Sådan må det være

Aksiom 1: Der er potentielt liv i alt hvad der er skabt
Aksiom 2: Alt liv har en årsag
Aksiom 3: Liv kan eksistere uden essens og vilje
Aksiom 4: Et liv kan identificeres ved en essens
Aksiom 5: Som udgangspunkt hviler Livet i sin eksistens
Aksiom 6: Ud af denne hvilen opstår en vilje fulgt af en skabertrang
Aksiom 7: Liv søger andet liv, og kontakter mellem essenser etableres
Aksiom 8: I kontakten mellem essenser dannes universer
Aksiom 9: En essens kan alene ved sin vilje skabe ubegrænset i sit eget univers
Aksiom 10: I fælles universer kan hver essens kun skabe, hvad andre essenser accepterer
Aksiom 11: En essens kan ikke for al tid forblive i et univers, der begrænser dens frihed
Aksiom 12: I kernen for et fælles univers søges optimal frihed for dets essensers skabervilje
Aksiom 13: En essens har ikke et givet Univers som forudsætning for liv
Aksiom 14: Strukturen i det fælles skabte univers har et skjult eller uerkendt ophav

En selskabt virkelighed

Eller en del af noget større

Vores essens er en skabende kraft. Vi er, hvad vi tænker.
Vi er alle guddommelige, vi er alle i stand til at skabe hvad som helst.
Hvad som helst, der ikke selv kan skabe, hvad som helst, der ikke har en fri vilje.
Men vi bliver jo naturligt uinspireret af at skabe noget, der ikke indgår i nogen sammenhæng.
Og vi når aldrig til et fællesskab, hvis vi alle skaber hver sit, uafhængigt af hinanden.
For at få et samspil med andre mennesker må vi selv sætte grænser op.
Vi må begrænse vores egen skaberevne for at have et større rum at skabe i.
Et slags kompromis. Vi skaber noget sammen, som ikke kunne have været skabt individuelt.
En sameksistens kan vi ikke skabe alene.
I det hele taget, kan vi ikke skabe en skaber, vi kan således heller ikke skabe et andet liv.
Og med ordet liv her, mener jeg et skabende væsen, der indgår i en veldefineret sammenhæng.
Liv må her respektere liv. Jeg kan ikke skabe dig og dit, du kan ikke skabe mig og mit.
Modstand og accept er attituder, der umiddelbart dukker op, hvor sameksistens skal etableres.
Går man til excesser, bliver modstand til had, og accept til kærlighed.
Det er kærligheden, der holder os sammen og sikrer kontinuiteten i vores samliv = fælles eksistens.

Det er meget få grundsætninger, som livets og livsudvekslingernes principper må bygge på.
Hvis to mennesker, to livsformer, essenser – eller flere – sammen skal opbygge et univers, så må de – mere eller mindre bevidst - fastlægge nogle regler, som alle deltagere må være fuldstændig underlagt.
I en sådan sammenhæng er det svært at forestille sig, at et enkelt individ kan lave mirakler.
Hvis én bryder reglerne, så stiller man sig jo på en måde udenfor det fælles univers.
For mig giver det mest mening at en større – eller måske en jævnbyrdig, men udenforstående – kraft, har skabt en sammenhængende ’virkelighed’, et univers som vi, der sameksisterer, har valgt at tage del i, og ønsker at fortsætte med at udvikle.
En anden mulighed er, at flere essenser har oplevet hinanden gennem kommunikationsveje, som ved fælles indsats har kunnet udbygges og afprøves og efterhånden udviklet sig via en indre logik.
Skabt eller givet.

Om at skabe Godt og Ondt

og definere skaberen

Spørgsmålet er så hvor meget råderum det enkelte individ har til at skabe i en sådan fælles virkelighed.
Kan troen flytte bjerge? Sikkert, men hvem skal så bestemme, hvor bjerget skal stå? Vi er mange om buddet!
Lad os gå tilbage til den oprindelige grundtese.
Observer dig selv lige nu.
Hvad vil du gerne skabe lige nu?
Og hvad kan konsekvenserne blive, hvis du forsøge at anvende denne evne i et fælles univers?
Jeg prøver lige med et konkret eksempel og ønsker at der står en buket røde roser på mit sofabord.
Hvad så hvis det bare umiddelbart blev en realitet ??????
Første bekymring: Hvad nu hvis jeg ønsker noget mindre godt? For eksempel at fjernsynet splintredes, fordi det tog andres opmærksomhed væk fra dér, hvor jeg syntes, den skulle være. Kunne jeg mon så efterfølgende hele (heale) fjernsynet igen? Og hvad hvis en anden ikke ønskede, at fjernsynet skulle splintres – eller at der skulle stå røde roser på sofabordet?

For at kunne skabe ved at sprænge rammer inden for fælles referencerammer, må man være total ren i sin hensigt. At være total ren fordrer sandsynligvis en betingelsesløs kærlighed.

En egoistisk eller en decideret ond hensigt må på en eller anden måde støde imod impulsen til at være en del af et større fællesskab. Modstand og ikke accept.
Det hænger sammen med begrænsning i indsigten, og en vilje til liv, der går på tværs af en evig væren.
En impuls henimod at holde fast i det kendte og vende sig bort fra det uundgåelige ukendte.
Det kan således bedst lade sig gøre inden for nøje fastlagte rammer.
Betegnelsen "trolddom" kan bruges om dette fænomen.

Nu opdager jeg, at jeg i begyndelsen af teksten efter aksiomerne mangler en tydelig skelnen mellem liv og væren, det sidste i form af en skabende essens.
Vendingen ovenfor: "en vilje til liv, der går på tværs af en evig væren" beskriver meget godt denne skelnen. Livet må hænge sammen med essensen, der har forbundet sig med andre her i dette univers.
Der må være en del af essensen, der er uden for det aktuelle univers.
I modsat fald ville skaberevnen jo forsvinde.
Essensen kan derfor ikke være totalt indkapslet i det her skabte univers.
Det betyder så også, at man mere eller mindre kan defilere ud og ind af dette univers.
Man = Essensen eller jeget, enheden, nomaden - det som jeg i denne tankerække forsøger at indkredse. Nåh nej! ikke jeg'et, netop den del af essensen, der vælger repræsentationen som en urokkelig del af dette univers.
Det , at eksistenser kan gå ind og ud af dette univers, kan være med til at føre os til en nærmere forståelse af livet. Det, der afgrænser et begreb, giver det form.
Hele tiden dilemmaet mellem at være en del af fællesskabet, og så alligevel kunne bryde grænser ned.

Jeg har tidligere ikke følt mig helt afklaret i forhold til det ondes indflydelse og betydning, og det har påvirket mig negativt at dvæle for meget ved det.
Men ondskab og evig væren kan aldrig hænge sammen.
Man kan ikke eksistere evigt på bekostning af noget andet.
Ondskaben kommer ind i billedet når man vil afgrænse livet fra det evigt værende.
Jo værre jo mere man insistere på enkelte isolerede liv som bærekraften i hele tilværelsen.

Vi har imidlertid tilladt hinanden en vis form for skaberevne. Og når vi fjernes os fra dette meget bastante fysiske univers, så bliver der lige pludselig en meget tættere forbindelse mellem tanke og realitet.
Vi er jo i den grad spærret inde her i det jordiske liv.
Her styres vi hovedsageligt af 5 sanser, som kanaliseres via kroppen og af et tids-rum-koncept med præcis 3 dimensioner i rummet og én dimension i tiden.
Også med en logik, der får det hele til at hænge sammen på en måde, så det giver en fælles mening.

Jeg vil lige slutte dette afsnit af med en personlig konklusion på et par overvejelser omkring det brugte sprog. Formuleringer som ”Vi har jo tilladt hinanden”, og ”en fælles referenceramme” leder mig hen til følgende formodning:
Jeg synes efterhånden, at det hele hænger bedst logisk sammen, hvis skaberen er vores fælles bevidsthed. En fælles bevidsthed som vi alle har en lille bitte, bitte andel i.
I denne referensramme:

Hvad laver vi egentlig her på denne planet?

Fra Iagttager til Udspring

Umiddelbart er det jo som om, vi har ladet os fange i et spil med meget faste og stramme regler.
Vi sanser via kroppen.
I den grad så nogen anlægger den betragtning, at vi er vores krop, at vi ikke kan eksistere uden den.
Ja mange, vel nok de fleste, også videnskaben, tager dette som udgangspunkt i forhold til alle deres dispositioner.
Visse spørgsmål må man så undlade at søge svar på.
Hvor kommer viljen fra?
Hvem tænker og hvor sidder hukommelsen.
For at komme på færten af meningen med eksistensen, er jeg nødt til at opfatte mig ud fra aksiomerne.
Et evigt væsen, der i princippet kan skabe i det uendelige udi tomheden - men som foretrækker at skabe en lille bitte byggeklods til vores fælles bevidsthed.
Eksistensen giver kun mening, hvis den stilles i forhold til andet og/eller andre.
Jeg har lukket mig inde i tiden, og lige nu foretager jeg helst en serie af handlinger i logisk rækkefølge, med det mål at skabe et eller andet.
Et eller andet, der mere eller mindre direkte har noget at gøre med den fortsatte eksistens i dette univers.
Overlevelse? Eller bare noget, der skaber glæde.
Undervejs dukker der så nogle ting op, der gør tilværelsen lidt mindre enkel, altså lidt mere kompliceret.
Ting, der kommer ind fra højre eller fra venstre. Som empati eller frygt - og meget andet, naturligvis.
Hvor kommer disse ting fra? mon ikke de bunder i følelser, hukommelse og tanker?
"Det ubevidste" kalder nogen dette sammemsurium.
Lad os kigge på nogle situationer:
Hvis en anden spiser noget, du gerne vil nyde, så tager du det selvfølgelig ikke bare fra vedkommende. Ydermere: hvis du har rigtig meget af noget og personen ved siden af dig intet har, men ønsker det, så sker det jo også, at du giver noget af det til denne person.
I sådanne sammenhænge må der ligge en - mere eller mindre - ubevidst beregning af fordelene ved at leve med et deleprincip. Nogen vil mene, at det ligger i naturen (instinktet), andre vil placere det i bevidstheden (kalkulation).
Under alle omstændihede erkender næsten alle vist, at det er fornuftige principper, der her følges. Fornuftige med henblik på egen overlevelse eller glæde.
Når vi skelner mellem instinkter og kalkulationer, tror jeg også at vi kigger på forskellen mellem det dyriske og det menneskelige. Nogle vil gerne rubricere rigtig meget under instinkter, for på den måde at undgå at tage for meget ansvar. Men når man fokuserer på kalkulationer og er nødt til at tage ansvar, så bliver det spændende. Synes jeg.
For så må man - alene eller sammen - først definere en retning og en lang række værdinormer. Værdi for overlevelse eller værdi for at nå til glæderne, eller til at undgå smerte.
Og så rejser spørgsmålet om livets egentlige mening sig som en truende og uafviselig klippe i det fjerne.

En umiddelbar og nærmest uundgåelig kalkulation ud fra, hvad vi har oplevet livet igennem, må være, at vi dør på et tidspunkt.
Når vi dør, ophører vores liv, men hvad med eksistensen, vores evige væren og vores skaberevner?
Når vi står overfor et eller andet, der hindrer os i at sanse, føle og forholde sig til dette univers, som i hele dette liv har været udgangspunkt og baggrund for vore handlinger, så er den mest nærliggende attitude vel nærmest opgivende. Vi har vist ikke mere at gøre her.
Hvis nu man tror, at vi er vores krop, og ikke kan eksistere uden gennem den, ja så ender historien her.
Men for os andre rejser der sig tusinder af spørgsmål, som beder om vores svar.
Når livet ophører, slipper vi kontakten til kroppen. og konstaterer med fornøjelse vores eksistens trods alt.
"Vi slipper", og "vores eksistens" !! Her har vi det evige væsen i en nøddeskal.
Jeg kan ikke forstå, at nogen kan tro på, at man er ét med sin krop. Og endda hvile i den overbevisning!
Alene logikken hænger ikke sammen.
Man kan jo iagttage sin krop, og en enhed kan da ikke iagttage sig selv, da iagttagelsen jo er en del af denne enhed. Kroppen er ikke den, der iagttager. Følelserne er heller ikke den, der iagttager, ikke en gang vores tanker er iagttageren, for vi kan jo faktisk også iagttage vores tanker.
Lige nu tænker jeg på min mor eller på, hvad jeg skal lave i morgen - eller på hvad det er, der iagttager mine tanker. Jeg tror, vi er enige om, hvad det er, jeg taler om. Måske kan vi kalde det for sjælen, måske jeg'et, men igen står vi overfor to begreber, som vi kan iagttage.
Lige mens vi er i gang med at definere en af begreberne, bemærker vi uundgåeligt, at vi iagttager det med henblik på at beskrive det.
Så skal vi bare kalde 'iagttageren' for iagttager, eller skal vi give 'udspringet' et nyt navn?

I bibelen opereres der øjensynligt ikke med noget mellem "ordet" og menneskene. Det skulle da lige være englene. Men mennesket er vist en sammensat størrelse, bestående af sjæl og legeme, og hvad dertil hører. Måske er iagttageren en del af ordet, som en dråbe i havet?
Ordet er jo Gud.
Nogle religioner eller spirituelle retninger giver udspringet deres eget navn.
Filosoffen og videnskabsmande, Leibnitz, kaldte det for en 'monad', og den betegnelse har teosofien vist nok taget lidt til sig.
I scientology bruges betegnelsen 'thetan'.
Jeg foretrækker her at kalde det en essens - frit efter Anastasia (bog 4 i en bogserie af Vladimir Megre)

Fem sanser - eller mange flere?

Vores planetariske Redskaber

Essensen må jo være udklædt under sit ophold her på planeten.
Udstyret med et registrerende sind og en krop, hvorigennem man kan sanse.
I første omgang i det(te) fysiske univers, og her ud over mere eller mindre bevidste følelser, der korresponderer med sindet. Det sind, der samtidig også har travlt i arbejdet med at holde styr på en masse oplevelser, opfattet gennem sanserne og rubriceret ved hjælp af tiden.
Når 'vi' dør, frigøres vi fra kroppen og efterhånden også fra sindet.
Sindet kan man godt vente lidt med helt at frigøre sig fra. Vente til man er tryg og fortrolig med, hvad der nu sker, og er klar til helt at overlade det, der sker på jorden, til de levende.
Gør man herefter status, har man det jordiske liv igennem i den grad lagt bånd på sin skaberevne og på sin uendelige indsigt.

Jeg er umiddelbart tilskyndet til at finde en årsag til dette tilsyneladende selvvalgte bånd på skaberevnen - og på skabertrangen?

Når vi forlader dette univers må vi blive mere frie. Der er færre bånd, der binder os.
Men hvorfor er det så, at vi tilsyneladende vender tilbage her til igen og igen?
Måske er det for at udvikle evnen til at eksistere og skabe i en mere snæver referensramme?
Det er både en opgaveog en udfordring for os som individ og en udfordring for samspillet i vores fælles bevidsthed. Den sidste udfordring synes lige nu at være den største.

Den som har ører, han hører, står der i Mathæus-evangeliet. Det er sandt nok, men behøver vi ører for at høre? Talrige beretninger overbeviser om, at vi ikke behøver øjne for at se, og heller ikke ører for at høre. når jeg lukker mine øjne, kan jeg intet se, men det må være fordi jeg er underlagt givne betingelser.
Er underlagt, eller har selv underlagt mig...? Udgangspunktet for denne aksiomatiske tankegang må være, at vi har en fri vilje, men at vi velvilligt underlægger os betingelser, der fratager os mange muligheder. Alle kender følelsen af mangel på frihed, når mulighederne er begrænsede, og ikke uendelige.
Vores univers må trods alt være simplere end et med færre begrænsninger, men alligevel ønsker vi os det ind imellem endnu simplere, hvorfor vi hengiver os til en kriminalfilm, en kryds og tværs eller en fodboldkamp. Sammenhænge hvor regler og konsekvenser er overskuelige.
Vi ser ved hjælp af vores øjne. Normalt kan alle andre, der retter deres øjne i samme retning, se det samme, som vi ser. Lukker vi øjnene, ser de andre det alligevel. Ikke blot mennesker, men også andre individer med øjne.
Der er en fælles virkelighed, som er fælles skabt, eller skabt af andre og accepteret af os.
Den synlige virkelighed kan sanses på andre måder end med øjnene. Hvis man går ind i en lygtepæl til eksempel. Flagermus "ser" i mørke ved hjælp af lyde på andre frenkvenser end dem, vi kan høre.
Hvis vi vender tilbage til mennesket, så fungerer synet ved, at lysbølger rammer visse steder i øjnene. Men hvordan finder vores hjerne ud af, at opfatte alle disse lysindfald simultant, og kombinere dem til det hele billede, vi opfatter?
Sker der noget lignende med flagermusene og lydende?
Et andet spørgsmål, der kan stilles: Er vore sansers objekt uafhængigt af os.
Eksisterer det også, hvis vi ikke sanser det.? Det vi ser, dét vi hører, og dét vi lugter, er formentlig uafhængingt af vores sansning. Når jeg smager et stykke chokolade, vil ingen andre smage det samtidigt. Måske vil de smage et lignende stykke, og vi kan sammenligne.
Ligeså er følesansen. og kropssansen og balancesansen helt afhængige af vores tilstedeværelse.
Man kan også gøre det simplere ved at kigger ind i de dybere lag, kigge efter mønstre. Herved kan man nå til en klarhed, der frigør en fra noget af kompleksiteten. Helt vilkårlige regler kan næppe være grundlag for en fælles virkelighed. Vi må søge lovens ånd fremfor lovens hånd.

Planetens overlevelse

og tanker om natten

Lige nu er der en voksende ubalance mellem den individuelle skaberevne og samspillets regler her på planeten. En ubalance, der truer de højere former for liv på jorden.
Kontrol og tryghed vil gå hånd i hånd, men frihed, tillid og ansvar forstyrrer dem.
Liv vil leves og tilliden og friheden står parat til stadige realiseringer.
Men tillid, der bliver brudt, giver foruroligende styrke til kontrol og tryghed, som i sin yderste konsekvens vil få livet til at gå i stå.

Liv i alle former må samarbejde for at der kan udveksles kærlighed.
De højere livsformer må respekterer andre livsformer, hvilket indebærer, at alle essenser må have deres afmålte tid i samspillet.
Former forgår, eksistenser består.
Det adskilte må forenes, når vi når til tiden, hvor vi ikke længere erkender stykvis. 

Frygten for det uundgåelige, for ikke at overleve, kan endnu en gang sætte dette, vores udviklingsprojekt, oceaner af tid tilbage.
Denne meningsløse frygt hænger naturligt sammen med en udbredt identitetsopfattelse.
Enten at man blot er en fysisk-kemisk konstruktion, som ved en eller anden algoritme har fået liv og sågar en selvstændig vilje.
Eller også er man bare en enhed - helt uden fylde og dybde i fysisk forstand, som søger bolig i en biologisk organisme i dette fysiske univers eller et lignende, for her på forunderlig vis at udfolde en eller anden form for liv. 
For at minimerere eller tilintetgøre den nævnte form for frygt er vi nødt til at indse vores nødvendige midlertidige ikke-viden og mangel på indsigt.
Langt hen ad vejen må vi begrænse os til den viden og indsigt, som vi har mulighed for at dele med andre nærværende eksistenser.
Alternativet er mere eller mindre ensomhed.

 Vi må forsigtigt række ud efter en højere form for eksistens, som vi kan ane dybt i hjertet.
Vi må lette trykket fra jeg'et, eller måske snarere opnå en væsentlig højere form for fleksibilitet, så vores iagttagelsespunkt kan veksle mellem det rent individuelle, en fælles bevidsthed for dem, vi er knyttet nærmest til, samt hele menneskehedens bevidsthed - og i yderste konsekvens også det liv, vi her og nu er i symbiose med.
Disse andre essenser eller iagttagelsespunkter kan karakteriseres som en form for kærlighed, og de følelser, som ordet kærlighed måske vækker i os, er vingerne, der kan bruges til fortsat at være en del af planetens forunderlige liv, hvis bare vi bruger dem til af flyve i den retning, som vinden blæser.

Jeg tænkte mig en tanke i nat
men vinden greb i tanken fat 

Hvor langt rækker vores fælles univers?

og griber det ind i andre universer?

Nu taler vi i første omgang om religion. Eller måske snarere om tro.
Hvor bliver vi af, når vi fjerner os fra dette univers?
For at finde svar herpå må vi afsøge de yderste grænser i dette univers.
Én kan gøre det alene, eller vi kan nå til en fælles forståelse.
En forståelse må tage sit udgangspunkt ved videnskabens grænser, der hvor vores logiske sammenhæng i denne virkelighed brydes.
Hvem forårsager disse regelbrud, og hvordan kan det give mening at bryde dem, at skabe usikkerhed?

Der må eksistere universer med tæt forbindelse til dette univers, og et overordnet regelsæt for kommunikation forskellige universer imellem.
Et sted at gå hen når vores deltagelse i dette univers skal afvikles.
Ligeså et sted, vi kommer fra i forbindelse med denne eksistens.
Der må også være en vis sammenhæng eller trafik mellem adskillige universer, og det er nok ikke lutter forskellige universer essensen frekventerer.
Ud fra et fællesskabt eller medskabt univers er det nærliggende at søge tilbage her til mange gange.

Et sted dybt inde i essensens kerne er det noget, vi ved.
Lad os dvæle lidt ved aksiom 12:
I kernen for et fælles univers søges optimal frihed for dets essensers skabervilje.
"Ingen regel uden undtagelse" siger et ordsprog, og undtagelserne kan være kæden, der kan skabe en forbindelse mellem universer.
En regel gælder fortsat så længe en undtagelse er en undtagelse.
På den måde kan der blive plads til mirakler, åbninger til andre virkligheder.
Denne åbning til andre virkeligheder er nødvendig, hvis vores fælles skaberværk skal udvikles med evigheden for øje.
Åbningen skal holdes levende, så den ikke visner.
Hver åbnings mødested må blive en kamp mellem tro og tvivl.

Lad os sammen vandre gennem forskellige religioner og spirituelle retninger, og se kreative friheder.