Den Grønne vej

Engang, da vi skulle køre en længere biltur, spurgte Simon Jens og mig om, hvordan det kunne være, at vi tænkte så gennemgående grønt og miljøbevidst, når nu ingen af vores større brødre tænkte i de baner.
Det var et godt spørgsmål, og det gjorde vi os mange tanker om på den 2 timer lange biltur.
Men vi fandt faktisk ikke frem til noget svar.
Og når jeg jeg nu overvejer det igen, så har jeg stadig ikke noget svar på det spørgsmål.
Måske vil det hjælpe, hvis jeg går vores udvikling igennem - set fra min synsvinkel.

Jeg begynder med mig selv.
Jeg har altid været tiltrukket af uløste problemer.
Forstået på den måde, at jeg har søgt efter løsning på disse problemer.
Eller i det mindste et svar på noget af det, og en bariere for at komme videre her og nu.
Som barn var det klart nok de voksne, der måtte løse problemerne, men efterhånden som jeg voksede op, observerede jeg - som så mange andre - at der var problemer, der burde løses, men som ikke blev det.
Var det så mig, de voksne eller den højere retfærdighed = det guddommelige, der svigtede?
Grundliggende var det vel skaberens problem. Men selv min ungdommelige indsigt gjorde det klart, at en stor del var overladt til menneskene. Ellers ville der da aldrig have været krige og sult.
Det med Gud var ifølge vores kristne opdragelse en personlig sag. Ja, i sidst ende skulle man vel stå til ansvar for det man gjorde og det man ikke gjorde i forhold til de menneskelige lidelser, man blev præsenteret for.

Her i vores vidunderlige demokrati blev vi først som 24-årige i 1971 bedt om at stemme til folketingsvalget.
Vi snakkede en del politik i den anledning, men ingen af os meldte en afklaret holdning ud i forhold til de opstillede partier. Jeg stemte på VS, venstresocialisterne, fordi de var det eneste parti, der ikke talte for, at vores problemer skulle løses ved fortsat økonomisk og dermed materiel vækst. Grundlaget for min stemme var det tilsyneladende indlysende, at der må være grænser for vækst.
Allerede dengang var man jo begyndt at tale om begrænsede olieressourcer.
Året efter skulle vi så stemme om, hvorvidt Danmark skulle være med i det europæiske fællesmarked. Her var vi rimeligt enige om, at vi ikke skulle styres af en stadigt voksende økonomi fremfor en selvstændig afbalanceret udvikling.
Kort efter denne afstemning løb jeg ind i Scientology, og så her en ny måde at løse verdens problemer på - nemlig ved at gøre alle mennesker bedre og fornuftigere, så vi sammen kunne skabe et bedre samfund.
Jens gik ikke den vej.
I det hele taget prøvede vi aldrig at overtale hinanden til noget som helst. Stor respekt for hinandens selvstændighed og evne til at finde sin egen rette vej.
Samtidig med, at Jens i slutningen af 1980'erne engagerede sig stadig mere i partiet De Grønne, så var jeg på vej ud af Scientology.
Uden de dybere analyser, delte vi dog tanker med hinanden. Nok mere politiske end spirituelle.
Det viste sig, at vi ofte - uden at snakke sammen - havde stemt på de samme partier; mest mindre partier som Venstresocialisterne og Retsforbundet - og senest De Grønne.
Jens havde faktisk meldt sig ind i De Gønne. Det var med det som udgangspunkt, vi begyndte at tale mere om politik.
Han havde ikke bare meldt sig ind i partiet, han var også aktiv, mest på økonomiområdet og socialområdet.
Ved det seneste folketingsvalg, i 1990, blev han kontaktet samme morgen, hvor partiet skulle præsentere deres program i TV om aftenen.
Han blev bedt om, at sende en fax med hovedpunkterne i deres økonomiske politik.
Af den simple grund, at han var den, der bedst havde gennemtænkt og formuleret en konsekvent grøn økonomisk politik.
Når vi efterfølgende snakkede nærmere om hans grønne økonomiske politik, borgerløn og socialpolitik, fik jeg en 'aha-oplevelse' da jeg så en parallel i hans politiske engagement og mit spirituelle engagement.
I begge sammenhænge tog vi - hver for sig - udgangspunkt i at værdsætte det enkelte menneskes styrke og værdighed.
Dybest set var det en respekt for liv og et ønske om optimal frisættelse af livets udfoldelse.
I stort og i småt.
I det spirituelle bør vejviserne ikke være religiøse ledere, hellige bøger og præster, der udlægger teksten. Enhver skal finde sin egen vej til sandheden, erkende sammenhænge på baggrund af egne oplevelser eller egne vurderinger.
Set fra en politisk synsvinkel, burde man man ikke som borger i et samfund i mindste detaljer være styret af embedsfolk og cirkulærer, men i stedet finde frem til steder og måder, hvor man kan gøre sig nyttig og udvikle ting alene eller i samklang med andre.
Og hvor er så det grønne fællestræk i disse paralleller?
Det er liv før systemer.
I stedet for fortsat industrialisering og vækst må omdrejningspunktet være et liv og et samfund med respekt for og ikke udnyttelse af naturen.
En bæredygtighedskultur, der ikke bygges på stram styring og institutionalisering, men på frihed, kreativitet og individualisering.
Respekt for livet i alle former som det bærende, herunder anerkendelse af modgang som en nødvendig udfording - og døden som en midlertidig afbrydelse.

Efter denne aha-oplevelse og erkendelse meldte jeg mig ind i De Grønne, og blev som følge af Jens'es høje status i partiet hurtigt inddraget i politiske og organisatoriske sammenhænge.
At jeg var parat til at lægge lidt kræfter i dette hang sammen med den opgivende situation, jeg mødte i dette parti, der var strandet i dønningerne efter valget i 1990.
Det var tredie gang de stillede op til folketingsvalg, og første gang de fik under 1% af stemmerne.
Der måtte handles nu hvis ikke bevægelsen langsomt skulle uddø.
Og det skulle den ikke, fordi det var en kanal hvorigennem Jens'es tanker kunne formidles til en større kreds af mennesker.
Som sagt var det også på en måde mine tanker. I det mindste var der en grundliggende fælles idé.
Tilfældigt fik jeg fra en af hans gamle venner at vide, at Jens på et tidspunkt havde forestillet sig sit eget parti, fordi han havde en ide om et bedre samfund funderet på den enkelte deltagers tanker og værdier.
Her i De Grønne fandt han så ud af, at mange af hans idéer kunne kvalificeres, og der kunne arbejdes videre med dem.
I praksis kunne jeg bare synge med på melodien i Jens'es politiske grundtanker, og så i øvrigt prøve at fastholde og videreføre organisationen og strukturen i partiopbygningen.
Groft sagt kunne man på dette tidspunkt, først i halvfemserne, dele partimedlemmerne op i to slags.
De populistiske, der i traditionel politikerforstand gik efter at profilere sig selv ved at bruge miljøet som løftestang, og så fundamentalisterne, der følte, at Jens på fortræffelig vis kunne sætte ord på visioner, som også var deres.
Måske var der også en tredie type, yngre retfærdighedsøgende personer, som i deres iver kom til at ligge langt mod venstre, dér ude, hvor man søgte efter metoder til at styre de samfundsborgere, der ikke umiddelbart handlede fornuftigt.

I oktober 1993 havde De Grønne et Landsmøde i Rødovre, hvor de samtidig kunne fejre deres 10 års jubilæum.
Jens bød velkommen til dette møde, og lagde senere på førstedagen også op til en åben politisk debat under overskriften: "Småt er godt".
Ved repræsentantskabsmødet sommeren forinden aflagde Jens beretning for det økonomiske udvalg, for social- og sundhedsudvalget samt for 'P-gruppen', den politiske styringsgruppe. og på selve mødet vedtog vi De Grønnes beskæftigelsespolitiske handlingsprogram og et handlingsprogram for overgang til borgerløn.
Begge programmer var i store træk udarbejdet af Jens.

I bladet 'Grøn Debat' fra juli 1993 skrev Jens en leder, som fint udtrykker noget af det, han ville med sit engagement i De Grønne. Her står der blandt andet:
"Det tager tid at få defineret grøn politik som alternativ til traditionel centralistisk, vækstbaseret politik med et enten socialistisk eller liberalt tilsnit.
For at formulere en alternativ politik er der nogle hellige køer, der skal slagtes, og det bliver man ikke hurtigt populær på.
Andre nye partier foreslår 'lette' løsninger. For at afskaffe arbejdsløsheden flyttes der rundt på milliardbeløb i nationalregnskabet, og timetal divideres op i antal beskæftigede, For at fremme demokratiet nedsættes der udvalg med indflydelse uden ansvar.
Vi er i De Grønne ikke rabiate, men konsekvente og realistiske. Vort mål er ikke hurtigt at få 20-30 mandater i folketinget - for så at ryge ud igen ved næste valg. For os er det vigtigere, at vi får taget fat om de reelle problemer. Ting tager tid. Ændringen til et grønt samfund kommer ikke hurtigere, end befolkningen aktivt kan følge med.
Derfor må holdninger og systemer bearbejdes, så alternativer kan vokse op nedefra.
Der findes ingen genveje"

På dette tidspunkt var jeg indenfor partiet aktiv i uddannelse- og forskningsudvalget, samtidig med at jeg var med i K-gruppen, den administrative koordinationsgruppe.
Snart efter kom jeg også med i p-gruppen, og senere blev jeg både landssekretær og redaktør af medlemsbladet Grøn Debat.
Jens fortsatte målrettet sit politiske arbejde, bl.a. som pressesekretær. Men efterhånden som han udviklede sin kompromisløse politik, følte han ikke, at han havde tilstrækkelig opbakning og forståelse i partiet.
Som en konsekvens heraf valgte han for nogen tid at holde lav profil i forhold til De Grønne.
I et indlæg i Grøn Debat "Dialogen, der udeblev", gjorde han rede for dette skridt, og skrev bl.a.:
"inden for De Grønne. er hovedsynspunktet åbenbart fortsat, at statsmagten skal banke befolkningen på plads. I konsekvens heraf, føler jeg ikke, jeg kan fortsætte med at markedsføre mine synspunkter som de Grønnes synspunkter. Jeg har derfor nu frasagt mig mit hverv som pressesekretær og vil i nogen tid holde en lav profil i forhold til De Grønne. Så vil der måske være bedre muligheder for, at andre kan komme på banen med deres synspunkter."

Herefter koncentrerede Jens sig om lokalpolitik, nej faktisk endnu mere lokalt, lokalsamfund, grøn dagligdag og grønne familjer.
Jeg fortsatte mit administrative arbejde i partiet, og naturligvis også det politiske. For overhovedet at blive hørt i den politiske debat og også for overhovedet at være kendt i offentligheden, mente jeg, at det var vigtigt at favne bredt.
I 1996 valgte vi at søge opstilling til folketinget i et valgforbund af små partier og bevægelser, der havde EU-modstand til fælles.
Jens var ikke enig i denne beslutning, men lod sig trods alt opstille som kandidat i Vestsjællands Amt.
Jeg var efterhånden blevet partiets ufomelle leder og blev opstillet på en sikker plads i Københavns Amt.
" Sikker" - altså hvis valgforbundet opnåede stemmer nok til at komme i folketinget.
Og det gjorde det langt fra.
Det var i slutningen af halvfemserne, faktisk her i 2023 er det 27 år siden.

Og hvad blev der siden af vores fælles projekt, som i perioder fremstod delt, øjensynligt forskelligt, men med en grundliggende paralellitet?
Hvis det ikke er fremgået af ovenstående, så lad mig fastslå, at det er projektetet om at frisætte det enkelte menneske, retten for hver enkelt til at udfolde sig helt på egne præmisser.
Uden præster og folkeforførere, der forventes at gemme på svarene på essentielle spørgsmål.

I 1996 blev Jens med et hårdt slag kaldt tilbage til de nære omgivelser, da hans kone, Marianne, døde af kræft i slutningen af året. Det vendte på mange måder op og ned på hans hverdag, blandt andet fordi han nu blev alene med datteren Loa Sofie på 5 år.
Det enkelte menneske blev vigtigt, ikke bare i teorien, men nu i høj grad i praksis.
På det tidspunkt havde Jens valgt i nogen tid at føre lav profil hos de Grønne, og i stedet bruge flere kræfter på lokalsamfundet.
Han var også blevet medredaktør af tidskriftet "SALT", hvortil han leverede mange vigtige politiske artikler. Også til partibladet, Grøn Debat, som jeg redigerede.
Henimod årtusindeskiftet ebbede vores politiske engagement ud.
Jens'es to seneste artikler, "Det myndige Menneske" og "Viden eller tro" beskriver faktisk rigtigt fint essensen i vores politiske dagsorden (budskaber!), med fokus på lokalsamfundsmodellen og den suveræne natur - og tilsvarende modstand mod centralisering og videnskabstro.
Men tilsyneladende havde disse politiske visioner ikke tilstrækkelig gennemslagskaft omkring årtusindskiftet.
Jeg fortsatte nogle år med at afsøge mulighederne for et rent grønt parti i Danmark, men der var ikke bred opbakning nok, og jeg skulle også kæmpe med en hård kerne af 'socialt grønne', der befandt sig trygt i snævre politiske rammer, hvor de havde opbygget et netværk, der nødigt måtte forstyrres.
Jeg valgte at fortsætte så længe, jeg kunne observere en fremgang i medlemstallet og i antal underskrifter, der skulle bruges til at blive opstillingsberettiget til folketinget.
Det sluttede derfor i år 2000.
De følgende år gik for os med at få livet til at hænge sammen med forskellige skift i de familiære forhold, og også nye bosteder til os begge.
Der ud over at nyde omgivelserne, familien og arbejdsrelationerne.

Da vi nu var nået igennem mennesktes (0-30), æslets (30-45) og hundens (45-60) periode, så "kunne vi have et afslappet forhold til vores tilværelse, og se det hele i perspektiv".
Sådan udtrykte Jens det i invitationen til vores 60-års fødselsdag i 2007.
Efter at Jens var gået på pension, begyndte han igen at arbejde med, udbrede og forfine sine synspunkter.
Blandt andet i borgerlønsbevægelsen (BIEN), for hvilke han deltog i flere konferencer i udlandet.
Et nyt emne han tog fat i, var nyhedsformidlingen.
Et så væsentligt emne fordi det i den grad styrer vores demokratiske samfund.
Nogen - med mange penge - styrer i den graf nyhedsformidlingen, og derigennem folkets mening - og altså indirekte hele samfundsudviklingen.
Blandt andet skrev Jens kronikker til både 'Politiken' og 'Arbejderen' om henholdsvis Gadaffis fald og om konflikten i Ukraine.
Han arbejdede også videre med nye indfaldsvinkler til den økonomiske udvikling.
Politisk Manifest, samlet i debatindlæg

Jeg afsøger nu her i Permatopia mulighederne for realisering af en bæredygtig lokalsamfundsmodel, tæt indhyllet i kapitalistiske og højindustrialiserede omgivelser.