om Franz Kafka.
Kirsten er et af de mest ukrukkede mennesker, jeg nogen sinde har mødt, og hun lagde ved denne lejlighed ikke skjul på, hvor lykkelig hun var for at være gift.
Jeg ved, at resten af mit 2. års hold var lige så glade for Kirsten som jeg. Specielt Benny Jørgensen, som hun havde udarbejdet flere opgaver sammen med, vil savne hende. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal fortælle dem, hvad der er sket, når jeg atter mødes med dem på fredag.
Kirsten har altid mindet mig lidt om min egen kone; jeg mener derfor, at jeg er i stand til at fatte Deres - og Milans — sorg.
Deres hengivne
Søren Schou.