Lad os se nærmere på - og perspektivere, hvad Anastasias indsigt kan bringe videre til os, gennem Vladimir Megres 10 bøger:

1.Bog. Anastasia.

Det mærkelige møde og den mystiske kvinde

Her fortælles om ekspeditionen og hvordan Vladimir herved møder Anastasia, som han fortrylles og forvirres af. Hun besidder i høj grad det, vi vil kalde overnaturlige evner. Selv fortæller hun, at alle mennesker har disse evner iboende, men det kræver helt rene tanker at anvende dem. Hun kan sanse gennem rum og tid, Hun kan også heale og på andre måder kommunikere til fjerne mål. Ved nænsom berøring og synkronisering af åndedrættene, kan hun også dele nogle af sine iagttagelser med Vladimir. Efter deres 3 dage lange møde bærer hun på deres fælles barn.

Anastasia lever alene sammen med dyrene på sin slette, mens hendes bedstefar og oldefar lever på andre sletter i skoven tæt på. Hendes forældre døde, da de kom i karambolage med et ringende cedertræ. På det tidspunkt var Anastasia knapt et år.

2.Bog. Det ringende russiske Cedertræ.

Lidt mere om de 3 dage, og den besværlige vej til udgivelsen af den første bog.

Vladimir kan måske bedre betegnes som en entrepenør. I hvert fald med henblik på, hvad han beskæftigede sig med, før mødet med Anastasia. Han vender ind i mellem tilbage til denne, sin entrepenørbaggrund, når han skal prøve at forstå Anastasia. 2. bog indleder han med at søge videnskabelige bekræftigelser på nogle af Anastasias evner. og derpår fortsætter han med flere beskrivelser fra hans samtaler og oplevelser med Anastasia. Ting, der måske er endnu sværere at forstå, endsige at forholde sig til.

Herefter kommer en længere beskrivelse af hans tid efter første møde. Han forstod sin opgave som værende først at få stiftet en sammenslutning af entrepenører, og derefter skrive en bog om mødet med Anastasia. Bestræbelserne med at stifte sammenslutningen løb ind i uoverstigelige vanskeligheder, samtidig med at hans egen virksomhed efterhånden mistede økonomisk troværdighed. Han var så langt nede, at han på et tidspunkt besluttede sig for selvmord. På dagen, hvor dette skulle realiseres, hørte han (tilfældigvis?) på en metrostation i Moskva to unge piger spille en melodi, der vakte søde minder hos ham. Det var nemlig melodien til en sang, som Anastasia havde sunget for ham. Han spurgte til, hvor de havde melodien fra, og svaret var, at den bare kom til dem spontant. På dette tdspunkt besluttede han sig for i stedet, at gå i gang med at skrive bogen om mødet med Anastasia.

Økonomisk var han jo nu langt ude, og han befandt sig pludselig blandt hjemløse i Moskvas slum, hvor han blev reddet ef en tidligere officer fra den sovjettiske hær, som efter perestrojka var gået helt 'i hundene'. Denne officer blev så den første, som han delte Anastasiaoplevelsen og bogplanerne med. Med uventet hjælp fra forskellig side, lykkedes det ham at få skrevet bogen. Og et forlag tilbød - uvist af hvilken grund - at trykke de første 2000 eksemplarer af bogen. Disse begyndte Vladimir så at sælge ved en metrostation i Moskva. Flere købte dem og blev så begejstret, at de hjalp ham med at sælge flere, og et større forlag gik i gang med at trykke bogen i et væsentlig større oplag.

I sidste del af bog 2 berettes om, hvordan det lykkedes Anastasia at kunne kommunikere med ham på en afstand af 2000 km uden tekniske hjælpemidler. Hun fortæller om, hvordan hun hele vejen igennem har haft 'en finger med i spillet'. Hun sender sin bedstefar til ham, og de to får en længere snak, hvor bedstefaren bl.a. fortæller mystiske ting om Anastasias opvækst og særlige evner og gaver. Bedstefaren er heller ikke 'tabt bag en vogn'. Det fremgår også af deres samtaler, at Vladimir ikke er udvalgt af Anastasia, men hun har samlet op. Hans tidligere manglende engagement i, og dermed uvidenhed om spirituelle emner, var et af hans vægtigste fortrin. Bortset fra det, så var hun også blevet forelsket i ham.

Bedstefaderen fortæller også en mystisk historie fra hendes barndom. Hun blev jo forældreløs, da hun var helt lille, før hun kunne tale. Bedstefaren og oldefaren var derfor alene med hende, men hun holdt til på hendes egen slette, der hvor forældrene havde tilbragt det første år med hende. De to gamle mænd stod ofte i skjul og iagttog hende. Hun sov på forældrenes grav, og var stadig ikke helt sikker på benene, når hun skulle gå. Men en lille blålig glød viste sig i luften, og herfra (eller ved hjælp andetsteds fra?) blev hun hjulpet på benene hver gang hun faldt. De næste par år, ville hun meget gerne gøre de ting, hendes mor havde gjort, f.eks at samle grene i en særlig bunke. Her hjalp den lille blålige glød, faktisk ved nærmere eftersyn en skinnende kugle, hende også lidt, men hun bad den lade være. Tilsyneladende var det et intelligent væsen. Den skinnende blålige kugle var omkring hende med mellemrum indtil hendes 4-års fødselsdag, hvor hun bad den forsvinde. Dog vender kuglen stadig tilbage, når hun er truet.

3.Bog: Kærlighedens Dimensioner.

Vladimir vender tilbage til Anastasia i taigaen, og møder deres nyfødte dreng.

Der er naturligvis andre, der har været nysgerrige, eller af anden grund, har forsøgt at opspore Anastasia. Da Vladimir hyrer en båd til at sejle ham op i nærheden af stedet, hvor hun holder til, finder han et par, en ældre, lidt fordrukken mand og en yngre, noget kvikkere fyr. De har sejlet denne tur mange gange, og har fået en rutine, med at sætte interesserede af på den modsatte bred, et stykke derfra. I respekt for Anastasias naturlige ønske om at leve i uforstyrrethed. Hen på aftenen havde den gamle drukket en hel flaske vodka og gik til køjs. Den unge, Alexander, tændte op på dækkets bålsted. Han havde genkendt Vladimir, som ham der havde skrevet en bog om Anastasia, og her i ly af mørket fortalte han en lang og utrolig historie.

Historien drejede sig om en videnskabelig ekspedition, der var sendt ud for at opsøge Anastasia. De medbragte professionelt udstyr, bl.a. to helikoptere, som skulle afsøge området og filme det, indtil de fandt frem til Anastasias slette. Imidlertid dukkede hun selv op hos dem, for at bede dem om ikke at fortyrre det lille barn og skovens liv. Ekspeditionens videnskabelige leder, Boris Moiseyevich fortalte hende så om ekspeditionens formål, som var at tage hende og drengen med til et naturreservat, hvor der på alle måder ville blive sørget godt for dem, mod at de samtidig ville være videnskabelige studieobjekter. En ægtemand kunne man endda også tilbyde Anastasia, i form af Stanislav, Boris Moiseyevich's unge flotte assistent. Det var Anastasia nu ikke parat til. Efter en længere filosofisk snak om religion og psykiske evner, gjorde Anastasia det klart, at hendes dreng skulle opvokse her i denne 'dimension af kærlighed', som hun havde skabt - og at hun i øvrigt var forelsket i Vladimir. Herefter forsøgte to af vagterne at tvinge hende med ved førergreb, og da hun som modspil bl.a. ved at kigge på sikkerhedsvagten fik hans øre fik det til at svinde ind, affyrede en yngre vagt i panik et pistolskud imod hende.

Nu bredte et blåt lys sig over jorden, og hele ekspeditionen stod lamslået og stumme. En skinnende kugle, blå og fyldt af lysglimt, viste sig i luften.(sammenlign slutningen af resuméet fra bog 2) Anastasia kommunikerede med kuglen, prøvede at overtale den til noget, som den tilsyneladende ikke ville godtage. Det blå lys over området svandt hen, og i stedet bredte en brun røg sig hen over jorden. Så meget at kun Anastasia kunne blive stående i en blå cirkel. Nu opfattede alle fra ekspeditionen, også Alexander, sig pludselig som todelte. Den ene del var en gennemsigtig krop, og den anden del bestod af alt det usynlige, der knytter sig til et menneske, altså følelser, ønsker, tanker og smerter. Ingen kunne styre deres kroppe, de kunne blot observere, at de udførte de mest ulækre og usympatiske handlinger, som man kunne forestille sig. De oplevede også at kroppene visnede og at de efterfølgende fik en nyfødt krop. Omsider forsøgte Anastasia at stoppe det, men måtte til sidst grædende give op, hvorfor den skinnende blå kugle vendte tilbage, og et blåt lys fyldt med kærlighed trængte den brune røg bort fra jorden.

Hele ekspeditionen vendte nu fra denne mareridtlignende oplevelse langsomt tilbage til den kendte virkelighed, kiggede på hinanden og på Anastasia og på en samling af gamle mennesker, der kom imod dem. Det var indbyggerne fra en nærliggende lille og næsten forladt landsby. De var tydeligt parate til at forsvare Anastasia med alle de midler, de havde til rådighed. En af mændene stod frem og hilste på Anastasia, og hun hilste tilbage. De snakkede lidt om tørken og regnen, indtil en lille pige, Anyuta, dukkede op og tiltalte Anastasia som "tante Anastasia". Anyuta var født med en hjertedefekt, og da hun var ½ år havde hendes mor efterladt hende her blandt de gamle landsbybeboere. Anastasia havde dengang healet hendes hjerte, og var kommet en del og besøgt hende, men nu var det længe siden, og Anyuta savnede hende og ville gerne have sin mor tilbage. En længere og rørende samtale udspandt sig nu mellem Anyuta og 'tanta Anastasia', som indgav den lille pige nyt mod på livet, et mod som - havde Alexander erfaret - senere udvirkede mirakuløse ændringer i Anyauta liv. Hele optrinnet endte med, at Anastasia tilgav vagten, der havde skudt mod hende, fordi han bare havde fulgt sine vagt-instinkter. Samtig bad hun ham om at forlade sine instinkter og vende tilbage til sit menneskelige væsen.

Vladimir nåede med meget besvær frem til Anastasias sted. Han havde medbragt alt godt fra vor moderne verden til et lille barn. Anastasia så det, og sagde "o.k., men vent lige til du har iagttaget, hvordan drengen trives, og giv ham så de ting, du føler han har behov for". Dagen efter sin ankomst mødte han sin lille søn, som levede i harmoni med skovens dyr. ja mere end det, de tog sig af ham. Han sov hos en bjørn, som også 'skiftede ham' med naturens remedier. Senere overtog en ulv pasningen. Anastasia havde instrueret Vladimir om, ikke at tage barnet op på eget initiativ, men vente til den lille viste interesse for ham. Det gjorde drengen så omsider, efter at have spist sig mæt ved Anastasias bryst. Det var et stort øjeblik for Vladimir. Kernen i barnets opdragelse var, at lade ham undersøge tingene i naturen selv, styret af nysgerrighed. Ikke at vise og forklare ham en masse om tingene. Den moderne verdens goder var der overhovedet ikke brug for her. De samme principper bliver i øvrigt brugt på Schetinins skole i Tekos, fortalte Anastasia. Megre besøgte skolen senere og fortæller her i bogen begejstret om dette besøg.

Man kan nogle gange undre sig over, hvordan Vladimir Megre fremturer med sit afstumpede 'entrepenør-sind', og til andre tider fuldstændig overgiver sig til naturens logik, mirakler og kærlighedens uforanderlighed. Hvordan kan han finde på at bringe letabsorberende bleer, babymos i dåser og mekanisk legetøj med ud i nåleskovens vilde natur? Og hvorfor møder han Alexanders beretning så uforstånde, ja bliver nærmest vred på Alexander, som havde studeret østens religioner ved Moskva universitet, var fascineret af filosofi og psykologi, og havde nogle meget fine tanker om, at de ting, ekspeditionens deltager gennemlevede i den brune røg, var en kopi af det, som menneskene skaber i dag. Liv på liv - og de forsøger at retfærdiggøre deres fejltagelser ved at henvise til deres svagheder. I bogens sidste kapitel bliver Vladimir også meget vred på Anastasia, da de diskuterer, hvordan sønnen kan komme til at respektere sin far. Han blev så vred, at han kaldte hende listig, og bebrejdede hende, at hun havde udnyttet ham til at få et barn, som hun ønskede, og bagefter fået ham til at skrive en bog om sine fantasier. Hun forsøgte så, som så mange gange før, tålmodigt at fortælle ham om kærligheden, renheden og troen på det bedste. Han blev ved med at tvivle, indtil det pludselig gik op for ham, at hun citerede fra hans medbragte breve, som læsere af den første bog havde sendt til ham, og som hun endnu ikke havde haft mulighed for at læse i vores fysiske virkelighed. Så ville han alligevel godt lytte lidt mere til hende - og så gik hun i gang med skabelsesberetningen, men den fylder så meget, at den må vente til næste bog.

4.Bog: Sam-skabelse.

En ny skabelsesberetning, Anatasias forfædre og den skjulte videnskab. Svaret er "husmandssteder".

Anastasia og Vladimir, den vise kvinde og den jordbundne entrepenør, er et ideelt makkerpar, når det drejer sig om at kommunikere højere sandheder ned på et jordnært og til dels forståeligt niveau. Anastasia kundgør, at hun vil beskrive skabelsens historie, så enhver efter at have hørt eller læst dette, kan finde svar på sine egne spørgsmål desangående. Vladimirs reaktion er, at denne beskrivelse ingen gang på jorden har. Det må være en opgave for historikere og arkæologer. Bortset fra det spirituelle indhold, men det har bibelen og andre religiøse skrifter jo hvert sit bud på, så mon ikke konklusionen her må være, at det kan man ikke vide noget om. Nej, siger Anastasia, vi har alle den viden inde i os, ligesom det lille bitte frø, der indeholden al viden om cedertræets egenskaber, opvækst og udseende, og det nye cedertræ indeholder også masser af frø, der kender de samme sandheder. Hør på mig, Vladimir, og tænk selv.

Hvad var der i begyndelsen?? "Ordet" ifølge Johannesevangeliet. "Big Bang" ifølge videnskaben. Anastasia beskriver et univers, bestående af mange essenser, der med vekslende intensitet indeholder menneskelige følelser og universelle modsætninger, men som ingen idé har om hinandens eksistens, og derfor naturligvis ikke kommunikerer med hinanden. Pludselig gennembryder én essens, Guds essens, denne mur af adskilthed. En fantastisk harmoni og energi spredes ud i et for alle de andre essensers opfatteligt univers. Disse essenser fascineres af dette, Guds skaberværk, og beundrer det, men er bekymret for en eksplosion grundet det højt indhold af energier, og samtidig et tomt rum. Kærligheden, rummende partikler fra Gud, beskyttende mod ondsindede og negative energier, åbenbarer sig nu, udfylder og komplementere Guds skaberværk, med jorden, planeterne og mennesket i sit eget billede.

Gennem Anastasias beretning møder vi nu Adam som det første menneske på jorden. Han kunne nu lige så godt være dig eller mig, et menneske, der nød livets oprindelige gaver i fulde drag i 118 år, hvorefter han pludselig blev grebet af en følelse af ufuldkommenhed. Gud observerede manglen, og skabte - trods indvendinger fra kærligheden - kvinden. Adam registrerede hende, nu var de to, men ellers gjorde det ikke den store forskel. Så valgte Gud at frasige sig et forbindelsesled til kærligheden, så det i stedet kunne tage plads mellem manden og kvinden. Dette betød, at Gud i en evighed måtte forblive usynlig, og at andre essenser kunne operere blandt menneskene, måske forklædt som Gud. Til gengæld overvældedes forholdet mellem manden og kvinden af kærlighedens energier. Denne kærlighed beskrives af Anastasia så smukt, at alle ydre impulser af kvindelighed umiddelbart efter læsningen gør mærkbart indtryk på mig!

Men de andre essensers frie spil blev og er et problem, der må overvindes. Ingen af dem kunne skabe liv og skønhed så prægtigt, som Gud har skabt det. Af nysgerrighed blev Adam og Eva kontaktet, ligesom mennesker også bliver det i dag, af energier udefra. Først med instruktioner, senere med spørgsmål. "Hvordan er I skabt, og hvor kommer jeres inspirationer fra?" lyder spørgsmålene, og mennesket føler sig fristet til søge svarene (spise af kundskabens træ). Vladimir kan godt følge, at man gerne vil forstå den bagved liggende struktur. Men så begrænser man sin egen skaberevne og fremdrift, forklarer Anastasia, og forsøgsvis eksemplificerer hun det med et stoppe en velkørende bil for at undersøge motorens komponenter. Ja, så er man da forberedt, hvis den skulle bryde sammen, siger Vladimir. Et eksempel med, at undersøge en kvindes natur, når man endelig havde fået tæt kontakt til hende, kunne Vladimir meget bedre relatere til. Som i bibelen blev Eva først fristet. Adam fugte efter, og den menneskelige kreativitet led nederlag.

En successiv udvikling og naturlige konsekvenser førte til den delvis destruktive videnskab, vi lever med i dag. Dengang det begyndte at gå den forkerte vej, da man beskæftigede sig med at søge viden i stedet for at skabe, da udskilte enkelte mennesker sig fra fællesskabet, og levede med kærlighed i skovene. Med mellemrum søgte en af dem ind for at hjælpe fællesskabet opad, men hver og en forsvandt de. Et eksempel gennemgås mere detaljeret, og kunne tænkes at være oprindelsen til en stadig aktiv konspiration, der søger at styre verden. Det drejede sig om en senere hemmelig videnskab, videnskaben om billeddannelser og forestillinger. Billederne kunne dannes ved sange og fortællinger. En af Anastasias forfædre forlod sin familje og drog ud i verden, samlede 19 mennesker, poeter og præster, lærte dem denne videnskab om billeder, for sammen med dem at skabe en ny stat, Ægypten. Disse billeder var stærkere end våben, og Ægypten voksede sig stort. Præsterne levede deres eget liv i templet, udtænkte lovene, som de synlige ledere, faraoerne, skulle realisere. Befolkningen arbejdet målrettet for at realisere billederne.

Det gik fint i 19 år, men så indtraf mytteriet. Den øverste præst foreslog med de andres samtykke, at man strengt skulle hemmeligholde denne videnskab, og samtidig bebrejdede han Anastasisas forfader, at han ikke havde lært de andre det hele. Hans billeder var nemlig så meget stærkere end dem, de andre kunne skabe. Han fik nu valget mellem - enten at lære dem det hele, blive næstøverste præst, efterfølger til den øverste præst - eller at blive udsultet og dø med sin sang. Han valgte det sidste, da han anså det første for umuligt. Han antydede, at svaret ligger i ægget, man er hvad man tænker.

Vladimir havde svært ved at forstå betydningen af denne magtfulde og nu hemmelige videnskab. Styrken var, forklarede Anastasia, at kunne se lige igennem tingene indtil deres kerne, og dermed forbigå lange indviklede formler og systemer. At opfatte lynhurtigt, og at skabe magtfulde billeder. Ægypten er dét rige, der har betået længst i tiden efter den seneste katastrofe på jorden. Siden blev israelitterne stærkere. Kampen mellem Moses og Farao var en konkurrence på billeder og forestillinger, nøjagtigt som beskrevet i det gamle testamente. Hvorfor bruger stater i dag ikke denne videnskab om billeder og forestillinger, ville Vladimir vide. Men den bruges, svarer Anastasia, hvorefter de gennemgår Ruslands nyere historie. Var f.eks. Stalins fremtoning skabt af en person eller af billeddannelser? De to meget forskellige billeder, folkehelt og tyran, der - for russeren - karakteriserede hans liv og hans eftermæle, er et godt argument for, at hans fremtoning var skabt af billeddannelser. I det hele taget er det denne, den 4. bog, som indeholder de mest - i ordets bogstavelige forstand - utrolige historier.

På et tidspunkt spørger Vladimir Anastasia, om hun kan teleportere sin krop. "Ja, alle mennesker har denne evne, svarede hun. Men jeg er ikke sikker på, at jeg vil forklare dig, hvor naturlig denne proces er, for så vil du nok betragte mig som en troldkvinde og trække dig fra mig", lyder Anastasias svar. Efter intense opfordringer fra Vladimir demonstrerede Anastasia det så. Hun lukkede øjnene, spændte let i kroppen, forvandt så fra sit ståsted og dukkede op på den anden side af søen. "Skal jeg svømme tilbage, eller skal jeg gentage det" spurgte hun. Ja, han ville opleve det igen. En krop kan blive opløst, og samlet igen, men kun af dens 'ejer'. For at kunne gøre det, skal man dog mentalt opfylde en lang række betingelser, såsom rene intensioner, kunne tænke hurtigt og i billeder om sin krop og sine ønsker, have en stærk vilje og en tro på sig selv.

Endnu vildere bliver det, når Vladimir spørger til liv på andre planeter. De lægger sig ned på græsset, Anastasia strækker sin arm ud, og deres håndflader mødes. Herefter befinder deres andet jeg, altså dem uden deres kroppe, på en fremmed planet Den beboes - kort sagt - af intelligente følelseskolde individer. Teknisk set er de langt foran os. Deres teknologi bygger på algoritmer til at kontrollere materielle ting og simplere følelser, så som frygt, tilbedelse og beundring. De har fremskedne planer om at erobre - eller måske snarere besætte og kontrollere - vores planet. De har to gange tidligere forsøgt det. De vil i deres nye plan henvende sig til regeringerne og tilbyde dem deres koncept, som sikkert vil blive taget godt imod. Vi vil så hurtigt udvikle os til perfekte, umotiverde og kedsommelige indivder, uden nævneværdige skaberevner. Vores eneste værn imod dette vil være den menneskelige bevidsthed. Bare ét menneskes samlede følelser er stærkere end det, de vil påtvinge os, deres individuelle energier kan neutraliseres af lysere, mere troværdige og nærmere perfekte tanker. Efter denne oplevelse var Vladimir træt i kroppen, og smækforvirret i hovedet. Han spurgte Anastasia, om det var en virkelig oplevelse, en drøm, eller en form for hypnose. "Tag det bare som en drøm, når du er så forvirret" svarede hun." Det må du selv om, men det vigtige er essensen, konklusionen og følelserne, som visionen gav dig."

Resten af bog 4. handler om den vision at alle mennesker har et hjemsted, og hvordan man kan opbygge sådan et mindre permakulturelt landskab på 1 hektar.

5.Bog: Hvem er vi?

Vladimir begynder at forstå perspektiverne i Anastasias visioner, og hun viser ham en skøn grøn fremtid for Rusland, men mod slutningen bliver han bliver grebet af en frygt for at være styret af Anastasia og uden en fri vilje.

Vladimir Megre er nu opsat på at arbejde med på Anastasias plan om at omdanne i første omgang Rusland og efterfølgende resten af verden. På god entrepenørvis undersøger han 86 økologiske bofællesskaber i 19 forskellige lande, og konstaterer, at ingen af dem har haft nævneværdig indflydelse på det omgivende samfund. Dette sammenligner han så med de russiske "dachas", deres særegne form en blanding af kolonihaver og sommerhuse, som har haft gode vækstbetingelser, når den nationale landbrugsproduktion har haft problemer, både i sovjettiden og også senere, hvor mange russere ville frigøre sig fra en afhængighed af kapitalstyret og kemiafhængigt gartneri og frugtproduktion. Megre tror på, at russerne her kan vise vejen.

Anastasias udlægning af naturen som en materilisation af Guds tanker, , hørte egentlig til i 4.bog "Co-creation". Men Megre tøvede på det tidspunkt med at viderebringe Anastasias påstand, da det blev modsagt af stort set alle, eksperter såvel som lægmænd. Ingen ville være parat til at accepterer en sådan alternativ viden, om hvordan vi skal behandle naturen med dyb respekt, og ikke begynde at mishandle med kemiske sprøjtemidler og kunstgødning med mindre man kunne pege på nogle konkrete eksempler, der kunne underbygge denne viden. Disse blev givet til ham på forunderlig vis, da han tilfældigt (??) blev gjort opmærksom på to forladte patricerejendomme, som for et par hundrede år siden faktisk var skabt og udviklet efter principper, der minder meget om dem, som Anastasia pegede på. Deres planter, træer og buske har nu vist sig markante stærkere og mere bæredygtige end omgivelsernes ditto.

Vladimir Megre ville godt se ind i Rusland fremtid, gerne sammen med Anastasia. Med hende ved hånden viste der sig således en spændende og lys fremtid for Rusland, krydret med et par rørende historier. Her - som så mange andre steder i Anastasiabøgerne - er det for mig uklart, hvordan man skal forholde sig til beskrivelserne og fortællingerne. En præcis beskrivelse af fremtiden må nødvendigvis - så længe man accepterer den frie vilje - være en vision. Det, man ser, aflejres formentlig i sindet som en drøm. En drøm, som med tilstrækkelig styrke fra mange, med større sandsynlighed kan blive til virkelighed en dag. Imidlertid er Anastasias vision temmelig detaljeret. F.eks. udvikler Moskva og Sct. Petersborg sig meget forskelligt.

I disse beskrivelser af fremtidssyner tages der - som sagt - også hul på de mange rørende historie, som hvad enten de er sande eller opdigtede, opbygger en særlig stemning hos læseren. Nogle af disse historier har virkelig gennemslagskraft i mit hjerte. Det gælder dog ikke de fremtidsscenarier, der beskrives i denne bog. Den altoverskyggende historie her er svær for mig at tro på, ikke mindst som en nær fremtidig mulighed. Den bygger på Anastasias påstand om vores iboende evner, der kun kan realiseres ved en fuldstændig ren intention: Den starter i en lille kernefamilie, far, mor og to børn. Faderen er konstant travlt optaget ved sin computer, hvor han - som en del af sit job - holder øje med udviklingen af militæreinstallationer både i Rusland og i vesten. Datteren, Dasha på 5 år, savner, at de kan være sammen i et kærligt familjeliv. Derfor får hun ved tankens kraft kukuret til at slå på forkerte tidspunkter. Da datterens evne og længsel omsider går op for faren, tager han hende på skødet foran computeren, og begynder at forklare hende hvor vigtigt hans arbejde er. Men pludseligt slår det russiske militær katastrofealarm, da flere af dets missiler eksploderer. Det fortsætter indtil faderen opdager, at det er datteren, der ved sin viljestyrke udvirker disse eksplosioner, da hun ikke kan lide missilerne. Efterhånden gåt det op for russerne, at der er flere børn med disse evner. På et tidspunkt sender de et tv-program ud i verden, hvor en flok af disse børn er sammen med præsidenten. Lidt uorganiseret, men på et tidspunkt taler Dasha til alle seerne og inviterer dem udefra til Rusland. når det nu var åbenbart, at de slet ikke var så agressive som rygtet fortalte. Også fordi man nu i Rusland var kommet meget videre med at leve og dyrke økologisk. Det gør udlændingene så, og Rusland blomstrer endnu mere. I øvrigt nævnte Anastasia en passent at en sådan energi, som blev genopdaget (genskabt? genetableret?) hos de russiske børn, tidligere blev opdaget af beboerne i Atlantis, men de var for hurtige til at bruge den, og det var grunden til Atlantis udslettelse.

Anderledes virkelig er den historie, som Megre hen mod slutningen af denne femte bog fortæller om Nicolai Fyodorovich, en pensioneret filosofi-forelæser fra et velanset Moskva-universitet. Fyodorovich's to velhavende sønner har givet deres gamle far et hus i provinsen, og udstyret det bl.a. med en solid husholderske, Galinya, af ukrainsk oprindelse. Megre har fået kontakt med ham, fordi han - i modsætning til de fleste andre intellektelle - er meget positiv overfor Anastsia-bøgerne. Husholdersken Galina er blevet bekymret for den ældre mand, og henter derfor Vladimir Megre ud til deres hus. Hendes bekymringer går tilsyneladende på, at Fyodorovich er begyndt at modarbejde sin fysiske krops naturlige forfald. Hun vil have Megre til at tale ham til fornuft. Siger hun!
Da de ankommer, sidder Fyodorovich ikke som normalt i sin rullestol, men ved skrivebordet og er i gang med at tegne eller skrive. Efter at have hilst på Megre, begynder han straks på en længere lovprisning af Anastsias ideer, fordi de er funderet på et helt andet grundlag end alverdens filosofier og religioner. De handler nemlig om at beskæftge sig med og respektere det levende, og ikke om fastlåste læresætninger og fortænkte årsagssammenhænge. Da han rigtigt har talt sig varm, tager han en bog med Nostradamus forudsigelser og kaster den i kaminen, hvor den forsvinder i flammerne. Universet er Guds tanke, og det har ingen grænser, for Gud og du og jeg kan tænke videre, vi har det inde i os, det skabende element.
Som konsekvens vil Fyodorovich nu være 'soldat i Anastasias hær'. Han har bedt Galina om jævnligt at gå ned til byens markedsplads og uddele gratis eksemplarer af Anastasiabøgerne. Han fremviste en potte med et lille cedertræ, han har plantet, og bad Vladimir Megre om at sørge for at han kunne få en hektar at dyrke i den udstykning, der er ved at blive planlagt. Galina vimsede rundt i stuen, mens Fyodorovich snakkede med Vladimir, og kom ind i mellem med henkastede kritiske, knap hørlige kommentarer. Da Fyodorovvich åbenbarer sine planer om sin egen have/hjemsted, mumler Galina - mens hun støver af - at han da bare kan leve et stille og roligt liv her, hvor han bor nu. Denne gang svarer Feydorovitch hende, og fortæller, at han vil hjælpe hende med et bygge et hus og få lidt land tæt på hans, hvor hun så kan blive gift.
Det er ikke nok til at køle hende ned. I stedet rejser hun sig vredt, går ind på sit værelse, og kommer tilbage med to potter små cedertræsskud og stiller dem ved siden af hans. Derefter går hun tilbage og henter nogle klude med jord fyldt med frø fra helsegivende planter, som hun havde indsamlet over længere tid med tanke på Feydorovitchs helbred. For i virkeligheden skulle det være hende, der skulle hjælpe ham, og ikke omvendt. Alt det får han nu nærmest i hovedet, og hun er på vej til at gå og smække med døren. Fyodorovich vil stoppe hende, men falder, hvorfor hun styrter tilbage og hjælper ham op. Nu får de talt ud, og finder ud af, at de vil leve sammen og hjælpes ad med at skabe deres eget hjemsted. De har det samme syn på tilværelsen. Som hun udtrykte det, da hun var i færd med at smække med døren: " I filosoffer kender godt nok dødens filosofi, men I har til gode at studere livets filosofi ".

I sidste del af bogen bliver Vladimirs bevidsthed om sin selvdeterminisme sat på en hård prøve.
En hel del forskning i Anastasiafænomenet foregik rundt omkring i Rusland i mere eller mindre videnskabelige kredse. En forskning, der var motiveret af en undren over den gennemslagskraft, Anastasia-bøgerne havde, og den udbredelse, Anastasiafænomenet havde fået. Efter et af Megres foredrag blev han kontaktet af en tilhører, der overrakte ham en lydoptagelse og opfordede ham til at gennemhøre den. Det var et foredrag holdt ved en sammenkomst for en gruppe af videnskabsfolk fra Novosibirsk, der var samlet for at diskutere Anastasis-fænomenet.
Foredraget tog udgangspunkt i Vladimir Megres oplevelser på Cypern i 1999, hvor han havde indlogeret sig på et hotel for at koncentrere sig om at færdiggøre gengivelsen af Anastasias skabelsesberetning. Her skete det flere gange, at han ytrede ønske om mindre ligegyldige ting, som så kort efter gik i opfyldelse. F.eks. , da han var blevet rigtig træt af al deres snak om Afrodithe, ytrede han ønske om at møde hendes barnebarn. Kort efter dukkede en ung smuk kvinde op, der kune tale et sprog, han kunne forstå - og hun servicerede ham i flere dage
Påstanden eller foredragets pointe, var, at Vladimir Megret var styret udefra. Hans oplevelser blev trukket ned over hovedet på ham af ukendte kræfter, der sørgede for, at alle hans ønsker umiddelbart blev realiseret, lige meget hvor urealistiske, de syntes at være. Konklusionen var, at Vladimir havde øjensynlig ingen fri vilje, men var styret som en slags robot. Faren eller risikoen var så, at du og jeg - måske hele samfundet - også på et tidapunkt kunne tænkes at blive underlagt denne styring. Anastasia blev citeret for et par gange at have omtalt "dem", som kunne sørge for, at visse ting ville ske i Vladimirs liv.

Det var derfor en ophidset og vred Vladimir, der konfronterede Anastasia med disse kendsgerninger, da hun besøgte ham i hans lejlighed (der foreligger ingen forklaring på, hvordan hun er kommet derind - og hvem der passer sønnen imens).
Ja, det er rigtigt, svarer hun, dine oplevelser er programmerede. Vil du gerne vide, hvor programmøren befinder sig?.
Det kan vel være ligegyldigt, svarer Vladimir.
Han befinder sig faktisk inde i dig, siger Anastasia, det er jo dine ønsker, der bliver realiseret.
Men, siger Vladimir, det man ønsker sig eller forestiller sig, bliver da sjældent umiddelbart til virkelighed.
Nej, det afhænger også af ønskets betydning, styrke og overensstemmelse med lyset.
Tilsyneladende affinder Vladimir sig med denne forklaring. På mig synes oplevelserne på Cypern som beskrevet nu stadig meget mystiske, men Vladimir bliver blødgjort af hendes milde steme og hendes smukke fremtoning. Så meget, at han tipper over til at tilbede hende i en grad, så det bliver for meget for Anastasia, der insisterer på deres ligeværdighed.

6.Bog: Familiebogen.