Ved det Grænseløses Grænse

1. Udfordringen

De ubetrådte stier

Umiddelbart er dét, at få serveret et liv i Danmark i det 20'nde århundredes midte, en af de kedeligste udfordringer, som man kan blive udsat for i dette univers.
Man skal foretage nogle få, næsten ligegyldige, valg: uddannelse, venner, job og kone, favorithold og begravelsesplads. Herefter har man blot at vandre gennem livet og tage de små fornøjelser, glæder og sorger, som det nu kan give.

Den store udfordring er imidlertid manglen på små udfordringer.
Det er nok derfor, at nogen formår næsten at drukne i de små udfordringer.
Alternativet er, at kigge på og lytte til den store verden, der er udenfor dig selv og din egen snævre sti.
Du hører gråd og du ser elendighed, og tænker måske at du kan gøre en forskel.
Det er mellem dig og denne verden, at de svære valgs drama kommer til at stå. Umiddelbart er det letteste valg, kun at tænke på dig selv. Og så selvfølgelig dine nære, dem du håber kan hjælpe dig engang, hvis du skulle komme i vanskeligheder.
Den beregnende godhed, et godt hjerte når det kan betale sig.

Men tænker man et niveau højere op, bliver det klart, at generelle højere etiske standarder er vigtige, hvis de fleste af os skal kunne trives her hvor skæbnen har placeret os.
Derfor må vi tage stilling til, hvordan vi i fællesskab kan skabe den bedste af de mulige verdener at eksistere i. Vi må vælge, hvordan vi vil forholde os til vores fælles problemer.
Et valg er uundgåeligt, da ikke-indblanding jo også er et valg.
Måske kan du gøre en forskel.

Da jeg var 14 år og var fra et besøg hos min bror i Valby på vej hjem til Søborg, blev jeg første gang konfronteret med en tigger. Foran Hareskovbanens endestation over for Nørrebro station. Han sad på hug og vendte den højre håndflade op imod himlen og op imod mig.
Mon ikke de fleste har stået i den situation?
Jeg gav et bidrag, fordi min samvittighed bød mig det.
Denne samvittighed var på dette tidspunkt tæt forbundet med min kristne barnetro.

Men ovenpå dette fulgte mange tanker mens jeg cyklede hen ad ’lygten’ langs med togbanen. For eksempel: hvorfor gav jeg ikke det dobbelte eller det tredobbelte?
hvor gik grænsen for min offervilje til denne person, og hvad med alle de andre, der også behøvede hjælp, men måske bare ikke var på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt?
Sådanne spørgsmål kalder uvægerligt på en mere systematisk tankegang, der må udvikles gennem konsekvente holdninger.
Der skete det samme for mig som sker for så mange, der søger logiske sammenhænge for den rette  attitude til de etiske problemer, de bliver konfronteret med.
Nemlig at denne søgen efter sammenhæng rokkede ved min barnetro.

Eksisterede der virkelig en Gud for oven, der styrede verdens gang, det ondes fjende og det godes trøster og inspirator?
Jeg besluttede at lade det komme an på en prøve.

En mørk aften gik jeg efter aftale med den eventuelt eksisterende Gud ned bag i den villahave i Gentofte, hvor vi dengang boede. Det var så meningen, at Gud skulle vise sig for mig på dette diskrete sted, hvis han eksisterede.
I modsat fald ville han være ansvarlig for, at en troende konverterede til at være ikke-troende.
En klar modstrid, hvis det godes fyrste virkelig var en realitet!
Der skete ikke en skid! Månen og stjernerne lyste svagt.
I det fjerne hørtes storbyens larm. I det nære en puslen i hækken, en mus eller en fugl, en bil kørte forbi på vejen, og en menneskelig samtale fandt tilsyneladende sted et par haver væk.
Min Gud lod ej høre fra sig.

De efterfølgende grundlagsdiskussioner, som jeg førte med mig selv, bragte mig ud på dybt vand - gennem nihilismen og Nietches overmennesketeori - inden jeg blev reddet i land af et markant venstreorienteret holdningskompleks over for tilværelsen.
To ting afholdt mig imidlertid fra et heraf afledt konsekvent engagement i politik.
For det første var jeg ude af stand til - som en del af den socialistiske tankegang - at hidse mig op over at nogen havde mindre end andre - blot deres eksistensgrundlag var sikret.
Jeg var ikke til ”frihed, lighed og broderskab”, men mere til ”frihed, tryghed og broderskab”. Ved mit første og eneste besøg hos SF’s ungdom fokuserede man på uretfærdigheden ved det nylig indgåeede boligforlig. Mens mennesker døde af sult eller i krig i den tredje verden!
Den anden ting, som jeg ikke kunne forlige mig med, var fjendebilledet af de onde kapitalister. For mig var problemet i stedet, at lede sådanne mennesker – delvist velmenende, og ikke nødvendigvis onde - ud af en tankegang, et værdigrundlag og et handlingsmønster, der øjensynligt havde katastrofale følger.

 I stedet for at opdele verden i rigtige og forkerte mennesker fandt jeg det mere interessant at opdele verden i rigtige og forkerte holdninger til tilværelsen.
Denne interesse fik yderligere næring af min lillesøsters pludselige død.
Dette chok, denne tilsyneladende meningsløse hændelse, sendte mig ud på herrens mark og gjorde mig betydelig mere åben overfor et nyt religiøst livssyn.
Der kommer et andet perspektiv over de små dagligdags hændelser, man går og pusler med til hverdag.
Selvom de til tider synes store.
Min søster var få måneder forinden blevet gift med en flygtning fra Prag. Så meget var i forandring, så meget nyt var ved at blive bygget op - og så lige pludselig dette.
Fra den ene dag til den anden.
Man fornemmer hvor lidt, det betyder, om man går den ene vej eller den anden vej, når skæbnens tunge hammer pludselig rammer ned i den umiddelbare tilværelse.
Der må være en dybere kærlighed. Noget følelsesmæssigt, der varer ved, der ikke brydes ned.
Jeg havde jo forladt min barnetro, og var således parat til næsten hvad som helst.
Jeg så med positive øjne efter alternative livsholdninger.
Det er unægtelig ulig lettere at forholde sig negativt til alternative livsholdninger, end det er seriøst at efterprøve dem i teori og praksis.
Imidlertid havde jeg behov for det sidste.

2. Scientology

Et svindelforetagende?

En af de mere absurde livsholdninger, der i sommeren 1971 blev stillet til skue for en undrende offentlighed, var Scientology - en anvendt religiøs filosofi.
Vi blev - bl.a. gennem en række dybdeborende artikler i dagbladet Information - præsenteret for en rig amerikaner, L Ron Hubbard, der omgivet af en flok naive unge mænd og kvinder, sejlede rundt på Stillehavet i en lystyacht.
Her fra organiserede han en række missioner rundt om i verden. Gennem disse missioner lokkede man - under religiøse overtoner - folk til at betale en styrtende masse penge for at opnå et bedre liv.
For at det ikke skulle være løgn, havde denne mand en gang udtalt, at hvis man ville tjene rigtigt mange penge, så skulle man lave en ny religion.
Artiklerne indeholdt mange flere afslørende fakta, som jeg ikke husker i detaljer, men efter at have læst disse artikler følte jeg mig beriget og en smule indviet.
Jeg havde fået indblik i afsløringen af et fupnummer.

Jeg var på det tidspunkt i begyndelsen af tyverne, et tidspunkt i ens liv, hvor man er ivrig efter at få rubriceret alverdens gode og dårlige tiltag i kasser, så man kan pejle sig fremad gennem livet i de rigtige retninger.
Ud fra hvad jeg vidste om Scientology i 1971 var det altså nærliggende for mig at forvente, at bevægelsen ville gå i glemmebogen i løbet af få år.

3. Frivilligt Nærvær

En undersøgelse af elementær naivitet

Nu skete der imidlertid det, at jeg et par år senere på vej hjem fra arbejde en gråvejrsdag i november uden for Hellerup station blev passet op af en fyr fra Scientology.
Jens hed han, og han stod foran stationsbygningen og udså sig de mennesker, der kunne tænkes at være parate til at udforske nye sider af tilværelsen, hvis der her igennem var en mulighed for, at tingenes tilstand ændredes til det bedre.
Jens fik selvfølgelig øje på mig, og henvendte sig meget direkte til mig.
Han havde ikke sagt mange ord, før jeg var klar over, at han repræsenterede Scientology.
Det lod jeg mig imidlertid ikke mærke med, for jeg ville benytte lejligheden til ved selvsyn at observere, hvordan mennesker kunne holde fast ved en så åbenbar vildfarelse.
Jeg besluttede altså hurtigt med mig selv, at jeg ikke ville virke uinteresseret - hvilket i øvrigt også var imod min natur.
Hvordan kunne denne gruppe mennesker mon helt ignorere de gentagne afsløringer, der blev bragt i aviserne?

Da jeg havde indvilget i at ville lave en personlighedstest, præsenterede Jens mig for Jan, der i en lille folkevogn skulle bringe mig hen til den nærmeste organisation.
Jan virkede meget tiltalende, smilede og kiggede på mig på en måde, der fik mig til at spekulere på, om han i virkeligheden ikke var en gammel bekendt, som jeg bare ikke lige med det samme kunne få placeret.
En anden tanke, som jeg holdt fast i på vej hen til organisationen, var, at jeg jo var så begavet, at ingen kunne løbe om hjørner med mig.

Organisationen havde til huse i en ældre villa tæt ved Bernstorffsvejs station.
Det hele virkede meget velorganiseret. Jeg fik udleveret en såkaldt OCA-test med 200 spørgsmål, der gik på min personlighed, og som skulle besvares ved et mutiple-choice system. Teksten, fik jeg at vide, var udviklet på et institut i Oxford.
Jeg blev placeret i et lille rum, hvor en pige på min egen alder i forvejen var i gang med at udfylde en tilsvarende test. Da hun var færdig og forlod lokalet, ønskede hun mig held og lykke med disse - efter hendes mening - ret nærgående spørgsmål.
Jeg udfyldte testen, afleverede svarene og afventede en vurdering.

Det blev - vist nok grundet mangel på bedre kvalificerede - Jens, der skulle tolke denne vurdering sammen med mig. Vurderingen, testresultatet, bestod af en graf, der afslørede min mentale habitus vedrørende forskellige aspekter af livet.
Grafen bevægede sig op og ned i forhold til en ønskelig tilstand, og viste blandt andet, at det stod skidt til med mine koncentrationsevner og med min evne til at kommunikere.

Det fandtes der imidlertid råd for.
Ja faktisk kunne de tilbyde mig et kommunikationskursus, HAS-kurset, der kunne forbedre mine evner på disse områder.
Der var eksempler på drastiske ændringer hos andre, forårsaget af dette lille kursus, der kostede 150 kr og kunne færdiggøres på en uges tid.
Skulle det mod forventning vise sig, at jeg ikke var tilfreds med udbyttet af mit kursus, ville jeg få mine penge tilbage.
Jeg blev bragt videre til registraren, William, der modtog min betaling for kurset og så til kursusadministratoren, Kirsten, der lavede mit ‘schedule’ (= skema – her vrimlede det på godt og ondt med amerikaniserede udtryk).
Det hele foregik efter en selvfølgelig rutine på en sådan måde, at det krævede et særligt initiativ fra min side at bryde denne rutine. Et sådant initiativ kunne være, at udtrykke mistro til disse flinke og imødekommende mennesker, eller det kunne være, at jeg modsatte mig en eventuel forøgelse af mine mentale evner.

Jeg begav mig fra villaen på Bernstorffsvej station til den nærmeste busstation, og tog bussen hjem. Som en anynom blandt anynome i en bus fra villabyerne. Stille og roligt.
Men ikke lige denne dag. Alle os anynome buspassagerer blev nemlig underholdt af Henrik Rössel og Bule-Hansen, der højlydt blev enige om, adenne bus tilsyneladende kørte en omvej.
Henrik Røssel var en tidligere klassekammerat, som jeg havde røget lidt hasch sammen med. Mens jeg var holdt op var han gået over til at spise svampe, og han røg som følge heraf ud og ind af psykiatriske hospitaler.
Bule-Hansen var en pensioneret lærer fra Gentofte skole med en karakteristisk bule over det ene øje. Som børn overraskede han os, da vi var på æblerov i hans have.
Det lykkedes mig at forblive anonym på denne korte bustur.

4. Det første Kursus

Kunsten at være der

Et par dage efter startede jeg så på kurset til den fastsatte tid.
Sneen faldt udenfor på Bernstorffsvej, mens jeg arbejdede mig igennem mit første kursus i Scientology - i en herskabsvilla i Hellerup.
Vi var 5-10 mennesker, alt afhængig af den enkeltes ’schedule’, der studerede i kursuslokalet.
Man fik udleveret en kursusmappe, som indeholdt den teori, der skulle læses, samt et ‘check-sheet’, hvor alle kursets trin var angivet i rækkefølge. Foruden teorien, var der øvelser og demonstrationer (‘demo’er). Det kaldtes et check-sheet, fordi alle punkterne skulle checkes af kursus-supervisoren eller af en medstuderende.
De læste materialer blev man hørt i ved at forskellige ord, der forekom i teksten, skulle defineres og bruges i et par sætninger; herudover skulle ‘ud-checkeren’ fokusere på anvendelsen.
Øvelserne skulle man udføre sammen med en medstuderende, en ‘twin’ (tvilling), indtil et nærmere angivet mål var nået.
Demo’erne blev normalt udført ved hjælp af modellervoks, og de gik ud på at demonstrere en passende forståelse af vigtige begreber, hvilket gerne skulle resultere i, at supervisoren ved at kigge på demo’en et kort øjeblik, kunne fortælle hvilken hændelse eller hvilket begreb, det skulle forestille. Kunne han/hun ikke det, måtte man lave en ny.
Teksterne var formuleret i vendinger, der indikerede, at den studerende var på vej til at blive en såkaldt auditor, en der kunne lytte og forstå.
Denne auditor skulle opøves i en passende attitude overfor PC, præclear, det vil sige én, der var på vej til at blive clear ved at rense sit sind for uønskede mentale reaktioner - de såkaldte aberrationer.

Som vi senere skal se, er denne kommunikationsform, kaldet auditing - hvor en auditor efter et nøje fastlagt mønster udspørger en PC - en central handling, når man bevæger sig op igennem Scientologys grader.
På de højeste niveauer, er auditor og PC én og samme person.

Den første øvelse hed “OT-TR0", og den gik ud på, at man skulle sidde i en stol med lukkede øjne, og ikke gøre andet end at være der og konfrontere en anden person, der sad overfor - og gjorde det samme.
Denne anden person skulle man så forestille sig var PC.
Jeg udførte øvelsen sammen med en langhåret fyr på 18 år, der hed Thomas.
Vi sad overfor hinanden i timevis, og Thomas faldt gang på gang i søvn.
Det var naturligvis ikke i orden, for han skulle jo ikke gøre andet end at være der - og konfrontere. Øvelsen blev derfor gentagne gange afbrudt af supervisoren (på dansk: kursuslederen), der skulle finde ud af, hvorfor Thomas ikke bare var der.
Selv syntes jeg, at jeg rimeligt hurtigt opnåede det ønskede mål, bare at være der - i hvert fald i perioder. Jeg tror i virkeligheden, at Thomas ventede på at en mindre åbenbaring eller et klarsyn skulle indfinde sig.
Da Thomas efterhånden affandt sig med, at han nok var nået forbi det punkt hvor han bare var der, kunne vi gå videre til næste trin, TR–0, hvor vi skulle konfrontere hinanden med åbne øjne.
Det krævede virkelig en overvindelse at sidde og kigge et fremmed menneske ind i øjnene i timevis,
Det lykkedes for mig, ligesom det lykkes for næsten alle andre, der prøver.
Det efterlod mig helt klart med en følelse af i højere grad at kunne være årsag, være styrende i forhold til andre mennesker.

Vi var kommet ind i julemåneden, december 1972, og jeg var nu efter de første dage på kurset blevet en del af gruppen, en scientolog.
Ikke fordi jeg havde fraveget min oprindelige udforskende attitude til bevægelsen, men fordi dét, at udforske sit eget syn på omgivelserne, jo netop var en af de ting, der karakteriserede bevægelsen. Her var ikke tale om religiøs hengivelse, snarere om et eventuelt mentalt teknologisk spring fremad.
Jeg skulle have styr på mit sind.

Vi var alle sammen i færd med at finde ud af, om vi kunne bryde grænser for vores mentale formåen.
Den næste øvelse, TR-0 ‘bullbaiting’ (at drille en tyr) flyttede på en pudsig måde tyngdepunktet fra effekt til årsag. Nu skulle man kunne sidde dér, og konfrontere en anden - på trods af, at den anden søgte at hyle én ud af det.
For de fleste var det sværeste, det der krævede den største overvindelse, imidlertid at tirre en anden. Tvillingen, som også blev kaldt ‘coachen’, skulle få den anden, studenten, til at gøre andet end bare at være der, det ville i praksis sige til at grine.
Man skulle gøre indtryk på et vildt fremmed menneske ved hjælp af snak, fagter og grimasser.
På en eller anden måde skulle man udstille sig selv.
Det var ved en sådan lejlighed, hvor man fik lyst til at kvitte det hele, frem for at skulle sidde ideforladt foran en anden, der bare ‘var der’, og forventede at man foretog sig noget vældigt sjovt og opfindsomt. På den anden side vidste man jo med sig selv, at det alene var et spørgsmål om at overvinde en almindelig form for generthed.
Når det så lykkedes, følte man sig endnu mere som en del af ‘teamet’.

En dag dukkede en teenager, Dennis, op på kurset.
Han gik friskt i gang med øvelserne, og det gik udmærket, indtil han skulle bullbaites.
Han skreg af grin, så snart coachen åbnede munden. Så målet, at få ham til at sidde dér, og bare være der og konfrontere, syntes uendeligt langt væk.
Supervisor og medstuderende snakkede længe med ham, for at finde hans misforståelser. Ifølge studieteorien måtte grunden til, at man ikke kunne gennemføre en øvelse, nemlig være en manglende forståelse af dele af teorien.
Bogstaverne OT stod for opererende thetan, og ordet thetan var Scientologys ord for jeget, personligheden. Dennis var ikke villig til at optage dette begreb i sin begrebsverden. Han identificerede sig helt og holdent med sin krop.
Dennis nåede aldrig videre i Scientology.

Foruden begynderne, der som jeg var på HAS-kurset, var der i kursuslokalet en del Akademistuderende. De var gået i gang med en mere systematisk uddannelse i Scientology.
De udstrålede entusiasme og kompetence.
Der var Birthe, en dame på 50 år, Ejnar på omkring 60 år og Bent, en forretningsmand på ca. 40 år.
Her ud over var der flere helt unge, bl.a. en gruppe fra Ikast, hvor man havde startet en såkaldt mission (det udtaltes på amerikansk), der kørte begynderkurserne, og derefter sendte de studerende videre til København. Blandt disse var John, en langhåret dreng på bare 16 år, der umiddelbart virkede lidt tillukket, men til gengæld meget determineret. Når kurset startede, om morgenen eller efter en pause, begyndte man med rollcall, hvor alle studerende blev råbt op, og hvis der var nye studerende, blev disse præsenteret for de andre, der kvitterede med en klapsalve.
Midt i kursustiden kunne det hænde, at vi blev afbrudt, fordi en anden student havde færdiggjort et kursus. Vedkommende fortalte så, hvor glad han eller hun havde været for kurset, hvorefter vi klappede - for så at få lov til at fortsætte vores aktiviteter.
Per Svendsen, en ung mand i begyndelsen af tyverne med halvlangt hår, var kursus-supervisor. En lidt stille fyr, der udstrålede en fænomenal autoritet. Samtidig forstod han at udfylde sin rolle fuldt ud. Når jeg tænker tilbage på ham, husker jeg ham aldrig som andet end supervisoren, ham der havde nøglen til al den viden og kunnen, vi søgte.

Mit HAS-kursus fortsatte med de næste øvelser.
I TR-1 skulle man opnå sikkerhed i at få sin kommunikation ‘over’ til modtageren, sikre sig at den blev hørt og forstået. Studenten sad med et eksemplar af bogen “Alice i eventyrland”, udvalgte tilfældige replikker og kommunikerede dem som en meddelelse eller spørgsmål til coachen. Denne skulle så vurdere, hvorvidt denne kommunikation gik klart igennem. 
TR-2 drejede sig om anerkendelser. Nu var det Coachen, der sad med et eksemplar af “Alice i eventyrland” og læste tilfældige replikker op, som studenten skulle anerkende, det vil sige give udtryk for, at man havde hørt og forstået, hvad der var sagt.
Denne afslutning på en kommunikationscyklus havde en oplagt vigtig betydning. Udeblev den eller var den tøvende, efterlod man den anden i en usikker sindstilstand med en vis opmærksomhed på den uafsluttede kommunikationscyklus. Det var ikke svært at finde eksempler fra ens egen virkelighed, hvor det man lærte af denne øvelse kunne bringes i anvendelse. Jeg erkendte ret hurtigt, at der var anerkendelser, der ‘kom over’, og andre, der blev hængende i luften.

Efter TR-1 og TR-2 fulgte TR-3 og TR-4, der gik ud på at gennemføre en kommunikationscyklus: stille et spørgsmål, få det besvaret og anerkende svaret.
Det var så studentens opgave at sørge for at få spørgsmålet besvaret, og anerkende svaret, mens coachen ind i mellem skulle prøve at krybe uden om ved ikke at svare eller ved at forvirre studenten. Denne skulle ufortrødent fortsætte med at gentage spørgsmålet, indtil det blev besvaret. Svarets indhold var underordnet, studenten skulle acceptere og anerkende det.
I TR-4 skulle studenten også kunne håndtere coachens såkaldte originationer, d.v.s. udtalelser, der omhandlede dennes sindstilstand. Disse skulle tages op i en samtale i den udstrækning, det var nødvendigt, for at fjerne coachens (PC’s) opmærksomhed fra tilstanden, så man kunne gentage det oprindelige spørgsmål og få det besvaret.
Disse øvelser kunne ofte være ret underholdende, når studenten og især coachen var opfindsomme.

En auditor betyder - som tidligere nævnt - én, der lytter, forstår og handler derefter.
I Scientology er det en person, der ved hjælp af bestemte spørgsmål søger at få en anden (PC) til at forstå noget nyt om sig selv og livet.

HAS-kurset var egentlig det første trin i en auditor-uddannelse. Samtidig kunne det så fungere som et selvstændigt kommunikationskursus.

Da jeg var færdig med kurset, følte jeg, at jeg nu besad nye færdigheder, jeg kunne have gavn af i livet.
Jeg blevet en del af en gruppe.
En samling af individer, der hver især troede på, at de var med til at skabe en bedre verden ved på banebrydende vis at hjælpe andre mennesker til at få et bedre liv.
Hver gang man trådte ind i organisationen, den gamle villa ved Bernstorffsvejs station, blev man mødt med en bølge af entusiasme og imødekommenhed.

5. Svaret blæser i vinden

Udenfor og indenfor skifter fortegn

Da jeg skulle attestere på færdiggørelsen af HAS-kurset, stødte jeg for første gang på et e-meter. En indretning, der minder en del om en løgnedetektor.
To ‘kander’, rippede konservesdåser, der med ledninger er forbundet til et voltmeter, placeres i hænderne på en person. På denne måde kan den mindste fysiske reaktion i form af sitren i hænderne,registreres af en anden person, der betragter voltmeternålens bevægelser.
Der er udviklet en omfattende teori om sammenhængen mellem nålens bevægelsesmønster og sindstilstanden hos den person, der holder kanderne.
De vigtigste regler er, at nålen stiger på skalaen, hvis personen begynder at føle sig skidt tilpas, mens nålen ‘flyder’, det vil sige, bevæger sig jævnt op og ned med små udsving, hvis personen er i harmoni med sig selv.

Ligesom kursusstarten foregik kursusafslutningen også efter et nøje fastlagt mønster. På et tidspunkt blev man placeret foran et e-meter med kanderne i hånden, og fik stillet spørgsmål, der gik på, op man havde opnået det, man skulle i kurset, og om man ville attestere på, at man havde færdiggjort kurset.
Jeg kunne svare bekræftende på disse spørgsmål, mens min nål ‘flød’.
Herefter blev jeg ført ind i et andet rum, hvor jeg skulle skrive min succes-historie.
Jeg beskrev kort nogle af de ting, jeg mente at have fået ud af kurset, hvorefter jeg igen blev placeret foranmeteret med kanderne i hånden. Nu var spørgsmålet: “Ville du ønske for en anden, at de fik de samme gevinster, som du har fået på dette kursus?”
Igen var mit svar bekræftende, og jeg havde en flydende nål.

E-meter seancen havde en forbløffende virkning.
Èn ting er, at føle, at man har udviklet sig mentalt, og at fortælle om det - vist nok at mene det, selvom sådan noget kan være svært at afgøre.
Noget andet er at få den fornemmelse, at en anden kan se lige lukt ind i dit sind og observere, at det faktisk forholder sig således.
Det var i denne lettere ekstatiske tilstand, at jeg blev ledt tilbage til kursuslokalet, hvor kurset for en stund blev afbrudt, så man kunne annoncere min færdiggørelse,
Alle i lokalet klappede, og jeg blev spurgt om jeg havde noget at sige.
Jeg sagde ikke noget videre, men min sindstilstand lod sig næppe skjule for de andre.

Begivenhederne flød efter hinanden i en lind strøm, så jeg ikke på noget tidspunkt tænkte over konklusionen på den undren, der havde ført mig ind i denne organisation.
”Hvordan mennesker kunne holde fast ved en åbenbar vildfarelse? ”.
Undersøgelsen var på umærkelig vis drejet over på min personlige udvikling, ikke på de andres indvikling.

Kursusafslutningen var imidlertid ikke slut med klapsalverne i kursuslokalet.
Der er mange forskellige poster i en Scientology-organisation, der skal besættes, da de - hver på sin måde - er en uundværlig del af helheden.
En af disse poster er at tage sig af den enkeltes uddannelsesforløb, ' progress’, altså udvikling indenfor Scientology.

Alice havde fået overdraget denne post, og det var hun god til.
Vi snakkede frem og tilbage om Scientology og om andre ting. Det vil sige, hun snakkede langt mest, hun styrede i hvert fald samtalen hen i en begrebsverden, hvor menneskeheden blev delt op i ‘dem’ og ‘os’.
Scientologerne og dem udenfor, som med et amerikaniseret ord kaldtes ‘the wog’.
Scientologerne blev så igen delt op, i de mere egoistiske, der kun modtog auditing, var PC'er. De fik kun noget. På den anden side dem, der også var parate til at gøre en indsats for andre, og derfor uddannede sig til auditorer. Som led i deres uddannelse, auditerede de en anden student og de modtog også selv auditing fra en medstuderende.
De både fik og gav.

Det næste trin for mig, da jeg ikke ville hoppe lige på det avancerede og dyre ‘akademi’, var HQS-kurset. Forkortelsen HQS stod for Hubbard Qualified Scientologist.
Her udbyggede man det, man havde lært på HAS-kurset, lærte en hel del ny teori og nye færdigheder i at anvende den religiøse filosofi, som Scientology var.
Kurset sluttede af med en større co-auditing-sektion, hvor man auditerede en anden studerende, og ligeledes selv modtog auditing.
Det lød da spændende, en hel del af det, selvom jeg ikke var sikker på, at jeg lige var parat til at tage det endnu.

6. Jeg kvalificerer mig

Og får styr på sindets struktur

Jeg blev sendt videre til registraren, Willy, der skulle ordne det praktiske med betalingen, så jeg kunne komme i gang.
Prisen var 1500 kr, det tidobbelte af HAS-kurset, der kun kostede 150 kr.
Willy var rimelig effektiv og insisterende, og inden jeg forlod organisationen den dag havde vi aftalt, at jeg skulle komme og betale for HQS-kurset den efterfølgende dag.
Så havde jeg da lige en dag til at tygge på det, tænkte jeg.
Jeg lod et eller andet komme i vejen den næste dag, men blev ringet op af en indigneret Willy, der ikke kunne forstå, hvor jeg blev af, ”for vi havde jo en aftale”.
Dagen efter måtte jeg så hellere se at få det ordnet.
Det gjorde jeg - og inden længe var jeg i gang med at kvalificere mig til at blive en rigtig Scientolog.

Det var i mellemtiden blevet januar måned 1973, og jeg afsluttede mit pædagogikum i min gymnasielæreruddannelse. Her midt i skoleåret var der ingen ledige stillinger, der passede til min uddannelse, så jeg kunne i hele foråret 1973 bruge det meste af min tid på Scientology.

Det blev et spændende forår, hvor mit syn på Scientology, såvel som mit syn på tilværelsen som sådan, ændrede sig markant.

Sideløbende med, at jeg var på HAS-kurset, havde jeg sat mig ind i den grundliggende dianetik-teori.
Dianetik er en forløber for - og samtidig en del af - Scientology.

Scientology betegnede sig selv som ‘en anvendt religiøs filosofi’
Selve ordet ’scientology’ betyder studiet af viden, viden om hvordan man ved.
Jeg opfattede det nærmest som en spændende og anderledes måde at tænke på.
Grundlaget stiftede jeg bekendtskab med gennem bogen “En videnskabs udvikling”, hvor L Run Hubbard beskriver, hvordan han nåede frem til denne nye viden om sindets struktur.

Et af gennembruddene kom, da han opdagede, at mennesket kan bringes til at huske alt, hvad det har oplevet, også fra perioder, hvor man har været uden for bevidsthed.
Det gjaldt f.eks. hvis man havde været bedøvet under en operation, og det gjaldt også oplevelser fra fødslen, ja endda også fra fostertilstanden.
Denne skjulte hukommelse påvirker mennesket i irrationel retning - indtil det lykkedes personen at genkalde sådanne hændelser, Herefter påvirker en sådan hændelse ikke personen mere end en hvilken som helst anden hændelse fra en tidligere del af personens liv.

Et godt eksempel på hvordan noget, man ikke er bevidst om i ens sind, kan påvirke personen, giver Hubbard i en anden af grundbøgerne, “Den moderne videnskab om mental sundhed”. Under en hypnose får en mand besked på, at tage sit slips af, når han hører en bestemt lyd. Det gør han så, og når man spørger ham hvorfor, kommer han med forklaringer til sin irrationelle handling i form af efterrationaliseringer, da han ikke er sig den egentlige grund bevidst.
Interessant og logisk fænomen, at man nødig vil erkende irrationel adfærd hos sig selv!

Sådanne oplevelser, der har prentet sig ind i sindet, men hvis eksistens individet ikke er opmærksom på, kaldes engrammer.
Et menneskes samlede forråd af engrammer udgør dét, man kalder det reaktive sind.
Sindet i øvrigt, dét, som er lagret som almindelig hukommelse, kaldes for det analytiske sind.
Groft sagt, kan man sige, at Dianetik handler om, at flytte ting fra det reaktive sind over til det analytiske sind.
Scientology handler derimod om, at få det analytiske sind til at fungere optimalt - og i samspil med personen selv, sjælen, identiteten eller mere præcis “thetanen”, der er det ord, man bruger i Scientology.
Som det også er tilfældet med andre begreber indenfor Scientology, bruger man her et hjemmelavet, men præcist defineret ord for at undgå, at nye og gamle begreber blandes sammen i en pærevælling.

Scientology er i det hele taget fyldt med forfriskende nytænkning.
Et eksempel her på er teorien om det misforståede ord.
Den går ud på, at den eneste grund, til at en person går i stå på et studie, er at vedkommende har misforstået et ord.
En hel række fysiske og psykiske reaktioner kan følge i kølvandet på et misforstået ord.
At misforstå er jo noget andet end at ikke forstå.
Uenighed, forvirring og træthed er typiske reaktioner.
Bliver det misforståede ord ikke opklaret, ender det med, at personen forlader kurset, han “blow’er”, som det hedder i Scientology-terminologi.

Det er derfor, man ved ‘check-ud’ af læst stof i Scientology spørger efter forskellige ords betydning, og også om man er enig i det, man har læst.

I øvrigt er teorien om det misforståede en vigtig ingrediens i de skoler og kurser, som Scientology har lanceret.
Kurserne, som drives af FEGU, Foreningen For Effektiv Grunduddannelse, eksisterer stadig den dag i dag, og har reetl hjulpet mange børn med indlæringsvanskeligheder i den almindelige skole. Her følger man også chech-sheet systemet, hvorved man hele tiden møder eleverne på deres øjeblikkelige niveau.
Der findes også p.t. 3 skoler her i landet, hvori der undervises efter lignende principper.

Et andet område, hvor Scientology-metoder kan gøre en forskel er afvænning af narkomaner.
Her i landet ligger et afvænningscenter, Narconon, i nærheden af Helsinge

7. Jeg opdager det religiøse aspekt

Og føler mig lidt mere på hjemmebane

Indtil jeg havde været på HQS-kurset et par uger, opfattede jeg Scientology som en anvendt filosofi, der byggede på nye opdagelser inden for sindets struktur.
Opdagelser der åbnede nye muligheder for udvikling af menneskelige evner.
På nogen punkter kunne man overveje, om man var enig i den viden, man blev præsenteret for. Den del af teorien, der drejede sig om definitioner, eller beskrivelsen af begreber som f.eks. et engram eller en kommunikationscyklus, måtte man selvfølgelig bare tage til efterretning.
Men her ud over sneg der sig efterhånden også en del påstande ind i teksten.
For eksempel denne: “mennesket er grundliggende set godt”.
Den passede godt ind i mit verdensbillede, så jeg var umiddelbart parat til at acceptere påstanden. Andre ting, som f.eks, hvordan det reaktive sind virkede, accepterede jeg, ligesom almindelige ekspertudtalelser eller forskningsresultater fra den videnskabelige verden.
”Kun det, der er sandt for dig, skal du acceptere som sandhed”, skriver Hubbard et sted.
Det er jo en fin rettesnor, selvom man let kan komme i et dilemma, hvis man har svært ved at tro på noget af teorien, men samtidig er ivrig for at komme videre indenfor Scientology.
I en anden af teksterne til HQS-kurset stødte jeg på sætningen “mennesket er et udødeligt væsen”. Den var fremsat som en påstand, ikke som en logisk slutning.
Jeg undrede mig og søgte uden held efter en logisk forklaring,
Det var tilsyneladende blot en del af Scientologys verdensbillede, og da det på daværende tidspunkt passede godt ind i mit eget verdensbillede, accepterede jeg påstanden. Havde det været 5 år tidligere, ville jeg have haft problemer med at acceptere denne påstand, men jeg tror, at jeg alligevel havde gjort det - og så betragtet den som en hypotese.
Hvis man har studeret en teori, der tilsyneladende hænger logisk sammen og virker i praksis, så er man tilbøjelig til at acceptere nye dele af teorien, blot de ikke direkte strider imod grundliggende antagelser i ens forhåndenværende verdensbillede.

Gennem forskellige samtaler inden for og uden for kursusrummet skulle det imidlertid snart vise sig, at ordet religiøs i vendingen ´en anvendt religiøs filosofi‘ ikke blot var et bekvemt biord.
På hvilken måde, det religiøse aspekt kommer ind i billedet, lader sig nok lettest forklare ved at fortsætte med en mere uddybende beskrivelse af, hvordan disse nye opdagelser angående sindets struktur udmøntedes i praksis anvendelse.

I bund og grund drejer det sig om at arbejde med sindet, at kigge på sine egne tanker.
Jeg arbejder med mit sind, jeg arbejder med mine tanker. Så hvem er jeg??
Svaret er, at jeg er thetanen, den der arbejder med sindet.
Når der ligger et engram i sindet, og man på et senere tidspunkt i livet støder på hændelser, der på grund af visse ligheder ubevidst minder én om engrammets indhold - engrammet bliver vakt til live - så dannes der et nyt led i den kæde af hændelser, der holder engrammet fast og får personen til at handle og tænke mindre rationelt.
Når engrammet så - ved auditing - bliver fjernet, så stopper udbygningen af denne engramkæde, men den forvirring og de fejlslutninger, som det har afstedkommet, er der stadig.

Et af scientology-auditings formål er at rede disse tråde ud.
Dette gøres gennem en lang række af kommandoer og spørgsmål, der får personen til at erkende nye sammenhænge i ens tanker og viden.
De erkendelser, man når frem til, er individuelle og ikke givet på forhånd.
Processen slutter, når pc får en erkendelse (på engelsk: cognition), og har en flydende nål på den række af tankemønstre, som man behandler.
Man siger, at pc er nået til et release-punkt, pc sidder ikke længere fast i nogle af disse fejlagtige tankemønstre, og kan nu se visse sammenhænge mere klart og i et nyt lys.

Hele auditeringsvejen gennem Scientology og Dianetik kaldes “broen” (the bridge).
På dette tidspunkt. i begyndelsen af halvfjerdserne, var broen en relativ præcist fastlagt rute, der startede med nogle lettere scientologyprocesser, som skulle skærpe pc’s opmærksomhed og auditerings-egnethed så meget, at man kunne tage fat på dianetic-auditeringen.
Når man så gennem en solid dianetic-auditing var blevet befriet for det meste af den engrammiske indflydelse på sindet, kunne man tage fat på den næste del af scientology-auditering, ‘graderne’:
“Grad 0" satte pc fri til at kunne kommunikere om ethvert emne,

"Grad 1" frigjorde én fra de problemer, man sad fast i,
“Grad II” fjernede de komplekser, man havde med hensyn til skyld og ansvar overfor andre,
“Grad III” tog sig af forståelsen, eller mangel på samme, overfor ens medmennesker,og
“Grad IV” udstyrede personen med muligheder for at forbedre sine evner på et hvilket som helst område.
For den studerende, der uddannede sig til at blive auditor, kaldtes den samlede pakke, der gjorde én i stand til at auditere disse trin, Grad 0 - IV, for Akademiet.
Efter graderne fulgte Power og Power-plus trinene.
Når man nu havde fået revalideret alle de evner, som engramkæderne tidligere havde sløret, så var man klar til at finde og udnytte noget af den styrke (power), der før var stækket. Disse trin kaldtes også “Grad V" og “Grad VA", og for at auditere dem, skulle man være en Klasse VII - auditor.
Udstyret med denne styrke (Power), var man klar til at tage de sidste og endelige skridt på vejen til Clear.
Nu skulle man være stærk nok til at kunne auditere sig selv; sidde med et e-meter foran sig og med kanderne i hænderne mens man stillede sig selv spørgsmål.
På denne måde navigerede man sig igennem stadierne R6EW og Clear, hvor man fjernede de sidste rester af det reaktive sind, så der ikke længere var nogen fare for at komme ud af mental balance eller for at handle irrationelt.
Fra starten af, og langt hen af vejen, var det store personlige mål for enhverscientolog at blive Clear, og for organisationen var målet ‘at cleare planeten’.
Som Hubbard udtrykte det: "En civilisation uden kriminelle og sindssyge, hvor duelige har rettigheder og kan nå højere mål".

Men tilstanden Clear skabte også nye muligheder.
Der var flere trin over tilstanden clear. De kaldtes OT-graderne.
Som tidligere nævnt, står OT for en Opererende Thetan, et åndeligt væsen, der er i stand til at handle, at få styr på sine omgivelse - inden for eller uden for kroppen.
Disse grader frigives efterhånden, som tilstrækkeligt mange bliver clear og går videre dér fra. Den første clear blev færdig i begyndelsen af 1965.
OT 1 blev frigivet i august 1966 og OT 2 i den efterfølgende måned.
OT 3 blev frigivet i forbindelse med “Rons Journal 67” i august 1967.
OT 4, OT 5 og OT 6 var også frigivet på det tidspunkt, da jeg stiftede bekendtskab med Scientology, altså i begyndelsen af halvfjerdserne.

De fysiske omgivelser for mit liv i Scientology var som nævnt en ældre villa tæt på Bernstoffvejens station.
Succeshistorierne fra OT-graderne bragte for os relativt nye studerende den spirituelle dimension ind i Scientology.
Man kunne læse dem i Scientology-tidsskriftet “Advanced”, der udkom en gang om måneden.
Én fortalte her, hvordan han gik exterior (scientology-ord for en ud-af-kroppen oplevelse) og bevægede sig ud i verdensrummet, hvorfra han kunne betragte jordkloden i al dens skønhed.
Én anden kom kørende i sin bil, da han observerede et tilsyneladende uundgåeligt sammenstød, der var under opsejling. Han så sig derfor nødsaget til - via sine mentale OT-evner - at påvirke de involverede bilers retninger og hastigheder, så ulykken på mirakuløs vis udeblev.
Og her en lidt længere, direkte citeret OT-historie:
"Sidste forår forsvandt min kat i to dage. Da han kom tilbage, så han ud til at have det meget skidt. Jeg kom i kommunikation med ham og fandt ud af, at han havde kæmpet med en væmmelig rotte og havde vundet. Men uheldigvis var rotten blevet forgiftet.
Min mand og jeg skiftedes til at auditere ham, indtil han havde det så godt, at han kunne forlade kroppen.
Imidlertid følte han sig så godt tilpas, at han i stedet ville reparere kroppen.
I en uge slæbte han rundt på denne krop, der så så væmmelig ud. Han kunne ikke bevæge sin mund, for giften havde ødelagt nervespidserne. Jeg hjalp ham i en uge.
Han ville simpelt hen ikke se i øjnene, at han faktisk var død.
Efter 10 dage var det virkeligt slemt. Jeg samlede kroppen op og lagde den på et håndklæde. Hele tiden var jeg i god kommunikation med dette væsen, kaldet ‘Tiger’.
Jeg fortalte ham, hvad jeg nu ville gøre, og jeg fik hans samtykke.
Så bevægede jeg mig ind i kattekroppen, hentede væsenet ‘Tiger’ ud af kroppen, ud af vores lejlighed og videre ud i rummet og i det ‘komplette’ fysiske univers. Her ekspanderede han tusinder af gange og blev lysvågen og glad. Han indså at han havde hængt fast ved denne kattekrop, fordi han var bange for at miste forbindelsen med mig, Nu vidste han, at dette aldrig kunne ske, så han takkede mig og tog af sted for at lege."
Historien om Ingo Swan verserede også.
Han var en OT med fænomenale psykiske evner, og spadserede derfor en dag ind på et institut, der forskede i sådanne fænomener, og demonstrerede her sine evner til forskernes store forbavselse.

Én gang om ugen, fredag aften, var der ‘graduation’.
Kurset stoppede kl. 22, en halv time tidligere end de andre dage, og så vidt muligt samledes alle - studenter, PC’er (dem der fik auditng) og ‘staff’ (= de ansatte) i kursusrummet, hvor man gennemgik ugens færdiggørelser, altså dem, der havde afsluttet et kursus eller et auditing-trin.
Efter hver annoncering trådte vedkommende frem og berettede om de nye evner og indsigter, de herved havde erhvervet sig.
Der blev klappet både før og efter, og den entusiastiske stemning nåede uanede højder.
Andre, der havde oplevet noget særligt opløftende, trådte også frem og fortalte om det.
Til sidst klappede alle af L Ron Hubbard, fordi han havde grundlagt Scientology.

Et særligt indtryk på mig gjorde de to OT-succeshistorier, jeg hørte, mens jeg var på HQS-kurset.
Den første af disse leverede en tandlæge fra Lolland, Ole Hovmand, der var blevet OT2, altså to trin over clear-tilstanden.
Han berettede bl.a. om, hvor svært det kunne være for resten af familien at have fået en OT i huset, et energibundt, der knap nok havde tid til at sove, når der nu var så mange ting han kunne og ville.
Den anden var en ansat, et ‘staff’-medlem, Per Schiøts, som var uddannet ingeniør men nu fuldtidsbeskæftiget med Scientology.
Han havde også fuldendt OT2-kurset og berettede hvordan han nu - når han f.eks. trådte ind i kursusrummet - mentalt kunne ‘spotte’, hvis der var noget, der ikke fungerede optimalt. Og ikke nok med det, han kunne efterfølgende få det korrigeret, så det herefter fungerede som det skulle.

Nå, men det var hverdagen på HQS-kurset, vi kom fra…..
På kurset stødte jeg på rigtigt mange spændende mennesker.
Mennesker med vidt forskellig baggrund.
Ikke mærkeligt at jeg synes de var spændende, for jeg har altid holdt af at være sammen med mennesker, der ønskede at udvikle sig selv for bedre at kunne give.
På den ene eller anden måde har jeg følt mig forbundet med dem.
Derimod bliver jeg – næsten for let – frastødt af dem, der mener nu at have fundet alt dét, de søgte.
Nogle i kursuslokalet var på HQS-kurset ligesom mig, andre var fortsat på akademiet og til stadighed var der nye, der startede på kommunikationskurset.
Nogle forsvandt hurtigt igen, mens andre som jeg, blev hængende.

Og hvad var det jeg ville opnå ved at blive hængende?
Mental styrke, ville jeg opnå. Øge min udstråling og være i stand til at få gennemført næsten hvad som helst alene ved min vilje og ved at gøre de rigtige ting på de rigtige tidspunkter - helt uden reservationer.
Styrke til at gøre andre mennesker glade, til at skabe en bedre verden - og så samtidig opleve beundring for min viden og for min kompetence, i hvert fald inden for organisationen.
At være en del af en gruppe, der var i færd med at skabe noget nyt og enestående, hvor vi selv og dem, der sluttede sig til os, var næsten urørlige og sikre på fortsat fremgang.

Det var nu ikke alene trangen til at udleve disse drømme, der gjorde, at jeg blev hængende.
De ansatte i organisationen behandlede simpelt hen medlemmerne på en sådan måde, at det var selvfølgeligt, at man fortsatte fra det ene kursus til det andet.
Når man var kommet indenfor, så krævede det ingen omstændelig begrundelse at fortsætte, men der skulle foreligge særlige omstændigheder, hvis man valgte ikke at fortsætte.
For der var rent faktisk også ting, der talte for at hoppe fra.
Det var jo ikke ligefrem forståelse og entusiasme, som man blev mødt med fra omverdenen, når man fortalte, at man investerede tid og penge i Scientology.
Jeg husker da jeg fortalte min gamle klassekammerat Henrik Røssel, som besøgte mig efter en længere svamperus, om scientology og om sindets struktur. Hans korte kommentar var:
"Du er langt ude, Larsen", et citat fra Kjeld Abels skuespil "Melodien der blev væk", som vi havde gennemspillet i vores gymnasietid.
Henrik Røssel var ham jeg observerede i bussen efter mit første møde med Scientology.
Han overlevede desværre ikke sit møde med svampene og psykiatrien.
Som tiden gik fornemmede jeg fra familie og bekendte et klart ønske om, at jeg bare var som andre.

Udenfor forventedes særligt gode grunde til at være indenfor.
Indenfor forventedes særlig gode grunde til at være udenfor.

Til gengæld ønskede jeg, at min familie og venner var som mig, at de involverede sig i Scientology.
Det kunne ikke undgås at en gensidig evaluering af mine og andres mentale tilstand sneg sig ind, og lagde sig som en skygge over nogle af vores diskussioner.
Det drejede sig jo om at forbedre menneskelige tilstande, at gøre de uduelige duelige og at gøre de duelige endnu mere duelige.
Havde jeg det bedre end dem? kunne jeg nu klare flere ting, end jeg kunne før?
Og var de utilstrækkelige?
Var der ting, som de ikke kunne, blot fordi deres sind ikke fungerede optimalt?
Denne skygge, der lagde sig over vores samtaler, havde den gunstige bivirkning på mig, at jeg måtte sætte ualmindeligt høje krav til mig selv. Jeg måtte på ingen måde vise usikkerhed, og opstod der en uønsket situation i mine omgivelser, så følte jeg mig forpligtiget til at ‘håndtere’(som det udtryktes i Scientology-terminologien) situationen. På denne måde opdagede jeg, at jeg kunne mere end jeg egentlig troede, at jeg kunne. Om det så var på grund af eller på trods af Scientology, det kan vi lade stå hen i det uvisse - og det er vel også, set ud fra et utilitaristisk synspunkt, ligegyldigt.

8. Der bliver lyttet til mig

Indtil nålen flyder

Vinteren og foråret gik med daglige studier.
I slutningen af februar nåede jeg til HQS-kursets auditing-del, som jeg var meget spændt på.
Det foregik efter det såkaldte co-auditeringsprincip, d.v.s at jeg skulle auditeres af en anden HQS-studerende, mens jeg så selv skulle auditere en af de andre.

Min første auditor hed Tommy og var en yngre værtshusholder.

Vi begyndte med de såkaldte CCH’ere.
Først rakte sin hånd frem imod mig, som om han ville hilse, mens han sagde “giv mig din hånd”, og når jeg så gjorde det, så tog han den, og lagde den tilbage igen.
Formålet var at øge min evne til at konfrontere det fysiske univers.
Auditeringen fortsatte indtil han kunne registrere en forandring i mit reaktionsmønster.
“Hvad sker der?” spurgte han så. Gav jeg herefter udtryk for en eller anden form for ny erkendelse, så afsluttedes auditeringssessionen, og jeg blev sendt til ‘eksaminator’, der checkede, at jeg havde en flydende nål.
Så videre til de næste CCH’er, lidt i samme stil, indtil vi nåede til den med bogen og flasken. Her skulle jeg bevæge mig frem og tilbage i et rum mellem en flaske og en bog. Hver gang jeg nåede til én af genstandene, skulle jeg beskrive dens farve, fornemme dens temperatur og løfte på den for at vurdere dens vægt.
Sessionen varede meget længe og det endte med en underlig fornemmelse hos mig.Som om jeg befandt mig et andet sted end normalt i forhold til kroppen, lidt højere oppe.
Efter besøget hos eksaminatoren kom jeg til et interview, hvor formålet var at få mig til at erkende, at jeg havde været exterior, altså at ‘mit jeg’ havde befundet mig uden for min krop.
Dette var nemlig sessionens slutfænomen, dvs. det, der indikerede at man var færdig med den auditeringsdel.
Jeg erkendte det, og min nål flød.

Men hvad var det egentlig, jeg erkendte?
Jeg havde forestillet mig, at en ud-af-kroppen oplevelse bl.a. betød, at jeg kunne iagttage verden i et nyt perspektiv fra dér, hvor jeg var.
Men hvad kunne jeg forvente, når jeg ikke havde øjnene og ørerne med mig? Var jeg parat til at observere uafhængigt af mim krop? I fuld kontrol eller ude af kontrol?
O.K. et eller andet mærkeligt oplevede jeg, noget i retning af en væren på et sted lidt over mit hoved.

Tommy holdt ikke ved.
Ifølge teorien måtte det skyldes et misforstået ord. Eller for stejl en gradient, d.v.s at man gik videre til næste trin i sin uddannelse uden at man havde opnået tilstrækkelig fortrolighed med sine tidligere opnåede færdigheder.
Det er muligt, at dette var grunden, men jeg tror nu at et andet aspekt gjorde sig gældende, såvel for Tommy, som for mange andre - især unge - der ønskede nye og mere perspektivrige visioner som ledestjerner i deres livs eventyr.
Visionen, det nye syn på livet, var fremmed for deres vante omgivelser, og da idéerne ikke blot tilnæmelsesvist blev annekteret af deres omgivelser, så kom disse nyvakte scientologer i et dilemma: skulle de vælge det ene eller det andet miljø, den ene eller den anden kultur?
Det hjalp dem ikke meget, at de fra begge sider blev mødt med urimelige fjendtlige bemærkninger om ‘de andre’.

Værst var menigmands had mod Scientology. Naturligvis ført an af pressen.
Visse scientologer excellererede på sin side i nedladende bemærkninger om ikke-scientologer, populært kaldet “The Wog”.
Heldigvis fandtes der også folk i begge lejre, der respekterer anderledes troende individer.
Men det var for få, og dette dilemma fik mange til at vælge Scientology fra.
Modet og selvstændigheden manglede. Det samme gjorde sig i øvrigt gældende for en stor del af dem, der valgte Scientology til og efterfølgende fravalgte sin tidligere omgangskreds - hvis man vel at mærke holdt af den.
Der var naturligvis også dem, der blev helt grebet af idéen (fanatikerne?), og dedikerede deres liv til drømmen om en bedre verden, skabt gennem udvikling af de menneskelige evner og eliminering af irrationelle handlingsmønstre.
Nogle af disse kunne virke noget afstumpede, andre som fantastisk helstøbte mennesker.

Tommys afløser som min (co-)auditor blev Jørgen.
Auditeringen var ‘let’, ikke noget med at finde engrammer eller med at komme tilbage til tidligere liv.
Det var den såkaldte selvanalyse, der gik ud på at genkalde forskellige typer af hændelser og kombinere dem med bestemte perceptioner i disse hændelser.

Her oplevede jeg for føste gang den forunderlige følelse af at være nået til et ’release’-punkt. Ifølge teorien et tidspunkt, hvor man er sluppet af med negativ påvirkning fra en del af det reaktive sind.
Auditor kan, hvis han har et e-meter, konstatere en nydeligt flydende nål, og man fyldes af en ubeskrivelig og næsten uforklarlig lykkefølelse.
Den kan forsøgsvis beskrives som en befrielse eller en lettelse i stil med den, man oplever når f.eks. en frygt eller en trussel pludselig forsvinder, og den kan delvis forklares ved, at sindets normale balance mellem bekymring og optimisme pludselig vipper over til forskel for optimismen, fordi opmærksomheden på livets negative sider kappes over for en tid.
Kort kan oplevelsen af at være release beskrives som en stærk og ren glædesfølelse.

En anden del af HQS-kurset gik som nævnt ud på, at jeg selv skulle prøve at auditere.
Jeg auditerede Bo, en fyr på omkring 20 år.
Han oplevede tilsyneladende omtrent de samme ting, som jeg havde oplevet ved den tilsvarende auditering.
I forbindelse med hver auditerings-session, noterede auditoren omhyggeligt, hvad der var sket: tidspunkter, kommandoerne og PC’s reaktioner. Efter hver session blev disse notater lagt i en mappe, PC’s folder, som blev sendt til CS’en, der vurderede dem og anviste det næste auditeringstrin, der skulle tages fat på. CS-forkortelsen stod for Case Supervisor.

9. At arbejde for sagen

Og følge kilden

Bo var bror til Thomas, min ‘tvilling’ ved de første TR’s (træningsrutiner).
De var kommet ind i Scientology sammen med en jævnaldrende kammerat, Lennart.
Alle 3 havde efter skolen rejst omkring og flippet lidt rundt et par år, før de blev indfanget og fascineret af Scientology.
Da de ellers ikke havde noget at lave, og heller ikke ret mange penge, var det naturligt for dem, at blive staff-members, altså at begynde at arbejde i organisationen.
Der var ca. 20 ansatte i organisationen. De fleste var vel i begyndelsen af tyverne. En mindre del var ældre, i 30'erne eller 40'erne. Enkelte var også yngre, den yngste var en pige på 16 år, der oftest arbejdede i receptionen. Hun var datter af en af de professionelle auditorer, og kæreste med en af de andre ansatte.
Lønnen kunne man ikke leve af. Den afhang naturligt af organisationens indkomst, som dels var betaling for kurser og auditing, og dels en lille fortjeneste ved salg af bøger.
Det krævedes ingen større regnekunst at indse, at der ikke kunne blive ret meget afkast til den enkelte ansatte. Huset, en pæn Hellerup-villa, skulle jo også betales.
Ansættelseskontrakterne løb normalt 2½ år eller 5 år.
Den store fordel ved at tegne disse kontrakter var, at man herved gratis kunne studere Scientology og modtage >auditing.

En aften efter kursustid stod én af de ansatte, Lasse, ved udgangen af lokalet og spejdede ud over os studerende sammen med supervisoren Per, og efter dennes råd opsøgte han mig og en anden studerende, Lars, der var elektriker og på samme kursus som jeg.
Vi kom så - én af gangen - ind på Lasses kontor til interview.
Lasse, en ung gut på 23 år, var personalechef, og han tilbød os en ansættelseskontrakt.
“Måske er du kvalificeret” stod der i en annonce i et af Scientologybladene, og jeg var faktisk lidt stolt af at være kvalificeret, af at kunne være en del af et team, der var i gang med at udvikle en ny civilisation.
Det var et fuldtidsjob, så studierne måtte de ansatte gennemføre om aftenen og om natten.
Da kontrakten ikke var bindende med hensyn til starttidspunktet, skrev jeg under på den. Jeg tænkte, at jeg da i det mindste kunne gå i gang med den, hvis jeg ikke efter sommerferien fik ansættelse i gymnasieskolen.
En pudsig detalje i kontrakten var, at man i meget ringe grad tog højde for den situation, at en ansat blev syg.
Det var jo en del af konceptet, at scientologer ikke blev syge.
Og det gjorde de rent faktisk heller ikke - i hvert fald ikke dengang.

Da jeg var færdig med HQS-kurset, kunne jeg som en følge af min kontrakt gå i gang med to kurser, der gav mig de nødvendige kvalifikationer til at kunne arbejde i organisationen.
“Staff-status I” og “Staff-status II” blev de kaldt.
Disse kurser gav mig et glimrende indblik i en særdeles velopbygget organisationsform med meget detaljerede kommandoveje og instruktioner for, hvordan man skulle reagere i næsten hvilken som helst tænkelig situation.
Skulle man alligevel komme i tvivl, så skulle man bare prøve at forestille sig, hvordan ‘Ron’ ville have handlet, hvis han havde været i éns sted.
‘Ron’ var naturligvis L Ron Hubbard, Scientologys grundlægger og ubestridte leder.
Han blev dyrket i en grad, der faldt mange jordbundne mennesker for brystet - især i starten, efterhånden vænnede man sig til det.
Der hang flere billeder af ham på væggene i enhver organisation, og alle gradueringer endte med, at forsamlingen taktfast klappede af Ron.
Mange succeshistorier sluttede ligeledes med en tak til Ron, fordi han havde gjort det hele muligt.

Beundringen var reel nok, for det var sådan set hans værk det hele, eller i hvert fald ham, der havde formidlet det.
Hele teknologien fremstod meget præcis og byggede udelukkende på ting, han havde skrevet. Den byggede på hans bøger suppleret med oceaner af daterede bulletiner, hvor hvad som helst blev endevendt og sat på plads - hvis det var nødvendigt..
Når man fulgte Hubbards teorier og anvisninger, så ville tingene lykkes for én, både indenfor Scientology og udenfor i samfundet i øvrigt.
Det var et af tilværelsens faste holdepunkter for en scientolog.
Hvis ting gik galt, så var det fordi, man ikke havde fulgt hans anvisninger nøje, man havde ikke anvendt den rette teknologi.
Under en fælles betegnelse, blev hans enorme produktion af bøger og bulletiner omtalt som “kilden” (the source).
Kurserne var simpelthen sammensat af et passende udvalg af hans bulletiner, måske suppleret med uddrag fra en af hans bøger.
Det var ikke kun, når det gjaldt religionen og videnskaben om sindet, at Hubbard var den absolutte autoritet indenfor scientology.
Han havde også udtænkt hele organisationsopbygningen i detaljer.
Hver eneste post (job) var beskrevet og bulletiner og direktiver forklarede, hvordan man skulle håndtere de situationer, man kunne tænkes at komme ud for.
Med hensyn til arbejdets kvalitet fulgte man Galileis ældgamle princip “mål alt hvad der er måleligt, og gør dét, der ikke er måleligt, måleligt”.
For hver eneste post vurderede man, hvad der var ønskeligt at producere. Det kunne være studenter, der påbegyndte eller færdiggjorde et kursus, eller det kunne være ind- og udgående post, solgte bøger, indkomst eller nye ansigter i organisationen.
Hver uge blev disse ting så talt op, så man kunne registrere, om stat’erne (statistikkerne) var for opadgående eller for nedadgående.
På et tidspunkt, da jeg snakkede med ‘brevregistraren’, fortalte han mig om et direktiv, der omhandlede den situation, at en person frabad sig al yderligere post fra Scientology.
Man skulle da svare tilbage med en forespørgsel til personen om, hvornår denne første gang havde hørt fra organisationen.
På mystisk vis virkede dette ofte efter hensigten, personen fik fornyet interesse for religionen.

En anden gang var jeg - som kommende stabsmedlem - inviteret med til et personalemøde i anledning af et besøg af to konsulenter (missionairs), en mand og en kvinde - begge amerikanere - fra en overordnet scientologyorganisation der havde til opgave at få organisationer som vores til at køre optimalt.
Anledningen var de generelle nedadgående statistikker for vores organisation.
Konsulenter havde hurtigt undersøgt tingene og sammenholdt dem med Hubbards mange instruktioner og vejledninger. Deres konklusion var, at man havde gjort en fejl ved at fyre en mand, fordi han havde haft en affære med en af de studerende.
Det var der godt nok en regel, der sagde at man skulle gøre, men i en anden bulletin blev det kraftigt understreget, at man aldrig skulle fyre ansatte, hvis statistikker var for opadgående.

Hubbard satte absolut ikke selv sit lys under en skæppe.
En af bulletinerne drejede sig f.eks. om de problemer, der opstod, når nogle scientologer anvendte idéer, som de selv havde udtænkt.
Det kaldtes “squirreling”, og det var en alvorlig overtrædelse at kaste sig ud i.
Hvor som helst i verden, hvor en organisation ikke havde haft den forventede succes, dér kunne problemerne føres tilbage til denne slags “squirreling”.
Der fandtes simpelthen ikke bare den mindste detalje i teorien, der var opstået på grundlag af andres gode ideer.
Til nød kunne han gå med til, at han havde fået nogle få gode råd fra andre, men - fastslog han - disse var på ingen måde afgørende.
Demokrati, fortsatte han, var i det hele taget ikke meget værd, for dét, individer normalt kunne blive enige om, de ideer de havde tilfælles, stammede fra det reaktive sind.

De fleste scientologer var ret intelligente og fornuftige mennesker, der trods deres stærke fascination af disse nye ideer, forsøgte at holde begge ben på jorden.
Deres beundring for L Ron Hubbard bundede i deres erfaringer, der viste, at teknologien virkede og, at man opnåede de ønskede resultater, når man fulgte teorien til punkt og prikke. Det virkede logisk og sammenhængende, og alligevel ikke noget, som man selv ville have kunnet udtænke. Derfor var man også tilbøjelig til godtage ting, som f.eks. hans syn på demokrati, selv om de ikke umiddelbart passede ind i ens almene holdninger til tilværelsen.

10. En filosofi skal anvendes

Også i det virkelige liv

I begyndelsen af maj måned holdt jeg en pause med Scientology, fordi jer skulle opereres.
Jeg havde i et par år haft en svulst i foden, der efterhånden var blevet så stor, at jeg måtte gå til lægen med den, hvorpå jeg blev indlagt på hospitalet for at få denne svulst fjernet.
Svulsten, der viste sig at være godartet, blev fjernet; men de måtte skære så dybt i min fod, at jeg måtte have benet i gips i 6 uger.
I denne periode sad jeg derhjemme og spekulerede lidt over tilværelsen, Scientology og fremtiden.
Mange scientologer havde som jeg, fået tilbudt ansættelse i organisationen, og mange havde sagt ja og arbejdede nu i organisationen.
Det var jo også naturligt, hvis man så et stort potentiale i organisationen, og ellers ikke havde noget arbejde.

Nogle få højtuddannede (ofte ingeniører) var - på trods af deres uddannelse - sprunget ind i denne usikre verden fuld af visioner.
Der kunne være flere årsager til at tage en sådan beslutning.
Årsagen kunne være rent altruistisk, at man mente at det var ved en sådan indsats, man tjente menneskeheden bedst.
Årsagen kunne også være mere egoistisk, når man nu meget gerne ville nå frem til tilstandene clear og OT. Det krævede jo både mange penge og en solid erfaring at lære at auditere så godt, at man også var i stand til at levere kvalificeret selvauditing på de højere niveauer, og på den måde nå frem til de ønskede tilstande.
Imidlertid holdt jeg fast på det synspunkt, at Scientology var en anvendt religiøs videnskab. Scientology skulle ikke kun anvendes til at få organisationen til at virke, det skulle også anvendes ude i samfundet, i virkeligheden!
Scientologer skulle være en del, en væsentlig del af samfundet.
Derfor, men også på grund af min stærke tilknytning til min familje, holdt jeg fast ved at ville bruge min universitetsuddannelse i matematik til at søge job som gymnasielærer.
Min ansættelse som scientolog måtte således stilles i bero. Det tog man mig tilsyneladende ikke ilde op i organisationen. Man skulle jo også gerne have en del betalende kunder, for at få det hele til at løbe rundt.

Jeg søgte bl.a. et job på Sorø Akademi, der foruden gymnasieundervisning indebar kostskoleinspektion og undervisning af rene drengeklasser i de ældste folkeskoleklasser. Opgaver som flere af mine medansøgere udtrykte stor bekymring for.
Jeg var - med min nyvundne selvtillid fra Scientology - ikke i tvivl om, at jeg kunne klare det. Det skulle i øvrigt senere vise sig at være noget af en udfordring.
Jeg fik jobbet.

Mens jeg sad derhjemme med benet i gips, fik jeg jævnligt besøg af scientologer, der gav mig de såkaldte ‘assister’.
Scientologerne var to piger, Eva og Lisbeth, der som et led i deres uddannelse skulle afprøve assister i praksis.
Formålet med assisterne var, at få benet til at hele hurtigere ved at forøge min kommunikation med min krop. Den praktiserende scientolog placerede sin finger forskellige steder på min krop og gav mig kommandoen  ”føl min finger”.
Jeg bekræftede, at jeg kunne føle fingeren, hvorefter fingeren blev placeret et nyt sted på kroppen. Berøringspunkterne fulgte et bestemt mønster i overensstemmelse med det elektromagnetiske felt, der omgav kroppen.
På et tidspunkt, hvor jeg følte mig lidt bedre tilpas, stoppede dagens assist, og jeg blev sat til et E-meter, hvor scientologen gerne skulle observere en flydende nål.
For Eva, en stilfuld og alvorlig pige, der var bibliotekar i det 'virkelige liv', fungerede det som det skulle.
Lisbeth udstrålede derimod ikke den autoritet, der var nødvendig for senere at blive en god auditor. Hun var sympatisk og knap så reserveret som Eva, men havde svært ved at få min nål til at flyde. Vi åndede begge lettet op, når det endelig lykkedes.
Benet heledes, jeg fik fjernet gipsen og vendte tilbage til Scientologyorganiastionen for at færdiggøre ‘staffstatus 2', et kursus, der udstyrede mig med tilstrækkelige kompetencer til at kunne arbejde indenfor organisationen.

Et par dage efter at jeg var vendt tilbage, kom Lennart fra staben og forelagde mig sit akutte problem. Han skulle på en to ugers ferie, men kunne kun få fri fra jobbet, hvis han skaffede en substitut i denne periode. Arbejdet skulle jo gøres.
Da der stadig var flere måneder til jeg skulle starte på mit undervisningsjob, var jeg parat til at være hans vikar, så jeg indvilgede og oplevede nogle spændende uger blandt dem derude, "the wog".

Jeg gik på gaden sammen med Bo og delte små flyers ud til forbipasserende.
Disse flyers fortalte kort om Scientology og inviterede folk til at komme og høre foredrag med titler som f.eks. “Arbejdets problemer”, “Forøg din intelligens” eller “Sindets anatomi”.
Det var en blandet fornøjelse, men dog mestendels en fornøjelse.
Det værste var, hvis man blev mødt med fjendskab, eller endnu værre: med ligegyldighed - for fjendtligheden indikerede dog, at vores budskab kunne have en vis effekt.
Der var forskellige metoder og teknikker, vi kunne bruge for at øge udbyttet af vores anstrengelser.
Oplagt var det at bruge vores opøvede evne til at konfrontere og kommunikere med andre mennesker. Man søgte at fastholde deres blik, stille dem spørgsmål, hvis de viste interesse, og anerkende deres svar og indvendinger.

På HQS-kurset havde vi lært ‘obnose’, at observere det indlysende.
Det gjorde vi, når vi stod overfor et andet menneske og iagttog dette menneskes reaktionsmønster. Herefter kunne vi placere dem på toneskalen.
Hubbards toneskala var en skala, hvor et individs øjeblikkelige sindstilstand blev karakteriseret ved et tal med en tilhørende beskrivelse. F.eks var 1,1 = skjult fjendtlighed (symboliseret ved en smilende person med en kniv skjult bag ryggen), 2.0 var = antagonisme og 3.5 = interesse. Øverst på skalaen var tone 40 = afklaret væren. (illustrret ved en person med en glorie over hovedet)
Måden man anvendte toneskalaen på, når man kommunikerede, var, at lægge sig på en tone 1 til 1½ tone over den person, man kommunikerede med, for på denne måde at løfte den andens tone.

Den mest almindelige dessiminationsteknik brugte vi ikke.
Den gik ud på først at kontakte en person og herefter gennem en dialog at finde denne persons “ruinpunkt”, hvormed mentes den ting, der hindrede personen i at være rigtig glad og harmonisk.
Først efter at ruinpunktet var fundet, spillede man ud med den trumf, der hed Scientology.
Vi brugte ikke teknikken, da vi jo allerede ved uddelingen af løbesedlerne havde præsenteret os som scientologer.
Det kunne vi måske have undgået, hvis det ikke var for en anden ting, der også afholdt os fra at bruge den: Vi havde ikke lyst til at bruge vores kræfter til på at gøre folk kede af det - og måske heller ikke mod til at insistere på, at vi havde bedre styr på tingene end alle andre.

Ind i mellem måtte vi holde pauser, og de kunne trække ud i timevis, hvis vi kom til at diskutere religion og filosofi.
Vi mødte også folk, der allerede var frelste gennem andre veje.
Hare Krishna folk, der ønskede at vi sluttede os til dem.
Kristne ældre damer, der råbte bibelcitater om falske profeter efter os.
Alt i alt var det en berigende oplevelse, hvis konkrete udbytte - i form af personer, der ville vide mere om Scentology - vist ikke var særligt imponerende.

Sommeren kom, og jeg forlod Scientology for en tid og tog til Sorø for at påbegynde mit nye job.
Jobbets udfordringer oversteg i høj grad mine tilsyneladende evner.
Jeg var 25 år og skulle holde styr på en flok utilpassede drenge - kun 5-10 år yngre end jeg - hvoraf mange enten kom fra splittede familier, eller af andre grunde havde svært ved at begå sig i den almindelige skole.
Disse skulle fungere sammen med sønner og døtre af byens bedste-borgere.
Flertallet af kosteleverne røg hash, jævnligt. eller blot et par gange om ugen.
Enkelte var simpelt hen narkomaner.
Jeg blev straks af eleverne udpeget som deres antiautoritære åndehul i et gennemautoritært system. Mange af mine elskelige kollegaer synes at leve i en forgangen verden, samtidig med at de udstrålede en autoritet, der kunne få lys til at skinne i mørke - og som på en måde eliminerede deres behov for at tilpasse sig den nye verden.
Hvis jeg på ganske ordinær vis havde accepteret mit potentiales begrænsninger, så havde jeg næppe holdt et helt år på denne uriaspost.
Men som scientolog havde jeg jo fået forøget mine evner, og ikke mindst mine muligheder. Jeg havde lært noget om at løse problemer, og jeg lærte stadig mere.
Dette havde kostet mig penge, det havde kostet mig tid og det havde kostet mig anstrengelser.
Alle disse ofre ville være spildt, hvis jeg ikke klarede sådanne praktiske problemerne i min dagligdag.
Hvis der overhovedet skulle være nogen konsekvens i de væsentlige valg, jeg havde foretaget indenfor det seneste års tid, så skulle jeg klare problemerne, eller i det mindste tro på, at jeg klarede problemerne.
Så det gjorde jeg!

11. Auditing-vejen

Fri af alle indre forviklinger

Scientologykirken i Hellerup holdt stadig kontakt med mig, og de fik overtalt mig til at kigge forbi, engang jeg var i København, få måneder efter at jeg var startet i Sorø.
Per Schiøttz var org’ens øverst leder på det tidspunkt, og da jeg var kommet indenfor, tog han hjerteligt imod mig. og viste mig omkring i villaen, der udgjorde organisationen.
Jeg huskede ham specielt fra tidligere på grund af de ting, han havde fortalt om sine nyvundne evner, da han havde færdiggjort OT2.
Disse evner demonstrerede han på smukkeste vis, så min ‘tone’ var nået op på entusiasme efter at han havde givet mig indtryk af en organisation, der fungerede perfekt under hans ledelse.
Jeg havde derfor ingen reservationer, da han foreslog mig at betale for et ‘intensiv’ af auditing.
Et intensiv bestod af 12½ timers auditing, åndelig vejledning.

Jeg startede et par weekender senere og fortsatte så snart jeg havde en ledig weekend.
Det første intensiv var til en rimelig billig introduktionspris, vist nok et par tusinde kroner, men de næste blev betydeligt dyrere.
Prisen var så afgjort med til at gøre auditingen til en meget intens og også effektfuld oplevelse.
Seancerne foregik i et lille sparsomt møbleret rum, oftest blot med et bord, 2–3 stole, en bogreol med opslagsbøger, og så måske en sofa og et sofabord.
Auditor og PC sad overfor hinanden med bordet imellem sig.
På bordet var auditorens arbejdsredskaber, papirer med instruktioner og notatpapirer samt et E-meter, hvorpå auditor kunne aflæse PC’s mentale reaktioner på auditingkommandoerne. Meteret var forbundet med to kander,d.v.s. afpillede konservesdåser, som PC skulle holde i hænderne.
Før den egentlige auditing kunne gå i gang skulle auditoren ‘flyve PC's rudimenter’, således at PC var mentalt klar til at blive auditeret.

Rudimenterne bestod i fagsproget af ARC-brud, PTP og ‘Missed Withholds’.
Et ARC-brud var et brud i affinitet (= kærlighed, grad af nærhed), realitet og kommunikation i forhold til en anden terminal, normalt et individ.
I følge teorien hang disse tre ting sammen, således at et brud i en af disse ting fulgtes af et brud i de to andre.
Mindre affintet resulterede i mindre kommunikation og mindre realitet
Mindre realitet (fælles forståelse) resulterede i mindre affinitet og mindre kommunikation.
Mindre kommunikation resulterede i mindre affinitet og mindre realitet.
Man opererede med den såkaldte ARC-trekant.
PTP stod for et Present Time Problem, på dansk; et nutidsproblem.
Hvis man som PC havde sin opmærksomhed på et problem fra ens dagligdag, som man ikke umiddelbart kunne se nogen vej ud af, så kunne man ikke modtage auditing.
Opmærksomheden ville gentagne gange vende tilbage til det uløste problem.
‘Missed Withhold’ handlede om en ting, man havde gjort, som måske - måske ikke - var blevet opdaget.
En ting, som en anden helst ikke skulle vide noget om, men visse hændelser havde efterladt PC i tvivl om, hvorvidt vedkommende alligevel vidste noget om det eller ej.

Auditoren startede sessionen med at spørge efter disse tre ting.
Hvis E-meteret gav udslag (“readede" = en pludselig bevægelse af nålen til højre ) på et af disse spørgsmål, så betød det at dette rudiment skulle “flyves”, før den egentlige auditing kunne tage sin begyndelse.
Håndteringen bestod i at få PC’en til at beskrive rudimentet i detaljer indtil det ikke mere “readede” på meteret.
Herefter var rudimentet ‘fløjet’, hvis tre andre betingelser, der tilsammen udgjorde slutfænomenet (EP) på en sådan rudimentkørsel, også var opfyldt.
For det første skulle tonearmen (øverst til venstre på instrumentet) på E-meteret være mellem 2.0 og 3.0. Hvis tonearmen var højere, indikerede det, at der stadig var mental masse, der skulle fjernes i forbindelse med dette rudiment.
For det andet, skulle meteret vise en flydende nål.
For det tredie skulle PC have VGI’es, Very Good Indicators, hvilket betød, at PC skulle se glad, tilfreds og lettet ud.
Hvis disse betingelser ikke var opfyldt, skulle auditor spørge efter en tidligere lignende hændelse. Sådanne hændelser kunne nemlig være fastholdt af tidligere lignende oplevelser, der ikke var bearbejdet.
Når PC havde nået EP (slutfænomenet) på rudimenterne, så sagde man, at rudimenterne var inde.
PC var altså klar til at modtage auditing.

Alene bevidstheden om, at mine rudimenter var inde, fyldte mig med selvtillid i min hverdag. Jeg vidste, at jeg var i tilfredsstillende kommunikation med mine medmennesker, at jeg ikke havde nogle presserende problemer hængende over hovedet og at jeg ikke havde nogle måske opdagede udeståender kørende.
Hertil kom så alle de (formodede) nyerhvervede evner og indsigter, som man vendte tilbage med efter hver auditingsession.

På et tidspunkt nåede vi der til, hvor jeg ikke havde penge til at betale for mere auditing.
Det problem kunne jeg klare, fortalte registraren, Willy, mig, ved at gå ned i banken og låne 30.000 kr.
Jeg gik ned i banken og spurgte, om jeg kunne låne 30.000 kr,
Det var Helmer, jeg kom til at snakke med nede i banken, og han ville vide, hvad jeg skulle bruge pengene til.
“Scientology” svarede jeg.
“Tror du på det ?” spurgte han mistroisk, og nu virkede han ikke særlig interesseret i at låne mig penge.
Willy kunne ikke acceptere min tilbagemelding om at det ikke kunne lade sig gøre. Han bad mig bestille et møde med bankens direktør, og han rejste til Sorø for at være med ved dette møde. Vi gik derop, og Willy og bankdirektøren fik sig en hyggelig snak om stort og småt - og de 30.000 kr? ja selvfølgelig kunne jeg låne dem.
Willy havde i sandhed sine postulater (= beslutninger om, hvad der skal ske), intentioner og TR’s(træningsrutiner) på plads.

Mit liv udviklede sig i denne periode næsten som et eventyr.
Hele tide med troen på, at jeg nu udviklede nye og hidtil ubrugte evner.
Og mange af de nye ting, der skete for mig i denne periode, bekræftede mig i denne antagelse.
En ny verden åbnede sig for mig.
Men det var jo altså kun næsten som i et eventyr.
To slags grænser viste sig for mig.
Den ene form for grænse observerede jeg, når ting ikke lykkedes for mig.
Det bekymrede mig ikke synderligt, det var en del af eventyret, for det var vel bare et spørgsmål om, at få noget mere auditing.
Om ikke andet, så var EP (slutfænomenet) på grad IV jo, at jeg skulle blive i stand til at forbedre mine evner på et hvilket som helst område.
Den anden slags grænser observerede jeg, når tingene lykkedes for mig.
Det kan kun være en del af et eventyr, hvis det er slutningen.
For i et eventyr befinder hovedpersonen sig ikke pludselig i en situation, hvor nye mål eller tomhed trænger sig på.
Inden da, er eventyret jo slut.
Det er nu engang eventyrets DNA.

 

12. Et spirituelt strejftog

Bandt kosmologer, mormoner og Guds børn

Et års tid efter at jeg var kommet til Sorø, tog livet mig ud på et pudsigt strejftog blandt andre religioner og livsopfattelser.
Den første kæreste, jeg rendte ind i her, viste sig at komme fra en familje, der havde fundet frem til Martinus og hans kosmologi som dét, der gav deres liv mening og indhold.

Martinus var dansker. Hans fulde navn var Martinus Thomsen, og han kom til verden i den nordjyske by Sindal i 1890 som søn af en ugift kvinde.
Som trediveårig mejerist satte han sig til at meditere på Gud. Denne meditation førte ham til nogle utrolige guddommelige visioner, hvor han bl.a. fornemmede et indblik i Guds bevidsthed.
I årene efter disse kosmiske visioner kunne han ikke engang læse i en bog uden at få hovedpine, men det gjorde sådan set heller ikke noget, for han kendte svarene på alle de åndsvidenskabelige spørgsmål, som han eller andre kunne finde på at stille.
Et par år senere begyndte han at holde foredrag og skrive bøger for at videregive noget af sin indsigt. Der dannedes efterhånden en menighed omkring ham, med bl.a. et institut i København og en ferieby ved Klint i Nordvestsjælland.
Jeg diskuterede naturligvis de to religioner en del med mine nye bekendtskaber, og jeg læste lidt hist og pist af det, som Martinus havde skrevet.
Der var ingen decideret modstrid mellem Scientology og Martinus kosmologi.
Familjens væsentligste indvending mod Scientology var, at et individ ikke i den grad kunne forcere sin åndelige udvikling. Omvendt havde jeg slet ikke tålmodighed til at vente 50 inkarnationer på at opnå en eller anden evne, som der ifølge Scientology var et begrundet håb om at nå i denne inkarnation.

I sommeren 1974 havde jeg fornøjelsen af at tilbringe en uge sammen med familjen i feriebyen Klint, hvor de havde et sommerhus.
Den første dag jeg var deroppe holdt Martinus, der på dette tidspunkt var 84 år, et foredrag.
Et sådant foredrag, som han jo har holdt mange af, efterlod næppe nogen af tilhørerne i tvivl om, at han havde en åndelig indsigt, der rakte langt ud over det almenmenneskelige.
Han talte blandt andet om en fremtid, hvor mennesker kunne materialisere sig selv og dematerialisere sig efter behag.
Den næste dag besøgte vi Martinus i hans lille hytte - feriehytte kan man vel næppe kalde det - snarere en arbejdshytte.
Her sad han og skrev på sin nye bog, “Det tredje testamente”, hvis han da ikke blev forstyrret af nysgerrige gæster som os. En ung hollænder, en af de mange, der havde viet sit liv til at hjælpe Martinus og til at studere hans åndsvidenskab, fungerede som en almindelig tjenende ånd og serverede te for os.
Martinus var et utroligt behageligt menneske at være sammen med og formålet med vores besøg var vist delvist, at han skulle sige god for mig.
Det gjorde han, og ellers snakkede vi lidt løst og fast om filosofiske strøtanker - af den lettere slags. Bl.a. fortalte han, at han havde set sig nødsaget til at tage nogle piller til regulering af hans fordøjelse, fordi han blev så optaget, når han var i gang med at skrive, at han ikke lod sig forstyrre af forsigtige signaler fra kroppen om, at han skulle sætte tid af til at gå på toilettet.

Til forskel fra Scientology, der var en anvendt religiøs filosofi, så var Martinus’ lære kun en religiøs filosofi.
Den praktiske udøvelse af Martinus’ åndsvidenskab bestod i at studere hans tanker og hans verdensbillede ved at læse hans bøger, gå til foredrag og deltage i studiegrupper. Man udvekslede ideer, og hvis Martinus var indenfor rækkevidde, kunne man også spørge ham til råds.
Tilhængerne var en blandet skare, og der var ikke noget der tydede på, at denne udviklingsvej løste op for deres personlige problemer.
Flere havde et særdeles kompliceret privatliv, og jeg traf en del, der måtte ty til psykofarmaka for at overkomme livets daglige udfordringer.
Et sådant fravær af umiddelbart farbare veje, der kunne hjælpe mennesker ud af deres øjeblikkelige kriser - for på denne måde indenfor en overskuelig fremtid at kunne skabe en bedre verden - manglen på et ‘her-og-nu’ svar på menneskelige lidelser, det bekræftede mig i, at Scientology var den vej, jeg skulle følge.

Senere samme sommer tog jeg til København for at beskæftige mig med Scientology.
Mens jeg var derinde, lånte jeg min storebrors lejlighed.
En dag ringede to mormoner på døren, og vi fik os en lille snak om deres religion, som mundede ud i, at de solgte mig Mormons bog for 3 kroner samtidig med at de fik min Sorø-adresse, så de lokale mormoner dér kunne kontakte mig for at snakke om indholdet af denne bog, når jeg havde læst den.

Dette blev begyndelse til et længere forløb, hvor jeg blev introduceret til Mormonernes religiøse grundlag.
Cirka en gang om ugen troppede to jakkeklædte missionærer op i min lejlighed og snakkede til og med mig i en times tid. Den ene, en lille tætbygget fyr, der hed Jack, var der hver gang, mens hans makker ind i mellem blev skiftet ud. De var amerikanere, men talte udmærket dansk. De fortalte, at det var et led i deres religiøse forpligtigelse at bruge et par år af deres liv på at tage ud og missionere.
“Jeg bevidner for dig, hr.Wamsler”, sagde Jack gentagne gange, “at Jesus Kristus lever”.
Jeg troede sådan set på ham, men jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle bruge denne viden til. Deres varme, deres oprigtighed og deres vedholdenhed gjorde et stærkt indtryk på mig.
Jeg havde prydet min væg i stuen med forskellige citater af Scientologys grundlægger, L Ron Hubbard. Et af dem lød således
“At elske på trods, det er vejen til lykken. Hadet alene er vejen til katastrofe. Det kan meget vel være den største hemmelighed i dette univers “.
Missionærerne holdt meget af dette citat, og en dag, da de var på vej ud af døren, tog de deres notesblok frem, og skrev det ordret af, for at gemme det.
En anden dag spurgte de, om jeg ville bede sammen med dem.
Det ville jeg gerne, så vi lagde os på knæ i min stue og foldede hænderne, mens Jack fremsagde bønnen. Under bønnen fik jeg en forunderlig fornemmelse i hjertet, næsten som om nogen rørte ved det.
Bagefter spurgte mormonerne mig, om jeg havde følt noget specielt inde i mig, mens vi bedte, og da jeg kunne bekræfte dette, forklarede de mig, at det var Helligånden, som jeg havde mærket.
Det kan være svært at vælge og vrage, når man føler sig tiltrukket af flere forskellige religioner.
Dette med at møde flere forskellige religiøseretninger, som hver for sig mente at have fundet frem til de vise sten, det var ikke nogen unik situation for mig.
Mormonbevægelsen var faktisk undfanget fordi bevægelsens grundlægger, Joseph Smith, befandt sig i en lignende situation i 1781.
Hans modsvar varat gå ud i en skov for i fred og ro at kunne spørge Gud til råds.
Her fik han så en åbenbaring, som han måtte følge, hvorved han føjede en ny religion til de i forvejen forvirrende mange.

Min umiddelbare reaktion på andre menneskers mere eller mindre 'utrolige' historier var, at tro på dem indtil det modsatte var bevist.
Selvfølgelig skal de konsekvenser, de drager af deres beretninger, samtidig udgøre et logisk sammenhængende hele for at jeg kan acceptere dem.
Med hensyn til Mormons bog, var der beretninger, som jeg ikke umiddelbart var parat til at acceptere.
For eksempel, at indianerne skulle have fået deres kulør som et resultat af Guds vrede. Sådanne småting var dog ikke nok til, at jeg ville forkaste hele konceptet, ligesom historien om Babelstårnet heller ikke har fået mig til at afsværge Kristendommen, selvom jeg aldrig har troet på den historie.
I stedet opfatter jeg sådanne historier som en slags myter, der erstatter forklaringer på sammenhænge, forklaringer som den menneskelige hjerne ikke kan rumme.
Én ting er imidlertid at godtage det religiøse grundlag for en tro, en anden ting er så at vurdere, hvorvidt en sådan accept skal have praktiske konsekvenser for ens livsførelse. Jeg var lidt tiltalt af muligheden for - om ikke andet, så på forsøgsbasis - at tage konsekvensen af min positive holdning til mormonerne, og lade mig døbe i deres kirke.
At kvitte Scientology indgik ikke i overvejelserne. Scientologys tiltrækning på mig, og den betydning jeg tillagde arbejdet med religionen, skyldtes ikke mindst idéen om, at planeten skulle cleares, alle skulle være scientologer,
Det var en hel verden, der skulle reddes, ikke blot udvalgte individer.
Jacks forældre var også mormoner, men hans bror havde - til familiens store sorg . endnu ikke villet lade sig døbe.

På et tidspunkt præsenterede missionærerne mig for en ganske almindelig dansk mormon, en mand fra Næstved. Han fortalte, hvordan han havde levet et udsvævende liv, der føltes mere og mere meningsløst, indtil han mødte mormonerne og lod sig omvende.
Han beskrev også meget ærligt mormonsamfundet i Danmark, som et ganske almindeligt socialt netværk, med intriger, sammenhold, svigt og trofasthed i en skøn forening.
Det, der endelig fik mig til at sige fra overfor mormondåben, var nogle af de betingelser man efterfølgende måtte underkaste sig: Den seksuelle før-ægteskabelige afholdenhed, og ikke mindst det økonomiske aspekt, at jeg skulle betale tiende, 10 % af min bruttoindkomst. Erfaringerne viste, fortalte missionærerne mig, at dette ikke ville forringe min økonomiske formåen.
Præcis den samme argumentation, som scientology-registrarerne brugte, når jeg skulle betale for scientologykurser eller auditing.
Men begge disse betydelige udgifter, var mere end, hvad jeg kunne overskue.

Hvis jeg var i tvivl om noget, så kunne jeg bare spørge Gud til råds, havde missionærerne lært mig. Jeg ville da få svar, måske ikke øjeblikkelig, men i løbet af noget tid ville svaret dukke op.
Jeg spurgte Gud til råds om, hvorvidt jeg skulle fortsætte med mormonerne og lade mig døbe. Svaret jeg fik var, at jeg ikke skulle følge denne vej på det daværende tidspunkt.
Jeg spurgte også Gud, ligesom Joseph Smith i sin tid havde gjort, om hvilken vej, jeg skulle vælge.
Her gav svaret jo faktisk sig selv, hvilket jeg indså næsten samtidig med at jeg formulerede spørgsmålet.
Det var selvfølgelig mig, der skulle vælge, og ikke nogen eller noget uden for mig selv.
Netop det at vælge og vrage har jo en erkendelsesmæssig dimension.

Guds Børn dukkede også op i Sorø.
Tre unge mennesker stod på gaden og delte små skrifter fra Moses David ud.
Jeg tog pænt imod det og snakkede lidt med dem. Jeg var stadig meget interesseret i alle former for menneskelige tilnærmelser til livets åndelige dimensioner, selvom jeg havde lagt mig fast på Scientology som vejen med langt det største potentiale.
Senere på dagen, da jeg igen passerede dem på gaden, henvendte de sig til mig for at høre, om jeg ikke kunne skaffe dem ly for natten.
De kunne selvfølgelig overnatte i min lejlighed. De stillede på ingen måde yderligere materielle krav, men vi fik en kop te og en lang og behagelig snak, der ikke gik i dybden.
De var to piger og en dreng. Tre lykkelige individer, der havde forladt deres respektive uddannelser (for to af dem drejede det sig om gymnasiet) for at praktisere og missionere for denne nye religion. Næste dag, da jeg kom fra arbejde, var de væk.
De efterlod et par trusser, samt et takkebrev, der endte således: “Vi elsker dig, og Jesus elsker dig også.”
Jeg undrede mig over, hvordan Moses Davids lidt underlige breve kunne have en sådan effekt. 
Disse tre unge mennesker må have haft en enorm masse kærlighed inde i sig, som blot havde ventet på en passende lejlighed til at slippe ud.

13. Andre forklaringsmodeller

Når forestillingen om en fantasi er for fantastisk

Jeg søgte også aktivt selv efter alternative forklaringer på tilværelsen.
Mormons bog fascinerede mig. Selvom jeg ikke kunne tro på store dele af indholdet, så var jeg alligevel overbevist om, at den måtte indeholde et gran af sandhed  - og et væsentligt budskab.
Ellers skulle det være pure opspind fra ende til anden, et produkt af et enkelt menneskes fantasi. Det virkede endnu mere absurd, at et enkelt menneske først skulle have udtænkt, og dernæst stædigt fastholdt hele dette kompleks af fortællinger og budskaber.

“Vandre mod lyset” er navnet på en dansk bog, hvis indhold på lignende måde er en ‘overnaturlig’ forklaring på menneskets åndelige udvikling. Den er efter sigende nedskrevet efter diktat fra en oversanselig verden, og udgivet første gang i 1920.
Den stemme, der dikterede bogens indhold, tilhørte Adornis, også kendt som djævelen, og der berettes om kampen mellem det gode og det onde, som nu er endt med sejr til det gode og dermed - logisk nok - også med fortællerens omvendelse.
En morgen, da jeg sad på Roskilde station og læste i denne bog, mens jeg ventede på nogle venner, fik jeg en fornemmelse af Helligåndens tilstedeværelse i mit hjerte - præcist som da jeg bad med mormonerne.
Læsningen af “Vandre mod lyset” stillede mig i samme dilemma, som Mormons bog og “Lærer og Pagter” gjorde:
Konceptet var for vildt til, at jeg kunne tro på det, men samtidig for gennemført til, at jeg kunne afvises det som hjernespind.
En forklaring kunne være, at den menneskelige forstand er ude af stand til at begribe rent åndelige begivenheder. Ethvert forsøg på en gengivelse af sådanne fænomener, må da resultere i et groft og forsimplet billedmateriale.
Det er vel også de færreste kristne, der tager skabelsesberetningen for pålydende.

Jeg stødte på endnu mere sådan ‘uden for kategorierne’- viden i denne periode af mit liv. Viden, som jeg i princippet godtog, men som bevarede sin mirakuløse natur - lige meget i hvilken oversanselig kontekst, jeg forsøgte at placere den.
En af mine elever præsenterede mig for to indianer-erindringer.
Bøger, der mestendels gav et interessant og underholdende billede af de sidste ‘rigtige’ indianeres dagligliv, men som i nogle få kapitler bevægede sig ud på overdrevet - vel at mærke uden nogen advarsel, og uden at ændre fortællerstil.
I den ene af bøgerne, en medicinmands erindringer, drejede det sig om de åndelige evner som medicinmændene besad, og som de kunne videregive til sine lærlinge.
I den anden drejede det sig om almindelige indianeres intense kommunikation med dyr, igen noget, der gik langt ud over mine forestillingsevner.

Arne Falk Rønne har udgivet bogen ‘Skrumpehovedets Hemmelighed’, der indeholder spændende og utrolige beretninger, fortalt af mennesker han har mødt på sine mange rejser rundt om i verden.
Titelhistorien kan man lettest forholde sig til, uden at slå for store knuder på sin egen eksistens-forklaring.
Hovedpointen er, at skrumpehovedets ejers ånd følger med hovedet og kommunikerer med hovedet som ankerpunkt, indtil hovedet på tilfredsstillende måde lægges til hvile i indviet jord.
Mere begrebsforstyrrende er historien “Zombipigen, der levede to gange”.
Fortælleren er her om en svensker, der sammen med sin østrigske kone havde arvet et landsted på Haiti, der var hjemsøgt af Zombier, døde mennesker, der var omdannet til en slags levende robotter, kontrolleret af en ondskabsfuld troldmand.
Historien igennem formår fortælleren, at tilpasse hændelserne til sin egen materialistiske verdensopfattelse, indtil Zombien dør for anden gang, fordi hun forbryder sig med loven om at en zombi ikke må drikke spiritus.

Som tidligere nævnt, var væggene i min stue prydet med citater af L Ron Hubbard.
Citater der, når jeg ofte indprentede mig dem, havde den virkning, at de gav mig anledning til at betragte livets tildragelser fra synsvinkler, der var anderledes end dem, jeg havde vænnet mig til i de forløbne cirka 25 år af mit liv.
Et af dem lød således:
“Al styrke beror på evnen til at fastholde en position i tid og rum”
Min position var den fortsatte vej gennem Scientology.
Jeg havde på dette tidspunkt fattet en del om ånder, thetaner og sjæle, og deres muligheder, som slet ikke var så begrænsede, som jeg var opdraget til at tro.
Efterhånden som jeg steg i scientology-graderne, ville jeg sikkert nå til større forståelse af de sammenhænge, som jeg på forskellige måder blev konfronteret med, og som jeg allerede nu havde nogle forsøgsvise forklaringer på. Et andet citat, som hos mange besøgende gav stof til eftertanke, og som den dag i dag kan få logikken til at sno sig i mit indre, er dette:
”Dine muligheder er større, end nogen nogensinde har tilladt sig at tro”

14. Jeg blomstrer udenfor

Og fornemmer usikkerhed indenfor

Jeg fortsatte med at blive auditeret af forskellige auditorer.
Den tilstand, jeg ofte var i, når jeg havde afsluttet en sådan auditingsession, havde nået et releasepunkt og havde en flydende nål, var ubeskrivelig.
Men jeg vil alligevel prøve at beskrive den.
Det var et øjeblik, hvor min bevidshed netop var blevet åbnet for nye sammenhænge om livet og døden, en indsigt hvis konsekvenser syntes betydelige.
Glæden og styrken måtte betyde, at jeg nu kunne overvinde barrierer og udføre handlinger, som jeg ikke tidligere havde været i stand til.
Det var især den næsten grænseløse lykkefølelse, der forundrede mig og som holdt mig fast på scientology-vejen.

En anden ting, der holdt mig fast, og faktisk også virkede en smule frastødende på mig, var organisationens konstante pres for at få mig videre op af broen.
Havde dette pres ikke været der, var jeg nok hoppet fra på et tidspunkt.
Kun for at holde en pause og nyde mine nye evner og muligheder i hverdagslivet.
Sådanne pauser viste sig imidlertid ofte at have en tendens til at blive permanente.
På mange måder var det jo lettere bare at være et almindeligt menneske!!
Jo længere tid og jo flere penge, jeg havde investeret i scientology, jo større blev forventningerne til mine særlige evner.
Ofte syntes det lettere at fortie sit tilhørsforhold til scientology end at skulle forklare Gud og hver mand om mit unikke niveau.

Jeg blev gift med Linda, der ikke var scientolog.
Som min øvrige omgangskreds var hun snarere lidt skeptisk overfor bevægelsen - men det bekymrede mig ikke synderligt.
Bare det, at hun og de andre accepterede mig fuldt ud, indikerede at Scientology måtte have en eller anden ikke-negativ effekt på mig.
Jeg forventede, at hun også inden længe ville blive scientolog.
Det skete da også, selvom hun havde sine betænkeligheder i starten. Men når man er tæt på disse cirkler i længere tid, kan man næppe undgå at opdage de muligheder, der ligger i konceptet.

I mellemtiden var Copenhagen Org flyttet til Nørrebro.
Som før nævnt blev der fokuseret meget på statistikkerne ('stat's), som skulle være for opadgående.
Det var de på den lille inspirerende org ved Bernstorffvejens station. Men det gik alligevel ikke stærkt nok. Årsagen formodedes at være beliggenheden, det skulle ligge mere centralt i København, et sted hvor mange mennesker færdedes.
Derfor flyttede org'en i 1977 til nye lokaler på første sal i en bygning på hjørnet af Frederiksborggade og Frederikssundsvej. Tæt på Nørrebro station.
Utvivlsomt meget mere centralt, men den fine atmosfære fra Berstorffsvej genfandt man aldrig på Frederiksborggade.
Pudsige og interessante mennesker dukkede op i de nye omgivelser, men langt fra nok til at fylde de store lokaler her inde.
Ledelsen blev udskiftet med mellemrum, men lige meget hjalp det.
Når det stod værst til, blev en udenlandsk missionær pudset på org’en, og denne person forventedes så at kunne finde ‘the out-point’.

Jeg husker specielt en lille buttet hollandsk pige, Joanna, der rejste helt til Sorø for at besøge os. Vi havde en lang og god snak, selv om det viste sig, at hovedformålet med hendes rejse var, at få nogle penge ud af mig. En forudbetaling på mit næste intensiv gjorde, at økonomien på org’en også kunne løbe rundt i den indeværende uge.
Hun var sød og ‘uptoned’ - som så mange andre garvede scientologer.
‘Uptoned’ vil i scientology-jargon sige, at hun fik en op af toneskalaen, man blev glad og lettere entusiastisk af at snakke med hende.
Blandt andet var hun meget betaget af de hundehvalpe, jeg havde rendende rundt i stuen.
Det var nogen, jeg skulle sælge, når de i løbet af et par uger var blevet så store, at de kunne tages fra moderen. Joanna bestilte straks en af dem.
Næste gang, da jeg kom ind på org’en, betroede hun mig, at hun nu havde fundet den person, der stod i vejen for at org’en kunne ekspandere. Denne person var Alice. Jeg er ikke sikker på, at hun havde ret - bl.a. fordi Alice havde været på org’en al den tid, jeg var kommet der, både i opgangstider og nedgangstider. Hun var godt nok lidt speciel, men det var der jo så mange, der var - hver på sin måde.
Alice forsvandt derfor fra ‘scenen’, og Joanna forsvandt kort efter også pludseligt fra scenen. Hundehvalpen måtte jeg sætte til salg på ny, og de 100 kr, jeg havde lånt hende privat, fik jeg heller aldrig tilbage.
At Joanna forsvandt ud af billedet, det undrede mig ikke.
I denne periode skete det samme hver gang jeg stødte på en person indenfor Scientology, hvis etiske niveau ikke synes at leve op til den standard, som man måtte forvente af en scientolog. Et par måneder efter var de væk.

15. Til Dans med Omverden

Jeg viser ansigt udadtil

En umiddelbar fjende overalt hvor Scientology ville markere sig var psykiatrien.
Da verden først hørte om Dianetic, kom der en krigserklæring fra psykiatrien, men siden har scientology oftest bestræbt sig på at starte de første angreb.
På en måde var Dianetic og Psykiatri konkurrenter, da begge ville have sindet til at fungere bedre. Dog var psykiatriens målgruppe syge mennesker, mans dianetics var raske mennesker (med penge).
Da jeg havde et vist navn, i hvert fald en titel, og en rimelig evne til at formulere mig skriftligt, blev jeg kontaktet af Karen fra Guardians Office, et slags pressesekretariat for Scientology, og bedt om at skrive nogle indlæg imod psykiatrien.
Hun sendte mig en del materiale, og her ud fra kunne jeg i debatindlæg fortælle om udbredelse og konsekvenser af elektrochok og psykiatrisk medicin.
Disse indlæg blev der taget imod med kyshånd fra flere landsdækkende aviser.
At man kunne bruge scientologyprocesser eller teknologi i stedet for, det kunne jeg også fortælle om, men det var aviserne ikke interesseret i at viderebringe, kun kritikken af psykiatrien.
En dag blev jeg - som følge af disse debatindlæg - opsøgt af en dame på min hjemmeadresse (hjemsøgt!!), som fortalte hvordan hun havde været udsat for overgreb fra sin mand og andre sammensvorne. En sag, der var svær at komme videre med, for hun mente at de havde brugt hypnose. Jeg måtte nøjes med at lytte til hende, og følte mig på en eller anden måde uhyggelig magtesløs. Jeg gav hende nogle adresser på scientologyorganisationer, som jeg faktisk godt vidste ikke kunne gøre noget ved det.
I teorien: ja, men i praksis: nej.
Visse retsager og alarmerende avisartikler havde resulteret i, at der i alle scientology-organisationer på væggen hang et opslag om, at man ikke skulle komme dér for at blive helbredt for en sygdom. I stedet skulle man henvende sig til en autoriseret læge.

En dag blev jeg ringet op af en scientolog, Ib Nygaard, som gerne ville samarbejde med mig om at lave et introduktionskursus til Scientology i Sorø.
Et spændende projekt, som jeg gerne ville være en del af, selvom det kunne afstedkomme bekymringer angående mit lokale omdømme.
Jeg måtte forvente at skulle stå på mål for en del rygtedannelse og mistænksomhed.
Det måtte jeg jo så tage med.
Vi, nok mest Ib, lavede en pressemeddelelse og sendte den til lokalaviserne.
De viderebragte meddelelsen. Med lidt ond vilje kunne man i en af aviserne ane en ironisk undertone i en ellers indholdsmæssige korrekt artikel.
Et par dage senere fik jeg besøg af mine forældre og vi fik en alvorlig snak om mulige konsekvenser for mig ved at føre mig frem på denne måde.
En nyuddannet journalist på Sjællands Tidende, Ole Lindboe, var netop i gang med en artikelserie om lokale alternativt religiøst engagerede mennesker og greb derfor chancen til at få et længere interview med mig omkring Scientology. Ib deltog også.
Artiklen fyldte hele bagsiden af lørdagsavisen - og gjorde sig godt.
Samme aften var jeg til en større fest med de fleste af mine kollegaer.
"De er fandme en modig mand, hr Wamsler" var min rektors kommentar.
Ludvig Mohr, en ældre religionslektor, kom hen til mig med en løftet pegefinger, og pointerede at tro og logik ikke nødvendigvis hang sammen; måske nærmere tværtimod.
Den bemærkning gav mig stof til eftertanke, og det gør den stadig. Med års mellemrum!

Umiddelbart interesseret i en anderledes tilgang til livets udfordringer var områdets vægter. Han var nylig blevet skilt efter en langt ægteskab, og hans nye veninde var også interesseret. Ud over disse meldte en begavet kvinde fra omegnen sig, Karen B samt to elever fra skolen. Christine, der var dagelev og Peter, der var kostelev.
Hans Hovmand, en lokal driftig erhvervsmand kom også kort forbi for at hilse.
Han var bror til Ole, tandlægen fra Lolland, som i sin tid på Bernstorffsvej blev præsenteret som en OT2 (afsnit 7). og ville gerne følge introduktionen, men havde desværre ikke tid.
Vægteren og hans veninde gik interesseret i gang med introduktionsforløbet, men fulgte det ikke op ved at fortsætte i København.
Karen B sprang fra på grund af grundløse advarsler fra bekendte.
Christines far insisterede på at komme med aften nr. 2, hvor han fik en længere alvorlig snak med Ib, og ønskede herefter ikke at hans datter skulle involvere sig i noget så usikkert/ukendt.
Peter fik en snak med byens cykelhandler, som havde hørt et og andet, og valgte så også at stoppe. Faktisk til min lettelse, da jeg havde et tæt forhold til familien, som havde fuld tillid til mig, og jeg vidste godt, at et møde med Scientology kunne få betydelige konsekvenser for drengen - på godt og ondt. Det måtte vente til han var mere uafhængig.
Alt i alt et spændende intermezzo, som resulterede i en del opmærksomhed på mig og på Scientology i det lille samfund. Men umiddelbart ingen nye scientologer.

Et halvt års tid senere henvendte Karsten, en yngre religioslærer på skolen, sig til mig og bad mig holde et foredrag om Scientologyvfor sine klasser, der havde forløb om nye religioner.
Det gjorde jeg, og eleverne lyttede interesserede.
Det gik fint og bagefter vurderede Karsten, at jeg ikke havde behøvet at bruge så meget af tiden på at forsvare bevægelsen, da stemningen ikke på forhånd var så negativ, som jeg troede.

16. Giv de sagtmodige stemmer og styrke

Ellers konverterer entusiasmen til den daglige trommerum

En kort overgang overtog Kristian og Vibeke ledelsen af Org’en på Frederiksborggade.
De var begge sympatiske mennesker, prototyper på stabile scientologer, der samvittighedsfuldt gik i gang med en hvilken som helst ny opgave, de blev sat på indenfor organisationen.
En aften gik vi på bar efter at de havde lukket organisationen.
Jeg blev familiær, næsten for familiær med organisationen og dens personale.
Den fornødne respekt for religionen og dens administratorer svandt hen.
Det hele virkede ikke så overbevisende, som det gjorde de første par år.
En af årsagerne var, at man var så fokuseret på at få organisationerne til at vokse, at der ikke blev tid eller råd til at lade de ansatte ’komme op af broen’, som man kaldte det i den indforståede terminologi, når man blev auditeret op igennem graderne.
De arbejdede på 'gulvet', og jeg var på vej op i 'himlen'.
Det var jeg, for jeg kunne betale for det, og organisationen havde i den grad brug for pengene.

En dag fortalte de glædesstrålende, at de nu havde ansat en OT-VII’er som auditor.
Det viste sig at være Mads, en ingeniør fra Nordsjælland, en djærv og omhyggelig mand, der tænkte alt grundigt igennem. Et rart menneske, men helt blottet for den entusiasme og det gå-på-mod, som man umiddelbart ville forvente fra en scientolog på et så højt niveau.
En lørdag eftermiddag sad han og auditerede mig. Vi havde fat i et engram, en hændelse fra fortiden, der havde sat dybe spor i mit sind. Dette viste sig så at være fastholdt af en tidligere lignende hændelse, som igen hang sammen med en endnu tidligere hændelse - og sådan kunne vi blive ved.
Problemet var bare, at jeg skulle til fest om aftenen, men han måtte ifølge policy ikke stoppe auditeringen midt i en sådan kæde. Det endte med, at jeg fik lov til at gå, da jeg ikke var motiveret til at fortsætte. Han havde det ikke godt med det, men fandt vist en eller anden paragraf, der med lidt god vilje kunne retfærdiggøre hans handling og 'eftergivenhed'.
En formildende omstændighed var det, at jeg havde en flydende nål.
Et dilemma mellem det jordnære og det himmelvendte!

Anderledes potentiale var der i den ældre student, Kaare, der i den grad kunne begejstres, men til gengæld havde svært ved at affinde sig med at være en del af et gennemprøvet system.
På en måde for kreativ.
Han var den eneste, jeg mødte, der havde fulgt Hubbards anvisninger fra ‘Volunteer Ministers Handbook’. Her var et af trinene en helt uegennyttig hjælp til et menneske i nød.
Han kontaktede dertil et fængsel, og blev besøgsven for en forbryder.
Han var af den type, der elskede at lege med Hubbards ideer, men aldrig nåede særligt langt op ad ‘broen’.

Der kom ikke ret mange mennesker på org’en på Frederiksborgvej.
Nogen gange var jeg den eneste studerende. Andre gange sad Egon og Grethe der også.
Egon var et førtidspensioneret postbud, og Grethe var vist heller ikke længere aktiv på arbejdsmarkedet.
Søde og rare mennesker, men af en eller anden grund virkede det urealistisk, at de skulle kunne komme hele vejen hen over Scientology-broen. Det var simpelt hen for langt fra deres intelligens- og begrebsverden.
Jørgen var supervisor.
Ham satte jeg stor pris på. Det var ham der gav mig de første release-oplevelser ved auditingen på HQS-kurset. Nu sad han der på en uriaspost, og fortalte - som han jo skulle - nye interesserede om hvordan studenterne blev råbt op ved kursusstart, og samarbejdede på kryds og tværs.
Eneste student var så mig og Linda, eller måske var der slet ingen. Vi var der jo kun i weekender og i ferier.

Og hvorfor var det egentlig jeg studerede?
Jo, fordi det ideelle var jo en give-og-få tilgang til vores fælles udvikling.
Så jeg studerede med henblik på også at kunne give auditing.
Men det gik jo hurtigere at få auditing, og de var ivrige for at give mig så meget auditing, som jeg troede, jeg havde råd til - og lidt til, som jeg så alligevel fik råd til.
Pengene var kærkomne, både her på Frederiksborgvej, og også i Advanced Org på Jernbanegade, som jeg også begyndte at frekventere, mens jeg stadig studerede på Frederiksborgvej.

Ude i køkkenet i Org’en på Frederiksborgvej gik Willy Christensen og gjorde rent.
Willy lærte jeg at kende allerede dengang, org’en lå på Bernstorffsvej.
Han var en af de få, jeg mødte, der havde oplevet L Ron Hubbard på tæt hold, da han en overgang havde været på specialuddannelse på Athena, skibet hvorfra Hubbard styrede hele Scientologybevægelsen. Han fortalte dengang begejstret om den fantastiske entusiasme og det høje aktivitetsniveau, der prægede Hubbards omgivelser.
Nu havde Willy omhyggeligt udvalgt sig sin helt specielle vej gennem scientology-labyrinten. Han stilede målrettet mod den højeste OT-grad, OTVII, men han havde ingen intentioner om at få Org’en (kaldet Copenhagen Org) til at ekspandere.
Når han blot passede sit rengøringsjob, så opfyldte han betingelserne for at kunne købe OT-kurserne til en væsentlig reduceret pris, som gjaldt for ansatte i en Scientology-organisation. Han havde ikke meget til overs for dem, der på dette tidspunkt forsøgte at styre org’en.
Til gengæld var han altid parat til at tage en hyggelig og opbyggelig snak med enhver, der tog sig en spise- eller drikkepause i køkkenet.
Blandt andet husker jeg en lang snak, han havde med Lars, der nu foretrak Buddhismen frem for Scientology. Willy forklarede ham, hvordan de højere Scientology-niveauer langt overgik, hvad man kunne opnå via Buddhismen gennem et helt liv - idet han henviste til egne erfaringer fra tidligere liv.
Da jeg ville afbryde min OTIII-cirkel med 2 ugers ferie i Grækenland, brugte han megen forgæves energi på at overtale mig til at lade være med at løbe denne risiko for at fejle midt i mit livs hidtil vigtigste skridt fremad.
Jeg var jo i færd med at bryde igennem "The Wall of Fire".
Det var også Willy, der via en kort telefonsamtale hjalp mig med at genoprette en tabt forbindelse til min daværende kæreste og senere kone.

17. Blandt Ligesindede

Og tættere på åstedet

Linda og jeg brugte i disse år en del af vores ferier med at studere Scientology i København,
For at vi ikke skulle rejse frem og tilbage hver dag, blev det arrangeret at vi kunne bo hos nogle scientology-venner nærmere ved København.

En sommer boede vi hos Susanne og Morten.
I en lille lejlighed inde i København, fjerde sal på Peter Bangs vej.
Vi boede der mens de var ude at rejse.
De var lidt yngre end os, og Morten var ved at uddanne sig til gynasielærer, ligesom mig.
Jeg tror han senere gled lidt væk fra Scientology. Han omkom ved en trafikulykke efter at han nogle år senere var begyndt at undervise.
Susanne blev så gift med en anden scientolog, fik et barn, og er i øvrigt stadig scientolog.

En anden sommer overnattede vi ved et hestestutteri, som Ib Nygaards mor ejede.
Her boede også en hollandsk familje, far, mor og to halvvoksne børn.
De var taget her op for at studere de mere avancerede kurser på AOSH&EU efter at have opnået interesse, succes og entusiasme i Holland.
Vi fik en god snak med dem, og alle havde store tanker om fremtiden.

18. Jeg rækker ud efter organisationens blomster

og bliver løftet i glimt, men holder begge ben på jorden

I organisationen på Frederiksborgvej blev jeg færdig med graderne.
Hver grad bestod af en række auditing-sessioner, som tilsammen renser ud i PC's sind, fjerner hindringer og begrænsninger og derved udstyrer PC med nye evner.
En nærmere beskrivelse af graderne findes tidligere i dette skriv.
Næste trin var så Power og Power plus.
Man skulle ikke længere kunne hindres i at bruge den styrke, man nu havde erhvervet.
Herved voksede jeg på auditingssiden ud af cop-org på Frederiksborggade.
Nu skulle jeg auditeres på den avancerede organisation "Advanced Org" inde på Jernbanegade, tæt ved Rådhuspladsen. (den ligger der faktisk endnu (april 2023). Jeg gik forbi forleden dag.)
Advanced Org på Jernbanegade var dér hvor alle europæiske scientologer skulle studere og blive auditeret gennem de højere grader.

Det var stort! Det føltes som den nye civilisations arnested.
Flaskehalsen ud til stjernerne og universet.
Jeg ankom dér en julidag, sidst på formiddagen.
Ind til hovedbanegården, ud på Bernstoffsgade, ned forbi Axel Torv og Palads Bio til Jernbanegade. nr.6.
Nedenfor en tom forretning. Tom for mennesker, men fyldt med bøger, lækkert arrangeret opstilling, så man fik færden af vejen til en ny civilisation.
Jeg måtte op af en hel del trapper, før jeg nåede til receptionen, hvor jeg fik anvist en plads i en af de stilfulde lædersofaer.
Der var et leben som i en anden verden. Folk rendte op og ned af trapperne, ud og ind af dørene og snakkede på mange forskellige sprog, mest engelsk. I rummet sad - foruden receptionisten, der kommunikerede på kryds og tværs - 5-6 andre mennesker og ventede. Entusiastiske, længselsfulde, flegmatiske eller lettere utålmodige.
En kombination af følelser, som jeg selv skulle komme til at mærke utallige gange i løbet af de kommende måneder.
Jeg blev rimelig hurtigt samlet op af en smuk kvinde, der udstrålede feminin dedikation.
En slags piccoline, der skulle føre mig igennem linjerne, hvilket bestod i at hilse på CS (case-supervisor), etic-officeren og flere andre.
Det følte jeg mig rigtig godt tilpas med, alle var venlige og imødekommende.
Vi endte hos registraren, en betegnelse i Scientology for den person der skriver regninger ud og kræver penge ind.
Her var registraren en overdreven kompetent kvinde, som blev akkompagneret af en mand, der stolt fremviste opadgående grafer på vægopslag.
De såkaldte statistikker eller ’stats’ indikerede, at de udførte et godt og værdifuldt job. Nu kunne jeg så være med til at løfte dem og organisationen på vej ind i den nye verden.
Jeg endte med at købe en del mere end, hvad jeg i første omgang havde tænkt mig.
Som så mange gange før!
På Copenhagen Org var jeg faktisk nået til et balancepunkt, hvor jeg kun købte, hvad jeg i forvejen havde tænkt mig,
Dér var mit niveau, mit sted på broen, foran dem, der skulle sælge mig en service.
Men her på den avancerede org blev jeg igen forført af begejstringen for dedikerede beslutninger, der kunne være med til at sprænge rammer.

Jeg kunne få min første auditing-session allerede samme eftermiddag.
Med en vis tilfredshed konstaterede jeg at min auditor skulle være Per Schiøttz, den tidligere omtalte kompetente leder af Copenhagen Org tilbage fra Helleruptiden.
Auditeringen gik fint, jeg gik opløftet ud fra hver eneste session.
I en af pauserne mellem sessionerne mødte jeg Kasper, en ung dansk mand på min alder, eller måske lidt yngre, som også var i færd med at opbygge eller udleve sine drømme i stort format. Vi udvekslede erfaringer omkring vores veje op ad broen. Da han konstaterede - ud fra hvad jeg fortalte - at jeg var på vej gennem min power-processing og snart clear, supplerede han sin tilsyneladende anerkendelse med nogle krampagtige øjeknibninger, der søgte at efterligne mine lidt nervøse tics med øjnene, som ofte meldte sig, når jeg befandt mig i uvante situationer.
En tydelig demonstration af dilemmaet mellem at føre sig frem som det perfekte menneske, en snart clear, og så den naturlighed, som hæftede sig til den person man nu engang var - og som man faktisk nødig ville undvære!
Den gamle personlighed gav mig trods alt en vis form for tryghed.

Nu gik jeg så med oprejst pande mod tilstanden clear. Fri og stærk var jeg snart!
Vi var i sommeren 1978.
Efter power-graderne, skulle jeg soloauditere.
Når man soloauditer, sidder man selv med sit e-meter (voltmeter) foran sig og nogle  kander i hænderne, så man rent fysisk kan følge sin sindstilstand, mens man går nogle processer igennem ved at give sig selv kommandoer - og så via meteret iagttage hvordan man følelsesmæssigt påvirkes af ordene.
Den første soloauditings-proces hed R6EW, en proces hvor man skulle finde sit 'end word' for hvert GPM, det ord, der bandt det hele sammen (GPM = Goal, Problem, Mass. Jeg kommer ikke nærmere ind på begrebet her).
Den næste proces var så selve clearingkurset. Spændende og med en logisk sammenhængskraft.
Ja, vejen var lagt ud.
Troede jeg !!!

Men pludselig tog tingene en hel anden drejning. En dag, da jeg kom ud fra en session, var sindene i oprør.
Folk rendte ud og ind og frem og tilbage mellem receptionen, registrarkontoret og alle de andre rum.
De fleste udstrålede en delvis ægte og delvis påtaget enorm begejstring.
En ny melding var udgået fra L Ron Hubbards kontor.
Man kunne blive clear allerede ved tidlig dianetic-auditing.
Blev man det, måtte man ikke modtage mere dianetic-auditing, for man var ikke længere under påvirkning af sit reaktive sind.
Derfor kunne det være noget andet, og endnu ikke gennemskueligt, man stødte ind i, når man ledte efter noget 'reaktivt'. Noget der først kunne håndteres, når man var langt forbi tilstanden clear, og havde taget fat påt OTIII.
Hvad det mere præcist drejede sig om, det vender jeg tilbage til senere. Man kunne godt blive auditeret gennem scientology-graderne I-IV, dog skulle visse ting springes over. Powergraderne, og de efterfølgerne processer skulle helt undlades.
I stedet skulle man straks lære at soloauditere og så gå i gang med OT-graderne.
Dog skulle man lige have renset sin krop først.
Der kunne ligge noget her, som kunne påvirke én mentalt.
Ligesom man bliver påvirket mentalt ved indtagelse af alkohol og andre ’drugs’.
Disse ting forsvinder ikke helt efter et par timer eller et døgns tid. Nogle rester bliver liggende som en latent risiko, som man på et senere tidspunkt kan blive mentalt påvirket af.

Nu blev det naturligvis interessant at vide, hvem der - uden at det rigtig var blevet bemærket før - i virkeligheden var dianetic-clear, og dermed altså clear.
Før var der noget, der hed 'keyed out clear', en tilstand man kunne nå til gennem R6EW, når man havde fundet slutordet på en GPM-konfiguration.
Denne clear-tilstand gav nu ikke længere mening.
Der var nu kun dianetic-clear og clear, og disse to tilstande viste sig efterhånden i praksis at være de samme. Jeg har ikke hørt om nogen, der siden 1978 var nødt til at gå igennem R6-rutinen og clearing-kurset.
Man kan sige, at man var 'clear' af dét reaktive sind, det der kunne få en til at tænke og handle irrationelt her og nu, i denne inkarnation.
Men der måtte selvfølgelig ligge noget meget længere tilbage i tiden eller måske tilbage i et andet univers, som man på et eller andet tidspunkt kunne støde ind i igen.

For at finde ud af (eller konstatere) om jeg var clear på dette tidspunt, her i sommeren 1978, fik jeg en session med en kvalificeret kvinde, hvor vi gennemgik samtlige definitioner på ordet "clear" fra "The Tech Dictionary", indtil vi nåede til en definition, der beskrev en mental tilstand, som jeg kunne genkende, og til dels identificere mig med
Definitionerne var alle 'udklip' fra Hubbards skrifter, hvor han i forskellig sammenhænge havde beskrevet tilstanden.
Vi måtte ned til definition nummer 9 før vi fandt én, der kunne bruges.
På engelsk lød den således: "Simply an awareness of awareness unit, which knows it's an awareness of awareness unit, can create energy at will, and can handle and control, erase or re-create an analytical mind or a reactive mind".
Man bliver jo - også når man genlæser det - helt høj af at fornemme sig i denne tilstand, selvom jeg må indrømme, at jeg rent konkret og logisk havde (og har) lidt svært ved at tackle den sidste sætning.
Nåh, men i denne opløftede tilstand svævede jeg gennem interview og eksaminator og kunne med flydende nål attestere som clear nr. 24.216.
Men alligevel med en lille ærgrelse gemt dybt nede, en følelse af at have fået noget forærende, som jeg i virkeligheden ikke havde gjort mig fortjent til.
I hvert fald ikke arbejdet ihærdigt for. Måske hang denne følelse sammen med, at hele processen omkring R6EW og "the endword", som jeg var mystificeret af og havde set frem til, var annuleret.
Tanken strejfede mig, at det kunne være fordi der hurtigere skulle tjenes nogle flere penge?
Sindet var altså kun midlertidigt renset for det, der forhindrede mig i at gøre, hvad jeg ville.

Men som før nævnt skulle kroppen renses først.
Giftstoffer fra kroppen kunne påvirke sindet negativt.
Og fra tidligere misrøgt af kroppen, f.eks via alkohol og stoffer, havde ophobet sig en del gift i kroppen, der stadig kunne aktiveres.
Nu skulle skidtet altså ud af kroppen gennem "The Purification Rundown".
Det foregik ved at man løb en tur på et par km, så man fik pulsen op og blodet til virkelig at komme rundt i hele kroppen.
Herefter indtog man en hel del medikamenter, kosttilskud og salt som kompensation for, hvad vi havde mistet under løbet.
Efter et par timer i en Sauna ville en del af fremmedelementerne så forsvinde ud af kroppen. Det fortsatte man med i cirka 14 dage, og kunne så attestere på at være ’clean’.
Hver dag i løbet af disse uger sad vi så der, 4 -5 nøgne mænd, i en sauna på Østerbro og svedte, mens vi delagtiggjorde hinanden i vores livshistorier og hvordan vi af mere eller mindre snørklede veje var endt i Scientology.
Der var en ung østrigsk gut, Wolfgang, som havde levet et let og ret tilfældigt liv indtil han var rendt ind i Scientology.
Nu var han så på vej til at løfte sig selv og hans omverden til et højere niveau.
Omverdenen var godt nok lidt gumpetung og mistroisk. Men det skulle nok komme. Troede han selv på - ind imellem.
Visionerne blev vendt et par gange gennem disse mange timer i Saunaen.
Der var også en amerikaner, en middelaldrerne kunstner, Samuel, der sjældent smilede.
Han så lidt mindre optimistisk end Wolfgang på omverdenen og dens manglende forståelse for den vej, vi alle måtte gå.
Os foran.
Lige om lidt.
Når vi havde fået tøjet på.
I denne sammenhæng gik det faktisk op for mig, at jeg ikke drømte om, at klare mig bedre end mine medmennesker, at løfte mig op over dem,
Mit formål var, at skabe en bedre verden, ikke "et bedre mig".
Og jeg var vist ikke den eneste blandt os nøgne mænd, der havde en sådan tilgang til dette spil.
En tilskyndelse til at hæve sig over omgivelserne, dem med tøj på, kunne alene begrundes i bevisets stilling. Hvis vi kunne nå nye højder ved hjælp af scientology, så var der håb om, at andre ogå kunne.
Man måtte så kunne se, at vi her havde redskaberne til virkelig at kunne skabe en bedre verden.

19. Jeg må snakke med mit indre jeg

før jeg kan operere frit i universet udenfor

Nu skulle jeg lære at soloauditere.
Jeg blev parret med en elegant fransk kvinde, Francoise.
Vi skulle gensidigt overvære og kommentere hinandens forsøg på at kommunikere med os selv.
En af øvelserne gik ud på at daterere en hændelse for længe, længe siden, som man havde opmærksomheden på.
Jeg sad og holdt begge kander mens jeg spurgte ud i rummet, men adresseret til mit eget jeg: "var det mere end 5 millioner år siden?"
Vi kiggede så begge efter et udslag på E-meteret:
Klart udslag, så var det over 5 millioner år siden, og vi nikkede begge tilfreds.
Både jeg selv og den elegante franske kvinde. Mere end 50 millioner år siden?
Hvis intet udslag overhovedet, så måtte det have været mindre end 50 millioner år siden. O.k. Men var der måske et udslag?
Lidt uklart, så kunne spørgsmålet ikke være stillet med den rette intention eller til den rette modtager.
Det måtte Francoise så vurdere, og videregive mig gode råd og opmuntring.
Det, der generede mig mest, var at de første hændelser lå så langt tilbage, at jeg måtte opgive at tidsfæste dem.
Eller også havde jeg slet ikke fået etableret en ordentlige kommunikations-linje til mit eget sind. Mit Jeg og mit sind gled, som de havde gjort så mange gange før, ind i hinanden, og jeg måtte opfatte situationen i en ny tidsenhed for at adskille mit jeg og mit sind, så jeg kunne komme videre.
Efterhånden lykkedes det, med både supervisorens og Francoises hjælp, også at få en kontakt, så hele scenen begyndte at give mening. Jeg skulle åbenbart bekræftes i, at de meget svage signaler, jeg observerede, var virkelige indikatorer. Francoise havde også sine problemer. Men hun stolede lidt mere på sine egne umiddelbare fornemmelser end jeg gjorde på mine.
Det endte i hvert fald med , at vi begge var glade, og følte os parate til at gå i krig mod alle de barrierer for vores fulde frihed, som vi bar rundt på – inden i os, hvis man nu skulle udtrykke det symbolsk og tredimensionalt.

Disse mærkværdige scener, denne nye virkelighed udspillede sig i bunden af den store bygning på Jernbanegade.
Fra receptionen skulle man hen ad en gang og ned ad en masse trapper, hvor man så kom til en ny reception, og bagved et rimeligt trangt kursuslokale, + et par lokaler flere.
Lokalerne lå i stueetagen, lidt under gadeniveau, men ud mod gården.
Der var hele tiden travle dedikerede stemmer, der snakkede forskellige vesteuropæiske sprog, men med engelsk som det dominerende.
Det var som om, jeg var kommet ud af Danmark, selv om jeg stadig fysisk befandt mig her.
På Jernbanegade i en stor bygning, nederst, lige under gadeniveau. Tæt på Rådhuspladsen.
På vej mod paradiset, men med en irriterende underliggende (irrationel?) følelse af,  at det var gået for let, når jeg havde fået lov til, måske nærmere tilskyndet til, at springe det solide clearingkursus over.
Jeg sagde farvel til Francoise. Hun blev hentet af sin  mand.
På en måde var hun for fransk, for elegant og for familiær til at være en mønsterbryder blandt de forreste, på vej mod skatten - der hvor regnbuen ender.
Egentlig var jeg vist osse for familiær? I hvert fald var jeg rigelig ordinær.
Alligevel kunne jeg nu træde ind i det ’højhellige’, der hvor de hemmelige materialer befandt sig.
Hemmelige var de ikke fordi nogen ikke skulle kende dem, men fordi de først skulle kendes, når personen var klar til at stifte bekendtskab med visse oplysninger, der kunne få frygtelige konsekvenser for en modtager, der endnu ikke var parat til at kapere denne viden.
Lidt som når en film bliver forbudt for børn.
Men parat var jeg altså nu!
Desværre var budbringeren ikke klar. Var der overhovedet noget bud at bringe?
Jeg troede stadig på det.
Eller gjorde jeg? Ser jeg hele mit forløb gennem Scientology i perspektiv, så startede jeg med en forestilling om en lang afstand mellem dér, hvor jeg var, da jeg startede, og dér, hvor jeg drømte om at nå hen.
I mange år arbejdede jeg på, at gøre denne afstand mindre.
Og det blev den. Men ikke så meget fordi jeg var kommet meget nærmere drømmenes sted, mere fordi drømmenes sted havde flyttet sig, og var kommet betydeligt nærmere til mit eget ståsted.

20. Langt inde i mig selv

for at få adgang til universet

OT1 skulle være det første trin, et højere ståsted på vej op mod skyerne
I et lille bitte studierum blev jeg præsenteret for et hemmeligstemplet stykke papir, hvorpå der stod: "gå ud i byen og observer en thetan i en stor krop - og observer derpå en thetan i en lille krop"
Fortsæt denne proces indtil du når til en ny erkendelse.
Gå så hjem og skriv erkendelsen ned og giv den til C/S ".

Jeg gik så ned på Jernbanegade, hen over Rådhuspladsen, og videre ned ad strøget, mens jeg observerede og observerede.
På et tidspunkt gik det op for mig, at byen var fyldt med thetaner, der dirigerede rundt på mere eller mindre forskellige kroppe.
Glad vendte jeg tilbage til det lille trængte lokale og nedskrev min erkendelse og videregav den til rette vedkommende.
Jeg var bare så released. Befriet, jeg ved ikke rigtigt fra hvad, men i hvert fald var jeg overvældet af en glad følelse. som 'at svæve på en sky'.
"Anders Wamsler har nu opnået tilstanden OT1" blev det højtideligt annonceret for de få mennesker, der tilfældigvis befandt sig i forlokalet til det lille bitte lokale.
De klappede pligtskyldigt, og jeg takkede.

Straks videre til OT2.
Men det var en helt anderledes tung affære.
Her var formålet at nå der til, hvor jeg ubesværet skulle kunne konfrontere ”the whole track”, hele sporet. Hele tidssporet, Alt hvad jeg havde oplevet lige siden jeg ved ikke hvornår, siden universets begyndelse. Alle oplevelser rubriceret på en tidslinje.
Det skulle ske ved, at jeg blev konfronteret med nogle af de solide GPM’er, som jeg formodentlig havde været igennem.
Bogstaverne GPM står for Goal, Problem og Mass, og tilsammen betegner de en masse i sindet, som er opstået på et tidspunkt, hvor man har haft et mål, som man ikke opnåede fordi et problem, man ikke kunne overvinde, kom imellem.
Der var forskellige typer af GPM’er, som man skulle gå efter. Jeg fik forelagt nogle små tekster, ikke særligt konkrete handlingsmønstre, som skulle få mig til at nærme mig en hændelse af denne art på tidssporet.
Som regel gav disse ord og associationer en påvirkning af sindet indikeret ved en tilsvarende reaktion på e-meteret, tonearmen steg, forblev høj i et godt stykke tid, begyndte så at aftage, og jeg endte med en flydende nål.
Der var rigtig mange af disse nærmest fiktive hændelser, jeg skulle igennem.
Det varede meget lang tid, og udfordrede min tålmodighed.
Sessionerne foregik ofte i min tvillingebror, Jens’s lejlighed ved Sundbyvester plads.
Dag efter dag sad jeg et par timer dér, og noterede alle reaktioner ved de forskellige processer ned. Pakkede tingene ned i mappen og videre ned i en taske, der blev forsvarligt låst. Det var jo strengt fortrolige dokumenter, jeg var blevet betroet. Så med bus 5C ind til Jernbanegade og aflevere mappen til C/S (= Case Supervisor), som godkendte mine nedskreve notater og gav grønt lys til at kunne fortsætte.
På et tidspunkt følte jeg, at virkningerne fladede ud samtidig med at utålmodigheden steg. Det gav jeg lidt udtryk for i rapporterne, og C/S’en reagerede så ved at sende mig videre til examinator for at afslutte OT-2.
Det gjorde jeg med succes, og det var her jeg på mit timetrack blev opmærksom på det tidspunkt, hvor jeg overtalte Jens, min tvillingebror, til at følge mig, og tage endnu en inkarnation på denne planet.

Næste trin var OTIII, 'the wall of fire'
Det var godt nok at blive clear, men først når man var kommet igennem ildmuren, var man rigtig fri. Det perspektiv blev holdt op for os igen og igen.
Jeg blev forberedt til at gå igennem muren i det lille o.t.-kursusrum.
For mig var mødet med muren en skuffelse. Hvis der da overhovedet var en mur.
I praksis bestod kurset i at fjerne thetaner, der ufrivilligt var knyttet til min krop.
Små levende bevidstheder i levende væsner kunne man vel sige?
Nej det kan man ikke, for her var jo ingen celler, som kunne rumme disse thetaner, til stede. Dog kunne man svagt mærke dem et sted på kroppen - eller lokaliserede man dem bare?
Det havde en vis virkning at gå i gang med at kommunikere med disse thetaner.
Idéen var at de skulle trækkes igennem nogle hændelser, incident I og incident II, gentagne gange, indtil de blev frigjorte og lettede.
Man fandt dem ved at fornemme følelser eller somatiker rundt omkring i, på og omkring kroppen. Body-Thetans kaldtes de, eller blot bt's.
Historien om, hvorfor de nu var her, var - ifølge Hubbard - at en (ond ?) fyrste, Xenu, for 75 millioner år siden havde indfanget thetaner i klynger og indgydet dem nogle falske traumatiske oplevelser, hvori blandt andet indgik Gud, djævlen, engle, 'space-opera', helikoptere og mange andre mærkelige ting, indeholdt i en hændelse (incident 1), der varede 36 dage.
Xenu begik dette overgreb for at komme overbefolkningen til livs!
Men - kunne man spørge sig selv - er universet ikke stort nok til at kunne rumme uendelige mange thetaner? Især hvis man tager i betragtning, at en thetan. ligesom et punkt, slet ikke har nogen udstrækning i det fysiske univers.
Hvor thetanerne bliver af efter auditingen, det ved man ikke noget om. Og hvor meget fylder de, når de tilsammen kan tåle at følge med den store thetan (mig) fra liv til liv?
"Du er langt ude, Larsen", ville Henrik Rössel have sagt.
OTIII fadede ud på samme måde som OTII. Processerne begyndte at blive lidt enerværende uden rigtig at bringe noget nyt.
Jeg kunne vist heller ikke rigtig finde flere BT's.
Jeg attesterede med flydende nål, og var således kommet ud på den anden side af ildmuren, "The wall of Fire".

21. Kan nogle problemer løses?

Ved blot at stikke af fra dem?

Det var som om der var begyndt at komme en skygge ind over mit forhold til Scientology.
En underliggende tvivl, som voksede sig større.
I sammenhæng med en åbenbaring, der udeblev. For evigt måske?
Hvad kunne jeg observere når jeg oplevede andre scientologer? havde de virkelig set lyset?
Nogle optrådte så dedikerede, at de virkelig måtte have tillid til, at noget stort var i vente. Ligesom mig havde de sikkert oplevet stærke befriende 'release' tilstande.
Grænsende til maniske tilstande.
Andre handlede nærmere pr rutine. Formentlig fordi de for ofte havde følt afstanden fra drøm til virkeliged til at være urimelig lang.
Det var en sådan rutine jeg var på vej over i. Et sted hvor man gang på gang skal forklare overfor sig selv og overfor omgivelserne, hvorfor man bliver ved og ved - og hvorfor det er så vigtigt.
Der var modstand imod Scientology. Fra nær og fjern. Og hvorfor tændte mine nærmeste omgivelser ikke på det, på samme måde som jeg var tændt?
At vælge en ny vej må nødvendigvis indebære en kritik eller forkastelse af den vej, man hidtil har gået på.
Dette gælder både for ikke-scientologer, der går ind i Scientology, og det gælder også for scientologer, der stopper med scientology.
Noget ligger i personligheden. Nogle er vedholdende, andre flygtige og impulsive.
Set livet igennem har jeg altid ville gå linen ud, eller i hvert fald så langt, at det rent konkret ikke gav nogen mening at fortsætte.

Byggestenene til rutinen vil jeg beskrive således:
Mens jeg var i gang med scientology, holdt jeg på et tidligt tidspunkt op med at vælge og overveje ét trin ad gangen.
Jeg havde valgt Scientology, jeg var på vej op ad 'broen', så efter hvert trin fulgte naturligt det næste.
Alt andet ville være et brud. Selv en længere tøven tenderede mod et brud.
Kunne der være kræfter i omgivelserne eller i mit eget sind, der forsøgte at stoppe mig?
Mon andre på samme måde ville have retfærdiggjort deres veje, eller var der områder i mit sind, jeg for alt i verden ikke ville konfronteres med?

Byggestenene til dedikationen kan få denne beskrivelse:
Der kan ligge store ting og vente på mig. Andre har tilsyneladende nået lignende højder.
Om jeg troede på det? ja, i virkeligheden vidste jeg det.
Jeg følte den gang og føler stadig, at der et eller andet sted inde i mig ligger en stor indsigt gemt. En indsigt som en dag skal åbenbares.
Men måske er den for stærk til at kunne rummes i dette liv.
"Dine muligheder er meget større end nogen nogensinde har tilladt dig at tro" stod der som tidligere nævnt en gang på min væg. Eller var det "har tilladt sig at tro"?
I hvert fald var det skriften på væggen.

22. Jeg måtte også hjælpe andre videre

Alle skal jo befries for tunge byrder i sindet?

Auditingen kunne jeg ikke komme videre med.
Efter opdagelsen af den fremrykkede cleartilstand, kunne man jo springe en hel del face-to-face auditing over. Men ikke det hele!!
De styrende kræfter indenfor Scientology opdagede snart, at der manglede noget.
Noget mere dianetic-auditing. Men på en ny måde, når den skulle gives til folk, der var clear, altså uden indflydelse af sit reaktive sind.
Det blev så lanceret som NED, New Era Dianetics for OT'ere.
Og så skulle folk uddannes til at auditere andre på det.
Det blev de på Flag Land Base, der nu blev promoveret som det helt fantastiske centrum for Scientolgy. Det blev omtalt som "The mecca for those, who seek technical perfection".
Her på planeten var det placeret ved Clearwater i Florida.

I mellemtiden kunne jeg så lære at give noget fra mig, at hjælpe andre op af broen.
Så jeg startede på akademiet for rigtigt at lære auditingens finesser og at håndtere PC's reaktioner.

Det var i sommeren 1982.
Og det var AUSHEU, Advanced Organisation & Saint Hill Europe, Copenhagen!
På Jernbanegade 6.
Kursuslokalet var stort, og fyldt med et væld af forskellige nationaliteter.
De var kommet fra hele Europa her til København på kontinentets eneste avancerede organisation for at komme videre op gennem de højere grader på vejen til Clear.

Et kursus i scientology foregår ved at deltagerne tilegner sig tekster ved at læse dem eller lytte til et bånd med dem. Hver tekst efterfølges af en øvelse, eller en demonstration i ler af de omhandlede situationer/begreber.
Blandt øvelserne var de såkaldte TR’s (trænings-rutiner) meget brugte.
De handler om at kommunikere med hinanden eller nærmere om, at en person ved hjælp af kommunikation skal kunne kontrollere en anden, så denne kan ledes gennem oplevelser og udviklinger, selvom dele af vedkommendes sind gør modstand.
De første af disse øvelser har jeg beskrevet i forbindelse med fortællingen om HAS-kurset. Kursuslederen parrede os sammen, når vi skulle lave sådanne øvelser.
Jeg skulle ’TR0= bullbaite’ med en middelaldrene tysk kvinde, der - gik det efterhånden op for mig - kun kunne snakke og forstå tysk, hvad jeg stort set ikke kunne.
Derfor fik vi et rent praktisk problem med overhovedet at kunne kommunikere.
Jeg skulle få hende til at grine ved at sige morsomme ting, som hun alligevel ikke forstod, og mine sjove grimasser fik hende heller ikke til at bryde ud i latter - ikke engang til at trække på smilebåndet.
Hele dagen kunne imidlertid ikke fyldes af scenen med denne tyske kvinde siddende, stirrende ud i luften med en fjollet ung dansker i synsfeltet. Så jeg måtte på en eller anden måde stoppe øvelsen - som for hendes vedkommende gik ud på, ikke at lade sig influere af, hvad jeg sagde eller gjorde.
Man stoppede normalt en øvelse med vendingen "thats it".
Men hun forstod jo kun tysk, og hvordan man afbrød en øvelse på tysk, det vidste jeg ikke.
Hun sad bare og stirrede meditativt på mig,
Supervisoren, Bernard, en ung tysker, brød på et tidspunkt heldigvis ind og reddede situationen.

Senere blev det mere avanceret, og jeg nåede til træningsøvelsen TR-8.
”Tone 40 - ren intention” blev den kaldt. Her blev jeg parret med svenske Barbara.
Vi blev sendt ned ad bagtrappen og over gården bag Jernbanegade 6.
Til et lille kælderrum med et lille bord, to stole omkring det og et askebæger på det.
Vi skulle forsøge at kommunikere til askebægeret. På forskellige måder.
En af måderne var at råbe så højt vi kunne til dette askebæger.
Det var derfor vi var blevet forvist til dette afsidesliggende kælderrum.
For ikke at forstyrre og forskrække omgivelserne.
”Rejs dig op” skreg jeg til askebægeret.
”Er det så højt, du kan råbe” spurgte Barbara venligt.
”Rejs dig op” skreg jeg så endnu højere.
”Troede du på, at askebægeret ville rejse sig op” spurgte hun nu.
Nej det gjorde jeg egentlige ikke, for jeg koncentrerede mig om at råbe så højt som muligt.
Det endte så med at jeg i en stille og rolig tone, men med en meget fokuseret intention, bad askebægeret om at rejse sig op.
Jeg hjalp det lidt på vej ved at løfte det, og da jeg sad med det i øjenhøjde, var min næste kommando: ”sæt dig ned”. Her måtte jeg også hjælpe askebægeret lidt på vej.
Jeg fortsatte processen, og gentog kommandoerne igen og igen, indtil jeg selv (vist nok) virkelig følte at min intention nåede askebægeret, og Barbara også (vist nok) mente at kunne se, at jeg var i god kommunikation med askebægeret.
Bagefter viste meteret gudskelov også, at jeg havde flydende nål.
Sådan nogenlunde da. Men vi skulle jo videre.
Gensidig forståelse.
Der var langt til stjernerne.

Kursets egentlige mål var, at jeg skulle være i stand til at auditere en anden person på et vist niveau.
Hertil nåede jeg i sommeren 1983.
Auditeringen bestod i at stille vedkommende nogle spørgsmål fra en given liste. Typisk spørgsmål i stil med: ”Genkald dig et tidspunkt, hvor du forsøgte at skjule noget for en anden”.
Hvis den anden ikke umiddelbart kunne genkalde et sådant tidspunkt, selv om jeg på e-meteret kunne observere et udslag, så sagde jeg ”dér”, hver gang jeg observerede det samme udslag på meteret.
Det hjalp ofte den anden til at bryde igennem sindets forsvarsmekanismer og blive opmærksom på en hændelse af den ønskede art, som sindet muligvis forsøgte at holde skjult.
Min første PC (pre-clear) var en ung englænder, Graham, som nu boede og arbejdede i Tyskland. Auditeringen gik fint, og vi fik vendt mange ting fra hans fortid.
Blandt andet gik det op for ham, at han gennem hele sin barndom af forældrene havde fået beroligende medicin for ikke at skulle blive køresyg, når de havde ham med i bilen.
Ved en anden session var der et ’missed withhold’, da han havde kastet et blik på superviserens etikblad, som afslørede en lang række afvigelser fra organisationens etiske standarder hos denne person med et ret betroet erhverv.
Det var en lettere chokerende oplevelse for Graham, og en befrielse at få den kommunikeret ud. Ved slutningen af sessionen bebrejdede han mig, at jeg blot havde anerkendt hans tilståelse på korrekt vis, og ikke som noget enestående eller grænseoverskridende.
Alt i alt var denne auditering en god oplevelse for os begge, og efterfølgende da han skulle rejse tilbage til Tyskland, ringede han mig op (før mobilens opfindelse) og takkede mig for min indsats.
Min anden PC var Loretta fra Portugal. Hun var ’staff-member’. En smuk og ukompliceret kvinde. Så ukompliceret at ingen af mine spørgsmål gjorde indtryk på hende.
I hvert fald var der ingen udslag på meteret.
Vi havde et par sessioner uden rigtig at få fat i noget, og så blev hun sendt på en eller anden mission, der varede det meste af sommeren. Hun dukkede op igen sidst på sommeren for at vi kunne fortsætte auditeringen, men det var desværre lige da jeg var på vej tilbage til mit arbejde uden for Scientology.
Det kunne ellers have været spændende at se, om jeg overhovedet kunne trænge igennem hendes usynlige forsvarsmekanismer og få fat i ting, der lå på lur i sindet og kunne problematisere hendes tilværelse.

23. Den Familiære Baggrund

Forening, spittelse og ny forening

Mit familieliv udviklede sig parallelt med mit arbejdsliv og mit engagement i Scientology.
Vi fik vores første barn i slutningen af 1981. Kort efter at Linda var blevet færdig med sin uddannelse som tosproglig korrespodent.
Herefter fulgte en travl, men skøn tid, med småbørnspasning og arbejde.
I sommeren 1982 var vi, altså far, mor og barn, kort inde på AO (Advanced Organisation) for at få lidt auditing, bl.a. i relation til fødslen.
Det var i OT-afdelingen nede i kælderen med alle de hemmelige rum.
Vi befandt os mest i venteværelset sammen med mange andre ventende scientologer. Alle beundrede vores lille søn.
Atmosfæren var fuld af kærlighed. Stemningen var båret af kombinationen af en gruppe, der ville udvikle sig selv til nye opgaver for denne verden - og et nyt lille liv, der var på vej til at være med, være en del af det.
Per Lund, en dedikeret og korrekt middelaldrene herre, kom hver formiddag igennem venteværelset på sin runde med støvsugeren. Jeg tænkte: hvorfor gjorde jeg ikke det der hjemme, så der altid ville være pænt og rent.
Auditingen fungerede o.k. uden at vi blev løftet helt vildt.
Senere på sommeren tog Linda og sønnen på ferietur med hendes forældre, mens jeg så kunne koncentrere mig om mine fortsatte studier og udadvendte auditing, som jeg berettede om i forrige afsnit.

Arbejdslivet og familielivet næsten 100 km fra København gjorde det svært at fastholde vores scientologyaktiviteter i det omfang vi havde gjort inden vi fik børn.
Ja, svært var det i det hele taget at holde fast i en udvikling under disse betingelser.
Vi fik barn nummer 2, og vi flyttede fra tjenesteboligen til eget hus, som også skulle indrettes og istandsættes.
Jeg følte mig nærmest forpligtiget til at holde fast i min udvikling inden for Scientology og håbede også på de muligheder, der - som skriften på væggen kundgjorde - var større end nogen nogensinde havde tilladt sig at tro.
Og Søren Kirkegaard supplerede fra en plakat på vores væg:
"At vove er at miste fodfæste for en stund, ikke at vove er at miste sig selv"
Linda syntes det var for meget og ville i virkeligheden helst trække sig ud af det for en tid, men holdt en lille smule fast, når jeg nu var så fokuseret.
Hun skulle også efter to tæt på hinanden følgende barselsperioder søge at vinde fodfæste på arbejdsmarkedet.
Det er svært at holde sammen på et ægteskab, når den ene vil for meget og den anden vil for lidt - set fra hver sin synsvinkel, forstås!.

Vi tog konsekvenserne og valgte at gå hver til sit.
I maj 1986, samme år som L Ron Hubbard døde i januar.
I 7 måneder var jeg alene med børnene.
Vi holdt forbindelsen til Scientology, eller rettere sagt: Scientology beholdt forbindelsen til os.
Som før nævnt, skulle man nu til USA for rigtig at komme videre med OT-graderne efter OTIII.
Der blev derfor arbejdet på, at få drømmen om Amerika vakt til live hos mange scientologer.
Nu var det dér, de helt store åbenbaringer lå og ventede.
Og man behøvede ikke i første omgang at gøre det selv. Man blev hjulpet af auditorer på et meget højt teknisk niveau. Man kunne næsten blive sendt flyvende ind i himlen, hvis bare man kunne skaffe de nødvendige mange penge.

Niels og Kurt samarbejdede om at overtale scientologer til at rejse til Flag Land Base.
Hovedargumentet var muligheden for at opdage at ens "muligheder er større end nogen nogensinde har tilladt sig at tro". De fik jo så også en vis procent i bonus for at skaffe nye kunder til Flag Land Base i Clearwater i Florida, og kunne på denne måde i tilgift spare sammen til selv at komme derover.
Kurt, der var gift med en amerikansk scientolog, Lexi, havde jeg ikke truffet før, men Niels stødte jeg på, et års tid forinden, da jeg en sommerdag med bil skulle hjem fra AO på Jernbanegade og opdagede at min bil var punkteret. Kort fra mig og min bil fik jeg øje på Niels, en sej høj gut, der også lige var færdig med dagens opgaver i AO, og nu skulle hjem på sin motorcykel. Med sin djærve jydske dialekt tilbød han sin hjælp til at skifte mit hjul og udviste stor kompetence - også som bilmekaniker.
Senere solgte han mig en dansk oversættelse af Gary Allan konspirationsbog "Ingen tør kalde det sammensværgelse".
Han kunne sikkert også sælge mig en brugt vogn til en god pris, hvis det skulle blive aktuelt.

Dette makkerpar havde på et tidspunkt fået kontakt til en rødhåret hollænder, Jap Kuivi, som var entydigt fokuseret på at fortsætte sit scientology-eventyr i USA - koste hvad det ville.
En yderst sympatisk og determineret fyr.
Kurt og Niels havde ham med i banken, og fik lånet næsten på plads.
Næsten , og her kom jeg så ind i billedet.
Man skulle bruge en kautionist, og jeg var åbenbart et sikkert kort efter bankens vurdering.
Mig og børnene blev inviteret ind på Venezia, et pizzeria, der lå op til rådhuspladsen.
En hyggelig middag hvor mine små børn naturligt indgik i helheden, og vi fik underskrevet de nødvendige papirer.
Jap holdt mig herefter løbende underrettet om sin fremgang indtil han et halvt års tid senere fik omlagt sine lån, så min kaution ikke længere var nødvendig.
Kurt og Niels havde imidlertid fået øje på mit økonomiske potentiale, og de muligheder der kunne åbne sig, hvis Linda og jeg fandt sammen igen.
Og det gjorde vi faktisk omkring årsskiftet 1986-87.

Der findes i Scientologys "Technical Dictionary" en præcis definition på et problem.
Det er jo et problem når to mennesker gerne vil leve sammen med hinanden og med deres børn, men har svært ved at finde fælles fodslaw.
Strukturen er to modsat rettede kræfter, som på en eller anden måde må udfases eller omdirigeres.
Det ville Kurt og Lexi gerne hjælpe os med.
De ledte os igennem nogle processer og samtaler, der i essensen bestod i at lære hinanden nærmere at kende på godt og ondt.
I denne periode, hvor Niels også ind i mellem var inde over, blev muligheden for at tage til USA og komme langt videre med vores egen mentalte tilstand - hver for sig eller sammen - ikke sjældent nævnt som en mulighed.
Mens ugerne gik, bevægede denne mulighed umærkeligt sig fra at være et hvis til at være et når.
Man kunne jo i hvert fald i første omgang undersøge om den fornødne kapital kunne skaffes.
Det kunne den faktisk! Så blev vi overtalt til at skrive under hver for sig. Vi ville gerne komme videre med vores liv på en ordentlig måde, og en sådan underskrift havde jo ingen effekt, hvis den anden ikke også var indstillet på at løse vores problemer - og kunne forestille sig at investere rigtig mange penge i det.
Vores gæld oversteg nu 1 million kroner. Det var mange penge den gang.
Jeg lagde nyt budget, og fortalte Linda, hvor meget vi nu måtte klare os med hver måned efter at de faste udgifter var betalt.
"Det kan vi ikke" sagde hun kort.
Det kunne vi imidlertid, viste det sig. Jeg har senere reflekteret over det og Mormonernes argument for at betale tiende. Erfaringerne viser, at økonomien bliver bedre, selvom nan logisk nok ville vente det modsatte. Sagde de.
Lignende argumentation har scientologyregistrarer brugt.
Optimisme og tro på fremtiden hjælper tilsyneladende på budgettet.

Jeg vil godt lige dvæle lidt ved underskrivnings-øjeblikket.
Det var jo en vidtrækkende beslutning. Jeg havde det inde i hovedet som en mulighed. Eller måske nærmere som en ikke-umulighed.
Når jeg nu sad dér sammen med Niels og Kurt, så smittede deres ægte enthusiasme. Når det var en mulighed at springe ud i det, så lignede det mere og mere at 'vende ryggen til' ikke at gøre det. Afvise en mulighed for at vokse ud af vores personlige daglige gnidninger og i stedet kigge mod stjernerne. Med børnene ved hånden. Efter trinvis gennem årene at have nedsat mine forventninger fik jeg i denne samtale genoplivet det oprindelige mål og ønske.
Den alvorligste trussel var, hvis økonomien ikke kunne klare det, at vi måtte 'gå fra hus og hjem'. Men hvorfor ikke tro på, at vi om nødvendigt kunne finde nye måder at øge vores indkomst på?
Jeg skrev under. Linda gjorde også,

Så stod vi altså nu dér og kiggede langt ud over Atlanterhavet, hvor der på den anden side ventede os en kæmpeoplevelse.

24. Rejsen til Amerika

At vove er at miste fodfæste for en stund

Alt blev pakket, og vi var klar til at tage af sted så snart min ferie startede i sommeren 1987.
Vores omgivelser var indstillet på og accepterede vores beslutning.
Uden begejstring.
Min mor, der også skulle kautionere for vores lån, var bekymret.
Men det var hun altid, når jeg søgte udfordringer. Små som store.
"Åh, jeg ville ønske, at I var vel hjemme igen" var en tilbagevendende sætning, når vi skulle ud på en rejse.

På vejen fra hovedbanegården hen til lufthavnsbussen blev vi, efter aftale, passet op af en lettere korpulent kvindelig scientolog, der overleverede os en meget stor pakke med papirer, PC-folders, der herved kunne blive transporteret til Amerika billigst muligt. 
Ved paskontrollen i lufthavnen viste det sig, at vi ikke kunne få adgang til det forjættede land når vores børn ikke var indskrevet i vores pas.
Men alt kunne lade sig gøre, når man var Scientolog og virkelig ville en ting.
Politistation og paskontrol trådte i aktion, og de ville ordne det, så vi kumme rejse den følgende dag. Vi overnattede alle 4 hos min storesøster og hendes familie, som boede i København. Et intermezzo så hyggeligt og humørfyldt som atmosfæren altid var, når vi var sammen med hende.
Næste dag og nat fløj vi så den lange tur til New York, hvor vi ankom ved middagstid med to små børn på henholdsvis 3 og 5 år Vi skulle vente en del timer i New Yorks lufthavn, og på et tidspunkt var vores 3-årige datter forsvundet. Hun dukkede heldigvis hurtigt op med en kvindelig lufthavnsbetjent.
Så gik turen videre til Clearwater, Florida. Vi blev hentet i lufthavnen og kørt til Flag Land Base i en varevogn sammen med store kasser med mapper og papirer. Bilen blev parkeret i en stor kælder under hotellet, hvorfra vi blev ledt op ad en trappe til receptionen.
Her stod vi så sent på aftenen med to sovende børn, hvor den ene var gennemvåd og snarest muligt skulle have noget tørt tøj på. Det viste sig, at det værelse vi havde bestilt, ikke var ledigt, men de kunne da finde et andet til os. Væsentlig ringere end det, vi havde bestilt!
Men her måtte vi tænke på - blev vi fortalt - at de penge vi havde betalt jo under alle omstændigheder gik til et højere formål. Højere end hvad?
Ikke et relevant spørgsmål, men det medvirkede til at skabe en bedre verden.
Efter den første nat, hvor vi jo var så trætte efter den lange rejse, at vi bare kunne sove fra alle gener og frustrationer, fik vi så det værelse, vi havde betalt for, og fik indlogeret os på rimelig vis.

Så nu var vi her!
6 uger på Flag Land Base. "The Mecca for those who seek tecknical perfection" .
Vi havde forestillet os en ferie med børnene, hvor vi ind i mellem, hver for sig, fik super professionel auditing, så vi voksede kolossalt i mental styrke, livsglæde og livsmod.
Men omstændighederne gjorde, at vi i den grad var effekt selvom vi arbejdede målrettet på at blive årsag over vores liv og over vores omgivelser.
Vi havde i dyre domme købt en service, der skulle løfte os til selvstændige indivder og samtidig blive en del af en hær, der var i gang med at skabe en bedre verden - og derfor undervejs måtte forcere alle barrierer.
En del af denne service bestod i at tilrettelægge vores fremskridt i den rigtige rækkefølge og i et passende tempo.
Rigtige og passende for os? for planeten? for organisationen? for vores børn? Prioriteringerne bar mere eller mindre præg af, at de blev foretaget af organisationens repræsentanter og på bevægelsend præmisser.
Der var lagt en plan for os. Af nogen der vidste hvordan vi kom til næste station, til næste level. Men samtidig var alle rutinerne i rigelig høj grad drevet af mere jordnære aspekter: Der skulle være mange mennesker i gruppen, og der var brug for mange penge, så de høje mål kunne nås.
Alt for ofte blev vores individuelle ønsker holdt op imod det højere formål.
I de perioder, hvor ingen af os fik auditing, kunne den ene af os jo videreudvikle sig gennem studier. Vi kunne også begge studere, og betale for at få børnene passet.
Men her satte vi - og vores økonomi - grænsen.
"Målet helligere midlet", ja vist, men vel ikke hvis midlet står i vejen for målet.
Målet var et godt liv, eller mere præcist et bedre liv.
Men det bedste kan være det godes værste fjende.
"Der er væren, men mennesket tror, der kun er bliven" var blandt de citater fra L Ron Hubbard, som jeg i en periode havde hængende på min væg.
Vi havde bestilt en tur til Disneyland, men det blev aldrig til noget.
Vores fremskridt i Scientology var vigtigere.
Sagde de! og vi havde ikke styrke nok til at modsige dem.
Som om der var en viden, et overblik, en konsekvens, som de besad i højere grad end vi gjorde.
Økonomien trængte sig på som et stort dyr. Betalinger og indtægter. Indtægterne skulle svare til betalerens fremskridt og fornøjelse. Men det er nu engang lettere at tælle penge end at måle andres fremskridt og glæde.

En dagligdag i denne midlertidige verden tegnede sig efterhånden.
Morgenen på hotelværelset startede med en række børneserier og børnefim i fjernsynet.
Et Eldorado for børnene! På det tidspunkt eksisterede der kun ét tilgængeligt fjernsynsprogram hjemme i Danmark, DR-tv, så børnene var fuldt optaget af at modtage digitale indtryk - indtil vi her fra 7.etage tog elevatoren ned til restauranten, hvor morgenmaden blev serveret.

Det var ikke 'continential breakfast', men temmelig amerikansk, præget af æg, bacon, pølser, ost og syltetøj + noget youghurt af en slags.
Herefter gik vi sammen ud til poolen, hvor man kunne sole sig og bade.
Vi skulle helst opholde os her det meste af tiden, så mig eller Linda kunne blive kaldt til auditing, når det passede ind i auditorernes og auditorholdets planlægning.

Stemningen omkring poolen var lidt blandet.
Var man på ferie, eller var man i gang med at frelse verden?
Man forsøgte at holde ferie, men presset for at komme videre lurede hele tiden.
Det blev kun til korte ture med børnene uden for hotellets område, ned til vandet og pelikanerne.
På den brede trappe op til hotellets indgang, kunne man hver dag møde en yngre kristen mand, der stod og læste op af biblen. Ingen stoppede for at lytte til ham. Dog hændte det at én og anden involverede sig i en diskusion med ham - formentlig om forskelle og ligheder mellem de to religioner. Og ikke mindst om den rette vej.

25. På Jagt efter en ny Identitet

Kan idéer leve videre uden deres ophav?

Som før nævnt døde L Ron Hubbard i janar 1986.
Hele Scientology var baseret på hans idéer. Lige fra den første tid omkring Dianetic i 1950.
Da jeg kom ind i Scientology i 1972 lå det hele tilsyneladen klart og færdigt, lige til at anvende, og herved frelse - i første omgang sig selv - og herefter resten af verden.
Først dianetic, selvanalyse og liferepair, så scientologygraderne, power og vejen videre til Clear. Dernæst OT-graderne, der blev frigivet efterhånden som et tilstrækkeligt antal var blevet clear og var på vej videre.
Det er ikke svært at forestille sig, at hele denne pakke, "The Bridge" kunne fastholdes og anvendes med succes af mange - også efter Hubbards bortgang.
Men så blev der jo vendt op og ned på det hele med den nye forståelse af begrebet 'clear' i 1978.
Herefter kom der en masse nye processer og retningslinjer, en del fra Ron Hubbard selv, vist flere fra andre, men så tilsyneladende godkendt af Ron.
En af de andre var David Mayo. Før 1983 var han omtalt som lige efter L Ron Hubbard, den mest kompetente scientolog.
I 1983 udsendtes der imidlertid en skrivelse til alle scientologer, der fortalte at David Mayo var en skurk, der kun var ude på at ødelægge Scientology indefra. Skrivelsen var ikke direkte forfattet af Hubbard, der på det tidspunkt havde trukket sig tilbage fra offentligheden, men han var i skrivelsen citeret for flere skarpe nedsættende udtalelser om David Mayo.
Dette skabte i den grad forvirring, både på de indre linjer og blandt almene scientologer, der i tykt og tyndt havde fulgt David Mayos anvisninger og haft stor tillid til ham.
Skrivelsen fik naturligvis en blandet modtagelse, og skabte endnu mere splittelse blandt scientologer.
Mayo var ikke den eneste højt estimerede scientolog, der blev sat på porten.
Af hvem? Af ledelsen, hvem det så var.
Nye bulletiner og nye procedurer afløste hinanden i en lind strøm.
Samtidig fornemmede man et stærkt pres for at anerkende scientologys uforlignelige storhed og værdifuldhed. Næsten guddommelig, forstået på den måde, at det at sætte spørgsmålstegn ved den høje værdi kunne opfattes som et angreb på organisationen.
Det oplevede vi mere og mere klart gennem vores 6 uger på Fort Harrison.
Allerede ved den før nævnte bemærkning i forbindelse med vores ankomst om at affinde os med ringe service og brudte løfter i en højere sags tjeneste.

De eneste vi kom til at snakke nærmere med på Fort Harrison, var andre danskere, som kom med hver sin skæbne og ophob af følelser. Vi mødte både en uudtalt fornemmelser at være gledet ud på et sidespor og et påtaget overdrevent engagement.
Der var Randi fra Hillerød, der havde gjort hurtige og succesfulde fremskridt som forretningskvinde, og erkendt at hun kunne bruge scientology i sit liv og i sin karriere.
Hun var taget til USA for at give karrieren endnu et boost. Desværre var der opstået et problem på hendes vej. Der var gået ild i gardinerne inde på hendes hotelværelse i Fort Harrison.
Branden blev hurtigt slukket. men "døden må have en årsag". Ligesom man i scientology opfattede langt de fleste sygdomme som konsekvenser af ubalance i sindet, så opfattede man også uheld som et indicie på et ikke fuldt erkendt problem hos den uheldsramte person.
Der arbejdedes derfor nu på at identificere Randis problem, så hun kunne få lov til at rejse hjem.
Svend og Mads mødte vi også derovre. Begge kendte jeg helt tilbage fra Copenhagen Org.
Svend, forretningsmanden fra et af de mere avancerede kurser på Bernstorffsvej. Jeg husker hvordan han med et triumferende blik - da han hørte, at jeg var matematiker - gjorde mig opmærksom på et af matematikkens fundamentale erkendelsesproblemer, nemlig definitionen af tallet 0. Hvordan kunne noget, som ingenting var, eksistere?
Nu famlede han så rundt her på Flag Land Base, da han var løbet ind i nogle problemer med processer, der aldrig var blevet afsluttet på den korrekte måde. Det viste sig at være relativt dyrt at få disse tråde redt ud, så han arbejdede også en del på stedet for at få råd til udredningen.
Om han så glad ud? tjah... en vis resignation kunne spores, men var dog o.k. med det hele. Sagde ikke at han i virkeligheden havde forventet sig meget, meget mere. Men det fornemmede jeg.
Mads, OT-VII fyren, der blev annonceret som en gave, da han dukkede op i Org'en på Frederiksborgvej, var nu også 'endt' her på basen.
På Frederiksborgvej dannede han par med Marianne, og sammen forsøgte de at få det besværlige liv - med arbejde, studier, auditing og familje - til at hænge sammen. Nu havde Marianne imidlertid forladt Mads, som så måtte her over for at finde ud af, hvorfor en scientolog på topniveau kunne fejle i privatlivet.
Det var dyrt, men man måtte da søge dér hen, vor (scientology-)livets store eksperter huserede, "The Mecca for those, who seek technical perfection"
Her var han så nu. Og så bekymret ud.

Jeg hørte også flere tale dansk uden at føle mig foranlediget til at kommunikere med dem, alene af den grund at vi talte samme sprog.
Der var 2 lidt ældre kvinder; omkring 60 år vil jeg umiddelbart sætte dem til. Den ene, der lige var ankommet, var løbet ind i en masse forvirring, dårlig service, ikke det værelse, hun var blevet stillet i udsigt, heller ikke den ønskede service, hun var blevet anvist.
Den anden var meget forstående, og bebrejdede i skarpe vendinger organisationen for den ringe service. Men her tog den forurettede kvinde loyalt organisationen i forsvar, og messede en velkendt remse om det højere formål, og kampen for at nå dertil, en kamp der uvægerligt ind i mellem måtte løbe ind i større eller mindre fejltagelser, for så hurtigt efter at vende tilbage på ret kurs.
Så var der en ung gut, Kent, der virkede overbevist om, at vi lige nu bragede ind i en helt ny æra. "mulighederne var større end nogen nogensinde havde tilladt sig at tro".
Det gik sjældent stille af, hvis han skulle en hurtig tur i poolen i en kort pause i hans travle og betydnigsfulde mission. Ligegyldige højrøstede kommunikationer til højre og venstre.
Samtidig var tiden for kostbar til at beskæftige sig med mennesker, der insisterede på at afsætte tid til refleksioner.
En aften i kususlokalet, et stort lokale der lå i en anden bygning skråt over gaden, deltog jeg i aftenens kursusafslutning, hvor diverse meddelelse og gradueringer normalt blev annonceret. Her gik man skridtet videre, og satte medhør på et telefonopkald til en tilfældig udvalgt scientolog med henblik på at få vedkommende til at indbetale et betragteligt beløb til sin næste service i organisationen.
Det var Kent der ringede op og i stærke vendinger opfordrede personen i den anden ende af røret til at frigøre nogle penge til livets højeste formål. Alle i lokalet fulgte levende med i samtalen, og der blev jublet og klappet hvis personen var det mindste imødekommende overfor at tage 'det næste skridt op ad stigen'.

Ligesom med andre rejser med børnene, havde vi en rutine, der gik ud på at få en is om aftenen efter aftensmaden, lige før puttetid.
På en sådan is-aftentur med børnene mærkede jeg pludselig et let skub bag fra af én, der kom løbende i fuld fart, og en anden efter ham. Jeg skulle til at reagere med en hyggelig kommunikation omkring, at opførslen måske var en smule for vild. Men inden jeg reagerede gik det op for mig, at der ikke her var tale om en lidt voldsom leg, men at det var ramme alvor. Den første forsøgte at stikke af, og forfølgeren skulle stoppe ham.
Senere har jeg fundet ud af, at der lige på dét tidspunkt var rigtig megen uro på de indre linjer i organisationen.
Det var som at være i et helt fremmed land, hvor man ikke vidste hvem, der regerede.
Sikke en udvikling, fra det familielignende foretagende på Bernstorffsvej over de ungdommelige opkomlinge på Nørrebro, og videre ind på Jernbanegade for at kigge efter porten til himmerig.
Man var begyndt at opfatte alle andre europæere som brødre og søstre, man skulle følges med.
Men pludselig var det alt for stort, ingen vidste tilsyneladende helt, hvor vi var på vej hen.
Idéen om noget stort i vente holdt os i gang, men modet kunne være svært at holde oppe jo mere uklart det store blev.
Næsten som en lille familje, der bare havde hinanden på en øde ø, og ventede på at blive samlet op.

26. Er jeg på vej over broen nu?

Spirende Årsag eller evindelig Effekt?

Formålet med at tage til her til Flag Land Base var som bekendt, at vi skulle videre med vores OT-grader, og i gang med OT-IV.
Selvom vi var derovre i mere end en måned, var det uhyre begrænset hvad vi fik ud af vores auding her på "The Mecca for those who seek technical perfection". Linda havde et problem med at få fat i hændelser fra tidligere liv, og det problem fik hun, så vidt jeg kunne forstå, løst.
Men her ud over: intet udbytte, der har gjort indtryk.

Min auditor var en amerikansk kvinde på min alder, omkring fyrre år. Jeg husker ikke hendes navn og kan heller genkalde mig hendes ansigt. Så lad os kalde hende Susan.
I det hele taget var forholdet til hele staben på Fort Harrison underlig upersonligt i modsætning til, hvad jeg tidligere havde oplevet på Cop-org, og for den sags skyld også på AOSH dk, den meget internationale organisation på Jernbanegade.
En grund-idé i denne auditing, der nu fulgte efter 3 trin med soloauditing, var, at det slet ikke var mig, der skulle auditeres, men de body-thetans (BT's), der stadig var hos mig, selvom jeg havde ryddet godt op i dem gennem mit OT-III forløb. Når vi nåede til et punkt (item) , der gav udslag på meteret, skulle jeg slet ikke konfrontere den tilsvarende hændelse.
I stedet skulle jeg lokalisere den eller de BT's, der holdt hændelsen fast.
Det var lidt frustrerende for mig.
Hver gang jeg fornemmede, at vi var ved at have fat i noget, blev jeg alligevel ikke konfronteret med det, men i stedet med en BT, som jeg skulle stedfæste til en vulkan, og derefter føre den igennem incident 1 og incident 2.
Det lille substantielle spørgsmål: "hvem er jeg" meldte sig gang på gang hos mig.

Selvfølgelig foregik der mange ting i mit sind, medens dette stod på.
At der foregik noget i sindet kunne Susan aflæse på E-meteret.
Men hun kunne ikke aflæse hvad, der foregik i mit sind.
De blandede, forstyrrende udslag på meteret måtte hun forholde sig professionelt til.
Den umiddelbare metode til at finde frem til, hvad de indikerede, var, at hun sagde "that" hver gang hun observerede et udslag på meteret, og så måtte jeg kigge indad efter, hvor min opmærksomhed var henne. Susan fortalte mig, at hun på meteret igen og igen observerede en bestemt type udslag, som tydede på, at der var noget, jeg ville skjule.
Det må have været ret små udslag, for jeg kunne ikke finde noget. Måske hang det sammen med min utilfredshed med at skulle konfronteres BT's i stedet for mine egne oplevelser.
Der gik rigtig lang tid, hvor hun bare ventede og ventede.
På et tidspunkt sagde Susan, at hun havde tid nok, hele dagen kunne hun vente på, at jeg røbede, hvad der foregik i mit sind. Jeg kunne ikke finde noget, der oplagt rumsterede derinde.
For at provokere mig, foreslog hun, at udslaget kunne skyldes, at jeg forestillede mig at jeg voldtog hende og planlagde at drukne hende i en sø bagefter. Vist nok en hentydning til, at jeg på et tidspunkt måtte erkende at min opmærksomhed ind i mellem var fokuseret på hendes bryster.
Selv var jeg nogenlunde afklaret. Ret sikker på, at jeg ikke prøvede at skjule noget.
Og så alligevel. Der kunne jo være ting, jeg ubevidst undgik at vende opmærksomheden imod fordi det helt sikkert vil give problemer - på den ene eller anden måde.
I den situation jeg her sad i, måtte jeg logisk nok kigge efter hvad som helst, jeg kunne have gjort galt. Måske eller måske ikke?
Jeg endte med at fortælle om en tvivl, jeg havde med hensyn til korrekt omgang med betroede materialer fra OT-III.

Når man skal soloauditere på OT-II og på OT-III, får man materialerne udleveret, så man kan sidde der hjemme i fred og ro og snakke med sig selv. Men da det jo er fortroligt materiale, må det ikke ligge frit tilgængeligt, når man ikke bruger det. Det skal opbevares i en taske eller kuffert, der er låst.
Jeg soloauditerede OT-III i min tjenestebolig på en kostskole en sommer hvor der var meget stille. På et tidspunkt gik jeg tur med hunden uden at have låst materialerne ned i dokumentmappen. Vægteren Helge, der gik rundt om natten, havde også en nøgle til alle boliger, og kunne således have lukket sig ind og studere de sprængfarlige instruktioner - selvom han jo ikke gik vægtergang om dagen, og i øvrige ikke anede. hvad Scientology drejede sig om, og så meget mindre, hvad OT-III var for en finurlighed.

Denne lemfældige omgang med sikkerheden kunne naturligvis ikke gå ustraffet hen.
Imidlertid er straf ikke et emne på de ydre linjer i Scientology. I stedet må man bare gøre skaden god igen. Her var der givet vis ikke sket nogen skade, men risikoen havde været der, så afhjælpningen måtte bestå i, at gøre mig mere omhyggelig med at passe på vigtige informationer og værne om Scientologys åbenbarede og skjulte værdier.
Jeg måtte over i en nærliggende bygning i komplekset, etikafdelingen, og snakke med forskellige mennesker, læse materialer som jeg havde set så mange gange før, og finde ud af hvordan jeg kunne komme videre og sikre mig, at den betænkelige situation ikke genopstod.

Atmosfæren var ikke, hvad jeg havde drømt om.
Så meget mere var det, jeg nu beskæftigede mig med, langt fra hvad jeg var taget til Flag Land Base for at opleve.
Det var som om mistænkelighed var det gennemgående tema.
En udvikling der havde stået på siden L Ron Hubbard trak sig tilbage fra offentligheden omkring 1980.
Før den tid følte man sig altid godt tilpas i selskab med scientologer. Nogen gange var der måske for meget gruppefølelse. Scientology skulle helst sættes over alt andet, både i samfundet og i ens privatliv.
Det sidste måtte altid blive et problem, med mindre man var 100% dedikeret scientolog.
Og kunne man være det, hvis man samtidig gav afkald på alt, der var med til en danne én som individ?
På en måde er alle individuelle kvaliteter i en gruppe en trussel mod gruppens uplettede helhed, som i definitionen må være gruppens styrke.

Der var øjeblikke hvor jeg følte, at jeg var på rette sted med mennesker, der nød deres liv og deres job:
Som når jeg betragtede den farvede høje kvinde, der passede haven om dagen, og en lille kiosk/slikbutik om aftenen. Hun var helt i harmoni med sig selv og omgivelserne, og synligt bevidst om at være en af fremtidens byggestene. Med et vidunderligt smil fik børnene deres godnatis og alle fik vi en imødekommende formiddagshilsen, når vi passerede den lille have på vej fra morgenmad.
Andre øjebliksbilleder pegede i en anden retning:
Et udendørs kontorlandskab en hed juliaften i Clearwater, Florida. Højtråbende veltalende scientologi-officerer med halvlangt , pjusket hår, der fremtryllede en stemning, hvor man bare måtte foplgtige til det næste skridt mod et bedre jeg og herigennem en bedre verden.
Koste hvad det ville.
Måden det ville det på var, ved at man af en stewardesselignende ung målrettet og smilende kvinde blev ført hen til indbetalingsstedet, hvor der blev sørget for, at pengene kunne blive overføret fra kontoen hjemme i Danmark til en ny æra.

Et mere gennemgående billede var imidlertid en forretningmæssig holdning til os, således at vi mest følte os som nogen, der skulle ekspederes rutinemæssigt efter, at vi havde indbetalt et større beløb.
Groft sagt kunne man ikke få mere ud af os før, vi var nødsaget til at købe den næste service.
Om den næste service lå inden for vores rækkevidde afhang af, om vi følte os løftet af det, vi nu fik - kombineret med den store sags betydning.
En så stor betydning at der skulle stærke argumenter til at svigte den?
En af midlerne til at få os hurtigt igennem auditing og kurser var, at love os 10% af betalingen tilbage, når vi havde gennemført den service, vi havde betalt for.
Bagtanken var selvfølgelig, at vi skulle bruge disse penge til at købe en efterfølgende service.
Da jeg havde færdiggjort mit første auditingforløb insisterede jeg på, at få pengene udbetalt. Det fik jeg så, eller det vil sige, jeg fik en chech som kunne hæves i en bank et par km nede ad gaden. Jeg havde ikke kontanter til at betale en taxi der hen og visakort var endnu ikke opfundet, så jeg måtte gå derhen i brændende sol og 35℃ . Da jeg kom tilbage med pengene svedte jeg så meget, at mine hænder ikke kunne få et normalt greb om kanderne, og auditingen kunne først genoptages sidst på aftenen.

27. Penge, Penge, Penge

En Aftensnak i Ventetiden

En aften sad jeg foran et auditinglokale og ventede på min næste session.
Det var i nogen afstand fra den store pool, ved et lille soppebasin og en have, hvor folk kunne hygge sig med en lille 'small talk' eller vente på deres auditor.
Her overhørte jeg en samtale mellem to scientologer, begge mænd i deres bedste alder.

Hej, jeg er Randolf, hvem er du og hvad laver du her?
Jeg er Scott, og jeg er på et SP/PTS kursus, men her i aften har jeg fri.
Herligt! Er du glad for hvad du laver i Scientology?
Ja, det er OK.
Har du hørt om projektet: "Sand Castle, Counselling Center" ?
Nej.....Hvad er det?
Det skal være et lille anneks til Sand Castle, hvor både scientologer og ikke scientologer kan komme, og få råd om, hvordan deres problemer kan blive løst ved hjælp af scientology-service.
O.K. og nu vil du have, at jeg skal donere nogle penge til dette projekt?
Ja, det var netop det, jeg ville snakke med dig om.
Men det vil jeg ikke, og jeg bryder mig ikke om at blive generet med sådan nogle anmodninger, når jeg skal slappe af i min pause.
Det forstår jeg godt. Sådan har jeg også haft det en gang. Den gang tænkte jeg også, at jeg aldrig ville være en del af et fundrasingprojekt.
Men hvorfor gør du det så, nu?
Fordi det her er et helt særligt værdifuldt projekt
Det siger alle her, der prøver at samle ind til det ene eller andet.
Så du synes ikke det er værdifuldt at nogen vejleder folk i fremgange via scientology?
Var det ikke en lignende spørgsmål, du fik, da du besluttede dig til, at du aldrig ville fundraise?
Det husker jeg ikke
Støttede du med nogle penge?
Nej, for jeg havde ikke nogen penge på det tidspunkt.
Troede fundraiseren på det?
Ja, det gjorde hun.
Jeg er i samme situation, jeg har heller ingen penge nu
Men Jeg er helt sikker på, at du kan skaffe nogen.
Lige så lidt som du kunne den gang. Jeg vil heller ikke, og det ville du heller ikke den gang.
Ja jeg kunne godt den gang, men så ville jeg ikke kunne komme videre med min egen auditing.
Du mente altså at det var vigtigere at du kom op ad broen end at andre kunne blive hjulpet?
Men her taler vi om et langt vigtigere og nyskabende projekt.
Og det var det andet ikke?
Nej, jeg husker ikke hvad det var. Hvordan kan du skaffe pengene til Sand Castle projektet?
Jeg kan måske samle ind til projektet ved at gå riundt til folk, der sidder her i haven og får en velfortjent pause mellem deres krævende arbejde, studier eller sessions.
Super
Jeg begynder nu

(Scott rejser sig og går omkring bænken, hvor Randolf sidder, tager en stol og sætter sig med ansigtet vendt mod Randolf)

Hej, jeg er Scott, hvem er du og hvad laver du her?
Jeg er Randolf, og jeg arbejder lige nu som fundraiser.
Herligt! Er du glad for hvad du laver i Scientology
Ja, det er OK.
Har du hørt om projektet: "Sand Castle, Counselling Center" ?

Ja, det havde Randolf faktisk.

Idéen om at, penge løser alle problemer, var ved at snige sig ind i Scientology
Den viden og teknik, man nu havde rettigheder til, var suveræn.
Nu var det blot et sprøgsmål om at bringe den i anvendelse og udbrede den mest muligt.
Alvorlige mangler i organistionen og i disseminationen, når organisationen var vokset til den nuværende størrelse, var desværre ikke til diskussion.
Heller ikke vildfarelserne omkring OT-niveauerne.

28. Slutningen i sigte

Når fuglene søger hjem

Tiden gik. Sommeren var snart forbi. Børnene skulle hjem til skolestart. Vores ældste skulle begynde i børnehaveklassen på en Rudolf Steiner skole, og Lindas arbejde kaldte.
Vi havde brugt vores penge, fået vores service, dog var jeg ikke helt færdig med det sidste intensiv, da jeg skulle have gennemført mit etikforløb før, jeg kunne afslutte auditingsprojektet.
Linda og børnene måtte derfor rejse hjem uden mig.

Jeg blev indlogeret i et andet værelse på hotellet, hvor jeg skulle dele værelse med en læge fra Mexico.
To ensomme mænd, der tilsyneladende forspildte deres talenter på et enerverende hotelværelse på 5.sal i Fort Harrison, Florida.
Vi snakkede lidt sammen, men ikke meget. Han var også kommet lidt på afveje med forskellige sideprocesser, og var nu i en venteposition, hvor kloge hoveder med lettere skelen til økonomien skulle lægge et program for hans næste trin i Scientology.
Jeg følte lidt vi var på samme sted. Vi havde begge et fast job, tjente godt, ville gerne leve med Scientology, men kunne ikke blive ved med at stampe større og større beløb op af jorden. Og vi ville heller ikke kvitte vores job og tilværelse for helt at hellige os Scientology.
Fra organisationens unuancerede synspunkt var det et hverken eller.
De ville vist ikke længere være en del af verden, men i stedet et modstykke til verden.

Mit etikforløb trak ud bl.a. fordi det også viste sig at være et problem, at jeg kendte en frafalden scientolog, min fætter Lars Peter.
Vi var uafhængigt af hinanden kommet ind i Scientology, og han havde sammen med en gruppe kunstnere forladt organsationen i 1983. efter at de havde fået oplæst det såkaldte "Dane Top letter", som fortalte om uheldige udviklinger på de indre linier i organisationen. Vold var blevet indblandet i etikken, og skabte naturligt uoprettelige ARC-brud. Samtidig blev kunstnergruppen gjort opmærksom på, at det faktisk var muligt at nå op til de høje niveauer, de efterstræbte, uden for organisationens rammer ("moderkirken").
Jeg skulle afbryde al forbindelse med Lars Peter, hvilket ikke var det store problem, da vi i hverdagen ikke havde rutinemæssig kontakt. Højtideligt at orientere ham om bruddet ville derimod være som at skyde spurve med kanoner.
Jeg forsagede djævlen og alle hans gerninger og al hans væsen, så jeg kunne vende tilbage til min afbrudte auditingscyklus.

Nu kaldte arbejdet derhjemme imidlertid også på mig. Skolen skulle begynde og skemaet lå klar til den kommende uge.
"Jeg måtte nødvendigvis ringe hjem og fortælle min arbejdsgiver at jeg ikke kunne undervise de første par uger, for jeg kunne jo ikke stoppe midt i et auditingsforløb" sagde scientology-administratoren.
Et typisk eksempel på manglende forståelse for dagligdags problemstillinger.
På Bernstorffsvej ville vi hav fået en fornuftig snak omkring dette dilemma.
Det naturlige valg for mig nu måtte være at tage sagen i egen hånd.
Det eneste frirum for scientolyansatte og andre hårdt arbejdende scientologer var lørdag formiddag, hvor alle scientologyforetagender lå stille.
Jeg pakkede derfor min kuffert og mine tasker og var klar til afrejse lørdag formiddag.
Mit fly afgik om søndagen fra en nærliggende by.

I undrer jer måske over at jeg ikke bare kunne fortælle dem på Flag Land Base, at jeg tog afsted på trods lørdag formiddag, og så bede dem om at skaffe mig en taxi.
Forklaringen lå i strenge formaninger i Scientologys policy om, at man ikke måtte lade en P.C. stoppe midt i et auditeringsforløb. Ønsket om at stoppe kunne jo let hænge sammen med en impuls til at slippe for en ubehagelig konfrontation i sindet.
Hvis der står, rødt på hvidt, at man skal sikre sig at PC ikke afbryder auditingen, uden nærmere beskrivelse af hvordan, så kan det opfattes bogstaveligt, f.eks. at de fysisk kunne stoppe mig og holde mig tilbage. Jeg tænker ikke, de ville gøre det, men usikkerheden eksisterede sammmenholdt med deres manglende evne til helt praktisk at forstå min situation.
Bagved det hele ulmede usikkerheden omkring uroen på de indre linjer, som jeg jo tidligere havde været vidne til.

Jeg sneg mig derfor med al mit habengut ud af den store organisationsbygning lørdag formiddag, og så lidt ned ad vejen, hvor jeg stopppede en taxi og bad den køre mig til et hotel i en by tæt på lufthavnen.
Ankommet her til gik jeg så rundt på gaderne i denne lille meget amerikanske by.
Jeg gik ikke på fortovene, for der var ingen fortove.
Skulle man fra et sted til et andet, foregik det normalt i bil. Jeg fik lov at gå i fred og ro.
Næste morgen gik med at følge en vækkelsesprædikant på TV.
Der blev lyttet intenst til ham, og han havde virkelig tilhørerne i sin hule hånd.

Her fra med Taxi til lufthavnen og hjem til Danmark.

29. Jeg går Linen ud

Og begynder at forske i større sammenhænge

Livet tilbage i Sorø med Linda og børnene var spændende og udfordrende på en hel anden måde. Linda havde sørget for at børnene fik en god start på Rudolf Steiner Skolen på Midtsjælland. (nu kaldet Frejaskolen).
En af de første ting, hun sagde til mig efter min hjemkomst, var, at hun var færdig med Scientology. På en måde var jeg tilfreds med at erfare det.
Nu kunne jeg lidt mere frit tage stilling til hvorvidt jeg selv ville fortsætte.
Jeg var egentlig ret sikker på, at det ville jeg ikke, men jeg ville heller ikke 'stikke af i utide', 'blowe' som man kaldte det i Scientology. Det var en handling, der typisk fulgte efter et misforstået ord, eller en faretruende mental konfrontation i auditingen.
Det stod mig klart, at jeg ikke kunne få mere igennem Scientology. At betale så mange penge og en dyr rejse, og så blive mødt med så ringe forståelse og stort set intet udbytte.

Jeg blev som ventet hurtigst muligt ringet op fra Flag Land Base og beordret til straks at flyve tilbage til Clearwater i Florida for at færdiggøre mine processer, eller i første omgang finde ud af, hvorfor jeg havde forladt dem i utide.
Det ville jeg naturligvis ikke, så i stedet blev der arrangeret et møde med en af deres repræsentanter AOSH&EU i København.
Vi fik en god snak, og på meteret havde jeg flydende nål med bevidstheden, at der her ikke var mere at komme efter.
Det var der jo egentlig heller ikke for dem, for de havde udviklet sig derhen, at de ikke kunne leve med en mellemvej. For at være en del af Scientology skulle man på det tidspunkt enten tjene rigtig mange penge udenfor Scientology og så bruge dem på Scientology, eller også skulle man arbejde fuldtids for organisationen.
Dét at bruge denne viden og anvende den i sit daglige liv udenfor organisationen, det anså de kun som en midlertidig løsning indtil man valgte hele pakken eller takkede af.
Som tidligere formuleret:
De ville ikke længere være en del af verden, men i stedet et modstykke til verden.
Jeg havde nu gået linen ud og kunne starte på et nyt kapitel i mit liv.

Jeg følte mig stadig meget tiltrukket af åndelig forskning og spirituel litteratur.
Jeg lånte stabler af bøger hjem fra biblioteket.
En dag sad jeg og læste Rodolf Steiners beskrivelser af elementarvæsner og sammenlignende naturligt med Hubbards body-thetans.
Steiner skriver i "Elementarvæsener og andre højere åndelige væsener":
"Man kan ikke have nogen tanke, kan ikke nære nogen, uden at de giver sig til kende i deres virkninger helt inde i det fysiske legeme" , og uddyber herefter hvilke negative virkninger i sindet, de forårsager. Bortset fra hele Xenu-fantasi historien, så vil man let komme til at konfrontere nogle af disse elemantarvæsner i OTIII soloauditingen, og herved elimenere en hel del af deres negative styrke.
Det ansporede mig til at studere sammenlignende religioner, hvad jeg så har gjort siden. Sandheden finder du ikke i en bestemt religion, men inde i dig selv. Hent det, der giver mening for dig i de forskellige spirituelle retninger, bearbejd det og fin din egen vej.

Ved en snak med min tvillingebror, Jens, der havde beskæftiget sig lige så meget med det politiske som jeg med det spirituelle, så jeg lyset. Det er ikke folkeforfører og prædikanter, verden har brug for, men selvstændigt tænkende mennesker.
Jens havde set det samme mønster i politikken. Gennem borgerløn og anerkendelsen af det myndige menneske må den enkelte sættes fri.
Jeg fulgte ham gennem de snørklede politiske veje i en årrække, centreret omkring vores engagement i partiet De Grønne.
Han trak sig tilbage fra sin aktive del i partiet (bl.a. som pressesekretær) på et tidspunkt, hvor han ikke følte, at hans stærke fokusering på deregulering fandt genklang i partiet.
Jeg gik linen ud, også her, og trak mig først tilbage, da vores bestræbelse på at blive opstillingsberettiget til folketinget ikke længere havde fremgang. Bl.a. fordi vi ikke kunne få gennemslagskraft i medierne, og hvis det endelig lykkedes lidt, blev det forpurret igen af indre uro i det lille parti.

Nu er vi så fremme omkring år 2000, hvor internettet og google brager frem, så man kan finde oceaner af informationer her. Heriblandt en masse om Scientology. På godt og ondt. Ja netop. Ingen middelvej.
Enten var Scientology det bedste, der fandtes, eneste chance for at redde verden, eller også var det et gennem kriminelt foretagende, der kun var ude på at trække penge ud af folk.
Jeg savnede en middelvej, hvor man både kunne høre om gode og dårlige sider af bevægelsen
Det har jeg længe villet vise, og nu er det hermed forsøgt.

30. Nu fortsætter jeg mod de vises Sten

Og bliver lovet en evig jagt

Nu stod jeg så der med så megen viden og så mange spørgsmål, men ikke mange andre end mig, der interesserede sig for svarene.

Her er nogle af de tanker, jeg gjorde mig i begyndelse af halvfemserne.
Jeg mødte ikke den store interesse, men mon ikke tiden arbejder for mig.

Hvorfor engagerer man sig mon i alternative religiøse bevægelser?
Efter at jeg havde forladt Scientology var jeg - på trods af gæld og andre eftervéer fra mit første eventyr - parat til at kaste mig ud i en ny bevægelse, men jeg nåede det ikke før følgende erkendelse åbenbarede sig for mig:
Alle dem jeg kender, der har forladt Scientology eller lignende religiøse bevæglser, er ikke uenige i religionernes grundsubstans eller i deres positive virkninger. Faktisk er vi alle nået ud over 'fup eller fakta' problematikken
Det er grundliggende set ophør i troen på bevægelsernes evne til at frelse verden, der er åsag til bruddene.

Og lidt omkring hvad der sker, når man bliver fanget i en religiøs gruppe:
Der findes retfærdige sager, men ikke retfærdige hære.
Under fanerne forsvinder friheden til at tvivle.
Målet, som er så stort og skønt, helliger midlet, det nødvendige onde.
Ja alt, hvad der vejes op imod dette store mål, vil komme til kort.
Enhver handlings værdi måles ved dens bidrag til fremme af denne rigtige religion.
Logikken er nu så klar, at det hele er ulogisk.
Og bag kulisserne aner man Guds listige smil. Babelstårn-tricket kan spares.

Og på den baggrund:
Det er mærkeligt at tænke på, hvordan det er gået siden Jesus for 2000 år siden advarede mod farisærerne og de skriftkloge. Hvad han sagde og de første konsekvenser heraf blev skrevet ned, og det er nu vores bibel, som vi gransker og strides bravt om fortolkningen af.
Det er jo lidt af et paradoks, at den rigtige fortolkning af skriften er, at man stadig ikke skal lytte til de skriftkloge.
Men faktisk er det dét, der er pointen.
Vi skal ikke længere lytte til dem, der gør sig kloge, hverken på bibelens eller på andre skrifter. Det er det, der er nutidens dilemma.
Et klogt menneske bør træde frem og kundgøre, at vi ikke længere skal lytte til de kloge.

En mand som L Ron Hubbard har helt afgjort set lyset. Et glimt af lyset.
Læser man hans værker, kan man støde på iagttagelser så geniale, at man føler en helt ny verden åbne sig for én. Disse iagttagelser fylder måske et par sider ud af en hel bog, men de tryllebinder én, så man næsten ukritisk godtager resten af bogen, mens den nye verden lukker sig igen.
På lignende måde forholder det sig med andre åndelige guldgravere.
Når de finder guldet vil de jo arbejde videre med det.
Og så kan den urene argumentationsånd og 7 andre måske vende tilbage til det fejede og pyntede hus.
Vi andre ser guldet og begejstres, men vi forstyrres også af urene ånders indblanding,
Nu skal jeg i øvrigt vare mig for at gøre mig klog, for jeg ved ikke, hvad disse opdagere ellers skulle have gjort.
Nogle har tilsyneladende også været i tvivl.
Danskeren Martinus Thomsen tøvede 10 år, da han havde fundet sin guldgrube.

Det kan ikke længere være rigtigt, at vi hver for sig skal stå og vifte med hver sin side af sandhedens bog, og næsten begrave vores sides lys i overbevisende argumenter mod de andre sider, hvis herligheder trods alt bliver ved at skinne.
Jeg vil heller ikke tro på, at årelange studier og kendskabet til et ualmindeligt stort antal fremmedord er en forudsætning for at trænge ind til livets dybere mening.

Det er nødvendigt nu at stoppe materialismens erobringstogt og begive os tilbage til markerne og køkkenerne, lade tankerne drive, vandre og flyve på ny.
Og denne gang skal disse tanker skabe en ny verden, bygget op af vemod, længsel, kærlighed og tusindvis af håb.
Thi vi har alle vores indre univers, og de er indbyrdes forskellige. Og hver gang vi mødes opdager vi, at to sådanne universer danner et tredie univers.
Der findes faktisk heller ikke to ens af sådanne tredieuniverser.